højesterets dom

højesterets dom afsagt mandag den

1. januar 2019 sag 127/2018 (
2. afdeling) anklagemyndigheden mod t (advokat kåre pihlmann, beskikket) i tidligere instanser er afsagt dom af retten i nykøbing falster den
3. juni 2017 og af østre landsrets
4. afdeling den
5. januar
6. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: thomas rørdam, marianne højgaard pedersen, vibeke rønne, kurt rasmussen og jens kruse mikkelsen. påstande dommen er anket af tiltalte, t, med påstand om afvisning, subsidiært frifindelse og mere sub- sidiært formildelse. anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse, dog således at straffen fastsættes efter den nugældende databeskyttelseslovs § 41, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, jf. § 8, stk. 4, jf. stk.
7. anbringender t har anført navnlig, at tiltalen mod hende er i strid med forbuddet mod dobbelt strafforfølg- ning (ne bis in idem) i artikel 50 i den europæiske unions charter om grundlæggende ret- tigheder og i artikel 4 i tillægsprotokol nr. 7 til den europæiske menneskerettighedskon- vention. efter den europæiske menneskerettighedsdomstols praksis, navnlig dom af
8. februar 2009 i sagen zolotukhin mod rusland (sag nr. 14939/03), er det de faktiske omstændigheder alene - 2 - og ikke den retlige subsumption, der er afgørende ved vurderingen af, om en tiltalt i strid med forbuddet mod dobbelt strafforfølgning må anses for at være strafforfulgt for det samme for- hold to gange. tiltalen i den sag, der blev afgjort ved retten i nykøbing falsters frifindende dom af
9. marts 2017, vedrører i al væsentlighed de samme faktiske omstændigheder som i denne sag. den eneste reelle forskel består i, at anklagemyndigheden har ændret den retlige subsumption fra persondatalovens § 26 a, stk. 1, til persondatalovens § 8, stk. 5, jf. stk.
10. den første tiltale- rejsning og den frifindende dom udelukker anklagemyndigheden fra på ny at rejse tiltale mod hende med afsæt i de samme faktiske omstændigheder. den frifindende dom af
11. marts 2017 bygger ikke blot på en formalitetsprøvelse. spørgsmå- let om, hvorvidt hun var omfattet af persondatalovens § 26 a, forudsatte, at byretten forholdt sig til en betydelig del af sagens faktum. for så vidt angår den subsidiære påstand har hun anført, at hensynet til at beskytte børn mod seksuelle krænkelser klart overstiger hensynet til at beskytte krænkeren, særligt når krænkel- serne foregår i det offentlige rum, og gerningsmanden er på fri fod. hun havde fuldstændig vished om, at personen på optagelsen var gerningsmanden. optagelsen blev endvidere hurtigt fjernet fra facebook. for så vidt angår den mere subsidiære påstand har hun anført, at det forekommer stødende og ude af trit med retsfølelsen, at en mor, der bidrager til anholdelse af sit eget barns krænker, straffes med en bøde, der er dobbelt så stor som bøden til krænkeren. det er endvidere en formildende omstændighed, at offentliggørelsen skete i konsekvens af krænkelsen af hendes datter, jf. straffelovens § 82, nr.
