(2017), at det regnskabsmæssige resultat ville være negativt frem til 2016, og at et stigende overskud frem til 2017 derfor ville forudsætte, at der hvert år kunne tjenes på valutaterminsforretningerne. valutaterminskontrakten blev endvidere indgået i euro over for schweizerfranc og var dermed uegnet til at sikre en låneomlægning fra danske kroner til schweizerfranc. den danske krone kan ikke sidestilles med euro, selv om danmark fører en fastkurspolitik. der er tale om to forskellige valutaer, jf. vestre landsrets dom i ufr 2016.
- kursen mellem euro og danske kroner svinger, og inddragelsen af euro som tredje valuta medfører en yderligere – om end i normale valutariske situationer mindre – risiko/chance. det følger af lovens forarbejder, skats administrative vejledninger og af administrativ praksis, at det er et krav, at én af de i valutaterminskontrakten anvendte valutaer skal være identisk med valutaen for underliggende lån. kommanditselskabets salg – kun tre dage efter indgåelsen af valutaterminskontrakten den
- oktober 2007 – af en call-option, som gav selskabet en kontant præmie på 655.092 kr., viser også, at formålet ikke var låneomlægning. hvis schweizerfranc faldt, ville kommanditselska- - 10 - bet ikke tjene yderligere, jf. ds forklaring for landsretten. hvis man har optaget et lån i frem- med valuta, får man hele gevinsten/tabet ved ændringer i den fremmede valuta. salget af call- optionen harmonerer således heller ikke med, at hensigten bag terminsforretningen var at omlægge lånene. salget viser derimod, at formålet ikke var låneomlægning. der er heller ikke grundlag for at tage as subsidiære påstand til følge. der kan ikke ske en delvis omlægning og en delvis spekulation med én terminsforretning. én finansiel kontrakt kan i sagens natur ikke samtidig både være spekulativ og erhvervsmæssig i relation til vurde- ringen af erhvervsmæssig tilknytning, jf. kursgevinstlovens § 32, stk. 1,
- pkt. formålet med indgåelsen af den finansielle kontrakt er afgørende for, om det er enten omlægning eller spe- kulation – og når den finansielle kontrakt, som her, går ud over de optagne lån, kan der ikke være tale om et formål om omlægning. højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om a som kommanditist i k/s parken tårn d har krav på fradrag i 2008 og 2009 for sin andel af tabet på selskabets valutaterminskontrakter i schweizerfranc under hen- visning til, at kontrakterne har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, jf. kursgevinstlo- vens § 32, stk. 1,
- pkt. efter kursgevinstlovens § 32, stk. 1,
- pkt., kan personer fradrage tab på terminskontrakter mv. uden kildeartsbegrænsning, hvis kontrakterne har tilknytning til erhvervsmæssig virk- somhed. det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (folketingstidende 1996-97, tillæg a, lovforslag nr. l 194, s. 4114), at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en sådan tilknytning, må bero på en konkret vurdering. som eksempel på erhvervsmæssig tilknytning nævnes en valutaterminskontrakt, der indgås med henblik på at sikre en virksomheds tilgodehavender og leverancer. under behandlingen af lovforslaget besvarede skatteministeren et spørgsmål herom fra folketingets skatteudvalg (l 194 – bilag 17). det anføres i svaret, at det ikke er muligt på forhånd at fastlægge alle de tænkelige situationer, finansielle kontrakter kan indgås i, og at det derfor heller ikke er muligt eller hensigtsmæssigt at opstille sort-hvide regler for, hvornår en kontrakt kan anses for at have erhvervsmæssig tilknytning. efter lovens vedtagelse er det anerkendt i administrativ praksis, at ikke alene sikring af lån i udenlandsk valuta, men også valutaterminskontrakter indgået i direkte tilknytning til en omlægning af lån fra danske - 11 - kroner til en fremmed valuta efter omstændighederne kan have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed, jf. herved cirkulære nr. 173 af
- november 2000 (tss-cirkulære 2000-32). højesteret finder på denne baggrund, at det må bero på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, om valutaterminskontrakter har tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed. en sådan tilknytning vil normalt foreligge ved valutaterminskontrakter, der ind- gås med henblik på at afdække kursrisikoen ved lån eller tilgodehavender i fremmed valuta eller omlægning til en sådan valuta. det samme kan efter omstændighederne gælde for valu- taterminskontrakter, der indgås med henblik på at reducere finansieringsomkostningerne ved at stille den pågældende, som om et lån var omlagt til den fremmede valuta. dette må forud- sætte, at der er en tæt sammenhæng mellem valutaterminskontrakterne og lånet. i denne sag har valutaterminskontrakterne beløbsmæssigt oversteget kommanditselskabets lån, der var optaget i danske kroner, og omfattede også lån i schweizerfranc og egenkapitalen. selskabet havde således i den relevante periode gæld i ejendommen på ca. 153 mio. kr., hvoraf lån svarende til ca. 28 mio. kr. var optaget i schweizerfranc, mens de løbende valuta- terminskontrakter var på 22,5 mio. euro svarende til ca. 169 mio. kr. hertil kommer, at der i budgettet for perioden fra 2008 til 2017 var kalkuleret med en fast årlig indtægt på 3,3 mio. kr. fra valutaterminskontrakterne, uanset at en del af selskabets gæld forudsattes afdraget. under disse omstændigheder finder højesteret, at valutaterminskontrakterne ikke kan anses for at have tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed. valutaterminskontrakterne må anses for indgået i spekulationsøjemed, og derfor finder høje- steret ikke grundlag for at hjemvise sagen til skat med henblik på at indrømme delvis fra- dragsret svarende til den del af valutaterminskontrakterne, der modsvarede selskabets gæld i danske kroner. højesteret finder herefter, at der ikke er fradragsret for nogen del af tabet på valutatermins- kontrakterne, og stadfæster derfor dommen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. - 12 - i sagsomkostninger for højesteret skal a betale 75.000 kr. til skatteministeriet. de idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms af- sigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.