højesterets kendelse afsagt mandag den 17. december 2012 sag 175/2012 (1. afdeling) anklagemyndigheden mod t (advokat tyge trier, beskikket) i tidligere instanser er afsagt kendelse af retten i roskilde den 17. maj 2011 og af østre landsrets 20. afdeling den 12. januar 2012. i påkendelsen har deltaget fem dommere: thomas rørdam, jon stokholm, michael rekling, hanne schmidt og oliver talevski. påstande kærende, t, har gentaget sin principale påstand om, at justitsministeriets afgørelse af 22. de- cember 2010 om udlevering ophæves. han har endvidere gentaget sin subsidiære påstand om, at der indtil videre ikke sker udlevering, og har mere subsidiært nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til justitsministeriet. han har mest subsidiært gentaget sin påstand om, at udleve- ring sker på vilkår om, at han overføres til danmark med henblik på fuldbyrdelse af en even- tuel fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning. anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. sagens behandling mv. kæremålet har været mundtligt behandlet, men t har ikke givet møde. da han som anført i landsrettens kendelse unddrog sig meldepligten den 17. oktober 2011 og siden har været ef- tersøgt, har det ikke været muligt at indkalde ham til den mundtlige behandling af kæremålet. - 2 - hans forsvarer har oplyst, ”at han har kontakt med t via e-mail, og at t er bekendt med rets- mødet i højesteret den 10. december 2012”. forsvareren har i tilknytning hertil til støtte for den subsidiære påstand om, at udlevering undlades indtil videre, anført, at sagen ikke kan fremmes uden t’s tilstedeværelse. der er ikke sket forkyndelse for ham, og det er betænkeligt at fremme sagen på det foreliggende grundlag. supplerende sagsfremstilling indledningsvis bemærkes, at t i en række dokumenter er benævnt tt. ved europæisk arrestordre af 1. september 2010 anmodede de græske myndigheder om, at t, der er græsk statsborger, udleveres til strafforfølgning i grækenland. af arrestordren fremgår, at den offentlige anklager ved retten i første instans på rhodos har indledt strafforfølgning mod t for fem forbrydelser og en forseelse, og at undersøgelsesdommeren for rhodos på grundlag heraf har udstedt arrestordre i tre sager. forhold
- g)i den tredje sag angår gentagen dokumentfalsk efter den græske straffelov og er nærmere beskrevet således i arrestordren: ”… på ovennævnte sted og i ovennævnte periode (dvs. på rhodos fra 25-02-2005 til 30- 08-2005) har han forsætligt og ved at benytte forurettedes [s.’s] checkhæfter trukket eller endosseret checks ved på dets vegne at sætte en underskrift og selskabets officielle segl uden at have beføjelse til at tegne selskabet med det formål at vildlede tredjemand … han har i særdeleshed krænket det forurettede selskabs [rettigheder] ved at trække: … han trak desuden på vegne af selskabet:
- g)check nr. 3276628-9 dateret den 30-04-2005 på 400.000 euro med sin underskrift udstedt til ordre aktieselskabet med selskabsnavnet ”k” på forurettede selskabs konto nr. 028 409 0000059658426 i rhodos-filialen af ”egnatia bank s.a.”, der blev præsenteret til betaling den 06-05-2005, men ikke kunne indløses på grund af manglende dækning.” t blev ved udeblivelsesdom af 6. marts 2007 afsagt af kriminalretten i rhodos i sag 1739/2007 idømt fængsel i 5 år og en bøde på 5.000 euro vedrørende den ovenfor nævnte check på 400.000 euro. i retsbogen og dommen (i dansk oversættelse) hedder det bl.a.: - 3 - ”i retsmødet d.d., som var offentligt, oplæste dommeren navnet på den tiltalte, tt, bo- ende i rhodos [by], st. k… x, men denne var ikke fremmødt. af kvitteringen af 1.2.2007 for forkyndelse for den tiltalte, foretaget konstantinos kou- ris, politifunktionær på rhodos, fremgår det, at den tiltalte var lovligt og rettidigt tilsagt (strafferetsplejelovens artikel 366, 320 og 321) til at møde i dag for denne ret. eftersom han ikke er fremmødt, skal han derfor dømmes, som om han var til stede (strafferets- plejelovens artikel 340, stk. 2). derefter tog statsadvokaten ordet og oplæste anklagen i sammendrag og tilføjede, at han til støtte for anklagen havde indkaldt det i slutningen af anklageskriftet anførte vidne, hvis navn er lovmæssigt meddelt den tiltalte i henhold til strafferetsplejelovens artikel 326 f., som det fremgår af kvittering for forkyndelsen, og begærede det i ankla- geskriftet anførte dokument oplæst. … adspurgt om sin identitet sagde anklagemyndighedens vidne, at han hed a, …, og at han blot kendte den tiltalte, men ikke var i familie med ham. derpå aflagde han ed med hånden på biblen i henhold til strafferetsplejelovens artikel 218 og afgav så følgende forklaring: han betalte ikke checken. efter afhøringen af vidnet oplæstes det dokument, der var anført i anklageskriftet, nem- lig fotokopien af en check. … dommeren erklærede så bevisførelsen for afsluttet og gav ordet til anklageren, som re- degjorde for anklagen og nedlagde påstand om, at den tiltalte erklæres skyldig. … retten har på grundlag af loven truffet følgende afgørelse: ud fra bevisførelsen, der har fundet sted i offentligt retsmøde ved denne ret, den forkla- ring, som anklagemyndighedens vidne har afgivet under ed, og hele forhandlingen i sa- gen finder retten det godtgjort og er blevet overbevist om, at den tiltalte har begået den overtrædelse af checkloven, han står tiltalt for, og at han skal erklæres for skyldig heri. nærmere betegnet findes det godtgjort, at han på rhodos den 30.4.2005 fuldt bevidst udstedte en check, som ikke blev indløst af trassaten, da der på tidspunktet for udstedel- sen eller betalingen ikke indestod hertil svarende midler; checken har nr. ……-…. trukket på egnatia bank, rhodos filial, udstedt til ordre aktieselskabet k, lydende på 400.000 euro. checken blev forevist af ihændehaveren a den 6.5.2005 i ovennævnte bank, men blev ikke indløst, da der ingen dækning var. thi kendes for ret den tiltalte findes skyldig i den 30.4.2005 på rhodos bevidst at have udstedt en check, som ikke blev indløst af trassaten, da der ikke indestod hertil svarende midler på tids- punktet for udstedelsen eller betalingen; checken har nr. …..-…. trukket på egnatia bank, rhodos filial, udstedt til ordre aktieselskabet k, lydende på 400.000 euro. checken blev forevist af ihændehaveren a den 6.5.2005 i ovennævnte bank, men blev ikke indløst, da der ingen dækning var. … - 4 - anklageren nedlagde derpå påstand om, at den tiltalte idømmes fængsel i fem
