højesterets kendelse

højesterets kendelse afsagt tirsdag den

1. juni 2017 sag 21/2017 koch biler a/s (advokat tim haarbo) mod a (selv) i tidligere instanser er afsagt kendelse af fogedretten i aarhus den
2. juni 2015 og af vestre landsrets
3. afdeling den
4. maj
5. i påkendelsen har deltaget tre dommere: jytte scharling, jon stokholm og jens peter christensen. påstande kærende, koch biler a/s, har nedlagt påstand om, at fogedsagen fremmes i henhold til koch bilers opgørelse i fogedrekvisition af
6. marts 2015, således at der medtages en post ”gebyr afdragsrykker” på 300 kr. indkærede, a, har ikke udtalt sig vedrørende kæremålet. sagsfremstilling den
7. september 2013 sendte koch biler a/s en rykkerskrivelse til a som følge af, at hun ikke havde betalt koch bilers faktura af
8. juni
9. a betalte fortsat ikke fakturaen, og koch biler overdrog derfor sagen til advokat tim haarbo, der den
10. september 2013 sendte en opgørelse over det skyldige beløb til a. - 2 - da det skyldige beløb ikke blev betalt, indgav advokat tim haarbo den
11. oktober 2013 på vegne af koch biler et betalingspåkrav mod a. den
12. november 2013 gav fogedretten beta- lingspåkravet
13. påtegning og fastsatte sagsomkostningerne til 1.820 kr. den
14. december 2013 gav fogedretten betalingspåkravet
15. påtegning. følgende fremgår af påtegningen bl.a.: ”kravet er opgjort således: krav 7.754,46 kr. betalingspåkrav - grundafgift 400,00 kr. inkassosalær 1.420,00 kr. ialt: 9.574,46 kr.” efter det oplyste blev der afholdt udlægsforretning ved fogedretten i aarhus den
16. januar 2014, og på dette møde blev der mellem parterne indgået aftale om en afdragsordning. afta- len blev bekræftet ved brev af
17. februar
18. a betalte ikke afdragene i overensstemmelse med aftalen, og advokat tim haarbo sendte der- for flere rykkerskrivelser til a. i hver rykkerskrivelse blev der opkrævet rykkergebyr på 100 kr. sagen blev den
19. marts 2015 indbragt for fogedretten i aarhus med anmodning om udlæg. i fogedrekvisitionen havde koch biler medtaget en post benævnt ”gebyr afdragsrykker” på 300 kr. den
20. juni 2015 afsagde fogedretten kendelse om, at der ikke kunne opkræves det pågæl- dende rykkergebyr. i kendelsen hedder det bl.a.: ”spørgsmålet om berettigelsen af at kræve rykkergebyr efter dom fremgår ikke direkte af ordlyden, hverken i renteloven eller i retsplejeloven. fogedretten træffer bestemmelse om omkostninger ved gennemførelse af krav, jf. rets- plejelovens §
21. i forbindelse med dommen er rekvirenten tilkendt indenretlige sagsomkostninger, der til dels består af inkassosalær. de allerede tilkendte sagsomkostninger dækker efter foged- rettens opfattelse tillige fremsendelse af rykkerbrev som i den-ne sag. dette fremgår så- - 3 - ledes af betænkning 1341/1997 om småsags- og inkassoproces side 385, hvoraf blandt andet fremgår: … ”inkassosalæret er advokatens vederlag for dennes udenretslige arbejde med at opgøre kravet, sende rykkerbrev til skyldner, indgå en betalingsaftale (frivilligt forlig) eller ind- give sagen til retten samt – i det omfang sagen forberedes mundtligt – deltagelse i for- beredende retsmøde. det dækker endvidere ekspedition af udeblivelsesdom og indgi- velse af anmodning om tvangsfuldbyrdelse samt modtagelse og afregning af det skyldi- ge beløb. inkassosalæret dækker herudover afsendelse af rykkerbreve til skyldner ved manglende betaling efter dommen eller manglende overholdelse af afdragsordning samt regelmæssige opgørelser til skyldner (f.eks. én gang årligt) om størrelsen af betalte ren- ter og afdrag samt kreditors resttilgodehavende.” uagtet at foranstående citat er gengivet i en betænkning, der ikke blev udmøntet i lov- ændringer, anser fogedretten det for udtryk for gældende ret. således er ovennævnte passus også anvendt og citeret i 4 landsretsafgørelser fra 2007, … fogedretten anser det ligeledes for uden betydning, at der efter betænkningens frem- komst er indført regler om rykkergebyrer i renteloven, først med hjemmel i § 9 a, og nu med hjemmel i § 9 b. fogedretten lægger i den forbindelse vægt på, at der ikke i forarbejderne til renteloven, eller i øvrigt i forbindelse med indførelse af regler om behandling af sager om mindre krav og betalingspåkrav, eller i forbindelse med ændring af retsplejelovens regler om sagsomkostninger, er taget stilling til citatet fra betænkning 1341/1997, endsige taget afstand herfra. herefter, og da de af rekvirenten anførte afgørelser vedrører andre spørgsmål, anser fo- gedretten rekvirentens fremsendelse af rykkerbrev for omfattet af de sagsomkostninger, der tilkendt ved betalingspåkravet.” ved kendelse af
