højesterets dom

højesterets dom afsagt onsdag den

1. marts 2018 sag 154/2017 (
2. afdeling) aktieselskabet af
3. januar 2014 under konkurs (advokat jan bech) mod advokat ole steen christensen (advokat mai-brit hauge garval), jesper lundorff og john henning hansen (advokat nicolai andreas clausen, beskikket for begge) biintervenient til støtte for jesper lundorff og john henning hansen: ove knudsen (advokat christian ditlev hindkjær) i tidligere instanser er afsagt dom af retten i randers den
4. december 2015 og af vestre landsrets
5. afdeling den
6. april
7. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: thomas rørdam, lene pagter kristensen, vibeke rønne, michael rekling og jan schans christensen. påstande appellanten, aktieselskabet af
8. januar 2014 under konkurs, har nedlagt påstand om, at advokat ole steen christensen, jesper lundorff og john henning hansen in solidum, subsi- diært hver især, til aktieselskabet af
9. januar 2014 under konkurs skal betale 4.990.635 kr., subsidiært et mindre beløb, med tillæg af procesrente fra sagens anlæg. - 2 - indstævnte, advokat ole steen christensen, har principalt nedlagt påstand om stadfæstelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end påstået af konkursboet. for så vidt angår det indbyrdes forhold mellem de indstævnte har advokat ole steen christen- sen principalt nedlagt påstand om, at jesper lundorff og john henning hansen helt eller del- vis skal friholde ham for, hvad han måtte blive dømt til at betale til konkursboet. de indstævnte, jesper lundorff og john henning hansen, har nedlagt påstand om stadfæstel- se, dog således at advokat ole steen christensen i det indbyrdes forhold mellem de indstævn- te helt skal friholde jesper lundorff og john henning hansen for ethvert krav fra konkurs- boet. anbringender aktieselskabet af
10. januar 2014 under konkurs har gjort de samme synspunkter gældende for højesteret som for de forrige instanser, idet anbringenderne om erstatningsansvar for drift efter håbløshedstidspunktet dog er frafaldet. konkursboet har supplerende anført navnlig, at sagen er principiel, fordi den vedrører spørgsmålet om værdiansættelse ved insolvente selskabers overdragelse af virksomheder, og fordi resultatet i de forrige instanser strider mod det resultat, højesteret nåede frem til i dom af
11. april 2005 (ufr 2005.2235) og dom af
12. januar 2011 (ufr 2011.963). der er meget stor forskel på, om man tilbyder en investering i en igangværende virksomhed med aktiver og forpligtelser, eller om man alene tilbyder en investering i virksomhedens akti- ver og aktiviteter, men til i øvrigt fortsat uændret drift med samme formål, kunder, medarbej- dere, ledelse osv. vurderingen skærpes af, at der er tale om salg mellem nærtstående, jf. bl.a. højesterets dom af
13. marts 2015 (ufr 2015.2219). udgangspunktet for en vurdering af markedsprisen ved fortsat drift er, at der skal indhentes en uvildig vurderingsrapport, hvor markedsprisen vil være aktivernes værdi i going concern. - 3 - under helt særlige omstændigheder, navnlig hvor der har været en konkurrenceudsættelse af prisen, kan der ske fravigelse af udgangspunktet, således at der kan anvendes en lavere pris end going concern-værdien. det er ledelsen og advokatens bevisbyrde, at der i den konkrete sag foreligger en undtagelsessituation på trods af, at der er tale om en overdragelse mellem nærtstående, og denne bevisbyrde er ikke løftet. i sagen er der netop ikke sket en reel syste- matisk konkurrenceudsættelse af et salg af virksomhedens aktiver, hvorfor den udvidede for- pligtelse medfører, at overdragelsen skal ske til going concern værdier, idet man vender til- bage til udgangspunktet – særligt hvor der er tale om salg mellem nærtstående parter. at der er sket konkurrenceudsættelse af et andet ”produkt” i form af investering i den eksisterende nødlidende virksomhed, kan ikke tillægges betydning i denne sammenhæng. der burde i stedet – som alternativ til den valgte fremgangsmåde – have været indledt en for- mel rekonstruktion for selskabet med henblik på at gennemføre en virksomhedsoverdragelse, jf. konkurslovens § 10 b. herved ville kreditorerne have været sikret indflydelse på salget, og deres interesser ville have været sikret varetaget. det, som højesteret skal tage stilling til, er reelt, om man vil beskytte kreditorinteresser