(23)udsendelse af unionsborgere og deres familiemedlemmer af hensyn til den offent- lige orden eller sikkerhed er en foranstaltning, der kan være en alvorlig belastning for de personer, der har gjort brug af de traktatfæstede rettigheder og friheder, og som reelt er integreret i værtsmedlemsstaten. omfanget af sådanne foranstaltninger bør derfor be- grænses i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og under hensyntagen til graden af de pågældende personers integration, varigheden af deres ophold i værtsmed- lemsstaten, deres alder, helbredstilstand, familiemæssige og økonomiske situation samt deres tilknytning til oprindelseslandet. … kapitel vi begrænsninger i retten til indrejse og ophold af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed artikel 27 generelle principper
- med forbehold af bestemmelserne i dette kapitel kan medlemsstaterne begrænse den frie bevægelighed og ophold for en unionsborger eller et familiemedlem uanset nationa- litet af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. der må ikke lægges økonomiske betragtninger til grund.
- foranstaltninger truffet af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. en tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde anvendelsen af sådanne foranstaltninger. den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. begrundelser, der ikke vedrører den individuelle sag, eller som har generel præventiv karakter, må ikke anvendes. … artikel 28 beskyttelse mod udsendelse
- værtsmedlemsstaten skal, før den træffer afgørelse om udsendelse med begrundelse i den offentlige orden eller sikkerhed, bl.a. tage hensyn til varigheden af den pågældendes ophold på værtsmedlemsstatens område, den pågældendes alder, helbredstilstand, fami- liemæssige og økonomiske situation, samt sociale og kulturelle integration i værtsmed- lemsstaten og tilknytning til hjemlandet.
- værtsmedlemsstaten må ikke træffe en udsendelsesafgørelse vedrørende en unions- borger eller dennes familiemedlemmer, uanset nationalitet, når de har opnået ret til tids- ubegrænset ophold på værtsmedlemsstatens område, medmindre det skyldes alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed. … - 6 - artikel 33 udsendelse som straf eller retlig følgevirkning
- værtsmedlemsstaten kan kun træffe udsendelsesafgørelse som straf eller som retlig følgevirkning til en fængselsstraf, hvis betingelserne i artikel 27, 28 og 29 er opfyldt. …” eu-domstolen har i sin dom af
- maj 2018 i de forenede sager c-331/16 og c-366/16 (k mod holland og h.f. mod belgien) som svar på spørgsmål om fortolkning af opholdsdirekti- vets artikel 27, stk. 2, udtalt bl.a.: ”
- desuden bemærkes, at selv om konstateringen af en reel, umiddelbar og til- strækkeligt alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse som om- handlet i artikel 27, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2004/38, i almindelighed er ensbety- dende med, at den pågældende person vil være tilbøjelig til fortsat at udvise det nævnte forhold, der udgør en sådan trussel, i fremtiden, kan det også tænkes, at det tidligere be- gåede forhold i sig selv opfylder betingelserne for at kunne anses for en sådan trussel (dom af 27.10.1977, bouchereau, 30/77, eu:c:1977:172, præmis 29).” højesterets begrundelse og resultat sagens baggrund og problemstillinger t1 og t2 er ved landsrettens dom fundet skyldige i legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245, stk. 1, ved en tidlig morgen i en 7-eleven-butik i forening at have tildelt forurettede ikke under 10 knytnæveslag i hovedet samt have slået ham i hovedet med en glasflaske, hvorved flasken blev knust. t1 og t2 blev begge idømt ubetinget fængsel i 3 måneder og udvist af danmark med indrejseforbud i 6 år. for højesteret angår sagen straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning. straffastsættelsen som anført af landsretten er der ikke grundlag for at henføre forholdet under straffelovens § 248 om legemsangreb under slagsmål eller bringe straffelovens § 82, nr. 3 eller 5, om straf- formildende omstændigheder i anvendelse. højesteret tiltræder henset til forholdets karakter og grovhed, at straffen er fastsat til fængsel i 3 måneder. - 7 - spørgsmålet er herefter, om fængselsstraffen skal være ubetinget eller gøres helt eller delvist betinget med vilkår om samfundstjeneste. som anført senest i højesterets dom af
- februar 2018 (ufr 2018.1775) er det i forarbejder- ne til lov nr. 152 af
