dom afsagt den 2. maj 2014 af østre landsrets 8. afdeling (landsdommerne lone dahl frandsen, frosell og lone kerrn-jespersen). 8. afd. nr. b-2850-13: city parkeringsservice v/peter eliassen (advokat p

§§ 36

, 38b og 38 c ikke kan finde anvendelse.” af lars ebert nordbjærgs påstandsdokument fremgår blandt andet følgende: ”følgende gøres gældende: - 4 - offentlig parkeringskontrol har hjemmel i færdselsloven og betragtes som straffesager, jf. u 2010.1027h og u 2013.30ø. de private parkeringsselskabers hjemmel til at pålægge bilisterne restriktioner på parkeringsarealerne og til at kræve bod for tilsidesættelse af re- striktionerne skal findes i et aftalegrundlag mellem parterne. parternes aftalegrundlag, skilteteksten, udgør en forbrugeraftale, jf.

§ 38

a, og sagsøger har ikke løftet bevisbyrden for, at aftalen ikke er en forbrugeraftale. da sagsøgerens virksomhed drives på baggrund af en aftale, kvasiaaftale, kan sagsøgeren ikke påberåbe sig p-skivebekendtgørelsen og dermed p-skivebekendtgørelsens krav om antallet af p-skiver som hjemmel til pålæggelse af kontrolafgift, fordi p-skivebekendtgørelsen er udstedt i medfør af færdselsloven, der ikke finder anvendelse ved privat parkering, jf. u 2010.1534h og u 2004.218v. at færdselsloven ikke uden videre finder anvendelse inden for de private parkeringsområder fremgår blandt andet af u.2004.218v, hvor vestre landsret blandt andet anfører følgende: ”bestemmelsen i færdselslovens § 121, stk. 4, angår parkeringer, der finder sted på færdselslovens område. for så vidt angår sådanne parkeringer er der ved bestemmelsen tilvejebragt særskilt hjemmel for ejerens hæftelse for betalingen af parkeringsafgifter. der er ikke grundlag for at slutte analogt fra denne bestemmelse til parkeringer uden for færdselslovens område, da der hverken i bestemmelsens ordlyd eller forarbejder er holdepunkt herfor”. [min understregning]. selvom færdselsloven, eller dele heraf, måtte gælde på det fysiske område som forpligtende overfor bilisten, giver det ikke private parkeringsselskab juridiske beføjelser i henhold til færdselsloven eller bekendtgørelse udstedt i medfør af færdselsloven. det er fortsat kun den påtaleberettigede/administrerende myndighed, der kan rejse sager m.v. efter færdselsloven. en p-afgift i henhold til p-skivebekendtgørelsen, der er udstedt i medfør af færdselsloven, er en straf, jf. europæisk menneskerettighedskonvention art. 6 og u 2010.1027h, hvorfor parterne ikke gyldig kan vedtage at disse offentligretlige straffebestemmelser skal finde anvendelse i deres inter partes civilretlige forhold, hvorfor hverken p-skivebekendtgørelsen eller principperne herfra kan finde anvendelse mellem sagsøger og sagsøgte, jf.

§§ 36og 38c samt eu-direktivet om urimelige kontraktvilkår.

på området er der skiltet med ”p-skive påbudt”. som det fremgår af … (fotos af p-skiverne), har sagsøgeren også anvendt p-skive og dermed overholdt skiltningskravet. i modsat fald burde sagsøgeren på skiltningen have anført, at der alene må være én p-skive synligt ved forruden. denne uklarhed er skabt af sagsøgeren som koncipist, hvorfor koncipistreglen finder anvendelse, herunder

§ 36, 38b og 38c.

sagsøgte havde opsat den manuelle p-skive fordi bilens elektroniske p-skive havde udfald. p- skiverne viste et ankomsttid med blot 15 minutters forskel, henholdsvis kl. 15.00 og 15.15. sagsøgeren havde observeret bilen fra kl. 15.24 – 15.39, … dette på et område, hvor der var 3 timers fri parkering. med andre ord, uanset hvilket af p-skiverne der tages udgangspunkt, parkerede sagsøgte kontraktligt og inden for tidsbegrænsningen. - 5 - der var derfor ikke usikkerhed om at 3-timers parkeringsrestriktion var overholdt. da der således dokumenteret ikke var sket en overskridelse af den skiltede 3-timers parkerings- restriktion, vil det i dette tilfælde være urimeligt at pålægge sagsøgte en parkeringsbod alene med henvisning til et specifikt vilkår i den offentligretlige regel, hvortil der er tilknyttet en strafsanktion, jf.

§ 36samt rådets direktiv 93/13/eøf af 5.

april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, artikel 3 samt den tilknyttede bilags litra e, idet der netop er tale om pålæggelse af en bod, der ikke står i forhold til den bagatelagtige og praktisk helt ubetydelige påstået forseelse, da parkeringen ikke på nogen måde har været til ulempe, begrænset muligheden for at kontrollere parkeringsrestriktionen eller medført indtægtstab. et privat parkeringsselskab kan ikke sanktionere færdselslovsovertrædelser eller forskrifter udstedt i medfør af færdselsloven. såfremt et privat p-selskab kan straffe en borger med hjemmel i færdselslovens bekendtgørelse om p-skiver, skal sagen undergives en helt anden processuel sagsbehandling, og sagsøgte vil skulle udstyres med helt andre retssikkerheds- garantier, som hvis det havde været politiet/kommunen, der havde pålagt sagsøgte en afgift i henhold til færdselsloven, jf., jf. 2010.1027h, hvor højesteret slog fast, at en sag om par- keringsafgift til det offentlige indebærer stillingtagen til en »anklage for en forbrydelse« (»criminal charge«), således som dette udtryk er anvendt i artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention. det følger heraf, at retten ved behandlingen af en sådan sag skal iagttage de retssikkerhedsgarantier, der gælder for tiltalte i straffesager. da privat parkeringskontrol alene baserer sig på parternes juridiske aftale, kan det private parkeringsselskab ikke uden udtrykkelig aftale herom, påberåbe sig overtrædelse af fx færdselsloven eller parkeringsskivebekendtgørelsen som begrundelse for pålæggelse af (konventional-) bod. en sådan aftale, der tilsigter at ”vedtage” fx hele færdselsloven eller p- skivebekendtgørelsen, vil være urimelig, jf. ovenfor. foranlediget af dom afsagt den

