← Danmark

sø- & handelsrettens dombog

- bej udskrift af sø- & handelsrettens dombog ____________ dom afsagt den 15. november 2011 h-91-08 traugott møller fonden (v/advokat bruno månsson) mod 1) frede ingolf kühl 2) povl thue kristensen 3)

§ 46

, ifølge hvil- ken bestemmelse bestyrelsesmedlemmer og fondes revisorer tillige er erstatningsansvarlige for skade, som de under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet kredi- torer eller tredjemand. sagsøger har opfattet de sagsøgtes synspunkt om, at kun fondsmyndigheden kan indtale kravet, således, at dette bygger på en fortolkning

§ 45

. fortolkningen savner mening allerede af den grund, at den vil føre til en fravigelse af helt fundamentale retsprincipper om, at den, der mener at have et krav, kan anlægge sag herom ved domstolene. det kan ikke forventes, at fondsmyndighederne på vegne af kreditorer eller tredjemænd kan og vil påtage sig at føre sager om forskellige krav, uanset om disse krav er baseret på aftaler eller erstatning uden for kontrakt, og der ses heller ikke at være eksempler på, at fondsmyndighederne har rejst krav mod en fondsbestyrelse eller en fonds revisorer med krav om erstatning. lov om erhvervsdrivende fonde § 45, hvorefter beslutning om anlæggelse af søgsmål kan træffes af fondsbestyrelsen (og afledt heraf likvidator) eller fondsmyndigheden, omhandler kun søgsmål på vegne af fonden – herunder erstatningskrav efter lovens § 44 for skade tilfø- jet fonden af bestyrelsesmedlemmer, direktører, granskningsmænd eller revisorer. § 45 be- grænser således ikke skadelidte kreditorers eller tredjemænds – herunder sagsøgers – ret til at anlægge en erstatningssag, der som nævnt følger direkte af lovens §

  1. i den forbindelse bemærkes, at det fremgår af jytte heje mikkelsen og lars bunch, er- hvervsdrivende fonde – en lovkommentar, 2009, side 769, at værnetingsbestemmelsen i lo- vens § 47 er uafhængig af, om der er tale om et søgsmål i medfør af lovens § 44-46 eller de almindelige erstatningsbestemmelser, og om det er bestyrelsen eller fondsmyndigheden, der har anlagt en sag på vegne af fonden, eller om sagsøger er en anden skadelidt. - 16 - der skal således sondres mellem sager, der er anlagt under påberåbelse af lov om erhvervs- drivende fonde §§ 44-46 eller ”almindelige” erstatningsretlige sager, samt mellem sager an- lagt af fondsmyndigheden på vegne af fonden og sager anlagt af andre skadelidte, hvilket kan være en kreditor eller – som i denne sag – en tredjemand. forfatterne har side 757 under overskriften ”uddelingsberettigede er ikke tredjemænd i § 46s forstand” anført, at tredjemænd efter erhvervs- og selskabsstyrelsens opfattelse ”ikke omfat- ter personer m.v., der er omfattet af fondens uddelingsbestemmelse i vedtægten, idet der vil være tale om en gave, som man ikke vil have retskrav på at modtage”. det fremgår imidlertid straks derefter, at det ikke kan ”udelukkes, at en uddelingsberettiget konkret under særlige omstændigheder vil kunne dokumentere en rettighed til uddeling, som vil kunne berettige til en erstatning, hvis den pågældende har fået tilsagn fra bestyrelsen om i mange år i træk at få en uddeling fra en fond.” i det foreliggende tilfælde har sagsøger en rettighed til uddeling, som ikke blot bygger på en berettiget forventning, men som er nedfældet eksplicit i fundatsen, og så meget desto mere har sagsøger et retskrav i henhold til fundatsen. det centrale spørgsmål er ikke, om en tredjemand, herunder en begunstiget, generelt set kan have søgsmålskompetence, men om vedkommende har en rettighed - et retskrav – som med- fører en sådan kompetence. de to fondslove, herunder lovenes erstatningsbestemmelser, bygger i vidt omfang på be- tænkning nr. 970/1982 om fonde. fondsudvalget lagde i betænkningen op til, at erstatnings- reglerne i de to love i det væsentligste skulle være ens, hvilket indebar, at lov om erhvervs- drivende fonde på dette punkt til dels skulle henvise til den almindelige fondslovs erstat- ningsbestemmelser, jf. betænkningens side
  2. - 17 - i bemærkningerne til forslaget til den almindelige fondslov anførte udvalget blandt andet, at fondslovens erstatningsbestemmelse ville svare til den dagældende aktieselskabslovs §§ 140 og
  3. man har forsøgt at basere reglerne på selskabslovgivningen, og det kan undre, at de sagsøgte gør gældende, at man ikke kan drage paralleller fra selskabsretten. det fremgår endvidere af bemærkningerne til lovforslaget, at forslaget om at skabe hjemmel for fonds- myndigheden til på fondens vegne at anlægge sag mod blandt andet bestyrelsen skyldtes manglen på et organ uden for bestyrelsen, f.eks. en generalforsamling, der kunne beslutte at rette krav mod bestyrelsen for tab lidt af fonden. formålet med at tillægge fondsmyndighe- den søgsmålskompetence var således alene at sikre, at tab, som fonden måtte lide på grund af f.eks. bestyrelsesmedlemmers ansvarspådragende adfærd, kunne indbringes for og be- dømmes af domstolene, da det måtte forventes, at en bestyrelse ikke selv ville træffe beslut- ning om, at fonden skulle sagsøge selvsamme bestyrelsesmedlemmer. et yderligere formål med fondsmyndighedens