← Danmark

sø- & handelsrettens dombog

Obsah (5)§ 1§ 7a§ 2a§ 2§ 7

- evh udskrift af sø- & handelsrettens dombog ____________ dom afsagt den 29. april 2015 f-9-12 ingeniørforeningen, ida som mandatar for a (advokat kim schioldann) mod ikast-brande kommune (advokat yv

for- stand. på afskedigelsestidspunktet sagsøgte har i sagen gjort gældende, at sagsøger ikke på afskedigelsestidspunktet var omfattet af

beskyttelse mod afskedigelse på grund af handi- cap, fordi sagsøgers begrænsning ikke på dette tidspunkt efter sagsøgtes opfattelse var defineret som varig. 1) eu-rettens krav om varig eller langvarig lidelse sagsøgtes anbringende er imidlertid ikke i overensstemmelse med fortolkningen af eu- reglerne. det er efterfølgende blevet fastslået i ring/werge-dommen, at det er tilstrække- ligt til at udløse beskyttelsen i forskelsbehandlingsloven, at den ansattes begrænsning i relation til arbejdslivet enten er – eller at det er sandsynligt, at den vil blive – langvarig, og det er altså dermed nu fastslået af eu-domstolen, at det ikke et krav, at lidelsen skal være varig. i ring/werge-sagen var særligt lone skouboe werges situation sammenlignelig med sagsøgers situation, idet lone skouboe werges kom pludseligt til skade ved et trafik- uheld den

  1. december 2003, hvorefter hun den
  2. april 2005 blev opsagt, jf. sagsfrem- stillingen i dommens præmis 19 –
  3. der var altså tale om sygdom i 1 år og 4 måneder på opsigelsestidspunktet, hvilket efter sø- og handelsrettens opfattelse i u.2014.1223, var tilstrækkeligt længe til, at tilstanden var omfattet af begrebet handicap. 2) sagsøgers lidelse var varig på afskedigelsestidspunktet det gøres gældende, at sagsøgers begrænsning i eu-retlig forstand var varig på afskedi- gelsestidspunktet. - 16 - sagsøgers sygdomsforløb havde således allerede på afskedigelsestidspunktet varet 1 ½ år og var dermed tilstrækkeligt langvarigt til, at afskedigelsen skal vurderes efter reglerne om afskedigelse af handicappede i forskelsbehandlingsloven. sagsøger [var] begrænset i sin relation til arbejdslivet fra ulykkestidspunktet den
  4. maj 2009 og afskedigelsen blev afgivet den
  5. november 2010, hvor der var forløbet 1 år og 6 måneder, hvilket klart lever op kravene til varighed i sø- og handelsrettens ovennævnte afgørelse. ganske vist sygemeldte sagsøger sig først i august 2009 – dvs. ca. 1 år og 3 måneder før afskedigelsen – men allerede efter ulykken drøftede sagsøger muligheden for sygemel- ding med sin chef, som dog modsatte sig denne mulighed. den lægelige diagnose kort tid efter trafikulykken den
  6. maj 2009 angav, at der var tale om en varig lidelse, hvis den fortsatte ud over ca. 2 år, mens der blot ville tale om en for- bigående lidelse, hvis symptomerne forsvandt tidligere, jf. statusattest fra egen læge i holstebro fra
  7. december 2009 …, der senere følges op af ny statusattest fra samme læ- ge den
  8. juli 2010 … det samme fremgik med endnu større klarhed af specialisterklæringen fra neurologisk afdeling af
  9. juni 2010 …, hvor der står, at ”[m]an kan håbe på spontan bedring. desværre ser man også tilfælde, hvor skaden kan sprede sig længere op ad armen eller til andre ekstremiteter”, og i specialisterklæringen fra den
  10. august 2010, hvor speciallæge birgitte sandal vur- derer sagsøgers tilstand, anføres det, at ”man kan se bedring helt op til 2 år efter, men man kan også frygte, at tilstanden er ved at være stationær” … tilsvarende fremgår endelig af overlæge jens kampmann erklæring fra
  11. oktober 2010, hvor overlægen … anfører, at ”erfaringsmæssigt kommer der bedring i løbet af en længere tidshorisont (år), men hvorvidt det bliver aktuelt her er uklart”. det gøres endvidere gældende, at lidelsen allerede fra tidspunktet for trafikuheldet hav- de karakter af en varig lidelse og dermed udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslo- vens forstand, blot bevirkede karakteren af sygdommen refleksdystrofi, at lægerne først var i stand til at fastslå dette på baggrund af sygdommens tidsmæssige udvikling (empi- risk diagnose), jf. overlæge jens kampmanns konklusion i speciallægeerklæringen fra
  12. juli 2013, hvor overlægen anfører, at sagsøgers tilstand i det væsentlige er uændret siden 2009 og, at ”[n]u 4 år efter må tilstanden skønnes at være stationær” … 3) ”sandsynligvis” varig eller langvarig på afskedigelsestidspunktet såfremt retten ikke er enig i, at sagsøgers begrænsning var varig på afskedigelsestids- punktet den
  13. november 2010, gøres det gældende, at sagsøgers begrænsning var om- fattet af handicapreglerne, fordi det var sandsynligt at begrænsningen ville være varig el- ler langvarig på afskedigelsestidspunktet. der kan ikke stilles krav om, at lidelsen allerede på afskedigelsestidspunktet skal være varig eller langvarig. det er efter eu-retten tilstrækkeligt, at der er udsigt til, at den bliver det. dette fremgår af eu-domstolens afgørelse i navas-sagen (c-13/05), hvor det i præmis 45 anføres, at en begrænsning ”sandsynligvis skal være af lang varighed”, for at være om- fattet af begrebet handicap, jf. præmis
  14. - 17 - det samme fremgår ikke direkte af domstolens dom i ring/werge-sagen, men det fremgår omvendt af domstolens omformulering af spørgsmålet i præmis 34, at der ef- ter domstolens opfattelse spørges om, hvorvidt en begrænsning, ”der sandsynligvis vil være lang” vil være omfattet af begrebet ”handicap” i beskæftigelsesdirektivet, hvilket domstolen senere i dommen svarer bekræftende på. det fremgår endvidere af de talrige henvisninger i ring/werge-dommen til dommen i chacon navas-sagen, at domstolen i ring/werge-dommen ønsker at opretholde præ- judikatet fra navas-dommen, og ikke på nogen måde har til hensigt at begrænse defi- nitionerne i dommen. det giver ikke fornuftig mening at udlægge domstolens brug af ordet ”sandsynligt” som et krav om langvarighed skal kunne konstateres på afskedigelsestidspunktet, al den stund der ikke kan være knyttet sandsynlighed til det, der er til stede på et givent tidspunkt. det kan der kun, når sagen drejer sig om et forhold, som man må forvente sandsynligvis vil indtræde på et senere tidspunkt. det fremgår derfor af domstolens præmisser i henholdsvis navas-dommen og ring/werge-dommen, at en lidelse kan være omfattet af handicap-begrebet, hvis det er ”sandsynligt”, at sygdommen vil blive langvarig. dette krav fra eu-domstolen om, at en lidelse eller en begrænsning sandsynligvis vil være langvarig, levede sagsøgers sygdom til fulde op til på afskedigelsestidspunktet, jf. de lægelige oplysninger i sagen både før og efter afskedigelsen den
  15. november 2010 … , idet der på dette tidspunkt var en klar og utvetydig formodning for, at lidel- sen ville blive varig, … det samme fremgår tilsvarende klart af speciallægeerklæring fra overlæge jens kampmann fra
  16. oktober 2010, hvor overlægen … anfører, at ”erfaringsmæssigt kom- mer der bedring i løbet af en længere tidshorisont (år), men hvorvidt det bliver aktuelt her er uklart”. det kan derfor bevismæssigt lægges til grund, at det stod eller burde stå sagsøgte klart på afskedigelsestidspunktet, at sagsøgers lidelse måtte forventes at blive langvarig el- ler varig. sagsøgtes viden om sagsøgers begrænsning såfremt sagsøgte gør gældende, at sagsøgte ikke var bekendt med oplysningerne om karakteren af sagsøgers lidelse, herunder vedrørende den forventede varighed gøres det gældende, at sagsøgte var forpligtet til at efterspørge de seneste lægelige vurde- ringer inden sagsøgte skred til afskedigelse. reale hensyn tilsiger desuden, at en arbejdsgiver, der efter de lægelige oplysninger, der foreligger på afskedigelsestidspunktet, må forvente, at lønmodtagerens lidelse sandsynligvis er varig, ikke skal kunne forbedre sin retsstilling ved at afskedige løn- modtageren inden den endelige diagnose foreligger. dette hensyn må antages at ligge bag eu-domstolens bemærkninger om, at det er til- strækkeligt, at varigheden af en lidelse ”sandsynligvis vil være lang”, idet denne formu- - 18 - lering så at sige fremrykker fuldbyrdelsesmomentet til et tidligere tidspunkt, end det tidspunkt, hvor der er sikkerhed for, at en lidelse er varig. det anførte hensyn har særlig vægt i en sag som den foreliggende, hvor den empiriske viden om en sygdoms udvikling udgør et diagnosticeringsredskab, således som til- fældet er med hensyn til refleksdystrofi. direkte forskelsbehandling og faktiske omstændigheder, der pålægger sagsøgte bevisbyrden det gøres gældende, at sagsøgtes afskedigelse af sagsøger udgjorde direkte forskelsbe- handling på grund af handicap, jf.