(5)år og en bøde på fem tusind (5.000) euro. … retten har på grundlag af loven truffet følgende afgørelse: det forhold, som den tiltalte er kendt skyldig i, er anført i og straffes i henhold til artikel 1, 14, 26, stk. 1, artikel 27, stk. 1, i straffeloven og i henhold til artikel 79 i lov nr. 5960/33 (checkloven) som ændret ved artikel 1 i lovdekret 1325/72 og artikel 4, stk. 1, i lovdekret 2408/96. … thi kendes for ret tiltalte, som er fundet skyldig i ovennævnte forhold, idømmes fængsel i fem
(5)år og en bøde på fem tusind (5.000) euro.” det græske medlem ved eurojust har ved e-mail af 19. november 2012 til det danske medlem ved eurojust bl.a. oplyst: ”on behalf of mr b and further to my previous email, please be kindly informed that against the court decision of march 6, 2007, appeal was exercised, but was rejected as unsupportive according to the court decision 3524/2009. the execution of the judge- ment of march 6, 2007, is pending for execution by the relevant authority.” der er indhentet en udskrift af straffeattesten vedrørende t dateret den 17. oktober 2012 fra det græske justitsministeriums kriminalregister. heraf fremgår, at den seneste tilførsel til straffeattesten er en dom afsagt den 4. juli 2001. det danske medlem ved eurojust har ved e-mail af 19. november 2012 til anklagemyndig- heden bl.a. oplyst: ”efter aftale og efter drøftelse med det nationale medlem for grækenland ved eurojust, lampros b, fremsender jeg hermed supplerende oplysninger til brug for højesterets- sagen: 1. der er rejst spørgsmål om en mulig ne bis in idem situation i relation til en tidligere græsk dom vedrørende tt. der har været usikkerhed om datoen for dommen, men det ligger nu fast, at den relevante dom vedrørende en check på 400.000 euro er fra den 6. marts 2007 (sag nr. 1739/2007). det er den dom, der har sammenhæng med det anførte på s. 17 i arrestordren under g), der omhandler den samme check på 400.000 euro. jeg har således sammen med det græske nationale medlem sammen- holdt dommen af 6. marts 2007 og punkt
- g)i arrestorden og fået bekræftet, at det er - 5 - den samme check, der er genstand for dommen og dette punkt i arrestorden. alt, in- klusive checknummeret, stemmer overens. 2. det græske nationale medlem har yderligere oplyst, at der, selvom checken er den samme, er tale om to forskellige lovovertrædelser i henholdsvis dommen og arrestor- den. i dommen fra 6. marts 2007 er t dømt for overtrædelse af checkloven, mens han i henhold til arrestorden skal retsforfølges for den alvorligere forbrydelse ”forgery of cheque” (dokumentfalsk).” … 3. … dommen fra 6. marts 2007 er, efter at anken er blevet afvist, endelig, som det fremgår af en mail af 19. november 2012 fra den græske desk ved eurojust … der er, som det ligeledes fremgår, ikke sket fuldbyrdelse af dommen. 4. som det også fremgår af min mail korrespondance med den græske desk, har der væ- ret rejst spørgsmål vedrørende tilførslerne om t til det græske strafferegister, idet kun domme afsagt indtil 2001 fremgår. som det fremgår af svaret, er de 4 domme, der er nævnt på side 2 i min mail af 25 oktober 2012, imidlertid endelige, idet appel er afvist. det græske nationale medlem har oplyst, at den manglende tilførsel skyldes forsinkelser og store sagsmængder hos den lokale ret.” de domme, som er omtalt under pkt. 4 i e-mailen, er de fire domme, der er nævnt i landsret- tens kendelse. den ene dom – dommen af 9. februar 2007 i sag 971/2007 – angår en check, der er omfattet af den nye europæiske arrestordre til justitsministeriet vedrørende yderligere checkforhold. som anført af landsretten er denne arrestordre sat i bero på grund af t’ und- vigelse. retsgrundlaget udleveringsloven og dens forarbejder i udleveringsloven (lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005 om udlevering af lovover- trædere med senere ændringer) hedder det i § 10 d bl.a.: ”§ 10 d. udlevering kan ikke finde sted, når den, der søges udleveret, her i landet eller i en anden medlemsstat i den europæiske union end den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, er dømt eller frifundet for den samme strafbare handling. tilsvarende gælder, hvis den, der søges udleveret, her i landet er benådet for handlingen. udlevering kan endvidere afslås, hvis den, der søges udleveret, er dømt eller frifundet for handlin- gen i en stat uden for den europæiske union. uanset at den pågældende er dømt for den samme strafbare handling i en anden stat end den, der har anmodet om udlevering, kan udlevering dog kun afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er ble- vet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgiv- ningen i denne stat.” - 6 - bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering af lovovertrædere til finland, island, norge og sve- rige (gennemførelse af eu-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre mv.). det hedder i de almindelige bemærkninger til lovforslaget (l 168, folketingstidende 2002- 2003, tillæg a, s. 4297 ff.) bl.a.: ”4.1.1. forholdet til den europæiske menneskerettighedskonvention det fremgår af rammeafgørelsens præambelbetragtning nr. 12 og artikel 1, stk. 3, at reglerne i rammeafgørelsen er fastsat under iagttagelse af de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, som fremgår af artikel 6 i traktaten om den euro- pæiske union (teu). efter artikel 6 i teu bygger unionen på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprin- cippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til fælles. det følger endvidere af bestemmelsen, at unionen respekterer den grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske menneskerettighedskonvention, og således som de føl- ger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten. lovforslag indebærer således ingen ændringer af danmarks forpligtelse til at overholde de grundlæggende rettigheder og principper, der bl.a. følger af den europæiske menne- skerettighedskonvention. i præambelbetragtning nr. 13 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. er anført, at personer ikke må udleveres til en stat, hvor der er alvorlig risiko for, at de vil blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behand- ling eller straf. det fremgår allerede af den gældende § 10 (nr. 3) i udleveringsloven, hvortil den fore- slåede § 10 j, stk. 1, henviser, at udlevering kun kan ske på vilkår af, at en eventuel i- dømt dødsstraf ikke fuldbyrdes. i lyset af denne udtrykkelige bestemmelse i præamblen til rammeafgørelsen samt de indkomne høringssvar har justitsministeriet fundet det naturligt at indsætte en bestem- melse, der præciserer, at udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare for, at den på- gældende vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende be- handling eller straf. der henvises herved til de foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 2 (om udlevering til stater uden for
- eu)og § 10 h, stk. 2 (om udlevering til eu-medlemssta- ter). justitsministeriet har overvejet, om der bør indsættes en generel bestemmelse i udleve- ringsloven, der udtrykkeligt fastsætter, at udlevering ikke må finde sted, hvis udlevering ville stride mod danmarks internationale menneskeretlige forpligtelser. - 7 - det er imidlertid almindeligt anerkendt i dansk ret, at danmark er forpligtet til at over- holde den europæiske menneskerettighedskonvention, som er gjort til en del af dansk ret ved lov nr. 285 af 29. april 1992. der er endvidere – justitsministeriet bekendt – ikke i anden national lovgivning er indsat en sådan særlig bestemmelse, der udtrykkeligt fast- slår denne forpligtelse. på den baggrund har justitsministeriet ikke fundet det nødven- digt eller hensigtsmæssigt at foreslå indsat en sådan generel bestemmelse. hertil kom- mer, at en sådan bestemmelse ikke ville give yderligere vejledning, men ville derimod kunne give anledning til urigtige modsætningsslutninger i forhold anden lovgivning. det bemærkes, at de foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 2 og § 10 h, stk. 2, naturligvis ikke indebærer, at de bestemmelser i den europæiske menneskerettighedskonvention – f.eks. artikel 6 om kravet om en retfærdig rettergang – der ikke udtrykkeligt nævnes i udleveringsloven, ikke finder anvendelse. … 4.1.5. forbud mod dobbelt strafforfølgning 4.1.5.1. udlevering skal efter den obligatoriske afslagsgrund i artikel 3, stk. 2, afslås, hvis det af de oplysninger, som den anmodede medlemsstats myndigheder er i besid- delse af, fremgår, at den person, der er omfattet af arrestordren, tidligere er blevet ende- lig dømt i den anmodede eller en anden medlemsstat for den handling, som den pågæl- dende nu ønskes udleveret for. hvis den pågældende blev kendt skyldig, skal udlevering dog kun afslås, hvis straffen er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet. denne bestemmelse omhandler princippet om forbud mod dobbelt strafforfølgning (”ne bis in idem”). bestemmelsen vedrører således tilfælde, hvor der i strid med princippet om ”ne bis in idem” er indledt strafforfølgning eller afsagt dom i en medlemsstat, selv om den pågældende allerede var dømt eller frifundet for det samme forhold. efter udleveringslovens § 8 kan der ikke ske udlevering, når den, der søges udleveret, i danmark er dømt eller frifundet for den pågældende strafbare handling. denne bestem- melse tager ikke stilling til betydningen af domme afsagt i andre stater. danmark har imidlertid folkeretligt taget forbehold over for artikel 9 i den europæiske udleverings- konvention således, at danmark vil kunne afslå udlevering, hvis den pågældende ved endelig dom i en tredje stat er frifundet eller domfældt for handlingen, eller hvis de kompetente myndigheder i en tredje stat har besluttet at undlade eller afslutte straffor- følgning med hensyn til samme lovovertrædelse. rammeafgørelsen er således på dette punkt i overensstemmelse med gældende ret. som følge af det foreslåede nye kapitel 2 a om betingelser for udlevering til eu-medlemssta- ter, foreslår justitsministeriet, at der i dette kapitel indsættes en afslagsgrund svarende til § 8, jf. den foreslåede bestemmelse i § 10 d, stk. 1, 1. pkt., hvorefter udlevering skal afslås, hvis den pågældende tidligere er blevet endelig dømt eller frifundet for den sam- me handling her i landet eller i en anden eu-medlemsstat, end den stat, der anmoder om udlevering af den pågældende. … 4.1.5.2. efter rammeafgørelsens artikel 4, stk. 5, kan udlevering endvidere afslås, hvis den anmodede medlemsstat er i besiddelse af oplysninger om, at den person, der er om- - 8 - fattet af arrestordren, tidligere er blevet endelig dømt i et land uden for eu for den lov- overtrædelse, der ligger til grund for arrestordren. bestemmelsen udvider området for princippet om forbud mod dobbelt strafforfølgning til ligeledes at omfatte domme afsagt i en anden stat end den anmodende eller anmodede stat – herunder stater uden for eu.” den eu-retlige regulering i rådets afgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (2002/584/ria) – rammeafgørelsen – hedder det i arti- kel 3, nr. 2, bl.a.: ”artikel 3 obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat (i det følgende benævnt ”den fuldbyrdende judicielle myndighed”) afslår at fuldbyrde en europæisk arrestordre i føl- gende tilfælde: 1) … 2) hvis det af de oplysninger, den fuldbyrdende judicielle myndighed er i besiddelse af, fremgår, at den eftersøgte person er blevet endeligt dømt for de samme handlinger af en anden medlemsstat, på betingelse af at sanktionen i tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning …” i den engelske, tyske, franske og svenske udgave af rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2, hedder det: “article 3 … the judicial authority of the member state of execution (hereinafter "executing judicial authority") shall refuse to execute the european arrest warrant in the following cases: … 2. if the executing judicial authority is informed that the requested person has been finally judged by a member state in respect of the same acts provided that, where there has been sentence, the sentence has been served or is currently being served or may no longer be executed under the law of the sentencing member state; ...” - 9 - "artikel 3 … die justizbehörde des vollstreckungsstaats (nachstehend "vollstreckende justiz- behörde" genannt) lehnt die vollstreckung des europäischen haftbefehls ab, … 2. wenn sich aus den der vollstreckenden justizbehörde vorliegenden informationen ergibt, dass die gesuchte person wegen derselben handlung von einem mitglied- staat rechtskräftig verurteilt worden ist, vorausgesetzt, dass im fall einer verurtei- lung die sanktion bereits vollstreckt worden ist, gerade vollstreckt wird oder nach dem recht des urteilsmitgliedstaats nicht mehr vollstreckt werden kann; ...