højesterets dom

højesterets dom afsagt fredag den

1. januar 2015 sag 171/2013 (
2. afdeling) kiropraktisk klinik ved kiropraktor a og kiropraktisk klinik x ved kiropraktor b (advokat peter stig jakobsen for begge) mod landssamarbejdsudvalget vedrørende kiropraktik og region hovedstaden (advokat elsebeth aaes-jørgensen for begge) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
3. afdeling den
4. juli
5. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: niels grubbe, thomas rørdam, michael rekling, lars hjortnæs og lars apostoli. påstande appellanterne, kiropraktisk klinik ved kiropraktor a og kiropraktisk klinik x ved kiropraktor b, har gentaget deres påstande. de indstævnte, landssamarbejdsudvalget vedrørende kiropraktik og region hovedstaden, har påstået stadfæstelse. anbringender kiropraktisk klinik ved kiropraktor a og kiropraktisk klinik x ved kiropraktor b har navnlig anført, at de ikke har foretaget behandling af patienter uden fagligt belæg herfor, og at de har - 2 - givet plausible forklaringer på det høje udgiftsniveau pr. patient, som har været aktuelt for deres vedkommende. det høje udgiftsniveau hænger sammen med den særlige sammensætning af appellanternes patientgrupper og den effektive tilrettelæggelse af driften i deres virksomheder. de havde således begge relativt mange ældre patienter med kroniske sygdomme, herunder slidgigt, som nødvendiggjorde hyppige og gentagne behandlinger. endvidere havde de indrettet deres virksomheder med lange åbningstider og korte ferier samt effektiv udnyttelse af resurserne, hvilket muliggjorde flere patientbehandlinger end det sædvanlige i branchen. hverken sundhedsloven eller landsoverenskomstens § 31 kan fortolkes på den måde, at der er hjemmel til at fastsætte en højestegrænse som sket, når vedkommende kiropraktor har givet en plausibel forklaring på det høje udgiftsniveau pr. patient, og landssamarbejdsudvalget hverken har bevist eller sandsynliggjort, at der har været tale om patientbehandlinger uden fagligt belæg herfor. en antagelse om, at der i loven eller overenskomsten er hjemmel til at fastsætte en højeste- grænse, selv om der ikke er ført bevis for patientbehandlinger uden fornødent fagligt belæg, ville medføre et resultat i strid med det forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler, der følger af konkurrencelovens § 6 og teuf artikel
6. det ville således være en konsekvens, at vedkommende kiropraktor i praksis måtte give afkald på behandling af patienter, der havde et reelt behandlingsbehov, og som derfor måtte søge behandling hos kiropraktorens kon- kurrenter. resultatet ville derfor være en begrænsning eller fordrejning af konkurrencen på patientbehandlingsområdet, som ville have karakter af markedsdeling eller kundedeling i strid med konkurrencereglerne. konkurrencebegrænsningen ville ikke være en direkte eller nødvendig følge af offentlig re- gulering, eftersom hjemmelsgrundlaget er en overenskomst med en privat part og ikke en lov eller en administrativ forskrift, udstedt af en offentlig myndighed. undtagelsesreglen i kon- kurrencelovens § 2, stk. 2, om konkurrencebegrænsning som følge af offentlig regulering er derfor ikke anvendelig. i den konkrete sag har samarbejdsudvalget og landssamarbejdsudvalget ikke overholdt proce- durereglerne, der følger af landsoverenskomstens § 31, stk. 5 og 6, idet kravet om at foretage - 3 - en undersøgelse af årsagen til det høje udgiftsniveau ikke er overholdt. efter modtagelsen af appellanternes høringssvar har samarbejdsudvalget således undladt at foretage sig yderligere. udvalgene har derfor ikke taget hensyn til appellanternes forklaringer om de særlige grunde, som har medført en afvigelse fra den gennemsnitlige udgift pr. patient med mere end 25 %. uden dokumentation eller begrundelse har de – i strid med appellanternes forklaringer – lagt til grund, at patientgrupperne i appellanternes virksomheder ikke adskiller sig markant fra landets øvrige kiropraktorers patientgrupper. fremgangsmåden betyder, at kontrolreglerne administreres i strid med deres indhold og for- mål, for resultatet er i praksis en maksimering af antallet af tilskudsberettigede behandlinger pr. patient pr. år, og det giver hverken sundhedsloven eller overenskomsten hjemmel til. samarbejdsudvalgets og landssamarbejdsudvalgets afgørelser kan være påvirket af det mod- sætningsforhold, som havde udviklet sig mellem appellanterne og dansk kiropraktor for- ening, som var repræsenteret i de to udvalg. foreningen havde således generelt taget afstand fra den driftsform (”gibson-konceptet”), som appellanterne i et vist omfang fulgte i deres ki- ropraktorvirksomheder. i forhold til a var modsætningsforholdet også kommet til udtryk i bl.a. den retssag, der blev afgjort ved østre landsrets dom af