22. maj 2016 stadfæstede vestre landsret fogedrettens afgørelse. i lands- rettens kendelse hedder det bl.a.: ”det fremgår af oplysningerne i sagen, at koch biler a/s ved fogedrettens påtegning af
23. december 2013 på betalingspåkrav opgjorde kravet og tillagde inkassosalær til koch biler a/s ved advokat tim haarbo på 1.420 kr. advokat tim haarbo har ved fogedrekvisition af
24. marts 2015 medtaget et ”gebyr af- dragsrykker” på 300 kr. og har ved brev af
25. marts 2015 som begrundelse anført, at der har været påbegyndt en afdragsordning, og at der i den anledning har været rykket for betaling tre gange. adgangen til at opkræve rykkergebyrer er reguleret i rentelovens § 9 b. der er hverken efter ordlyden af rentelovens § 9 b eller i bestemmelsens tilblivelseshistorie holdepunkt - 4 - for, at der – efter at fordringen er taget til inkasso, og et inkassosalær er tilkendt i over- ensstemmelse med de sædvanlige takster for sagsomkostninger i inkassosager – som yderligere sagsomkostninger kan tilskrives senere rykkergebyrer, herunder gebyrer for rykkerskrivelser vedrørende en afdragsordning, der er indgået efter etableringen af tvangsfuldbyrdelsesgrundlaget. landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse.” anbringender koch biler a/s har navnlig anført, at der kan kræves rykkergebyr for rykkerskrivelser vedrø- rende en afdragsordning, der er indgået efter etablering af tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, jf. rentelovens § 9 a og § 9 b. rykkergebyret kan ikke omkostningsmæssigt anses for omfattet af sædvanligt inkassoarbejde, og rykkergebyret på 300 kr. kan derfor opkræves ud over tidligere tilkendte inkassoomkostninger. retsgrundlag reglerne om, hvilke inddrivelsesomkostninger kreditor kan kræve dækket hos skyldner, frem- går af lovbekendtgørelse nr. 459 af
26. maj 2014 om renter og andre forhold ved forsinket be- taling (renteloven). i rentelovens § 9 a og § 9 b hedder det: ”§ 9 a fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og rele- vante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikke beror på skyldnerens forhold. stk.
27. stk. 1 kan ikke fraviges til skade for fordringshaveren ved aftale eller ved han- delsbrug eller anden sædvane. … stk.
28. angår kravet vederlag i henhold til en aftale omfattet af § 1, stk. 4, kan for- dringshaver kræve, at skyldneren betaler fordringshaver et fast kompensationsbeløb til dækning af inddrivelsesomkostninger i tilfælde af forsinket betaling. kompensations- beløbet påvirker ikke fordringshavers eventuelle betalingskrav efter stk.
29. fordrings- havers ret til at kræve kompensation efter
30. pkt. kan ikke udelukkes ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane. stk.
31. justitsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringsha- veren kan kræve betalt efter stk. 1, med henblik på, at udgifterne skal være gennem- - 5 - sigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler om, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan kræves betaling op til visse maksimumsbe- løb. endvidere fastsætter justitsministeren regler om størrelsen af kompensationsbelø- bet i stk. 3,
32. pkt. stk.
33. for omkostninger ved retslig inddrivelse gælder retsplejelovens regler om sags- omkostninger. §9b for rykkerskrivelser vedrørende fordringer kan fordringshaveren kræve et gebyr, jf. stk. 2, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr). fordringshaveren kan endvidere kræve et gebyr, jf. stk. 3, for at anmode en anden om at inddrive fordring- en på fordringshaverens vegne, såfremt dette er sket med rimelig grund (inkassogebyr). stk.
