← Danmark

sø- og handelsretten

Obsah (5)§ 15§ 14§ 3§ 13§ 28

sø- og handelsretten dom afsagt den 1$. januar 2019 sag bs-9705/2017-shr grethe meyer design (advokat martin hoffgaard rasmussen) mod fiskars denmark a/s (advokat dan bjerg geary) denne afgørelse er t

14, stk. i, nr. 5 og § 15, stk. 4, nr. 2, samt markedsføringslovens § 3 og § 22, jf. nærmere nedenfor. 20 2.

  1. sagsøgers påstande og udformningen heraf 2.1.
  2. påstand i sagsøgers principale påstand i retter sig mod bordservice og hermed sammenhignelige produkter. “bordservice” dækker som bekendt over produkter, som anvendes til at ser vere mad på, herunder spisestel, bestik, glas mm., som netop er de produkter, som blåkant-navnet relaterer sig til. “hermed sammenlignelige produkter” dækker i den forbindelse over de produkter, som ikke direkte kan kategoriseres som service, men som alligevel i varemærkeretlig forstand er sammenlignelige hermed, herunder fordi de — — har samme anvendelsesmetode, afsætningskanaler, målgruppe eller forventet brug. selvom blåkant-navnet som udgangspunkt relaterer sig til service, er sagsøger selvsagt ikke interesseret i, at sagsøgte kan påbegynde brugen af navnet til feks. en por celænsvase, som ikke direkte er udtryk for service, men som i høj grad er sammenligne ligt hermed i varemærkeretlig forstand. blåkant-stellet indeholder både en vase, en ly sestage og en lampe, hvorfor sagsøger ligeledes har en interesse heri. dette er grunden til udformningen af den principale påstand
  3. den første subsidiære påstand i påstand i retter sig mod de produkter, som indgår i blåkant-stellet, og som således var omfattet af parternes samarbejde. da de enkelte dele ikl<e er specificeret i parternes aftaler, henvises i stedet til sagsøgtes bilag e [...], hvori produkterne er oplistet i kataloget i starten af bilaget. dernæst er medtaget en mere subsidiær påstand til påstand 1, som specifikt retter sig mod spisestel. det gøres i den forbindelse gældende, at spisestel er det produkt, som sagsøger, som det absolutte minimum, må have rettighederne til, idet blåkant utvivls omt relaterer sig hertil. 2.1.
  4. påstand 2 påstand 2 retter sig mod det registrerede, danske varemærke blåkant. til støtte for den principalt nedlagte påstand 2, gøres det gældende, at sagsøgte bør til pligtes at overdrage varemærket blåkant til sagsøger, idet sagsøger er retmæssig ejer heraf. det gøres i den forbindelse gældende, at en sådan tilpligtelse kan finde sted, uagtet at det ikke fremgår direkte af varemærkeloven, at varemærkeregistreringer foretaget i strid med tredjemands rettigheder kan overdrages til tredjemand. en stor del af værdien af et varemærke ligger som bekendt i varemærkets prioritet, og denne ville gå tabt, såfremt sagsøger var nødsaget til at indlevere en ny ansøgning. så fremt retten når frem til, at blåkant-varemærket rettelig tilhører sagsøger, og sagsøg tes varemærkeregistrering udslettes, ville sagsøger i så fald være nødt til at indlevere en ny ansøgning til patent-og varemærkestyrelsen og herefter opnå en ny og ringere pri — — oritet end sagsøgtes varemærke, der blev indleveret i