7. august
8. denne sag drejede sig bl.a. om kiropraktorforeningens og kiropraktorrådets kritik af hendes klinikdrift og berettigelsen af bøder, som rådet havde pålagt hende. hun havde i det væsentlige fået medhold ved landsrettens dom i den pågældende sag, men det havde ikke fjernet modsæt- ningsforholdet. kiropraktorforeningen havde således fastholdt sin modstand mod ”gibson- konceptet” og havde derfor en interesse i, at appellanterne blev pålagt højestegrænser. derfor må afgørelserne under alle omstændigheder tilsidesættes på grund af inhabilitet, jf. princippet i forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr.
9. landssamarbejdsudvalget vedrørende kiropraktik og region hovedstaden har navnlig anført, at afgørelserne om at pålægge appellanterne en højestegrænse for deres udgiftsniveau pr. pati- ent har hjemmel i landsoverenskomstens § 31, som er indgået mellem regionernes lønnings- og takstnævn og dansk kiropraktorforening. vilkårene i overenskomsten er afgørende for muligheden for offentligt tilskud til kiropraktisk behandling, jf. sundhedslovens §§ 66, 72 og 227, jf. bekendtgørelsen om tilskud til kiroprak- - 4 - tisk behandling i praksissektoren. appellanterne har valgt at tiltræde overenskomsten for at opnå offentligt tilskud til patientbehandlingen, og de er derfor også forpligtet til at overholde vilkårene i overenskomsten. det betyder bl.a., at de er bundet af kontrolbestemmelserne i overenskomstens § 31, og at de derfor må affinde sig med landssamarbejdsudvalgets afgørel- ser om højestegrænser efter reglerne i denne bestemmelse. afgørelserne er hverken ugyldige på grund af sagsbehandlingsfejl eller inhabilitet. ingen af medlemmerne i samarbejdsudvalget eller landssamarbejdsudvalget var inhabile, og alle sags- behandlingsregler, herunder høringsreglerne, er overholdt. afgørelserne om fastsættelse af højestegrænser blev truffet på baggrund af oplysninger om appellanternes udgiftsniveau pr. patient i en flerårig periode og på baggrund af korrespon- dance med appellanterne, hvor disse havde haft lejlighed til at redegøre for årsagerne til det høje udgiftsniveau for deres patienter. inden fastsættelsen af højestegrænser havde samar- bejdsudvalget advaret om, at appellanternes forklaringer efter udvalgets opfattelse ikke kunne begrunde de betydelige afvigelser fra landsgennemsnittet, og appellanterne havde således mulighed for i god tid at rette ind efter disse advarsler, men valgte ikke at gøre det. afgørelserne om fastsættelse af højestegrænser blev truffet efter et skøn under inddragelse af alle relevante oplysninger, herunder de oplysninger om patientsammensætning og driftsform i appellanternes virksomheder, som appellanterne havde fremlagt. afgørelserne gik appellan- terne imod, fordi landssamarbejdsudvalget var enig med samarbejdsudvalget i, at appellanter- nes begrundelser for de meget betydelige afvigelser fra landsgennemsnittet ikke var tilstræk- kelige. afgørelserne skal ses i sammenhæng med formålet med kontrolbestemmelsen, som bl.a. er at sikre et loft over det serviceniveau, som regionerne yder borgerne, og en vis kontrol med det offentliges udgifter på området. det er således ikke en betingelse for fastsættelse af højestegrænser, at der kan føres bevis for patientbehandlinger uden fagligt belæg. fastsættelse af en højestegrænse for udgiftsniveauet pr. patient afskærer ikke den pågældende kiropraktor fra at give behandling i videre udstrækning, men indebærer alene en begrænsning i retten til offentligt tilskud til patientbehandlingen, når grænsen overskrides. afregningen af det offentlige tilskud sker direkte mellem kiropraktoren og regionen. overenskomstens vilkår, herunder reglerne om fastsættelse af højestegrænser, er ikke udtryk for en markedsdelingsaf- - 5 - tale og har ikke noget konkurrencebegrænsende element. overenskomsten med regionernes lønnings- og takstnævn er i øvrigt heller ikke en aftale ”mellem virksomheder” som om- handlet i teuf art.
