afsagt den 4. november 2016 af østre landsrets 3. afdeling

dom afsagt den

1. november 2016 af østre landsrets
2. afdeling (landsdommerne anne birgitte fisker, gerd sinding (kst.) og ole stryhn (kst.)).
3. afd. nr. b-69-16: advokat a (advokat morten samuelsson) mod advokatnævnet (advokat martin simonsen) københavns byrets dom af
4. juni 2015 (bs 36a-109/2014) er anket af advokat a med påstand som for byretten om principalt, at advokatnævnets kendelse af
5. december 2013 ophæves, subsidiært at sanktionen formildes. indstævnte, advokatnævnet, har påstået stadfæstelse af advokatnævnets kendelse af
6. december
7. forklaringer der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af advokat a, der har forklaret blandt andet, at han, da stævningen var indgivet, blev ringet op af en medarbejder fra retten i lyngby, der spurgte ham, om han havde sendt en kopi af stævningen til sin klient. dette svarede han bekræftende på. han mener, at det af rettens medarbejder blev nævnt, at adressen var beskyttet, men i øvrigt blev han ikke orienteret om anledningen til opringningen. det var hans klient, der havde afbrudt samlivet med k, og som ikke ønskede kontakt med hende. hans klient havde derfor ingen anledning til efterfølgende at opsøge k. i al den tid k efter samlivsophævelsen boede i hans klients hus på bernstorffsvej, havde klienten nøgle til - 2 - dette, ligesom klienten, indtil k skiftede låsen, havde nøgle til et sommerhus, som parterne begge benyttede også efter samlivsophævelsen. det var en ansat advokatfuldmægtig eller advokat, der indhentede adresseoplysningerne. han tænkte ikke nærmere over det, da han sendte en kopi af stævningen til sin klient. han anså det som en selvfølge, at ks adresse skulle angives på en stævning, og var på det tidspunkt ikke opmærksom på, at man kunne indgive en stævning uden angivelse af sagsøgtes adresse. det hastede at få indgivet stævningen, blandt andet fordi den skulle tinglyses på sommerhuset, som parterne var uenige om ejerskabet til. procedure parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed. advokat a har supplerende anført blandt andet, at ks ønske om at få behandlet sine adresseoplysninger fortroligt skal vurderes i lyset af cpr-lovens § 42, stk. 5, hvorefter navne- og adressebeskyttelse ikke kan opretholdes over for kreditorer. da hans klient, som var kreditor, var den reelle adressat for folkeregistrets besvarelse af adresseforespørgslen, foreligger der ikke en videregivelse i cpr-lovens forstand. såfremt landsretten ikke måtte være enig heri, må det lægges til grund, at han ikke har udleveret oplysninger til sin klient, som klienten ikke selv kunne have fået fra folkeregistret, hvortil kommer, at en advokat som hovedregel ikke har tavshedspligt i forhold til sin egen klient. da spørgsmålet om grænserne for udlevering af oplysninger til en klient ikke er udtrykkeligt reguleret i de advokatetiske regler og hidtil har været uafklaret i praksis, bør en eventuel sanktion i alle tilfælde bortfalde. advokatnævnet har supplerende anført blandt andet, at advokat a ved lov var afskåret fra at videregive adresseoplysningerne til sin klient. derfor skal udgangspunktet, hvorefter en advokat som hovedregel ikke har tavshedspligt over for sin klient, fraviges. - 3 - ms krav var anfægtet og blev først fastslået ved dom af
8. oktober
9. det kan således ikke lægges til grund, at m, da adresseoplysningerne blev videregivet, havde en forfalden fordring og selv kunne have indhentet adresseoplysningerne. sanktionen skal derfor fastsættes i overensstemmelse med advokatnævnets retningslinjer og praksis, hvorefter normalbøden for en førstegangsforseelse er 10.000 kr. dette gælder særligt, når henses til, at forseelsen er begået blot to måneder efter, at advokat a blev meddelt en irettesættelse af advokatnævnet vedrørende en sag mellem samme parter. det kan ikke anses for en formildende omstændighed, at advokat a ikke havde grundlag for at antage, at hans klient ville misbruge adresseoplysningerne. landsrettens begrundelse og resultat ved brev af
10. februar 2013 til folkeregistret anmodede advokat troels mohr thygesen på vegne af advokat a om oplysninger om ”ks nuværende adresse, således at stævning kan forkyndes for hende”. efter det oplyste om formålet med adresseforespørgslen havde folkeregistret ikke nærmere anledning til at foretage en prøvelse af, om adresseoplysningerne ville kunne udleveres til advokat as klient. på den baggrund tiltrædes det, at advokat a ved at udlevere adresseoplysningerne til sin klient videregav disse til ”andre private”, jf. cpr-lovens § 44, stk.
11. da advokat a ikke har været berettiget hertil ifølge lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, jf. cpr-lovens § 44, stk. 1, finder landsretten, at der ved videregivelsen til klienten skete en overtrædelse af reglerne om god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk.
12. landsretten finder ikke, at der i sagen foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at ændre den af advokatnævnet pålagte bøde, der er fastsat i overensstemmelse med advokatnævnets retningslinjer og retspraksis og under hensyn til, at advokat a tidligere ved kendelse af
13. december 2012 var tildelt en irettesættelse. - 4 - der er herved tillige lagt vægt på, at advokat a efter modtagelsen af advokat stægers brev af
14. februar 2013 ikke kunne være i tvivl om, at k også ønskede sin adresse holdt hemmelig under den forestående retssag mellem hende og advokat as klient. landsretten stadfæster derfor advokatnævnets kendelse af
15. december
16. efter sagens udfald skal advokat a betale sagsomkostninger for begge retter til advokatnævnet med i alt 30.000 kr. beløbet er tilkendt til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms ved fastsættelsen af beløbet er der taget hensyn til sagens omfang, varighed og betydning for parterne. t h i k e n d e s f o r r e t: advokatnævnets kendelse af
17. december 2013 stadfæstes. i sagsomkostninger for begge retter skal a inden 14 dage betale 30.000 kr. til advokatnævnet. beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.