højesterets dom

højesterets dom afsagt fredag den

1. december 2010 sag 300/2009 (
2. afdeling) a (advokat thomas stigaard hansen, beskikket) mod if skadeforsikring (advokat michael s. wiisbye) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
3. afdeling den
4. oktober
5. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: asbjørn jensen, poul søgaard, vibeke rønne, jens peter christensen og hanne schmidt. sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens §
6. påstande appellanten, a, har gentaget sin påstand. indstævnte, if skadeforsikring, har påstået stadfæstelse. anbringender a har yderligere vedrørende erstatningsansvar efter færdselslovens § 101 anført, at forsik- ringsselskabet ikke bør frifindes med den begrundelse, at bussen ikke har foretaget en unor- mal kørsel, der gik ud over, hvad en passager i en bus må påregne. herved sker der reelt fri- findelse med henvisning til passagerens egen skyld eller accept af risiko, hvilket ikke er i overensstemmelse med færdselslovens § 101, stk. 2, hvorefter nedsættelse eller bortfald af - 2 - erstatning for personskade forudsætter skadelidtes forsætlige eller groft uagtsomme medvir- ken til skaden. det må i øvrigt efter vidnet annelise hansens forklaring lægges til grund, at bussen startede med et usædvanligt kraftigt ryk, og at dette var årsagen til as fald. da chaufføren vidste, at hun endnu ikke havde sat sig, må hendes fald tilregnes ham som uagtsomt, således at der er erstatningsansvar efter den almindelige culparegel. if skadeforsikring har hertil anført, at det efter forklaringen fra chaufføren må lægges til grund, at bussen på grund af den svage gasmotor ikke kunne sætte i gang med et ryk. eventu- elle ryk er endvidere helt sædvanlige ved kørsel i en bybus og kan ikke anses for omfattet af det objektive erstatningsansvar efter færdselslovens § 101, stk.
7. det er derfor heller ikke en forudsætning for frifindelse, at der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed hos passageren. det kan i øvrigt ikke anses for en fejl, at chaufføren satte bussen i gang, mens a stadig stod op, idet busserne netop er indrettet også til stående passagerer. et erstatningsansvar baseret på culpa foreligger derfor heller ikke. retsgrundlaget færdselslovens § 101, stk. 1, er affattet således: ”den, der er ansvarlig for et motordrevet køretøj, skal erstatte skader, som køretøjet volder ved færdselsuheld eller ved eksplosion eller brand, der hidrører fra brændstof- anlæg i køretøjet.” bestemmelsen fik den gældende udformning ved lov nr. 495 af
8. november 1985 om æn- dring af færdselsloven, der bygger på betænkning nr. 1036/1985 om erstatning og forsikring for skader opstået ved benyttelse af motordrevne køretøjer. af den nævnte betænkning side 38 fremgår om gældende ret forud for lovændringen bl.a.: ”3.2.
9. trafikskade efter færdselslovens § 101, nr. 1, gælder præsumptionsansvaret for skader forvoldt ved påkørsel, sammenstød, væltning eller andre lignende kørselsuheld. skaden skal således - 3 - kunne karakteriseres som en trafikskade. bestemmelsen er imidlertid i praksis fortolket ret vidt og omfatter således også tab af genstande fra køretøjet eller dets lad … … stenslag, der efter ældre praksis og teori ikke ansås for omfattet af præsumptionsansva- ret, må nu efter omstændighederne anses for omfattet af færdselslovens § 101, nr. 1…” om den foreslåede ændring fremgår af bemærkningerne til § 101 i lovudkastet i betænknin- gen side 159-160 bl.a.: ”den foreslåede ændring af § 101, stk. 1 og 2, indebærer, at der gennemføres et objek- tivt erstatningsansvar såvel for personskade, herunder tab af forsørger, som for tings- skade, når skaden forvoldes på tredjemand – dvs. fodgængere, cyklister, passagerer og andre, der ikke er ejer, bruger eller fører af køretøjet – eller på gods tilhørende tredje- mand… … det er en forudsætning for anvendelsen af det særlige ansvarsgrundlag, at der er tale om et færdselsuheld eller en eksplosions- eller brandskade som skyldes brændstofanlæg i køretøjet. der er ikke med den foreslåede ændring af bestemmelsens sproglige formule- ring tilsigtet nogen ændring med hensyn til afgrænsningen af de skadestilfælde der – som kørselsuheld – omfattes af bestemmelsen. hidtidig retspraksis med hensyn til an- vendelsesområdet for præsumptionsansvaret vil således fortsat være af betydning med hensyn til skader, der er forvoldt ved påkørsel, sammenstød, væltning og andre kørsels- uheld. der henvises til betænkningens kapitel 3.2.3.” det fremgår af de almindelige bemærkninger pkt. 3.
10. i forslaget til ændringsloven (folke- tingstidende 1985/86, tillæg a, sp. 315), at justitsministeriet kunne tilslutte sig forslaget i betænkningen om et objektivt ansvar for trafikskader forvoldt af motorkøretøjer. i de specielle bemærkninger til § 101 henvises til bl.a. betænkningens side 158-160, og det hedder endvi- dere (anf.st. sp. 330): ”ændringen af ordet ”kørselsuheld” i den nugældende bestemmelse i § 101 til ”færd- selsuheld” er alene af redaktionel karakter.” højesterets begrundelse og resultat efter ordlyden af færdselslovens § 101, stk. 1, omfatter det objektive ansvar skader forvoldt ved ”færdselsuheld”, og det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at man herved har videreført den hidtidige afgrænsning ”skader forvoldt ved påkørsel, sammenstød, væltning eller andre lignende kørselsuheld”. - 4 - det følger heraf, at der skal foreligge et forhold, der må karakteriseres som kørselsmæssigt usædvanligt, for at der kan være tale om ”færdselsuheld”. a har ikke godtgjort, at der forelå et kørselsmæssigt usædvanligt forhold, og højesteret til- træder derfor, at hendes fald i bussen ikke kan anses for at være forvoldt ved et færdselsuheld omfattet af færdselslovens § 101, stk.
11. herefter – og idet højesteret kan tiltræde, at a heller ikke har godtgjort, at buschaufføren har handlet ansvarspådragende – stadfæster højesteret dommen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for højesteret skal statskassen betale 40.000 kr. til if skadeforsikring. sagsomkostningsbeløbene skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.