  5. det gøres gældende, at en registreret varemærkeret er en almen formuerettighed og at overdragelse følgelig kan tilpligtes. såfremt virksomhed a sælger et registreret varemær ke til b, som herefter får varemærket formelt overdraget hos styrelsen, hvorefter det viser sig, at sælgeren ikke havde hjemmel til at sælge varemærket, må virksomhed b selvsagt kunne tilpligtes at skulle overdrage varemærket tilbage til virksomhed a, frem for at va remærket blot skal udslettes og virksomhed a miste sin prioritet. 2.1.
  6. forholdet mellem påstand 1 og påstand 2 21 anerkendelsespåstanden i påstand 1 er opretholdt, selvom påstand 2 indeholder en prin cipal og subsidiær fuidbyrdelsespåstand. mens påstand 2 relaterer sig direkte til sagsøg tes registrerede varemærke, vedrører påstand 1 de generelle rettigheder til navnet blåkant uregistrerede som såvel registrerede hvorfor sagsøger har en retlig inter — — esse i at få en selvstændig bedømmelse af anerkendelsespåstanden i påstand
  7. 2.
  8. påstand 1 2.2.
  9. navnet blåkant til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende, at det var grethe meyer, der i sin tid fandt på navnet blåkant og således er ophavskvinde til ikke bare stellet, men også navnet. sagsøgte har anført, at ophavet til navnet ikke spiller nogen rolle for nærværende sag, idet de rettigheder, som relaterer sig til navnet, alene er opnået på baggrund af indarbej delse, og at der således på tilblivelsestidspunktet slet ikke var nogen rettigheder til nav net. navnets oprindelse har dog betydning i forhold til fastlæggelsen af partemes forud sætninger for samarbejdet, herunder om brugen af navnet er sket på vegne af grethe meyer eller ej, jf. nærmere nedenfor. sagsøgte har ligeledes anført, at blåkant på tilblivelsestidspunktet slet ikke kunne be tegnes som et egentligt navn, fordi der alene var tale om en generisk betegnelse for stel let, ikke en titel. det gøres dog gældende, at dette langt fra er tilfældet, hvilket sagens bi lag også vidner om. eksempelvis viser flere af dokumenteme i sagsøgtes bilag e [...], at navnet blåkant har været anvendt siden stellets ankomst på markedet, hvorfor der netop fra start har været tale om et navn (ikke en generisk betegnelse) for stellet som skulle gøre kunderne i stand til at relatere navnet til netop grethe meyers stel og således differentiere dette stel fra alle andre stel på markedet. derudover argumenterer sagsøgte i sit indlæg til patent-og varemærkestyrelsen af
  10. ju ni 2016 i bilag 10 [...] selv for, at varemærket blåkant har været brugt for stellet siden dets lancering i
  11. sagsøgte anfører blandt andet at navnet har været massivt anvendt i forbindelse med stellets lancering i 1965, herunder da det vandt kay bojesens mindele gat og id-prisen samme år. at blåkant således alene skulle have været en generisk be tegnelse i starten af stellets levetid, og først senere er blevet til et egentligt navn og vare mærke som følge af den mangeårige brug, er derfor ikke tilfældet. det gøres gældende, at navnet fra start har været anvendt både af grethe meyer, sagsøgte og markedet i øvrigt. — da grethe meyer underskrev licensaftalen i bilag 6 [...] med den kongelige porcelainsfa brik & fajancefabriken aluminia ais i 1963 var hendes stel således allerede færdigdesig net navngivet og produktionsklart. at stellet i licensaftalen betegnes som “det stel, som de har arbejdet med siden 1961 og ikke blåkant, ændrer ikke herved. “, 2.2.1.
  12. erklæringer om navnets oprindelse navnets oprindelse fremgår dels af leif lautrup-larsens bog i bilag 5 [...], og dels af de i bilag 17 fremlagte erklæringer [...] fra hendes tidligere samarbejdspartner, herunder tidli gere ansatte hos sagsøgte. heri bekræftes det at blåi<ant var grethe meyers påfund, og at hun navngav alle sine stel selv. sagsøgte har anført at erklæringeme er udtryk for andenhåndsviden, hvilket imidlertid ikke er tilfældet. da steen vedel tiltrådte sin stilling hos den kongelige porcelænsfabrik var blåkant-stellet ganske vist udarbejdet men det var endnu ikke lanceret og han havde derfor et nært samarbejde med både grethe meyer og den daværende direktør 22 erik lindgreen omkring stellet. ligeledes har steen vedel været en del af tilblivelsespro cessen for grethe meyers efterfølgende stel og har således et personligt indblik i samar bejdet mellem grethe meyer og sagsøgte. som anført i erklæringen var det ligeledes al mindeligt kendt på fabrikken, at grethe meyer selv navngav sine produkter, hvilket stred imod fabrikkens normale regler herfor. på samme vis havde hanne grane et nært samarbejde med grethe meyer qua sin stilling hos sagsøgte og kan berette om grethes arbejdsmetoder, når nu det af naturlige årsager - - ikke er muligt at afhøre grethe meyer selv. det gøres endvidere gældende, at erklæringeme ikke er udtryk for ensidigt indhentede erklæringer, som ikke kan fremlægges, som anført af sagsøgte. først og fremmest fordi der ikke er tale om sagkyndige erklæringer, som bestemmelsen retsplejelovens § 341a ta ger sigte på. demæst fordi erklæringerne, som det fremgår af dateringen, blev indhentet i 2015, hvilket skete til brug for sagsøgers daværende advokats brev til sagsøgte i bilag 12/1 [...], hvori man bad sagsøgte trække sin varemærkeansøgning tilbage. dette har ikke den fornødne sammenhæng med denne sag, og erklæringeme er derfor ikke ensidigt indhen tet efter sagens anlæg. indholdet af erklæringeme fra steen vedel og hanne grane vil desuden blive bekræftet til hovedforhandlingen, hvor de begge afgiver forklaring. 2.2.
  13. sagsøgers arvede rettigheder det gøres gældende, at sagsøger har arvet rettighedeme til samtlige af grethe meyers stel, herunder enhver rettighed forbundet til blåkant-stellet. dette bekræftes af de fremlagte bilag, herunder dorte salicaths testamente i bilag 3 [..j med bilag hertil i bilag 18 [...j, samt udlodningsmeddelelsen i bilag 19 [...]. at de pågældende bilag ikke specifikt foreskriver, at de arvede rettigheder tillige omfat ter eventuelle uregistrerede varemærkerettigheder til blåkant-navnet ændrer ikke herved, idet dorte salicaths testamente i bilag 3 [...] fastslår, at sagsøger arver “aik retlig- lieder til min afdøde mor grethe meyers designs, herunder royalties heraf”. som det er gjort gæl dende ovenfor, er sammenhængen mellem navnet blåkant og stellet blåkant så na turligt, at dorte salicath ikke har fundet anledning til at specificere de enkelte rettigheder indeholdt i sagsøgers arv, fordi dette uden videre ville være dækket af “alle rettigheder”. 2.2.
  14. navnets indarbejdelse det gøres gældende, at sagsøgtes brug af varemærket blåkant er sket på vegne af sagsøger, og at enhver indarbejdet ret således tilfalder sagsøger. dette begrundes dels i forudsætningerne inter partes

(1), dels i sagsøgtes brug af sagsøgers navn
(2), og dels i den naturlige samhørighed mellem vareme og navnet
(3). 2.2.3.
  1. forudsætningerne inter partes det gøres gældende, at det var en klar forudsætning mellem parterne, at samtlige rettig heder forbundet med blåkant-stellet skulle gå tilbage til grethe meyer eller hendes ar- vinger ved samarbejdets ophør. det faktum, at de indgåede aftaler ikke specifikt nævner, at eventuelle indarbejdede varemærkereftigheder ligeledes skal gå tilbage, ændrer ikke herved dette skyldes alene, at parterne ikke har set nogen grund til at adskille navnet — og stellet, idet der var og er en naturlig samhørighed mellem de to, jf. nærmere neden — — for. 23 der er flere forhold i licensaftalerne, der understøtter, at ovenstående har været en forud sætning mellem parterne. først og fremmest foreskriver aftalen, at grethe meyers navn skal bruges i forbindelse med enhver markedsføring af produkterne. man har således fra start ønsket, at grethe meyer skulle sættes i forbindelse med stellet, og at hun skulle stå som afsender på stellet i lige så høj grad som sagsøgte. dernæst foreskriver aftalen, at rettigheder til de pågældende designs går tilbage til grethe meyer ved aftalens ophør. sagsøgte har anført, at det er utænkeligt, at sagsøgte ville have accepteret at bruge tid og penge på at indarbejde et beskrivende navn på vegne af en anden uden at modtage ve derlag herfor. det gøres i den forbindelse gældende, at det er lige så utænkeligt, at grethe meyer ville have accepteret, at navnet på hendes stel, som hun ubestridt ejer rettigheder ne til, og hvis navn hun selv har fundet på, skulle tilhøre en anden, hvilket i praksis ville gøre det umuligt for hende at igangsætte produktionen af stellet andetsteds. det gøres dernæst gældende, at det netop er helt normalt, at en erhvervsdrivende bruger tid og penge på at markedsføre et produkt, selvom de ikke ejer rettighederne hertil. en dagligvarebufik eller en isenkræmmer ejer sjældent rettighederne til alle varer i deres til budsavis, men derfor har butikken selvsagt en interesse i at markedsføre og afsætte pro dukterne alligevel, fordi de opnår en indtjening herved. på samme vis havde sagsøgte en naturlig interesse i at markedsføre og afsætte blåkant-stellet, fordi de som producent tjente penge herpå ikke fordi de mente, at det var deres varemærke. — ovenstående understøttes desuden af sagsøgtes egne udmeldinger fra direktør niels ba strup herunder i mailen i bilag 21 [...]. her bekræftes det, at sagsøger er velkommen til — at fortsætte med blåkant på egen hånd, og niels bastrup bruger netop navnet blåkant om stellet. ligeledes bruger han navnet i forbindelse med den officielle ud- melding af stellet i bilag 9 [.1 samt brevet i bilag 8 [...]. han kalder det ikke “det blåkan tede stel” eller “stellet med den blå kant”, men derimod “blåkant”/”blå kant” hvilket— vidner om, at han er fuldt bevist om, at både stellet og navnet tilhører sagsøger. såfremt niels bastrup var af den overbevisning, at navnet retmæssigt tilhørte sagsøgte, ville han formodentligt have bemærket, at sagsøger kunne fortsætte med stellet, men ikke navnet — eller som minimum have undladt at bruge navnet i en sætning, hvori han opfordrer sagsøger til at fortsætte på egen hånd. 2.2.3.
