højesterets dom

højesterets dom afsagt torsdag den

1. august 2018 sag 253/2017 (
2. afdeling) tryg forsikring a/s (advokat christina neugebauer) mod 3f fagligt fælles forbund som mandatar for a (advokat henrik juel halberg) i tidligere instans er afsagt dom af vestre landsrets
3. afdeling den
4. december
5. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: lene pagter kristensen, poul dahl jensen, henrik waaben, kurt rasmussen og lars apostoli. påstande appellanten, tryg forsikring a/s, har påstået frifindelse. indstævnte, 3f fagligt fælles forbund som mandatar for a, har påstået stadfæstelse. højesterets begrundelse og resultat sagen angår, hvordan differenceerstatning vedrørende erhvervsevnetab skal beregnes, når der foreligger egen skyld. spørgsmålet er nærmere, om de ydelser for erhvervsevnetab, som ska- delidte har fået efter arbejdsskadesikringsloven, skal fratrækkes i erhvervsevnetabserstatnin- gen i henhold til erstatningsansvarsloven før eller efter nedsættelsen af erstatningen på grund af egen skyld. - 2 - det er tryg forsikring a/s’ synspunkt, at nedsættelsen på grund af egen skyld skal foretages i selve kravet i henhold til erstatningsansvarsloven, forinden der heri foretages fradrag for ydel- ser i henhold til arbejdsskadesikringsloven, således at a samlet set ikke opnår en højere erstatning end den, som han ville være berettiget til alene efter erstatningsansvarslovens regler. det er heroverfor 3f fagligt fælles forbunds synspunkt, at ydelserne efter arbejdsskadesik- ringsloven skal fratrækkes, før der foretages nedsættelse af erstatningen som følge af egen skyld. efter arbejdsskadesikringslovens § 77,
6. pkt., kan ydelser i henhold til loven ikke danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for den tilskadekomne. dette fremgår også af erstatningsansvarslovens §
7. efter arbejdsskadesik- ringslovens § 77,
8. pkt., nedsættes den tilskadekomnes krav mod den erstatningsansvarlige, i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til den pågældende efter arbejdsska- desikringsloven. bestemmelserne i arbejdsskadesikringslovens § 77,
9. og
10. pkt., (tidligere § 55) fik i det væ- sentlige deres nuværende affattelse ved § 30 i lov nr. 228 af
11. maj 1984 om erstatningsan- svar (erstatningsansvarsloven). ved § 30 ændredes § 55 i dagældende lov om arbejdsskade- forsikring fra
12. forud for lovændringen havde arbejdsskadeforsikringsselskabet haft en begrænset adgang til regres over for skadevolder, og i de tilfælde, hvor forsikringsselskabet var udelukket fra at gøre regres mod skadevolder, skulle skadelidtes krav mod skadevolder nedsættes i det omfang, selskabet havde betalt eller skulle betale skadelidte erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven, jf. dagældende § 55, stk.
13. ved lovændringen i 1984 blev ar- bejdsskadeforsikringsselskabets adgang til at gøre regres mod skadevolder helt ophævet. erstatningsansvarsloven bygger bl.a. på betænkning nr. 679/1973 om erstatning for tab ved personskade og tab af forsørger afgivet af et udvalg nedsat af justitsministeriet. i betænknin- gens udkast til lov om erstatning for tab ved personskade og tab af forsørger stillede udvalget i § 3, stk. 3, forslag om, at udbetaling af sociale ydelser, såsom ydelser fra lovpligtig ulykkes- forsikring, ikke kan danne grundlag for regreskrav mod den erstatningsansvarlige, jf. betænk- ningen side
14. - 3 - i betænkningen side 32-33 har udvalget behandlet beregningsmåden i de tilfælde, hvor erstat- ningen både skal nedsættes som følge af egen skyld hos skadelidte og som følge af ydelser fra tredjemand, f.eks. sociale ydelser. det fremgår heraf, at udvalget med henblik på tilfælde, hvor den institution, der har udbetalt den sociale ydelse til skadelidte, ikke har regres mod skadevolder, gik ind for, at nedsættelsen på grund af egen skyld kun får virkning for den del af tabet, som ikke er dækket af den sociale ydelse (i betænkningen benævnt ”løsning 2”). princippet er, at erstatningen først nedsættes under hensyn til ydelsen fra tredjemand. den herved fremkomne ”resterstatning” nedsættes derefter som følge af egen skyld. udvalget an- fører, at denne