- februar 2015 om ændring af reglerne om samfundstjeneste mv. forud- sat, at udgangspunktet ved grov vold, jf. straffelovens § 245, fortsat er ubetinget fængsels- straf, og at betinget dom med vilkår om samfundstjeneste kun vil kunne anvendes, hvis særli- ge grunde taler for det. efter højesterets praksis beror det på en konkret vurdering af omstæn- dighederne i den enkelte sag, om der foreligger sådanne særlige grunde, at straffen for grov vold omfattet af straffelovens § 245 undtagelsesvis skal gøres betinget med vilkår om sam- fundstjeneste. det er derfor ikke muligt udtømmende at angive området for samfundstjeneste ved overtrædelse af straffelovens §
- der er navnlig grund til at overveje spørgsmålet i tilfælde, hvor der fastsættes en kortere fængselsstraf, hvor den tiltalte er ung og ustraffet og har gode personlige forhold, hvor volden er udøvet som spontan reaktion på en forudgående uoverensstemmelse med forurettede, og hvor volden kun har medført begrænset skade på for- urettede. fire dommere – thomas rørdam, marianne højgaard pedersen, henrik waaben og michael rekling – udtaler: t1 og t2 var på gerningstidspunktet henholdsvis 24 og 22 år. de begik i forening grov vold mod forurettede, idet de tildelte ham ikke under 10 knytnæveslag i hovedet og slog ham i hovedet med en glasflaske, der knustes ved slaget. de tiltalte og forurettede kendte ikke hinanden og havde hver for sig forinden været på bar. efter landsrettens bevisresultat lægger vi til grund, at forholdet blev begået som en spontan reaktion på en forudgående ordveksling, men bevisresultatet giver ikke belæg for at antage, at der var en egentlig uoverensstemmelse. uanset at der er tale om et enkeltstående voldsforhold, hvor volden kun har medført begrænset skade på forurettede, og uanset at t1 og t2 er ustraffede og har gode personlige forhold, finder vi efter en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for undtagelsesvis at gøre straffen helt eller delvist betinget med vilkår om samfundstjeneste. dommer lars apostoli udtaler: - 8 - jeg lægger vægt på, at der er tale om vold i nattelivet, der er udøvet som en enkeltstående spontan reaktion på en forudgående ordveksling mellem de involverede parter, der alle var berusede, og at den forurettede ifølge sin egen forklaring muligt kan have bidraget til situatio- nen og kan have virket provokerende, samt at han ikke var i en situation, hvor han var værge- løs. herefter og under hensyn til, at skaderne på den forurettede var begrænsede, og at de til- talte er ustraffede og har gode personlige forhold, er der efter min opfattelse tilstrækkeligt grundlag for undtagelsesvis at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste. der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at landsrettens dom om straf med ubetin- get fængsel i 3 måneder stadfæstes. samtlige dommere udtaler herefter: udvisning t1 og t2 er begge statsborgere i storbritannien. de har haft lovligt ophold i danmark i henholdsvis ca. 7 år og i ca. 1 år og 6 måneder. efter udlændingelovens regler har udvisning for t1s vedkommende hjemmel i lovens § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 26, stk. 2, og for t2s vedkommende i lovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 26, stk.
- da de er eu-statsborgere, kan udvisning dog kun ske, hvis det vil være i overensstemmelse med de principper, der efter eu-retten gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed, jf. udlændingelovens § 26 b. efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, skal en begrænsning i retten til fri bevægelighed og ophold kunne begrundes i hensynet til bl.a. den offentlige orden eller sikkerhed. efter artikel 27, stk. 2, skal udvisningen være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige adfærd. en tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde udvisning. den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og til- strækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. t1 og t2 er ikke tidligere straffet. de er i beskæftigelse i danmark, hvor de er fast bosiddende, og begge har gode personlige forhold. henset hertil og til omstændighederne ved - 9 - voldsforholdet er det efter højesterets opfattelse ikke sandsynligt, at t1 og t2 vil være tilbøjelige til på ny at begå en strafbar handling som den, de er dømt for. højesteret finder herefter, at deres adfærd ikke udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2,
- led. højesteret har herefter ikke anledning til at tage stilling til, om udvisning tillige ville være i strid med proportionalitetsprincippet, jf. opholdsdirektivets artikel 27 og
- da betingelserne for udvisning ikke er opfyldt, jf. udlændingelovens § 26 b, frifinder højeste- ret t1 og t2 for påstanden herom. samlet konklusion højesteret stadfæster landsrettens dom med den ændring, at t1 og t2 frifindes for udvisning. statskassen skal betale sagens omkostninger for landsret og højesteret. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at t1 og t2 frifindes for udvisning. statskassen skal betale sagens omkostninger for landsret og højesteret.