højesterets dom

højesterets dom afsagt tirsdag den

1. maj 2018 sag 33/2018 (
2. afdeling) anklagemyndigheden mod t (advokat henrik dupont jørgensen, beskikket) i tidligere instanser er afsagt dom af retten i nykøbing falster den
3. maj 2017 og af østre landsrets
4. afdeling den
5. november
6. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: thomas rørdam, marianne højgaard pedersen, poul dahl jensen, kurt rasmussen og jens kruse mikkelsen. påstande dommen er anket af t med påstand om, at han idømmes en tidsbestemt straf af fængsel i ikke over 3 år. anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. supplerende sagsfremstilling ts tidligere straffe fremgår af byrettens dom. vestre landsrets ankedomme af
7. december 1997 og
8. juni 2001, hvor han blev idømt henholdsvis 10 måneder og 2 års fængsel for bl.a. voldtægt, angik voldtægter begået mod tidligere samlevere. i dommen fra 2001 blev han ud over voldtægt tillige dømt for anden kønslig omgængelse end samleje under tvang samt for trusler om vold mod den tidligere samlever. ved højesterets ankedom af
9. januar 2004 blev han idømt 2 år og 6 måneders fængsel for bl.a. at være trængt ind i en kvindes hjem og for- søgt at voldtage hende, mens hun sov. dette voldtægtsforsøg blev begået i 2002 mindre end 1 - 2 - måned efter, at han blev løsladt efter afsoning af den seneste straf for voldtægt. vestre lands- rets ankedom af
10. oktober 2011 angik bl.a. en række trusler mod en tidligere samlever. ved dom af
11. februar 2012 fra retten i horsens, hvor han blev idømt 2 år og 6 måneders fængsel for grov vold, frihedsberøvelse og trusler, blev han fundet skyldig i at have opsøgt en tidligere samlever på dennes adresse og tildelt hende flere knytnæveslag i hovedet og på kroppen, hvorefter han med håndjern lænkede hende fast til vandtilførslen til et toilet, hvor han yderli- gere tildelte hende slag og spark på kroppen. herefter trak han hende hen til sin bil, hvor han med håndjernene lænkede hende fast inde i bilen, mens han kørte rundt med hende og tildelte hende slag i hovedet og på kroppen. anbringender t har anført navnlig, at der ikke er grundlag for at idømme ham forvaring. lovgivningsmag- ten havde ved den ændring af straffelovens § 70, der blev gennemført ved lov nr. 274 af
12. april 1997, alene til hensigt at foretage en mindre lempelse af betingelserne for anvendelse af forvaring i sager om grove seksualforbrydelser, navnlig seksualforbrydelser mod børn. der må fortsat tages hensyn til den belastning, som er forbundet med tidsubestemt frihedsberøvel- se. de seksualforbrydelser, der er til prøvelse i denne sag, er ikke af en sådan grovhed, at de kan begrunde forvaring. der må lægges vægt på, at forholdene er begået i et parforhold, at de først blev anmeldt efter 2½ måned, at samlivet mellem parterne fortsatte, og at der ikke er konstate- ret skader på forurettede. heller ikke i lyset af de tidligere seksualforbrydelser, han har begået, er der grundlag for at idømme ham forvaring. ved ændringen af straffelovens § 70 i 1997 blev ordet ”navnlig” ude- ladt i forbindelse med ”oplysninger om tidligere kriminalitet” i det nye stk.
13. oplysninger om tidligere kriminalitet kan derfor ikke tillægges samme betydning ved vurderingen af, om der er grundlag for forvaring efter straffelovens § 70, stk. 2, som efter stk.
14. de seksualforbrydel- ser, som han er straffet for forud for denne sag, er senest begået i 2002 og kan derfor ikke tillægges særlig betydning. der er således i realiteten tale om et førstegangstilfælde. som i ufr 2017.2531 h og ufr 2017.2558 h må det derfor kræves, at de begåede forhold og op- lysningerne om hans person ”i særlig høj grad giver grundlag for”, at forvaring er påkrævet. - 3 - forholdene i denne sag kan ikke i sig selv og heller ikke sammen med hans tidligere domme begrunde forvaring. overgrebene er ikke begået mod tilfældige, ham ubekendte personer. den fare, han frembry- der, er derfor ikke af en så generel karakter, at forvaring er påkrævet, jf. herved ufr 2013.91 v og ufr 2012.998 v. det forhold, at forurettede fortsatte samlivet med ham efter voldtæg- terne, understøtter, at forurettede ikke vurderede, at han var farlig. idømmelse af forvaring er uproportional i lyset af varigheden af den fængselsstraf, som han alternativt kan forventes at blive idømt. han bør derfor idømmes en tidsbestemt straf af fæng- sel i ikke over 3 år. anklagemyndigheden har anført navnlig, at betingelserne for forvaring efter straffelovens § 70, stk. 2, er opfyldt. t er fundet skyldig i to tilfælde af fuldbyrdet voldtægt, og retslægerå- dets udtalelse viser, at han frembryder en væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og denne fare er af mere generel karakter. en tidsbestemt fængselsstraf vil ikke være tilstrækkelig til at forebygge denne risiko, hvorfor forvaring er nødvendig. t er tre gange tidligere dømt for voldtægt eller forsøg herpå, og det kan ved farevurderingen ikke tillægges afgørende betydning, at der er gået nogen tid, siden han sidst blev dømt for ligeartet kriminalitet. de mellemliggende domme fra 2011 (trusler om vold) og navnlig dom- men fra 2012 (grov vold, frihedsberøvelse og trusler) må endvidere tillægges en vis vægt, jf. vurderingen i den retspsykiatriske erklæring. hensigten bag den ændring af straffelovens § 70, der blev gennemført ved lov nr. 274 af
