højesterets dom afsagt mandag den 25. april 2016 sag 213/2014 (2. afdeling) a (advokat malou ehmer, beskikket) mod ankestyrelsen (kammeradvokaten ved advokat henrik nedergaard thomsen) i tidligere ins

§ 47sammenholdt med § 48, stk.

1.

§ 21indebærer bl.a.

en ændring af arbejdsskadesikringslovens § 36, således at forældelsesfristen er 5 år i stedet for 3 år for de krav, der er omfattet af bestemmelsen (§ 36, stk. 3). parterne er enige om, at as eventuelle krav på yderligere godtgørelse for varigt mén ikke var forældet, da forældelsesloven og følgeloven trådte i kraft den

1. januar 2008, fordi forældelse efter den hidtil gældende bestemmelse i danske lovs 5-14-4 var blevet afbrudt. - 10 - parterne er endvidere enige om, at der er indtrådt forældelse, hvis det nævnte krav på yderli- gere godtgørelse for varigt mén er omfattet af forældelseslovens tre-årige forældelsesfrist, men at kravet ikke vil være forældet, hvis det er omfattet af den fem-årige forældelsesfrist i arbejdsskadesikringslovens § 36 som ændret ved § 21 i følgeloven. det fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 36, stk. 2, at de forlængede forældelsesfrister angår ”krav efter loven eller mod arbejdsgiveren på erstatning eller godtgørelse i anledning af en arbejdsskade, jf. § 5”. højesteret finder, at denne ordlyd ikke er til hinder for, at bestem- melsen tillige finder anvendelse på krav efter den tidligere gældende arbejdsskadesikringslov eller arbejdsskadeforsikringslov. det er da også i kraft af den nugældende arbejdsskadesik- ringslovs overgangsbestemmelser, at de tidligere gældende love (lovbekendtgørelse nr. 943 af
2. oktober 2000 og lovbekendtgørelse nr. 450 af
3. juni 1987) er opretholdt for arbejds- ulykker mv., der er indtruffet før ikrafttrædelsestidspunktet for den nugældende lov, jf. § 85 a, stk. 2, i den gældende lov og § 71, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 943 af
4. oktober
5. af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at de forlængede frister i § 36 har sammenhæng med ”arbejdsskadeområdets særlige karakter” og indebærer en fravigelse af udgangspunktet ifølge § 36, stk. 2, hvorefter den nye forældelseslov ”vil finde anvendelse på arbejdsskade- krav”. det fremgår ikke af bemærkningerne, at rækkevidden af den nye regel i § 36 – og de heraf følgende forlængede forældelsesfrister – forudsættes at være begrænset til krav, som vedrører arbejdsulykker, der er indtrådt efter den
6. januar 2004, hvor den nugældende ar- bejdsskadesikringslov trådte i kraft. tværtimod fremgår det af beskrivelsen af de hensyn, som begrunder de forlængede forældelsesfrister, at der ikke er anledning til at sondre mellem krav vedrørende arbejdsulykker før og efter den
7. januar
8. højesteret finder herefter, at hverken ordlyden af eller forarbejderne til § 36 i arbejdsskade- sikringsloven, jf.

§ 21

, giver grundlag for at anse rækkevidden af de særlige for- ældelsesregler i § 36 for begrænset til krav, som vedrører arbejdsulykker, der er indtrådt efter den

1. januar
2. - 11 - højesteret tiltræder på den anførte baggrund, at forældelsesreglerne i arbejdsskadesikringslo- vens § 36 finder anvendelse, og at as eventuelle krav på yderligere godtgørelse for varigt mén ikke er forældet. årsagsforbindelse af de grunde, som landsretten har anført, og som er bestyrket ved retslægerådets erklæring, tiltræder højesteret, at a ikke har krav på yderligere godtgørelse eller erstatning. konklusion højesteret stadfæster dommen. under hensyn til sagens udfald og til, at en væsentlig del af sagen har drejet sig om det prin- cipielle spørgsmål om forældelse, som ankestyrelsen ikke har fået medhold i, skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part eller til statskassen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part eller til stats- kassen.