højesterets kendelse afsagt tirsdag den 27. september 2016 sag 115/2016 (2. afdeling) anklagemyndigheden mod t (advokat hanne reumert, beskikket) i tidligere instanser er afsagt kendelse af retten i g

§ 68a i tilfælde, hvor retten i medfør af § 73, stk.

1, har truffet bestemmelse om, at den domfældte skal undergives foranstaltninger i medfør af § 68, indtil straffen kan fuldbyrdes. - 4 - retten i glostrups dom af 1. september 2014 må sidestilles med en foranstaltningsdom til anbringelse

§ 68

, idet t i hele perioden har været indlagt på psykiatrisk hospital, og idet det samtidig er tvivlsomt, om hans tilstand er sådan, at han vil kunne over- flyttes til afsoning i almindeligt fængsel. sagen skal derfor bedømmes efter reglerne om foranstaltningsdomme. det følger af disse regler, at der ved bedømmelsen af, om der bør ske ophævelse eller ændringer i en foranstaltning, indgår såvel sikkerheds- og behandlingshensyn som proportionalitetshensyn. retten i glostrup og østre landsret har inddraget både de lægelige oplysninger om t og den tid, der er forløbet, siden han blev straffet med en fællesstraf af fængsel i 2 år og 6 måneder. byretten og landsretten har på den baggrund fundet, at foranstaltningen kunne lempes, således at t skal undergive sig ambulant psykiatrisk behandling med mulighed for genindlæggelse. byrettens og landsrettens vurdering er i overensstemmelse med praksis, og proportionalitets- hensyn kan ikke føre til ophævelse af foranstaltningen på nuværende tidspunkt. der er imidlertid ikke hjemmel til at fastsætte en længstetid for foranstaltningen på 5 år regnet fra landsrettens kendelse. ts foranstaltning blev ændret fra en anbringelsesdom til en behand- lingsdom. det følger af straffelovens § 68 a, stk. 1,

1. pkt., at der ikke fastsættes en ny længstetid, idet den oprindeligt fastsatte længstetid også omfatter foranstaltninger, som fast- sættes efter § 72, jf. § 68, og som medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning. straffelovens § 68 a, stk. 1, sammenholdt med § 72 giver ikke mulighed for at fastsætte en kortere længstetid end 5 år eller at fastsætte en begrænsning af institutionsanbringelsen. det vil stride mod formålet med straffelovens §§ 68, 68 a og 72 at fastsætte andre længsteti- der end de i § 68 a forudsatte. byretten og landsretten kan derfor ikke anses for at være bundet af den tidsmæssige begrænsning, der følger af byrettens dom af
2. september 2014, således at der ikke skulle kunne fastsættes en anden og mere lempelig foranstaltning inden for længste- tiden for foranstaltningen på 5 år. længstetiden for foranstaltningen skal derfor regnes fra den
3. september
4. - 5 - højesterets begrundelse og resultat højesteret har ikke fundet grundlag for at imødekomme anmodningen om mundtlig forhand- ling af kæremålet, jf. retsplejelovens § 972, stk.
5. ved retten i glostrups dom af
6. september 2014 blev t idømt en fællesstraf af fængsel i 2 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 192 a, jf. § 21, og §
7. retten lagde til grund, at t i hvert fald efter gerningstidspunktet havde udviklet en ikke blot forbigående sindssygelig tilstand af den i straffelovens § 16 nævnte art. efter karakteren af de begåede forhold og det oplyste om ts sindstilstand fandt retten ikke grundlag for at lade straffen bort- falde

§ 73, stk.

1,

1. pkt., og bestemte i medfør af § 73, stk. 1,
2. pkt., at han skulle anbringes på psykiatrisk afdeling, indtil straffen måtte kunne fuldbyrdes. højesteret bemærker, at afgørelsen burde have været truffet under medvirken af nævninger, jf. retsplejelovens § 686, stk. 4, nr. 2.

§ 73, stk.

3, medregnes varigheden af en anbringelse i institution i straffe- tiden. derimod er bestemmelsen ikke til hinder for, at varigheden af anbringelsen overstiger længden af den idømte straf, jf. straffelovrådets betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger, side 147. ved retten i glostrups dom blev t idømt såvel en fængselsstraf som en foranstaltning

§ 68

. efter karakteren af den kriminalitet, som t er dømt for, skulle der efter § 68 a, stk. 1, fastsættes en længstetid på 5 år. retten i glostrups dom, der bestemmer, at ”længstetiden for foranstaltningen er 5 år, idet længstetiden dog ikke kan overstige længden af den idømte straf”, må forstås således, at længstetiden – i strid med § 68 a, stk. 1 – blev fastsat til 2 år og 6 måneder.

§ 73, stk.

2, finder bestemmelsen i § 72 tilsvarende anvendelse på foran- staltninger idømt efter §

1. dette indebærer, at det påhviler anklagemyndigheden at påse, at foranstaltningen ikke opretholdes længere og i videre omfang end nødvendigt, og at retten kan ændre eller ophæve foranstaltningen. - 6 - på grundlag af oplysningerne om ts helbredstilstand og fortsatte behov for psykiatrisk be- handling og under hensyn til karakteren af den kriminalitet, han er dømt for, tiltræder højeste- ret, at foranstaltningen som bestemt af byretten er ændret til ambulant psykiatrisk behandling med tilsyn af kriminalforsorgen, således at kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om genindlæggelse. som anført må retten i glostrups upåankede dom af
2. september 2014 forstås således, at længstetiden blev fastsat til 2 år og 6 måneder.

§ 68a, stk.

1, 2. pkt., om- fatter længstetiden også foranstaltninger, som senere fastsættes efter § 72, og som medfører en lempelse af den hidtidige foranstaltning. der er ikke hjemmel til at fastsætte en ny længstetid på 5 år.

§ 68a, stk.

1,

1. pkt., kan retten under særlige omstændigheder efter an- modning fra anklagemyndigheden fastsætte en ny længstetid på 2 år. anklagemyndigheden har ikke anført, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at fastsætte en ny længstetid på 2 år i medfør af § 68 a, stk. 1,
2. pkt., og hverken byret eller landsret har taget stilling til, om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at en ny længstetid kan fastsættes. højesteret finder på denne baggrund, at bestemmelsen om længstetid i byrettens og landsret- tens kendelse skal ophæves, således at den længstetid, der er fastsat i byrettens dom af
3. september 2014, stadig gælder. i øvrigt stadfæster højesteret landsrettens kendelse. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes med den ændring, at bestemmelsen om længstetid i byret- tens og landsrettens kendelse ophæves, således at den længstetid for foranstaltningen, der er fastsat ved byrettens dom af
4. september 2014, stadig gælder. statskassen skal betale kæremålsomkostningerne for højesteret.