“ ”article 3 ... l'autorité judiciaire de l'état membre d'exécution (ci-après dénommée "autorité judiciaire d'exécution") refuse l'exécution du mandat d'arrêt européen dans les cas suivants: ... 2) s'il résulte des informations à la disposition de l'autorité judiciaire d'exécution que la personne recherchée a fait l'objet d'un jugement définitif pour les mêmes faits par un état membre, à condition que, en cas de condamnation, celle-ci ait été subie ou soit actuellement en cours d'exécution ou ne puisse plus être exécutée selon les lois de l'état membre de condamnation; ... ” ”artikel 3 ... den rättsliga myndigheten i den verkställande medlemsstaten (nedan kallad den verkställande rättsliga myndigheten) skall vägra att verkställa en europeisk arreste- ringsorder i följande fall: ... 2. om det framgår av de uppgifter som står till den verkställande rättsliga myn- dighetens förfogande att den eftersöktes ansvar för samma gärning prövats genom lagakraftägande dom i en medlemsstat, under förutsättning att straffet, vid fällande dom, avtjänats eller är under verkställighet eller inte längre kan verkställas enligt lagstiftningen i den medlemsstat i vilken avkunnandet ägt rum.” (fremhævet her). eu-domstolen har i dom af 16. november 2010 i sag c-261/09 gaetano mantello, taget stilling til rækkevidden af artikel 3, nr. 2. sagen drejede sig om udlevering af mantello fra tyskland til strafforfølgning i italien, hvor han var tiltalt for bl.a. deltagelse i en kriminel - 10 - organisation, som handlede med kokain. spørgsmålet for den tyske domstol var, om artikel 3, nr. 2, var til hinder for udlevering af mantello til italien, fordi mantello i italien ved dom af 30. november 2005 var straffet med fængsel i 3 år, 6 måneder og 20 dage for besiddelse af kokain med henblik på videresalg. domstolen udtalte om fortolkningen af artikel 3, nr. 2, bl.a.: ”36 princippet om gensidig anerkendelse, der ligger til grund for rammeafgørelsens op- bygning, indebærer i medfør af rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, at medlemssta- terne i princippet har pligt til at fuldbyrde enhver europæisk arrestordre (dom af 1.12.2008, sag c-388/08 ppu, leymann og pustovarov, sml. i, s. 8983, præmis 51). 37 medlemsstaterne kan således kun nægte at fuldbyrde en sådan ordre i de tilfælde med ikke-obligatorisk fuldbyrdelse, der er opregnet i rammeafgørelsens artikel 3, samt i de tilfælde, som er opregnet i dennes artikel 4 (jf. i denne retning leymann og pustovarov-dommen, præmis 51). 38 begrebet ”samme handlinger” i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), kan derfor ikke overlades til en vurdering foretaget af de judicielle myndigheder i hver medlemsstat i henhold til deres nationale ret. det følger af kravet om en ensartet anvendelse af eu-retten, at såfremt bestemmelsen ikke henviser til medlemsstaternes ret for så vidt angår dette begreb, skal begrebet undergives en selvstændig og ensartet for- tolkning i hele unionen (jf. analogt dom af 17.7.2008, sag c-66/08, kozłowski, sml. i, s. 6041, præmis 41 og 42). det udgør således et selvstændigt eu-retligt be- greb og kan derfor være genstand for en præjudiciel forelæggelse fra enhver dom- stol, der har fået forelagt en tvist herom, på de betingelser, som er fastsat i afsnit vii i protokol nr. 36 til teuf vedrørende overgangsbestemmelser. 39 det bemærkes, at begrebet ”samme handlinger” også findes i gennemførelseskon- ventionens artikel 54[konventionen om gennemførelse af schengen-aftalen]. i den- ne sammenhæng er begrebet blevet fortolket således, at det kun henviser til selve eksistensen af de faktiske omstændigheder og omfatter en helhed af konkrete om- stændigheder, der er indbyrdes uadskilleligt forbundne, uanset handlingernes retlige subsumption eller den retlige interesse, der søges beskyttet (jf. dom af 9.3.2006, sag c-436/04, van esbroeck, sml. i, s. 2333, præmis 27, 32 og 36, og af 28.9.2006, sag c-150/05, van straaten, sml. i, s. 9327, præmis 41, 47 og 48). 40 henset til, at gennemførelseskonventionens artikel 54 og rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), har samme formål, der består i at undgå, at en person på ny bliver straffe- retligt forfulgt eller dømt for de samme handlinger, må den fortolkning, der gives af dette begreb inden for rammerne af gennemførelseskonventionen, også gælde i for- bindelse med rammeafgørelsen. 41 når den fuldbyrdende judicielle myndighed får kendskab til, at der eksisterer en en- delig dom i en medlemsstat for de samme handlinger som dem, der er omhandlet i den europæiske arrestordre, som den har fået forelagt, skal myndigheden i henhold - 11 - til rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), afslå at fuldbyrde arrestordren på betingelse af, at sanktionen i tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning. … 48 ligesom rammerne for samarbejdet, der er fastsat i gennemførelseskonventionens artikel 57, bestemmer rammeafgørelsens artikel 15, stk. 2, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan anmode den judicielle myndighed i den medlemsstat, hvor afgørelsen er blevet afsagt, om retlige oplysninger om den præcise karakter af afgørelsen med henblik på at fastslå, om denne i medfør af den nationale ret i nævnte stat er af en sådan karakter, at den skal anses for at indebære, at adgangen til strafforfølgning definitivt er ophørt på nationalt plan (jf. analogt turanský-dommen, præmis 37). … 50 under omstændigheder som dem, der er omhandlet i hovedsagen, hvor den udstedende judicielle myndighed som svar på en anmodning om oplysninger som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 15, stk. 2, som den fuldbyrdende judicielle myndighed har fremsat, har givet underbyggende forklaringer, der udtrykkeligt konstaterer, at dens forudgående dom ikke omfattede de forhold, der er omhandlet i dens arrestordre, og derfor ikke var til hinder for den retsforfølgning, der er omhandlet