højesterets dom

højesterets dom afsagt torsdag den

1. maj 2013 sag 67/2013 (
2. afdeling) rigsadvokaten mod t (advokat anders boelskifte, beskikket) i tidligere instanser er afsagt dom af københavns byret den
3. juni 2012 og af østre lands- rets
4. afdeling den
5. november
6. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: lene pagter kristensen, poul søgaard, henrik waaben, michael rekling og jens kruse mikkelsen. påstande dommen er anket af t med påstand om, at dommen ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved københavns byret, subsidiært delvis frifindelse og formildelse. anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. anbringender t har navnlig gjort gældende, at formuleringen af anklageskriftets forhold 1 ikke åbner mu- lighed for, at overdragelse kan være sket til andre end medtiltalte a, som alene er dømt for at have modtaget 120 gram heroin. som konsekvens heraf kan t i dette forhold højst dømmes for overdragelse af 120 gram heroin og ikke 250 gram heroin, som det er sket i byretten og landsretten. som følge heraf bør sagen hjemvises til byretten. til støtte for den subsidiære påstand har t gjort gældende, at hun af de anførte grunde bør frifindes for den del af narkotikamængden i forhold 1, der overstiger 120 gram heroin, og som følge heraf bør straffen formildes. - 2 - anklagemyndigheden har navnlig gjort gældende, at t ikke er dømt for forhold, som ikke er omfattet af tiltalen, jf. retsplejelovens § 883, stk. 3, idet byretten og landsretten ved domfæl- delsen alene har fraveget tiltalen i forhold 1 med hensyn til en biomstændighed forbundet med lovovertrædelsen, jf. § 883, stk. 4,
7. pkt. det må således anses for en biomstændighed, hvem t overdrog heroinen til. domfældelsen byggede på oplysninger, der under sagen var vel- kendte for hende, og hun havde derfor fyldestgørende adgang til at forsvare sig, jf. § 883, stk. 4,
8. pkt., og den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra a. højesterets begrundelse og resultat sagen angår for højesteret i første række, om byretten og landsretten efter anklageskriftets udformning var afskåret fra i forhold 1 at dømme t for overdragelse af en større mængde he- roin, end a blev dømt for at have modtaget. der er i sagens forhold 1 rejst tiltale mod a og t for i perioden fra november 2011 til
9. marts 2012 i forening at have deltaget i overdragelse af heroin, idet t overdrog i alt 250 gram heroin til a. t blev endvidere i sagens forhold 2 tiltalt for i samme periode at have overdraget ikke under 50 gram heroin til ukendte personer. a blev ved byrettens dom alene dømt i overensstemmelse med sin tilståelse for at have mod- taget ca. 120 gram heroin fra t. t blev ved byrettens dom kendt skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale, dog således at det i forhold 1 blev lagt til grund, at ikke alle overdragel- serne skete til a. byretten lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at hun tidligere over for poli- tiet og under grundlovsforhøret detaljeret og overbevisende havde forklaret om overdragelser af et betydeligt større omfang end erkendt under hovedforhandlingen. a modtog byrettens dom, mens t ankede til østre landsret, som stadfæstede dommen. landsrettens begrundelse må forstås således, at landsretten har lagt samme bevisresultat til grund som byretten, herunder at ikke alle overdragelserne i forhold 1 skete til a. det fremgår af sagen, at domfældelsen både i byretten og i landsretten navnlig bygger på ts egne forklaringer afgivet over for politiet og i grundlovsforhøret og på de kontantbeløb, der blev fundet på hendes bopæl. - 3 - det må anses for en biomstændighed i forhold til den rejste tiltale, hvem t overdrog heroinen til, og hun må – uanset at både byretten og landsretten fraveg tiltalen på dette punkt – antages at have haft fyldestgørende adgang til sit forsvar. der er heller ikke grundlag for at fastslå, at fordelingen af heroinmængder i sagens forhold 1 og 2 er udtryk for en bindende påtalebe- grænsning fra anklagemyndighedens side i forhold til, hvor stor en mængde heroin der kan anses for overdraget til andre end den medtiltalte a. højesteret finder derfor, at t ikke er dømt for forhold, som ikke er omfattet af tiltalen, jf. retsplejelovens § 883, stk. 3 og
10. straffen findes passende fastsat. højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. t har fortsat været frihedsberøvet under anken, indtil højesteret ved kendelse af
11. april 2013 bestemte, at hun ikke skulle varetægtsfængsles, og at fuldbyrdelsen af landsrettens dom skulle standses. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. t skal betale sagens omkostninger for højesteret.