beregningsmåde medfører, at den sociale ydelse ved erstatningsberegningen så at sige ”fordeles” mellem skadevolder og skadelidte, idet skadelidte som følge af den sociale ydelse ganske vist får en større del af sit tab dækket, men dog ikke fuld dækning. det ville efter udvalgets opfattelse være en naturlig følge af afskaffelse af regres for sociale ydelser, at man går over til alene at følge ”løsning 2”. den løsning, som udvalget gik ind for, svarede til den beregningsmåde, som højesteret an- vendte i ufr 1973.550, hvor skadelidtes erstatningskrav mod skadevolder for tabt arbejdsfor- tjeneste blev reduceret med udbetalte dagpenge, inden der skete nedsættelse på grund af egen skyld. udvalget afviste samtidig en løsning (”løsning 1”), hvorefter nedsættelsen som følge af egen skyld foretages i det samlede erstatningsbeløb, forinden der sker fradrag for den sociale ydel- se. afvisningen af denne løsning var begrundet med, at den sociale ydelse ved denne bereg- ningsmåde alene kommer skadevolder til gode, og udvalget fandt, at det stiller skadelidte urimeligt ringe. udvalget oplyste, at denne ordning praktiseres i tilfælde, hvor den, der udbe- taler den sociale ydelse, har regres mod skadevolderen. som det vigtigste eksempel herpå nævnte udvalget ydelser fra den lovpligtige ulykkesforsikring. ulykkesforsikringsloven blev i 1978 afløst af loven om arbejdsskadeforsikring. da arbejdsskadeforsikringsselskabets adgang til regres mod skadevolder blev ophævet med erstatningsansvarslovens vedtagelse i 1984, jf. lovens § 17 og § 30 med ændring af den da- gældende § 55 i loven om arbejdsskadeforsikring, må det anses for forudsat, at det var den beregningsmåde, som udvalget havde anbefalet, og som højesteret havde anvendt i ufr - 4 - 1973.550, der skulle anvendes. der kan herved henvises til bemærkningerne til § 30, jf. § 17, i forslaget til lov om erstatningsansvar (folketingstidende 1983-84,
15. samling, tillæg a, lov- forslag nr. l 7, sp. 126 og 103 f.), hvor der bl.a. er henvist til udvalgets betænkning fra 1973 side 28-32, side 39 (lovudkastets § 3, stk. 3) og side 43 (bemærkningerne til § 3, stk. 3), uden at der er taget afstand fra den beregningsmåde, som udvalget var gået ind for, hvis udvalgets forslag om afskaffelse af regres mod skadevolder for sociale ydelser blev gennemført, hvilket som nævnt skete med erstatningsansvarslovens § 17 og ændringen af dagældende arbejdsska- deforsikringslovs §
16. der er ikke efter 1984 gennemført lovændringer, der kan føre til, at der skal anvendes en an- den beregningsmåde i disse tilfælde, hvor der i skadelidtes erstatningskrav efter erstatningsan- svarsloven mod skadevolder både skal foretages fradrag for ydelser efter arbejdsskadesik- ringsloven og ske nedsættelse på grund af egen skyld. det bemærkes herved, at arbejdsskade- sikringslovens § 29, stk. 2, der blev indsat i loven i 1992 (som § 40, stk. 2), ikke regulerer den måde, som ansvarsforsikringsselskabets regreskrav mod arbejdsskadeforsikringsselskabet skal opgøres på, og at opgørelsen som anført af landsretten må foretages på en sådan måde, at ska- delidtes retsstilling er upåvirket af, om tabet først dækkes af ansvarsforsikringsselskabet eller af arbejdsskadeforsikringsselskabet. på den anførte baggrund tiltræder højesteret, at de ydelser på 58.208 kr., som a har modtaget efter arbejdsskadesikringsloven, skal fratrækkes i det fulde erstatningskrav på 745.168 kr. efter erstatningsansvarslovens § 5, inden der sker nedsættelse på grund af egen skyld. dette svarer til 3f’s opgørelsesmåde. denne opgørelsesmåde er som anført af landsretten i øvrigt også bedst stemmende med ar- bejdsskadesikringslovens særlige ordning for egen skyld, hvorefter ydelser efter arbejdsska- desikringsloven som hovedregel ikke nedsættes som følge af egen skyld, jf. lovens §
17. højesteret stadfæster herefter dommen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. - 5 - i sagsomkostninger for højesteret skal tryg forsikring a/s betale 30.000 kr. til 3f faglig fælles forbund som mandatar for a. de idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. sagsom- kostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.