Obsah (5)

§ 2§ 3§ 21§ 12§ 14

dom afsagt den 7. februar 2014 af vestre landsrets 6. afdeling (dommerne hanne kildal, hanne harritz pedersen og mette vinding (kst.)) i ankesag v.l. b–3107–12 sydøstjyllands politi (kammeradvokaten v

§ 2, stk.

1. ingen af kravene er således forældede. sydøstjyllands politi har subsidiært gjort gældende, at det fremsatte krav ikke er forældet, idet forældelsesfristen tidligst kan regnes fra den dag, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen. politiet har ikke før erstatningsnævnets afgørelser haft kendskab - 3 - til fordringerne, hvorfor forældelsesfristen først skal regnes fra datoerne for erstatningsnæv- nets afgørelser. da stævningen er indleveret inden 3 år fra disse afgørelser, er der ikke ind- trådt forældelse, jf.

§ 3, stk.

2. mere subsidiært har sydøstjyllands politi gjort gældende, at forældelse tidligst indtræder 1 år efter erstatningsnævnets afgørelser, idet forældelsen har været afbrudt i forbindelse med er- statningsnævnets behandling af sagen. b indbragte sagen for erstatningsnævnet, inden foræl- delsesfristens udløb, og forældelsen indtræder derfor tidligst 1 år efter erstatningsnævnets afgørelse, jf.

§ 21, stk.

2. sydøstjyllands politi har videre gjort gældende, at forældelsen tidligst kan indtræde 1 år efter erstatningsnævnets afgørelser, jf.

§ 12, stk.

2, fordi politiet og a må be- tragtes som solidarisk hæftende, idet b havde valget mellem at rette krav mod a eller at rejse krav i medfør af offererstatningsloven. mest subsidiært har sydøstjyllands politi gjort gældende, at politiet har været afskåret fra at afbryde forældelsen på grund af en hindring, der ikke beror på politiets forhold, hvorfor for- ældelsen tidligst kan indtræde 1 år efter erstatningsnævnets afgørelser, jf.

§ 14, stk.

1. hvis sydøstjyllands politi ikke kan få medhold i sine principale og subsidiære anbringender, er det gjort gældende, at politiets regreskrav i anledning af erstatningsnævnets afgørelser af
2. februar 2010 og
3. oktober 2011 ikke er forældede, idet sagen er anlagt inden 1 år efter disse afgørelser. vedrørende kravets størrelse har sydøstjyllands politi gjort gældende, at kravet er opgjort på baggrund af de godtgørelses- og erstatningsbeløb, der er udbetalt til b i medfør af erstat- ningsnævnets afgørelser. kravets opgørelse er ikke bestridt under sagen, og a har ikke ført bevis for, at der ikke har været tilstrækkeligt grundlag for at udbetale godtgørelse og erstat- ning i det skete omfang. sydøstjyllands politi, der i medfør af offererstatningslovens § 17, stk. 1, er indtrådt i skadelidtes erstatningskrav, har derfor et regreskrav svarende til de beløb, der er udbetalt i anledning af erstatningsnævnets afgørelser. - 4 - a er straffet med fængsel i 10 måneder for den handling, som begrunder kravet. der er tale om en forsætlig lovovertrædelse af grov karakter, og der foreligger ikke sådanne helt særlige omstændigheder, at der er grundlag for at lempe erstatningsansvaret efter erstatningsansvars- lovens §
4. a skal derfor tilpligtes at betale det fulde beløb for den skade, som han har påført b. under hensyn til ansvarets beskaffenhed er der derfor ikke grundlag for at foretage den lempelse, der er foretaget i byretten. a har for landsretten navnlig gjort gældende, at sydøstjylland politis krav er forældet. efter offererstatningslovens § 17, stk. 1, indtræder staten i skadelidtes krav mod skadevolder i det omfang, der ydes erstatning. sydøstjyllands politis krav kan derfor ikke betragtes som et selv- stændigt krav, men må betragtes som et afledet krav. da kravet er afledt fra bs krav mod a, forældes regreskravet sammen med bs krav. efter

§ 2, stk.

4, regnes foræl- delsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden. af byrettens dom i straffesagen fremgår det, at skadelidte oplyste, at han ikke var i stand til at arbejde. skadelidte har således på tids- punktet for byrettens dom af

1. december 2007 været bekendt med, at hans erhvervsevne var påvirket af skaden. da sydøstjyllands politi først har indleveret stævning den
2. januar 2011, var kravet forældet på tidspunktet for stævningens indlevering. der er ikke grundlag for at regne forældelsesfri- sten fra et senere tidspunkt efter

§ 3, stk.

2, idet b ikke har været ubekendt med fordringen. der er endvidere ikke grundlag for at anvende

§ 14, stk.

1, idet b ikke på noget tidspunkt har været afskåret fra at afbryde forældelsen ved sagsanlæg på grund af hindringer. allerede fordi a ikke har været part i sagen, mens den blev behandlet ved erstatningsnævnet, finder

§ 21, stk.

2, ikke anvendelse. da staten og a endvidere ikke kan be- tragtes som solidarisk hæftende, finder

§ 12, stk.

