afsagt den 4. juni 2014 i sag nr. bs b-1779/2012:

dom afsagt den

1. juni 2014 i sag nr. bs b-1779/2012: a 2100 københavn ø mod codan forsikring a/s gammel kongevej 60 1790 københavn v sagens baggrund og parternes påstande sagen er anlagt den
2. august
3. sagsøgte var autoansvarsforsikringsselskab for en lastbil, der var impliceret i et færdelsuheld med alvorlig personskade den
4. november
5. sagen drejer sig om, hvorvidt og i hvilket omfang sagsøgte skal betale erstatning til sagsøgeren, der var skadelidt. sagsøgerens påstand er principalt: sagsøgte, codan forsikring a/s, tilpligtes at anerkende det fulde ansvar for sagsøgers personskade ved færdselsuheldet den
6. november
7. subsidiært: sagsøgte, codan forsikring a/s, tilpligtes at anerkende delvist ansvar for færdselsuheldet den
8. november 2010 med en af retten fastsat brøk. sagsøgtes påstand er principalt: frifindelse. subsidiært: frifindelse mod anerkendelse af ansvaret med fradrag af en af retten fastsat brøk. oplysningerne i sagen retslægerådet har afgivet erklæring den
9. august 2013 i sagen. dele af erklæringen er refereret nedenfor. det samme gælder dele af en fremlagt politirapport vedrørende færdselsuheldet. parternes synspunkter sagsøgeren har i påstandsdokumentet anført følgende: - 2 - sagsøger var den
10. november 2010 involveret i et færdselsuheld, hvori han led alvorlig personskade (bilag 2). det kan ubestridt lægges til grund, at sagsøger kørte imod færdselsretningen på amagermotorvejens østgående spor, hvor han påkørte en lastbil ansvarsforsikret hos sagsøgte, codan forsikring a/s. der er enighed mellem parterne om, at der ikke foreligger kørselsfejl eller tilsvarende fra føreren af lastbilens side. det er bevist, at sagsøger på ulykkestidspunktet havde væsentlige psykiske problemer og var diagnosticeret med paranoid skizofreni (bilag 2 og 3), og at sagsøger herudover var påvirket af det euforiserende stof ketamin (bilag 1). til støtte for påstanden gøres det herefter gældende, at færdselslovens § 101 hjemler objektivt ansvar for personskade, der forvoldes af et motorkøretøj, og at den lovpligtige ansvarsforsikring for lastbilen i nærværende sag er tegnet hos sagsøgte, codan forsikring a/s. selskabet hæfter herefter umiddelbart over for sagsøger som udgangspunkt uanset dennes egen skyld. det gøres videre gældende, at erstatningen for personskade kun kan nedsættes eller bortfalde, jf. § 101, stk. 2., hvis skadelidte forsætligt har medvirket til skaden, eller i særlige og stødende tilfælde kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte ved grov uagtsomhed af forsætslignende karakter har medvirket til skaden. det bestrides at sagsøger har udvist erstatningsnedsættende "egen skyld" i bestemmelsens forstand, idet sagsøger, jf. retslægerådets vurdering, på ulykkestidspunktet handlede under indflydelse af sindssygdom, idet han var paranoid skizofren, og således var i en akut behandlingskrævende sindssygelig tilstand af ikke forbigående karakter. denne sygelige tilstand var den afgørende årsag til sagsøgers adfærd på tidspunktet, og sagsøger var, jf. retslægerådets besvarelse af spørgsmål 3, herved uden forståelse for konsekvenserne af sine handlinger den
11. november
12. det følger ligeledes af forarbejderne til færdselsloven, at krav på erstatning for personskade ikke bortfalder i tilfælde, hvor en sådan sindssygdom har været afgørende for skadelidtes uagtsomhed. sammenfattende er sagsøgte herefter fuldt erstatningspligtig efter færdselslovens § 101 over for sagsøger, uanset sagsøgers adfærd - uden dokumenteret sindssygdom og manglende forståelse for konsekvenserne af sine handlinger - under normale omstændigheder ville begrunde erstatningsnedsættelse. sagsøgte har anført følgende i påstandsdokumentet: til større for den nedlagte påstand gøres gældende, at sagsøger ikke har krav på erstatning fra sagsøgte. det kan lægges til grund, at sagsøger forsætligt i suicidalt øjemed har påkørt lastbilen. i forbindelse med påkørslen udsatte sagsøger adskillige mennesker for umiddelbar livsfare og alvorlig psykisk påvirkning. - 3 - det følger af færdselslovens § 101, stk. 2, at erstatning for personskade kan nedsættes eller kan bortfalde, hvis skadelidte forsætligt eller ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden. sagsøgers adfærd gør, uanset reglen om objektivt ansvar i færdselsloven, at sagsøgers krav på erstatning bortfalder. det gøres gældende, at betingelserne for bortfald af erstatning er til stede i denne sag. det gøres videre gældende, at såfremt retten ikke finder at der kan ske bortfald af erstatning da kan der ske nedsættelse af erstatningen. rettens begrundelse og afgørelse af retslægerådets erklæring af
13. august 2013 fremgår bl.a. følgende spørgsmål og svar: ”… spørgsmål 1: retslægerådet bedes, på baggrund af de lægelige akter, i muligt omfang oplyse, om sagsøger den
14. november 2010 led af en psykiatrisk lidelse, og i givet fald hvilken? … sagsøger led af paranoid skizofreni den 19.11.10, da han i henhold til de lægelige akter opfyldte kriterierne for diagnosen. i dagene op til den 19.11.10 var tilstanden forværret i en sådan grad, at det den 17.11.10 i distriktspsykiatrien blev besluttet, at sagsøger skulle indlægges på psykiatrisk afdeling. da sagsøger ikke ønskede dette, blev der taget initiativ til akut tvangsindlæggelse. sagsøgers tilstand beskrives i akterne som forværret, præget af pinagtige forfølgelsesforestillinger og manglende sygdomserkendelse. det må derfor antages, at sagsøger op til den 19.11.10 var sindssyg og forpint, og at den sjælelige tilstand var præget af sindssygdomssymptomer og manglende sygdomsindsigt, ligesom tilstanden var akut behandlingskrævende. spørgsmål
15. kan det, efter retslægerådets opfattelse antages, at sagsøger den
16. november 2010 handlede under indflydelse af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand? … ja, det kan antages, at sagsøger den 19.11.2010 handlede under indflydelse af sindssygdom, idet han som beskrevet ovenfor, var i en akut behandlingskrævende sindssygelig tilstand af ikke forbigående karakter. spørgsmål 3: kan det, efter retslægerådets opfattelse, antages, at sagsøger den
17. november 2010, på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand, manglede evnen til at handle fornuftsmæssigt? ja, det kan antages, at sagsøger var uden forståelse for konsekvenserne af sine handlinger den 19.11.
18. …” lastbilchaufføren har til politirapport 19.11.2010 bl.a. udtalt, at ”… han førte lastbil reg.nr. …. kl. ca. 0520 ad amagermotorvejen mod øst. …. han kørte i
19. vognbane, da han bemærkede part
20. han bemærkede noget lys ca. 300 meter fremme i nødsporet. han skiftede vognbane til
21. vognbane for at give luft og plads i nødsporet, da han tænkte, at det kunne være vejarbejde eller en der arbejdede i nødsporet. på en afstand af ca. 250 meter bemærkede han, at det var en personbil der kørte i nødsporet. - 4 - herfra er personbilen benævnt part
22. part 1 kørte med ca. 100 km/t men det er svært at vurdere, da part 1 kørte mod afhørte. ca. 50 meter før køretøjerne skulle passere hinanden skiftede part 1 vognbane og havde direkte kurs mod afhørte. afhørte trak endnu længere ud mod autoværnet, men part 1 fortsatte kursen mod afhørte. part 1 ramte afhørte på højre side af lastbilen og fortsatte videre. …kort efter mærkede afhørte et bump, og lastbilen havde mistet højre forhjul og gled af sted uden hjul, så der opstod gnister.. …” et andet vidne har til politirapport den 21.11.2010 udtalt, at ”… afhørte prøvede igen at få kontakt til [sagsøgeren] i bilen. det lykkedes at få kontakt til [sagsøgeren], hvor de spurgte til hvordan han havde det og hvad der var sket. [sagsøgeren] svarede og sagde: slå mig ihjel, slå mig ihjel, jeg vil dø, min arm er brækket.. …” efter indholdet af retslægerådets erklæring lægger retten til grund for sagen, at sagsøgeren den 19.11.2010 var i en akut behandlingskrævende sindssygelig tilstand af ikke forbigående karakter, og var uden forståelse for konsekvenserne af sine handlinger. retten lægger imidlertid – efter lastbilchaufførens forklaring – også til grund for sagen, at sagsøgeren handlede målrettet, idet han – efter at have kørt i nødsporet – ændrede retning direkte mod lastbilen, da bilerne var ca. 50 meter fra hinanden. retten må antage, at han herved havde til hensigt at påføre sig selv skade, eventuelt med døden til følge. dette bestyrkes af sagsøgerens udtalelser til det andet vidne, hvorefter han ønskede at dø. retten finder under disse omstændigheder, at sagsøgeren må antages at have været så bevidst om sine handlinger den 19.11.2010, at betingelserne for at nedsætte sagsøgtes erstatningsansvar for den indtrufne personskade på sagsøgeren er opfyldt, jf. færdselslovens § 101, stk.
23. retten finder, at sagsøgtes erstatningsansvar herefter skal nedsættes til en tredjedel. sagsøgerens subsidiære påstand tages herefter til følge, som nedenfor anført. efter sagens udfald hæves sagsomkostningerne. thi kendes for ret: sagsøgte, codan forsikring a/s, skal anerkende at være erstatningsansvarlig for en tredjedel af de økonomiske følger af færdselsuheldet den
24. november
25. sagens omkostninger hæves.