søgsmålskompetence er at sikre muligheden for at få ført en sag, selv om det er usikkert ud fra fondens vedtægter, hvilke uddelingsbe- gunstigede eller andre, der kan rejse en sådan sag. der henvises til morten samuelsson og kjeld søgaard, bestyrelsesansvaret, 1997, side 369-370 vedrørende den almindelige fondslovs § 41, som svarer til lov om erhvervsdrivende fonde § 45: ”man kan overveje, hvorledes de skal være stillet erstatningsretligt, som i medfør af fondens vedtægter skal nyde godt af fon- dens midler. fondens formål kan være blevet tilsidesat i strid med vedtægterne i forbindelse med uddelinger (eller manglende uddeling). det kan også tænkes, at bestyrelsens forvalt- ning af fondens midler på ansvarspådragende måde har forvoldt et sådant tab, at der ikke er midler at uddele. der bør principielt ikke være noget til hinder for at tillægge fondsnydere adgang til at rejse erstatningskrav mod bestyrelsen, hvis denne på erstatningspådragende måde har forårsaget et tab. det kan dog være vanskeligt at afgrænse personer eller sammen- slutninger, som kan anerkendes som repræsentanter for den eller de interesser, der skal til- godeses med fondens uddelinger. af samme grund bestemmer fondslovens § 41, at fonds- myndigheden kan træffe bestemmelse om, at fonden skal anlægge erstatningssag mod besty- relsen.” - 18 - der er således intet belæg for at antage, at formålet med at tillægge fondsmyndigheden søgsmålskompetence var at afskære andre, herunder kreditorer og skadelidte tredjemænd, fra at rejse selvstændige krav. fondsmyndigheden fandtes ikke, da stifteren oprettede fon- den, og det forhold, at fondsmyndigheden kan forfølge krav betyder ikke, at krav ikke kan forfølges af andre. morten samuelsen og kjeld søgaards bemærkninger bekræfter også, at sagsøger konkret har søgsmålskompetence i sagen, da sagsøger udtrykkeligt er nævnt i fundatsen som eneste be- rettigede til at modtage udlodninger, og der derfor ikke kan være nogen tvivl om afgræns- ningen. det bemærkes yderligere, at der i fondsudvalgets forslag til erstatningsbestemmelse i lov om erhvervsdrivende fonde vedrørende kreditorers og tredjemands krav ikke blev henvist til bestemmelsen i den almindelige fondslov om, at det var fonden eller fondsmyndigheden, der skulle anlægge sag. det er således af fondsudvalget forudsat, at det er den enkelte kredi- tor eller skadelidte selv, der kan anlægge en sag mod bestyrelsen eller revisor. hvis fondsmyndigheden eller likvidator i medfør

§ 44

havde anlagt erstatningssag mod de sagsøgte, ville det herved indvundne beløb desuden under alle omstændigheder fuldt ud være tilfaldet sagsøger, jf. fundatsens pkt.

  1. det har således ingen praktisk betydning, om det foreliggende krav indtales af fonden selv, fonds- myndigheden eller den i henhold til fundatsen udtrykkeligt og uigenkaldeligt begunstigede. det vil føre til et uantageligt resultat, hvis en fondsbestyrelse eller en fonds revisorer kan undgå at blive draget erstatningsretligt til ansvar alene af den formelle grund, at det ikke er fonden (i dette tilfælde likvidator) eller fondsmyndigheden, der har anlagt sagen, men der- imod den fysiske eller juridiske person, der under alle omstændigheder i sidste ende skulle modtage erstatningen. uanset om kravet som anført af sagsøgte 8 teoretisk måtte tilfalde fonden for møller og co., er det, uanset hvem der indtaler kravet, kun traugott møller fon- den, der har interesse i provenuet. - 19 - fondens likvidator peger i sin redegørelse på en række forhold, som kunne give anledning til nærmere undersøgelser med henblik på at rejse erstatningskrav. på grund af de begræn- sede midler i boet og det forhold, at det mulige erstatningsansvar, der kunne komme på tale, allerede var rejst og blev varetaget af sagsøger, som har den økonomiske interesse i fonden, foretog likvidator sig ikke yderligere vedrørende erstatningskrav. likvidators undladelse af at rejse det krav, som sagsøger har rejst, er således blandt andet begrundet i et forhold, de sagsøgte er eneansvarlige for, nemlig manglen på midler. fondsmyndigheden har endvidere flere gange gjort bestyrelsen opmærksom på et eventuelt erstatningsansvar forbundet med en beslutning om at undlade likvidation i overensstem- melse med fondens fundats. det vil således objektivt set forekomme stødende og uden materiel begrundelse, hvis fonds- bestyrelsen og revisor ikke vil kunne drages til ansvar for skadegørende handlinger over for sagsøger, allerede fordi kravet kun kan rejses af fonden selv eller fondsmyndigheden efter dennes skønsmæssige vurdering og ressourcemæssige muligheder. de sagsøgte har ingen beskyttelsesværdig interesse i en sådan retstilstand. sagsøger kan som eneberettiget til at modtage udlodninger fra fonden, herunder likvidati- onsprovenu, sidestilles med en selskabsaktionær (eneaktionær) i relation til muligheden for at rejse erstatningskrav over for ledelsen. i den forbindelse er det fast antaget og bekræftet i praksis, at en aktionær kan rejse et sådant krav direkte mod ledelsen – også selv om kravet i første række måtte tilkomme selskabet – hvis selskabets konkurs- eller likvidationsbo måtte afstå fra at rejse kravet. der henvises til bernhard gomard, aktieselskaber & anpartsselska- ber,
