københavns byret dom afsagt den 30. juni 2015 i sag nr. bs 36a-109/2014: advokat a … mod advokatnævnet kronprinsessegade 28 1306 københavn k sagens baggrund og parternes påstande under denne sag, der

krav til en stævning havde indhentet ks adresseoplysninger, men at det reelt var m, der som sagsøger var modtager af oplysningerne om ks adresse, hvorfor der ikke er sket udlevering til ”andre” i cpr-lovens forstand. - 3 - advokatnævnets behandling: sagen har været behandlet på et møde i advokatnævnet med deltagelse af 3 medlemmer. nævnets afgørelse og begrundelse: det følger af

§ 126, stk.

1, at en advokat skal udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. de relevante bestemmelser i cpr-loven er sålydende: ”§

1. kommunalbestyrelsen kan videregive beskyttede navne og adresser i cpr, jf. § 28, til private, der har en retlig interesse i sådanne oplysninger om en forud identificeret person, jf. § 42, stk.
2. det er en betingelse, at den beskyttede har fået mulighed for at udtale sig om ønsket og ikke har fremsat sådanne indvendinger mod udleveringen, som kommunen finder skal tillægges større vægt end den retlige interesse, den pågældende har i at modtage de beskyttede oplysninger. stk.
3. … §
4. oplysninger modtaget efter § 42, stk. 3-5, og §§ 43 og 45 må ikke videregives til andre private, medmindre det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov. ved videregivelse af navne- og adresseoplysninger efter § 42, stk. 5, og § 43 og § 45 skal oplysning om eventuel navne- og adressebeskyttelse, jf. § 28, tillige videregives. stk.
5. navne og adresser, som er udleveret efter § 42, stk. 5, og § 43 må kun anvendes til formål, som kommunalbestyrelsen har fastsat. stk.
6. beskyttede navne og adresser, jf. § 28, som kreditoplysningsbureauer har indhentet efter § 42, stk. 4, må ikke videregives af disse.” advokat a har indhentet ks adresse hos folkeregistret, og han har med kopi af stævning af
7. februar 2013 videregivet ks adresse til sin klient, m, selv om advokat a var bekendt med, at k havde adressebeskyttelse. der er herved sket en videregivelse til ”andre private” uden oplysning om navne- og adressebeskyttelse. som udgangspunktet kan en advokat under udøvelse af sit erhverv ikke hemmeligholde oplysninger for sin klient. udgangspunktet modificeres dog, når der er tale om fortrolige oplysninger om modparten, som kan være til skade for vedkommende, hvis videregivelsen ikke er sket i berettiget varetagelse af klientinteresser, eller hvis disse interesser ikke opvejer et rimeligt hensyn til modparten. advokatnævnet finder, at advokat a ved at have givet oplysning om modpartens adresse, som var beskyttet, i en kopi af stævning til sin egen klient er gået videre, end hvad berettigede hensyn til varetagelse af klientens interesser tilsiger. advokatnævnet finder på den baggrund, at advokat a har tilsidesat god advokatskik, jf.

§ 126, stk.

1. advokat a er tidligere ved advokatnævnets kendelse af
2. december 2012 tildelt en irettesættelse. - 4 - advokatnævnet pålægger derfor i medfør af

§ 147c, stk.

1, advokat a en bøde på 10.000 kr. advokat a kan indbringe afgørelsen for retten inden 4 uger efter modtagelsen af kendelsen, jf.

§ 147d. herefter bestemmes: advokat a pålægges en bøde på 10.000 kr.