§ 1, stk.

2, jf. § 2, stk.

  1. hele perioden fra august 2009 var sagsøger deltidssygemeldt på grund af symptomerne på refleksdystrofi, og begrundelsen for afskedigelsen i opsigelsen af
  2. november 2010 var sagsøgers langvarige sygefravær … dermed var begrundelsen for afskedigelsen en direkte reference til sagsøgers handicap, og afskedigelsen udgjorde dermed direkte forskelsbehandling efter forskelsbehandlings- loven. sagsøger har herved påvist faktiske omstændigheder, der sandsynliggør, at der forelig- ger en afskedigelse begrundet i usaglig forskelsbehandling i strid med forskelsbehand- lingsloven, jf.

§ 7a

, hvorefter det påhviler sagsøgte at føre be- vis for, at afskedigelsen ikke udgjorde en krænkelse af ligebehandlingsprincippet i for- skelsbehandlingsloven § 2. det påhviler herefter sagsøgte en omvendt bevisbyrde for, at afskedigelsen af sagsøger var sagligt begrundet i andre forhold end handicap, og det gøres gældende, at denne be- visbyrde ikke er løftet. sagsøgtes forpligtelse til at tilbyde kompensationsforanstaltninger, jf.

§ 2a

en arbejdsgiver i sagsøgtes situation er forpligtet til at tilbyde den ansatte foranstaltnin- ger, der kan kompensere for konsekvenserne et handicap, jf.

§ 2a

. sagsøger gør gældende, at sagsøgte ikke har levet op til sine forpligtelser efter forskels- behandlingslovens § 2a. sagsøgte fik på grund af symptomerne efter ulykken behov for at kunne benytte en bær- bar computer til at skrive notater og lignende i forbindelse med udførelsen det daglige arbejde, men sagsøgte afviste sagsøgers anmodning. endvidere havde sagsøger behov for skrive- og tegneredskaber, der let afgiver farve uden, at der skal trykkes hårdt, og gribegreb til at sætte på dem. … sagsøgte afviste at indkøbe sådanne redskaber til sagsøger, der selv måtte finansiere ind- køb af redskaberne, som var nødvendige for at sagsøger kunne udføre sit arbejde. endelig havde sagsøger behov for nedsat arbejdstid. - 19 - sagsøger blev et par måneder efter ulykken deltidssygemeldt og arbejdede herefter med et varierende ugentligt timetal på mellem 20 og 31 timer. sagsøger fremsatte gentagne gange, f.eks. ved mødet den

  1. august 2010, overfor afdelingschef karina kisum ønske om ansættelse på nedsat tid svarende til 20 timer om ugen, jf. referatet fra mødet … sagsøgers ønske om deltidsansættelse på 20 timer om ugen blev imidlertid hver gang af- vist, senest fremgår det af karina kisums notat fra
  2. september 2010, at planchefen ikke så ”anden udvej end at afskedige a snarest muligt”… ved mødet den
  3. august 2010 (…) oplyste sagsøgers socialrådgiver fra ida, at hun den
  4. august 2014 havde skrevet til fastholdelsescenteret om erstatning for tab af erhvervs- evne, og at man forventede svar i uge 35, og det fremgår af planchefens ovennævnte no- tat, …, at planchefen traf beslutning om afskedigelse uafhængigt af svaret fra fastholdel- sescenteret. sagsøgers ønske om deltid blev således afvist endeligt på et ufuldstændigt grundlag, idet der ikke forinden beslutningen om afskedigelse blev truffet, var foretaget nogen form for undersøgelse af, om det var muligt at omlægge arbejdet eller ansætte en kollega på deltid til udfyldelse af de supplerende timer med henblik på, at kommunen kunne opfylde sine forpligtelser efter

§ 2a

. det bør lægges til grund, at sagsøgers arbejdsevne på afskedigelsestidspunktet svarede til 20 timer, jf. herved også planchefens ovennævnte notat … sagsøger deltog endvidere efterfølgende i 2 arbejdsprøvninger, hvor sagsøger arbejdede i 20 timer om ugen, og hvor der i ingen af tilfældene var bemærkninger til sagsøgers ar- bejdseffektivitet i de 20 timer arbejdstiden var sat til, … … uforholdsmæssig stor byrde for arbejdsgiveren 2. punktum i

§ 2a

, åbner op for en mulighed, hvor arbejdsgi- veren kan undlade at iværksætte kompensationsforanstaltninger som nævnt i 1. punk- tum, hvis arbejdsgiveren derved pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. sagsøger gør gældende, at sagsøgte ikke har overholdt sin forpligtelse efter forskelsbe- handlingslovens § 2a, til at iværksætte kompensationsforanstaltninger, og det desuden gøres gældende, at de foranstaltninger sagsøger havde behov for med henblik på at kun- ne arbejde på lige fod med andre, ikke udgjorde en uforholdsmæssig stor byrde for sag- søgte. sagsøgte har i sagen gjort gældende, at det efter sagsøgtes opfattelse ikke var muligt at rekruttere en anden ansat til at varetage den overskydende arbejdstid i tilfælde af, at sag- søger gik ned i arbejdstid fra 37 timer til 20 timer om ugen. sagsøger må imidlertid som nævnt pege på, at sagsøgte end ikke undersøgte mulighe- derne for at omlægge arbejdsopgaverne blandt flere mulige ansatte i planafdelingen, lige så lidt som sagsøger gjorde noget forsøg på at rekruttere medarbejder, som kunne udfyl- de de resterende timer. i planafdelingen var der i alt beskæftiget 6 planlæggere med fysisk planlægning og by- fornyelse, hvoraf 2 var kommuneplanlæggere, 3 lokalplanlæggere og én med byfornyel- - 20 - se, og der var således rig mulighed for at omlægge arbejdsopgaverne og derved skabe plads til deltidsbeskæftigelse af sagsøger. den ene af kommuneplanlæggerne var i en periode sygemeldt og blev erstattet af en vi- kar, men efter raskmelding var kommuneplanlæggeren beskæftiget på deltid. det er således ikke korrekt, at alle planlæggere var beskæftiget på fuld tid. med hensyn til, at sagsøgte gør gældende, at sagsøger ikke kunne få nedsat arbejdstiden, fordi der ikke kunne rekrutteres byplanlæggere på deltid, gør sagsøger gældende, at det- te ikke er korrekt. … det er desuden et helt grundlæggende krav for at sagsøgte skal kunne løfte sin bevisbyr- de, at sagsøgte er i stand til at dokumentere, at sagsøgte i det mindste reelt havde under- søgt, om der var mulighed for at kunne imødekomme sagsøgers behov for nedsat ar- bejdstid. sagsøgte gennemførte imidlertid ikke sådanne relevante undersøgelser, og alene af den grund har sagsøgte ikke mulighed for at løfte sin bevisbyrde for, at afskedigelsen var sag- ligt begrundet i karakteren af de fornødne kompensationsforanstaltninger. sagsøgte har ikke løftet bevisbyrden for, at sagsøgte kunne undlade at iværksætte til pasningsforanstaltninger, der kunne kompensere for sagsøgers handicap, jf. forskelsbe- handlingslovens § 2a, idet undtagelsesbestemmelsen i

§ 2a, 2.