12. anklagemyndigheden har anført navnlig, at forbuddet mod dobbelt strafforfølgning angår domme, der har opnået retskraft. en dom opnår ikke retskraft, før der i dommen er taget stil- ling til de faktiske omstændigheder i det strafbare forhold og dermed til, om den tiltalte er skyldig eller ej. en afvisning eller frifindelse på et formelt grundlag, hvor der ikke er taget stilling til sagens fakta, kan ikke føre til, at videre strafforfølgning om det samme forhold vil være i strid med forbuddet mod dobbelt strafforfølgning. en dom, der afsiges alene på formelt grundlag uden stillingtagen til de konkrete beviser i sagen – uanset om dommen lyder på af- - 3 - visning eller frifindelse – medfører ikke, at der ikke kan rejses en ny sag med den korrekte tiltale. retten i nykøbing falsters frifindende dom af
13. marts 2017 udelukker derfor ikke anklage- myndigheden fra at rejse tiltale for forholdet på ny for overtrædelse af en anden bestemmelse. frifindelse skete alene under henvisning til, at t ikke var rette ansvarssubjekt, uden at retten foretog nogen prøvelse af, om hun var skyldig eller ikke skyldig i de beskrevne faktiske hand- linger. anklagemyndighedens handlinger har ikke givet t en berettiget forventning om, at anklage- myndigheden havde opgivet påtale mod hende for det strafbare forhold, som er beskrevet i tiltalen. det måtte stå klart for t, at byrettens frifindelse ikke beroede på en materiel prøvelse af sagens beviser, men alene på en formel prøvelse af, om hun var rette ansvarssubjekt i for- hold til de påberåbte bestemmelser i persondataloven. for så vidt angår den subsidiære påstand har anklagemyndigheden anført, at ts videregivelse af billederne til en større personkreds uden samtykke ikke varetog en offentlig eller privat interesse, der klart oversteg hensynet til den afbildedes interesse i hemmeligholdelse. bille- derne blev via facebook delt med en større gruppe personer i lokalområdet med en tekst, der angav, at personen havde blottet sig for to mindreårige piger. dette var egnet til at stigmatise- re den pågældende, uanset om oplysningerne senere måtte vise sig at være rigtige. offentlig- gørelsen kunne også give anledning til, at andre personer urigtigt blev mistænkt for at være gerningsmanden. der var ikke konkrete holdepunkter for mistanke om grovere, personfarlig kriminalitet, der krævede øjeblikkelig indgriben. for så vidt angår den mere subsidiære påstand har anklagemyndigheden anført, at den idømte bødestraf er i overensstemmelse med praksis. landsrettens dom bør derfor stadfæstes, dog således at straffen i medfør af straffelovens § 3 nu fastsættes efter databeskyttelseslovens § 41, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1, jf. § 8, stk. 4, jf. stk.
14. retsgrundlag af den europæiske unions charter om grundlæggende rettigheder fremgår bl.a.: - 4 - ”artikel 50 ret til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme lovovertrædelse ingen skal i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lov- overtrædelse, for hvilken den pågældende allerede er blevet endeligt frikendt eller dom- fældt i en af unionens medlemsstater i overensstemmelse med lovgivningen.” af forklaringer til den europæiske unions charter om grundlæggende rettigheder (2007/c 303/02) fremgår bl.a.: ”forklaring ad artikel 50 - ret til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme lovovertrædelse … i henhold til artikel 50 gælder non bis in idem-reglen ikke kun inden for en medlems- stats retsområde, men også mellem flere medlemsstater... for så vidt angår de situatio- ner, der er omhandlet i artikel 4 i … protokol nr. 7 [til den europæiske menneskerettig- hedskonvention], dvs. anvendelsen af princippet inden for én og samme stat, har den rettighed, der sikres, samme betydning og omfang, som den tilsvarende ret i [den euro- pæiske menneskerettighedskonvention].” af tillægsprotokol nr. 7 af
15. november 1984 til den europæiske menneskerettighedskon- vention fremgår bl.a.: ”artikel 4 ret til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange
16. under én og samme stats jurisdiktion skal ingen i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken han allerede er blevet en- deligt frikendt eller domfældt i overensstemmelse med denne stats lovgivning og straf- feretspleje.
17. bestemmelserne i foregående stykke forhindrer ikke genoptagelse af sagen i overens- stemmelse med vedkommende stats lovgivning og strafferetspleje, såfremt der forelig- ger bevis for nye eller nyopdagede kendsgerninger, eller såfremt der i den tidligere ret- tergang er begået en grundlæggende fejl, som kunne påvirke sagens udfald. 3…” af den europæiske menneskerettighedsdomstols dom af
18. februar 2009 i zolotukhin mod rusland (sag nr. 14939/03) fremgår bl.a.: “b. whether the offences for which the applicant was prosecuted were the same (idem) … - 5 -
19. the court considers that the existence of a variety of approaches to ascertain wheth- er the offence for which an applicant has been prosecuted is indeed the same as the one of which he or she was already finally convicted or acquitted engenders legal uncertain- ty incompatible with a fundamental right, namely the right not to be prosecuted twice for the same offence. it is against this background that the court is now called upon to provide a harmonised interpretation of the notion of the “same offence” – the idem ele- ment of the non bis in idem principle – for the purposes of article 4 of protocol no.
20. while it is in the interests of legal certainty, foreseeability and equality before the law that the court should not depart, without good reason, from precedents laid down in previous cases, a failure by the court to maintain a dynamic and evolutive approach would risk rendering it a bar to reform or improvement (see vilho eskelinen and others v. finland [gc], no. 63235/00, § 56, echr 2007-ii).
