højesterets kendelse

højesterets kendelse afsagt tirsdag den

1. april 2018 sag 256/2017 fof københavn (advokat dan terkildsen) mod københavns kommune - kultur- og fritidsforvaltning (advokat erik wendelboe christiansen) i tidligere instanser er afsagt kendelse af københavns byret den
2. september 2017 og af østre landsrets
3. afdeling den
4. november
5. i påkendelsen har deltaget tre dommere: henrik waaben, michael rekling og lars hjortnæs. påstande kærende, fof københavn, har påstået sagen henvist til landsretten som
6. instans. indkærede, københavns kommune - kultur- og fritidsforvaltning, har tilsluttet sig fof kø- benhavns påstand. landsretten har henholdt sig til sin afgørelse. sagsfremstilling fof københavn lejede den
7. september 2015 et lejemål beliggende teglgårdsstræde 4e/8b,
8. sal, baghuset, 1452 københavn k, af imk almene fond. lokalerne anvendes efter det op- lyste af fof københavn til yogaundervisning. i forbindelse med overtagelse af lejemålet bad fof københavn imk almene fond om at søge københavns kommune om fritagelse for dækningsafgift. - 2 - i afgørelse af
9. juli 2016 fra københavns kommune hedder det bl.a.: ”team ejendomsskat har den
10. september 2015 modtaget ansøgning om fritagelse for dækningsafgift på ejendommen, beliggende teglgårdsstræde 4 a, grundet udleje at et lokale til fof. vi har ikke imødekommet ansøgningen grundet følgende forhold: indledningsvis gør vi opmærksom på, at lejekontrakten der er sendt sammen med an- søgningen ikke er underskrevet og dateret. i lovbekendtgørelsen nr. 1104 af
11. august 2013, herefter benævnt ejendomsskattelo- ven, fremgår det i § 23 a, stk.1, hvilke ejendomme der skal pålignes dækningsafgift af, når det i kommunen er bestemt af anvende bestemmelsen. i bestemmelsen er ikke nævnt om den af fof udøvede aktivitet er omfattet af dæk- ningsafgiften. det skal derfor konkret afgøres i henhold til ejendomsskattelovens § 23 a om ejendommens anvendelse hertil kan anses for at være et lignende øjemed. fof aftenskole udbyder ifølge deres hjemmeside www.fof.dk betalte foredrag og kurser i mange forskellige kategorier, såsom madkurser, yoga, familieaktiviteter, rundvisning og ture, it-kurser m.m. variationen hos fof vidner om mange forskellige aktiviteter der i ansøgningen er be- nævnt undervisning. undervisningen sker ikke altid på ejendommen i det fof også til- byder fjernundervisning, rundvisninger og ture, som ikke finder sted på ovennævnte ejendom. fof er ifølge hjemmeside danmarks største udbyder af folkeoplysning. der er således ikke tale om et almindeligt undervisningsforløb som led i en uddannelse, men et tilbud til at styrke kompetencer, lysten til læring og fremme folkesundheden for alle. vi mener konkret, at fof’s anvendelse af ejendommen, uanset om det kaldes undervis- ning/kursus, kan påføre os tilsvarende udgifter som de udgifter ejendomsskattelovens § 23 a, stk.1 har til hensigt at kommunen skal kunne opkræve dækningsafgift for.” fof københavn har ved stævning af
12. maj 2017 i henhold til fuldmagt fra imk almene fond anlagt sag mod københavns kommune - kultur- og fritidsforvaltning med påstand om tilbagebetaling af allerede erlagte udgifter til dækningsafgift samt fritagelse for fremtidig be- taling af dækningsafgift for lejemålet. fof københavn har subsidiært nedlagt påstand om hjemvisning til fornyet behandling hos københavns kommune. københavns byret har ved - 3 - kendelse af
13. september 2017 henvist sagen til behandling ved landsretten, jf. retsplejelo- vens § 226, stk.
14. østre landsret har ved kendelse af
15. november 2017 afvist at behandle sagen som
16. instans og sendt sagen til byretten til fortsat behandling. af landsrettens begrundelse fremgår: ”der er enighed mellem parterne om, at aktiviteten i de af sagen omfattede aktiviteter ikke er omfattet af de i ejendomsbeskatningslovens § 23 a særskilt opregnede anven- delser, og at det derfor er afgørende, om ejendommen kan anses som anvendt til et ”lig- nende øjemed” som de nævnte kategorier af ejendomme. spørgsmålet om, hvorvidt københavns kommune – kultur og fritidsforvaltningen med rette har opkrævet dækningsafgift for den ejendom, som fof københavn har lejet, be- ror herefter på en konkret bedømmelse af sagens omstændigheder, herunder navnlig ka- rakteren af den aktivitet, der udføres i de pågældende lokaliteter, jf. herved højesterets afgørelse af
17. januar 2010, gengivet i ugeskrift for retsvæsen 2010, side
18. som sagen fremtræder, finder landsretten, at sagen ikke er af en sådan karakter, at den er principiel og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væ- sentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1, for at henvise sagen til behandling ved landsretten er derfor ikke opfyldt, jf. herved højesterets kendelse af
19. november 2016, gengivet i ugeskrift for retsvæsen 2017, side
20. landsretten afviser herefter at behandle sagen i
21. instans og sender sagen til byretten til fortsat behandling.” anbringender fof københavn har gjort gældende navnlig, at sagen angår et principielt spørgsmål om, hvorvidt den aktivitet, der foregår i fof københavns lokaler, kan anses for ”lignende øje- med”, jf. ejendomsbeskatningslovens § 23 a, herunder om københavns kommune har hand- let uden for rammerne for det skøn, som kommunen har i henhold til bestemmelsen. endvide- re angår sagen et principielt spørgsmål om, hvorvidt københavns kommune er berettiget til at foretage en praksisændring, således at alene kompetencegivende undervisningsaktiviteter er undtaget i relation til betaling af dækningsafgift. praksisændringen har vidtgående konse- kvenser, da den vil påvirke mange institutioner og foreninger. der er ikke hjemmel til, at kø- benhavns kommune kan foretage en sådan praksisændring, og en sådan ændring vil i øvrigt kun kunne ske med et rimeligt varsel. - 4 - københavns kommune - kultur- og fritidsforvaltningen har gjort gældende navnlig, at sagen indeholder et principielt spørgsmål om, hvorvidt den aktivitet, der foregår i de pågældende lokaliteter hos fof københavn, kan anses for ”lignende øjemed”, jf. ejendomsbeskatningslo- vens § 23 a, herunder om den afgrænsning af begrebet undervisning, som københavns kom- mune har foretaget, ligger ud over rammerne for det skøn, som kommunen er indrømmet efter § 23 a. højesterets begrundelse og resultat højesteret tiltræder, at sagen, som den fremtræder, ikke er af en sådan karakter, at den er principiel og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt. betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1, for at hen- vise sagen til behandling ved landsretten er derfor ikke opfyldt. højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse, således at sagen sendes til byretten til fortsat behandling. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part.