punktum, ikke finder anvendelse, eftersom det ikke ville være uforholdsmæssigt byrde- fuldt for sagsøger at ansætte sagsøger på deltid, ligesom det heller ikke var uforholds- mæssigt byrdefuldt for sagsøgte at tilbyde de arbejdsredskaber, som var nødvendige for at sagsøger kunne udføre sit arbejde trods sit handicap. godtgørelsens størrelse den nedlagte påstand svarer til 12 måneders løn á 33.685,93. det gøres gældende, at sagsøger har krav på en godtgørelse på op til 12 måneders løn, og i forbindelse med udmålingen af godtgørelse gøres det gældende, at det udgør en skærpende omstændighed, at sagsøger blev afskediget på grund af et handicap, der er opstået som følge af en arbejdsskade. dette skærper kravene til arbejdsgiverens bestræbelser for at imødekomme den til- skadekomne ansattes behov for, at der iværksættes foranstaltninger, der gør det mu- ligt for den ansatte fortsat at udføre sit arbejde, og i en situation som den foreliggende, hvor ikast-brande kommune ikke har levet op til sine forpligtelser i denne henseende, bør det have en skærpende indflydelse på godtgørelsens størrelse. en yderligere skærpende omstændighed, der bør have indflydelse på udmåling af godtgørelsen er, at sagsøgers primære kompensationsbehov var nedsat arbejdstid, og netop behovet for nedsat arbejdstid var sagsøgtes begrundelse for at afskedige sagsø- ger. udgangspunktet for udmåling af en godtgørelse i sagen om usaglig afskedigelse på grund af handicap svarer til niveauet i sager om afskedigelse på grund af barsel og graviditet efter ligebehandlingsloven, og det betyder, at udgangspunktet for udmåling af godtgørelse til sagsøger er 9 måneders løn, jf. højesterets bemærkninger herom i u.2013.2575h. - 21 - jf. de anførte skærpende omstændigheder gøres det imidlertid gældende, at godtgø- relsen bør fastsættes til 12 måneders løn.” ikast-brande kommune har i alt væsentligt procederet i overensstemmelse med det fremlag- te påstandsdokument, hvoraf bl.a. fremgår følgende: ”anbringender i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt a kan anses for at have pådraget sig et han- dicap i

forstand det er sagsøger, der skal godtgøre, at a havde et handicap i

forstand på opsigelsestidspunktet og således var omfattet af den særlige beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af handicap i forskelsbehandlingsloven. ikast-brande kommune gør gældende, at a ikke har godtgjort, at hun på opsigelsestidspunktet den 29. november 2010 havde et handicap i

forstand. eu-domstolen fastslog i sin dom af 11. april 2013 – og dermed efter sagsøgers anlæggelse af nærværende sag – i de forenede sager c-335/11 og c-337/11 (ring & werge) …, at be- grebet handicap skal fortolkes således, at det blandt andet omfatter ”… en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig syg- dom, når denne sygdom medfører en funktionsbegrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og ef- fektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed. …” det er ikast-brande kommunes opfattelse, at eu-domstolens formulering ”en begræns- ning, der er af lang varighed” indebærer, at der med udgangspunkt i oplysningerne om medarbejderens helbredsmæssige situation på opsigelsestidspunktet skal foretages en konkret vurdering af funktionsbegrænsningens varighed, i hvilken forbindelse den læge- faglige vurdering af den forventede varighed af funktionsbegrænsningen på opsigelses- tidspunktet vil have særlig relevans. det gøres gældende, at det på baggrund af de faktiske forhold, herunder de lægelige op- lysninger, der forelå på opsigelsestidspunktet, ikke kan anses for godtgjort, at a havde pådraget sig et handicap i

forstand på opsigelsestidspunktet. af de på opsigelsestidspunktet foreliggende lægelige oplysninger – herunder den … fremlagte helbredsattest fra juli måned 2010 … fremgik det, at as helbredsmæssige gener på dette tidspunkt forventedes at ville ”brænde ud” inden for en periode på 2 år, og at a herefter atter ville være i stand til at udføre sit arbejde. det gøres på denne baggrund gældende, at sagsøger ikke har godtgjort, at den funkti- onsbegrænsning, a havde på opsigelsestidspunktet, kan anses for at være af lang varig- hed. - 22 - det gøres endvidere gældende, at de oplysninger, der er fremkommet om as helbreds- mæssige situation efter opsigelsen den

  1. november 2010, er uden betydning for vurde- ringen af, om a havde pådraget sig et handicap og dermed var beskyttet af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap i forskelsbehandlingsloven på opsigelses- tidspunktet. at det er forholdene på opsigelsestidspunktet, der er afgørende for vurderingen af sag- ligheden af en opsigelse, fremgår af såvel den ansættelsesretlige litteratur som retsprak- sis. der kan i denne forbindelse blandt andet henvises til højesterets dom i ufr 2002.2026 h … samt lars svenning andersen, funktionærret,
  2. udgave 2011, side 716 … det er i retspraksis flere gange fastslået, at det samme princip gælder ved vurderingen af, om en medarbejder kan anses for at være omfattet af den særlige beskyttelse mod for- skelsbehandling på grund af handicap. der kan i denne forbindelse blandt andet henvises til østre landsrets dom af
  3. juli 2013 i sagerne b-2578-12 og b-2579-12 …, hvor landsretten for så vidt angik den ene af medar- bejderne ikke fandt, at medarbejderen havde pådraget sig et handicap i forskelsbehand- lingslovens forstand. landsretten henviste blandt andet til en på opsigelsestidspunktet foreliggende speciallægeerklæring, hvoraf fremgik, at det var forventningen, at medar- bejderens helbredstilstand ville kunne forbedres gennem rygtræning eller en operation. landsretten bemærkede samtidig, at det forhold, at det efter afskedigelsen blev fastslået, at der ikke var udsigt til en forbedring af medarbejderens tilstand, ikke kunne føre til et andet resultat. anbringender i forhold til ikast-brande kommunes forpligtelse til at iværksætte hensigtsmæssige foranstaltninger for det tilfælde, at sø- og handelsretten måtte give sagsøger medhold i, at a var omfattet af beskyttelsen i forskelsbehandlingsloven, gøres det gældende, at sagsøger ikke har på- vist faktiske omstændigheder, der skaber en formodning for, at ikast-brande kommune ikke har levet op til sine forpligtelser efter

