Obsah (5)

§ 792§ 794§ 796§ 797§ 798

højesterets kendelse afsagt torsdag den 14. februar 2019 sag 123/2018 anklagemyndigheden mod t (advokat jane ranum) i tidligere instanser er afsagt kendelse af retten i glostrup den 15. marts 2018 og

§ 792, stk.

1, nr. 1, og at politiet, når betingelserne for ransagning er opfyldt, vil kunne foretage indgrebet, såfremt betingelserne i

kapitel 72 tillige er opfyldt, hvilket er tilfældet i nærværende sag. herefter godkender retten den foretagne ransagning, jf. tillige

§ 794, stk.

1, og 2, og § 796, stk. 3.” ved kendelse af

1. april 2018 stadfæstede østre landsret byrettens kendelse. anklagemyndigheden har under sagens behandling fremlagt to rapporter, der navnlig om- handler politiets tekniske muligheder for at få adgang til data på smartphones. af politirapport af
2. november 2017 hedder det: ”emne: vedrørende adgang til data på smartphones denne rapport er begrænset i nogen form, da politiet ikke ønsker at tilkendegive præcist hvilke tekniske muligheder politiet har for at sikre beviser eller spor fra mobiltelefoner. oplysningerne i denne rapport kan være ændret om kort tid da de omhandler et foran- derligt område, som er i konstant udvikling. der benyttes i dag primært to styresystemer til smartphones: android (samsung, htc, lg etc.) samt ios (apple iphone). generelt gælder nedenstående for begge styresystemer: en telefon kan indstilles således, at man i stedet for sin pinkode kan benytte fingeraftryk via en sensor på telefonen. hvis fingeraftrykket ikke er benyttet i et af producenten eller brugeren bestemt tidsinterval, eller hvis telefonen har været genstartet (eks. ved en op- datering eller den løber tør for strøm), skal der indtastes pinkode før fingeraftryksfunk- tionen igen kan benyttes. ovenstående tidsinterval kan variere fra alt mellem få timer til flere døgn afhængigt af producent, software version, brugerindstillinger, hvornår telefonen sidst har været tilgå- et osv. det er ikke muligt for politiet at fastslå på tværs af platforme om data kan udlæses fra en given telefon, medmindre der er foretaget en grundig undersøgelse af denne på for- hånd. ved forsøg på at udlæse data uden rette pinkode, er der en risiko for at data går tabt og ikke kan genskabes. af hensyn til dette vil udlæsning af data altid foretrækkes, når telefonen ikke er låst.” - 4 - i politirapport af
3. august 2018 hedder det bl.a.: ”emne: vedrørende oplåsning og adgang til data på smartphones ved hjælp af indbyg- get fingeraftrykssensor. denne rapport har til formål at belyse spørgsmål, i forbindelse med kæreskrift fra jane ranum af
4. august 2018, samt at tydeliggøre sagen for højesteret. det er generelt svært at give entydige ja/nej svar på ad 2, ad 3 og fjernsletning da alt afhænger af hvilken producent, hvilket styresystem, hvilken version og også eventuelle indstillinger som brugeren selv har sat på sin telefon. … ad 2): ”at touch-åbningen ikke kan ligestilles med åbning med rette pinkode eller overflødig- gøre brug af rette pinkode”: i alle tilfælde vil en oplåsning (med touch) give adgang til brugerfladen (det som bruge- ren oplever) på telefonen, og dermed give politiet mulighed for at tage billeder af skær- men og de beviser som måtte findes. denne metode benyttes jævnligt, og stadig stigen- de, da flere applikationer (app’s) har krypteret deres data. nogle af disse applikationer er designet til at forhindre en egentlig datasikring, og det er generelt et teknisk ”kap-løb” mellem producenter og myndigheder for at afdække f.eks. kommunikation. der findes flere applikationer som er knyttet op på en konto, og hvor denne konto er af- hængig af, at brugeren er ”logget ind”. dette kunne eksempelvis være ”snapchat”, hvor indholdet kun kan ses når telefonen har dataforbindelse. ved ”snapchat” kan kun 1 bru- ger være logget ind på brugerprofilen, og det er ved flere undersøgelser konstateret, at brugeren er logget af når politiet får låst telefonen op. dette har betydet at politiet er gå- et glip af indholdet. et andet eksempel kunne være den krypterede applikation ”wickr”, som også bliver be- nyttet meget. ved denne kan man indstille sine beskeder til at slette sig selv helt ned til få sekunder efter, at de er læst. ved denne undersøgelse benyttes fotografering af skær- men, da det er den eneste mulighed for at sikre indhold. generelt kan man sige, at oplåsning af en telefon ved hjælp af fingeraftryk i de fleste til- fælde vil være nok til at kunne udlæse telefonen, alternativt manuelt tilgå indholdet (fo- tografering af skærmen). altså kan det i visse tilfælde sidestilles med oplåsning ved brug af pinkode, og dermed også overflødiggøre brugen af pinkode. ad 3) - 5 - at risikoen for datatab består i alle tilfælde, hvor telefonen åbnes uden rette pinkode – uanset om telefonen er låst op med touch-funktionen: da der er tale om teknik, er der altid en risiko for data tab. denne risiko er situations be- stemt, og kan ikke generaliseres. et eksempel kunne være, at der er 1% strøm tilbage, og telefonen låses op med touch. her vil skærmen blive aktiveret, hvilket kræver strøm, hvorefter telefonen automatisk lukker ned for at beskytte sine databaser. supplerende omkring fjernsletning eller anden sletning fjernsletning kan i visse tilfælde undgås ved at fjerne telefonens batteri, men det vil al- drig være at foretrække. i størstedelen af alle smartphones, er batteriet nemlig umiddel- bart utilgængeligt. flere nye telefoner er limet sammen, hvorfor fjernelse af batteriet ty- pisk vil tage lang tid og kræve specialværktøj. typisk vil udtagelse af telefonens sim-kort være en bedre løsning for at forhindre fjern- sletning. dette er dog datasikringsmæssigt heller ikke ønskeligt, men kan være nødven- digt i forhold til andre omstændigheder. det er ikke alle låste telefoner, som man kan sætte på flytilstand uden koden. i forhold til at sikre telefonens indhold, er det ikke ønskeligt, men kan i visse tilfælde være nødvendigt, at fjerne batteriet eller tage sim-kortet ud.” anbringender t har anført navnlig, at der er tale om et straffeprocessuelt tvangsindgreb, som kræver lovhjemmel, som bl.a. i betragtning af forbuddet mod selvinkriminering og indgrebets mulige konsekvenser bør være klar og sikker. retsplejeloven indeholder ikke en sådan hjemmel. indgrebet indebærer både en ransagning af telefonen, hvilket der kan være hjemmel til efter

