- udskrift af sø- og handelsrettens dombog ────────── den 22. februar 2000 blev af retten i sagen p-0012-99 skatteministeriet, told- og skattestyrelsen (advokat jacob pinborg) mod toft & madsen holdin

§ 82

. påstandene - 2 - anmelderen, skatteministeriet, told- og skattestyrelsen, har nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at anmelderen er separatist for det af lilli og allan christiansen indbetalte beløb, kr. 432.800,79 med tillæg af de renter, som boet har indvundet af dette beløb. konkursboet har nedlagt endelig påstand om frifindelse mod anerkendelse af et simpelt krav, jf.

§ 97, stort kr.

385.676,00 med tillæg af renter frem til konkursdagen. sagens omstændigheder den

1. juni 1992 solgte indehaverne af selskabet allan christensen, tønder aps, dette som kontant overskudsselskab til be-to holding aps. selskabet blev i forbindelse med salget tømt for midler og skiftede navn til toft & madsen holding aps. be-to holding aps videresolgte uden at oplyse om de skattekrav, der påhvilede selskabet, den
2. juli 1993 selskabet til søren madsen, som påbegyndte drift af malervirksomhed. i slutningen af 1994 blev søren madsen opmærksom på, at der bestod en større skattegæld fra tidligere, og da der i øvrigt opstod anden gæld i selskabet, blev aktivite- terne standset, da selskabet var insolvent. den
3. august 1995 blev selskabet taget under konkursbehandling efter erhvervs- og selskabsstyrelsens begæring om opløsning af selskabet. den
4. juni 1997 udtog konkursboet stævning mod sælgerne og det medvirkende pengeinstitut. anmelderen indestod for omkostningerne vedrørende sagen. stævningen blev oprindelig udtaget for 1.202.756,55 kr. svarende til de kreditorkrav, der var kendt i konkurs- boet. den
5. juli 1998 anmeldte anmelderen erstatningskravet på 385.676,00 med tillæg af rente som separatistkrav i konkursboet. den anlagte retssag sluttedes som forligt, ved at sælgerne den
6. november 1998 til - 3 - kammeradvokaten indbetalte kr. 385.676,00, svarende til selskabskatte- kravet, med tillæg af procesrente fra sagsanlægget til betalingstidspunktet til konkursboet, i alt 432.800,79 kr. kammeradvokaten, der havde ført sagen på boets vegne, videresendte beløbet til kurator den
7. november
8. der er ikke konstateret yderligere aktiver i boet. den
9. januar 1999 blev den af konkursboet anlagte sag hævet, og der blev ved vestre landsrets beslutning tillagt sælgerne sagsomkostninger med 12.000 kr. beløbet blev betalt af anmelderen og er efter det oplyste ikke afregnet over for boet. ud over anmelderens selskabsskattekrav er der anmeldt følgende krav i boet: lønmodtagernes garantifond kr. 166.137,00 a-skat heraf kr. 6.708,00 manglende afregnet a-skat, moms m.v. fra malervirksomheden kr. 98.686,00 vareleverandører kr. 395.234,00 regreskrav advokat anders hansen kr. 1.202.756,55 alene selskabsskattekravet vedrører tiden, før selskabet blev overdraget først gang. de i øvrigt anmeldte krav er ikke prøvet. der er enighed om, at aftalerne om samarbejdet mellem told & skat, kammeradvokaten og kuratorer om erstatnings- og straffesager i forbindelse med selskabstømninger (herefter: kuratoraftalen) ikke indeholder elementer, der er af selvstændig betydning for afgørelsen af nærværende sag. procedure anmelderen har anført, at man oprindelig var enig med kurator i, at et konkursramt selskab havde lidt et tab ved at blive tømt for aktiver ved salget og følgelig havde et krav mod sælgerne af selskabet, således at skattevæsenet alene var indirekte skadelidt. højesterets afgørelse i satairsagen i foråret 1997 bevirkede imidlertid, at synspunktet måtte revideres. - 4 - højesteret slog bl.a. fast, at erstatningskravet i selskabstømmersager for så vidt angår bruttosager var begrænset til det rene skattekrav. sælgerne kan således ikke mødes med krav fra andre kreditorer end skattevæs- enet. om erstatningskravet er skattevæsenets, eller om kon- kursboet også kan anlægge erstatningssag mod sælgeren, beror på, om der eksisterer et konkurrenceforhold mellem skat- tevæsenets og konkursboets krav mod sælgeren. konkursboets krav mod sælgerne er det krav, selskabet har lidt ved at blive tømt. selskabet har ikke i sig selv nogen erstatningsretlig interesse i at være i besiddelse af penge. alene selskabets kreditorer har denne interesse. da efterfølgende kreditorer, der uforsigtigt har ydet kredit til et tomt selskab, ikke kan kræve erstatning for deres tab, har konkursboet ikke selv et erstatningskrav mod sælgerne. konkursboet har heller ikke anlagt sag om erstatning på baggrund af efterfølgende kreditorers tab. havde konkursboet haft et sådant erstatningskrav, havde boet i satairsagen i det hele fået medhold. højesteret fastslog imidlertid alene erstat- ningsansvar for skattevæsenets krav, herunder for sagsomkostninger, men ikke for boomkostninger, idet den erstatningssøgende reelt var skattevæsenet, og højesteret udtalte, at satair holding havde pådraget sig erstatningsansvar over for skattevæsenet. den erstatningsretligt beskyttede interesse var således skattevæsenets alene, og skattevæsenet er derfor den egentlige kreditor for det erstatningskrav, der rejses mod sælgerne i bruttosager. den efterfølgende højesteretspraksis i bruttosager støtter dette, jf. bl.a. dommen refereret i ufr 1999.1185, hvor højesteret ligeledes omtaler erstat ningsansvaret som værende et ansvar over for skattevæsenet og ikke selskabet, og dommen refereret i ufr
10. 1120 h. når det er konkursboet/kreditorerne, der har den erstatningsretligt beskyttede interesse, fremgår dette tillige klart af højesterets formuleringer, jf. tfs 1999.2967 og højesterets dom af
11. oktober 1999 i sag nr. 314/
12. der er således konsekvens i terminologien. da skattevæsenet er den egentlige kreditor, og da der ikke består en konkurrencesituation mellem konkursboet og anmelderen i bruttosager, er erstatningskravet ikke en del af konkursmassen. konkursboet er derfor ikke tillagt fortrinsret til at inddrive fordringen i medfør af