  2. sagsogtes brug af sagsogers navn at indarbejdelsen af navnet blåkant er sket på sagsøgers vegne understøttes desuden af sagsøgtes brug af sagsøgers navn i markedsføringen af stellet. flere af de fremlagte bi lag nævner specifikt grethe meyer i forbindelse med blåkant-navnet, eksempelvis som “grethe meyers blåkant”, “blåkant designet af grethe meyer” mv. dette gør sig bl.a. gældende for følgende bilag i bilag e [...j, som oprindeligt er fremlagt af sagsøgte som dokumentation for indarbejdelse: — bilag 5: “grethe meyer udviklede i 1965 blåkant..” [...] — bilag 61: “blåkant, grethe meyer” [...] — bilag 62: “blåkant fra 1964 af grethe meyer” [...] — bilag 63: “blåkant og hvidpot: grethe meyers stel” [...] — bilag 65: “blåkant stelform—grethe meyer 1961” [...j — bilag 67: “grethe meyers fajancestel blåkant” [...] — bilag 88: “grethe meyers evigunge blåkant..” [...] 24 — bilag 95: “grethe meyers blåkant,
  3. sort.” [...j — bilag 104: “arkitekten grethe meyers stel blåkant fra 1965” [...] — bilag 105: “..står grethe meyers blåkant-porcelæn” [...] — bilag 114: “grethe meyer: blåkant” [...] — bilag 117: “grethe meyer. blåkant kaffeservice af fajance” [...j — bilag 122: “grethe meyer: blåkant” [...j ovenstående eksempler viser, at brugen af blåkant-navnet er sket i klar sammenhæng med sagsøgers navn og virksomhed, hvilket understøtter, at brugen og indarbejdelsen af mærket er sket på sagsøgers vegne. sagsøgte har til dette anført, at det er ganske normalt og påkrævet efter ophavsretslo — ven at man angiver ophavsmanden til værket i forbindelse med markedsføring. dette — må dog afvises, idet det ikke er kutyme, at produkter som f.eks. spisestel markedsføres i sammenhæng med ophavsmandens fulde navn, medmindre licenstager ønsker at udnyt te en særlig goodwill forbundet med ophavsmandens navn. dette uanset reglerne om droit-moral i ophavsretsloven. når sagsøgte konsekvent anvender grethe meyers navn som en del af sin markedsføring skyldes det netop, at der er indgået aftale herom, fordi parterne har ønsket at tydeliggøre tilhørsforholdet. over for markedet har det således været klart, at grethe meyer stod bag produkterne, og der er dermed en klar forbindelse mellem stellet og grethe meyer i for brugerens bevidsthed også den dag i dag. — generelt udgør størstedelen af sagsøgtes dokumentation for brug af mærket blåkant faglitteratur og artikler om grethe meyer og hendes virke og popularitet. dette under streger, at sagsøgtes brug af blåkant-mærket alene er sket på vegne af grethe meyer og sagsøger, og at det er grethe meyers navn, der har båret produktet frem. det gøres i den forbindelse gældende, at patent-og varemærkestyrelsens afgørelse om sagsøgtes indarbejdelse ikke kan tillægges betydning. det er korrekt, at styrelsen med sin afgørelse har taget stilling til, om den fremlagte dokumentation viser en tilstrækkelig for bindelse mellem varemærket og sagsøgte men styrelsen har selvsagt ikke været be — kendt med de nærmere omstændigheder omkring brugen, herunder tilstedeværelsen af licensaftalen og tvisten omkring ejerskabet, hvorfor de ikke har taget dette med i deres vurdering. styrelsen har alene set på, om det fremlagte materiale viser en tilstrækkelig forbindelse mellem blåkant og sagsøgte, men de har ikke vurderet, om materialet tilli ge viser en forbindelse mellem blåkant og sagsøger. ej heller har de taget højde for, om forbindelsen skyldes en licensaftale, og om sagsøger i så fald har samme ret til mær ket. dette har styrelsen slet ikke kompetence til at træffe afgørelse om, jf. varemærke- lovens §
  4. 2.2.3.