kapitel 73, og et indgreb i forhold til sigtedes legeme, som hjemles i kapitel

1. det bestrides ikke, at kriminalitetskravet og indikationskravet er opfyldt efter reglerne i kapi- tel 72 og
2. retsplejeloven indeholder imidlertid ikke hjemmel til at kombinere to tvangsindgreb, herun- der heller ikke ransagning og legemsindgreb. en situation som den foreliggende, som er en konsekvens af den teknologiske udvikling, har retsplejeloven ikke taget højde for. - 6 - den tvangsmæssige afgivelse af fingeraftryk kan heller ikke anses for at udgøre et accessori- um til ransagningen. hjemmelen til ransagning indeholder således ikke en hjemmel til tvangsmæssig afgivelse af fingeraftryk. nyere teknologi muliggør identifikation på flere måder end fingeraftrykslæsning, herunder f.eks. via irisgenkendelse, stemmegenkendelse, ansigtsgenkendelse mv. der mangler en lov- givningsmæssig afgrænsning af, hvilke tvangsmæssige legemsindgreb en sigtet i givet fald har pligt til at underkaste sig, herunder hvordan disse tvangsindgreb skal kunne anvendes. voldsomheden af biometriske tvangsindgreb vil variere, herunder vil tvangsmæssig åbning af telefon ved fingeraftrykslæsning være mindre vanskelig end f.eks. åbning ved irisgenkendel- se, hvor en sigtet skal kunne bringes til at stirre på en bestemt måde på telefonen. hjemmel til sådanne tvangsindgreb kan ikke blot findes i regler om blodprøver, fingeraftryk og dna mv., men må kræve særskilt hjemmel. det har aldrig været formålet med reglerne i

kapitel 72 om legemsindgreb, at disse regler skulle give hjemmel til, at legemet eller legemsdele kan benyttes til at give ad- gang til oplysninger. det følger af forarbejderne til kapitel 72, at formålet med reglerne om legemsbesigtigelse er identifikation af gerningsmanden. at øjemedet vil forspildes er uden betydning, hvis indgrebet ikke har den fornødne lovhjem- mel. det bestrides desuden, at øjemedet ville forspildes, hvis tvangsmæssig fingeraftryksåb- ning af telefonen ikke blev gennemført. anklagemyndigheden har anført navnlig, at betingelserne for ransagning er opfyldt, jf. rets- plejelovens § 794, stk. 1 og 2. ved forsøg på udlæsning af data fra en telefon uden rette pin- kode er der risiko for, at data vil gå tabt og ikke kan genskabes. hvis fingeraftryksfunktionen ikke har været benyttet i en for politiet ukendt periode, vil der skulle indtastes en pinkode, før fingeraftryksfunktionen igen kan benyttes. der er også risiko for, at andre personer kan tilgå telefonen via internettet og derigennem ændre eller fjerne indhold fra telefonen. der var der- for risiko for, at vigtige beviser i sagen kunne gå tabt, hvorfor betingelserne for ransagning på øjemedet er opfyldt, jf.

