2, hvilket t har tilsluttet sig. t har dernæst anført bl.a., at hans udtalelse over for b ikke er omfattet af straffelovens § 123, da den blev fremsat på et tidspunkt, hvor voldsagen mod ham bevismæssigt allerede var en- deligt afgjort, og da højesteret skal lægge til grund, at b ikke havde afgivet forklaring over for politiet eller i retten. beskyttelseshensynet i straffelovens § 123 er, at vidner i fred kan rette henvendelse til politiet og afgive forklaring over for politiet eller retten, og dette beskyttelseshensyn er ikke krænket i det konkrete forløb. den foreliggende situation kan ikke sidestilles med den situation, der er kriminaliseret i straffelovens § 123, og domfældelsen af ham for overtrædelse af § 123 inde- bærer derfor en uhjemlet udvidelse af bestemmelsens indhold og personkreds. en sådan udvi- delse har hverken støtte i forarbejder eller retspraksis. analog anvendelse af § 123 i den fore- liggende situation måtte i det mindste forudsætte, at b gik ud fra, at beviset (fotoet) skulle viderebringes til politiet eller retten, at t var bekendt hermed, og at hans trussel var fremsat ”i anledning af” dette forhold. bevisførelsen giver imidlertid ikke belæg for at antage, at disse forudsætninger forelå. - 3 - det er som følge af det anførte udelukket, at der kan ske domfældelse efter straffelovens § 123 eller denne bestemmelses analogi. til støtte for den subsidiære påstand om formildelse har t anført bl.a., at den konkrete trussel er i den ”lettere afdeling”, og at forholdet – hvis det anses for omfattet af straffelovens § 123 – retter sig mod en person i det ydre randområde af bestemmelsen. hertil kommer, at beskyt- telsesinteressen er beskeden henset til tidspunktet for fremsættelsen af truslen, og at der er hengået lang tid, siden forholdet blev begået. den omstændighed, at anklagemyndigheden fejlagtigt har oplyst for landsretten, at b ikke har afgivet forklaring til politiet i voldssagen, kan ikke sidestilles med en rettergangsfejl og der- med føre til ophævelse af landsrettens dom og hjemvisning til landsretten. anklagemyndigheden har anført bl.a., at den beskyttede personkreds efter straffelovens § 123 eller dennes analogi også omfatter personer, der på anden måde end gennem egentlig forkla- ring til politiet eller i retten bidrager med oplysninger af betydning for en straffesag. det er i overensstemmelse med lovgivers intention at straffe for vidnetrusler i et tilfælde som det fo- religgende, hvor landsretten har fundet det bevist, at vidnet og t begge var bekendt med, at vidnet havde leveret et afgørende bevis i en straffesag i form af et fotografi, og at truslerne mod vidnet blev fremsat ”i den anledning”. de hensyn, der begrunder en kvalificeret beskyt- telse af vidner, som afgiver forklaring til politiet eller i retten, taler fuldt ud for også at be- skytte b. det er i overensstemmelse med kravet i straffelovens § 1 om fuldstændig lovanalogi at fortolke straffelovens § 123 således, at bestemmelsen også beskytter b i en situation som den foreliggende. en sådan fortolkning er heller ikke i strid med det analogiforbud, der kan udledes af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel
, og nægter vidnet at afgive forklaring, har retten efter
mu- lighed for at benytte forskellige tvangsmidler med henblik på at formå vidnet til at af- give forklaring. - 5 - reglerne om vidnepligt modificeres bl.a. af vidnefritagelsesreglen i
, hvorefter der i visse nærmere angivne tilfælde ikke foreligger vidnepligt på grund af hensyn til vidnet. det bestemmes således i
2, at der ikke består vidnepligt, såfremt forklaringen antages at ville 1) udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd eller 2) udsætte hans nærmeste for straf eller tab af velfærd eller 3) påføre vidnet selv eller hans nærmest anden væsentlig skade. ”tab af velfærd” er i praksis blevet forstået som også omfattende fysisk overlast. et vidne vil således bl.a. kunne være vidnefritaget, såfremt en tiltalt i en straffesag eller eventuelt andre har fremsat trusler om repressalier i form af fysiske overgreb på vidnet selv eller hans nærmeste med det formål at hindre vidnet i at afgive vidneforklaring. …