..." forklaringer der er afgivet forklaring af sagsøger, advokat a sagsøger har forklaret, at der under det forløb, hvor sagsøger repræsenterede m, ikke var noget, som tydede på, at hans klient havde optrådt på en intimiderende måde over for k. sagsøger arbejder primært med erhvervsrettede sager, og han havde kun påtaget sig den pågældende sag, fordi han i øvrigt havde ydet advokatbistand til m. m og k havde boet sammen i et af m ejet hus, som m fraflyttede i forbindelse med samlivsophævelsen. k flyttede først, da byrettens afgørelse om fraflytning var blevet stadfæstet af landsretten. sagsøger havde inden udtagelse af stævning deltaget i et forhandlingsmøde med k og mødt hende én gang i fogedretten. han havde fået indtryk af, at forhandlingsmødet var gået godt, men sagen blev alligevel ikke løst forligsmæssigt. k havde ved de lejligheder fremtrådt som om, hun følte sig forsmået og som den lille i forholdet, og hun havde været rigtig ked af det. baggrunden for ks tidligere klage over ham var, at der havde været afholdt et forhandlingsmøde mellem parterne, hvor det indgik i drøftelserne, at m skulle hjælpe k videre og herunder sørge for, at hun fik en anden bolig. sagsøger skulle udfærdige udkast til dokumenter, og der var på det tidspunkt kun et enkelt udestående, hvor sagsøger og m ikke kunne imødekomme hendes krav. m var blevet kontaktet af ks tidligere ægtefælle, c, der havde oplyst, at han var blevet kontaktet af k. hun havde bedt ham om at læse dokumenterne igennem og rådgive hende. m bad derfor sagsøger om at sende dokumentudkastene til c, hvilket sagsøger gjorde, og han orienterede samtidig ks daværende advokat, advokat christiane schaumburg, herom. han sendte ikke aftaleoplægget til c med henblik på, at denne skulle lægge pres på k, og det var heller ikke hans indtryk, at det ville ske, idet han havde opfattelsen af, at c var på ks side. sagsøger troede, at alt var godt, men det viste sig, at k ikke ville underskrive forliget. advokat christiane schaumburg udtrådte, og sagsøger blev indklaget for advokatnævnet af k. han undrede sig over irettesættelsen, men han ærgrede sig også over, at han ikke havde talt med ks advokat, inden han havde videresendt udkastene til c, og han besluttede sig for at tage det på sin kappe. for så vidt angår forløbet i denne klagesag henvendte han sig først til ks nye advokat, advokat johan hartmann stæger, og anmodede om oplysning om hendes adresse til brug for udarbejdelse af stævningen. k havde mulighed for at råde over en bil og over en del af en ejendom. det hastede at få udtaget stævning, fordi han frygtede, at hun ville disponere over aktiverne, og derfor ville han gerne have tinglyst en stævning. hendes advokat meddelte, at han ikke kunne oplyse hendes adresse, da hun havde fået navne- og adressebeskyttelse. sagsøger var ikke bekendt med de afgørelser, der viser, at man kan indlevere stævning uden angivelse af sagsøgtes adresse. han bad troels mohr thygesen om at udfærdige stævning og - 5 - sørge for at indhente adresseoplysning. han så først brevet til folkeregisteret i forbindelse med klagesagen, men han står inde for det. folkeregisteret blev gjort bekendt med, at sagen angik en samlivsophævelse mellem k og m, der ikke havde været gift. det er et tilfælde, at de har samme efternavn. det er formentlig en fejl, at brevet fremstår som afsendt af …, da det var sagsøgers sag. folkeregisterets svar blev modtaget i advokatkontoret og viderebragt til troels mohr thygesen, der udfærdigede stævningen og lagde den til godkendelse hos sagsøger. sagsøger var på det tidspunkt vidende om, at adressen var indhentet via folkeregisteret, og at adressen var beskyttet. han videresendte en indscannet stævning til m i forbindelse med, at han ved mail orienterede denne, og m var bekendt med, at ks adresse var beskyttet. sagsøger tænkte ikke over, at m derved ville få kendskab til hendes adresse, men hvis han havde reflekteret over, at det var en beskyttet adresse, ville han alligevel have sendt stævningen med adressen, idet adresseoplysningen var indhentet for m, og det var også ham, der betalte udgiften til folkeregisteret. han ville således ikke have anset m for at være en "anden privat". han havde ikke orienteret k om, at han sendte en kopi af stævningen til m, men han gik ud fra, at hun forventede, at det skete. han troede, at k havde fået adressebeskyttelse for at lægge hindringer i vejen for, at m kunne gennemføre sine krav, og rent faktisk nåede hun også at sælge bilen. da sagen blev indbragt for advokatnævnet, troede han, at den ville blive afvist. m er bekendt med denne klagesag. parternes synspunkter sagsøgers advokat har i påstandsdokument af