eller ejerinteresser i forbindelse med salg af insolvente virksomheder. i forbindelse med vurderin- gen af culpaansvaret for de medvirkende parter bør bevisbyrdefordelingen ske til fordel for kreditorerne, når der gennemføres en udenretlig virksomhedsoverdragelse til nærtstående par- ter uden forudgående forelæggelse for kreditorerne. der må påhvile de nærtstående købere, ledelsen i det sælgende selskab og disses rådgivere en omvendt eller i hvert fald streng bevis- byrde for, at der kan ske en fravigelse af going concern-værdierne. en stadfæstelse af dommen vil åbne op for spekulation i forbindelse med håndteringen af økonomiske vanskeligheder i kriseramte virksomheder og vil tillige medføre, at man som le- delse og ejerkreds kan overdrage billigt til sig selv i en ny enhed og derved undgå betaling af gældsposter, hvorved kreditorerne og navnlig skat erfaringsmæssigt står tilbage med et større tab. i relation til advokat ole steen christensen gøres det gældende, at han havde et indgående kendskab til virksomheden, inden overdragelsesaftalen blev udfærdiget. han havde således en - 4 - indgående viden om virksomhedens økonomiske situation og den foreliggende insolvens, der var den konkrete anledning til hans rådgivning. advokat ole steen christensen er underlagt et strengt professionsansvar. til trods herfor ud- arbejdede han overdragelsesaftalen, uanset at han da indså eller burde have indset, at værdi- ansættelsen af virksomheden i aftalen var væsentligt lavere end i vurderingsrapporterne, og at kreditorerne, herunder skat, ikke havde udsigt til nogen form for dividende, idet aftalen alene medførte dækning af nordeas pantesikrede tilgodehavende. han indså eller burde have indset, at der herved skete en kvalificeret tilsidesættelse af grundsætningen om ligebehandling af kreditorerne i det insolvente selskab, og at der således forelå en utilbørlig og ansvarspådra- gende disposition, der begunstigede ejerne på bekostning af de usikrede kreditorer. i forhold til jesper lundorff og john henning hansen gøres det gældende, at de som ejere og del af ledelsen i selskabet har handlet ansvarspådragende og utilbørligt, hvorved de har pådra- get sig et erstatningsansvar over for selskabet. de har således foretaget et salg af selskabets aktiver til en værdi væsentligt under de udarbejdede sagkyndige vurderinger af virksomheden som going concern. de burde have indset, at en sådan handel var til skade for selskabet og dets tilbageværende usikrede kreditorer, herunder skat. som ledelsesmedlemmer har de en pligt til at varetage hensynet til kreditorerne som helhed. de har tilsidesat denne pligt, idet selskabets aktiver blev handlet til en sum, der medførte, at alene nordea blev fyldestgjort. advokat ole steen christensen har til støtte for sin principale påstand anført navnlig, at han ikke har handlet ansvarspådragende, ligesom de øvrige erstatningsbetingelser ikke er opfyldt. bevisbyrden for, at samtlige erstatningsbetingelser er opfyldt, påhviler konkursboet og er ikke løftet. der er ikke belæg for at vende bevisbyrden – heller ikke i forhold til spørgsmålet om værdiansættelse. konkursboet har ikke bevist at have lidt et tab som følge af den stedfundne overdragelse. un- der de givne omstændigheder var overdragelsen den bedst mulige løsning, og en højere pris var ikke opnåelig. - 5 - overdragelse var eneste realistiske alternativ til konkurs, hvorfor det ikke var relevant at vær- diansætte aktiverne ud fra en forudsætning om ”going concern”, og det var under alle om- stændigheder i den konkrete situation berettiget og forsvarligt at overdrage som sket. at der med rekonstruktionsreglerne er kommet yderligere ”værktøjer i værktøjskassen”, medfører i øvrigt ikke et ufravigeligt krav om at gå frem efter disse regler, og der gælder heller ikke et ubetinget krav om, at der skal ske konkurrenceudsættelse af prisen. den valgte udenretlige løsning var under de givne omstændigheder i selskabets samlede interesse, og det er hverken dokumenteret eller sandsynliggjort, at nogen anden fremgangsmåde ville have medført højere priser. jesper lundorff og john henning hansen havde i øvrigt – i kraft af deres betydelige tilgodehavender i boet og i kraft af de kautionsforpligtelser, som de fortsat er bundet af – inte- resse i, at der om muligt blev solgt til tredjemand for enten den