regler om vidnebeskyttelse og herunder særligt muligheden for efter lovforslaget at hemme- ligholde vidnets identitet må her fremhæves … men for at opretholde tilliden til retssystemets funktion i samfundet er det også væsent- ligt at se på, om strafferammerne for de enkelte forbrydelsestyper er fastlagt på en sådan måde, at der også over for forbrydelserne i deres grovere fremtrædelsesformer er mulig- hed for at udmåle straffe, der er i overensstemmelse med den samfundsmæssige vurde- ring af de enkelte forbrydelsers grovhed. i denne forbindelse kan der særligt peges på behovet for en skærpelse af strafferam- merne for de forskellige forbrydelsestyper, som vidner kan blive udsat for. her kan der være god grund til gennem en skærpelse af strafniveauet og strafferammerne at markere samfundets afstandtagen fra disse forbrydelser og samtidig styrke det strafferetlige værn mod repressalier over for vidner og mod hindring af strafforfølgning. på denne baggrund foreslås der i straffeloven indsat en bestemmelse, som hjemler en forhøjet straf, når vidner m.v. udsættes for trusler, repressalier m.m. ved udformningen af en straffebestemmelse af denne karakter er det nødvendigt at tage stilling til en række afgrænsningsspørgsmål. der må således tages stilling til, hvem der skal være beskyttet af en sådan bestemmelse og hvilke handlinger bestemmelsen skal omfatte. herudover skal der tages stilling til, hvor straffebestemmelsen skal placeres i straffeloven. hvad angår den beskyttede personkreds, må denne omfatte vidner i straffesager for dermed at markere, at beskyttelsen gælder alle, der har oplysninger af betydning for den pågældende straffesag. det er således ikke afgørende, om den pågældende på tidspunk- tet for den strafbare handling - volden eller truslen eller andre former for forulempelser mod vidnet - har været afhørt af politiet eller er indkaldt til at afgive forklaring i retten. derimod er det en forudsætning, at den strafbare handling begås i anledning af den for- ventede forklaring over for politiet eller i retten eller på grund af en allerede afgivet for- klaring til politiet eller i retten. strafbare forulempelser i anledning af forklaringer til politiet eller i retten sker ofte over for medgerningsmænd i en straffesag, der i større eller mindre omfang aflægger tilstå- else, også om andres andel i overtrædelsen medgerningsmanden har undertiden status som vidne i de tilfælde, hvor sagen for den pågældende er afgjort med endelig dom, typisk som tilståelsessag. i andre tilfælde har vedkommende status som medtiltalt i samme sag, eller der verserer en særskilt sag, må- ske begrundet i andre forhold. behovet for at beskytte den pågældende må imidlertid anses for at være det samme, hvadenten forklaringen afgives som vidne eller med status - 7 - som sigtet/tiltalt. derfor er udtrykket ”vidne” ikke anvendt i selve lovteksten. i stedet tales om en persons forventede eller allerede afgivne forklaring til politiet eller i retten. men også vidner i civile sager må omfattes af den særlige vidnebeskyttelse. formentlig vil tilfældene her være sjældnere, men der kan tænkes situationer, hvor et vidne trues forud for en forklaring i en civil retssag eller udsættes for efterfølgende repressalier. der kan f.eks. nævnes den situation, hvor et vidne er indkaldt til at afgive forklaring i en fo- gedsag rettet mod en eller flere kriminelt belastede personer, eller som vidne i en sag med kontraktmæssig uenighed, d.v.s. af formueretlig karakter, hvor sagen er anlagt af eller mod en eller flere stærkt belastede kriminelle personer. også den omfattede personkreds nærmeste må omfattes af vidnebeskyttelsen. der kan henvises til, at hensynet til vidnet selv sidestilles med hensynet til vidnets nærmeste i vidnefritagelsesreglen i
. angreb og forulempelser mod de nærme- ste vil kunne tænkes anvendt for på den måde at tvinge eller søge at påvirke et vidne til en bestemt handlemåde eller i form af efterfølgende repressalier. det må fortsat være et krav, at forulempelsen over for vidnets nærmeste har sammenhæng med vidnets delta- gelse i den konkrete straffesag eller civile sag. en vurdering af den tidsmæssige afgrænsning af beskyttelsesbehovet må resultere i, at beskyttelsen i straffesager indtræder, så snart den strafbare handling er begået, og den pågældende person herefter er een, som kan afgive forklaring og dermed afgive oplys- ninger, der er af betydning for straffesagen. fra dette tidspunkt kan der f.eks. blive rettet trusler mod vidnet for at påvirke vidnets forklaring i det videre sagsforløb, eventuelt således at vidnet trues til tavshed. beskyttelsen af vidnet må fortsætte under hele straf- fesagen, d.v.s. tillige under en eventuel ankebehandling, og også efter straffesagens af- slutning er der behov for en opretholdelse af vidnebeskyttelsen. der kan her indtræde handlinger, hvorefter vidnet udsættes for repressalier - f.eks. i form af vold eller hær- værk - i anledning af en afgivet forklaring i en straffesag. der bør derfor ikke fastsættes særlige regler om den tidsmæssige afslutning af vidnebeskyttelsen. alle strafbare for- ulempelser foretaget over for et vidne, der har sammenhæng med vidnets deltagelse i en straffesag, bør være omfattet af en særlig regel om vidnebeskyttelse. … behovet for en vidnebeskyttelsesregel