højesterets kendelse afsagt fredag den 10. august 2018 sag 36/2018 a (advokat peter frederiksen) mod b (advokat finn roger nielsen) i tidligere instans er afsagt kendelse af østre landsrets 7. afdelin

§ 133, og præsidenten for østre landsret har ved brev af 8.

august 2017 givet ham afslag på en anmodning om forlængelse af en proceduretilladelse, jf.

§ 136, stk.

1. c har anmodet østre landsret om at måtte møde i ankesagen som advokat for a, men ved kendelse af
2. november 2017 har landsretten afslået hans anmodning. i kendelsen hedder det bl.a.: ”efter bestemmelsen i § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1429 af
3. december 2007 om eu-advokaters tjenesteydelser her i landet kan advokater, der er etableret i en anden eu-medlemsstat, udføre tjenesteydelser som advokater her i landet og herunder give møde for danske domstole. efter bekendtgørelsens § 2 udøves sådanne advokaters virk- somhed her i landet i overensstemmelse med blandt andet bestemmelsen i artikel 4, stk. 1, i rådets direktiv af
4. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennem- førelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser (77/249/eøf). det fremgår blandt andet af denne bestemmelse, at virksomhed i forbindelse med repræsentation af en kli- ent for retten ”… udøves i den medlemsstat, der er værtsland, på de betingelser, som gælder for advokater, der er etableret i denne stat, bortset fra betingelser om bopæl eller medlemskab af en faglig organisation i nævnte stat.” det følger heraf, at en advokat, der er etableret i en anden eu-medlemsstat, og som her i landet ønsker at udøve advokatvirksomhed under hjemlandets advokattitel ved repræ- sentation af en klient for landsretten, blandt andet skal opfylde de krav, der i henhold til den danske retsplejelovs § 133 gælder for danske advokater om møderet for denne in- stans. da advokat c ikke har opnået møderet for landsret, vil han ikke kunne møde i ankesagen i sin egenskab af fransk advokat (avocat). landsretten bemærker yderligere, at indstævnte ikke under ankesagen har pligt til at møde med advokat, men kan give møde for sig selv, jf.

§ 259, stk.

1. § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1429 af
2. december 2007 om eu-advokaters tjeneste- ydelser her i landet finder derfor ikke anvendelse, hvorfor advokat c ikke kan give møde for landsretten i henhold til denne bestemmelse, hvis han handler sammen med advokat peter frederiksen.” - 3 - anbringender advokat c har anført navnlig, at han er fransk advokat med møderet for de franske appelretter, der svarer til landsretterne i danmark. han er derfor også berettiget til at møde for østre landsret i sin egenskab af advokat for a i den verserende ankesag, selv om han ikke har bestået prøven i henhold til

§ 133. rådets direktiv af 22.

marts 1977 (77/249/eøf) (tjenesteydelsesdirektivet) giver eu- advokater adgang til at udføre tjenesteydelser i de medlemsstater, hvor de ikke er etablerede. de er blot underlagt værtslandets betingelser og faglige regler. direktivet er implementeret i dansk ret, jf. bekendtgørelse nr. 1429 af 11. december 2007 om eu-advokaters tjenesteydelser her i landet. efter bekendtgørelsens § 1 kan advokater, der er etableret i en anden eu-medlemsstat, bl.a. give møde for danske domstole. efter bekendtgørelsens § 3, stk. 2, jf. direktivets artikel 5, gælder alene den begrænsning, at en eu-advokat fra et andet medlemsland skal møde sammen med en dansk advokat med møderet for den pågældende ret, når der efter dansk ret er pligt til at møde ved advokat. denne be- grænsning er ikke aktuel i det foreliggende tilfælde, hvor a ville kunne optræde som selvmøder for landsretten. et krav om møderet for landsret i henhold til

§ 133

har ikke hjemmel i be- kendtgørelsen og indebærer en indskrænkning af eu-advokaters møderet for danske domstole i strid med tjenesteydelsesdirektivet, da det i praksis ville gøre det umuligt for en udenlandsk eu-advokat at udføre sit arbejde i danmark og derfor ville medføre diskrimination i strid med eu-traktaten, jf. teuf artikel 56 og artikel 57, stk.