§ 2a, jf.

forskelsbe- handlingslovens § 7 a. sagsøger har under sagen gjort gældende, at ikast-brande kommune i henhold til for- skelsbehandlingslovens § 2 a havde pligt til at tilbyde a at konvertere hendes faste fuld- tidsstilling på 37 timer pr. uge til en deltidsstilling på 20 timer pr. uge. eu-domstolen konkluderede i sin dom i ring & werge-sagen … for så vidt angår del- tidsansættelse som en mulig hensigtsmæssig foranstaltning, som en arbejdsgiver kan væ- re forpligtet til at iværksætte, at ”artikel 5 i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at en nedsættelse af arbejdstiden kan udgøre en af de tilpasningsforanstaltninger, der er omfattet af denne artikel. det tilkommer den nationale ret at vurdere, om en nedsættelse af arbejdstiden, under omstændigheder som dem, der foreligger i ho- vedsagerne, som en tilpasningsforanstaltning udgør en uforholdsmæssig stor byrde for arbejdsgi- veren.” - 23 - det følger heraf, at arbejdsgiver vil være forpligtet til at overveje en anmodning fra en medarbejder med handicap om nedsættelse af arbejdstiden i en situation, hvor dette vil give medarbejderen mulighed for at fastholde sin beskæftigelse. der består derimod ikke et krav om nedsættelse af arbejdstiden, hvis det ud fra en vurdering af den driftsmæssige situation vurderes som uforholdsmæssigt byrdefuldt for arbejdsgiveren at skulle imøde- komme en sådan anmodning. det gøres gældende, at ikast-brande kommune ikke var forpligtet til at tilbyde at konver- tere as fuldtidsstilling på 37 timer til en deltidsstilling på 20 timer pr. uge, idet dette ville være uforholdsmæssigt byrdefuldt for ikast-brande kommune som følge af den drifts- mæssige situation i planafdelingen. som det fremgår … var a ansat som lokalplanlægger i ikast-brande kommunes lokal- planteam, der bestod af i alt tre ingeniører, der alle var ansat på 37 timer. derudover var der ansat to kommuneplanlæggere, der ligeledes var ansat på 37 timer. der er således tale om en relativt lille planafdeling, hvilket ikke er usædvanligt i en kommune af ikast- brandes størrelse (ca. 40.000 indbyggere). arbejdet som lokalplanlægger består i helt overvejende grad i udarbejdelse af lokalplaner i alle faser. arbejdet involverer således et intenst koordineringsarbejde med projektud- viklere, eksterne rådgivere, de berørte lodsejere og borgere, involverede kolleger og det politiske niveau i kommunen. udarbejdelsen af lokalplaner er akademisk, specialiseret og komplekst arbejde, som strækker sig over en lang periode, og det vil derfor driftsmæssigt være overordentligt uhensigtsmæssigt at flytte ansvaret i forbindelse med udførelsen af dette arbejde rundt mellem flere forskellige medarbejdere fra dag til dag. det er således efter ikast-brande kommunes opfattelse afgørende for en vellykket gen- nemførelse af arbejdet med lokalplaner, at der er kontinuitet og sammenhæng i processen med udarbejdelsen, og det er derfor også afgørende, at koordineringsarbejdet med hver enkelt sag varetages af den samme medarbejder. det var og er derfor ikast-brande kommunes opfattelse, at det af hensyn til opgavevare- tagelsen i planafdelingen ikke vil være muligt at have medarbejdere ansat på væsentligt reduceret tid (og dermed have flere medarbejdere, der deler en stilling). det fremhæves i den forbindelse, at ikast-brande kommune ikke er bekendt med, at der tidligere har væ- ret eksempler på fastansatte medarbejdere på deltid i planafdelingen, når der bortses fra enkeltstående individuelle aftaler om en begrænset nedsættelse af arbejdstiden til fx 32 timer i en kortere periode (få måneder) efter tilbagevenden fra barselsorlov. det bemærkes i den forbindelse, at dette er det generelle billede på det kommunale om- råde, og at der således også i de øvrige kommuner af samme størrelse som ikast-brande kommune er praksis for, at planlæggere ansættes på fuld tid (eller meget tæt på fuld tid). … - 24 - sagsøger har til støtte for sine synspunkter i denne sag henvist til, at a i dag er ansat i et fleksjob på 12 timer pr. uge i holstebro kommune. det bemærkes hertil, at planafdelingen i holstebro kommune efter de foreliggende op- lysninger består af 10 planlæggere og dermed i forhold til antallet af planlæggere er dob- belt så stor som ikast-brande kommunes planafdeling. en afdeling af denne størrelse vil dermed også have nemmere ved at tilrettelægge arbejdet således, at eventuelle oversky- dende opgaver/restopgaver tilgår en medarbejder med et meget beskedent timetal på 12 timer. i en kommune af ikast-brande kommunes størrelse ville en sådan ansættelse derimod alene kunne lade sig gøre, hvis der tillige blev ansat en medarbejder på fuld tid eller stort set fuld tid. en sådan konstruktion ville således indebære en væsentlig forøgelse af sag- søgtes udgifter til løn i afdelingen. det præciseres i denne forbindelse, at a ikke var visi- teret til fleksjob på opsigelsestidspunktet. der er da også i retspraksis støtte for, at der ikke i henhold til