består som nævnt ovenfor særligt ved forbrydel- sestyperne vold, trusler, ulovlig tvang, samt måske også med hensyn til hensynsløs fare- fremkaldelse og hærværk. … til § 1 til nr. 2 … med den foreslåede bestemmelse i § 123 indsættes der i straffeloven en speciel regel, som giver en betydelig forbedret strafferetlig beskyttelse i tilfælde af strafbare handlin- ger udøvet over for vidner m.v. i straffesager eller civile sager. bestemmelsen vil særligt finde anvendelse i tilfælde, hvor der udøves vold, ulovlig tvang eller fremsættes trusler med det formål at udøve pression over for et vidne, der står over for at skulle afgive forklaring over for politiet eller retten i en straffesag eller over for retten i en civil sag, samt i tilfælde, hvor de pågældende handlinger udføres som udtryk for hævn eller med henblik på at udøve repressalier over for det pågældende - 8 - vidne i anledning af en afgivet forklaring i en straffesag eller civil sag. trusler om vold er udskilt som en selvstændig handling for dermed at markere, at fremsættelsen heraf også vil være strafbar, f.eks. i et tilfælde, hvor der er tale om efterfølgende trusler mod offeret om øretæver eller lignende vold, der ikke falder ind under § 266 og heller ikke sker som led i ulovlig tvang.” ved lov nr. 411 af 10. juni 1997 blev kredsen af personer, der er omfattet af straffelovens § 123, udvidet. af lovforslaget fremgår bl.a. (folketingstidende 1996-97, 1. samling, tillæg a, lovforslag nr. l 98, s. 2516-2517): ”efter forslaget udvides kredsen af personer omfattet af straffelovens § 123 til - ud over et vidne og vidnets nærmeste - også at omfatte ”andre med tilknytning til” vidnet, f.eks. en arbejdsgiver. det er ikke fundet lovteknisk muligt eller hensigtsmæssigt mere præcist at angive den udvidede personkreds. personkredsen begrænses imidlertid af, at overtrædelsen efter § 123 skal være begået mod den pågældende i anledning af vidnets forklaring. herved udelukkes lovovertrædelser, der er uegnede som (indirekte) trusler eller hævn over for vidnet. for yderligere at understrege denne begrænsning er det angivet, at vedkom- mende skal have tilknytning til vidnet.” ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse m.v.) blev strafferammen i straffelovens § 123 forhøjet fra 6 til 8 års fængsel. højesterets begrundelse og resultat højesteret tiltræder, at den foreliggende sag skal behandles på grundlag af de faktiske oplys- ninger, der er lagt til grund af landsretten, uanset den nye oplysning om bs forklaring til poli- tiet i voldssagen, jf.
2. for højesteret angår sagen således alene, om straffelovens § 123 eller dennes analogi omfat- ter en situation, hvor der fremsættes trusler mod en person i anledning af, at denne person i en straffesag har leveret et bevis i form af et fotografi, men hvor personen ikke har afgivet eller forventes at afgive forklaring til politiet eller i retten. - 9 - straffelovens § 123 beskytter personer mod bl.a. trusler om vold, når truslerne fremsættes ”i anledning af personens forventede eller allerede afgivne forklaring til politiet eller i retten”. af forarbejderne til straffelovens § 123 fremgår bl.a., at bestemmelsen blev indført med det formål at beskytte vidner, idet der havde været en stigende tendens til, at vidner i straffesager havde udtrykt alvorlig frygt for at afgive forklaring. det fremgår endvidere af forarbejderne, at det er en forudsætning, at den strafbare handling begås i anledning af den forventede for- klaring over for politiet eller i retten eller på grund af en allerede afgivet forklaring til politiet eller i retten. på denne baggrund finder højesteret, at der hverken efter ordlyden af straffelovens § 123 eller forarbejderne til bestemmelsen er holdepunkter for en forståelse af udtrykket ”i anledning af personens forventede eller allerede afgivne forklaring til politiet eller i retten”, hvorefter be- stemmelsen omfatter en person, der i en straffesag har leveret et bevis i form af et fotografi, men ikke har afgivet eller forventes at afgive forklaring. højesteret finder endvidere, at der er en sådan forskel mellem en situation, hvor en person afgiver eller forventes at afgive forklaring til politiet eller i retten, og en situation, hvor en person i en straffesag leverer bevis i form af et fotografi uden at afgive forklaring, at de to situationer ikke som krævet efter straffelovens § 1 ”ganske må ligestilles”. herefter finder højesteret, at der ikke er hjemmel i straffelovens § 123 eller dennes analogi til at straffe t. ts påstand om frifindelse tages herefter til følge. thi kendes for ret: t frifindes. statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og højesteret.
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.