34. der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. for hver rykkerskrivelse, dog højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse. har skyldneren inden for en sammen- hængende periode til stadighed været i restance vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset
35. pkt. højst kræves rykkergebyr for 3 skrivelser vedrørende restancerne i den pågældende periode. der kan kun kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum. stk.
36. der kan kræves et inkassogebyr på højst 100 kr. stk.
37. reglerne i stk. 1-3 kan ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk.
38. i andre tilfælde kan reglerne i stk. 1-3 fraviges ved aftale eller handelsbrug eller anden sædvane i det om- fang, som følger af § 9 a, stk. 1 og stk. 2,
39. pkt.” rentelovens § 9 b blev oprindelig indsat som § 9 a ved lov nr. 462 af
40. juni 2001 om ændring af lov om renter ved forsinket betaling mv. (loft over rykkergebyrer mv. i forbrugerforhold). af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, lovforslag nr. l 132 af
41. december 2000, fremgår bl.a. (folketingstidende 2000-01, tillæg a, s. 2992-2995): ”
42. indledning lovforslaget har til formål at fastsætte et generelt loft over rykkergebyrer mv. i forbru- gerforhold. de foreslåede regler tilsigter navnlig at skabe en klarere retsstilling på dette område. …
43. baggrunden for lovforslaget 2.
44. erhvervsdrivendes opkrævning af gebyrer for fremsendelse af rykkerskrivelser til forbrugere er i dag ikke særskilt lovreguleret, men omfattes af en række generelle for- brugerbeskyttende regler i bl.a. aftaleloven og markedsføringsloven. - 6 - renteloven indeholder regler om, hvor meget en forbruger kan afkræves i morarente ved for sen betaling, men regulerer ikke kreditors adgang til at forlange et rykkergebyr mv., hvis størrelse er uafhængig af forsinkelsens længde. skønt den gældende lovgivning ikke indeholder regler, som direkte regulerer rykker- gebyrers og inkassogebyrers størrelse på formuerettens område, vil et sådant gebyr ikke altid være berettiget. der kan kun kræves rykkergebyr eller inkassogebyr, hvis der er den fornødne hjemmel hertil, f.eks. i parternes aftale eller i almindelige erstatningsreg- ler. et aftalevilkår om betaling af et rykkergebyr eller inkassogebyr, som er urimeligt højt, kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis efter reglerne i aftalelovens § 36 og § 38 c samt kreditaftalelovens §
45. …
46. lovforslagets udformning … 3.
47. lovforslaget regulerer størrelsen mv. af rykkergebyrer og inkassogebyrer, men ikke spørgsmålet om den erhvervsdrivendes mulighed for at få erstatning for salærudgifter mv., hvis sagen er blevet oversendt til tredjemand (inkassobureau mv. eller advokat) med henblik på inddrivelse på den erhvervsdrivendes vegne. … 3.
48. … skyldes det blot en forglemmelse eller lignende, at skyldneren ikke har betalt til tiden, vil det som regel være nok at rykke én gang. er det nødvendigt med flere rykkere, vil det ofte skyldes, at forbrugeren ikke kan betale. ved fremsendelse af flere rykkerbreve kan kreditor bl.a. advare skyldneren om omkostningerne, hvis der iværksættes retslig inkasso. har forbrugeren efter fremsendelse af flere rykkerbreve stadig ikke betalt, tje- ner det imidlertid normalt ikke noget rimeligt formål, at den erhvervsdrivende blot bli- ver ved med at sende rykkerskrivelser. i stedet bør der enten søges indgået en aftale om henstand og afdragsvis afvikling af gælden eller skrides til sagsanlæg eller tvangsmæs- sig inddrivelse gennem fogedretten, hvis betingelserne herfor er opfyldt. det foreslås på denne baggrund at supplere bestemmelsen om et loft over rykkergeby- rets størrelse for så vidt angår den enkelte rykkerskrivelse med regler om, hvor mange rykkere den erhvervsdrivende kan kræve betaling for. det foreslås, at den erhvervsdri- vende skal kunne kræve gebyr for op til 3 rykkerskrivelser, således at det samlede ryk- kergebyr højst kan blive på 300 kr. hertil kommer eventuelt et inkassogebyr på 100 kr., hvis sagen overdrages til advokat eller inkassobureau mv. …” ved lov nr. 379 af
49. juni 2002 blev bestemmelsen flyttet til § 9 b og bl.a. udvidet til også at gælde i handelsforhold. samtidig blev rentelovens nugældende § 9 a indført. lovændringen - 7 - skyldtes gennemførelse af et ef-direktiv om bekæmpelse af forsinkede betalinger i visse han- delsforhold mv. af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, lovforslag nr. l 74 af
50. januar 2002, frem- går bl.a. (folketingstidende 2001-02,
51. samling, tillæg a, s. 2125-2127): ”4.