samme eller en højere pris, hvilket også understøtter, at den bedst mulige pris blev opnået. det kan under alle omstændigheder ikke bebrejdes advokat ole steen christensen, at han un- der de konkrete omstændigheder fandt, at det var berettiget og i selskabets samlede interesse, at overdragelsen skete til værdier minimum opgjort efter princippet om ”målrettet salg” – og dette netop på grundlag af de indhentede uafhængige værdiansættelser. han havde for øje, at der ikke skulle ske kreditorforringelser, og han påså, at der blev indhentet vurderinger. på baggrund af de oplysninger, han blev meddelt, kunne han med rette gå ud fra, at alternativet var konkurs med deraf følgende endnu lavere værdier. den viden, han havde og med rette agerede ud fra, var således, at selskabet ikke var levedygtigt, og at der havde været ihærdige bestræbelser i forhold til at afsøge andre muligheder inden overdragelsen, hvorfor han fandt det urealistisk at bruge princippet om ”going concern”. til støtte for sin subsidiære påstand har advokat ole steen christensen anført navnlig, at kon- kursboet under alle omstændigheder hverken har bevist eller sandsynliggjort, at aktiverne kunne have indbragt 13,1 mio. kr. som forudsat. konkursboet har desuden ikke iagttaget sin tabsbegrænsningspligt, idet boet kunne og burde have foretaget omstødelse over for det nye selskab. for så vidt angår ejendommen kunne og burde konkursboet have påberåbt sig kon- kurslovens §
14. sådanne tabsbegrænsende tiltag må være en forudsætning for at gøre et er- statningskrav gældende over for advokat ole steen christensen, jf. vestre landsrets dom af
15. februar 2016 (fed 2016.41). - 6 - tabsopgørelsen bestrides i øvrigt i det hele. der er under alle omstændigheder alene belæg for at ansætte et eventuelt tab skønsmæssigt. der vil desuden skulle ske reduktion, da værdien af særlige bygningsinstallationer, herunder ventilation og udsugningsanlæg, er medtaget både som inventar og i værdiansættelsen af den faste ejendom. det må komme konkursboet til ska- de, at der ikke er gennemført syn og skøn. for så vidt angår debitorerne var der tale om en meget forsigtig nedskrivning, og det er hverken dokumenteret eller sandsynliggjort, at en uaf- hængig køber ville have givet kurs
16. der skal ske fradrag for besparelsen opgjort til 510.000 kr. ved, at køber overtog lønmodtagerforpligtelserne, der alternativt skulle have væ- ret dækket af konkursboet som krav efter konkurslovens §
17. ved opgørelsen skal der i øv- rigt tages højde for, at jesper lundorff og john henning hansen har anmeldt krav i boet på i alt 3.377.310,24 kr. hvis aktiverne findes at have en højere værdi, har jesper lundorff og john henning hansen således de facto fået dækning for deres tilgodehavender. til støtte for sine påstande vedrørende det indbyrdes forhold mellem de indstævnte har advo- kat ole steen christensen anført navnlig, at jesper lundorff og john henning hansen vil op- nå en uberettiget berigelse på hans bekostning, hvis ikke han i det indbyrdes forhold bliver friholdt, eller der sker en fordeling af forpligtelsen. hertil kommer, at jesper lundorff og john henning hansen som ejere og ledere er nærmest til at bære et tab. hvis konkursboet får medhold, skal der i hvert fald forlods tages højde for, at jesper lundorff og john henning hansen opnår dividende modsvarende deres anmeldte tilgodehavender. en manglende fordeling af de 211.644,55 kr. vil ligeledes indebære en uberettiget berigelse af jesper lundorff og john henning hansen. det bestrides i det hele, at advokat ole steen christensen, der alene har haft en begrænset rolle, har ydet ledelsen mangelfuld rådgivning. valget af model var jesper lundorff og john henning hansens egen beslutning, og det var ledelsen selv, der forestod indhentning af vær- diansættelser og korrespondance med banken, ligesom advokat ole steen christensen ikke havde grund til at betvivle ove knudsens oplysninger om de beløb, der skulle indsættes i overdragelsesaftalen. hvis konkursboet får medhold, bør sagsomkostningerne hæves. uanset sagens udfald bør der ikke fastsættes omkostninger i forholdet mellem de indstævnte. det gælder også i forholdet til - 7 - biintervenienten, idet der ikke er grundlag for at fravige udgangspunktet om, at biintervenien- ter ikke tillægges sagsomkostninger efter retsplejelovens § 252, stk.
18. jesper lundorff og john henning hansen har anført navnlig, at de ikke har handlet ansvars- pådragende, at konkursboet ikke har løftet bevisbyrden for, at de har handlet uagtsomt, og at der ikke er lidt et erstatningsretligt relevant tab. på tidspunktet for overdragelsen var situationen således, at der kun bestod to muligheder – enten et ophør af virksomhedens aktiviteter og afvikling ved konkurs, hvorved der ville blive udløst betydelige tab, eller en overdragelse, hvorved et tab ville være begrænset sammenholdt med det første alternativ. den konkrete situation levnede ikke jesper lundorff og john hen- ning hansen noget betydeligt råderum for beslutninger, og deres ansvar må ses i lyset heraf. de handlede ved deres beslutning om overdragelse af virksomheden loyalt i forhold til de interesser, der bestod – dette indenfor det nævnte råderum. de almindelige bevisbyrderegler om, at kravstiller skal bevise sit tab, ændres ikke ved, at der er handlet mellem nærtstående, og det forhold, at der er handlet mellem nærtstående, betyder ikke, at bevisbyrden er omvendt. den udvidede forpligtelse for ledelsen til at sikre, at over- dragelsen – når der er tale om en overdragelse mellem nærtstående – sker på markedsvilkår, er overholdt. virksomheden blev ikke overdraget til en for lav pris. der kunne således ikke findes en køber, der var villig til at betale en højere salgspris. der var ikke realistiske muligheder for en for- svarlig konkurrenceudsættelse, og det ville ikke have ført til en højere købesum. der var des- uden tale om en personafhængig virksomhed, hvorfor det ikke ville have været muligt at til- byde de samme vilkår. hertil kommer, at jesper lundorff og john henning hansens samlede krav udgør tæt på 50 procent af de samlede krav mod konkursboet, hvilket også underbygger, at de som de største enkeltkreditorer i konkursboet havde en betydelig interesse i, at virksom- heden blev solgt for den højst mulige pris. deres indskud i virksomheden er ultimativt sket med private midler ved optagelse af lån i bank og kreditforening, hvorfor der ikke er mulig- hed for at få skattemæssigt fradrag for tabet. det var herudover ikke afgørende for dem, at de skulle blive i virksomheden eller fortsat være tilknyttet denne. desuden er den finansielle si- tuation i fiskbæk lastvogns-service aps ikke god. der består fortsat kautionsforpligtelser for - 8 - gælden til nordea a/s og nordea kredit a/s, som blev overtaget ved overdragelsen i januar 2014, og dette taler også imod, at virksomheden blev overdraget til en for lav pris. jesper lundorffs afståelse af sin ejerandel uden reelt vederlag taler ligeledes imod dette. hvis jesper lundorff og john henning hansen findes at være erstatningsansvarlige, bør er- statningen nedsættes efter selskabslovens § 363, idet der højst har været udvist simpel uagt- somhed, og der er tale om et meget betydeligt krav. det bør desuden tillægges betydning, at jesper lundorff og john henning hansen har indskudt ca. 1,5 mio. kr. og ca. 1,8 mio. kr. i det konkursramte selskab, og at disse midler er tabt. hertil kommer, at dispositionen indeholdt flere loyale elementer. overdragelsen var således alene et resultat af ønsket om at rekonstru- ere virksomheden, ledelsen talte med konkurrenterne om mulighederne for at redde virksom- heden, og ledelsen ønskede at sikre medarbejderne, hvorimod jesper lundorff og john hen- ning hansen ikke betingede virksomhedens overlevelse af, at de forblev i denne. for så vidt angår det indbyrdes forhold mellem på den ene side advokat ole steen christen- sen og på den anden side jesper lundorff og john henning hansen, skal et eventuelt erstat- ningsansvar i videst muligt omfang bæres af advokat ole steen christensen, idet hans rådgiv- ning har været fejlbehæftet og mangelfuld. det var således fejlagtigt, at advokat ole steen christensen oplyste, at det ikke var muligt at gennemføre en rekonstruktion efter konkurslovens regler, at selskabet ville blive opløst ved likvidation efter gennemførelse af en overdragelse, og at selskabets simple kreditorer ikke kunne gøre relevante indsigelser mod overdragelsen. advokat ole steen christensen angav ikke mulige forbehold eller forudsætninger for sine konklusioner. han oplyste således heller ikke om mulige konsekvenser eller risici ved den valgte fremgangsmåde. hertil kommer, at hans rådgivning var mangelfuld, idet han ikke oplyste om andre måder at gennemføre over- dragelsen på, herunder overdragelse i forbindelse med en rekonstruktionsbehandling ved skif- teretten, hvorved kreditorerne ville have været sikret indflydelse på forløbet. dette kunne også have været med til at sikre, at der ikke senere blev rejst erstatningskrav. under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt, må erstatningsansva- ret herefter bæres fuldt ud af advokat ole steen christensen, jf. erstatningsansvarslovens § 25, stk.