1. december 2013 af østre landsret (
2. afd. nr. b-3039-13) skal anføres følgende: at private parkeringsselskaber ikke kan sanktionere færdselslovsovertrædelser efter for- skrifter udstedt i medfør af færdselsloven uddybes herved: bekendtgørelse om parkeringsskiver (parkeringsskivebekendtgørelsen, bek 327 af
3. april 2003) er fastsat i medfør af færdselslovens §§ 93 og 118, stk.
4. i § 93, stk. 1-2 forudsættes det, at parkeringsskivebekendtgørelsen administreres som færd- selsloven i øvrigt, alternativt af en anden offentlig myndighed hvortil justitsministeren har henlagt beføjelserne. dette omfatter således ikke private parkeringsselskaber. hjemmel til at pålægge den straf, der i færdselsloven er benævnt som bøde for overtrædelse af bekendtgørelsens offentligretlige forbud mod anvendelse af to parkeringsskiver (§ 4, stk. 2) skal søges i færdselslovens § 118, stk. 6, jf. § 121, stk. 1, nr.
5. hjemmel til at pålægge den ”straf”, der i færdselsloven er benævnt som afgift for overtræ- delse af bekendtgørelsens offentligretlige forbud mod anvendelse af to parkeringsskiver (§ 4, stk. 2) skal søges i færdselslovens § 121, stk. 1, nr.
6. - 6 - efter færdselsloves § 121, stk. 1 smh. §§ 122 og 122 a, er det politiet, henholdsvis de be- myndigede kommunale myndigheder, der kan pålægge afgift i henhold til bl.a. § 121, stk. 1, nr. 8, og dermed § 93 og dermed parkeringsskivebekendtgørelsen. der er med andre ord ingen holdepunkter for at antage, at private firmaer af nogen art kan administrere eller på anden måde sanktionere i henhold til hverken parkeringsskivebe- kendtgørelsen eller øvrige bestemmelser i færdselsloven, når der ikke er angivet specifik hjemmel dertil. det afgørende for retsstillingen mellem to private parter, in casu en bilist/forbruger og et privat parkeringsfirma, er ikke ”færdselslovens område” i geografisk forstand men derimod de privatretlige regler, som driften af pladsen sker efter, jf. u 2010.1534h. det afgørende er derfor, om to privat parter, in casu i en forbrugeraftalesituation, overhovedet kan aftale, at den erhvervsdrivende har ret til at ”straffe” en anden privat, herunder en forbruger, efter en offentligretlig forskrift. særligt i en situation hvor borgeren, når forskriften afvendes af det offentlige over for borgeren, har alle de rettigheder, som tilkommer en tiltalt i straffesager, jf. emkr og u 2010.1027h. sagsøgte gør gældende, at det i den påberåbte aftaleretlige vurdering skal indgå, at sagsøgers ansatte parkeringsvagter er provisionslønnede. …” landsrettens begrundelse og resultat den parkeringsafgift, som city parkeringsservice har opkrævet, begrundes i, at der ved bilens forrude var anbragt to parkeringsskiver. det er ubestridt, at vilkårene, der fremgår af skiltningen på parkeringsområdet, er aftalt mellem parterne ved lars ebert nordbjærgs parkering på pladsen, og at der er tale om en forbrugeraftale. tilstedeværelsen af to parkeringsskriver er i strid med ordlyden af § 4, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 1, i bekendtgørelse om parkeringsskiver, der er udstedt i medfør af færdselslovens § 93, stk.
7. bekendtgørelsen er imidlertid en del af den offentligretlige regulering vedrørende parkering, og der er ikke grundlag for en analog anvendelse af de nævnte bestemmelser på driften af parkeringsområdet, der sker efter privatretlige regler. - 7 - ifølge skiltningen er ”p-skive påbudt”. dette aftalevilkår har ikke været individuelt forhandlet mellem parterne og må under hensyn til tvivlen om fortolkningen forstås på den måde, som er gunstigst for forbrugeren, jf.

§ 38b, stk.

1. vilkåret kan derfor ikke i sig selv forstås som en henvisning til den offentligretlige regulering vedrørende parkeringsskiver, særligt ikke når det i skiltningen uden forbehold er anført, at området drives efter privatretlige regler. at parkeringsskive er påbudt, kan heller ikke i øvrigt begrunde, at tilstedeværelsen af to parkeringsskiver udløser en afgift i et tilfælde, hvor det er utvivlsomt for den, der fører opsyn, at bilen ikke har holdt parkeret længere end tilladt. landsretten frifinder derfor lars ebert nordbjærg. efter sagens udfald skal city parkeringsservice betale sagsomkostninger til forenede danske motorejere som mandatar for lars ebert nordbjærg. beløbet, der tilkendes til dækning af advokatomkostninger, fastsættes til 15.000 kr. ved fastsættelsen af beløbet er der henset til sagens værdi og omfang. thi kendes for ret: lars ebert nordbjærg frifindes. i sagsomkostninger skal city parkeringsservice v/peter eliassen betale 15.000 kr. til forenede danske motorejere som mandatar for lars ebert nordbjærg. det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.