§ 2

a kan stilles krav om, at en arbejdsgiver i realiteten ansætter en ekstra medarbejder for at ”dække ind” for medarbejderen med handicap. der kan i den forbindelse blandt andet henvises til sø- og handelsrettens dom af

  1. december 2014 i sag f-2-13 …, hvor retten fandt, at det ville udgøre en uforholdsmæssig stor byrde at afhjælpe en skibsassistents funktionsbegrænsning, fordi det ville indebære, at der skulle ansættes en overtallig skibsassistent. retten lagde i den forbindelse vægt på, at det var nødvendigt, at begge skibsassistenter kunne holde udkig, og at der ikke var andre jobfunktioner ombord, hvor skibsassistentens kvalifikationer kunne udnyttes fuldt ud. dommen illustrerer efter ikast-brande kommunes opfattelse, at det er lovligt at lægge vægt på organisationens størrelse og muligheden for at udnytte den handicappede med- arbejders kvalifikationer fuldt ud ved vurderingen af, hvorvidt det vil være en ufor- holdsmæssig stor byrde at iværksætte en given hensigtsmæssig foranstaltning. det gøres herudover gældende, at ikast-brande kommune på baggrund af erfaringerne under as deltidssygemelding berettiget anså det for tvivlsomt, om a reelt ville være i stand til effektivt at udføre arbejde i 20 timer ugentligt, på trods af at det var dette time- tal, der blev rejst krav om fra sagsøgers side. denne tvivl understøttes da også af be- mærkningerne i jobkonsulent hanne lindgaards notat af
  2. januar 2011 …, ligesom ikast- brande kommune har noteret sig, at a i dag alene arbejder 12 timer pr. uge. det bestrides endvidere, at ikast-brande kommune skulle have nægtet a adgang til rele- vante praktiske hjælpemidler under ansættelsen. kommunen indkøbte således et særligt tastatur til a. det bestrides i den forbindelse, at det af hensyn til muligheden for at udføre arbejdet var nødvendigt for a at finansiere en bærbar computer. a havde således mulig- hed for at benytte planafdelingens bærbare computer i sin arbejdstid. afslutningsvis bestrides det, at der som følge af ikast-brande kommunes status som of- fentlig arbejdsgiver skal anlægges en anden/anderledes vurdering af, hvorvidt en hen- sigtsmæssig foranstaltning vil være uforholdsmæssig byrdefuld, end hvad der ville have været tilfældet for en privat arbejdsgiver. kommunen har således ikke bedre økonomiske - 25 - eller strukturelle muligheder for at stille fleksible rammer til rådighed for medarbejderne end private arbejdsgivere. anbringender i forhold til størrelsen af en eventuel godtgørelse hvis sø- og handelsretten måtte komme frem til, at der skal tilkendes a en godtgørelse efter

§ 7, stk.

1, gøres det gældende, at denne bør fastsættes til et væsentligt mindre beløb end det, der er rejst krav om fra sagsøgers side. sagsøger har nedlagt påstand om betaling af en godtgørelse, jf. forskelsbehandlingslo- vens § 7, stk. 1, svarende til 12 måneders løn. det følger af højesterets dom i ufr 2013.2575 h …, at der ved fastsættelse af en godtgø- relse for afskedigelse i strid med

§ 2, stk.

1, skal tages ud- gangspunkt i den praksis, der har udviklet sig ved afskedigelser i strid med ligebehand- lingslovens §

  1. tages der udgangspunkt i as anciennitet på opsigelsestidspunktet, der var på 1 år og 9 år måneder, kan en eventuel godtgørelse til a i det højeste udgøre 6-9 måneders løn. det gøres imidlertid gældende, at der er en række formildende omstændigheder i nær- værende sag, der bør føre til, at en eventuel godtgørelse til a bør udmåles til et mindre beløb end det, der er det sædvanlige udgangspunkt i forskelsbehandlingsloven. som nævnt ovenfor under … afsagde eu-domstolen den
  2. april 2013 dom i sagerne c- 335/11 og c-337/11 (ring & werge) … både eu-domstolens præmisser og konklusion er centrale for afgørelsen af denne sag. før eu-domstolen afsagde den nævnte dom, eksisterede der en betydelig retsusikkerhed både med hensyn til spørgsmålet om afgrænsningen af handicapbegrebet i forhold til sygdom og med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt ansættelse på deltid var en af de hensigtsmæssige foranstaltninger, som en arbejdsgiver ville kunne være forpligtet til at iværksætte over for en medarbejder med handicap. denne sag vedrører således spørgsmål, hvor der både på opsigelsestidspunktet og på tidspunktet for sagens anlæg herskede betydelig retsusikkerhed, hvilket også er bag- grunden for, at sagen er blevet behandlet som en principiel sag. der kan i den forbindelse henvises til, at sagsøger i stævningen af
  3. marts 2010 … begæ- rede sagen henvist til sø- og handelsretten, idet sagen ”vedrører principielle lovfortolknings- spørgsmål på det ansættelsesretlige område vedrørende definitionen på handicap i forskelsbehand- lingsloven”, og at retten i herning fulgte denne anmodning fra sagsøger. dertil kommer, at sagsøger efterfølgende begærede præjudicielle spørgsmål forelagt for eu-domstolen, hvilket imidlertid blev afvist af sø- og handelsretten ved kendelse af
  4. juli 2013 under henvisning til den på det tidspunkt afsagte dom i ring & werge-sagen. også i retspraksis anerkendes det, at retsusikkerhed om lovfortolkning bør inddrages som en formildende omstændighed ved udmålingen af godtgørelser. der kan blandt an- det henvises til højesterets dom af
  5. januar 2015 i sag 180/2013 …, hvor højesteret ned- - 26 - satte en godtgørelse for arbejdsgivers afskedigelse af en elev i strid med ligebehandlings- lovens § 9 fra 6 til 2 måneders løn blandt andet under henvisning til den betydelige retsu- sikkerhed vedrørende spørgsmålet om elevers ret til forlængelse af uddannelsesaftalen. sagsøger har under skriftvekslingen gjort gældende, at det udgør en skærpende om- stændighed, at a ”blev afskediget på grund af et handicap, som sagsøger som følge af en skade havde pådraget sig i forbindelse med en arbejdsulykke. dette skærper kravene til arbejdsgiverens bestræbelser på at imødekomme den ansattes behov” … det bestrides, at omstændighederne omkring as skade i sig selv skulle skærpe kommu- nens forpligtelse til at tilbyde a en deltidsstilling, i særdeleshed i lyset af at muligheden for at beskæftige a blev vurderet og ikke fundet mulig, ligesom det bestrides, at kommu- nens undladelse heraf skulle give grundlag for at forhøje det sædvanlige niveau for ud- måling af en eventuel godtgørelse.” kommunernes landsforening har som biintervenient til støtte for ikast-brande kommune i alt væsentligt procederet i overensstemmelse med det fremlagte påstandsdokument, hvoraf bl.a. fremgår følgende: ”kl er en interesse- og arbejdsgiverorganisation for de 98 kommuner i danmark. alle danske kommuner er på nuværende tidspunkt medlemmer af kl. nærværende sag omhandler spørgsmålet om, hvorvidt der i forbindelse med opsigelsen af sagsøger, a, fra en stilling som planlægger i ikast-brande kommune, skete overtrædel- se af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af handicap og i bekræftende fald, hvilke retlige konsekvenser dette skal have. det er under nærværende sag fra sagsøgers side blandt andet gjort gældende, at sagsøger på opsigelsestidspunktet var omfattet af det eu-retlige handicapbegreb, således som det- te må forstås efter eu-domstolens dom af
  6. april 2013 i sagerne c-335 og 337/11, og at sagsøgte tilsidesatte sin forpligtelse til at iværksætte hensigtsmæssige foranstaltninger, jf.

§ 2

a. heroverfor har sagsøgte overordnet gjort gældende, at sagsøger ikke på tidspunktet for opsigelsen var omfattet af det eu-retlige handicapbegreb, og at sagsøgte ikke har tilside- sat sin forpligtelse til at iværksætte hensigtsmæssige foranstaltninger efter forskelsbe- handlingslovens § 2 a, idet etableringen af en deltidsstilling som foreslået af sagsøger ville have udgjort en uforholdsmæssig stor byrde for sagsøgte. kl er enig i disse principielle synspunkter, ligesom kl i det hele støtter sagsøgtes på- stande og de anbringender, som sagsøgte har gjort gældende til støtte herfor. kl har fulgt sagen og haft lejlighed til at læse sø- og handelsrettens kendelse af

  1. juli 2013, hvor sø- og handelsretten besluttede, at der ikke skulle ske præjudiciel forelæggel- se i nærværende sag som begæret af sagsøger. …” sø- og handelsrettens afgørelse - 27 - a blev den
  2. november 2010 opsagt fra sin stilling som planlægger i planafdelingen i ikast- brande kommune. denne opsigelse har hun anfægtet under henvisning til forskelsbehand- lingslovens forbud mod forskelsbehandling af handicappede, og det første tvistepunkt under sagen er, om hun led af et handicap i lovens forstand.

§ 2, stk.

1, jf. § 1, indeholder et forbud mod at forskelsbehandle en handicappet lønmodtager ved afskedigelse, og retten finder, at vurderingen af, om a led af et handicap, må foretages ud fra forholdene på tidspunktet for opsigelsen den 29. novem- ber 2010.

handicapbegreb stammer fra eu’s beskæftigelsesdirektiv og skal fortolkes i overensstemmelse med eu-domstolens praksis, herunder eu-domstolens dom af

