højesterets kendelse

højesterets kendelse afsagt torsdag den

1. februar 2017 sag 276/2016 a (advokat karsten høj) mod ankenævnet for patienterstatningen (kammeradvokaten ved advokat henrik nedergaard thomsen) i tidligere instanser er afsagt kendelse af retten i aalborg den
2. august 2016 og af vestre landsrets
3. afdeling den
4. oktober
5. i påkendelsen har deltaget tre dommere: poul dahl jensen, henrik waaben og hanne schmidt. påstande kærende, a, har nedlagt påstand om, at sagen henvises til landsretten som
6. instans. indkærede, ankenævnet for patienterstatningen, har tilsluttet sig as påstand. supplerende sagsfremstilling a har ved stævning af
7. maj 2015 anlagt sag mod ankenævnet for patienterstatningen med påstand om erstatning i medfør af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr.
8. der er tale om et tilfælde, hvor grundsygdommen er kræft. retten i aalborg har ved kendelse af
9. august 2016 henvist sagen til behandling ved landsret- ten, jf. retsplejelovens § 226, stk.
10. vestre landsret har ved kendelse af
11. oktober 2016 afvist at behandle sagen som
12. instans og sendt sagen til byretten til fortsat behandling. af landsrettens begrundelse fremgår: - 2 - ”sagen angår, om a blev påført erstatningsberettigende skader i forbindelse med behandlingen af hende på aalborg universitetshospital herunder om skaderne overstiger, hvad hun med rimelighed måtte tåle, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenets § 20, stk. 1, nr.
13. a har i den forbindelse bl.a. gjort gældende, at alvoren af de skader, hun er blevet påført skal bedømmes i forhold til grundlidelsens alvor i behandlet tilstand. de hensyn, der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om a har krav på erstatning, er belyst i en række afgørelser fra højesteret, herunder dommen gengivet i u.2009.1398h. herefter, og da afgørelsen af, om a har krav på erstatning, beror på en konkret vurdering af de faktiske omstændigheder i sagen, er der ikke grundlag for at antage, at sagen rejser principielle spørgsmål.” anbringender a har anført navnlig, at der ikke i retspraksis klart er taget stilling til, om grundsygdommens alvor skal vurderes behandlet eller ubehandlet i tilfælde, hvor der er tale om kræft. at patientskadesager, hvor grundlidelsen er kræft, er genstand for generel interesse skyldes, at kræft ubehandlet altid vil medføre døden. i sager, hvor diagnosen er kræft, og hvor der opstår en komplikation og senere en skade i forbindelse med behandlingen, vil en vurdering af sagen efter tålereglen i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 4, medføre, at patienten automatisk får afslag på erstatning, fordi grundsygdommens alvor vurderes ubehandlet og dermed ikke tager højde for, at der i nogle tilfælde, som i denne sag, kan være tale om en afgrænset sygdom uden spredning med gode muligheder for radikal operation og god overlevelsesprognose. der er tale om et principielt lovfortolkningsspørgsmål, der er af betydning for patientskademyndighedernes praksis i et stort antal sager hvert år. der er således også tale om et spørgsmål af væsentlig samfundsmæssig rækkevidde, idet der er tale om en offentlig erstatningsordning. ankenævnet for patienterstatningen har anført navnlig, at det udgør et principielt lovfortolkningsspørgsmål, om anerkendelse af en patientskade efter tålereglen i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 4, beror på det samlede behandlingsforløb og summen af de indtrådte komplikationer sammenlignet med enten karakter og alvor af grundsygdommen ubehandlet eller alvoren af grundlidelsen behandlet. det er ankenævnets synspunkt, at erstatning efter bestemmelsen i § 20, stk. 1, nr. 4, beror på en sammenligning med alvoren af grundlidelsen ubehandlet. højesteret har ikke tidligere eksplicit - 3 - taget stilling til dette spørgsmål. hvis a får medhold i sit synspunkt om, at komplikationens alvor skal sammenlignes med den behandlede grundlidelse, vil det have betydning for administrativ praksis og derfor også have generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen. højesterets begrundelse og resultat af de grunde, som er anført af landsretten, tiltræder højesteret, at betingelserne i retspleje- lovens § 226, stk. 1, for at henvise sagen til behandling ved landsretten ikke kan anses for opfyldt. højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse, således at sagen sendes til byretten til fortsat behandling. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part.