10. af disse grunde er overenskomsten ikke i strid med eu-konkurren- ceretten. anvendelse af konkurrencelovens § 6 om forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler er også udelukket i dette tilfælde, eftersom den eventuelle konkurrencebegrænsning, som er en konsekvens af overenskomstens vilkår, i givet fald er en direkte og nødvendig følge af den offentlige regulering af ydelserne på sundhedsområdet i medfør af sundhedsloven og be- kendtgørelsen om tilskud til kiropraktisk behandling, som er udstedt i henhold til denne lov, jf. konkurrencelovens § 2, stk.
11. også overenskomsten indgår i denne regulering, idet den i kraft af henvisningerne fra loven og bekendtgørelsen udgør en integreret del af reguleringen. dette var også forudsat ved vedtagelsen af konkurrenceloven. i øvrigt er der ikke noget kon- kurrencebegrænsende element i overenskomstens vilkår om fastsættelse af højestegrænser for det offentlige tilskud i overenskomstens §
12. supplerende sagsfremstilling af as redegørelse af
13. juli 2005 til samarbejdsudvalget om årsagen til, at udgiftsniveauet pr. patient i hendes klinik i 2004 afveg fra landsgennemsnittet, fremgår bl.a.: ”klinikken har ligget i y de sidste 11 år, og har i den tid primært behandlet patienter med kroniske tilstande, som slidgigt og holdningsanomalier, der typisk har et langt behandlingsforløb. den kiropraktiske behandling af ovenstående patientgruppe følger et planlagt forløb, der ofte strækker sig over en længere tidsperiode, og er ofte af en mere intensiv karakter. forløbet består af kiropraktisk ledfrigørende behandling, bløddelsbehandling, genop- træning og rådgivning i den enkeltes specifikke situation.” i sit svar af
14. december 2005 anførte samarbejdsudvalget bl.a.: ”der var i udvalget enighed om, at anmode dig om, at vurdere den enkelte patients behov for individuel behandling med henblik på, at reducere den gennemsnitlige behandlingsindsats. desuden var der enighed om, at udviklingen i din praksis vil blive fulgt.” - 6 - af bs udaterede redegørelse til samarbejdsudvalget om årsagen til, at udgiftsniveauet pr. patient i hans klinik i 2005 afveg fra landsgennemsnittet, fremgår bl.a.: ”jeg købte klinikken i 2004 af læge, kiropraktor, ph.d. keld østergaard. allerede i 2004 var der afvigelser i statistikken i forhold til gennemsnitsværdierne… årsagen til afvigelserne i 2004 var, at keld østergaard er specialist i slidgigt. dette medførte en stor koncentration af patienter med behov for langvarige og/eller vedvarende behandlingsforløb. … i 2005 fortsatte vi samarbejdet og kiropraktisk klinik x og keld østergaards selskab ”slidgigtinstituttet” deler nu adresse… derfor er det naturligt at kiropraktisk klinik x tiltrækker langt flere slidgigtspatienter end gennemsnittet. disse patienter har behov for intensive og vedvarende behandlingsforløb bestående af ledfrigørende behandling, muskel behandling samt træning.” det fremgår af samarbejdsudvalgets svar af
15. august 2007, at samarbejdsudvalget havde forelagt sagen for landssamarbejdsudvalget, der i brevet af
16. juli 2007 havde udtalt bl.a.: ”landssamarbejdsudvalget drøftede sagen og fandt, at den afgivne redegørelse ikke in- deholder valid forklaring af overskridelserne. landssamarbejdsudvalget besluttede at anbefale region hovedstaden at holde den pågældende kiropraktor under observation i perioden indtil næste års kontrolstatistik, hvor situationen tages op til fornyet overve- jelse. dog anses det ikke for nødvendigt at region hovedstaden pålægger den pågæl- dende kiropraktor en højestegrænse på nuværende tidspunkt.” af bs redegørelse af
17. august 2007 til samarbejdsudvalget om årsagen til, at udgiftsniveauet pr. patient i hans klinik i 2006 afveg fra landsgennemsnittet, fremgår, at han gentog forklaringen om virksomhedens fokus på slidgigtpatienter og konkluderede: ”sammenfattende må det siges at årsagerne til vores afvigelser i fht. landsgennemsnittet er dels at vi fokuserer på behandling af slidgigt, dels et ekstraordinært oplysnings- arbejde.” i as udaterede redegørelse til samarbejdsudvalget om årsagen til, at udgiftsniveauet pr. pati- ent i hendes klinik i 2006 afveg fra landsgennemsnittet, gav hun bl.a. udtryk for behov for oplysninger om sammenligningstal samt oplysninger om samarbejdsudvalgets faglige be- - 7 - grundelse for et bestemt antal gennemsnitlige behandlinger, men gav i øvrigt ikke yderligere forklaring på det høje udgiftsniveau pr. patient. ved breve af
18. januar 2008 fik appellanterne svar fra samarbejdsudvalget vedrørende deres redegørelser for afvigelserne for
19. i svaret til b hedder det bl.a.: ”når klinikken holder kurser, forventes det at tiltrække et større antal patienter. det for- ventes imidlertid ikke, at disse patienter har behov for et væsentligt større antal behand- linger i gennemsnit. det må alene bero på en anden behandlingsstrategi end den som hovedparten af landets kiropraktorer anvender, og som landsoverenskomsten er for- handlet på grundlag af. det bør derfor overvejes, om den valgte behandlingsstrategi er passende. … det forventes, at afvigelserne for speciale 53 tilnærmer sig landsgennemsnittet i
20. såfremt der i 2007 fortsat er overskridelser der ikke kan godkendes, vil samarbejdsud- valget tage stilling til, om der skal iværksættes en højestegrænse for 2008 på landsgen- nemsnittet + 25 %.” i svaret til a hedder det bl.a.: ”samarbejdsudvalget har på mødet den
21. oktober 2007 behandlet din redegørelse og gør opmærksom på, at afvigelser ikke opstår fordi enkelte patienter har behov for et større antal behandlinger, hvilket alle klinikker har. afvigelserne opstår, når flertallet af patienterne anses for at have behov for langvarige intensive behandlingsforløb… det forventes, at afvigelserne for specialet tilnærmer sig landsgennemsnittet i
22. såfremt der i 2007 fortsat er overskridelser der ikke kan godkendes, vil samarbejdsudvalget tage stilling til, om der skal iværksættes en højestegrænse for 2008 på landsgennemsnittet + 25 %.” supplerende om retsgrundlaget i konkurrencelovens § 2, stk. 2,
23. pkt., hedder det: ”stk.