19. hertil kommer, at han er dækket af en ansvarsforsikring, og da der ikke foreligger så- - 9 - danne særlige omstændigheder, der taler for en anden fordeling, bør han friholde jesper lun- dorff og john henning hansen i det indbyrdes forhold, jf. erstatningsansvarslovens § 25, stk. 2,
20. pkt. biintervenienten, ove knudsen, har tilsluttet sig de indstævntes anbringender om, at den sted- fundne virksomhedsoverdragelse er gennemført under anvendelse af de korrekte værdier. han har endvidere tilsluttet sig de indstævntes anbringender om, at de indstævnte skal frifindes, allerede fordi konkursboet ikke har iagttaget sin tabsbegrænsningspligt og foranstaltet omstø- delse over for det købende selskab, ligesom konkursboet ikke har gennemført syn og skøn i relation til de i sagen omhandlede aktiver. ove knudsen har herudover anført navnlig, at advokat ole steen christensens beskrivelse af sin involvering i hændelsesforløbet er særdeles ufyldestgørende. advokat ole steen christensen bør pålægges at betale sagsomkostninger til ove knudsen, jf. retsplejelovens § 252, stk.
21. biinterventionen er sket på baggrund af advokat ole steen chri- stensens procestilvarsling, der indeholdt en udtrykkelig opfordring til ove knudsen om at indtræde i sagen som hoved- eller biintervenient, ligesom den indeholdt et erstatningsforbe- hold i forhold til ove knudsen. på baggrund af advokat ole steen christensens anbringender og beskrivelse af hændelsesforløbet var ove knudsen nødt til at indtræde i sagen for at afgive en korrekt og fyldestgørende beskrivelse af de faktiske omstændigheder. forklaringer til brug for højesteret er der afgivet forklaring af lars kristensen og supplerende forklaring af morten tang og david york. lars kristensen har forklaret, at han er direktør for transportfirmaet thortrans i randers. de har selv et værksted, men har også fået serviceret lastbiler hos fiskbæk. i efteråret 2013 havde de en dialog med john henning hansen og jesper lundorff, der ledte efter potentielle partne- re på grund af nogle udfordringer i fiskbæk. de drøftede, om thortrans eventuelt ville købe sig ind i selskabet og hjælpe det på ret køl igen. drøftelserne skete på et mere overordnet plan, og der var ikke noget konkret tilbud omkring mulige beløb eller ejerandele. da thor- trans undersøgte fiskbæks baggrund, kunne de se, at det ville være en udfordring at redde - 10 - selskabet. der skulle tilføres så store beløb, at det ville være svært at få det til at fungere som en forretning. thortrans var på det tidspunkt i en situation, hvor de på grund af pladsproblemer overvejede, om de skulle udvide deres eget lastbilsværksted, eller om de skulle finde et større sted. de havde bl.a. behov for en ny vaskehal, og da de var en stor kunde hos fiskbæk, ville det give mening, hvis de i et eller andet omfang fik medejerskab til faciliteterne. de var således inte- resserede i fiskbæks lokaler, ligesom der var et lastbilsalg og en man-servicekontrakt, som i et vist omfang også var interessante. på det tidspunkt udtrykte man desuden interesse for, at thortrans indtrådte i det daværende selskab. da det imidlertid var deres indtryk, at det ville være svært at drive fiskbæk videre i den eksisterende form, skrev han derfor i en mail af
22. september 2013 til john, at thortrans eventuelt kunne være interesseret i at åbne dialogen på ny, hvis der blev oprettet et nyt selskab. i drøftelserne med fiskbæk blev han rystet over den foreslåede pris for ejendommen. ejen- dommen var meget nedslidt, herunder også vaskehallen, som de var særligt interesserede i. det var deres vurdering, at en passende pris ville være omkring 2½-4 mio. kr., afhængig af hvad der fulgte med. de ville ikke have været interesserede i ejendommen til den vurderede pris på 6½ mio. kr., og 4,8 mio. kr. ville også have været for meget. det er hans erfaring, at der