  5. den naturlige samhørighed mellem navnet og stellet det gøres herudover gældende, at der foreligger en naturlig samhørighed mellem stellet blåkant og navnet blåkant, og at det således ikke giver mening at behandle de to som selvstændige rettigheder. navnet beskriver netop stellet, og ikke sagsøgte eller den nes virksomhed, ligesom indarbejdelsen er sket i forhold til stellet, og ikke sagsøgte eller dennes virksomhed. kunderne forbinder blåkant-navnet med stellet og de deri inde holde produkter, ligesom det registrerede varemærke er rettet mod produkterne i serien, ikke sagsøgtes virksomhed eller dennes ydelser forbundet med salg af stellet. den fremlagte dokumentation viser netop, at navnet blåkant anvendes i forbindelse med stellet altså varen. ikke sagsøgte som virksomhed eller sagsøgtes varemærke. at — 25 sagsøgtes navn eller varemærke tillige er nævnt i sammenhæng med blåkant-navnet og stellet betyder ikke, at der er samhørighed mellem sagsøgte og stellet sagsøgte frem — står alene som afsender af stellet, mens stellet har samhørighed med navnet. navnet må i sagens natur følge værket, og det vil ikke give mening at skille de to ting ad ej heller i — kundemes bevidsthed, hvor de unægteligt hænger sammen. 2.2.3.
  6. sagsøgers andre varemærker til støtte for ovenstående gøres det endvidere gældende, at sagsøgtes manglende indsi gelse mod brugen af navnet hvidpot understreger den naturlige samhørighed mellem navnet på stellet og selve stellet. hvidpot er navnet på et stel udarbejdet af grethe meyer, som sagsøgte tidligere har haft i produktion og markedsført men som siden 2014 sælges af coop efter licens fra sagsøger— uden at dette har affødt indsigelser fra sagsøgtes side. der er således tale om samme baggrund og aftalekonstmktion, men sagsøgte har ageret forskelligt i de to sager. i begge tilfælde er der tale om et beskrivende navn, som oprindeligt er blevet markeds ført (og dermed indarbejdet) på markedet af sagsøgte. på samme vis som ved blåkant, har grethe meyer udarbejdet stellet og fundet på navnet, og det er herefter sagsøgte, der har stået for salget af stellet og brugen af navnet på markedet, hvorfor sagsøgte burde ha ve samme rettigheder til hvidpot som til blåkant. blåkant og hvidpot er ens i deres opbygning (“blå kant” vs. “hvid pot”) og har der med samme grad af beskrivende karakter og forudsætter samme grad af indarbejdelse. desuden er der tale om præcis samme aftaleparter, samme type produkter og samme af talekonstmktion. hvidpot er specifikt nævnt i licensaftalen i bilag 7 [...] og er således omfattet af de præcis samme bestemmelser som blåkant-stellet. de to stel og omstændighedeme omkring samarbejdet herom - — er således direkte sam menlignelige. det gøres derfor gældende, at såfremt sagsøgte mener, at navnerettigheder skal behand les som en særskilt rettighed frem for i naturlig sammenhæng med produktet og at in — — darbejdede rettigheder alene kan tilfalde sagsøgte, så burde sagsøgte ikke have accepte ret, at navnet hvidpot giv tilbage til sagsøger, da kontraktforholdet blev afsluttet. 2.2.3.
  7. konklusion det gøres således gældende, at der foreligger en række faktuelle momenter, der alle støt ter sagsøgers anbringende om, at indarbejdelse af navnet blåkant er sket på vegne af sagsøger, herunder: — at grethe meyer selv fandt på navnet — at aftalen foreskriver, at grethe meyers navn skal bruges i forbindelse med enhver markedsføring af produkterne, — at den af sagsøgte fremlagte dokumentation viser, at produkteme i vidt omfang er markedsført under grethe meyers navn, — at aftalen foreskriver, at alle rettigheder til de pågældende designs går tilbage til gret he meyer ved aftalens ophør, — at niels bastrup skriftligt bekræftede, at samtlige rettigheder til de pågældende de- signs gik tilbage til de retmæssige arvinger ved aftalens ophør, 26 — at niels bastrup har opfordret dorte salicath til at forsætte arbejdet med blåkant uden om sagsøgte, — at der er en naturlig samhørighed mellem navnet og stellet. 2.
  8. påstand 2 2.3.1.

