1, ved at have anvendt en grundlagsrente på 2,5 % frem for den af finanstilsynet fast- satte maksimale grundlagsrente for livsforsikringer som grundlag for regulering af udbetaling af as kollektive erhvervsevnetabsdækning. pensionsselskabet blev endvidere pålagt at stille a på de vilkår, som ville have været gældende, såfremt finanstilsynets maksimale grundlagsren- te for livforsikringer havde været anvendt. danica pension, livsforsikringsaktieselskab, har til støtte for, at betingelserne for anke til højesteret er opfyldt, jf. retsplejelovens § 368, stk. 4, anført bl.a., at sø- og handelsretten ikke har tillagt den grundlæggende aftalestruktur på firmapensionsmarkedet betydning, idet danica pension indgik aftalen med dako, der var repræsenteret af en forsikringsmægler. der - 2 – er således ikke tale om en forbrugeraftale. mægleren forestod den efterfølgende rådgivning af medarbejderne, og danica pension havde ikke nogen rådgivningsforpligtelse i forbindelse med oprettelsen af ordningen for a. a skal således i forhold til danica pension identificeres med sin mægler. forsikringsaftalen med a blev indgået, da as meddelelse om ønske om op- tagelse i firmapensionsordningen kom frem til danica pension. dækningsoversigterne, som hun efterfølgende modtog, er ikke aftaledokumenter. en eventuel fejlskrift i meddelelsen skal derfor ikke bedømmes efter aftalelovens regler, men ud fra om fejlen har skabt berettigede forventninger hos a, som danica pension er forpligtet til at leve op til. får forbrugerom- budsmanden medhold i, at dækningsoversigten er et aftaledokument, angår tvisten et spørgs- mål om aftalefortolkning, men efterlader det spørgsmål, om uenighed om aftalefortolkning kan udgøre en overtrædelse af god skik. firmapensionsaftalen og processen for oprettelse af ordninger for de underliggende medar- bejdere svarer til praksis i branchen for indgåelse af firmapensionsaftaler. sådanne aftaler er en sædvanlig og vigtig del af ansættelsesforholdet og almindeligt forekommende i samfundet. sagen berører således på væsentlig måde retsstillingen for pensionsbranchen og et stort antal forbrugere, idet den angår fortolkning af
1, og den i medfør heraf udstedte bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder samt prin- cipperne for fortolkning af forsikringsaftaler, herunder valget mellem den forbrugerbeskyttel- se, der består i aftalefortolkning, og den forbrugerbeskyttelse, der består i hensynet til beretti- gede forventninger ved fejlmeddelelser fra pensionsselskaber. den omstændighed, at forbrugerombudsmanden er part, kan endvidere udgøre en særlig grund til at admittere anken. forbrugerombudsmandens adgang til at tage sagen op, jf.
har særlig betydning, hvor finanstilsynet vælger ikke at tage sa- gen op, men forbrugerombudsmanden anser den for at være principiel eller af videregående betydning. hertil kommer, at sagen er egnet til behandling for højesteret, da faktum har et begrænset omfang, og tvisten angår en veldefineret problemstilling. forbrugerombudsmanden og forbrugerombudsmanden som mandatar for a har tilsluttet sig anmodningen om, at anken admitteres, og har til støtte herfor anført bl.a., at sagen har princi- piel karakter, idet den vedrører et principielt spørgsmål om, hvorvidt en kunde, der har indgå- - 3 – et en forsikringsaftale med et forsikringsselskab, ved at meddele ønske om optagelse i ordnin- gen kan støtte ret på den dækningsoversigt, som kunden modtager fra selskabet i anledning heraf. det principielle spørgsmål består således i, om en dækningsoversigt har karakter af et aftaleretligt dokument. spørgsmålet har generel karakter og beror således ikke på en konkret bevismæssig vurdering eller en skønsmæssig afvejning af konkrete momenter. sagen er desuden af principiel karakter, idet den angår, hvorvidt det er god skik, jf.
1, at et forsikringsselskab skriver noget i dækningsover- sigterne til kunderne, mens selskabet reelt og uden at oplyse kunderne herom gør noget andet. en stor del af den danske befolkning har en forsikringsordning som led i en firmapensions- ordning eller arbejdsmarkedspensionsordning, og sagen har således væsentlig betydning både for kunder og for forsikringsselskaber, der i vid udstrækning udsender personligt stilede skriftlige meddelelser til kunderne. sagen har en sådan generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen og/eller en så- dan væsentlig samfundsmæssig rækkevidde, at den set i sammenhæng med de principielle retlige spørgsmål, som sagen rejser, bør tillades anket direkte til højesteret, jf. retsplejelovens § 368, stk.
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.