ofte bliver handlet til langt under halvdelen af ejendomsvurderingen. det ville ved et køb have været vigtigt for thortrans, at john og jesper fulgte med, idet de var en væsentlig del af det fortsatte samarbejde med man og af forretningen i øvrigt. omkring årsskiftet 2013-14 ville thortrans have været interesseret, hvis de var blevet tilbudt at købe hele virksomheden, inklusive bygninger, kunder mv. under et nyt cvr.nr. prisen skulle i så fald nok have ligget omkring 4 mio. kr. ejendommen i sig selv lå nok omkring 2½ mio. kr. der var en del vedligeholdelse, der manglede, og man mistede på et tidspunkt man- kontrakten på grund af dette. 8 mio. kr. ville have været for meget. på baggrund af deres undersøgelser vurderede thortrans imidlertid, at det ikke kunne svare sig at investere i fiskbæk, og de valgte i stedet at bygge nyt, idet dette var markant billigere. de har således betalt omkring 1,7 mio. kr. for en tilbygning på 450 m² til deres eksisterende værksted. - 11 - på et tidspunkt foreslog john, at thortrans kunne komme med i det nye selskab som medeje- re, men det afslog de, idet de da allerede havde valgt en anden løsning. john tilbød dem ikke at købe hele det nye selskab, og på det tidspunkt ville det heller ikke længere have haft deres interesse. morten tang har forklaret, at han ikke kan genkende, at han skulle have forklaret om et beløb på 12-13 mio. kr. det var ikke den pris, der blev drøftet. hans vurdering af fiskbæks værdi med bygninger var omkring 3,5-4,5 mio. kr. varelageret var i sig selv kun omkring ½ mio. kr. værd, og ejendommen var ikke mere værd end 4 mio. kr. han husker ikke, hvad selskabets omsætning var, men det kan måske være, at beløbet stammer derfra. det var heller ikke john henning hansen og jesper lundorffs opfattelse, at værdien var på 12-13 mio. kr. drøftelserne med john og jesper vedrørte i begyndelsen en investering i deres virksomhed. de fortalte ham, at der var problemer med told og skat, og den nemmeste måde at komme videre ville have været at låne dem nogle penge. det kom dog frem under de første forhand- linger, at de også var åbne for en drøftelse af et salg. hvis john og jesper havde tilbudt ham at købe det hele, så ville han kun have været interesseret til den rigtige pris. det ville i så fald have været væsentligt, at john og jesper blev i virksomheden, så de kunne drive den videre, idet han ikke var interesseret i selv at skulle stå for dette. hvis john og jesper ikke skulle føl- ge med, ville selskabets værdi være væsentligt lavere, og reelt ville de nok slet ikke have væ- ret interesserede. han ville ikke have betalt 8 mio. kr. for selskabet, idet det var alt for meget. han ville heller ikke have været interesseret i at købe ejendommen alene. hans eget selskab driver virksomhed fra lejede lokaler, og han er ikke interesseret i at investere i fast ejendom. det er ikke nødvendigt for deres værksted, at de ejer stedet, hvor det ligger. bygningerne kunne eventuelt have været interessante som en del af en samlet handel, men ikke særskilt. david york har forklaret, at de 2 mio. kr., der var tale om, at randers stevedore skulle ind- skyde i fiskbæk, var driftsrelateret kapital, der skulle udrede noget forskellig gæld i selskabet, så driften kunne fortsætte. det var meningen, at de ved at indskyde beløbet skulle blive med- ejere af fiskbæk. han og ove knudsen drøftede mest størrelsen af det beløb, som fiskbæk havde behov for, og han husker ikke, hvor stor ejerandel, de i givet fald skulle have haft. drøftelserne skete på baggrund af selskabets regnskaber og budgetter. de drøftede også mu- - 12 - ligheden for, at randers stevedore kunne lægge deres opgaver eksklusivt hos fiskbæk for derved at øge omsætningen. han og ove knudsen havde en konstruktiv dialog; det var ikke ”take it or leave it”. det endte imidlertid med at blive for dyrt for dem, og