2, heller ikke anvendelse. hvis landsretten når frem til, at kravet ikke er helt eller delvist forældet, har a gjort gældende, at det under landsrettens behandling af sagen er dokumenteret, at det vil være urimeligt tyn- gende for ham, såfremt han skal betale erstatning. på baggrund af hans økonomiske forhold må det lægges til grund, at han ikke har mulighed for at betale erstatning, hvorfor erstatnings- ansvaret skal bortfalde, subsidiært nedsættes, jf. erstatningsansvarslovens §

1. det skal ved - 5 - vurderingen af, om erstatningsansvaret skal bortfalde eller nedsættes, tillige tillægges betyd- ning, at b var den aggressive part i forbindelse med voldsudøvelsen, og at b har fået erstat- ning, hvorfor der ikke er et hensyn at tage til skadelidte. a har ikke bestridt godtgørelses- og erstatningskravet størrelsesmæssigt. landsrettens begrundelse og resultat efter offererstatningslovens § 17, stk. 1, indtræder staten i skadelidtes erstatningskrav mod skadevolder. kravet kan derfor kun gøres gældende inden for rammerne af det krav, som ska- delidte ellers ville have haft mod skadevolder, og det må som udgangspunkt også gælde i for- ældelsesmæssig henseende. sydøstjyllands politi rejste den
2. august 2009 et krav på ca. 140.000 kr. over for a og an- førte i brevet, at b havde rejst yderligere krav over for erstatningsnævnet. politiet rejste den
3. juni 2010 på ny et regreskrav vedrørende varigt mén og henviste i den forbindelse til er- statningsnævnets afgørelse af
4. februar 2010, hvori var anført, at nævnet ville vende tilbage til sagen om eventuel yderligere godtgørelse for varigt mén, når arbejdsskadestyrelsens ud- talelse forelå. den omstændighed, at erstatningsnævnet først den
5. oktober 2011 traf afgørelse vedrørende yderligere méngodtgørelse og erstatning for tab af erhvervsevne mv. kan ikke føre til, at for- ældelsesfristen skal regnes fra noget senere tidspunkt end skadestidspunktet den
6. august 2007, jf.

§ 2, stk.

4. staten opnår således ikke bedre ret end skadelidte, hvilket også gælder i relation til spørgs- målet om suspension og tillægsfrister. skadelidte har ikke været ubekendt med fordringen eller skadevolderen, ligesom han ikke har været afskåret fra at afbrydelse forældelsen på grund af en hindring, der ikke beror på hans forhold. som følge heraf er der ikke grundlag for at suspendere forældelsesfristen eller ud- skyde den efter

§ 3, stk.

2, eller §

1. - 6 - efter § 21, stk. 2, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse, hvis en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er af- gørende herfor, inden forældelsesfristens udløb er indbragt for en administrativ myndighed. i forarbejderne til lov om forældelse af fordringer (lov nr. 522 af
2. juni 2007) anføres følgende om bestemmelsen: ”… at sagen skal være »indbragt« for en administrativ myndighed, indebærer, at det er en forudsætning, at den pågældende myndighed har kompetence til at træffe realitetsafgørelse i sagen. endvidere er det en forudsætning, at både for- dringshaveren og skyldneren har nær tilknytning til sagen, således at skyldne- ren må antages at kunne påregne, at myndighedens afgørelse eventuelt kan give anledning til, at fordringshaveren rejser et krav over for skyldneren. det er der- for en betingelse for, at der sker foreløbig afbrydelse af forældelsen efter stk. 2 - i de tilfælde, hvor fordringshaveren eller skyldneren ikke er den administra- tive myndighed, der behandler sagen - at både fordringshaveren og skyldneren er part i sagen. …” som det fremgår af det anførte citat, kan

§ 21, stk.

2, alene anvendes, hvis skyldner har været part i sagen i forbindelse med dens behandling ved den administrative myndighed. det fremgår af § 7 i forretningsorden for erstatningsnævnet, at skadevolderen efter det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb ikke anses som part i erstatningsnævnets sag. herefter og da a ikke har været part i erstatningsnævnets sag, er der ikke grundlag for at fastsætte en tillægsfrist efter

§ 21, stk.

2. det fremgår af

§ 12, at bestemmelsen omfatter solidarisk hæftende skyld- nere.

ifølge forarbejderne til bestemmelsen omfatter den ikke det afledede krav mod en ska- devolder, som tilkommer en tredjemand, der helt eller delvis har dækket skadelidtes tab. da sydøstjyllands politis regreskrav som anført er afledt af bs erstatningskrav mod a, finder

§ 12, stk.

2, ikke anvendelse. efter det ovenfor anførte er kravet forældet den

1. januar 2011, og da stævning først er indle- veret den
2. januar 2011, er statens eventuelle regreskrav forældet, jf.

§ 2, stk.

4, og § 3, stk. 1, sammenholdt med § 30, stk. 1. landsretten tager derfor as påstand om frifindelse til følge. - 7 - efter sagens udfald og forløb skal sydøstjyllands politi til statskassen betale 106.250 kr. i sagsomkostninger for begge retter. t h i k e n d e s f o r r e t: a frifindes. sydøstjyllands politi skal til statskassen betale sagens omkostninger for begge retter med 106.250 kr. beløbet skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.