§ 796, stk.

3. - 7 - indgrebet udgør ikke et legemsindgreb efter reglerne i

kapitel 72, men er et accessorium til ransagningen. det følger således af forarbejderne til

regler om tvangsindgreb samt af retspraksis, at et indgreb i visse tilfælde kan udgøre et accessorium til et andet indgreb, f.eks. politiets tingsødelæggelse i forbindelse med ransagning, politiets mid- lertidige rådighed over genstande ved ransagning, politiets kortvarige frihedsberøvelse ved legemsindgreb mod en person, politiets mulighed for at skaffe sig adgang til en lokalitet i for- bindelse med opsætning af aflytningsudstyr samt politiets mulighed for at skaffe sig adgang til edb-udstyr ved installering af udstyr til dataaflæsning. der er heller ikke i øvrigt i

forstand tale om et legemsindgreb, som efter rets- plejelovens forarbejder forudsætter et tvangsindgreb, hvorved der tilvejebringes og fastholdes oplysninger. politiet har ikke tilvejebragt og fastholdt oplysninger om ts fingeraftryk, men alene midlertidigt anvendt fingeraftrykket som en ”teknisk nøgle” til at åbne telefonen. denne situation må sidestilles med, at politiet under en ransagning af en mistænkts bolig midlertidigt fratager den mistænkte nøglen til boligen med magt for at skaffe sig adgang hertil. politiets magtanvendelse er i den forbindelse hjemlet direkte i politilovens § 15, nr. 3. der er – uanset politiet i denne sag måtte anvende magt for at fremtvinge, at t afgav sit fingeraftryk for at åbne telefonen – tale om en foranstaltning af meget lidt indgribende karakter, og som indebærer ringe eller ingen ubehag eller ulejlighed for den pågældende. der gælder efter reglerne om legemsbesigtigelse af en sigtet i

§ 792a, stk.

1 – til en vis grad – et lempeligere kriminalitetskrav end ved ransagning efter § 794, stk. 1 og 2. en samlet vurdering af omstændighederne i denne sag bør derfor føre til, at indgrebet alene behandles efter reglerne i

kapitel 73 om ransagning og ikke som anført af landsretten tillige kapitel 72 om legemsindgreb. oplysningerne om politiets fremgangsmåde ved ransagningen skal alene indgå som led i en samlet vurdering af, om ransagningen var et proportionalt og tilstrækkeligt skånsomt indgreb, jf. § 797, stk. 1, og § 798, stk. 1, hvilket er tilfældet i denne sag. - 8 - højesterets begrundelse og resultat sagens problemstillinger sagen angår, om politiets ransagning af ts mobiltelefon den 29. august 2017 kan godkendes. ransagningen er foretaget i forbindelse med anholdelsen af t og uden forudgående retskendelse. ransagningen er gennemført ved, at ts tommelfinger ved brug af magt blev presset ned på mobiltelefonens fingeraftrykslæser. t har anført, at der ikke er hjemmel til dette indgreb, og at indgrebet i øvrigt kun kunne være foretaget efter forudgående retskendelse. anklagemyndigheden har anført, at der er hjemmel til indgrebet i

bestemmel- ser om ransagning, og at der bestod en risiko for, at data på telefonen ville være utilgængelige eller gå tabt, hvis retskendelse skulle afventes. hjemmelen for tvangsindgrebet formålet med tvangsindgrebet var for politiet at skaffe sig adgang til data, der befandt sig på ts mobiltelefon. der er derfor tale om en ransagning omfattet af

kapitel 73. t ville ikke oplyse pinkoden til telefonen eller åbne telefonen ved brug af sit fingeraftryk. højesteret finder, at den magt, der kortvarigt har været anvendt ved at anbringe ts tommelfinger på mobiltelefonen, så indholdet på telefonen kunne udlæses eller i øvrigt dokumenteres, var nødvendig for at gennemføre ransagningen, og at den derfor som et accessorium er omfattet af det straffeprocessuelle tvangsindgreb, der er hjemlet i

§ 794, stk.