de indskød derfor ikke noget beløb. i forbindelse med drøftelserne med fiskbæk blev de også tilbudt at købe hele virksomheden. ud fra deres egne aktiviteter mente de, at det kunne være et aktiv, hvis de selv ejede deres værkstedsfaciliteter. de kendte desuden de ansatte hos fiskbæk og havde tillid til dem. for- handlingerne var så konkrete, at de kom frem til et prisniveau på omkring 8 mio. kr. det var dog for omfattende en investering for dem, og det blev derfor ikke til noget. de ville have været interesserede i at købe hele virksomheden, hvis prisen havde været lavere. regnskaberne talte imod, at der var videre going concern-værdi tilbage i selskabet, så for dem lå værdien i driften og i ejendommen. 8-10 mio. kr. var for dyrt for dem. de nåede ikke selv at få foretaget en vurdering af ejendommen, men de kendte den godt i forvejen. de ville nok have anset en pris på 5 mio. kr. for attraktiv, mens 6 mio. kr. ville have været for meget. de endte med i stedet at investere 3,6 mio. kr. i en anden ejendom. dette kom på plads side- løbende med drøftelserne med fiskbæk. deres efterfølgende samarbejde med fiskbæk er intensiveret i løbet af
23. det skyldes, at det værksted, som de selv startede op, ikke kørte så godt. de har ikke længere selv en afdeling for reparation af lastbiler. han har ikke nogen mening om, hvorvidt fiskbæks udfordringer var almindeligt kendte i branchen. højesterets begrundelse og resultat sagens baggrund og spørgsmål fiskbæk lastvogns-service a/s, nu aktieselskabet af
24. januar 2014 under konkurs, over- drog ved overdragelsesaftale af
25. januar 2014 og med virkning fra den
26. januar 2014 sin virksomhed til fiskbæk aps for ca. 8,1 mio. kr. som led i berigtigelsen af købesummen for virksomheden overtog anpartsselskabet de sikrede og privilegerede fordringer, men ikke de - 13 - usikrede fordringer i aktieselskabet. den
27. marts 2014 blev fiskbæk lastvogns-service ta- get under konkursbehandling. for højesteret angår sagen, om overdragelsen af virksomheden skete til underpris, og om ad- vokat ole steen christensen som rådgiver og jesper lundorff og john henning hansen som ejere og ledelse af de to selskaber i givet fald er erstatningsansvarlige over for konkursboet. herudover er spørgsmålet, hvorledes pligten til at betale den erstatning på 211.644,55 kr., som advokat ole steen christensen, jesper lundorff og john henning hansen solidarisk er blevet pålagt at betale efter landsrettens dom, og eventuelt den yderligere erstatning, som de måtte blive pålagt at betale af højesteret, skal fordeles i det indbyrdes forhold mellem dem. virksomhedsoverdragelsen overdragelsen fra fiskbæk lastvogns-service til anpartsselskabet omfattede hele det over- dragende selskabs virksomhed, herunder den faste ejendom, som virksomheden blev drevet fra, alle virksomhedens aktiver og rettigheder og virksomhedens ansatte, ligesom jesper lun- dorff og john henning hansen fortsatte i virksomheden. højesteret lægger herefter til grund, at overdragelsen skete med henblik på fortsat drift (going concern). fiskbæk lastvogns-service havde i flere år forud for virksomhedsoverdragelsen haft store underskud og havde i slutningen af 2013 en betydelig negativ egenkapital og en meget an- strengt likviditet. i en situation, hvor medlemmer af et nødlidende selskabs ledelse medvirker til at overdrage selskabets virksomhed til et andet selskab, som de ejer, påhviler der ledelsesmedlemmerne en udvidet forpligtelse til at sikre, at overdragelsen sker på markedsmæssige vilkår, jf. herved højesterets dom af