52. inddrivelsesomkostninger 4.5.
53. ændringer som følge af direktivet … den foreslåede bestemmelse tager således alene sigte på spørgsmål om fordringshave- rens ret til at kræve betaling for omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen. spørgsmål om fordringshaverens ret til at kræve udgifter til en indenretlig inddrivelse betalt af skyldneren er allerede reguleret i retsplejelovens regler om sagsomkostninger (§§ 312, stk. 2, og 503 vedrørende fastsættelse af henholdsvis sagsomkostninger i byret- ten og fogedretten), og lovforslaget ændrer ikke herved, jf. den foreslåede § 9 a, stk. 4 [nu stk. 5]. det fremgår af direktivet, at kreditors adgang til at kræve betaling hos skyldneren for inddrivelsesomkostninger er underlagt tre betingelser: for det første skal der være tale om et inddrivelsesskridt i direktivets forstand. for det andet kan der alene kræves beta- ling for ”relevante” omkostninger, og for det tredje har kreditor kun krav på ”rimelig” kompensation. den nærmere afgrænsning af, hvornår der er tale om ”inddrivelse” (på engelsk: ”recove- ry”), giver anledning til tvivl. efter justitsministeriets opfattelse må direktivet antages at skulle forstås således, at det både omfatter den situation, at kreditor selv forestår inddri- velsen af sin fordring hos skyldneren (egeninkasso), og de tilfælde, hvor kreditor lader en anden, f.eks. et inkassobureau eller en advokat, forestå inddrivelsen af fordringen (fremmedinkasso). i lyset heraf foreslås det, at fordringshaveren i begge de nævnte situationer skal kunne kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved inddrivelse af fordringen. der vil bl.a. være tale om inddrivelse (inkasso), når der ud- sendes inkassoskrivelse til skyldneren, indgås en betalingsaftale (frivilligt forlig) eller foretages andre egentlige inkassoskridt vedrørende den pågældende fordring. … 4.5.
54. særligt om rykker- og inkassogebyrer … den nuværende § 9 a gælder både med hensyn til rykkerskrivelser udsendt af den er- hvervsdrivende selv, og hvor dette er overladt til andre, f.eks. et inkassobureau eller ad- vokat. der kan højst opkræves et gebyr på 100 kr. pr. rykkerskrivelse og højst for 3 ryk- - 8 - kerskrivelser vedrørende samme fordring. endvidere kan der højst opkræves et inkasso- gebyr på 100 kr. med lovforslaget sker der ikke materielle ændringer i den beskrevne retstilstand i for- brugerforhold, og lovforslaget medfører således på dette punkt alene, at reglerne om loft over rykkergebyrer mv. i forbrugerforhold indsættes i en ny § 9 b i renteloven, jf. lov- forslagets § 1, nr.
55. …” reglerne om behandling af betalingspåkrav fremgår af retsplejelovens kapitel 44 a (§§ 477 a - 477 g). reglerne blev indført ved lov nr. 450 af
56. juni 2004 om ændring af retsplejeloven og lov om retsafgifter. af retsplejelovens § 477 c fremgår bl.a.: ”stk.
57. fogedretten træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger og giver beta- lingspåkravet påtegning herom.” retsplejelovens kapitel 44 a bygger på den del af retsplejerådets betænkning nr. 1436 fra 2004 om reform af den civile retspleje iii (adgang til domstolene), der vedrører en forenklet inkassoproces. af betænkningen fremgår bl.a. (s. 420-422): ”2.3.