i arrestordren, skulle den fuldbyrdende judicielle myndighed drage alle følger af de vurderinger, som den udstedende myndighed har foretaget i sit svar.” artikel 54 i konventionen om gennemførelse af schengenaftalen af 14. juni 1985, hvortil der henvises i den ovennævnte dom, har følgende ordlyd: ”en person, over for hvem der er afsagt endelig dom af en kontraherende part, kan ikke retsforfølges af en anden kontraherende part for de samme strafbare handlinger, dersom sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter den dømmende kontraherende parts lovgivning.” eu-domstolen har bl.a. i dom af 9. marts 2006 i sag c-436/04, leopold henri von esbroeck, taget stilling til rækkevidden af denne bestemmelse. domstolen udtalte bl.a.: ”27 det fremgår … for det første af ordlyden af gennemførelseskonventionens artikel 54, som indeholder ordene ”samme strafbare handlinger”, at denne bestemmelse kun henviser til selve eksistensen af de pågældende faktiske omstændigheder og ikke til deres retlige subsumption. … 30 princippet ne bis in idem som fastsat i sidstnævnte artikel indebærer nødvendigvis, at der består en gensidig tillid mellem de kontraherende stater i deres respektive strafferetsplejeordninger, og at hver enkelt af de nævnte stater accepterer en anvendelse af strafferetlige bestemmelser, der er i kraft i de øvrige kontraherende stater, uanset om en anvendelse af statens egen retsorden måtte føre til en anden løsning (gözütok og brügge-dommen, præmis 33). - 12 - 31 det følger heraf, at en eventuelt divergerende retlig subsumption af de samme faktiske omstændigheder i to forskellige kontraherende stater ikke er til hinder for anvendelsen af gennemførelseskonventionens artikel 54. 32 af de samme grunde kan kriteriet om identitet for så vidt angår den retlige interesse, der søges beskyttet, heller ikke lægges til grund, idet denne kan variere fra én kontraherende stat til en anden. 33 disse betragtninger støttes endvidere af artikel 54’s formål, som er at undgå, at en person, der udøver sin ret til fri bevægelighed, som følge heraf retsforfølges for de samme strafbare handlinger på flere kontraherende staters område (gözütok og brügge-dommen, præmis 38, samt dom af 10.3.2005, sag c-469/03, miraglia, sml. i, s. 2009, præmis 32). 34 således som generaladvokaten har anført i punkt 45 i forslaget til afgørelse, sikres denne ret til fri bevægelighed kun effektivt, hvis den person, som har begået en bestemt handling, ved, at når han en gang er blevet dømt og har afsonet sin straf, eller efter omstændighederne er blevet endeligt frikendt i en medlemsstat, kan han bevæge sig inden for schengen-området uden at skulle frygte at blive retsforfulgt i en anden medlemsstat, fordi denne handling udgør en særlig lovovertrædelse i henhold til retsordenen i sidstnævnte medlemsstat. 35 da de nationale straffelovgivninger ikke er harmoniserede, ville et kriterium, der hviler på den retlige subsumption af de faktiske omstændigheder eller den retlige interesse, der søges beskyttet, risikere at skabe lige så mange hindringer for den frie bevægelighed i schengen-området, som der er strafferetssystemer i de kontraheren- de stater. 36 under disse omstændigheder er det eneste kriterium, der er relevant med henblik på anvendelsen af gennemførelseskonventionens artikel 54, kriteriet om, at de faktiske handlinger, når disse forstås som en foreliggende helhed af konkrete omstæn- digheder, der er indbyrdes uløseligt forbundne, er identiske.” eu-domstolen har endvidere i dom af 11. december 2008 i sag c-297/07, klaus bourquain, fortolket artikel 54 i schengen-aftalen og udtalt bl.a.: ”33 med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om princippet ne bis in idem i gennemførelseskonventionens artikel 54 kan finde anvendelse på en straffesag, som er indledt i en kontraherende stat på grund af strafbare handlinger, for hvilke den tiltalte allerede er blevet endeligt dømt i en anden kontraherende stat, selv om den straf, han er blevet pålagt, i medfør af lovgivningen i den stat, hvor han er blevet dømt, aldrig har kunnet fuldbyrdes. 34 det skal indledningsvis præciseres, dels, at en dom afsagt in absentia, som kom- missionen har gjort gældende i sit skriftlige indlæg, principielt også kan være om- - 13 - fattet af anvendelsesområdet for gennemførelseskonventionens artikel 54 og der- med udgøre en processuel hindring for, at der indledes en ny straffesag. … 37 på denne baggrund indebærer gennemførelseskonventionens artikel 54 nødvendig- vis, hvad enten den anvendes på en dom, som er afsagt in absentia i overensstem- melse med en kontraherende stats nationale lovgivning, eller på en almindelig dom, at der består en gensidig tillid mellem de kontraherende stater i deres respektive strafferetlige systemer, og at enhver af disse stater accepterer anvendelsen af gæl- dende strafferetlige bestemmelser i de øvrige kontraherende stater, uanset om an- vendelsen af statens egen nationale lovgivning måtte føre til en anden løsning (jf. i denne retning gözütok og brügge-dommen, præmis 33). … 40 den omstændighed, at proceduren for sager, hvori der er afsagt dom in absentia, i henhold til fransk ret ville have medført genåbning af straffesagen, hvis k. bourquain var blevet pågrebet inden forældelsesfristens udløb, og inden der blev givet amnesti, dvs. mellem den 26. januar 1961 og den 31. juli 1968, udelukker imidlertid ikke i sig selv, at domfældelsen in absentia alligevel skal kvalificeres som en endelig dom som omhandlet i gennemførelseskonventionens artikel 54. 41 for at respektere formålet med gennemførelseskonventionens artikel 54, som er at undgå, at en person, der udøver sin ret til fri bevægelighed, som følge heraf retsfor- følges for de samme strafbare handlinger på flere kontraherende staters område (jf. gözütok og brügge-dommen, præmis 38), er det nødvendigt, at en dom som den, der blev afsagt den 26. januar 1961 af tribunal permanent des forces armées de la zone est constantinoise, hvorved der i henhold til lovgivningen i den kontraherende stat, som indledte den første straffesag, blev truffet en endelig afgørelse vedrørende de strafbare handlinger, som tilregnes den pågældende, respekteres inden for den europæiske union. 