28. marts 2015 (ufr 2015.2219). en tilsvarende forpligtelse gælder efter højesterets opfattelse for en advokat, der medvirker ved en sådan overdragelse. der forelå ikke forud for indgåelsen af overdragelsesaftalen en vurdering af den samlede virk- somhed, men fiskbæk lastvogns-service indhentede i november 2013 to separate vurderin- ger, en af selskabets faste ejendom og en af selskabets driftsmidler mv. - 14 - vurderingerne af selskabets faste ejendom, driftsmidler, varelager, inventar mv. fremstår ikke som en værdiansættelse af virksomheden som sådan, men som en ansættelse af værdien af de enkelte aktivgrupper, uden at der tilsyneladende er taget hensyn til f.eks. virksomhedens hid- tidige drift, forventninger til fremtiden og kundeforhold. højesteret finder i lyset heraf, at vurderingerne ikke kan tillægges særlig vægt ved stilling- tagen til værdien af den overdragne virksomhed. overdragelsen af fiskbæk lastvogns-services virksomhed til anpartsselskabet i januar 2014 fandt sted efter, at fiskbæk lastvogns-service og dets ejere i længere tid forgæves havde un- dersøgt mulighederne for at tilvejebringe et styrket kapitalgrundlag, bl.a. ved at tage kontakt til og indlede drøftelser med en række mulige forretningspartnere. efter bevisførelsen, herunder navnlig morten tang og david yorks forklaringer, lægger hø- jesteret til grund, at fiskbæk lastvogns-services bestræbelser på at undersøge mulighederne for at tilvejebringe ny kapital både omfattede muligheden for, at en eventuel forretningspart- ner kunne foretage kapitalindskud i det eksisterende aktieselskab, og modeller, hvor den på- gældende købte hele eller dele af virksomheden, herunder eventuelt gennem investering i et nystiftet kapitalselskab. det fremgår endvidere af forklaringerne afgivet af flere af de mulige partnere, der havde kendskab til branchen, og som for så vidt var interesseret i virksomheden, at ingen af dem var indstillet på at købe den for 8 mio. kr. flere af dem har i deres forklaringer nævnt beløb på omkring halvdelen. højesteret finder under de anførte omstændigheder, at det må lægges til grund, at markeds- værdien som going concern af fiskbæk lastvogns-services virksomhed i januar 2014 ikke oversteg overdragelsessummen. konkursboet har efter det anførte ikke lidt det påståede tab, og højesteret tager derfor ikke boets påstand til følge. det indbyrdes forhold mellem de indstævnte - 15 - spørgsmålet er herefter, hvorledes pligten til at betale den erstatning på 211.644,55 kr., som advokat ole steen christensen, jesper lundorff og john henning hansen solidarisk skal be- tale efter landsrettens dom, skal fordeles mellem dem. af de grunde, som byretten har anført, finder højesteret, at advokat ole steen christensen skal friholde jesper lundorff og john henning hansen for betaling af det fulde beløb på 211.644,55 kr., jf. herved erstatningsansvarslovens §
29. konklusion og sagsomkostninger landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at advokat ole steen christensen skal friholde jesper lundorff og john henning hansen for betaling af det fulde beløb på 211.644,55 kr. til konkursboet. efter sagens udfald skal konkursboet i sagsomkostninger for højesteret betale 200.000 kr. til advokat ole steen christensen og 250.000 kr. til statskassen. i øvrigt skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for højesteret til nogen anden part. højesteret finder, at der ikke foreligger sådanne særlige grunde, at advokat ole steen chri- stensen skal pålægges at betale sagsomkostninger til ove knudsen, jf. retsplejelovens § 252, stk.
30. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at advokat ole steen christensen skal friholde jesper lundorff og john henning hansen for betaling af 211.644,55 kr. til aktieselskabet af
31. januar 2014 under konkurs. i sagsomkostninger for højesteret skal aktieselskabet af
32. januar 2014 under konkurs betale 200.000 kr. til advokat ole steen christensen og 250.000 kr. til statskassen. i øvrigt skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for højesteret til nogen anden part eller til ove knudsen. - 16 - de idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.