højesterets dom

højesterets dom afsagt fredag den

1. november 2010 sag 119/2010 (
2. afdeling) rigsadvokaten mod t1 (advokat carsten fentz, beskikket), t2 (advokat hanne reumert, beskikket) og t3 (advokat jakob s. arrevad, beskikket) i tidligere instanser er afsagt dom af københavns byret den
3. december 2008 og af østre landsrets
4. afdeling den
5. januar
6. i pådømmelsen har deltaget ni dommere: per sørensen, asbjørn jensen, poul søgaard, thomas rørdam, jon stokholm, poul dahl jensen, vibeke rønne, jens peter christensen og lars hjortnæs. påstande dommen er anket af t1, t2 og t3 med påstand om frifindelse i forhold 2, subsidiært formildelse. anklagemyndigheden har påstået skærpelse. anbringender de tiltalte har vedrørende påstanden om frifindelse i forhold 2 bl.a. anført, at de kan tiltræde, at den vold, som andre havde planlagt, var omfattet af straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 245, og - 2 - at de fundne effekter var omfattet af de bestemmelser i våbenlovgivningen og fyrværkerilo- ven, som landsretten har anført. de tiltalte kan imidlertid ikke dømmes for medvirken til forsøg, idet de ikke har samlet de effekter, der kunne anvendes til vold, og ikke har haft nogen aftale om eller rolle i forbindelse med et muligt overfald på politiet. at de tiltalte lod sig anholde af politiet uden at gøre mod- stand viser endvidere, at de ikke havde forsæt til at foretage de handlinger, som de forberedel- seshandlinger, der er beskrevet i anklageskriftet, lægger op til. for at man kan straffes for medvirken, må der kræves mere end den blotte tilstedeværelse, og det må kræves dels, at man har foretaget sig noget aktivt i relation til andres aktive handlin- ger, dels, at andres aktive handlinger ikke går ud over, hvad der i situationen er forventeligt eller påregneligt. disse betingelser er ikke opfyldt i denne sag. kendskab til eller viden om andres kriminelle hensigter eller forsæt er heller ikke tilstrækkeligt til, at man kan dømmes for medvirken. de tiltaltes blotte tilstedeværelse i huset, hvor der blev foretaget strafbare hand- linger af andre, medfører ikke et medvirkenansvar, især ikke, når de tiltalte på det tidspunkt, da voldsudøvelsen skete, var blevet anholdt. vedrørende den subsidiære påstand har de tiltalte anført, at de udmålte straffe bør nedsættes under hensyn til almindelige strafudmålingsprincipper og i medfør af bestemmelserne i straf- felovens § 21, stk. 2, § 23, stk. 1,
7. pkt., og § 82, nr.
8. en eventuel straf bør gøres helt eller delvist betinget. særligt vedrørende forhold 4 har t3 gjort gældende, at dette bør henføres under straffelovens § 119, stk. 3, idet forholdet blev begået under en anholdelse for at modvirke denne, og idet der ikke var tale om et overfald som nævnt i bestemmelsen i § 119, stk.
9. rigsadvokaten har anført, at betingelserne for at straffe de tiltalte for medvirken, herunder medvirken til forsøg, som anført i landsrettens dom er opfyldt, navnlig på grund af de tiltaltes nære tilknytning til og ophold i ungdomshuset i tiden frem til rydningen og på grund af deres tilslutning til/solidarisering med gruppen af personer, der var involveret i planlægningen og forberedelsen af vold mod politiet. på grundlag af landsrettens bevisresultat må de tiltalte an- - 3 - ses for at have haft det fornødne forsæt, herunder også i relation til den planlagte vold mod politiet, som på grund af politiets hurtige indsats ikke fik det planlagte og forberedte omfang. forhold 4 er med rette henført under straffelovens § 119, stk. 1, idet der er udøvet vold i form af flere spark. der bør ske en skærpelse af de idømte straffe under hensyn til, at der er tale om flere perso- ners planlægning og forberedelse af organiseret, omfattende og voldsom kamp mod politiet med anvendelse af grov og farlig vold, herunder med livsfarlige våben, kasteskyts m.v. supplerende sagsfremstilling t2 har den
10. marts 2009 i retten på frederiksberg vedtaget at betale 4 dagbøder på i alt 700 kr. for overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, begået den
11. oktober
12. højesterets begrundelse og resultat ad forhold 2 landsretten har lagt til grund, at ingen af de tiltalte deltog aktivt i volden mod politiet under rydningen af ungdomshuset den
13. marts 2007, men at de var klar over, at domstolene havde truffet afgørelse om, at brugerne ikke længere var berettiget til at benytte ejendommen, at brugerne i konsekvens heraf skulle udsættes af ejendommen, og at et betydeligt antal personer var involveret i planlægningen af organiseret voldsom kamp med livsfarlige våben og kaste- skyts m.m. mod de politifolk, der ville komme til at deltage i rydningen af det barrikaderede hus. herefter og efter landsrettens bevisresultat med hensyn til de tre tiltaltes ophold i huset i tiden op til rydningsaktionen, herunder deres deltagelse i mandagsmøder m.v., finder højesteret, at de alle tre ved deres tilknytning til ungdomshuset og deres ophold og færden i bygningen har understøttet den planlagte og udøvede vold således, at de på strafbar måde har medvirket til de i anklageskriftet nævnte overtrædelser af straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 245, jf. til dels § 21, og af de bestemmelser i våbenlovgivningen og fyrværkeriloven, som er anført af lands- retten. det bemærkes, at våbenlovens § 1, stk.1, nr. 4 og 6, nu er nr. 5 og 7, jf. lov nr. 538 af
14. maj 2010 om ændring af våbenloven og krigsmaterielloven. - 4 - ad forhold 4 efter landsrettens bevisresultat tiltræder højesteret, at t3’s spark mod polititjenestemanden er henført under straffelovens § 119, stk.
15. straffene ved straffastsættelsen må der i skærpende retning som anført af landsretten lægges betydelig vægt på, at der blev planlagt organiseret, voldsom kamp med livsfarlige våben og kasteskyts m.m. mod politifolk under udførelse af deres tjenestepligter. der må også lægges vægt på det faktisk gennemførte angreb på politiet med sten, kanonslag og jernstænger m.v. under rydnin- gen. i formildende retning må der lægges vægt på, at t1, t2 og t3 ikke deltog i selve planlægningen eller i angrebet på politiet under rydningen. for t3’s vedkommende må der i skærpende retning tillige lægges vægt på, at han i forhold 4 er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk.
16. højesteret tiltræder herefter, at straffene for t1 og t2 er fastsat til fængsel i 9 måneder. straffen for t2 fastsættes tillige i medfør af straffelovens §
17. for så vidt angår t3 finder højesteret, at straffen bør nedsættes til fængsel i 10 måneder. højesteret tiltræder, at der ikke er grundlag for at gøre straffene betinget. med den nævnte ændring vedrørende t3 stadfæster højesteret herefter dommen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen for t3 nedsættes til fængsel i 10 måneder. statskassen skal betale sagens omkostninger for højesteret.