dom afsagt den 13. oktober 2014 af østre landsrets 20. afdeling (landsdommerne henrik gam, b. tegldal og andreas bøgsted-møller (kst.)). 20. afd. nr. b-2784-13: a (advokat marie-louise ehmer, besk.) m

ikrafttrædelse den 1. januar 2008, er det derfor

almindelige regler, der regulerer spørgsmål om forældelse af as yderligere krav, jf. forældelsesloven § 30, stk. 1, 1. pkt. forældelsesfristen af as eventuelle krav på yderligere godtgørelse for varigt mén er derfor 3 år, jf.

§ 3, stk.

1, der som udgangspunkt skal regnes fra skadestidspunktet den 15. september 1986, jf.

§ 2, stk.

4. en eventuel suspensionsperiode, jf.

§ 3, stk.

2, ophørte allersenest (og muligvis noget før) den

1. oktober 2009, hvor as daværende advokat i et brev til ankestyrelsen argumenterede for de psykiske geners betydning for erstatningsudmålingen. på dette tidspunkt kan a ikke længere have været i uvidenhed om sit mulige krav som følge af psykiske gener, og forældelsesfristen kan derfor ikke suspenderes længere end til denne dato. as eventuelle krav på yderligere godtgørelse for varigt mén blev derfor senest forældet ved kontortids ophør den
2. oktober
3. forældelsen var ikke forinden blevet afbrudt, og da stævning i sagen først blev indgivet den
4. februar 2013, skal ankestyrelsen frifindes. det bemærkes, at tillægsfristen på ét år i

§ 21, stk.

2, ikke bliver aktuel, idet ankestyrelsen senest traf afgørelse om godtgørelse for varigt mén den

1. september
2. det gøres subsidiært gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ankestyrelsens afgørelse af
3. september 2010, hvorved as varige mén som følge af arbejdsskaden blev fastsat til 10 %. det gøres herved gældende, at a ved denne afgørelse er kompenseret for det - 23 - varige mén, der kan henføres til arbejdsskadens følger, jf. 1978-lovens § 28 samt u 1999.1565h og u 2009.952h. over for as anden påstand gøres gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ankestyrelsens afgørelse af
4. august 2013, hvorefter overvejende sandsynlighed taler imod, at as psykiske gener er en følge af arbejdsskaden. det har til følge, at ankestyrelsen med rette har foretaget fradrag i det samlede erhvervsevnetab svarende til det erhvervsevnetab, der kan henføres til de psykiske gener (30 pct.). der lægges herved vægt på, at a i henhold til det fyldige journalmateriale fra roskilde amtssygehus fjorden siden 16-års alderen har lidt af behandlingskrævende psykiske symptomer i form af fluktuerende (svingende) angstsymptomer, der blev forværret af misbrug af alkohol og euforiserende stoffer. det bemærkes hertil, at der intet steds i de tidstro journaloptagelser fra roskilde amtssygehus fjorden i perioden fra 1997-2003 er indikeret eller forudsat en sammenhæng mellem arbejdsskaden og de psykiske symptomer. i kommunens ressourceprofil fremgår det i tråd hermed af lægekonsulentens vurdering, at a led af ”… en kronisk psykiatrisk sygdom siden ungdommen…”. i indstillingen til førtidspension samme steds fremgår følgende: ”siden 15 års alderen har ansøger haft angstsymptomer som i tiltagende grad har været behandlingskrævende og som siden 1990 har medført flere behandlingsforløb på psykiatrisk afdeling.”. disse oplysninger er i strid med de oplysninger, som a selv gav til klinikchef, speciallæge i psykiatri jørn lykke under udarbejdelsen af speciallægeerklæringen af
5. december
6. heraf fremgår, at a oplyste, at han havde et kortvarigt angstanfald som 16- årig, hvorefter anfaldene tog af. samme sted fremgår, at a var henvist til roskilde amtssygehus fjorden i 1997 og til distriktspsykiatrien i
7. det fremgår også, at det ikke havde været muligt for lægen at indhente journalen herfra. på trods heraf fremgår følgende af erklæringens konklusion: ”det er dog ikke muligt at beskrive undersøgtes psykiske lidelse som direkte forårsaget af traumet, men en efterfølgende konfliktsituation inden for militæret efter traumet har formentlig haft afgørende betydning for undersøgtes aktuelle tilstand.” konklusionen blev fastholdt, da jørn lykke efterfølgende kom i besiddelse af journalen fra roskilde amtssygehus fjorden. på ovenstående baggrund gøres det samlet set gældende, at det er overvejende sandsynligt, at as psykiske gener, der ubestridt begrunder et erhvervsevnetab på ca. 30 pct., ikke har sammenhæng med arbejdsskaden, hvorfor det var berettiget, at ankestyrelsen i afgørelsen af
8. august 2013 foretog fradrag som gjort. - 24 - retsgrundlaget før
9. januar 2008 blev krav på arbejdsskadeområdet forældet efter den 20-årige forældelsesfrist i danske lov 5-14-4, idet 1908-loven ikke fandt anvendelse på arbejdsskadeområdet. lov nr. 522 af
10. juni 2007 om forældelse af fordringer ("forældelsesloven") trådte i kraft den
11. januar 2008 og ophævede danske lov 5-14-4 og 1908-loven. det følger af