1. juni 2014 anført følgende: "... den foreliggende sag angår spørgsmålet, om hvorvidt sagsøger har tilsidesat god advokatskik ved at udlevere ks adresse til m. sagen omhandler således spørgsmålet om, hvorvidt sagsøger havde tavshedspligt over for m i forhold til de adresseoplysninger, som sagsøger på vegne m havde indhentet i forbindelse med opdraget. det gøres gældende, at sagsøger hverken har handlet i strid med god advokatskik eller cpr- lovens § 44, stk.
2. det retlige udgangspunkt er, at advokaten ikke har tavshedspligt over for klienten, heller ikke for så vidt angår fortrolige oplysninger om modparten. således anfører mads bryde andersen i advokatretten,
3. udgave, 2005, side 359 følgende: “advokaten har også pligt til at iagttage tavshed (over for tredjemand) vedrørende oplysninger om modparten, når disse har fortrolig karakter. derimod har advokaten som udgangspunkt ingen tavshedspligt over for sin egen klient, når det gælder oplysninger om modparten, som er indhentet via opdraget. i forholdet mellem advokaten og klienten bør der gælde et generelt og massivt princip om åbenhed, der ikke uden stærk hjemmel tillader retlige begrænsninger i informationsstrømmen.” tilsvarende anføres i lars økjær jørgensen og martin lavesen, de advokatetiske regler med kommentarer, 2011, side 45: - 6 - “det sker ofte, at en advokat under udøvelse af sit hverv for en klient får oplysninger om modparten. sådanne oplysninger kan advokaten ikke hemmeligholde for sin klient. det gælder uanset oplysningernes karakter.” det følger af advokatens særlige stilling som egentlig partsrepræsentant, at alle oplysninger om modparter som altovervejende hovedregel kan deles med klienten. det kræver således en særdeles klar hjemmel, hvis advokaten skal være afskåret fra at dele de oplysninger med klienten, som advokaten er kommet i besiddelse af i forbindelse med opdraget. det gøres gældende, at sagsøger ikke har overtrådt cpr-lovens § 44, stk. 1s forbehold mod at videregive oplysninger til “andre private”, og at denne bestemmelse i øvrigt heller ikke kan betragtes som en så klar hjemmel, at den kan afskære sagsøger fra at dele de oplysninger om modparten, som er indhentet i forbindelse med opdraget. adresseoplysningerne er indhentet på vegne m, hvilket klart er anført i anmodningen til folkeregistret. sagsøger optrådte i forbindelse med anmodningen som advokat og partsrepræsentant, jf. § 8, stk. 1 i forvaltningsloven. folkeregistret har på baggrund af ansøgningen i bilag 1 vurderet, at m havde tilstrækkelig retlig interesse i at modtage adresseoplysningerne, uanset ks ønske om adressebeskyttelse. denne vurdering var i øvrigt åbenbart korrekt, henset til at m fik medhold i den anlagte sag. i forbindelse med ansøgningen til folkeregistreret har sagsøger haft stilling af egentlig partsrepræsentant, hvilket forvaltningsretligt indebærer, at sagsøger fuldt ud identificeres med klienten og således kan disponere med virkning for denne i sagen, ligesom folkeregistreret har været forpligtet til at brevveksle med sagsøger og ligeledes være berettiget til udelukkende at meddele afgørelsen i sagen til sagsøger med bindende virkning for m, jf. john vogter, forvaltningsloven med kommentarer,
4. udgave, 1999, side 232 og jens garde m.fl., forvaltningsret sagsbehandling,
5. udgave, 2007, side
6. repræsentations-/fuldmagts- og klientforholdet indebærer en sådan identifikation mellem sagsøger og klienten, at sagsøgers fremsendelse af en stævningskopi med adresseoplysninger til m ikke er en videregivelse til “andre private” i cpr-lovens §
7. stk. 1, forstand. denne slutning støttes i øvrigt af det faktuelle forhold, at m - og ikke sagsøger - var adressaten for folkeregistrets afgørelse, og folkeregistreret har således fundet, at m havde tilstrækkelig retlig interesse til at få adresseoplysningerne, på trods af ks ønske om adressebeskyttelse. adresseoplysningerne er kun sendt til sagsøger i hans egenskab af partsrepræsentant. sagsøger har således ikke handlet i strid med cpr-lovens § 44, stk. 1, eller tilsidesat god advokatskik. ooo0ooo såfremt retten måtte finde, at der er handlet i strid med cpr-lovens § 44, stk. 1, må dette dog anses for et rent formelt regelbrud, der ikke samtidig indebærer en tilsidesættelse af god advokatskik. cpr-lovens § 44, stk. 1s formål er således ikke at hindre en videregivelse mellem en partsrepræsentant og parten. formålet er heller ikke at værne den adressebeskyttede person. - 7 - det fremgår af bemærkningerne til cpr-lovens § 44, stk. 1,
8. led, som henviser til bemærkninger til den tilsvarende bestemmelse i § 40, stk. 2, at: “formålet med videregivelsesforbeholdet i stk. 2 er at sikre, at de almindelige personoplysninger, som registreres i cpr, hentes direkte i cpr af de private, således at de meddelte oplysninger er helt aktuelle og korrekte.” videregivelsesforbeholdet er således primært en sikring mod, at der videregives uaktuelle og ukorrekte oplysninger. forbeholdets formål har derimod ikke været at ramme en situation som i den foreliggende sag, hvor sagsøger, som led i helt sædvanlig sagsekspedition, fremsender en kopi af stævningen til klienten til orientering. dersom retten således måtte finde, at cpr-lovens § 44, stk. 1 er overtrådt, er denne overtrædelse af ren formel karakter, således at overtrædelsen ikke indebærer en tilsidesættelse af god advokatskik. det skal slutteligt understreges, at der var intet i sagen som pegede imod, at adresseoplysningerne ville blive misbrugt af m, og oplysningerne er konkret heller ikke blevet misbrugt. sagsøger har således ikke handlet i strid med god advokatskik. ..." sagsøgtes advokat har i påstandsdokument af
9. februar 2015 anført følgende: "... til støtte for stadfæstelsespåstanden gør advokatnævnet overordnet gældende, at sagsøger har tilsidesat god advokatskik, jf.