§ 137, jf.

bl.a. retten på frederiksbergs dom af 17. december 1999 (bs 9800888-3), hvor sagen var anlagt af skatteministeriet. at kreditorer ikke altid behandles lige, er ikke nyt, idet f.eks. en skadelidt aktionær kan anlægge sag uden om et selskab eller et selskabs konkursbo, når den ansvarspådragende handling ikke har ramt selve selskabet, men alene eller i særlig grad den enkelte aktionær. - 5 - sælgerne tilsidesatte ved salget af allan christensen, tønder aps anmelderens interesser og har derfor pådraget sig erstatningsansvar for anmelderens tab. tabet udgøres af den skat på 385.676,00 kr. med renter, som selskabet skylder, og er det tab, som lilli og allan christensen har betalt erstatning for. anmelderen er således kreditor for det erstatningskrav på kr. 385.676,00 med renter, som er inddrevet hos lilli og allan christensen. da fordringen tilkommer anmelderen, har denne i medfør af

§ 82krav på at få udleveret det oppebårne beløb.

konkursboet efterlades således uden midler, og boets omkostninger må betales af statskassen, ligesom de efterfølgende kreditorer ikke får nogen dividende. det gør ingen forskel, at kravet i henhold til kuratoraftalen er inddrevet af boet. såfremt anmelderen ikke er separatist for erstatnings- kravene, vil skattevæsenet lide et betydeligt provenu- tab, idet erstatningen skal deles med kreditorer, der er kommer til efter salget af det tømte selskab. da det senere etablerede selskab som følge heraf vil have midler, må erstatningskravet mod sælgeren nedsættes. anmelderens samlede tab i selskabstømmersagerne kan således ikke indhentes ved, at der rettes større krav mod andre ansvarshavende, da der ikke kan rejses yderligere krav overfor andre involverede, end der kan overfor sælgeren. hertil kommer, at det er muligt, at advokat anders hansen skal have andel i det erstatningskrav, der er inddrevet. det vil i så fald være fordi, advokat anders hansen har handlet ansvarspådragende i forbindelse med salget af selskabet og pådraget sig erstatningspligt for det tab, skattevæsenet i den anledning har lidt. denne konsekvens er udtryk for et uholdbart resultat, navnlig ud fra en samlet betragtning over selskabstømmerkomplek- set som helhed. konkursboet har anført, at formålet med konkursinsti- tuttet er universel kreditorforfølgning på bekostning af individuel, og at formålet med selve konkursen er at realisere aktiver og inddrive fordringer for at fordele aktiverne ligeligt mellem kreditorerne i henhold til konkursordenen. ved fastlæggelse af konkursordenen i 1969 blev der foretaget et opgør med de fortrinsstillede, offentlige krav, således at offentlige kreditorer ligestilledes med private kreditorer, jf. betænkning nr. 423 af 1966, og der forudsattes meget tungtvejende grunde for at fravige - 6 - dette princip. det fremgår videre af betænkningen s. 24, at man med fjernelsen af det offentliges separatistrettigheder alene ønskede at bevare separatistret for egentlige panterettigheder og ejendomsret. om en enkelt kreditor kan stille sig uden for konkurs- ordenen afhænger således af, om der er opnået en separatiststilling, og af om denne anmeldes i konkursboet, jf.