24. reglerne i kapitel 2 og 3 gælder ikke, hvis en konkurrencebegrænsning er en di- rekte eller nødvendig følge af offentlig regulering.” formålet med bestemmelsen er omtalt i lovens forarbejder. i folketingstidende 1996-97, til- læg a, lovforslag nr. l 172, s. 3654 er således bl.a. anført: - 8 - ”formålet med § 2, stk. 2, er at sikre, at politisk bestemte reguleringer og beslutninger truffet med hjemmel i lovgivning, herunder reglerne om kommunernes ulovbestemte opgaver (kommunalfuldmagten), ikke kan underkendes af konkurrencemyndigheden, idet disse reguleringer og beslutninger kan være betinget af andre samfundshensyn end hensynet til konkurrencen. det er en given forudsætning, at konkurrencemyndigheden ikke kan gå ind i en legalitetsprøvelse af sådanne reguleringer og beslutninger. det fremgår af stk. 2,
25. pkt., at afgørelse af, hvorvidt en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering m.v., træffes af den myndighed m.v., der har fastsat reguleringen, eller såfremt reguleringen er fastsat ved lov eller eu- forordning, af vedkommende minister. det følger dog af dansk rets almindelige regler, at den endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt en erhvervsvirksomheds konkur- rencebegrænsning har hjemmel og dermed er omfattet af § 2, stk. 2,
26. pkt., henhører under domstolene.” i forbindelse med folketingets behandling af lovforslaget (l 172) besvarede erhvervsministe- ren følgende spørgsmål 46 fra folketingets erhvervsudvalg: ”spørgsmål 46: ”kan ministeren bekræfte, at sygesikringsområdet vil være omfattet af lovforslagets § 2, stk. 2, således at lovforslagets forbuds- og indgrebsbestemmelser i kapitel 2 og 3 ikke vil gælde for en erhvervsvirksomhed udøvet af læger, tandlæger, fysioterapeuter m.fl. i henhold til en overenskomst indgået mellem organisationen og sygesikringens for- handlingsudvalg i medfør af sygesikringsloven.” svar: den overenskomstmæssige regulering af sundhedserhvervenes virksomhed på sygesik- ringsområdet er en direkte følge af sygesikringslovens bestemmelser. på dette område er kompetencen til at fastsætte nærmere regler for de ydelser, der er omfattet af loven, specifikt overdraget til sygesikringens forhandlingsudvalg og de re- spektive organisationer. de indgåede overenskomster skal ifølge loven godkendes af sundhedsministeren, der således træffer den formaliserede politiske beslutning om deres gyldighed. jeg kan derfor bekræfte, at en erhvervsvirksomheds konkurrencebegrænsning, der ud- øves i henhold til godkendt sygesikringsoverenskomst, vil være omfattet af undtagel- sesbestemmelsen i lovforslagets § 2, stk. 2.” højesterets begrundelse og resultat offentligt tilskud til behandling hos privatpraktiserende læger m.fl. er reguleret i sundhedslo- ven, hvoraf det bl.a. fremgår, at regionerne yder tilskud til behandling hos kiropraktorer, jf. §
27. de nærmere regler om tilskud var for den periode, sagen angår, med hjemmel i § 72 fast- sat i bekendtgørelse nr. 1150 af
28. november 2006 om tilskud til kiropraktisk behandling i - 9 - praksissektoren (tilskudsbekendtgørelsen). det fremgår af bekendtgørelsens § 1, at tilskud til gruppe 1-sikrede personer er betinget af, at den kiropraktor, de søger, har tilsluttet sig den gældende overenskomst. det fremgår af bekendtgørelsens § 2, at betalingstakster for de sik- rede og de nærmere vilkår for tilskud fastsættes i overenskomsten mellem regionernes løn- nings- og takstnævn og dansk kiropraktor forening. det fremgår af sundhedslovens § 227, at overenskomster bl.a. om vilkårene for offentligt til- skud afsluttes mellem regionernes lønnings- og takstnævn og de enkelte faggruppers orga- nisationer, herunder dansk kiropraktor forening. reglerne om regionernes lønnings- og takstnævn er fastsat i regionslovens § 37 og bekendtgørelse nr. 1369 af
29. december
30. statens medlemmer af nævnet har vetoret i forbindelse med indgåelsen af overenskomsterne, jf. bekendtgørelsens § 4, stk.