  2. udgave, 2000, side
  3. i samme retning kan nævnes ufr 1972.835 ø, hvor en aktionær fandtes at have søgsmålsret i et sagsanlæg mod bestyrelse og direktion begrundet i de pågældendes overtrædelser af sel- skabets vedtægter, hvorved den pågældendes aktiepost var gået tabt. i denne sag havde sel- - 20 - skabets likvidator endda tilkendegivet, at han ikke fandt grundlag for en retssag mod besty- relsen eller direktionen, og de sagsøgte gjorde på den baggrund indsigelse mod aktionærens økonomiske og retlige interesse i sagen. landsretten gav ikke de sagsøgte medhold i, at disse indsigelser kunne afskære aktionæren fra at kræve sagen fremmet til realitetsbehandling. det gøres gældende, at de sagsøgte har tilføjet sagsøger en direkte og individuel skade ved at have tilsidesat fundatsen, idet sagsøger – som også fremhævet af fondens likvidator i sin re- degørelse – var eneberettiget til at modtage den formue, der skulle udloddes ved likvidation af fonden. der var således ikke overladt en beslutningskompetence til hverken bestyrelsen eller likvidator i forhold til, hvem der skulle modtage likvidationsprovenuet, ligesom der ef- ter fondens fundats ikke var mulighed for at anvende likvide midler til andre uddelingsfor- mål. samtidig var det udtrykkeligt reguleret i fundatsen, hvornår der skulle likvideres. allerede af den grund er der ikke tale om, at der kræves erstatning for skuffede forventnin- ger i den erstatningsretligt relevante betydning heraf, og grundsætningen om, at der ikke i dansk erstatningsret ydes erstatning for skuffede forventninger er derfor ikke relevant i den- ne sag. grundsætningen bruges typisk inden for rådgiveransvars- eller prospektansvarssa- ger, hvor der normalt ikke ydes erstatning for kundernes skuffede forventninger om at opnå et bestemt økonomisk eller retligt resultat, som viser sig ikke at kunne opnås, fordi markedet udvikler sig anderledes end forventet, eller fordi reglerne ikke giver mulighed for en sådan retsstilling. afgørende er i de situationer, at den erstatningssøgende uanset rådgiverens fejl ikke kunne have opnået det forudsatte resultat og derfor ikke har lidt noget økonomisk tab. der henvises til morten samuelsson og kjeld søgaard, rådgiveransvaret, 1993, side 42 ff. denne sag adskiller sig fra de beskrevne situationer ved, at sagsøger i fundatsen er tillagt en ubetinget ret til at modtage alle midler, der skal udloddes fra fonden, og det er nøje regule- ret, i hvilke tilfælde sådan udlodning skal finde sted – ved overskydende likviditet og ved li- kvidation, som skal gennemføres, når virksomheden ikke længere er rentabel. der er således ikke tale om, at sagsøger ved at få erstatning for det mistede likvidationsprovenu vil opnå en retsstilling, som sagsøger ellers ikke ville kunne opnå eller have ret til. - 21 - erstatningsreglerne skal stille skadelidte, som om skaden ikke var sket. i tilfældet med skuf- fede forventninger vil den erstatningssøgende derfor ikke få erstatning, fordi forventninger- ne under alle omstændigheder ikke ville være blevet opfyldt. i tilfældet med sagsøgers krav på likvidationsprovenuet fra fonden er situationen derimod, at sagsøger skal stilles, som om likvidationen var blevet gennemført i overensstemmelse med fundatsens krav, og som om bestyrelsen i øvrigt havde efterlevet fundatsen. torsten iversens artikel i festskrift til juridisk klub 1988-1998 udtrykker alene udgangs- punktet om, at erstatning forudsætter et økonomisk tab, og dommen i u 1996.200/2 h ud- trykker alene det almindelige synspunkt om, at skuffede forventninger ikke er værnet af erstatningsretten. tilsvarende fastslår dommen i u 2005.3206 h, at forventning om en kommende arv ikke er beskyttet. dommen vedrører imidlertid en arvesag, som er en situation, der er væsentligt forskellig fra nærværende sag, hvor traugott møller traf beslutning om indsættelse af likvi- dationsbestemmelsen i fundatsen for fonden for møller og co., der skulle tilgodese traugott møller fondens likvidationsprovenu. som tidligere nævnt er det i teorien som udgangspunkt antaget, at en person, der anser sig for omfattet af en fonds formål ikke kan rejse krav mod fonden – eller dennes bestyrelse – med krav om ydelser fra fonden. dette gælder dog kun i de tilfælde, hvor fondens uddelingsformål er beskrevet på en måde, hvor det overlades til bestyrelsen at skønne over, hvem der skal modtage ydelserne. besty- relsen i fonden for møller og co. er ikke tillagt en skønsmæssig kompetence. det er således tilsvarende antaget, at i det øjeblik bestyrelsen beslutter, at en konkret person skal modtage en ydelse, og dette meddeles modtageren, har modtageren opnået et krav på den pågældende ydelse, som modtageren vil kunne anlægge sag om, hvis ydelsen udebliver. modtageren vil herunder kunne rejse krav mod bestyrelsen, hvis det kan tilregnes bestyrel- sen som uagtsomt eller forsætligt, at ydelsen udebliver. er der med andre ord en berettiget - 22 - forventning, opstår muligheden for at forfølge denne forventning. skillelinjen for, hvornår der er en berettiget forventning og dermed et retskrav, afhænger af de konkrete, dokumen- terbare omstændigheder. til yderligere støtte for, at uddelingsberettigede eller andre i henhold til en fonds vedtægter kan have et retskrav i kraft heraf, henvises til erik goldschmidt i ufr 1950b.128, jørgen nør- gaard, problemet med den manglende ejerindflydelse i selvejende institutioner, 1981, og som allerede nævnt morten samuelsson og kjeld søgaard, bestyrelsesansvaret, 1997, side 369-
  4. også i retspraksis findes eksempler på, at en berettiget har fået medhold i et krav om ydelser eller andre rettigheder baseret på fondens vedtægter. der kan i den forbindelse blandt andet henvises til ufr 1917.357, ufr 1996.1599 h og ufr 2005.3081 h forudsætningsvist. en fysisk eller juridisk person kan altså have retskrav på en ydelse fra en fond, når beslut- ning herom er truffet og meddelt modtageren. det særlige ved det foreliggende tilfælde er imidlertid ikke, at der var truffet beslutning om uddeling, men derimod, at det ikke alene er udtrykkeligt bestemt i fondens fundats, at sag- søger skulle modtage likvidationsprovenu fra fonden, men lige så udtrykkeligt bestemt, hvornår det skulle ske, og hvordan fondens bestyrelse skulle forvalte formuen indtil da. det er ikke nødvendigt med tilsagn om ydelsen fra bestyrelsen, da dette følger allerede af fun- datsen. fundatsen bestemmelser er bindende, ikke vejledende, instrukser til bestyrelsen. af- gørelsen fra 2010 fra erhvervs- og selskabsstyrelsen udtrykker blot det almindelige syns- punkt, at såfremt der er flere mulige uddelingsberettigede eller formål, så har bestyrelsen et skøn, og retskravet opstår først, når beslutning om uddeling er truffet. de sagsøgtes synspunkt om, at sagsøger ikke har noget retskrav, forudsætter, at likvidati- onsbestemmelsen er indholdsløs og må tilsidesættes helt. en sådan bortfortolkning må utvivlsomt være udelukket. - 23 - det ville ikke have været relevant at indsætte en vetoret for traugott møller fonden i fon- dens for møller og co.’s vedtægter, da traugott møller fonden har en ubetinget ret til pro- venuet, uden at der skal træffes beslutning herom af bestyrelsen. der opstår et retskrav ved likvidationen. da der er tale om erstatning uden for kontrakt, op- står et sådant erstatningskrav allerede når den skadegørende handling eller undladelse ind- træffer. det kræver en realitetsbehandling af sagen at vurdere, om og hvornår de skadegø- rende handlinger og dermed retskravet er indtrådt. traugott møller udformede sin konstruktion med de to fonde – henholdsvis traugott møller fonden, og fonden for møller & co. – på baggrund af, at fondene skulle have meget forskel- lige formål og varetage meget forskellige opgaver. traugott møller fonden skulle varetage de almennyttige og egnsbestemte formål, som lå stif- teren meget på sinde, og skulle være en almindelig fond med et i princippet evigt liv, jf. fon- dens fundats § 3 og §
  5. traugott møller overdrog ved gaver og arv størstedelen af sin for- mue. fonden for møller & co. skulle derimod overtage stifterens erhvervsvirksomhed, hvilket skete ved en overdragelse til en samlet overdragelsessum på knap 32 mio. kr., hvoraf kun 413.722 kr. berigtigedes som en gave. denne fond skulle imidlertid ikke, som traugott møller fonden, have ”evigt liv”. tværtimod bestemte stifteren udtrykkeligt i fundatsen, at formålet med at videreføre erhvervsvirksom- heden i fonden kun var til stede, så længe fonden formåede at tilvejebringe økonomisk til- fredsstillende driftsresultater. når det ikke længere var tilfældet, skulle fonden afvikle er- hvervsvirksomheden og træde i likvidation for til slut at udlodde hele likvidationsprovenuet til traugott møller fonden. samtidig var der i fundatsen åbnet for, at fonden kunne overføre overskydende midler, som bestyrelsen skønnede, at fonden ikke selv ville få brug for, til traugott møller fonden. - 24 - fonden havde således kun den del af stifterens formue, som lå i erhvervsvirksomheden, ”til låns” for en begrænset periode, idet den ultimativt skulle tilgå og forblive i traugott møller fonden, når der ikke længere var et rentabelt grundlag for at oparbejde yderligere formue til gavn for traugott møller gennem virksomhedsdriften. sagsøgers krav er ikke i modstrid med ”grundloven” for fonde, som sagsøgte 1-5 anfører. det forhold, at en fond ejer sin egen formue, udelukker ikke, at den kan pådrage sig forpligtelser. det er ubestridt, at man kan fastsætte bestemmelser om, hvortil pengene skal gå ved en fonds ophør. på baggrund af stifterens tanker om forholdet mellem de to fonde og betydningen af ”øko- nomisk tilfredsstillende resultater”, jf. brev af
  6. juni 1984, kan der ikke være nogen tvivl om likvidationsbestemmelsens centrale betydning for de to fondes stifter, herunder at traugott møller fondens ret til at modtage likvidationsprovenuet fra en korrekt iværksat afvikling af erhvervsvirksomheden var afgørende for stifteren. sagsøger gør i den forbindelse gældende, at bestemmelsen om likvidation og anvendelsen af formuen i tilknytning hertil, udgør en del af fondens formål, hvorfor en ændring af bestem- melsen i henhold til fondsmyndighedens faste administrative praksis ville forudsætte, at be- stemmelsen ikke kunne efterleves eller var blevet åbenbart uhensigtsmæssig. det må derfor lægges til grund, at likvidationsbestemmelsen ikke kunne ændres, så længe sagsøger eksiste- rede, hvilket i øvrigt understreges af fundatsens udtrykkelige forbud mod at foretage æn- dringer i likvidationsbestemmelsen, jf. 1994-fundatsen §
  7. såvel selve vedtægten som al- mindelige fondsretlige regler sikrede således det krav på likvidationsprovenu, som sagsøger var tillagt i henhold til fundatsen. der var dermed tale om, at fonden i realiteten havde to formål, der var forskudt i tid, og hvor skillelinjen var det tidspunkt, hvor firmaet møller & co. ikke længere viste økonomisk tilfredsstillende resultater. der er således ikke tale om, at driften af virksomheden havde for- rang for likvidationsbestemmelsen. - 25 - det er af samme grund ikke afgørende, at traugott møller fonden ikke er nævnt direkte i fonden for møller og co.’s fundats § 3 (2005-fundatsens pkt. 2) som påberåbt af de sagsøgte 1-
  8. likvidationsbestemmelsen præciserer og afgrænser formålsbestemmelsen, hvilket fremgår udtrykkeligt af fundatsens ordlyd. bevarelsen af det størst mulige likvidationsprovenu til fordel for traugott møller fonden understøttes af de forsigtighedsprincipper m.v., som er indbygget i fundatsen. derved udgør likvidationsbestemmelsen et subsidiært formål, der skulle tilgodeses, når driften af virksomheden møller & co ikke længere kunne ske med økonomisk tilfredsstillende driftsresultater. likvidationsbestemmelsens relevans og centrale betydning for fondens fundats i sin helhed støttes i øvrigt af, at erhvervs- og selskabsstyrelsen ad flere gange udtrykkeligt over for be- styrelsen fremhævede bestemmelsen og bestyrelsens pligt til at iagttage den, og at manglen- de iagttagelse ville være forbundet med erstatningsansvar. at bestemmelsen skulle kunne tilsidesættes som indholdsløs, må også af den grund forkastes, ligesom bestyrelsen eller fon- dens revisorer ikke kan bortfortolke bestemmelsen. det gøres endvidere gældende, at det ikke i sig selv kan føre til frifindelse af de sagsøgte, at sagsøger rent faktisk har modtaget et likvidationsprovenu. sagsøger har således i henhold til fundatsen et retskrav på ikke blot at modtage et likvidationsprovenu, men at modtage det li- kvidationsprovenu, som ville være realiseret, hvis de sagsøgte havde iagttaget deres pligter i henhold til fundatsen. en overholdelse af fundatsen ville efter sagsøgers opfattelse have medført et likvidations- provenu til sagsøger på mindst påstandsbeløbet eller i hvert fald et langt større beløb end det faktisk realiserede provenu. den konkrete størrelse afhænger af rettens bedømmelse – på baggrund af den fulde bevisførelse i sagen – af, hvornår der skulle være likvideret, og hvilket likvidationsprovenu der ville være opnået på dette tidspunkt. begge er spørgsmål, som ikke er omfattet af det udskilte spørgsmål om retskrav. - 26 - i forhold til det udskilte spørgsmål må det derfor konstateres, at sagsøgers krav på likvidati- onsprovenu i henhold til fundatsen helt åbenbart er en berettiget interesse værnet af de er- statningsretlige regler. der er derfor ikke belæg for på det foreliggende grundlag som en ”al- lerede fordi”-afgørelse at frifinde de sagsøgte uden en fuld prøvelse af samtlige sagsøgers anbringender og bevislighederne i sagen. sagen bør derfor fortsætte ved sø- og handelsretten med henblik på en hovedforhandling vedrørende de resterende spørgsmål i sagen. såfremt der mod forventning skulle ske frifindelse af de sagsøgte efter delhovedforhandlin- gen, bør det have omkostningsmæssige konsekvenser for de sagsøgte. indsigelsen vedrøren- de manglende retskrav har karakter af en formalitetsindsigelse, der skulle være fremsat langt tidligere. den sene fremsættelse og udskillelse af spørgsmålet til delhovedforhandling har påført parterne væsentlige meromkostninger, og disse forhold skal indgå til fordel for sagsø- ger ved rettens sagsomkostningsafgørelse. de sagsøgte 1-5, frede ingolf kühl, povl thue kristensen, hans henrik lorents hjorth, allan bengtsen og bent alsø har gjort gældende, at traugott møller fonden ikke ved punkt 11.5 i fundatsen for møller & co. har modtaget et gaveløfte, som kan danne grundlag for fondens erstatningskrav mod de sagsøgte. traugott møller overdrog ved gavebrev/overdragelsesdokument af
  9. august 1969 sine virksomheder til fonden for møller og co. overdragelsesdokumentet nævner ikke, at der samtidig skulle eller ville blive givet et gaveløfte til traugott møller fonden. det fremgår heller ikke af vedtægterne for traugott møller fonden, at denne fond skulle modtage et ga- veløfte fra fonden for møller og co. såfremt traugott møller fonden havde modtaget et gaveløfte fra fonden for møller og co., havde det været naturligt, at gaveløftet var nævnt i fundatsen. - 27 - traugott møller fonden er endvidere ikke nævnt i fonden for møller og co.’s fundats, bort- set fra fundatsens § 11.5 om likvidation, som er identisk med 1986-fundatsens §
  10. bestem- melsen indeholder ikke et gaveløfte til traugott møller fonden. hertil kommer, at traugott møller fonden ikke indgår i formålsbestemmelsen for fonden for møller og co., ligesom fonden ikke er omtalt som hverken et primært eller sekundært formål for fonden for møller og co. et synspunkt om at indfortolke traugott møller fonden i formålsbestemmelsen er derfor ikke bæredygtigt. hvis traugott møller fonden skulle være tillagt et retskrav mod fonden for møller og co., havde det været naturligt at indsætte bestemmelser i vedtægterne om, at traugott møller fonden kunne indsætte bestyrelsesmedlemmer i fonden for møller og co., ligesom det hav- de været naturligt at tillægge fonden en vetoret. da fonden for møller og co. ønskede at ændre sin fundats, således at fonden også kunne have delejede datterselskaber, gjorde traugott møller fonden indsigelse, men fondsmyndig- heden registrerede ændringen på trods af protesten. der er ikke ved udfærdigelsen af fundatsen afgivet nogen viljeserklæring over for traugott møller fonden. fundatsen indeholder alene instrukser til ledelsen i fonden for møller og co. om at et eventuelt provenu skal tilgå traugott møller fonden. manglende overholdelse af fundatsens bestemmelser påtales af fondsmyndigheden, jf. lov om erhvervsdrivende fonde §
  11. fondsmyndigheden fører tilsyn og kan fjerne en bestyrelse og indsætte en ny med det formål at undersøge forholdene i fonden. hverken fondsmyndigheden eller likvidator har anlagt sag, hvilket der heller ikke har været grund til, da bestemmelsen er blevet efterlevet og provenuet udloddet. traugott møller fonden har til støtte for, at bestyrelsesmedlemmer kan blive erstatningsplig- tige over for fondsnydere, henvist til jørgen nørgaard, problemet med den manglende eje- rindflydelse i selvejende institutioner, 1981, side 7, som er skrevet, før der blev indført lov- givning om selvejende institutioner. traugott møller fonden har ligeledes henvist til morten samuelsson og kjeld søgaard, bestyrelsesansvaret, 1997, side 370, hvori det anføres, at der - 28 - principielt ikke bør være noget til hinder for at tillægge fondsnydere adgang til at rejse krav mod bestyrelsen, hvis denne på erstatningsberettigende måde har forårsaget et tab. jørgen nørgaard antager, at man i en lovgivning om selvejende institutioner vil optage de fra aktieselskabslovgivningen velkendte regler, suppleret med en bestemmelse om, at der meddeles det offentlige som tilsynsmyndighed kompetence til at anlægge sådanne erstat- ningssøgsmål ved domstolene. i betænkning nr. 970/1982 om fonde fremhæves, at en fond har en række karakteristika, blandt andet at formuen er uigenkaldeligt adskilt fra stifterens formue. traugott møller fon- dens synspunkt om, at den erhvervsdrivende fond kun havde den del af stifterens formue, som lå i erhvervsvirksomheden, ”til låns” for en begrænset periode, idet den ultimativt skul- le tilgå og forblive i traugott møller fonden, er derfor i strid med de fondsretlige regler. det er endvidere ifølge betænkningen karakteristisk for en fond, at ingen fysisk eller juridisk person uden for fonden har ejendomsret til fondens formue. de selskabsretlige regler finder således ikke anvendelse. der er den grundlæggende forskel, at aktionærer har en ejendoms- ret, mens fonden er sin egen, hvor ingen har rettigheder over fondens formue. sagsøgers synspunkt er således direkte i modstrid med ”grundloven” for fonde. hvad angår erhvervsdrivende fonde gør der sig efter betænkningsudvalgets opfattelse sær- lige hensyn gældende, der tilsiger, at tilsynet udøves i et samarbejde mellem fondsmyndig- heden og aktieselskabsregistret. betænkningens arbejde blev udmøntet i et lovforslag. ifølge lovforslagets § 30, stk. 1, er bestyrelsesmedlemmer, revisorer m.fl. erstatningsansvarlige for skade tilføjet fonden, og ifølge forslagets § 30, stk. 2, er disse personer tillige ansvarlige for skade tilføjet en kreditor eller en tredjemand. forslagets § 30, stk. 1, findes i dag i lovens § 44, stk. 1, mens forslagets § 30, stk. 2, findes i §
  12. jørgen nørgaards overvejelser om de udde- lingsberettigede blev ikke taget med i betænkningsarbejdet. traugott møller fonden falder ikke ind under § 44 i lov om erhvervsdrivende fonde. spørgsmålet er, om traugott møller fonden kan bringe sit krav ind under bestemmelsen i § - 29 -
  13. der er enighed om, at traugott møller fonden ikke har kreditorstatus, og spørgsmålet er derfor kun, om fonden er ”tredjemand” i henhold til bestemmelsen. jytte heje mikkelsen og lars bunch antager i erhvervsdrivende fonde – en lovkommentar, 2009, side 757, at uddelingsberettigede ikke er tredjemænd i § 46’s forstand, ”idet der vil væ- re tale om en gave, som man ikke vil have retskrav på at modtage.” dette er tilfældet i nær- værende sag. traugott møller fonden baserer sine synspunkter på, at det ikke kan udelukkes, at en udde- lingsberettiget konkret under særlige omstændigheder vil kunne dokumentere en rettighed til uddeling, men dette forudsætter, at den pågældende har fået tilsagn fra bestyrelsen om i mange år i træk at få en uddeling fra fonden. der er ikke på noget tidspunkt foretaget udde- linger til traugott møller fonden. det er sædvanligt, at der er indsat en berettiget til at modtage et provenu ved en organisati- ons ophør. dette er dog ikke tilstrækkeligt til at etablere et retskrav. i modsat fald ville en- hver uddelingsberettiget kunne anlægge retssag mod en fond, blot fordi de måtte mene, at de har modtaget for lille en udlodning. det fremgår også af en nyere utrykt afgørelse fra 2010 fra erhvervs- og selskabsstyrelsen, at ”en person, der opfylder betingelserne for at modtage uddelinger, ikke har retskrav mod fonden på fortsat at modtage uddelinger. dette gælder også i de tilfælde, hvor en fond ophører med uddelinger til den pågældende efter at have modtaget legater fra fonden i en årrække.” styrelsen er således af den opfattelse, at selv ud- delinger i en årrække ikke er nok til at etablere et retskrav. først i det øjeblik, hvor bestyrel- sen har besluttet ydelsen og tilkendegivet dette over for modtageren af ydelsen, opstår der et retskrav. den
  14. november 2010 godkendte fondsmyndigheden likvidationsprovenuet, og først fra det- te tidspunkt fik sagsøger et retskrav på betaling af provenubeløbet. der er herefter udbetalt 52.582 kr. til traugott møller fonden. - 30 - det forhold, at traugott møller fonden er den eneste provenumodtager, er uden betydning og indebærer ikke, at fonden får en anden retsstilling end som en gavemodtager. en udlod- ning betragtes som en gave fra fonden til den begunstigede, og dette gælder også, selv hvor fonden er uden valgmulighed. jf. eigil lego andersen, gavebegrebet – gavereglerne og de- res anvendelse, 1988, side
  15. de sagsøgte 1-5 har subsidiært gjort gældende, at såfremt traugott møller fonden har mod- taget et gaveløfte, må dette sidestilles med en legal arvings retsstilling eller med en usikker og betinget forventning, hvilket ikke er værnet ved erstatningsretlige regler, jf. u 2005.3206 h. det er en grundsætning i dansk formueret, at der ikke er en almindelig adgang for dom- stolene til at tilkende godtgørelse for skuffede forventninger, jf. f.eks. u 1996.200/2 h. for så vidt angår sagsomkostninger, bestrides det, at de sagsøgtes anbringende om mang- lende retskrav er en formalitetsindsigelse, der skulle være fremsat tidligere. der er tale om et anbringende, der understøtter de sagsøgtes frifindelsespåstand. dette anbringende er gjort gældende i de sagsøgte 1-5’s processkrift b af
  16. januar 2011 og er yderligere præciseret i pro- cesskrift c af den
  17. maj
  18. uanset at spørgsmålet om retskrav er udskilt til delforhandling, hvilket skete på rettens for- anledning, skal der tilkendes de sagsøgte sagsomkostninger i forhold til hele sagen, jf. her- ved u 2008.1694 h og 2008.610 v. sagsøgte 7, pricewaterhousecoopers i/s, har i det væsentlige tilsluttet sig sagsøgte 1-5’s an- bringender og har supplerende bl.a. anført, at det ikke er en konsekvens af de sagsøgtes synspunkter, at traugott møller fonden er uden retsbeskyttelse, idet erhvervs- og selskabs- styrelsen har fulgt udviklingen i sagen, og der har været kontakt til styrelsen. sagsøgte 7 har i relation til sagsomkostninger anført, at sagen har været fuldt forberedt, og at det ikke kan være afgørende, om retten frifinder på grund af et anbringende frem for et an- det. herudover har sagsøgte 1 og 5 nedlagt påstand om friholdelse over for sagsøgte 7, hvil- ket der skal tages hensyn til ved fastsættelse af sagsomkostningerne. - 31 - sagsøgte 8, deloitte statsautoriseret revisionsaktieselskab, har også i det væsentlige tilsluttet sig sagsøger 1-5’s anbringender og har supplerende anført bl.a., at traugott møller fonden ikke kan indtale et erstatningskrav mod revisor, da et sådant krav tilkommer fonden for møller og co. lov om erhvervsdrivende fonde § 46 vedrører skade, der er tilføjet en kreditor eller en tred- jemand, men det er stadig et krav, at disse skal være direkte skadelidte. ved revisoransvar sondres der mellem forholdet mellem opdragsgiver og revisor på den ene side, og revisors ansvar over for tredjemænd, som er et erklæringsansvar. hvis en revisor eksempelvis ved påtegningen på et regnskab burde have taget forbehold, kan en kreditor, der har ydet kredit på baggrund heraf, rejse et krav direkte mod revisoren. sø- og handelsrettens afgørelse indledningsvis bemærkes, at en stillingtagen til de spørgsmål, som er udskilt til delafgørelse i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 1, findes at kunne ske på det foreliggende grundlag. dommerne henrik rothe, claus forum petersen og flemming ipsen bemærker, at den nu li- kviderede fond, fonden for møller & co., var en selvejende institution. ingen uden for fon- den selv havde derfor – i modsætning til, hvad der gælder for et aktie- eller anpartsselskab – ejendomsret til fondens formue, heller ikke traugott møller fonden, som ikke er omtalt i fondens formålsbestemmelse, men som i fondens godkendte fundats (2005-udgaven) pkt. 8.6 og 11.5 er indsat til at modtage udlodninger og et provenu i forbindelse med fondens likvi- dation. påføres en fond et tab som følge af, at fondens bestyrelse eller revision har handlet ansvars- pådragende, er den direkte skadelidte derfor fonden selv, og det er følgelig fondens bestyrel- se, eller såfremt fonden er taget under likvidation likvidator, som efter lov om erhvervsdri- vende fonde § 44 kan indtale det tab, som fonden måtte have lidt, jf. § 45, som tillige fastsæt- ter, at også fondsmyndigheden kan træffe beslutning om søgsmål i denne anledning. - 32 - den omstændighed, at det ifølge lov om erhvervsdrivende fonde § 45 alene er bestyrelsen, likvidator eller fondsmyndigheden, der kan indtale tab, påført fonden, medfører ikke, at an- dre direkte skadelidte ikke kan fremsætte erstatningskrav mod bestyrelse eller revision for tab, som disses adfærd har påført de pågældende, jf. lov om erhvervsdrivende fonde §
  19. traugott møller fonden har efter fundatsen for fonden for møller & co. et egentligt retskrav på som eneste beneficient at modtage løbende udlodninger af fondens formue, såfremt så- danne er besluttet af fondsbestyrelsen, og endvidere en eneret til at modtage et eventuelt provenu i forbindelse med fondens likvidation. udlodninger i strid med fundatsens regler herom, som ikke kan anses for at være en del af fondens formålsbestemmelser, vil efter om- stændighederne kunne begrunde et erstatningskrav mod dem, der er ansvarlige for sådanne udlodninger. traugott møller fonden findes imidlertid ikke efter fundatsen eller på andet grundlag at kunne påberåbe sig en ret til at modtage et bestemt provenu i forbindelse med en likvidati- on, eller at have et retskrav på, at likvidation iværksættes på et bestemt tidspunkt. traugott møller fonden kan således ikke påberåbe sig forskrifter i fundatsen for fonden for møller & co., som har karakter af pligter, som det påhviler ledelsen og revisionen at leve op til. dette gælder også bestemmelsen i fundatsen pkt. 11.
  20. traugott møller fonden, som har modtaget likvidationsprovenuet i forbindelse med likvida- tionen af fonden for møller & co., og som ubestridt ikke er indtrådt i noget krav, rejst af fonden for møller & co., og ej heller på grundlag af friere rimelighedsovervejelser har mu- lighed for at gøre krav som det omhandlede gældende, er som følge af det ovenfor anførte afskåret fra at gøre krav på erstatning i medfør

§ 46. vi stemmer herefter for at tage de sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

dommerne torben kuld hansen og bjarne fabienke bemærker: - 33 - vi er enige med flertallet i, at fonden for møller og co. er en selvejende og uafhængig juri- disk enhed, hvorfor et muligt erstatningskrav som udgangspunkt alene kan indtales af den- ne fond. da traugott møller fonden er og har været den eneste berettigede i forbindelse med likvida- tionen af fonden for møller og co., og da formålet med denne fond i det væsentlige har væ- ret at generere et overskud til fordel for traugott møller fonden, som var den for traugott møller helt centrale og væsentligste fond, finder vi – når samtidig henses til, at likvidator i fonden for møller og co. som følge af manglende midler har akkviesceret ved sagsanlægget og ikke har udtalt sig imod dette – at sagsøgeren under disse omstændigheder herved og med likvidators indforståelse er indtrådt i den nu likviderede erhvervsdrivende fonds krav mod den tidligere ledelse og revisorerne. uanset at dette anbringende ikke udtrykkeligt er gjort gældende af sagsøgeren, finder vi, at dette dog implicit er indeholdt i sagsøgerens henvisning til likvidators redegørelse af

  1. de- cember 2009, hvorefter erstatningskravet varetages af den fond, der har den økonomiske in- teresse, sammenholdt med at sagsøgeren var den endelige modtager af likvidationsprovenu- et. herefter stemmer vi for at tage sagsøgerens påstand til følge. der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, således at de sagsøgte frifindes. som følge af sagens udfald frifindes pricewaterhousecoopers i/s endvidere for den af frede ingolf kühl og bent alsø nedlagte friholdelsespåstand. med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet det bemærkes, at der på den ene side er taget hensyn til, at sagen af alle parter var færdigforberedt, mens det omvendt også er indgået i rettens overvejelser, at hovedforhandlingen blev af kortere varighed end oprindeligt fastlagt. - 34 - thi kendes for ret: frede ingolf kühl, povl thue kristensen, hans henrik lorents hjorth, allan bengtsen, bent alsø, pricewaterhousecoopers i/s og deloitte statsautoriseret revisionsaktieselskab frifin- des. pricewaterhousecoopers i/s frifindes for den af frede ingolf kühl og bent alsø nedlagte på- stand om friholdelse. i sagsomkostninger betaler traugott møller fonden inden 14 dage i alt 3.125.000 kr. til frede ingolf kühl, povl thue kristensen, hans henrik lorents hjorth, allan bengtsen og bent al- sø, 750.000 kr. til pricewaterhousecoopers i/s og 750.000 kr. til deloitte statsautoriseret revi- sionsaktieselskab. inden 14 dage betaler frede ingolf kühl og bent alsø 100.000 kr. i sagsomkostninger til pri- cewaterhousecoopers i/s. sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a. claus forum petersen henrik rothe torben kuld hansen bjarne fabienke flemming ipsen (sign.) ___ ___ ___ udskriftens rigtighed bekræftes p.j.v. sø- og handelsretten, den
  2. november 2011

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.