højesterets dom afsagt onsdag den 23. november 2016 sag 15/2016 (2. afdeling) søfartens ledere som mandatar for a og b (advokat poul hvilsted) mod skatteministeriet (kammeradvokaten ved advokat rass h

§ 383

. påstanden medfører ikke udsættelse af sagen, og det synspunkt, som påstanden hviler på, har allerede været fremført under sagen for landsretten. skatteministeriet har endvidere haft mulighed for at forholde sig til påstanden og dermed haft tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser. der er retlig interesse i at få påstand 2 under pådømmelse. højesterets stillingtagen til påstan- den har således stor betydning for samtlige medlemmer af søfartens ledere. det bestrides, at påstanden er for uklar til at indgå i en domskonklusion. søfartens ledere har endvidere i relation til påstand 2 anført, at skatteministeriets kontrolfor- pligtelse følger af § 5, stk. 3, i loven om beskatning af søfolk sammenholdt med § 4, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 361 af

1. maj 2009 om beskatning af søfolk. efter den sidstnævnte be- stemmelse skal arbejdsgiveren over for told- og skatteforvaltningen kunne godtgøre, hvordan løn, godtgørelser og gratialer mv. omfattet af lovens § 5 og § 5 a er beregnet. skatteministeriet har til støtte for sin påstand om afvisning af påstand 2 anført, at der er tale om en ny påstand, der ikke har været gjort gældende under landsretssagen, og som ikke er fremsat i ankestævningen. påstanden blev først fremsat i processkrift 1 af
2. september
3. påstanden bør derfor ikke tillades, jf.

§ 383. - 3 - søfartens ledere har ikke retlig interesse i en pådømmelse af påstand 2.

det skyldes, at på- standen allerede er indeholdt i påstand 1, som er baseret på, at skatteministeriet har handlet ansvarspådragende. hvis formålet med påstand 2 tillige er at få fastslået, at skatteministeriet ved fremtidige ændringer af indkomsbeskatningen har pligt til at påse, at der sker regulering af nettolønninger til dis-ansatte, har søfartens ledere ikke konkret retlig interesse i at få af- gjort dette spørgsmål, idet højesteret reelt anmodes om at afgøre en retstvist, som måske kan opstå i fremtiden, dvs. reelt om at udarbejde en generel udtalelse om retstilstanden på dette område. påstand 2 er endvidere ikke egnet til at indgå i en domskonklusion, da den er for upræcis. skatteministeriet har til støtte for sin påstand om frifindelse for påstand 2 anført, at der ikke består en pligt for skatteministeriet til at påse, at dis-ansatte søfolk kompenseres af deres arbejdsgivere i tilfælde af en skattelettelse. parterne har i øvrigt gentaget deres anbringender. højesterets begrundelse og resultat den statsstøtte, som fritagelsesbestemmelsen i § 5, stk. 1, i lov om beskatning af søfolk, er udtryk for, består – også efter den lettelse i indkomstbeskatningen, der blev gennemført ved lov nr. 259 af 12. juni 2009 (forårspakke 2.0) – i, at søfolkene er fritaget for beskatning. hø- jesteret tiltræder derfor, at statsstøtten ikke overskrider det maksimale støtteniveau, der frem- går af de retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren, som eu-kommissionens godkendelse af den danske skattefritagelsesordning for søfolk er baseret på. herefter og i øvrigt af de grunde, landsretten har anført, stadfæster højesteret dommen for så vidt angår søfartens lederes påstand 1. med hensyn til søfartens lederes påstand 2 bemærkes, at påstanden først blev nedlagt i pro- cesskrift 1 af 5. september 2016. højesteret finder, at betingelserne for at tillade påstanden fremsat ikke er opfyldt, jf.

§ 383

. i øvrigt finder højesteret, at påstanden reelt er et anbringende til støtte for påstand 1, og at påstanden er uegnet til at indgå i en domskon- klusion. højesteret afviser herefter påstand 2. - 4 - sagsomkostningerne for højesteret er fastsat til dækning af advokatudgift inkl. moms. der er taget hensyn til sagens værdi og vidererækkende betydning samt arbejdets omfang. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. påstand 2 afvises. i sagsomkostninger for højesteret skal søfartens ledere som mandatar for a og b betale 150.000 kr. til skatteministeriet. de idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms af- sigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.