§ 82

.

§ 82

tager sigte på fysiske genstande eller konkret individualiserbare pen gebeløb, der kan identificeres som tilhørende tredjemand, og i øvrigt på rettigheder, der er sikret ved overholdelse af de almindeligt gældende sikringsakter. bestemmelsen tager ikke sigte på at regulere spørgsmålet om, hvem der er rette kreditor for en forring, men har alene til formål at sikre separatistretigheden for den tredjemand, der via opfyldelse af sikingsakter allerede har ejendomsret eller panteret. af forarbejderne til bestemmelsen, jf. betænkning nr. 606 1971, fremgår, at der stilles strenge krav til etablering heraf, jf. bl.a. dommen refereret i ufr 1985.856, hvor sø- og handels- retten ikke fandt, at der forelå separatistret for aktiein- dehavere. anmelderens krav mod selskabet opstod, da selskabet ikke opfyldte sin forpligtelse til betaling af selskabsskat. at erstatningskravet i bruttosagerne alene er selve skattekravet, ændrer ikke på, at skattekravet er en fordring mod det konkursramte selskab, hvorfor konkursboet er debitor for kravet. skattekravet og erstatningskravet er ikke identiske, men svarer til hinanden, fordi skat- tekravet var det eneste krav, da det konkursramte selskab blev solgt. selskabet er skadelidt, idet selskabets midler forsvandt, da de blev brugt til at købe selskabet med, og det er selskabets midler, der skal beskyttes mod selvfinansiering. hertil kommer, at den i nærværende sag foreliggende problemstilling om, hvem kravet tilhørte, ikke forelå for højesteret i satairsagen, og højesterets præmisser skal ses i lyset af, at skattevæsenet var eneste kreditor i konkursboet. at der i satirdommen fastslås et culpaansvar for sælgeren, fører ikke til en panteret for anmelderen. anmelderen har hverken dokumenteret ejendomsret eller panteret til konkursboets erstatningskrav mod sælgerne og har dermed ikke opnået nogen separatistret i konkursboet. - 7 - konkursboet har i medfør af

§ 137for- trinsret til at rejse og inddrive erstatningskrav mod sælgerne.

anmelderen kan først rejse krav mod disse, når og hvis konkursboet opgiver sit erstatningskrav, og kun såfremt anmelderen kan dokumentere et selvstændigt hæftelsesgrundlag over for sælgerne samt forpligtelse til for sælgerne udover det allerede betalte beløb at indbetalte yderligere beløb til anmelderen. at konkursboet har denne fortrinsstilling, er ikke nyt eller specielt for selskabstømmersager, jf. bl.a. dommene refereret i sø- og handelsretstidende 1960 nr. 96, ufr 1925.876 og ufr 1980.