§ 3, stk.

1, at forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser. fristen skal som udgangspunkt regnes fra skadestidspunktet, jf.

§ 2, stk.

1. det følger af lovens § 3, stk. 2, at fristen, såfremt fordringshaveren var ubekendt med fordringen eller skyldneren, først regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. endelig følger det af lovens § 21, stk. 2, at der løber en 1-årig tillægsfrist fra det tidspunkt, hvor en myndighed har truffet afgørelse i sagen. ved lov nr. 523 af
2. juni 2007 om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. ("følgeloven") blev der i § 21 indsat en ny § 36 i den dagældende lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 154 af
3. marts 2006, hvorefter der for krav i medfør af loven gælder en 5-årig forældelsesfrist. af bemærkningerne til justitsministeriets ændringsforslag af
4. maj 2007 til forslag til følgeloven fremgår blandt andet: ”hvis ændringsforslaget vedtages, vil forslaget til ny forældelseslov (l 165) navnlig medføre følgende ændringer for de tilskadekomne på arbejdsskadeområdet: lovforslaget om en ny forældelseslov med de ændringer, som følger af ændringsforslaget, vil medføre, at der på arbejdsskadeområdet dels kommer til at gælde en 5-årig forældelsesfrist, der regnes fra skadens indtræden, men som suspenderes, så længe tilskadekomne ikke har kendskab til fordringen eller skyldneren og dette ikke skyldes grov uagtsomhed, dels kommer til at gælde en absolut 30-årig forældelsesfrist, som regnes fra den skadevoldende handlings ophør. - 25 - i dag gælder alene den 20-årige forældelsesfrist efter danske lov. denne frist kan ligesom den foreslåede 30-års frist ikke suspenderes og løber fra den skadevoldende handlings ophør. arbejdsskadesikringslovens særlige regler om anmeldelsesfrister i forhold til arbejdsskademyndighederne berøres ikke af lovforslaget. med forbehold for disse regler betyder lovforslaget i praksis, at f.eks. en person, som 21 år efter at være ophørt med et farligt arbejde bliver syg som følge af arbejdet, i modsætning til i dag vil kunne fremsætte krav om erstatning m.v. inden for 5 år fra sygdommens opståen. dette er en klar forbedring i forhold til i dag, og lovforslaget vil altså være til gavn for dem, der bliver ramt af sygdomme, som er meget længe om at udvikle sig. omvendt vil reglerne blive skærpet f.eks. for den, som forholder sig passiv i mere end 5 år efter at have fået kendskab til, at vedkommende er blevet syg som følge af arbejdet. denne skærpelse vil på den anden side i mange tilfælde i virkeligheden være en fordel for tilskadekomne, idet en hurtigere afklaring af sagen alt andet lige vil øge mulighederne for, at afgørelsen træffes på et bevismæssigt sikkert grundlag.” det følger af § 85 a i lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 154 af
5. marts 2006 samt tilsvarende bestemmelser i de tidligere gældende arbejdsskadesikringslove, at arbejdsskader indtruffet før de respektive loves ikrafttræden skal behandles efter den lov, der gjaldt på skadestidspunktet. af lov om arbejdsskadeforsikring fra 1978, jf. lovbekendtgørelse nr. 904 af
6. december 1986, der var gældende den
7. september 1986, fremgår ingen særlige bestemmelser vedrørende forældelse. landsrettens begrundelse og resultat forældelse det er ubestridt, at spørgsmålet om yderligere erstatning for tab af erhvervsevne og yderligere godtgørelse for varigt mén skal afgøres efter den på ulykkestidspunktet gældende arbejdsskadeforsikringslov (bekendtgørelse af lov om arbejdsskadeforsikring nr. 904 af
8. december 1986). det er endvidere ubestridt, at as krav på erstatning og godtgørelse er omfattet af reglerne i forældelsesloven – lov nr. 522 af
9. juni 2007, jf. lovens § 30, stk.
10. spørgsmålet er herefter, hvorvidt den i § 21 i følgeloven (lov nr. 523 af
11. juli 2007 om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v.) indførte særlige 5- - 26 - årige forældelsesfrist for krav om erstatning og godtgørelse i medfør af lov om arbejdsskadesikring finder anvendelse på as krav. det fremgår af forarbejderne til følgeloven, at den nye forældelseslov medfører, at der på ”arbejdsskadeområdet” vil gælde en 5-årig forældelsesfrist. det er ikke i forarbejderne angivet, at den 5-årige forældelsesfrist alene skal gælde for krav vedrørende arbejdsulykker opstået efter den
12. januar
13. på denne baggrund og henset til at krav på arbejdsskadeområdet før