§ 126, stk.

1, ved at videregive ks adresse til sin klient, m, selvom sagsøger var klar over, at k havde adressebeskyttelse. det var sagsøger, der indhentede ks adresse fra myndighederne. oplysninger om beskyttede navne og adresser i cpr, jf. cpr-lovens § 28, som er modtaget i medfør af lovens § 43 med baggrund i en retlig interesse deri, må ikke videregives til andre private, medmindre det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, jf. § 44, stk. 1,

1. pkt. ved videregivelsen skal oplysning om navne- og adressebeskyttelse videregives, jf. § 44, stk. 1,
2. pkt. ved at overgive m kopi af stævningen i uredigeret form, videregav sagsøger ks beskyttede adresse til m. advokatnævnet gør gældende, at der herved skete en videregivelse til “andre private” omfattet af § 44, stk.
3. videregivelsen havde ikke hjemmel i lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov. videregivelsen skete i øvrigt uden oplysning om adressebeskyttelsen. advokatnævnet bestrider, at sagsøger i denne henseende skal identificeres med sin klient i kraft af advokat-klient forholdet med den konsekvens, at der ikke ved fremsendelsen af stævningen med adresseoplysningen skete videregivelse til “andre private”. - 8 - sagsøger optrådte rigtig nok som partsrepræsentant, men dette fuldmagtsforhold medfører ikke den identifikationsvirkning, som sagsøger påberåber sig i stævningen. fuldmagtsforholdet indebærer som udgangspunkt et mandat for advokaten til materielt og procesretligt at kunne forpligte klienten. denne identifikationsvirkning kan ikke udstrækkes til, at adresseoplysningen skal anses for indhentet af m, hvilket er essensen i sagsøgers synspunkt i denne henseende. adresseoplysningen blev indhentet af sagsøger, der som advokat havde sine selvstændige pligter og ansvar. advokaten kan eksempelvis ikke indgive politianmeldelse uden at have et tilstrækkeligt grundlag for at antage, at sigtelse vil blive rejst. advokaten kan således ikke påberåbe sig som værn, at politianmeldelsen ikke er indgivet af advokaten men af klienten. i det hele taget gælder et krav om, at advokater skal handle i overensstemmelse med lovgivningen i langt videre omfang, end det er tilfældet for andre borgere. ved ansvarsvurderingen skal det således lægges til grund, at det var sagsøger der indhentede adresseoplysningen, og der var tale om videregivelse af den modtagne oplysning i lovens forstand, da sagsøger overgav sin klient kopi af stævningen indbefattende adresseoplysningen. som udgangspunkt kan en advokat under udførelsen af sit erhverv ikke hemmeligholde oplysninger for sin klient. udgangspunktet modificeres imidlertid, når der er tale om fortrolige oplysninger om modparten, som kan være til skade for vedkommende, hvis videregivelsen ikke er sket i berettiget varetagelse af klientinteresser, eller hvis disse interesser ikke opvejer et rimeligt hensyn til mod parten. advokatnævnet gør gældende, at sagsøger ved at videregive oplysningen om modpartens beskyttede adresse gik videre, end hvad berettigede hensyn til varetagelse af klientens interesser tilsagde, og at sagsøger således ved sin adfærd tilsidesatte god advokatskik. det tilføjes, at sagsøger problemfrit kunne have opfyldt orienteringsbehovet ved blot at bortekstrahere adressen i den kopi af stævningen han overgav m. sagsøger har ikke i stævningen nedlagt en subsidiær påstand om formildelse (jf.