31. ordningen med regulering af offentligt tilskud gennem overenskomster med de enkelte fag- gruppers organisationer er en videreførelse af ordningen efter den tidligere gældende sygesik- ringslov, jf. sygesikringslovens § 26 og §
32. regionernes lønnings- og takstnævn afløste sygesikringens forhandlingsudvalg som overenskomstpart, da sundhedsloven trådte i kraft. ifølge sygesikringslovens § 26, stk. 2,
33. pkt., var ministerens godkendelse af overenskom- sterne en gyldighedsbetingelse, men denne regel udgik ved indførelsen af sundhedsloven med den begrundelse, at statens medlemmer af regionernes lønnings- og takstnævn som anført ovenfor fik vetoret i forbindelse med indgåelse af overenskomsterne. den overenskomst med dansk kiropraktor forening, der er gældende for denne sag, er over- enskomsten af
34. oktober 2006, der trådte i kraft den
35. april
36. ifølge § 19 a i den overenskomst, der var gældende på kiropraktorområdet indtil den
37. april 2004, kunne der maksimalt ydes offentligt tilskud til i alt 5 ydelsesenheder (behandlinger mv.) inden for en 12 måneders periode, medmindre der var tale om patienter med kroniske lidelser. denne ordning blev i 2004 afløst af den gældende ordning uden en generel maksi- mumgrænse, men med mulighed for at pålægge enkelte kiropraktorer en højestegrænse, base- ret på en kontrolbestemmelse, hvorefter man skal sammenholde statistiske oplysninger om den gennemsnitlige udgift pr. patient for den enkelte kiropraktor med det tilsvarende gennem- snitstal for alle kiropraktorer på landsplan, jf. § 31 i overenskomsten fra
38. - 10 - det følger af 2006-overenskomstens §§ 20-24, at der ydes offentligt tilskud til behandlinger efter regning og uden krav om dokumentation for behandlingsbehovet. i medfør af kontrolbe- stemmelsen i § 31 foretager regionerne en årlig opgørelse over udgifter til tilskudsordninger, herunder pr. patient og fordelt på de enkelte kiropraktorer. såfremt udgifterne til den enkelte kiropraktors patienter fordelt på tilskudsordninger overstiger den gennemsnitlige udgift pr. patient i landet som helhed med 25 % eller mere, skal der ifølge § 31, stk. 5, foretages en un- dersøgelse af årsagen til det høje udgiftsniveau. det regionale samarbejdsudvalg skal i den forbindelse foretage en høring af den pågældende kiropraktor med henblik på, at der ved un- dersøgelsen tages hensyn til alle forhold, som kan have indflydelse på det høje udgiftsniveau, jf. herved § 31, stk.