21. an analysis of the international instruments incorporating the non bis in idem prin- ciple in one or another form reveals the variety of terms in which it is couched. thus, article 4 of protocol no. 7 to the convention, article 14 § 7 of the united nations covenant on civil and political rights and article 50 of the charter of fundamental rights of the european union refer to the “[same] offence” (“[même] infraction”), the american convention on human rights speaks of the “same cause” (“mêmes faits”), the convention implementing the schengen agreement prohibits prosecution for the “same acts” (“mêmes faits”), and the statute of the international criminal court employs the term “[same] conduct” (“[mêmes] actes constitutifs”) . the difference between the terms “same acts” or “same cause” (“mêmes faits”) on the one hand and the term “[same] offence” (“[même] infraction”) on the other was held by the court of justice of the european union and the inter-american court of human rights to be an important element in favour of adopting the approach based strictly on the identity of the material acts and rejecting the legal classification of such acts as irrelevant. in so finding, both tribunals emphasised that such an approach would favour the perpetrator, who would know that, once he had been found guilty and served his sentence or had been acquitted, he need not fear further prosecution for the same act (see paragraphs 37 and 40 above).
22. the court considers that the use of the word “offence” in the text of article 4 of protocol no. 7 cannot justify adhering to a more restrictive approach. it reiterates that the convention must be interpreted and applied in a manner which renders its rights practical and effective, not theoretical and illusory. it is a living instrument which must be interpreted in the light of present-day conditions (see, among other authorities, tyrer v. the united kingdom, 25 april 1978, § 31, series a no. 26, and christine goodwin v. the united kingdom [gc], no. 28957/95, § 75, echr 2002-vi). the provisions of an international treaty such as the convention must be construed in the light of their object and purpose and also in accordance with the principle of effectiveness (see mamatkulov and askarov v. turkey [gc], nos. 46827/99 and 46951/99, § 123, echr 2005-i).
23. the court further notes that the approach which emphasises the legal characterisa- tion of the two offences is too restrictive on the rights of the individual, for if the court limits itself to finding that the person was prosecuted for offences having a different le- gal classification it risks undermining the guarantee enshrined in article 4 of protocol no. 7 rather than rendering it practical and effective as required by the convention (compare franz fischer, cited above, § 25). - 6 -
24. accordingly, the court takes the view that article 4 of protocol no. 7 must be un- derstood as prohibiting the prosecution or trial of a second “offence” in so far as it arises from identical facts or facts which are substantially the same.
25. the guarantee enshrined in article 4 of protocol no. 7 becomes relevant on com- mencement of a new prosecution, where a prior acquittal or conviction has already ac- quired the force of res judicata. at this juncture the available material will necessarily comprise the decision by which the first “penal procedure” was concluded and the list of charges levelled against the applicant in the new proceedings. normally, these docu- ments would contain a statement of facts concerning both the offence for which the ap- plicant has already been tried and the offence of which he or she stands accused. in the court’s view, such statements of fact are an appropriate starting-point for its determina- tion of the issue whether the facts in both proceedings were identical or substantially the same. the court emphasises that it is irrelevant which parts of the new charges are eventually upheld or dismissed in the subsequent proceedings, because article 4 of pro- tocol no. 7 contains a safeguard against being tried or being liable to be tried again in new proceedings rather than a prohibition on a second conviction or acquittal (compare paragraph 110 below).
26. the court’s inquiry should therefore focus on those facts which constitute a set of concrete factual circumstances involving the same defendant and inextricably linked to- gether in time and space, the existence of which must be demonstrated in order to se- cure a conviction or institute criminal proceedings. … c. whether there was a duplication of proceedings (bis) … (a) whether there was a “final” decision
27. the court reiterates that the aim of article 4 of protocol no. 7 is to prohibit the repetition of criminal proceedings that have been concluded by a “final” decision (see franz fischer, cited above, § 22, and gradinger, cited above, § 53). according to the explanatory report to protocol no. 7, which itself refers back to the european conven- tion on the international validity of criminal judgments, a “decision is final ‘if, accord- ing to the traditional expression, it has acquired the force of res judicata. this is the case when it is irrevocable, that is to say when no further ordinary remedies are available or when the parties have exhausted such remedies or have permitted the time-limit to ex- pire without availing themselves of them’”. this approach is well entrenched in the court’s case-law (see, for example, nikitin v. russia, no. 50178/99, § 37, echr 2004-viii, and horciag v. romania (dec.), no. 70982/01, 15 march 2005).