1 og 2, jf. § 793, stk. 1, nr. 1, om ransagning af bl.a. aflåste gen- stande. det svarer til, at politiet under en ransagning af en mistænkts bolig midlertidigt frata- ger den mistænkte nøglen til boligen med magt for at skaffe sig adgang hertil. også i andre sammenhænge kan et straffeprocessuelt tvangsindgreb i visse tilfælde udgøre et accessorium til et andet indgreb, f.eks. politiets kortvarige frihedsberøvelse af en person ved legemsind- greb og politiets mulighed for at skaffe sig adgang til en lokalitet i forbindelse med opsætning af aflytningsudstyr. - 9 - højesteret finder, at indgrebet ikke tillige skal bedømmes efter

regler om le- gemsbesigtigelse. højesteret bemærker i den forbindelse, at legemsindgreb (herunder legems- besigtigelse) efter forarbejderne til

bestemmelser herom (betænkning nr. 1104/1987 s. 36) omfatter indgreb, hvorved der tilvejebringes og fastholdes oplysninger om et levende menneskeligt legeme eller dele heraf – herunder f.eks. fingeraftryk – eller oplysnin- ger om, hvorvidt genstande er anbragt på eller i legemets hulrum, samt visitation af tøj og optagelse af personfotografi med henblik på identifikation, hvilket ikke er tilfældet i den fore- liggende sag. højesteret tiltræder – og det er i øvrigt uomtvistet – at grundbetingelserne i

§ 794, stk.

1 og 2, jf. § 793, stk. 1, nr. 1, for at foretage ransagning af ts mobiltelefon er opfyldt. det er herudover i

§ 797

fastsat, at ransagning ikke må foretages, såfremt det efter undersøgelsens formål, sagens betydning og den krænkelse og ulempe, som undersøgel- sen må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb. ved vurderingen af, om dette proportionalitetskrav er opfyldt, må indgå den fysiske magtanvendelse, der er nødvendig for at anbringe den mistænktes finger på den pågældendes mobiltelefon for at låse den op, sammenholdt med den lovovertrædelse, den pågældende er mistænkt for. i den foreliggende sag, der angår grov kriminalitet, som typisk indebærer brug af mobilkommunikation, finder højesteret, at proportionalitetskravet utvivlsomt er opfyldt. de materielle betingelser for indgrebet er derfor opfyldt. fravigelse af kravet om forudgående retskendelse afgørelse om ransagning vedrørende de genstande og lokaliteter, der er nævnt i retsplejelo- vens § 793, stk. 1, nr. 1, træffes ved rettens kendelse, jf. § 796, stk.

1. såfremt undersøgelsens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om at foretage ransagningen, jf. § 796, stk.
2. efter de foreliggende tekniske oplysninger består der et formentligt relativt kort – men ukendt – tidsrum, hvor åbningen af en mobiltelefon med fingeraftrykslæser kan gennemføres ved brug af fingeraftryk, og der består en risiko for, at indholdet på mobiltelefonen fjernslettes. - 10 - højesteret lægger derfor til grund, at der var risiko for, at politiets mulighed for at skaffe sig oplysninger fra ts mobiltelefon ville gå tabt, hvis ransagning af telefonen skulle afvente indhentelse af retskendelse. højesteret tiltræder derfor, at betingelsen om, at undersøgelsens øjemed ville forspildes, såfremt retskendelse skulle afventes, er opfyldt, jf.

§ 796, stk.

3. andre formelle betingelser efter

§ 798, stk.

2, skal politiet vejlede den mistænkte om adgangen til at få spørgsmålet om ransagningens lovlighed indbragt for retten, når ransagningen er foretaget uden forudgående retskendelse, og den mistænkte kan kræve, at et af den pågældende udpeget vidne er til stede under ransagningen, medmindre tidsmæssige eller efterforskningsmæssige grunde taler herimod. politiet burde som foreskrevet i bestemmelsen have vejledt om adgangen til at få spørgsmålet om ransagningens lovlighed indbragt for retten. højesteret finder endvidere, at det forhold, at t ikke fik adgang til at udpege et vidne til at være til stede i forbindelse med den tvangsmæssige åbning af mobiltelefonen med hans fingeraftryk, ikke var berettiget ud fra tidsmæssige eller efterforskningsmæssige hensyn. disse formelle fejl kan imidlertid efter omstændighederne ikke føre til, at ransagningen ikke godkendes. konklusion højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse om godkendelse af ransagningen. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes.