Obsah (7)

§ 74§ 80§ 58§ 15§ 244§ 82§ 56

højesterets dom afsagt mandag den 27. juni 2011 sag 119/2011 (1. afdeling) rigsadvokaten mod t1 (advokat steffen lausteen andersen, beskikket) og t2 (advokat jan aarup, beskikket) i tidligere instanse

§ 74

a, at hvis en person, der på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten bestemme, at den pågældende undergives en såkaldt ungdomssanktion, hvis det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser. i bemærkningerne til lovforslaget til § 74 a hedder det bl.a. (lovforslag nr. 210 i 2000-2001, de almindelige bemærkninger pkt. 3.1, 4.2.

1. og 4.3.1.): ”oversigt over ekspertgruppens overvejelser og forslag 3.
2. … et flertal i ekspertgruppen (11 medlemmer) finder, at en ungdomssanktion bør udfor- mes som en særlig foranstaltning, der kort kan beskrives som en dom til længerevarende socialpædagogisk behandling, hvori der indgår et element af fastholdelse. målgruppen er unge mellem 15 og 18 år, der har begået alvorlig kriminalitet, og som samtidig har et massivt socialpædagogisk behandlingsbehov. efter forslaget er hovedelementerne i sanktionen et indledende ophold i en sikret insti- tution (typisk af 2 måneders varighed), derefter et længerevarende ophold i en alminde- lig døgninstitution eller godkendt opholdssted, afsluttende med en ambulant fase/ud- slusningsfase. der foreslås indbygget en betydelig grad af fleksibilitet i foranstaltnin- gen, således at den løbende kan tilpasses skærpes eller lempes afhængig af den unges adfærd og udvikling. den samlede varighed af sanktionen foreslås at være 2 år. den samlede længstetid for ophold i institution/opholdssted foreslås at være på 1 år og 6 måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret institution. … 4.2.
3. målgruppe for en ungdomssanktion målgruppen for en ny ungdomssanktion bør efter ekspertgruppens opfattelse ikke kun fastlægges ud fra den kriminalitet, der begås, men også i lyset af behovet for en længe- revarende, socialpædagogisk behandling. på den baggrund har ekspertgruppen opstillet fire kriterier med henblik på afgrænsning af den personkreds, som ungdomssanktionen skal kunne anvendes over for: et objektivt alderskriterium, et kriterium, der knytter sig til gerningsmandens personlige forhold (»social profil«), et kriterium, der angår kriminalitetens art (kriminalitetskravet), og en- delig et kriterium, der knytter sig til den straf, den unge lovovertræder ellers ville blive idømt (strafkravet). - 4 - ungdomssanktionen tager sigte på unge, der er fyldt 15 år, og som endnu ikke er fyldt 18 år. det er alderen på gerningstidspunktet, der er afgørende. afviklingen af ungdoms- sanktionen kan uanset om den unge giver samtykke strække sig ud over det fyldte
4. år. da ungdomssanktionens varighed er på 2 år, vil afviklingen af den række ud over det
5. år i alle de tilfælde, hvor den unge er fyldt 16 år eller 17 år på domstidspunktet. i praksis vil det formentlig i almindelighed ikke komme på tale, at idømme en ung- domssanktion, hvis den tiltalte på domstidspunktet er fyldt eller forholdsvis kort tid ef- ter fylder 18 år. man kan dog forestille sig tilfælde, hvor de personlige forhold herunder den tiltaltes mangel på modenhed taler for ungdomssanktion i stedet for en fængsels- straf. det er af afgørende betydning, at myndighederne prioriterer en hurtig behandling af sa- ger, hvor idømmelse af ungdomssanktion kommer på tale. i det omfang en byretsdom, der lyder på ungdomssanktion, af den dømte ankes til landsretten, bør der lægges særlig vægt på en hurtig behandling, således at den unge ikke i mellemtiden bliver for »gam- mel« til ungdomssanktionen. for så vidt angår den »sociale profil« er målgruppen efter forslaget kendetegnet ved, at der er tale om unge med markante tilpasningsproblemer, dvs. unge med en mangelfuldt udviklet evne til at skabe normale sociale relationer, besvær med at orientere sig i nor- male sociale sammenhænge og ofte præget af et højt angstniveau med deraf følgende uhensigtsmæssige og grænseoverskridende reaktionsformer, herunder kriminelle hand- linger af særlig voldsom eller voldelig karakter. deres adfærd er i mange tilfælde ka- rakteriseret ved, at de typisk i forbindelse med, at de færdes i grupper ved truende eller lignende aggressiv adfærd optræder på en måde, der skaber frygt og utryghed i de om- råder, hvor de færdes. anvendelse af ungdomssanktionen forudsætter efter forslaget, at foranstaltningen må anses for formålstjenlig til at imødekomme den unges særlige behov for behandling, og hovedformålet med ungdomssanktionen vil være at varetage det individualpræventive formål med at straffe: at undgå at den unge begår ny kriminalitet. det vil således være en forudsætning for anvendelse af ungdomssanktionen, at den unge efter en individuel vurdering ikke findes uegnet til behandling. det forudsættes, at der kun helt undtagelsesvis kan blive tale om erklære en ung, der op- fylder den »sociale profil«, for uegnet til behandling. det er ikke en betingelse for idømmelse af ungdomssanktionen, at den pågældende giver samtykke til foranstaltnin- gen. der henvises i øvrigt til ekspertgruppens overvejelser om samtykke- og egnetheds- spørgsmålet i rapporten s. 125-
6. for så vidt angår kriminalitetens art, er det efter forslaget navnlig tanken, at ungdoms- sanktionen skal anvendes ved grovere personfarlig kriminalitet, f.eks. vold, røveri og voldtægt. ungdomssanktionen skal endvidere kunne anvendes i tilfælde af anden alvor- lig kriminalitet, herunder mere omfattende berigelseskriminalitet, brugstyverier eller hærværk. det indgår i grovhedsvurderingen, hvis kriminaliteten er begået i forening med andre, jf.

§ 80, stk.

2. [nu § 81, nr. 2]. hvad endelig angår strafkravet, bør ungdomssanktionen efter ekspertgruppens opfat- telse kunne anvendes i sager, hvor domstolene i dag ville idømme en ubetinget fæng- - 5 - selsstraf i intervallet fra 30 dage op til ca. 1 år. det bør dog ikke være udelukket at an- vende sanktionen over for unge, der står til en lidt længere ubetinget fængselsstraf, f.eks. på 1 år og 6 måneder, hvis ungdomssanktionen anses for mere formålstjenlig end almindelig fængselsstraf. den angivne overgrænse gælder også for kombinationsdomme efter

§ 58, stk.

1. er alternativet til en ungdomssanktion en kombinations- dom på 2 års fængsel, hvoraf 1 år og 6 måneder gøres betinget, forudsættes der således ikke idømt en ungdomssanktion. derimod bør der kunne idømmes en ungdomssanktion, hvis alternativet er kombinationsdom på 1 års fængsel, hvoraf f.eks. 6 eller 9 måneder gøres betinget. … med hensyn til angivelsen af en undergrænse bemærkes, at hvis sagen kan afgøres med bøde, tiltalefrafald (eventuelt med ungdomskontrakt) betinget dom uden straffastsæt- telse eller dom til samfundstjeneste, så kommer anvendelse af ungdomssanktionen efter ekspertgruppens forslag ikke på tale. disse sanktionstyper vil efter ekspertgruppens for- slag dog næppe være relevante i forhold til unge, der både opfylder den ovenfor be- skrevne sociale profil og kriminalitetskravet. … 4.
2. regeringens overvejelser 4.3.
3. ekspertgruppens forslag regeringen kan af de af flertallet i ekspertgruppen anførte grunde tiltræde, at der i straf- feloven indføres mulighed for at idømme unge lovovertrædere en ungdomssanktion. det er således også regeringens opfattelse, at det selv med en fuld udnyttelse af de eksi- sterende indgrebsmuligheder ikke i alle tilfælde vil være muligt i tilstrækkeligt omfang at imødekomme behovet for at kunne gennemføre en fastholdelse, der kan beskytte det omgivende samfund mod ny kriminalitet og på samme tid give mulighed for at iværk- sætte og gennemføre en behandling, der på længere sigt kan være egnet til at resociali- sere den unge. for så vidt angår spørgsmålet om afgrænsningen af strafkravet i forhold til målgruppen for en ungdomssanktion er regeringen enig med ekspertgruppen i, at ungdomssanktio- nen bør kunne anvendes i sager, hvor domstolene i dag ville idømme en ubetinget fæng- selsstraf i intervallet fra 30 dage op til ca. 1 år. regeringen er endvidere enig med eks- pertgruppen i, at det ikke bør være udelukket at anvende sanktionen over for unge, der står til en lidt længere fængselsstraf, f.eks. på 1 år og 6 måneder, hvis ungdomssanktio- nen anses for mere formålstjenlig end almindelig fængselsstraf. regeringen kan således tiltræde ekspertgruppens overvejelser vedrørende overgrænsen for strafkravet. ekspertgruppen har med hensyn til angivelsen af en undergrænse bemærket, at hvis sa- gen kan afgøres med bøde, tiltalefrafald (eventuelt med ungdomskontrakt), betinget dom eller dom til samfundstjeneste, så kommer ungdomssanktion ikke på tale. disse sanktionstyper vil efter ekspertgruppens opfattelse dog næppe være relevante i forhold til unge, der både opfylder beskrivelsen af den sociale profil og kriminalitetskravet (jf. pkt. 3.2.
4. ovenfor). regeringen kan tiltræde disse synspunkter. man må dog i den forbindelse være op- mærksom på, at grænsen mellem ubetinget og betinget dom ikke er ganske skarp i rets- - 6 - praksis, og at selve eksistensen af den ny sanktionsform vil kunne påvirke sanktionsval- get i dette grænseområde.” ved lov nr. 711 af
5. juni 2010 blev den kriminelle lavalder i

§ 15med virk- ning fra den 1.

juli 2010 nedsat fra 15 år til 14 år. i lovforslaget til ændringen hedder det bl.a. (lovforslag nr. 164 i 2009-2010, de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.3.): ”i forhold til 14-årige lovovertrædere vil frihedsstraf i sagens natur være absolut sidste udvej. i meget alvorlige sager vil en ungdomssanktion kunne være en mulighed ligesom for de 15-17-årige i dag. det forudsættes, at sager om mindre alvorlig kriminalitet i mange tilfælde vil kunne afgøres uden dom af anklagemyndigheden, eventuelt med vil- kår, og i mange sager vil den relevante reaktion være en betinget dom med forskellige vilkår med et resocialiserende sigte. sådanne vilkår vil i mange tilfælde svare til de på- læg, som vil kunne gives af kommunerne efter den sociale lovgivning, men der vil være den centrale forskel, at den unge med den idømte straf vil kunne se en klar og direkte konsekvens af den strafbare handling.” højesterets begrundelse og resultat efter

§ 74

a kan en person under 18 år undergives ungdomssanktion, hvis den unge har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. det frem- går af forarbejderne, at anvendelse af ungdomssanktion bl.a. forudsætter, at der er tale om grovere personfarlig kriminalitet, f.eks. vold (kriminalitetskravet), og at domstolene som al- ternativ til ungdomssanktion ville have idømt den pågældende en ubetinget fængselsstraf i intervallet fra 30 dage til ca. 1 år (strafkravet). i den foreliggende sag var de tiltalte 14 år på gerningstidspunktet, og der er tale om et enkelt- stående voldsforhold omfattet af

§ 244uden nævneværdige fysiske skader på forurettede.

under disse omstændigheder finder højesteret, at betingelserne for at anvende ungdomssanktion ikke er opfyldt. som følge af de tiltaltes meget unge alder, jf.

§ 82, nr.

1, og den ikke særligt alvorlige karakter af den udøvede vold finder højesteret, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden straffastsættelse på vilkår som nedenfor anført, jf.

§ 56, stk.

1 og 3, og § 57, nr. 9. højesteret stadfæster herefter landsrettens dom med den nævnte ændring. - 7 - thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at bestemmelsen om ungdomssanktion udgår, og fastsættelsen af straf for t1 og t2 udsættes og bortfalder, hvis de i en prøvetid på 2 år fra denne dom overholder følgende betingelser: 1) i prøvetiden ikke begår strafbart forhold og 2) i prøvetiden undergiver sig tilsyn af kommunen og efter kommunens nærmere bestem- melse undergiver sig foranstaltninger efter § 52 i lov om social service og efterkommer de forskrifter, som kommunen fastsætter. statskassen skal betale sagens omkostninger for højesteret.