1. det følger også af principperne i aktieselskabslovens §§ 142 og 144, stk. 1 og stk. 4, at kompetencen til at gøre krav gældende mod aktionærer tilkommer generalforsam- lingen, hvilket medfører, at kompetencen efter afsigelse af konkursdekret tilkommer konkursboet. konkursboet var sagsøger i sagen mod sælgerne og blev dømt til at betale sagsomkostningerne. at anmelderen betalte dem i første omgang, var alene en rent praktisk foranstaltning, da det er boets udgift. læst i sammenhæng kan præmisserne i satairdommen ikke tages til indtægt for et synspunkt om, at anmelderens inddrivelse af erstatningskrav hos sælgerne har forrang forud for konkursboets inddrivelseskrav. konkursboet er ikke inkassobureau for kreditorer, jf. bl.a. østre landsrets
2. afdelings dom af
3. april 1999 dom (sag b 2066/95), hvor det blev fastslået, at skattevæsenets erstatningskrav i selskabstømmersagen ikke var fortrinsberettiget i det sagsøgende konkursbo, og at aktiver i konkursboet skulle fordeles blandt kreditorerne i hen- hold til konkursordenen, samt dommene refereret i ufr 1972.869, tfs 1999.379 og ufr 1998.1137, som alle vedrørte konkursboets forrang for enkelte kreditorer. i dommen refereret i tfr 1999.897 fastslog højesteret erstatningskrav, men tog ikke stilling til bg banks krav. havde kravet været skattevæsenets og ikke konkursboets, havde der været al mulig grund til at tage stilling til bg banks krav. der eksisterer derfor ikke et konkurrenceforhold mellem anmelderen og konkursboet vedrørende erstatningskravet mod sælgerne, hvorfor det af sælgerne indbetalte beløb skal indgå i konkursboets masse. om anmelderen vil lide et provenutab, er uden betydning for sagen. situationen adskiller sig ikke fra enhver anden konkursbehandling, hvor anmelderen i lighed med andre kreditorer ofte - 8 - må notere et provenuetab, når der ikke opnås fuld dækning til konkursboets kreditorer. hertil kommer, at anmelderens anslåede provenutab er udokumenteret og må anses for at være forkert anslået. forrang for anmelderen vil være en tilsidesættelse af konkursordenen, idet anmelderen derved som kreditor opnår særskilt adgang til en del af konkursboets aktiver. det vil medføre uoverskuelige konsekvenser og en uholdbar retsstilling, hvis de enkelte kreditorer selv kan rejse erstatningskrav i konkurrence med konkursboet, eller hvis der skulle kunne anmeldes separatistkrav fra de enkelte kreditorers side over for de erstatningsbeløb, et konkursbo inddriver. skifterettens bemærkninger: det er utvivlsomt, at midler, der uberettiget fjernes fra et selskab, af selskabet eller dets konkursbo kan søges tilbage fra den eller dem, der har fjernet midlerne. det er ligeledes utvivlsomt, at selskabet eller dets konkursbo kan kræve erstatning for bortfjernelsen hos nogen, der kan anses for ansvarlig herfor. i hvert fald i den ydre form har boet i det forelig- gende tilfælde inddrevet et erstatningskrav. indtil afsigelsen af højesterets dom i satairsagen var det da også den almindelige antagelse, at beløb, konkursboerne efter de tømte selskaber inddrev fra selskabssælgere eller andre, tilhørte boerne i alle tilfælde, også i tilfælde som det foreliggende, hvor "bruttoafregningsmetoden" har været benyttet, og hvor grundlaget for søgsmål mod sælgere og andre skal søges i dansk rets almindelige erstatningsregler. efter skifterettens opfattelse kan hverken højesterets dom i satairsagen eller retspraksis i forlængelse heraf fortolkes således, at det ved afgørelserne har været hensigten, at det i realiteten skulle være skattevæsenet, der fik tilkendt erstatning, med den virkning at de pågældende erstatningsbeløb efter de dømmende retters opfattelse ikke burde indgå i de respektive konkursboers almindelige masse. herefter og idet det i øvrigt af anmelderen anførte ikke kan føre til andet resultat, tager skifteretten konkursboets påstand til følge. - 9 - thi kendes for ret:
4. konkursboet, toft & madsen holding aps, frifindes for anmelderen, skatteministeriet, told- og skattestyrelsens påstand om, at boet skal anerkende, at anmelderen har status som separatist.
5. konkursboet skal anerkende anmelderens krav som simpelt, jfr.

§ 97, med 385.676,00 kr.

med tillæg af renter frem til konkursdagen. 3. inden 14 dage fra afsigelsen af denne dom skal anmelderen betale 30 000 kr. i sagsomkostninger til boet. jørgen als andersen (sign.) udskriftens rigtighed bekræftes p. j. v. sø- og handelsretten, den