dom afsagt den 7. januar 2013 i sag nr. bs 11-676/2012: holbæk kommune kanalstræde 2 4300 holbæk mod gf forsikring a/s jernbanevej 65 5210 odense nv sagens baggrund og parternes påstande denne sag er

§ 78stk.

1, at sagsøgte har anerkendt erstatningsansvaret overfor den skadelidte, at sagsøgte under denne sag har anerkendt størrelsen af sagsøgerens krav, at sagsøgte har udbetalt erstatning og godtgørelse til skadelidte uden at fremsende den pligtmæssige meddelelse til sagsøgte i henhold til '

§ 78stk.

2, at forældelse af regreskravet derfor er suspenderet indtil orienteringen af kommunen er sket, at orienteringen først er sket i sagsøgtes duplik af 20. september 2012, i forbindelse med sagsøgtes besvarelse af sagsøgers provokation

§ 78stk.

2 og forældelseslovens § 21 stk. 5." - 4 - sagsøgte har i påstandsdokumentet anført følgende: "til støtte for den nedlagte påstand gøres det herefter gældende, at sagsøgers krav på regres for udbetalte syge- dagpenge er forældet. det følger af højesteretspraksis, at et sygedagpengeregreskrav er et afledet krav jf. ufr2002.2683 h og ufr2010.115h. heraf følger, at en regressøgende kommune, i dette tilfælde sagsøger, ikke kan opnå en bedre retsstilling end den skadelidte, og at den regressøgende kommune, i denne sag sagsøger, også i forældelsesmæssig henseende må stilles som den skadelidte. i nærværende sag var den skadelidte, a, udsat for et færdselsuheld den

1. august
2. sagsøger udbetalte i umiddelbar forlængelse heraf sygedagpenge til den skadelidte, a, hvilket følger af det forhold, at sagsøger jf. bilag b og bilag 2 udbetalte sygedagpenge fra den
3. august 2008 og fremefter, altså fra uheldstidspunktet. det gøres på denne baggrund gældende, at den 3-årige forældelsesfrist, jf. 2008-lovens § 3, stk. 1 skal regnes fra den
4. august 2008, jf. 2008-lovens § 2, stk. 4 alt i overensstemmelse med det klare udgangspunkt i retspraksis jf. eksempelvis ufr2002.573h og østre landsrets dom af
5. september
6. det gøres i den forbindelse gældende, at der ikke i denne sag er grundlag for en antagelse om, at sagsøger var ubekendt med sin fordring eller, at krav kunne rettes mod sagsøgte jf. 2008- lovens § 3, stk.
7. heraf følger, at forældelse indtrådte den
8. august 2011, hvilket også er i overensstemmelse med sagsøgers egen opfattelse, jf. bilag 3, hvor sagsøgers advokat, steen marslew særskilt anførte dette som begrundelse for at anmode om suspension. dette medmindre, at der forinden den
9. august 2011 var sket suspension eller afbrydelse. det følger af 2008-lovens § 26, at lovens regler kan fraviges ved efterfølgende aftale også til skade for skyldner, jf. § 26, stk. 1 modsætningsvis, og det gøres gældende, at en sådan aftale blev indgået mellem sagsøger og sagsøgte og med den retsvirkning, at forældelse herefter først indtrådte den
10. januar - 5 -
11. det gøres gældende, at indgåelse af en suspensionsaftale efter skadens opståen/kravets opståen er gyldig, også suspensionsaftaler, der i givet fald stiller sagsøger, dårligere end efter de regler, som følger af 2008-loven i øvrigt, eller eventuelle specialregler f.eks.

§ 78, stk.

2, forældelseslovens § 21, stk. 5 og/eller forsikringsaftalelovens §

1. stk.
2. det gøres gældende, at dette følger af østre landsrets dom af
3. november 2010 og østre landsrets dom af
4. september
5. i disse domme blev det i øvrigt også af fordringshaveren gjort gældende, at 2008-lovens og andre specialbestemmelser måtte føre til, at en gyldig indgået suspensionsaftale ikke kunne stille fordringshaveren dårligere. dette synspunkt blev klart afvist i begge domme. det gøres på denne baggrund gældende, at sagsøger på denne egen foranledning indgik en klar, gyldig og bindende suspensionsaftale med udløb til den
6. december 2011, og at sagsøger ikke gjorde indsigelser mod denne suspensionsaftale, hvorfor forældelse indtrådte den
7. januar
8. det gøres gældende, at det forhold at sagsøgte ikke besvarede sagsøgers henvendelse af
9. december 2011, der i øvrigt ikke vedrørte en yderligere anmodning om suspension, er uden betydning for spørgsmålet om forældelse, idet sagsøgte ikke var forpligtet til at sikre sagsøgers retsstilling, eller søge den indgåede suspensionsaftaler forlænget jf. princippet i ufr2001.1511h og ufr2003.2252ø. det gøres gældende, at hverken sagsøger eller sagsøgers advokat, steen marslew herudover forinden suspensionsaftalens udløb iværksatte skridt til yderligere suspension eller afbrydelse af forældelsesfristen. da afbrydelse først skete den
10. marts 2012 er sagsøgers krav i det hele forældet. det gøres videre gældende, at

§ 78, stk.

2, ikke kan føre til et andet resultat, idet det gøres gældende, at sagsøger var bekendt med, at sagsøger kunne gøre regres overfor sagsøgte, og at sagsøgte i øvrigt orienterede sagsøger om denne mulighed ved brev af

1. januar
2. uagtet at retten først måtte regne forældelsens starttidspunkt - 6 - fra den
3. januar 2009 svarende til sagsøgtes orientering til sagsøger om sin udbetaling til skadelidte, a, vil sagsøgers krav fortsat være forældet, da forældelse i så fald i stedet ville være indtrådt den
4. januar 2012 og dermed fortsat inden udtagelse af stævning den
5. marts
6. videre gøres det gældende, at der ikke i sagen jf. 2008-lovens § 21, stk. 5, pågik forhandlinger om kravet eller kravets størrelse, således som dette forstås i retspraksis, hvorved der ikke er grundlag for en tillægsfrist på 1 år. i den forbindelse gøres det gældende, at det i øvrigt ikke fremstår som klart, fra hvilket tidspunkt sagsøger i øvrigt måtte mene, at denne tillægsfrist i givet fald skulle regnes fra. videre gøres det gældende, at det forhold, at sagsøger i sin anmodning om suspension henviste til 2008-lovens § 21, stk. 5 er uden betydning, idet den indgåede suspensionsaftale suspenderede forældelsesfristet til en bestemt dato og uden hensyntagen til denne bestemmelse. vedrørende spørgsmålet om forhandlinger henvises blandt andet til østre landsrets dom af
7. maj 2012, højesterets dom af
8. marts 2012 og østre landsrets dom
9. september
10. i disse domme fandt retten ikke, at der var grundlag for at antage, at der havde været ført forhandlinger, altså forhandlinger om kravets eksistens og kravet størrelse, der dermed havde ført til suspension af forældelsen. endelig gøres det gældende, at forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5 ej heller kan føre til et andet resultat. såfremt sagsøgeren var af den opfattelse, at denne bestemmelse fandt anvendelse på sagsøger og sagsøgtes retsforhold og med den virkning, at sagsøger herefter opnåede en suspension af forældelsesfristen svarende til 3 år fra et givent tidspunkt, som sagsøger ikke i øvrigt nærmere har defineret, var det ikke nødvendigt, at der mellem sagsøger og sagsøgte at indgå den suspensionsaftale, som alene kom i stand på sagsøgers egen foranledning. det gøres gældende, at dette også understøttes af, at sagsøgers advokat steen marslew specifikt anførte, at forældelse skulle regnes fra uheldstidspunktet i sagen. den korrespondance der blev ført mellem parterne om kravets berettigelse kan videre ikke hjemle sagsøger en yderligere frist på 3 år, når der efterfølgende og på sagsøgers egen foranledning blev indgået en suspensionsaftale om suspension fra og til en given dato. såfremt sagsøgers synspunkt skulle følges ville der i øvrigt ikke have været behov for en - 7 - suspensionsaftale. det gøres gældende, at den indgåede suspensionsaftale også i forhold til forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5 har forrang, idet omfang retten måtte finde, at bestemmelsen i øvrigt finder anvendelse på retsforholdet mellem sagsøger og sagsøgte jf. også retten i glostrups dom af
11. marts
12. på denne baggrund gøres det gældende at sagsøgte skal frifindes." rettens begrundelse og afgørelse det følger af forældelseslovens § 2, stk. 4, at forældelsen vedrørende erstatning uden for kon- trakt, herunder personskade, regnes fra tidspunktet for skadens indtræden. det samme gælder regreskrav, der er afledt af sådanne erstatningskrav. det fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 1, jf. § 29, at forældelsesfristen for en skade sket den
13. januar 2008 eller senere er 3 år. efter forældelseslovens § 3, stk. 2 gælder det, at hvis fordringshaveren var ubekendt med fordringen eller skyldneren, da regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. efter oplysningerne i sagen, om skadelidtes forhold, finder retten ikke grundlag for at lade forældelsesfristen løbe fra et senere tidspunkt end skadesdatoen den
14. august
15. foræl- delsesfristen udløb dermed som udgangspunkt den
16. august
17. på foranledning af sagsøgerens advokat blev der imidlertid indgået en bindende suspensions- aftale, således at forældelsen blev suspenderet frem til
18. december
19. da suspensionsaf- talens ordlyd er klar, og sagsøgeren ikke tog yderligere forbehold vedrørende den tidsbegræn- sede suspensionsaftale, samt da der ikke er forgået egentlige forhandlinger om fordringen mellem parterne, finder retten ikke, at sagsøgeren, under henvisning til forældelseslovens § 21, stk. 5, kan påberåbe sig, at der skal udløses en tillægsfrist på 1 år. kravet forældelse således i overensstemmelse med suspensionsaftalen, og sagsøgeren kan ikke påberåbe sig øvrige regler om forældelse, herunder

§ 78, stk.

2 og forsikringsaftalelovens § 29, stk.

1. sagsøgte har ikke ved sin adfærd under forløbet givet sagsøgeren føje til at tro, at sagsøgte ville undlade at påberåbe sig den indgåede suspensionsaftale. forældelse indtrådte herefter den
2. januar
3. da sagen først blev anlagt den
4. marts 2012, er sagsøgerens krav på regres for udbetalte sygedagpenge forældet. sagsøgtes påstand om frifindelse tages derfor til følge. sagsøgeren skal betale sagsomkostninger til sagsøgte. sagsomkostningerne fastsættes til 30.000 kr., der dækker udgiften til advokatbistand inklusiv moms. - 8 - retten har ved fastsættelsen af sagsomkostninger lagt vægt på sagens værdi, karakter og ud- fald. retten har herudover lagt vægt på, at sagen er behandlet på skriftlig grundlag. thi kendes for ret: sagsøgte, gf forsikring a/s, frifindes. sagsøgeren, holbæk kommune, skal inden 14 dage til sagsøgte, gf forsikring a/s betale 30.000 kr. i sagsomkostninger. omkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.