42 virkeliggørelsen af nævnte formål ville således blive bragt i fare, hvis særegenhe- der i de nationale procedurer, såsom artikel 120 og 121 i den franske code de justice militaire pour l’armée de terre, ikke tillod, at der opretholdes en fortolkning af be- grebet endelig dom som omhandlet i gennemførelseskonventionens artikel 54, der omfatter domme, som er afsagt in absentia i overensstemmelse med national lov- givning. … 45 da en dom, som er afsagt uden den tiltaltes tilstedeværelse, under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder skal anses for endelig med henblik på anvendelsen af gennemførelseskonventionens artikel 54, skal der tages stilling til, om fuldbyrdel- sesbetingelsen i nævnte artikel, dvs. betingelsen om, at sanktionen ikke længere kan kræves fuldbyrdet, også er opfyldt, når den sanktion, som er blevet pålagt ved den første dom, på intet tidspunkt, heller ikke før der blev givet amnesti, eller der ind- trådte forældelse, umiddelbart har kunnet fuldbyrdes. … - 14 - 47 denne fuldbyrdelsesbetingelse foreskriver … ikke, at sanktionen i medfør af lov- givningen i denne dømmende stat skal have kunnet fuldbyrdes umiddelbart, men kræver blot, at en sanktion, som er pålagt ved en endelig afgørelse, ”ikke længere kan kræves fuldbyrdet”. ordene ”ikke længere” henviser til det tidspunkt, hvor der indledes ny strafferetlig forfølgning, som giver anledning til, at den kompetente ret i den anden kontraherende stat skal efterprøve, om betingelserne i gennemførelses- konventionens artikel 54 er opfyldt. 48 det følger heraf, at fuldbyrdelsesbetingelsen i artikel 54 er opfyldt, når det er fast- slået, at den sanktion, som er pålagt i den første kontraherende stat, ifølge denne stats lovgivning ikke længere kan fuldbyrdes på det tidspunkt, hvor den anden straf- fesag indledes mod den samme person for de samme strafbare handlinger, som alle- rede har ført til en domfældelse i den første kontraherende stat. 49 denne fortolkning bestyrkes af formålet med gennemførelseskonventionens artikel 54, som er at undgå, at en person, der udøver sin ret til fri bevægelighed, som følge heraf retsforfølges for de samme strafbare handlinger på flere kontraherende staters område. 50 denne ret til fri bevægelighed kan i en situation som den, der foreligger i hovedsa- gen, kun sikres effektivt, hvis den pågældende har sikkerhed for, at han, når han én gang er blevet dømt, og den sanktion, som han er blevet pålagt, ikke længere kan fuldbyrdes i henhold til lovgivningen i den dømmende kontraherende stat, kan be- væge sig inden for schengenområdet uden at skulle frygte at blive retsforfulgt i en anden kontraherende stat, fordi sanktionen på grund af processuelle særegenheder i den første kontraherende stats lovgivning ikke har kunnet fuldbyrdes umiddelbart. ...” artikel 4 i tillægsprotokol 7 til den europæiske menneskerettighedskonvention artikel 4 i tillægsprotokol nr. 7 af 22. november 1984 til den europæiske menneskerettig- hedskonvention har følgende ordlyd: ”stk.1. under én og samme stats jurisdiktion skal ingen i en straffesag på ny kunne stil- les for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken han allerede er ble- vet endeligt frikendt eller domfældt i overensstemmelse med denne stats lovgivning og strafferetspleje. stk.2… stk.3…” den europæiske menneskerettighedsdomstol har i dom af 10. februar 2009 i sagen sergey zolotukhin mod rusland (nr. 14939/03) taget stilling til rækkevidden af artikel 4, stk. 1. men- neskerettighedsdomstolen udtalte bl.a. følgende: - 15 - “78. the court considers that the existence of a variety of approaches to ascertaining whether the offence for which an applicant has been prosecuted is indeed the same as the one of which he or she was already finally convicted or acquitted engenders legal uncertainty incompatible with a fundamental right, namely the right not to be prosecuted twice for the same offence. it is against this background that the court is now called upon to provide a harmonised interpretation of the notion of the “same offence” – the idem element of the non bis in idem principle – for the purposes of article 4 of protocol no. 7. while it is in the interests of legal certainty, foreseeability and equality before the law that the court should not depart, without good reason, from precedents laid down in previous cases, a failure by the court to maintain a dynamic and evolutive approach would risk rendering it a bar to reform or improvement (see vilho eskelinen and others v. finland [gc], no. 63235/00, § 56, echr 2007-...). 79. an analysis of the international instruments incorporating the non bis in idem principle in one or another form reveals the variety of terms in which it is couched. thus, article 4 of protocol no. 7 to the convention, article 14 § 7 of the un covenant on civil and political rights and article 50 of the charter of fundamental rights of the european union refer to the “[same] offence” ([même] infraction), the american convention on human rights speaks of the “same cause” (“mêmes faits”), the convention implementing the schengen agreement prohibits prosecution for the “same acts” (“mêmes faits”), and the statute of the international criminal court employs the term “[same] conduct” (“[mêmes] actes constitutifs”) . the difference between the terms “same acts” or “same cause” (“mêmes faits”) on the one hand and the term “[same] offence” (“[même] infraction”) on the other was held by the court of justice of the european communities and the inter-american court of human rights to be an important element in favour of adopting the approach based strictly on the identity of the material acts and rejecting the legal classification of such acts as irrelevant. in so finding, both tribunals emphasised that such an approach would favour the perpetrator, who would know that, once he had been found guilty and served his sentence or had been acquitted, he need not fear further prosecution for the same act (see paragraphs 37 and 40 above). 