28. decisions against which an ordinary appeal lies are excluded from the scope of the guarantee contained in article 4 of protocol no. 7 as long as the time-limit for lodging such an appeal has not expired. on the other hand, extraordinary remedies such as a re- quest for the reopening of the proceedings or an application for extension of the expired time-limit are not taken into account for the purposes of determining whether the pro- ceedings have reached a final conclusion (see nikitin, cited above, § 39). although these remedies represent a continuation of the first set of proceedings, the “final” nature of the decision does not depend on their being used. it is important to point out that ar- ticle 4 of protocol no. 7 does not preclude the reopening of the proceedings, as stated clearly by the second paragraph of article 4.” - 7 - højesterets begrundelse og resultat t blev ved anklageskrift af
29. februar 2017 tiltalt for overtrædelse af persondatalovens § 70, stk. 1, nr. 1, jf. § 26 a, stk. 1, ved den
30. august 2016 ca. kl. 16.10 via facebook at have vide- regivet billede- og lydoptagelse med en identificerbar person, som var optaget med overvåg- ningsudstyr ved x-butik i ... ved y-by. ved retten i nykøbing falsters dom af
31. marts 2017 blev hun frifundet for tiltalen under henvisning til, at persondatalovens § 26 a om tv- overvågning i kriminalitetsbekæmpende øjemed efter forarbejderne til bestemmelsen angår den dataansvarlige, dvs. den, som efter persondatalovens almindelige regler er ansvarlig for de pågældende billed- og lydoptagelser. i det foreliggende tilfælde var z og ikke t dataansvarlig. der blev ikke under sagens behandling ved byretten, eller inden dommen blev endelig ved udløbet af ankefristen, rejst spørgsmål om ændring af tiltalen. ved anklageskrift af
32. maj 2017 er t nu tiltalt for overtrædelse af persondatalovens § 8, stk. 5, jf. stk. 4, jf. § 70, stk. 1, nr. 1, ved på facebook den
33. august 2016 uberettiget at have be- handlet (videregivet) oplysninger om strafbart forhold uden den registreredes samtykke. sagen angår for højesteret i første række, om denne nye tiltalerejsning er i strid med forbud- det mod dobbelt strafforfølgning i artikel 50 i den europæiske unions charter om grundlæg- gende rettigheder og i artikel 4 i
34. tillægsprotokol til den europæiske menneskerettigheds- konvention. efter disse bestemmelser skal ingen i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken den pågældende allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt. det fremgår af den forklarende rapport til den europæiske unions charter, at den rettighed, der sikres ved charterets artikel 50, i en sag som den fore- liggende har samme betydning og omfang, som den tilsvarende ret efter den europæiske menneskerettighedskonvention. efter den europæiske menneskerettighedsdomstols praksis, jf. navnlig dom af
35. februar 2009 i zolotukhin mod rusland (sag nr. 14939/03), præmis 82-84, skal der ved vurderingen af, om der er tale om ”samme lovovertrædelse”, ses på, om den nye strafforfølgning udsprin- ger af identiske eller næsten identiske faktiske omstændigheder. der skal i den forbindelse lægges vægt på tid og sted for de faktiske omstændigheder. efter præmis 107 og 108 skal der - 8 - ved vurderingen af, om der foreligger gentagen strafforfølgning lægges vægt på, om den før- ste afgørelse er endelig, dvs. har opnået negativ retskraft (res judicata), og det er tilfældet, når der ikke længere er ordinære retsmidler til rådighed som f.eks. anke. som anført af landsretten angår tiltalen i den sag, der blev endeligt afgjort ved retten i nykø- bing falsters frifindende dom af
36. marts 2017, i det væsentlige samme faktiske omstændig- heder som i den foreliggende sag. begge sager angår således grundlæggende ts offentliggø- relse af billeder på facebook den
37. august 2016 af en person, som hun mente havde begået blufærdighedskrænkelse mod hendes datter og dennes veninde. forskellen mellem de to sager består reelt alene i, at anklagemyndigheden i anklageskriftet har ændret den retlige subsump- tion fra persondatalovens § 26 a, stk. 1, til § 8, stk. 5, jf. stk.
38. t blev ikke frifundet i den første sag allerede på grund af en formel fejl – f.eks. på grund af mangler ved anklageskriftet, jf. herved retsplejelovens § 834 – men efter en realitetsprøvelse af betingelserne for at pålægge strafansvar. denne dom blev ikke anket og havde derfor rets- kraft, da den nye tiltale blev rejst. højesteret finder efter det anførte, at retsforfølgningen i den foreliggende sag er i strid med forbuddet mod dobbelt strafforfølgning i både den europæiske unions charter og den euro- pæiske menneskerettighedskonvention. højesteret tager herefter ts principale påstand til følge og afviser sagen. thi kendes for ret: sagen afvises. statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og højesteret.