§ 147d, stk.

1, 2. pkt.). for det tilfælde, at sagsøger nedlægger påstand om formildelse, gør advokatnævnet gældende, at valget af sanktion og udmåling af bøde (jf.

§ 147c, stk.

1) er passende. udmålingen er sket i overensstemmelse med retningslinjerne og praksis, herunder domstolspraksis, for bødeudmåling, og sagsøgers tidligere sanktion for overtrædelse af god advokatskik (jf. bilag a) er med rette tillagt inddraget ved vurderingen. ..." parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed. rettens begrundelse og afgørelse retten finder, at advokat a ved at udlevere oplysningen om modpartens beskyttede adresse til sin klient foretog en videregivelse til "andre private", jf. cpr-lovens § 44, stk. 1. endvidere finder retten, at der ved videregivelsen til klienten er sket en overtrædelse af god advokatskik, jf.

§ 126, stk.

1. - 9 - der er herved lagt vægt på, at k ved at have bedt om beskyttelse af sin adresse tydeligt har tilkendegivet, at hun ønskede adresseoplysningen behandlet fortroligt, hvilket advokat a var bekendt med, og at advokat a fuldt tilstrækkeligt kunne have varetaget sin klients interesser uden at videregive adresseoplysningen til klienten. hensynet til, at en advokat har mulighed for at dele alle oplysninger med sin klient, har efter rettens opfattelse ikke opvejet ks ønske om at holde adresseoplysningen fortrolig, og advokat a er derfor gået videre, end hvad en berettiget varetagelse af klientens interesser tilsiger. efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen finder retten imidlertid, at advokat a alene skal tildeles en irettesættelse, uanset at han tidligere ved advokatnævnets kendelse af
2. december 2012 - ligeledes efter en klage fra k - er blevet tildelt en irettesættelse. retten har i den forbindelse lagt vægt på, at oplysningen om ks adresse blev indhentet til brug for anlæggelse af en sag, hvor m var kreditor, og hvis krav blev fastslået ved lyngby rets dom af
3. oktober 2013, hvorfor der er grund til at antage, at m selv opfyldte betingelserne for at få udleveret adresseoplysningen fra folkeregisteret. endvidere har retten lagt vægt på, at videregivelsen alene skete, fordi advokat a ikke ekstraherede ks adresse fra den kopi af stævningen, som blev sendt til m, og at advokat a intet grundlag havde for at antage, at m ville misbruge adresseoplysningen. efter sagens udfald skal ingen part betale sagsomkostninger til den anden part. thi kendes for ret: advokatnævnets kendelse af
4. december 2013 i sagsnr. 2013-813 ændres, således at advokat a tildeles en irettesættelse. hver part bærer egne omkostninger.