15. april 1997, var at lempe betingelserne for idømmelse af forvaring i sager om voldtægt og andre alvorlige seksualforbrydelser. forvaring kan således også kan komme på tale ved anden dom eller i nogle tilfælde allerede ved første dom, hvis den pågældende er tiltalt for grove seksualforbrydelser, og der efter oplysningerne om tiltaltes person er en betydelig risiko for gentagelse, som bør forhindres. lempelsen indebærer ikke, at retten er afskåret fra at tillægge tidligere domme for seksualforbrydelser betydelig vægt ved vurderingen af, om farligheds- kravet er opfyldt. - 4 - uanset at de aktuelle voldtægter ikke i sig selv kunne begrunde forvaring, hvis der var tale om et førstegangstilfælde, må der – i lyset af de lægelige vurderinger og de tidligere domme, navnlig dommene vedrørende seksualforbrydelser – antages at være en betydelig risiko for gentagelse, som bør forhindres. det kan ved farevurderingen ikke tillægges betydning, at t har begået de aktuelle voldtægter mod sin samlever. det skal heller ikke tillægges betydning, at forurettede efter voldtægterne ikke ophævede samlivet. realiteten er da også, at hun forlod det fælles hjem i nogle dage umiddelbart efter, at den første voldtægt var begået, og at hun i øvrigt har forklaret, at hun, da hun kom tilbage til hjemmet, bad tiltalte om at finde sin egen bolig, at hun bad ham sove i et andet værelse, og at hun talte ham efter munden, fordi hun var bange for ham. hvis betingelserne for forvaring ikke findes opfyldt, bør straffen fastsættes til ubetinget fæng- sel i ikke under 4 år. højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om betingelserne i straffelovens § 70, stk. 2, for at dømme t til forvaring er op- fyldt. t er ved landsrettens dom fundet skyldig i to tilfælde af voldtægt af en kvinde, han i en perio- de boede hos og samlevede med. overgrebene fandt sted den
16. april og igen den
17. april
18. han er endvidere dømt for vold mod hende i form af skub, halsgreb, slag i ansigtet og på kroppen og spark på kroppen begået forud herfor den
19. marts
20. han er også dømt for efter sin fraflytning at have udsat hende for trusler, tyveri, hærværk og ulovlig indtrængen, der er bedømt som et væsentligt virkemiddel i hans længerevarende chikane af hende. efter straffelovens § 70, stk. 2, nr. 1, kan en person dømmes til forvaring, hvis han findes skyldig i voldtægt eller anden alvorlig seksualforbrydelse eller i forsøg herpå. de to fuldbyr- dede voldtægter, som t er dømt for, opfylder dette krav. spørgsmålet er herefter, om det efter karakteren af de begåede forhold og oplysningerne om ts person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at han frembyder væsentlig fare for - 5 - andres liv, legeme, helbred eller frihed, og om anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare, jf. § 70, stk. 2, nr. 2 og
21. t er i en periode på ca. 30 år straffet gentagne gange. hovedparten af dommene angår vold og trusler, og i tre tilfælde er han dømt for voldtægt eller forsøg herpå. han blev i 1997 idømt 10 måneders fængsel for voldtægt af sin tidligere samlever. i 2001 blev han idømt fængsel i 2 år for voldtægt, anden kønslig omgængelse end samleje under tvang samt for trusler om vold også mod en tidligere samlever. han blev i 2004 idømt 2 år og 6 måneders fængsel for forsøg på voldtægt begået i
22. i 2011 blev han dømt for bl.a. en række trusler mod en tidligere samlever. han blev i 2012 idømt 2 år og 6 måneders fængsel for grov vold, frihedsberøvelse og trusler mod en tidligere samlever. han blev fundet skyldig i at have lænket hende med håndjern til toilettet og efterfølgende under frihedsberøvelsen at have fastlænket hende inde i bilen og herunder truet, slået og sparket hende. det fremgår af den retspsykiatriske erklæring, at t bl.a. er præget af ringe affekt- og adfærds- kontrol, især over for kvinder, og at han med stor sandsynlighed er seksuelt afvigende med et behov for at dominere kvinder og for at afreagere på indre spændingstilstande gennem vold- tægt. retslægerådet har udtalt, at t er omfattet af straffelovens § 69, men at der ikke kan peges på foranstaltninger efter § 68,
23. pkt., som mere formålstjenlige end straf for at forebygge yderli- gere lovovertrædelser. retslægerådet har endvidere udtalt, at t i lyset af den tidligere og nu begåede kriminalitet samt af hans personlighedsmæssige egenart frembryder en sådan væsent- lig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, at anvendelse af forvaring i stedet for fængsel er påkrævet for at forebygge denne fare. på baggrund af karakteren af de nu begåede seksualforbrydelser sammenholdt med oplysnin- gerne om ts person, herunder retslægerådets udtalelse samt omfanget og karakteren af hans tidligere kriminalitet, tiltræder højesteret, at også betingelserne i straffelovens § 70, stk. 2, nr. 2 og 3, er opfyldt. højesteret stadfæster herefter dommen. - 6 - t har fortsat været fængslet under anken. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. t skal betale sagens omkostninger for højesteret.