39. hvis samarbejdsudvalget og landssamarbejdsudvalget herefter finder grundlag for det, kan der pålægges den pågældende kiropraktor en højestegrænse for hans ydelsesniveau pr. patient, jf. § 31, stk. 7 og
40. højesteret finder, at den beskrevne tilskudsordning er udformet på en sådan måde, at der ved administrationen tages hensyn både til de forudsatte økonomiske rammer og til særlige be- handlingsmæssige behov for de enkelte kiropraktorers patienter. afgørelsen om at fastsætte en højestegrænse beror på samarbejdsudvalgets og landssamarbejdsudvalgets skøn i lyset heraf, og ved udøvelsen af skønnet er der derfor bl.a. mulighed for at tage hensyn til oplys- ninger om en særligt afvigende sammensætning af patientgrundlaget i kiropraktorens virk- somhed, hvis dette har betydning for virksomhedens gennemsnitlige udgiftsniveau pr. patient. for a og bs virksomheder viste kontrolstatistikkerne vedrørende udgifter pr. patient for speciale 53 i nogle år forud for 2007 betydelige overskridelser af landsgennemsnittet i størrelsesordenen 125-175 %. dette gav anledning til undersøgelse af årsagen. i deres høringssvar angav de begge som forklaring navnlig, at de havde særligt mange patienter med kroniske lidelser, herunder slidgigt, men samarbejdsudvalget svarede, at dette forhold ikke i sig selv kunne forklare overskridelserne. i svarene af
41. januar 2008 til begge vedrørende statistikken for 2006 bemærkede samarbejdsudvalget, at der ville blive spørgsmål om pålæg af en højestegrænse, hvis der også for 2007 var uacceptable overskridelser. for 2007 viste kontrolstatistikkerne for a og b overskridelser på henholdsvis 137,1 % og 197,7 %, og begge angav i deres høringssvar en lignende forklaring om årsagen hertil som i de tidligere år. herefter fandt samarbejdsudvalget og senere landssamarbejdsudvalget ikke behov for - 11 - yderligere undersøgelser og pålagde på det foreliggende grundlag højestegrænser for begge appellanterne. på baggrund af begrundelserne i samarbejdsudvalgets og landssamarbejdsudvalgets afgørelser – som uddybet ved vidnet peter kryger-baggesens forklaring for landsretten – lægger højesteret til grund, at landssamarbejdsudvalget ved fastsættelsen af højestegrænser har vurderet, at de markante overskridelser i udgiftsniveauet i forhold til landsgennemsnittet ikke kunne forklares ved en særlig sammensætning af patientgrupperne i appellanternes virksomheder. på den anførte baggrund finder højesteret, at afgørelserne om fastsættelse af højestegrænser for appellanternes virksomheder har hjemmel i loven og overenskomsten. højesteret finder endvidere, at der i lyset af de forklaringer, der blev givet i høringssvarene på de betydelige overskridelser i de pågældende år, ikke er grundlag for at fastslå, at der burde være foretaget yderligere undersøgelser inden fastsættelsen af højestegrænser. der er heller ikke grundlag for at tilsidesætte landssamarbejdsudvalgets konkrete skøn i de to sager. højesteret finder endvidere, at der ikke i det af appellanterne anførte, er grundlag for at til- sidesætte afgørelserne som ugyldige på grund af inhabilitet. det følger af konkurrencelovens § 2, stk. 2, at lovens forbud mod visse konkurrencebegræn- sende aftaler ikke gælder, hvis en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering. efter det foran anførte om hjemlen i sundhedsloven og tilskuds- bekendtgørelsen til at fastsætte betalingstakster og vilkår for tilskud i en overenskomst samt forarbejderne til sundhedsloven og konkurrenceloven finder højesteret, at bestemmelserne om takster og vilkår i landsoverenskomsten om kiropraktik, herunder § 31 om højestegrænser for ydelserne, må anses for en direkte eller nødvendig følge af den offentlige regulering på praksisområdet, og at konkurrencelovens § 6 derfor ikke finder anvendelse, jf. § 2, stk.
42. højesteret finder endvidere, at bemyndigelsen til regionernes lønnings- og takstnævn til at forhandle og indgå overenskomster med bl.a. organisationer af sundhedspersoner, nævnets anvendelse af bemyndigelsen og udvalgenes fastsættelse af højestegrænser efter formålet med denne ordning er udtryk for myndighedsudøvelse af almen samfundsmæssig karakter. heref- ter finder højesteret, at heller ikke eu’s konkurrenceregler finder anvendelse, jf. herved virk- somhedsbegrebet i teuf artikel
43. - 12 - allerede af de anførte grunde finder højesteret, at kontrolbestemmelsen i overenskomstens § 31 og de over for appellanterne pålagte højestegrænser ikke indebærer en overtrædelse af hverken konkurrenceloven eller eu-retlige konkurrenceregler. højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for højesteret skal kiropraktisk klinik ved kiropraktor a og kiropraktisk klinik x ved kiropraktor b solidarisk betale i alt 150.000 kr. til landssamarbejdsudvalget vedrørende kiropraktik og region hovedstaden. sagsomkostningsbeløbene skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.