  1. april 2013 i den såkaldte ring og werge sag. det følger heraf, at begrebet handicap omfat- ter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale el- ler psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne be- grænsning er af lang varighed. parterne er enige om, at a på opsigelsestidspunktet var omfattet af de to første led i definiti- onen af et handicap. det vil sige, at hun led af en lægeligt diagnosticeret sygdom, som med- førte begrænsninger som anført for hendes deltagelse i arbejdslivet på lige fod med andre. parterne er derimod uenige om, hvorvidt begrænsningen var af lang varighed. a havde ved opsigelsen den
  2. november 2010 som følge af bilulykken den
  3. maj 2009 væ- ret delvist sygemeldt siden den
  4. august
  5. af statusattesten af
  6. december 2009 fra egen læge fremgik, at diagnosen var refleksdystro- fi, og at sygdomsforløbet oftest varede et par år, men at det var uforudsigeligt og kunne blive både kortere og længere. - 28 - af journaludskrift af
  7. juni 2010 fra regionshospitalet holstebro fremgik, at der overvejende sandsynligt var tale om refleksdystrofi, og at man kunne håbe på spontan bedring, men at man desværre også ser tilfælde, hvor skaden kan brede sig. af helbredsattest af
  8. juli 2010 fremgik, at sygdommen kan være invaliderende på lang sigt, men oftest går i ro, og at mange patienter kan komme tilbage igen efter nogle års aktivi- tet. der var ingen behandlingsmulighed, kun lindrende behandling. endvidere blev det an- ført, at forventningen var, at a, hvis funktionsniveau på det tidspunkt var på ca. 20 timer om ugen inkl. transport, kunne gå betydeligt op i tid, eventuelt fuldstændig raskmeldes, inden for to år. endelig fremgik det, at sygdomsforløbet stadig ville tage lang tid, men forventedes at brænde ud. af statusbedømmelse af
  9. august 2010 fra regionshospitalet holstebro fremgik, at a fortsat havde mange smerter i armen. endvidere fremgik det, at man i sådanne sygdomsforløb kunne se bedring helt op til 2 år efter traumet, men at man også kunne frygte, at tilstanden var ved at være stationær. det var endnu for tidligt at udtale sig herom. af referatet af mødet mellem bl.a. a og afdelingschef karina kisum jensen den
  10. august 2010 fremgik, at man på det tidspunkt forventede, at a ville have behov for at arbejde på nedsat tid i yderligere to år. endelig fremgik det af erklæring af
  11. oktober 2010 fra overlæge jens kampmann til ar- bejdsskadestyrelsen, at a havde svære mén fuldt ud forenelige med refleksdystrofi. det fremgik endvidere, at der erfaringsmæssigt ville komme bedring i løbet af en længere tids- horisont (år), men at det var uklart, hvorvidt det ville blive aktuelt for as vedkommende. på baggrund af lidelsens karakter, sygdomsforløbet frem til opsigelsen og de ovenfor anførte lægelige oplysninger finder retten, at den begrænsning i form af refleksdystrofi, som forhin- drede a i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, på tidspunktet for opsigelsen havde karakter af en begrænsning af lang varighed i beskæftigel- - 29 - sesdirektivets forstand, og at der derfor var tale om et handicap i forskelslovens forstand. det findes derfor at være uden betydning for sagens afgørelse, at ikast-brande kommune ik- ke havde kendskab til de seneste lægelige erklæringer. det må efter kommunens anbringender og forklaringen fra afdelingschef karina kisum jen- sen lægges til grund, at ikast-brande kommune havde en nærmere begrundet fast praksis om ikke at beskæftige planlæggere på deltid, og at man ikke fandt, at denne faste praksis kunne fraviges over for a. da a på grund af sit handicap ikke kunne arbejde på fuld tid, medførte denne praksis, at hun på grund af sit handicap blev stillet ringere end andre perso- ner. opsigelsen af a skal herefter bedømmes efter reglerne om indirekte forskelsbehandling i

§ 1, stk.

3. sådan, som sagen er procederet, bliver spørgsmålet herefter, om arbejdsgiveren har opfyldt sin pligt til at iværksætte hensigtsmæssige foran- staltninger efter

§ 2

a, herunder om arbejdsgiveren derved ville blive pålagt en uforholdsmæssig stor byrde. som det fremgår af referatet af møderne mellem a og ikast-brande kommune den

  1. au- gust 2010 og den
  2. november 2010, var den foranstaltning, parterne drøftede med henblik på at undgå afskedigelse, en deltidsansættelse på 20 timer ugentligt. retten finder herefter og på baggrund af sygdomsforløbet frem til opsigelsen, at det ved vurderingen af, om kommu- nen har opfyldt sin pligt efter

§ 2

a, må lægges til grund, at en deltidsansættelse på 20 timer ugentligt ville være en hensigtsmæssig foranstaltning i be- tragtning af as behov. spørgsmålet er herefter, om ikast-brande kommune ville blive pålagt en uforholdsmæssig stor byrde ved at skulle tilbyde a en ansættelse på 20 timer ugentligt. retten finder, at ikast-brande kommune ikke har løftet sin bevisbyrde for, at der i forbindel- se med overvejelserne om en deltidsansættelse af a blev foretaget den påkrævede og tilpas konkrete gennemgang af de forskellige opgaver i planafdelingen og as mulighed for at vare- tage disse i en deltidsansættelse. på samme måde har kommunen heller ikke rent faktisk for- søgt at få besat en stilling til supplering af a, men på grundlag af interne overvejelser på et mere generelt plan besluttet, at dette ikke ville være muligt. da det på grund af den mang- - 30 - lende konkrete gennemgang og eventuelle afprøvning af løsningsmuligheder således ikke er muligt at afgøre, om det ville have været en uforholdsmæssig stor byrde for kommunen at tilbyde a en ansættelse på 20 timer ugentligt, og da bevisbyrden herfor påhviler kommunen, finder retten, at kommunens opsigelse var udtryk for en indirekte forskelsbehandling på grund af handicap i strid med

§ 2, stk.

1, jf. § 1, stk. 3, jf. § 2 a. a har herefter krav på en godtgørelse efter

§ 7a. henset til, at a blev ansat den 1.

april 2009 og opsagt den

  1. november 2010, samt til at den anvendte definition af handicapbegrebet først blev fastlagt i eu-domstolens dom af
  2. april 2013, findes godtgørelsen passende at kunne fastsættes, så den svarer til 6 måneders løn. ret- ten finder, at det forhold, at as handicap stammede fra en arbejdsskade, ikke kan føre til udmåling af en højere godtgørelse. sagens resultat bliver herefter, at ikast-brande kommune skal betale 202.115,58 kr. til a med renter fra sagens anlæg. ikast-brande kommune skal efter sagens karakter, resultat og forløb betale sagsomkostnin- ger til ingeniørforeningen ida som mandatar for a med 45.160 kr., hvoraf 5.160 kr. er til for- holdsmæssig dækning af retsafgift og 40.000 kr. til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms. der findes ikke at være grundlag for at pålægge kommunernes landsforening sagsomkost- ninger. thi kendes for ret: ikast-brande kommune skal inden 14 dage betale 202.115,58 kr. til a med procesrente fra den
  3. marts
  4. - 31 - ikast-brande kommune skal inden 14 dage betale 45.160 kr. i sagsomkostninger til ingeniør- foreningen, ida. sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8a. torben kuld hansen mads bundgaard larsen lise krüger andersen jeannette hahnemann sanne stadil (sign.) ___ ___ ___ udskriftens rigtighed bekræftes sø- og handelsretten, den

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.