ikrafttræden den

1. januar 2008 var undergivet 20 års forældelse, jf. danske lov 5-14-4, finder landsretten, at følgeloven må fortolkes således, at den 5-årige forældelsesfrist tillige skal gælde for krav på arbejdsskadeområdet hidrørende fra arbejdsulykker, der er indtruffet før den
2. januar
3. landsretten finder herefter, at as krav om godtgørelse for mén ikke er forældet. årsagsforbindelse efter den dagældende arbejdsskadeforsikringslovs § 13 (nu § 12, stk. 2) skal et påvist tab af erhvervsevne og varigt mén anses at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. ankestyrelsen har ved sin afgørelse af
4. august 2013 fundet det overvejende sandsynligt, at as funktionsnedsættelse som følge af hans psykiske gener ikke har sammenhæng med arbejdsskaden den
5. september 1986, idet ankestyrelsen har lagt vægt på, at a siden 16-års alderen har haft en psykisk lidelse, og at de psykiske gener herefter med overvejende sandsynlighed ikke er udløst af arbejdsskaden. efter det af ankestyrelsens psykiatriske lægekonsulent anførte om as psykiske helbredstilstand forud for arbejdsulykken, herunder navnlig at det på baggrund af det psykiatriske journalmateriale, der strækker sig over en årrække, må lægges til grund, at der hos a siden 16-års alderen har bestået en behandlingskrævende angstlidelse, der har været behandlet med medicin, samt når henses til, at der ikke kan konstateres en tidsmæssig - 27 - sammenhæng mellem arbejdsulykken og den psykiske lidelse, finder landsretten det overvejende sandsynligt, at den psykiske lidelse og den deraf følgende betydelige funktionsnedsættelse ikke er en følge af arbejdsskaden. herefter, og da der ikke er grundlag for at tilsidesætte ankestyrelsens vurdering, hvorefter følgerne af arbejdsskaden har medført et tab af erhvervsevne på 35 % og et varigt mén på 15 %, tages ankestyrelsens frifindelsespåstand til følge. omkostninger statskassen skal betale sagsomkostninger til ankestyrelsen med i alt 70.000 kr. beløbet vedrører udgifter til advokatbistand inkl. moms. ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagsgenstandens værdi taget hensyn til sagens omfang og principielle karakter, idet landsretten tillige har lagt vægt på, at en væsentlig del af sagen har angået spørgsmålet om forældelse, hvilket spørgsmål er rejst af ankestyrelsen, og i hvilket spørgsmål ankestyrelsen ikke har fået medhold. thi kendes for ret: ankestyrelsen frifindes. i sagsomkostninger for landsretten skal statskassen betale 70.000 kr. til ankestyrelsen. det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.