80. the court considers that the use of the word “offence” in the text of article 4 of protocol no. 7 cannot justify adhering to a more restrictive approach. it reiterates that the convention must be interpreted and applied in a manner which renders its rights practical and effective, not theoretical and illusory. it is a living instrument which must be interpreted in the light of present-day conditions (see, among other authorities, tyrer v. the united kingdom, 25 april 1978, § 31, series a no. 26, and christine goodwin v. the united kingdom [gc], no. 28957/95, § 75, echr 2002-vi). the provisions of an international treaty such as the convention must be construed in the light of their object and purpose and also in accordance with the principle of effectiveness (see mamatkulov and askarov v. turkey [gc], nos. 46827/99 and 46951/99, § 123, echr 2005-i). 81. the court further notes that the approach which emphasises the legal character- risation of the two offences is too restrictive on the rights of the individual, for if the court limits itself to finding that the person was prosecuted for offences having a different legal classification it risks undermining the guarantee enshrined in article 4 of protocol no. 7 rather than rendering it practical and effective as required by the con- vention (compare franz fischer, cited above, § 25). - 16 - 82. accordingly, the court takes the view that article 4 of protocol no. 7 must be understood as prohibiting the prosecution or trial of a second “offence” in so far as it arises from identical facts or facts which are substantially the same. … 107. the court reiterates that the aim of article 4 of protocol no. 7 is to prohibit the repetition of criminal proceedings that have been concluded by a “final” decision (see franz fischer, cited above, § 22, and gradinger, cited above, § 53). according to the explanatory report to protocol no. 7, which itself refers back to the european convention on the international validity of criminal judgments, a “decision is final 'if, according to the traditional expression, it has acquired the force of res judicata. this is the case when it is irrevocable, that is to say when no further ordinary remedies are available or when the parties have exhausted such remedies or have permitted the time- limit to expire without availing themselves of them”. this approach is well entrenched in the court's case-law (see, for example, nikitin v. russia, no. 50178/99, § 37, echr 2004-viii, and horciag v. romania (dec.), no. 70982/01, 15 march 2005). 108. decisions against which an ordinary appeal lies are excluded from the scope of the guarantee contained in article 4 of protocol no. 7 as long as the time-limit for lodging such an appeal has not expired. on the other hand, extraordinary remedies such as a request for reopening of the proceedings or an application for extension of the expired time-limit are not taken into account for the purposes of determining whether the proceedings have reached a final conclusion (see nikitin, cited above, § 39). although these remedies represent a continuation of the first set of proceedings, the “final” nature of the decision does not depend on their being used. it is important to point out that article 4 of protocol no. 7 does not preclude the reopening of the proceedings, as stated clearly by the second paragraph of article 4. … 110. like the chamber, the court reiterates that article 4 of protocol no. 7 is not confined to the right not to be punished twice but extends to the right not to be prosecuted or tried twice (see franz fischer, cited above, § 29). were this not the case, it would not have been necessary to add the word “punished” to the word “tried” since this would be mere duplication. article 4 of protocol no. 7 applies even where the individual has merely been prosecuted in proceedings that have not resulted in a conviction. the court reiterates that article 4 of protocol no. 7 contains three distinct guarantees and provides that no one shall be (
- i)liable to be tried, (
- ii)tried or (iii) punished for the same offence (see nikitin, cited above, § 36).” højesterets begrundelse og resultat indledning justitsministeriet besluttede den 22. december 2010 på baggrund af en europæisk arrestordre af 1. september 2010, at t skal udleveres til strafforfølgning i grækenland. hovedspørgsmålet under denne sag er, om justitsministeriets afgørelse er lovlig. - 17 - t unddrog sig den 17. oktober 2011 sin meldepligt og har været eftersøgt siden. det har som følge heraf ikke været muligt at indkalde ham til den mundtlige behandling af kæremålet i højesteret. højesteret finder, at kæremålet kan behandles, uanset at t ikke har været til stede under den mundtlige behandling. udleveringslovens § 10 d og princippet om ”ne bis in idem” det fremgår af udleveringslovens § 10 d, stk. 1, 1. pkt., at udlevering ikke kan finde sted, ”når den, der søges udleveret, her i landet eller i en anden medlemsstat i den europæiske union end den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, er dømt eller frifundet for den samme strafbare handling” (fremhævet her). udlevering kan dog kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes, jf. § 10 d, stk. 1, sidste pkt. bestemmelsen har til formål at gennemføre artikel 3, nr. 2, i rådets afgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse (rammeafgørelsen). efter rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2, skal den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlems- stat afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, ”hvis det af de oplysninger, den fuldbyrdende myndighed er i besiddelse af, fremgår, at den eftersøgte person er blevet endeligt dømt for de samme handlinger af en anden medlemsstat, på betingelse af at sanktionen i tilfælde af dom- fældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning” (fremhævet her). i bl.a. den engelske, tyske, franske og svenske ud- gave af artikel 3, nr. 2, anvendes udtrykket ”en medlemsstat” i stedet for udtrykket ”en anden medlemsstat”. eu-domstolen har i dom af 16. november 2010 i sag c-261/09, gaetano mantello, fastslået, at rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2, også finder anvendelse i et tilfælde, hvor en dom i en straffesag var afsagt af en domstol i den medlemsstat, som anmodede om udlevering til strafforfølgning. det fremgår endvidere af den nævnte dom (præmisserne 39-40), at udtrykket ”samme hand- linger” i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2, er et selvstændigt eu-retligt begreb, og at dette be- greb skal fortolkes på samme måde som begrebet ”samme strafbare handlinger” i artikel 54 i konventionen om gennemførelse af schengen-aftalen. i denne sammenhæng er begrebet ble- - 18 - vet fortolket således, at det henviser til selve eksistensen af de faktiske omstændigheder og omfatter en helhed af konkrete omstændigheder, der er indbyrdes uadskilleligt forbundne, uanset handlingernes retlige subsumption eller den retlige interesse, der søges beskyttet af dem. eu-domstolen har endvidere i dom af 11. december 2008 i sag c-297/07, klaus bourquain, fastslået, at domfældelse in absentia anses for en endelig dom som omhandlet i schengen- konventionens artikel 54, selv om sagen efter anmodning kan ”genåbnes”, jf. præmisserne 40- 43. højesteret finder, at dette også må antages at gælde efter rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2. det fremgår af forarbejderne til udleveringsloven, at reglerne i loven ikke indebærer ænd- ringer i danmarks forpligtelse til at overholde de grundlæggende rettigheder og principper, der bl.a. følger af den europæiske menneskerettighedskonvention. efter artikel 4, stk. 1, i tillægsprotokol 7 til den europæiske menneskerettighedskonvention skal ingen i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovover- trædelse, ”for hvilken han allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i overensstem- melse med denne stats lovgivning og strafferetspleje”. det fremgår af den europæiske menneskerettighedsdomstols dom af 10. februar 2009 i sagen zolotukhin mod rusland, at artikel 4, stk. 1, skal forstås således, at den forhindrer ”the prosecution or trial of a second offence in so far as it arises from identical facts or facts which are substantially the same”, jf. præmis 82. det fremgår endvidere af dommen, at en afgørelse er endelig i artikel 4, stk. 1’s forstand, når den ikke længere kan anfægtes ved ordinære retsmidler, jf. præmis 107. højesteret finder, at udleveringslovens § 10 d, stk. 1, trods sin ordlyd må fortolkes i over- ensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2, og artikel 4 i tillægsprotokol 7, således at princippet om ”ne bis in idem” også er til hinder for udlevering af en person til straffor- følgning, hvis den tidligere dom er afsagt i den medlemsstat, der anmoder om udlevering. vurdering af den foreliggende sag ved dommen af 6. marts 2007 fra retten i rhodos blev t fundet skyldig i den 30. april 2005 på rhodos bevidst at have udstedt en check på 400.000 euro, som ikke blev indløst af - 19 - trassaten, da der ikke indestod hertil svarende midler på tidspunktet for udstedelsen eller be- talingen. checken, der havde nr. 3276628-9, blev trukket på egnatia bank, rhodos filial, og udstedt til ordre aktieselskabet ”k”. checken blev forevist af ihændehaveren den 6. maj 2005 i egnatia bank, men blev ikke indløst, da der ingen dækning var. for dette forhold blev t straffet for overtrædelse af den græske checklov. han blev idømt fængsel i 5 år og en bøde på 5.000 euro. det er oplyst, at dommen er endelig, og at den afventer fuldbyrdelse ved den relevante myndighed. i forhold
- g)i sag nr. 3 i arrestordren er t sigtet for gentagen dokumentfalsk efter den græske straffelov ved på vegne af selskabet s. uden at have beføjelse hertil at have trukket en check på 400.000 euro den 30. april 2005 udstedt til ordre aktieselskabet ”k” i rhodos-filialen af egnatia bank. checken, der har nr. 3276628-9, blev præsenteret til betaling den 6. maj 2005, men kunne ikke indløses på grund af manglende dækning. som det fremgår, angår dommen af 6. marts 2007 og forhold
- g)i sag nr. 3 den samme check. uanset at dommen af 6. marts 2007 og forhold
- g)i sag nr. 3 henfører handlingerne til forskel- lige lovbestemmelser i græsk ret, angår dommen og forholdet efter højesterets opfattelse ”samme strafbare handling” i udleveringslovens § 10 d, stk. 1’s forstand. da dommen er en- delig og afventer fuldbyrdelse, er udleveringslovens § 10 d, stk. 1, til hinder for, at t udle- veres til strafforfølgning vedrørende forhold
- g)i sag nr. 3. højesteret ophæver derfor justitsministeriets afgørelse af 22. december 2010 om udlevering til strafforfølgning for så vidt angår forhold
- g)i sag nr. 3. den omstændighed, at arrestordren omfatter et forhold, som ikke kan føre til udlevering, ude- lukker ikke, at de andre påståede strafbare forhold, der er nævnt i arrestordren, kan danne grundlag for udlevering. grækenland har efter anmodning udleveret en straffeattest dateret den 17. oktober 2012 vedrørende t. denne straffeattest omfatter imidlertid kun domme afsagt indtil 2001. det er i forbindelse med sagens behandling ved landsret og højesteret oplyst, at der ved de græske domstole er afsagt andre domme i straffesager mod t i perioden efter 2001. det er op- - 20 - lyst, at den manglende tilførsel af senere domme i kriminalregisteret skyldes forsinkelser og store sagsmængder hos den lokale ret. der foreligger ikke oplysninger om hverken antallet af domme eller deres nærmere indhold, herunder om dommene vedrører handlinger, som indgår i de forhold, der er omfattet af arrestordren. der foreligger heller ikke en nærmere underbyg- get vurdering fra de græske myndigheder af, om dommene i givet fald indebærer, at straffor- følgning vil være i strid med princippet om ”ne bis in idem”. højesteret finder på denne baggrund, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst til at bedømme, om udleveringslovens § 10 d, stk. 1, er til hinder for, at t udleveres til strafforfølgning i græken- land for et eller flere af de andre forhold i arrestordren. højesteret ophæver derfor tillige justitsministeriets afgørelse af 22. december 2010 om ud- levering til strafforfølgning vedrørende de andre forhold i arrestordren, således at sagen med hensyn til disse forhold hjemvises til fornyet behandling i justitsministeriet. thi bestemmes: justitsministeriets afgørelse af 22. december 2010 om, at t skal udleveres til strafforfølgning i grækenland, ophæves for så vidt angår forhold
- g)i sag nr. 3 i den europæiske arrestordre af 1. september 2010. justitsministeriets afgørelse ophæves endvidere for så vidt angår de andre forhold i arrestord- ren, således at sagen med hensyn til disse forhold hjemvises til fornyet behandling i justitsmi- nisteriet. statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og højesteret.