58. omkostninger retsplejerådet foreslår, at omkostningerne i sager om betalingspåkrav skal tillægges ef- ter faste takster. der må i den forbindelse sondres mellem udenretslige inkassoomkostninger og (egent- lige) sagsomkostninger, som kan kræves samtidig, når betingelserne i øvrigt er opfyldt. det bemærkes, at i og med, at fordringshaveren ud over (egentlige) sagsomkostninger efter omstændighederne også kan kræve betaling af udenretslige inkassoomkostninger, har fordringshaveren en reel valgmulighed mellem, hvilke inddrivelsesskridt fordrings- haveren ønsker at iværksætte på hvilke tidspunkter… udenretslige inkassoomkostninger hvis fordringshaveren kræver udenretslige inkassoomkostninger, skal størrelsen heraf angives særskilt i betalingspåkravet,… det vil således skulle fremgå af betalingspåkravet, på hvilket grundlag der kræves uden- retslige inkassoomkostninger, eksempelvis at der har været rykket for betaling (rykker- - 9 - gebyr), at fordringshaveren har sendt kravet til fremmedinkasso (inkassogebyr), og/eller at fordringshaveren har haft udgifter til fremmedinkasso hos et inkassobureau. … sagsomkostninger … sagsomkostningerne omfatter retsafgiften samt fordringshaverens udgifter til advokat, hvis betalingspåkravet er indleveret til fogedretten af fordringshaverens advokat. i det beløb, der gives til dækning af advokatudgifter, indgår også advokatudgifter vedrørende udenretslige inddrivelsesskridt før indleveringen af betalingspåkravet til fogedretten. sådanne advokatudgifter kan derfor ikke samtidig dækkes som udenretslige inkassoom- kostninger…” af betænkningen fremgår tilsvarende vedrørende salærer i inkassosager, som betalingspå- kravssalærerne er fastsat i overensstemmelse med, bl.a. (s. 269 og s. 281-282): ”4.
59. udgifter til advokatsalær … det bemærkes, at det beløb, som fremgår af tabellen, også omfatter udgifter til advokat- bistand til udenretslige inkassoskridt før sagens anlæg. derimod er andre udenretslige inkassoomkostninger ikke omfattet og kan således, hvis betingelserne for at kræve så- danne omkostninger dækket i øvrigt er opfyldt, tilkendes særskilt. det kan dreje sig om rykkergebyr, inkassogebyr og/eller udgifter til fremmedinkasso hos et inkassobureau… retsplejerådet er endvidere opmærksom på, at det er forekommet, at domstolene ud over sagsomkostninger fastsat efter landsretspræsidenternes vejledende takster særskilt har tilkendt fordringshaveren et beløb til dækning af udgifter til udenretslig advokatin- kasso. dette har blandt andet været begrundet med, at der ved rentelovens § 9 a blev til- vejebragt en udvidet adgang for en fordringshaver til at opnå dækning for udgifter til udenretslige inddrivelsesskridt, jf. vestre landsrets dom af
60. oktober 2003 (b-0043- 03). efter retsplejerådets opfattelse må den udvidede dækningsadgang imidlertid være be- grænset til de omkostninger, som der før gennemførelsen af reglerne i rentelovens § 9 a ikke blev givet dækning for, dvs. navnlig udgifter til egeninkasso og til fremmedinkasso ved inkassobureau. det vil ikke være rimeligt at give dækning for de samme udgifter to gange, og da landsretspræsidenternes vejledende takster er fastsat således, at de også dækker udgifter til forudgående udenretslige inddrivelsesskridt ved advokat, bør sådan- ne udgifter ikke samtidig kunne dækkes særskilt som udenretslige inkassoomkostnin- ger...” - 10 - af samme betænkning (s. 423-424) fremgår bl.a.: ”det bemærkes, at det er en konsekvens af de foreslåede regler om sagsomkostninger i forbindelse med betalingspåkrav, at ved udlæg på grundlag af betalingspåkrav vil et eventuelt inkassosalær være indeholdt i de sagsomkostninger, som fogedretten har fast- sat i betalingspåkravet, og der vil derfor ikke være grundlag for, at fogedretten tilkender et yderligere inkassosalær i forbindelse med udlægsforretningen, hvorimod der natur- ligvis vil kunne tilkendes sædvanlige sagsomkostninger til dækning af eksempelvis mø- desalær til fordringshaverens advokat, udgifter til fogedens befordring, udgifter til låse- smed, salær for nødvendig skriftlig rekvisition, portoudgifter og udgifter til indhentelse af folkeregisteroplysning...” højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om der kan opkræves rykkergebyr for rykkerskrivelser, som en kreditor sender i anledning af skyldners misligholdelse af en afdragsordning, der er indgået efter etablering af tvangsfuldbyrdelsesgrundlag. højesteret tiltræder det af landsretten anførte om, at rentelovens § 9 b ikke kan danne grund- lag for, at der, efter at fordringen er taget til inkasso, og et inkassosalær er fastsat, som yder- ligere sagsomkostninger kan tilskrives senere rykkergebyrer, herunder gebyrer for rykker- skrivelser vedrørende en afdragsordning, der er indgået efter etableringen af tvangsfuldbyr- delsesgrundlaget. højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes. ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger for højesteret til den anden part.