1. bekendtgørelsens § 2 og direktivets artikel 4 kan ikke føre til et andet resultat. eu-domstolen har i sine domme af
2. februar 1988 (427/85),
3. juli 1991 (c-294/89) og
4. maj 2017 (c-99/16) fastslået, at den fri møde- ret i andre eu-lande ikke kan begrænses, medmindre begrænsningerne opfylder definerede beskyttelsesformål og ikke er uforholdsmæssigt krævende. hvis højesteret ikke umiddelbart er enig, bør sagen forelægges for eu-domstolen, inden der træffes afgørelse. - 4 - retsgrundlag i rådets direktiv af
5. marts 1977 om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser (77/249/eøf) (tjenesteydelsesdirektivet) hedder det bl.a.: ”rådet for de europæiske fællesskaber har … ud fra følgende betragtninger: i henhold til traktaten er enhver restriktion, der hindrer den fri udveksling af tjeneste- ydelser på grundlag af nationalitet eller bopælskrav forbudt fra overgangsperiodens ud- løb; … den faktiske udøvelse af advokatvirksomhed i form af tjenesteydelser forudsætter, at værtslandet anerkender de personer, der i de enkelte medlemsstater udøver dette er- hverv, som advokater; … udstedt følgende direktiv: … artikel 4
6. virksomhed i forbindelse med repræsentation og forsvar af en klient for retten eller over for offentlige myndigheder udøves i den medlemsstat, der er værtsland, på de be- tingelser, som gælder for advokater, der er etableret i denne stat, bortset fra betingelser om bopæl eller medlemsskab af en faglig organisation i nævnte stat.
7. under udøvelsen af disse former for virksomhed skal advokaten iagttage de faglige regler, der gælder i værtslandet, idet han dog fortsat er undergivet de forpligtelser, der påhviler ham i den medlemsstat, han kommer fra. … artikel 5 for så vidt angår udøvelse af virksomhed i forbindelse med repræsentation og forsvar af en klient for retten kan en medlemsstat kræve, at de advokater, der er omhandlet i arti- kel 1: - introduceres for retspræsidenten og eventuelt for formanden for advokatsamfundet i værtslandet, i overensstemmelse med stedlige regler eller stedlig sædvane; - handler enten i forbindelse med en advokat, som udøver virksomhed ved den ret, der skal behandle sagen, og som i givet fald er ansvarlig over for denne ret, eller i for- bindelse med en ”avoué” eller ”procuratore”, der udøver virksomhed ved den pågæl- dende ret.” i bekendtgørelse nr. 1429 af
8. december 2007 om eu-advokaters tjenesteydelser her i lan- det hedder det bl.a.: - 5 - Ӥ
9. advokater, der er etableret i en anden eu-medlemsstat, i et eøs-land eller i schweiz, kan udføre tjenesteydelser som advokater her i landet og herunder give møde for danske domstole. … §
10. de i § 1 nævnte advokaters virksomhed her i landet udøves i overensstemmelse med artikel 3 og artikel 4, stk. 1, 2 og 4, i rådets direktiv om lettelser med henblik på den faktiske gennemførelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser. en konsoli- deret sammenskrivning af direktivet er optaget som bilag til denne bekendtgørelse. §
11. danske myndigheder og domstole kan forlange dokumentation for, at en advokat har ret til at udøve den i § 1 nævnte virksomhed i sit hjemland. stk.
12. i de tilfælde, hvor der efter dansk ret er pligt til at møde med advokat, kan en ad- vokat, der er omfattet af § 1, kun give møde for en dansk domstol, hvis han handler sammen med en advokat, der har dansk advokatbeskikkelse og har møderet for den ret, der skal behandle sagen.” højesterets begrundelse og resultat efter

§133

er det en betingelse for en advokats møderet for landsret, at den pågældende har bestået den i bestemmelsen omtalte prøve. advokat c har ikke bestået prøven. sagen angår, om han alligevel har ret til at møde for landsretten som advokat for a, fordi han er fransk advokat (avocat) med møderet for franske appelretter. beskyttelseshensynet, som begrunder betingelsen om bestået prøve i henhold til retsplejelo- vens § 133, er ønsket om at sikre klienternes behov for repræsentation ved en kvalificeret ad- vokat, og ingen advokat er undtaget fra kravet om bestået prøve som betingelse for møderet for landsret. alle advokater, herunder også eu-advokater, der er etableret i andre medlemssta- ter, opnår møderet for landsret, hvis de består prøven og dermed dokumenterer de fornødne kvalifikationer til at udføre sager for landsretten på tilfredsstillende måde. af de grunde, landsretten har anført, tiltræder højesteret, at der efter bekendtgørelsen om eu- advokaters tjenesteydelser her i landet og tjenesteydelsesdirektivet ikke er grundlag for at fra- vige reglen om, at møderet for landsret er forbeholdt advokater, der har bestået prøven i hen- hold til

§ 133

. højesteret bemærker herved, at reglen ikke er udtryk for en territorial indskrænkning af retten til at udøve advokatvirksomhed, men har til formål at sikre, at advokaten har de fornødne kvalifikationer til tilfredsstillende udførelse af ankesager. kra- vet om bestået prøve som betingelse for møderet for landsret indebærer ikke restriktioner i - 6 - eu-advokaters muligheder for at udøve advokatvirksomhed her i landet, som er uproportiona- le i forhold til det legitime formål, som begrunder kravet. herefter, og da højesteret ikke finder grundlag for forelæggelse af præjudicielt spørgsmål om fortolkningen af direktivet for eu-domstolen, stadfæster højesteret kendelsen. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes.