dom afsagt den 12. januar 2016 af østre landsrets 8. afdeling (landsdommerne henrik bitsch, m. lerche og janni christoffersen). 8. afd. nr. b-31-13: søfartens ledere som mandatar for 1) a 2) b (begge

§ 5, stk.

3, fortolkes og administreres på en sådan måde, at en indkomstskattelempelse som den, der blev indført ved forårspakke 2.0, indebærer en automatisk tilpasning i opadgående retning af de søfarendes nettoløn. for det andet gør søfartens ledere gældende, at såfremt sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 3, ikke medfører en pligt for skatteministeriet til at foretage en sådan automatisk regulering, har skatteministeriet administreret sømandsbeskatningsloven i strid med eu-statsstøtte-reglerne og dermed handlet ansvarspådragende overfor søfartens ledere. for det tredje gør søfartens ledere gældende, at skatteministeriets administration af dis-ordningen indebærer, at der i strid med grundlovens § 43 er delegeret beskatningskompetence til blandt andet dfds a/s. til støtte for frifindelsespåstanden over for søfartens lederes påstand om erstatning gør skatteministeriet overordnet gældende, at ministeriet ikke har handlet ansvarspådragende. 4.1.1 ad søfartens lederes første anbringende – ansvarspådragende administration af lovens § 5, stk. 3 det fremgår af retspraksis, at offentlige myndigheder ifalder erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regler, dvs. at myndigheden skal have handlet culpøst, den erstatningssøgende skal have lidt et tab, og der skal være årsagsforbindelse mellem den culpøse handling og tabet. af retspraksis fremgår endvidere, at en lovovertrædelse ikke i sig selv medfører, at en of- fentlig myndighed har handlet ansvarspådragende. der skal således være tale om en klar lovovertrædelse, før et ansvar kan gøres gældende, jf. eksempelvis ufr 2003.1331 h … - 34 - skatteministeriet gør gældende, at ministeriet ikke har handlet i strid med sømandsbeskat- ningslovens § 5, stk.

1. sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 3, således som denne bestemmelse skal fortolkes i lyset af eu’s statsstøtteregler, giver ikke søfarende på en nettolønsordning ret til at modtage krone- for-krone kompensation som følge af enhver generel indkomstskattenedsættelse. skatteministeriet har derfor heller ikke pligt til at sikre, at den konkrete aftale om nettoløn, som er indgået mellem søfartens ledere og danmarks rederiforening, bliver sat op som følge af den indkomstskattelettelse, der blev indført med forårspakke 2.
2. en sådan ret for søfarende på en nettolønsordning – og pligt for skatteministeriet til at sikre retten – kan hverken udledes af ordlyden af sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 3, eller af bestemmelsens forarbejder. tværtimod fremgår det af forarbejderne, at skatteministeriet alene skal sikre sig, at den løn, der aftales mellem parterne, aftales under hensyn til skattefritagelsen, hvilket vil sige, at det er en nettoløn, der aftales. der er ikke grundlag for at antage, at den løn, der har været aftalt mellem søfartens ledere og danmarks rederiforening, ikke har været forhandlet og fastsat under forudsætning af, at den var en nettoløn. skatteministeriet har herefter ikke pligt til i videre omfang at sikre, at søfarende på en net- tolønsordning rent faktisk modtager en nettoløn. enhver anden fortolkning af sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 3, ville udgøre et indgreb i den aftalefrihed, der generelt gælder på det danske arbejdsmarked, og der er ikke holde- punkter for at antage, at bestemmelsen forudsætter, at skatteministeriet foretager et sådant indgreb. i overensstemmelse med sædvanlig praksis på det danske arbejdsmarked har skatteministeriet overladt det til arbejdsmarkedets parter at forhandle og fastsætte nettolønnen, herunder at aftale hvornår og under hvilke omstændigheder lønnen skal genforhandles. - 35 - søfartens ledere og danmarks rederiforening må derfor forventes at have inddraget mu- ligheden for fremtidige indkomstskatteændringer som et element i forbindelse med hver forhandling om fastsættelse af nettolønnen, nøjagtig ligesom skattemæssige ændringer i øvrigt må antages at blive inddraget af arbejdsmarkedets parter ved lønforhandlinger på områder, hvor der ikke udbetales en nettoløn.

§ 5, stk.

3, ikke medfører en pligt for skatteministeriet til at påse, at den mellem søfartens ledere og danmarks rederiforening aftalte nettoløn reguleres i tilfælde af ændringer i indkomstskatten, støttes endvidere af de ovenfor refererede svar fra skatteministeren under det lovforberedende arbejde. skatteministeren afviste således dansk sø restaurations forenings og lo’s forslag om at indsætte en bestemmelse i loven om at lade nettolønnen følge ændringer i indkomstskatten, ligesom skatteministeren gentagne gange fastslog, at den konkrete fastsættelse af nettolønnen skulle ske ved forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, og at skatteministeren hverken kunne eller ville blande sig heri. den ovenstående fortolkning af sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 3, bekræftes af østre landsrets dom i hovedsagen … det angives således klart i præmisserne, at det må lægges til grund, at lovgivningen ikke regulerer fastsættelsen af løn til dis-ansatte søfolk … i øvrigt bemærkes det, at det fremgår af søfartens lederes høringssvar … afgivet forud for sømandsbeskatningslovens vedtagelse, at også søfartens ledere i forbindelse med lovens tilblivelse var af den opfattelse, at bestemmelsen i lovens § 5, stk. 3, ikke medførte en pligt for skatteministeriet til at påse, at søfartens ledere og danmarks rederiforening aftalte en nettoløn fastsat under hensyn til eventuelle ændringer i indkomstskatten. selv hvis det måtte blive lagt til grund,

§ 5, stk.

3, pålægger skatteministeriet en pligt til at sikre søfolk på nettolønsordningen kompensation i anledning af skattelempelsen med forårspakke 2.0, og at skatteministeriet har tilsidesat denne pligt, medfører det ikke i sig selv, at skatteministeriet har handlet ansvarspådragende overfor søfartens ledere. - 36 - såfremt retten måtte nå frem til,

§ 5, stk.

3, pålægger ministeriet en sådan pligt, kan ministeriets fortolkning og administration af bestemmelsen i hvert fald ikke anses som ansvarspådragende, idet der i givet fald – af de grunde, der er nævnt ovenfor – må være betydelig tvivl om forståelsen af bestemmelsen. skatteministeriet har således under ingen omstændigheder handlet culpøst. 4.1.2 ad søfartens lederes andet anbringende – overtrædelse af eu-statsstøttereglerne det følger af fast praksis fra eu-domstolen, at medlemsstaterne har pligt til at betale er- statning for overtrædelser af eu-retten, når tre betingelser er opfyldt, jf. eu-domstolens dom i de forenede sager c-46/93 og c-48/93, brasserie du pêcheur, præmis 51 ... for det første skal der være sket en overtrædelse af en eu-retsregel, som har til formål at tillægge borgerne rettigheder. for det andet skal overtrædelsen være tilstrækkelig kvalificeret, og for det tredje skal der være lidt et økonomisk tab, som har en direkte årsagsforbindelse til statens overtrædelse af eu-retten. ved vurderingen af, om den anden betingelse er opfyldt, dvs. om tilsidesættelsen af eu-retten er tilstrækkelig kvalificeret, er det afgørende kriterium, om medlemsstaten åbenbart og groft har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser, jf. c-46/93 og c-48/93, brasserie du pêcheur, præmis 55 ... ved vurderingen heraf lægges der bl.a. vægt på, hvor klar og præcis den tilsidesatte be- stemmelse er, hvor vidt et skøn den tilsidesatte bestemmelse overlader de nationale myn- digheder, om overtrædelsen er begået forsætligt eller uagtsomt og undskyldeligheden af en eventuel retsvildfarelse, jf. bl.a. c-46/93 og c-48/93, brasserie du pêcheur, præmis 56 ... det følger af højesterets praksis, at når et erstatningskrav i dansk ret støttes på en overtræ- delse af eu-retten, anvendes den ansvarsnorm, som eu-domstolen har fastslagt, tilsvarende i dansk ret. de danske domstole inddrager således samme momenter i ansvarsvurderingen som eu-domstolen, jf. hertil ufr 2007.3124 h … og ufr 2013.2361 h ... skatteministeriet gør på den baggrund gældende, at ministeriet ikke har administreret sø- mandsbeskatningslovens § 5, stk. 3, i strid med eu-statsstøttereglerne. - 37 - eu-statsstøttereglerne giver ikke søfarende omfattet af nettolønsordningen retskrav på kompensation ”krone for krone” i anledning af indkomstskattelettelser som f.eks. dem, der blev indført med forårspakke 2.0, når disse indføres mellem to lønforhandlinger mellem søfarende og redere. kommissionens retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren fastslår (i afsnit 3.2), at støtteforanstaltninger for den maritime sektor i eu primært bør søge at reducere skatte- mæssige og andre omkostninger og byrder, som belaster redere og søfolk. for så vidt angår skattefritagelser fastsætter retningslinjerne to mulige modeller: en nettolønsordning, hvor indkomstskattesatser for eu-søfolk nedsættes, og en bruttolønsordning, hvor medlemsstaterne opkræver skat hos søfolkene og derefter godtgør rederne disse omkostninger. for begge modeller er grundprincippet, at skattefritagelsen er statsstøtte til rederne. retningslinjerne forholder sig ikke derudover til, hvorledes skattenedsættelsen skal ske i praksis i medlemsstaterne. det fremgår navnlig ikke af retningslinjerne, at den statsstøtte, som ydes til redere efter en nettolønsordning krone-for-krone skal svare til den statsstøtte, som ydes efter en tilsvarende bruttolønsordning. retningslinjerne indeholder alene principper for modellerne og et støtteloft. kommissionen har i overensstemmelse hermed ikke i statsstøttegodkendelsen af den danske nettolønsordning forholdt sig til, hvordan nettolønnen konkret skal fastsættes. skatte- ministeriet har på den baggrund administreret ordningen i overensstemmelse med den danske arbejdsmarkedsmodel, hvorefter der som udgangspunkt er aftalefrihed mellem ar- bejdsmarkedets parter. som det fremgår ovenfor, redegjorde skatteministeriet i sit brev af

1. maj 2013 til kommis- sionen udførligt for, hvordan nettolønnen i danmark bliver fastsat ved forhandling mellem arbejdsmarkedets parter, hvorefter kommissionen anerkendte, at sømandsbeskatningsloven blev administreret i overensstemmelse med kommissionens statsstøttegodkendelse. den konkrete fastsættelse af nettolønnen ved forhandling mellem de søfarendes organisationer og rederierne må således anses for accepteret af kommissionen. østre landsret konstaterer da - 38 - også i præmisserne i hovedsagen, at ”den danske ordning senest i 2014 ikke har givet eu- kommissionen anledning til indvendinger” ... en konsekvens heraf er som nævnt, at ændringer i indkomstskatten mellem to lønforhandlinger ikke nødvendigvis fører til en tilsvarende automatisk ændring af nettolønnen. søfartens lederes synspunkt, hvorefter anvendelse af en bruttolønsordning med efterfølgende refusion til rederierne og anvendelse af en nettolønsordning skal føre til, at der krone for krone ydes nøjagtig den samme statsstøtte til rederierne, har således hverken støtte i kommissionens retningslinjer, i kommissionens statsstøttegodkendelse af den danske ord- ning eller i kommissionens tilkendegivelser i forbindelse med den efterfølgende kontrol af den danske administration af støtteordningen. søfartens ledere bemærker i processkrift 3 på side 7, 3.-
2. afsnit …, at det er muligt at opgøre den skat, der skulle være betalt af en dis-søfarendes løn, såfremt lønnen ikke havde været skattefri. det er korrekt, at skatteministeriet til brug for den tekniske beregning af statsstøttens omfang, som skal indberettes til kommissionen, har opgjort en fiktiv bruttoløn. den omstændighed, at den konkrete nettoløn – i overensstemmelse med sædvanlig praksis på det danske arbejdsmarked – aftales mellem arbejdsmarkedets parter, medfører imidlertid ikke, at støtteloftet overskrides, hvis der mellem to overenskomstforhandlinger indføres indkomstskattelettelser. statsstøtten består således – både før og efter en indkomstskattelempelse – alene i, at de søfarende er fritaget for beskatning. hvorledes arbejdsmarkedets parter tager højde for (muligheden for) en indkomstskatteregulering mellem to lønforhandlinger, er uden betydning for nettolønsmodellen. selv hvis det måtte blive lagt til grund, at eu’s statsstøtteregler pålægger skatteministeriet en pligt til at sikre søfolk på nettolønsordningen kompensation i anledning af skattelempelsen med forårspakke 2.0, og at skatteministeriet har tilsidesat denne pligt, har skatteministeriet ikke af denne grund handlet ansvarspådragende. for det første ville der i givet fald ikke være tale om en overtrædelse af en eu-retsregel, der tillægger søfarende på skibe registreret i dis individuelle rettigheder. formålet med statsstøttereglerne er således ikke at beskytte de søfarende mod lave lønninger, men derimod at sikre, at rederne ikke modtager statsstøtte, der er egnet til at påvirke forholdene på det indre - 39 - marked for søtransport. retsvirkningen af, at der er udbetalt statsstøtte i strid med statsstøttereglerne ville da også være, at dfds a/s skulle betale den for meget modtagne statsstøtte tilbage – og ikke at den ulovlige statsstøtte skal overføres til de søfarende. for det andet ville en eventuel overtrædelse af eu-statsstøttereglerne ikke være tilstrækkelig kvalificeret til at være ansvarspådragende for ministeriet. i den forbindelse må det tillægges vægt, at kommissionens statsstøttegodkendelse overlader et vidt skøn til de danske myndigheder med hensyn til at sikre, at der ved fastsættelse af nettolønnen tages højde for skattefritagelsen, og at kommissionen er blevet orienteret om, hvordan fastsættelsen af den danske nettoløn konkret foregår, uden at dette gav anledning til bemærkninger. søfartens ledere anfører på side 8,
3. afsnit, i sit afsluttende processkrift, at det kan lægges til grund, at kommissionen er blevet forsynet med en misvisende beregningsmetode for støtteordningen, hvorfor kommissionens godkendelse af den danske støtteordning til søfa- rende på dis-skibe efter søfartens lederes opfattelse ikke kan tillægges betydning for sagen. som begrundelse for, at kommissionen er blevet forsynet med misvisende oplysninger, henviser søfartens ledere alene til, at støtten efter søfartens lederes opfattelse skal beregnes på en anden måde, end den måde skatteministeriet har opgjort støtten på. kommissionen retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren indeholder ikke en an- visning på, hvorledes det samlede støttebeløb konkret skal opgøres. på denne baggrund har skatteministeriet fundet, at støtten mest hensigtsmæssigt opgøres på den måde, der er be- skrevet i punkt 1.
4. i brevet til kommissionen af
5. februar 2013 … at søfartens ledere måtte mene, at støtten bør opgøres på en anden måde, bevirker ikke, at skatteministeriets opgørelse af støtten er forkert. dertil kommer, at skatteministeriet i brevet til kommissionen af
6. februar 2013 … har redegjort udførligt for, hvordan dis-ordningen konkret er sammensat samt for, hvordan ministeriet har beregnet det faktiske støttebeløb, uden at det har givet anledning til be- mærkninger fra kommissionens side. på denne baggrund bestrides det, at skatteministeriets konkrete skøn over støttebeløbets størrelse er ulogisk og vildledende som anført af søfartens ledere. - 40 - søfartens ledere synes i øvrigt at gøre gældende, at da støtten er opgjort på en forkert måde, er kommissionens accept af den danske støtteordning til søfarende på dis-skibe af
7. marts 2014 uden betydning for sagen. hertil bemærkes, at selv hvis det konkrete skøn over støttebeløbets størrelse måtte anses for opgjort forkert, ændrer det ikke på, at kommissionen ved sit brev af
8. marts 2014 har accepteret den danske støtteordning og måden, den administreres på, herunder at nettolønnen konkret fastsættes ved forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. 4.1.3 ad søfartens lederes tredje anbringende – ulovlig delegation af beskatningskom- petence som et tredje anbringende til støtte for den nedlagte betalingspåstand har søfartens ledere gjort gældende, at staten i strid med grundlovens § 43 har delegeret beskatningskompetence til rederier med skibe registreret i dis, herunder dfds a/s. synspunktet synes at være, at staten ved ikke at administrere dis-ordningen på den måde, som søfartens ledere finder, at ordningen skal administreres på, har delegeret til dfds a/s og andre rederier med skibe registreret i dis at fastsætte blandt andet b og as skattesats. søfartens ledere anfører som begrundelse herfor blandt andet følgende på side 10,
9. afsnit, i det afsluttende processkrift: ”staten har tilladt dfds a/s og andre rederier at fastholde sine ansattes skattesatser på et højere niveau end resten af danmarks lønmodtagere efter forårspakke 2.0.” hertil bemærkes, at det klart fremgår af sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 1, at søfarende på skibe registeret i dis er fritaget for betaling af indkomstskat. da de søfarende på skibe registreret i dis ikke betaler skat af deres dis-indkomst, kan der i sagens natur ikke være tale om, at deres skattesatser fastholdes på et højere niveau end andre lønmodtagere i danmark. de ansatte på skibe registreret i dis betaler netop ikke skat. følgelig kan der heller ikke være tale om delegation af beskatningskompetence til rederne. synspunktet hviler endvidere på en forudsætning om, at enhver ændring af indkomstskatten skal føre til en korresponderende ændring af den aftalte dis-løn i op- eller nedadgående - 41 - retning. som der er redegjort for ovenfor, og som østre landsret har fastslået i sin dom i hovedsagen, er denne forudsætning forkert. konkret forhandler de søfarende på skibe registreret i dis således blot en nettoløn med deres arbejdsgivere i stedet for en bruttoløn. såfremt søfartens ledere måtte mene, at foreningens medlemmer som følge af ændringer i beskatningsgrundlaget har et lønkrav, må dette krav rejses overfor arbejdsgiverne under almindelige lønforhandlinger. en arbejdsgivers nægtelse af at forhøje lønningerne kan have mange grunde, men det kan aldrig være udtryk for, at staten har delegeret beskatningskompetence i strid med grundlovens §
10. dette gælder, uanset om det er en bruttoløn eller en nettoløn der forhandles om. som skatteministeriet forstår det, gør søfartens ledere gældende, at sagsøgerne er beretti- gede til erstatning, såfremt søfartens ledere måtte få ret i, at skatteministeriet har admini- streret dis-ordningen i strid med grundlovens §
11. heroverfor gør skatteministeriet gældende, at dis-ordningen ikke er i strid med grundlovens § 43, og at indførelsen af ordningen under alle omstændigheder ikke er ansvarspådragende, jf. herom det ovenfor anførte om ansvarsgrundlaget for offentlige myndigheder. 4.1.4 tabsopgørelsen søfartens ledere har opgjort beløbene i den nedlagte betalingspåstand (hhv. kr. 78.737,00,- for a og kr. 47.885,82,- for b) i bilag 52 og 53…. skatteministeriet gør gældende, at det er sagsøgerne, der har bevisbyrden for de påståede tab og årsagsforbindelsen mellem disse tab og ministeriets påståede ansvarspådragende handlinger, og at sagsøgerne ikke har løftet denne bevisbyrde. skatteministeriet bestrider således, at sagsøgernes tab som følge af ministeriets handlinger overhovedet kan opgøres ved at omregne den forhandlede nettoløn til en teoretisk bruttoløn. 4.1.5 renteberegningen - 42 - for så vidt angår søfartens lederes rentepåstand, bemærkes, at søfartens ledere i tilfælde af, at søfartens ledere får medhold i den nedlagte betalingspåstand, først er berettiget til renter 30 dage fra den dag, da der blev fremsat anmodning om betaling, jf. rentelovens § 3, stk.
12. søfartens ledere er således ikke – som det er gjort gældende – berettiget til renter fra nedlæggelsen af betalingspåstanden den
13. marts 2014, men først 30 dage fra denne dato.” landsrettens begrundelse og resultat som anført i dommen af
14. november 2015 i hovedsagen kan der efter landsrettens opfattelse ikke udledes en forpligtelse af reglerne i lov om beskatning af søfolk til automatisk regulering af lønnen til dis-ansatte søfolk ved ændringer i beskatningsniveauet. hverken efter ordlyden af sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 3, eller § 11 eller efter bestemmelsernes forarbejder findes der holdepunkter for en sådan forpligtelse. efter forarbejderne til dis-lovgivningen, herunder lov om beskatning af søfolk, og på baggrund af de fremlagte svar fra skiftende skatteministre må det tværtimod lægges til grund, at lovgivningen ikke regulerer fastsættelsen af lønnen til dis-ansatte søfolk. sådan lønfastsættelse skal ske ved sædvanlig forhandling mellem arbejdsmarkedets parter, hvilket endvidere ses at være sket i forhold til medlemmerne af søfartens ledere fra indførelsen af dis og frem til
15. allerede som følge heraf har skatteministeriet ikke handlet culpøst ved ikke at sikre dis-ansatte søfolk en lønregulering efter ændringerne i skattelovgivningen gennemført ved forårspakke 2.
16. af den fremlagte korrespondance fra 2013 fremgår, at skatteministeriet over for eu- kommissionen har beskrevet dis-ordningen, herunder at der er tale om en nettolønsordning, at det er et krav, at lønnen er fastsat under hensyn til skattefritagelsen, og at dis-hyren fastsættes efter forhandling mellem de søfarendes organisationer og rederier. eu-kommissionen har herefter ved brev af
17. marts 2014 meddelt, at den danske ordning umiddelbart er i overensstemmelse med statsstøttereglerne og eu-kommissionens beslutning fra
18. hertil kommer, at det ikke kan lægges til grund, at eu’s retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren tillægger dis-ansatte søfolk individuelle rettigheder i forhold til løn- fastsættelsen. - 43 - på denne baggrund kan landsretten ikke tiltræde det af søfartens ledere anførte om, at eu’s retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren er tilsidesat med den virkning, at skatteministeriet kan pålægges erstatningsansvar over for a og b. det, som søfartens ledere har anført om skatteministeriets beløbsmæssige opgørelse af den ydede statsstøtte over for eu-kommissionen, kan efter landsrettens opfattelse ikke føre til en anden vurdering. det kan således efter bevisførelsen ikke lægges til grund, at opgørelsen er sket på en måde, der er i strid med retningslinjerne. det kan endvidere ikke anses for godtgjort, at den beløbsmæssige opgørelse af den ydede statsstøtte har selvstændig betydning for vurderingen af spørgsmålet om ministeriets er- statningsansvar over for a og b. tilsvarende gælder det af søfartens ledere anførte om skatteministeriets stillingtagen til spørgsmålet om kollektiv pensionsordning i henhold til pensionsbeskatningslovens § 53 a. landsretten kan endelig ikke tiltræde del af søfartens ledere anførte om, at manglende regulering af dis-hyren må sidestilles med særskat, der pålægges søfolk af rederierne i strid med grundlovens §
19. manglende lønregulering som følge af uenighed mellem søfartens ledere og rederierne kan således ikke anses for omfattet af begrebet ”skat”, idet der ikke herved er tale om en forøgelse af søfolkenes pligtmæssige betaling til det offentlige. landsretten lægger herved endvidere vægt på, at dis-ordningen indebærer, at søfolk ombord på danske skibe registreret i dis er fritaget for betaling af indkomstskat, jf. lov om beskatning af søfolk § 5, stk.
20. som følge af det anførte frifindes skatteministeriet. søfartens ledere skal som mandatar for a og b betale sagsomkostninger for landsretten til skatteministeriet med i alt 400.000 kr. ekskl. moms. ved fastsættelsen af beløbet, der er til dækning af udgifterne til advokatbistand, er der ud over sagens omfang og betydning taget hensyn til, at den endelige påstand beløbsmæssigt er lavere end den oprindeligt angivne sagsværdi. - 44 - t h i k e n d e s f o r r e t: skatteministeriet frifindes. i sagsomkostninger for landsretten skal søfartens ledere som mandatar for a og b betale 400.000 kr. til skatteministeriet. det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.