højesterets dom

højesterets dom afsagt torsdag den

1. juni 2013 sag 180/2011 (
2. afdeling) a (advokat tyge trier, beskikket) mod forsvarsministeriet (kammeradvokaten ved advokat peter biering) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
3. afdeling den
4. april
5. i pådømmelsen har deltaget syv dommere: børge dahl, lene pagter kristensen, poul søgaard, marianne højgaard pedersen, henrik waaben, lars hjortnæs og jan schans christensen. påstande appellanten, a, har nedlagt følgende påstande: 1) indstævnte, forsvarsministeriet, tilpligtes at anerkende at være ansvarlig for tilbageholdel- se og overlevering af a til amerikanske styrker i kandahar den
6. marts
7. 2) forsvarsministeriet tilpligtes at anerkende, at behandlingen af a hos amerikanske styrker i kandahar i marts 2002 udgjorde en krænkelse af den europæiske menneskerettigheds- konventions artikel
8. 3) forsvarsministeriet tilpligtes at anerkende at være erstatningsansvarlig for krænkelse, skade og tab i anledning af behandlingen i kandahar i marts
9. 4) forsvarsministeriet tilpligtes at betale 50.000 kr. med rente fra sagens anlæg. over for a’s påstande har forsvarsministeriet nedlagt påstand om stadfæstelse af landsrettens afvisning af påstand 1-3, subsidiært frifindelse for disse påstande, og stadfæstelse af frifindel- sen for påstand
10. - 2 - anbringender det er for højesteret ubestridt, at a var blandt de 31 personer, som blev tilbageholdt af de danske soldater og overgivet til de amerikanske styrker den 17.-
11. marts
12. a har om påstand 2 supplerende anført, at han har en interesse i at få fastslået, at behandlin- gen af ham hos de amerikanske styrker udgjorde en krænkelse af den europæiske menneske- rettighedskonventions artikel 3 med henblik på eventuelt at fremsætte et krav over for de ame- rikanske myndigheder. han har i øvrigt supplerende anført, at sagen har været utilstrækkeligt og mangelfuldt under- søgt og oplyst fra forsvarsministeriets side, og at en række bevismæssige forhold derfor ikke er blevet klarlagt. han har ikke fået mulighed for at afhøre centrale personer fra forsvarsmini- steriet og udenrigsministeriet, militær-psykologen samt relevante personer fra myndigheder, der behandlede den militære tolks oplysninger. den samlede vurdering må derfor gennem- føres med skyldig hensyntagen til grundprincippet om processuel skadevirkning for for- svarsministeriet. forsvarsministeriet har om a’s påstand 2 fastholdt, at han ikke har nogen retlig interesse i at opnå forsvarsministeriets anerkendelse af, at de amerikanske styrkers behandling af ham in- debar en krænkelse af hans rettigheder efter den europæiske menneskerettighedskonvention. sagen er blevet grundigt behandlet og undersøgt af de relevante myndigheder. sagens delvise behandling for lukkede døre sagen har både for landsret og højesteret været delvis behandlet for lukkede døre. under be- handlingen for lukkede døre er der fremkommet oplysninger, herunder afhøringsrapporter fra forsvarets auditørkorps, og afgivet forklaringer. landsrettens dom foreligger i en offentlig og en ikke-offentlig version. i den offentlige ver- sion er udeladt navnlig oplysninger om tolken og dennes personlige forhold samt nogle per- sonnavne og andre identifikationsoplysninger. sammenlignet med den ikke-offentlige version af landsrettens dom på 126 sider er der samlet udeladt tekst svarende til 3-4 sider i den of- fentlige version. der har ikke været anledning for højesteret til at supplere sagsfremstillingen med fortrolige oplysninger, da de ikke har været af betydning for højesterets bedømmelse, og højesterets dom foreligger derfor alene i en offentlig version. - 3 - supplerende sagsfremstilling forsvarskommandoens direktiv til chefen for task group ferret vedrørende magtanvendelse under operation enduring freedom, som blev modtaget af oberstløjtnant frank lissner den
13. februar 2002, er dateret den
14. januar
15. i direktivets note 6, som knytter sig til direk- tivets punkt 5 om tilbageholdelse, hedder det bl.a.: ”sådanne civile som nævnt … kan under fornøden beskyttelse og efter tilladelse fra ch tg ferret overlades til foresatte myndigheder med henblik på afhøring. dog kan så- danne civile ikke overlades, hvor der er konkret grund til at frygte, at der ikke vil finde en sådan human behandling sted.” i et direktiv af
16. januar 2002 fra hærens operative kommando til chefen for task group ferret vedrørende magtanvendelse under operation enduring freedom hedder det bl.a.: ”bilag 1 note 6 anfører, at personer som tg ferret måtte tilbageholde, under fornø- den beskyttelse og efter tilladelse fra ch tg ferret, kan overlades foresatte myndig- heder med henblik på afhøring. forud for overdragelse, skal tg ferret have sikret sig personens identitet. dette kan gøres via identitetspapirer, fotografering og/eller fin- geraftryk.” der er for højesteret afspillet en dvd med en del af filmen ”den hemmelige krig”. der foreligger endvidere for højesteret afhøringsrapporter mv. fra forsvarets auditørkorps samt erklæringer fra ambassadør carsten damsgaard og fra forsvarets efterretningstjenestes repræsentant, som i sagen er betegnet ”holger”. forklaringer til brug for højesteret er der afgivet forklaringer af oberst tommy mikael paulsen, general- major jan brun andersen og ambassadør carsten damsgaard. endvidere har oberst frank lissner afgivet supplerende forklaring. ambassadør carsten damsgaard har forklaret bl.a., at han i perioden januar til marts 2002 var chef for sikkerhedspolitisk kontor i udenrigsministeriet. i forhold til forsvarsministeriet var rollefordelingen, at udenrigsministeriet var ansvarlig for fremsættelse af beslutningsforslag vedrørende danmarks deltagelse i internationale operationer. sikkerhedspolitisk kontor var således pennefører på beslutningsforslag vedrørende internationale operationer, men de mod- - 4 - tog bidrag fra andre ministerier. når deltagelsen i en international operation var besluttet af folketinget, var forsvarsministeriet ansvarlig for implementeringen. han har ingen erindring om, at udenrigsministeriet overvejede spørgsmålet om tilbageholdte. han går ud fra, at ingen opfattede dette som relevant. dette gælder også medlemmerne af folketinget, hvilket fremgår af de spørgsmål, der blev stillet som spørgsmål nr. 13 og nr. 48 under folketingsbehandlingen af det pågældende beslutningsforslag. i begyndelsen af 2002 var amerikanernes tilbageholdelse af fanger ikke et tema, som sikker- hedspolitisk kontor beskæftigede sig med. de bemærkede, at der kom debat om dette emne i den internationale presse. denne debat førte til, at udenrigsministeren blev forberedt på at besvare spørgsmål om dette. han blev bekendt med forsvarsminister rumsfelds memorandum af
17. januar 2002, udskrift fra white house press briefing af
18. januar 2002 og memorandum fra præsident george w. bush af
19. februar 2002 i det omfang, de blev indsendt af ambassaden i washington. efter hans opfattelse indebærer disse dokumenter, at den amerikanske regering herved præciserer, at amerikanerne vil behandle fanger humant og i overensstemmelse med principperne i gene- ve-konventionerne. præciseringerne var således svar på udtalelser og spekulationer, der i da- gene forinden var fremkommet i amerikansk presse. det var centralt i udenrigsministeriets holdning, at indtil andet var bevist, havde man tillid til, at amerikanerne ville overholde deres internationale forpligtelser, som angivet i udenrigsministerens besvarelse af spørgsmål i fol- ketinget den
20. januar 2002, og dette bekræftede udtalelserne. der var ikke på dette tidspunkt fokus på, at det kunne blive relevant, at den danske styrke overdrog fanger til de amerikanske styrker. udenrigsministeriets fokus var på forholdene på guantanamo. oberst frank lissner har supplerende forklaret bl.a., at han modtog forsvarskommandoens magtanvendelsesdirektiv af
21. januar
22. punkt 5 i direktivet var det punkt, han i sin situa- tionsrapport af
23. februar 2002 betegnede som uklart. han var ikke klar over, hvordan ”dan- mark” skulle forstås, herunder om det refererede til ham eller til folkene derhjemme, og han ville være sikker på, at han ikke var ansvarlig, når fanger var leveret videre til f.eks. guan- tanamo. det ansvar, han kunne tage for fanger i camp kandahar, ville være et tilsynsansvar. han så sit ansvar for fanger, der var blevet overgivet, som beskrevet i situationsrapport af
24. - 5 - februar
25. han fandt ikke, at note 6 i magtanvendelsesdirektivet af
26. januar 2002 var uklar. han modtog hærens operative kommandos magtanvendelsesdirektiv af
27. januar
28. han husker ikke dokumentet i detaljer, men han var dengang bekendt med indholdet, herunder bilag 4 vedrørende geneve-konventionen. vedrørende benyttelse af ordet ”afhøring” har han ikke nærmere overvejet, om der kunne ske internering, men det ligger implicit, at fanger kunne tilbageholdes i ”camp kandahar”. det var hans opgave ved besøg i ”detention center” at sikre sig, at forholdene så ordentlige ud. hvis han havde meldt tilbage, at der ikke burde overgives fanger på grund af forhold, han havde set i ”detention center”, er det hans opfattelse, at der ville blive lyttet, og at det af niels a. kjær olsen beskrevne ville gælde, således at overgivelse af fanger ville være ude- lukket. det ville også have givet anledning til tiltag fra hans egen side baseret på de instruk- ser, han havde modtaget. hvis han havde rapporteret hjem om problemer i ”detention cen- ter”, kunne han have fået nye direktiver, men han ville også i så fald have kunnet trække ”det røde kort” i forhold til fangeovergivelse og beholdt fangerne på det danske område. højesterets begrundelse og resultat sagens hovedspørgsmål a var en del af en bevæbnet gruppe på 31 personer, som natten mellem den
29. og
30. marts 2002 blev tilbageholdt af danske styrker under en amerikansk ledet operation. efter den ame- rikanske ledelses beslutning blev gruppen indbragt til det amerikanske ”detention center” i ”camp kandahar”, hvorfra a ligesom resten af gruppen blev frigivet senest 2-3 døgn efter indbringelsen. sagens hovedspørgsmål er, om a har krav på erstatning eller godtgørelse for den behandling, han hævder at have været udsat for under tilbageholdelsen (påstand 4). retsgrundlag om a har krav på erstatning eller godtgørelse af forsvarsministeriet, skal afgøres efter dansk erstatningsrets regler om myndighedsansvar. spørgsmålet er derfor, om der er noget at be- brejde myndighederne i forbindelse med tilbageholdelsen af a eller overgivelsen af ham til de amerikanske styrker. - 6 - det må anses for en grundregel i dansk ret, at personer, som er i myndighedernes varetægt, skal behandles humant og ikke udsættes for tortur, umenneskelig eller nedværdigende be- handling. denne adfærdsnorm må i en sag som den foreliggende udfyldes med respekt af danmarks internationale forpligtelser. folketingets samtykke til dansk militær deltagelse i den internationale indsats mod terrornet- værk i afghanistan blev da også givet under den klare forudsætning, at danmarks internatio- nale forpligtelser skulle respekteres, bl.a. således at gældende regler for væbnede konflikter blev overholdt, og at alle kombattanter var beskyttet af geneve-konventionerne. i overens- stemmelse hermed fremgik det af forsvarskommandoens direktiv af
31. januar 2002 ved- rørende magtanvendelse til chefen for den udsendte styrke (”task group ferret”), at de dan- ske styrker skulle behandle alle tilbageholdte humant. forsvarsministeriets og forsvarskommandoens instruks om overgivelse af tilbageholdte til de amerikanske styrker var på tilsvarende måde baseret på den opfattelse, at de amerikanske styrker ville behandle tilbageholdte humant i overensstemmelse med internationale konven- tioner. befalingerne fra den amerikanske forsvarsminister og den amerikanske præsident fra januar og februar 2002 bekræftede, at alle tilbageholdte skulle behandles humant. erstatningsansvar for forsvarsministeriet forudsætter som nævnt, at der er noget at bebrejde de danske myndigheder enten i forbindelse med tilbageholdelsen eller i forbindelse med over- givelsen til de amerikanske styrker. ministeriet hæfter ikke på objektivt grundlag for de ame- rikanske styrkers behandling af overgivne. ansvar for overgivelsen forudsætter, at danske myndigheder vidste eller burde vide, at overgivelsen ville indebære en reel risiko for, at de overgivne ville blive udsat for inhuman behandling. den danske styrkes tilbageholdelse af a det lægges efter bevisførelsen til grund, at a ikke var udsat for inhuman behandling, mens han var i den danske styrkes varetægt. overgivelsen af a til de amerikanske styrker a har anført, at det – bl.a. i lyset af oplysningerne i medierne om amerikanernes behandling af fanger på guantanamobasen på cuba og udtalelserne fra forsvarsminister donald rumsfeld og præsident george w. bush i henholdsvis januar og februar 2002 om usa’s forståelse af - 7 - krigsfangebegrebet og behandlingen af tilbageholdte – var en krænkelse af hans rettigheder efter de internationale konventioner, at de danske soldater overgav ham til amerikanerne. hertil bemærker højesteret, at de danske myndigheder efter forsvarsministerens og præsi- dentens udtalelser i januar og februar 2002 undersøgte og overvejede, om der var anledning til at ændre den tidligere trufne beslutning, hvorefter det var forsvarligt at overgive tilbageholdte fanger til amerikanerne. myndighederne vurderede, at man, selv om usa ikke i lighed med danmark havde tiltrådt tillægsprotokol i til geneve-konventionerne og ikke ville behandle medlemmer af taliban som krigsfanger i overensstemmelse med formodningsreglen i tillægs- protokollen, havde tillid til, at usa ville behandle tilbageholdte humant i overensstemmelse med sine internationale forpligtelser. instruksen om overgivelse af fanger blev derfor fast- holdt. højesteret finder ikke grundlag for at anfægte myndighedernes vurdering. a har endvidere anført, at den danske tolk, som var udlånt til de amerikanske styrker, til au- ditørrapporten, som i det væsentlige er gengivet i den offentliggjorte udgave af landsrettens dom, har forklaret, at han havde set fanger blive udsat for vold og nedværdigende behandling i den amerikanske fangelejr i februar 2002, og at han meddelte dette til sine chefer. for lands- retten har tolken imidlertid i det væsentlige fragået sin forklaring til auditørrapporten, her- under vedrørende påståede overgreb. hans forklaring for landsretten, som i det væsentlige er gengivet i den offentliggjorte udgave af landsrettens dom, og hvorefter han ikke havde set eller fortalt om, at fangerne i den amerikanske lejr blev udsat for inhuman behandling, blev lagt til grund af landsretten, der fandt den detaljeret, sammenhængende og troværdig, og be- visførelsen giver ikke højesteret grundlag for at foretage en anden bevisbedømmelse. højesteret tiltræder landsrettens bevisbedømmelse, hvorefter hverken forsvarsministeriet el- ler den danske styrke på tidspunktet for overgivelsen af a havde en sådan viden eller formod- ning om inhuman behandling af fanger i fangelejren, at det var uforsvarligt og dermed an- svarspådragende at overgive tilbageholdte personer til de amerikanske styrker. højesteret lægger således til grund, at der ikke på overgivelsestidspunktet forelå oplysninger, som med- førte, at forsvarsministeriet eller den danske styrke vidste eller burde vide, at overgivelse ville indebære en reel risiko for, at a ville blive udsat for inhuman behandling. registrering og tilsyn mv. a blev ikke registreret af den danske styrke, men registrering skete efter overgivelsen til ame- rikanerne. den danske styrkes manglende registrering kan ikke i sig selv begrunde krav om - 8 - erstatning eller godtgørelse, og den manglende danske registrering havde ingen betydning for, hvad der skete under den fortsatte tilbageholdelse. under hensyn til den korte tid, a var tilbageholdt af de amerikanske styrker, har den danske styrke ikke tilsidesat en tilsynspligt. på det tidspunkt, da a blev overgivet til amerikanerne, forelå der en instruks om overgivelse af fanger. det, som a har anført om utilstrækkelig planlægning og forberedelse af behandling af fanger forud for udsendelsen af en dansk styrke til afghanistan, er herefter uden betydning for ministeriets ansvar. der er heller ikke i sagens oplysninger grundlag for at kritisere myndighedernes undersøgelse af påståede overgreb på fanger. stillingtagen til de nedlagte påstande i a’s påstand 1, som svarer til hans påstande 1 og 2 for landsretten, har han påstået forsvars- ministeriet tilpligtet at anerkende at være ”ansvarlig” for hans tilbageholdelse og overlevering til amerikanske styrker i kandahar den
32. marts
33. i a’s påstand 3, som svarer til hans påstand 6 for landsretten, har han påstået forsvarsministe- riet tilpligtet at anerkende at være erstatningsansvarlig for krænkelse, skade og tab i anledning af behandlingen i kandahar i marts
34. påstand 1 og påstand 3 har ingen betydning for a’s retsstilling ud over at være anbringender for hans erstatningspåstand (påstand 4). højesteret tiltræder derfor, at han ikke har nogen ret- lig interesse i at få påkendt disse påstande særskilt, og at forsvarsministeriets afvisnings- påstand er taget til følge. i a’s påstand 2, som svarer til hans påstand 4 for landsretten, har han påstået forsvarsministe- riet tilpligtet at anerkende, at behandlingen af ham hos amerikanske styrker i kandahar i marts 2002 udgjorde en krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel
35. en påkendelse af denne påstand vil være uden betydning for retsstillingen mellem a og forsvarsministeriet. højesteret tiltræder derfor, at a heller ikke har nogen retlig interesse i at - 9 - få påkendt denne påstand, og at forsvarsministeriets påstand om afvisning også af denne på- stand er taget til følge. hvad angår påstand 4, som svarer til a’s påstand 7 for landsretten, skal forsvarsministeriet efter det foran anførte frifindes. højesteret stadfæster herefter dommen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for højesteret skal statskassen betale 750.000 kr. til forsvarsministeriet. de idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms af- sigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.