§ 15, stk.

4, nr. 2 til støtte for den nedlagte påstand 2, gøres det gældende, at sagsøgtes registrering og op retholdelse af varemærket blåkant er i strid med

§ 15, stk.

4, nr, 2, idet sagsøger ved brug her i landet har erhvervet ret til et identisk varemærke før tids punktet for sagsøgtes ansøgning. som det er gjort gældende ovenfor, var det grethe meyer, der fandt på navnet blåkant, og den af sagsøgte foretagne indarbejdelse er sket på hendes vegne. det er således grethe meyer, der har erhvervet rettighederne til navnet, hvorfor det alene er hende, der er berettiget til at søge om registrering heraf. på tidspunktet for ansøgningens indlevering i september 2015 havde sagsøgte således in tet grundlag for at kræve en eneret til blåkant-navnet, hvorfor det gøres gældende, at registreringen er i strid med

§ 15, stk.

4, nr. 2. 2.3.2.

§ 14, stk.

1, nr. 5 til støtte for den nedlagte påstand 2 gøres det endvidere gældende, at sagsøgtes registre ring og opretholdelse af varemærket blåkant er i strid med

§ 14, stk.

1, nr. 5, idet varemærket uhjemlet består af titlen på et ophavsretligt beskyttet værk, som ikke tilhører sagsøgte. blåkant-stellet blev udarbejdet af grethe meyer, der således er ophavskvinde til vær ket, jf. ophavsretsloven § 1. om end stellet er ganske simpelt i sin udformning, var det på frembringelsestidspunktet udtryk for en selvstændig og skabende indsats. der må i den forbindelse lægges vægt på grethe meyers kombination af en stram, genkendelig formgivning i hver del i stellet, samt den særegne blå stribe glasur på kanten, som netop blev kendetegnet for blåkant-stellet. ophavsretlig beskyttelse er som bekendt ikke forbeholdt overdådige og detaljerede værker, og selvom blåkant-stellet er enkelt i sin udformning nyder det utvivlsomt beskyttelse som et ophavsretligt værk. den simple udformning vil muligvis medføre, at beskyttelsen ikke er så bred, men da beskyttelsens omfang ikke er omdrej ningspunktet i denne sag, har det ikke nogen betydning. det afgørende er, at værket ny der ophavsretlig beskyttelse, hvilket også netop er grunden til, at sagsøgte har betalt roy alty for brugen af værket i flere år. beskyttelsen fremgår ligeledes direkte af ordlyden af de to licensaftaler bilag 6 [...] og bi lag 7 [...j. således fremgår det af licensaftalen i bilag 6, at sagsøgte erhverver ret til pro duktion “samt den efter kunstnerloven tilkommende eneret til fremstilling af dette stel”. ordet “kunsfrierloven” henviser selvsagt til ophavsrettens tidligere navn, forfatter-og kunstner- ret, hvorfor aftalens formulering er en direkte henvisning til ophavsret og den dermed følgende beskyttelse. ligeledes foreskriver licensaftale i bilag 7 [...], at “ophavsretten tit ovennævnte designs —kal det værket —forbliver hos licensgiver”. det har således været en forudsætning for aftalen, at værket var ophavsretligt beskyttet, og at rettighederne hertil fortsat skulle ligge hos gret he meyer. 27 beskyttelsen efter ophavsretslovens § i er som bekendt gældende indtil 70 år efter op havsmandens død, og idet grethe meyer døde i 2008, er den ophavsretlige beskyttelse fortsat gældende. titelbeskyttelsen i

§ 14, stk.

1, nr. 5 er endvidere tidsubestemt og kan således gøres gældende selv efter udløbet af den sædvanlige beskyt telsestid på 70 år. bestemmelsen i

§ 14, stk.

1, nr. 5 angiver, at der skal være tale om en særegen titel. det må i den forbindelse lægges til grund, at selvom titlen blåkant må ske på frembringelsestidspunktet manglede denne særegenhed, så er særegenheden op nået på baggrund af indarbejdelse. en analog anvendelse af reglerne om indarbejdelse i varemærkeloven fører til, at titlen blåkant må være indarbejdet på samme vilkår som varernærket blåkant, og sagsøger kan derfor påberåbe sig beskyttelsen i varemærke- lovens § 14, stk. 1, nr.

  1. 2.3.
  2. sagsogtes overtrædelse af god markedsforingsskik til støtte for den nedlagte påstand gøres det endvidere gældende, at sagsøgte ved at regi strere varemærket blåkant har handlet illoyalt og i strid med markedsføringsloven § 3, stk. i om god markedsføringsskik. sagsøgte har hertil anført, at dette ikke er tilfældet, fordi sagsøgte var “af den klare overbe visning”, at rettighederne til varemærket blåkant tilkom sagsøgte. det gøres herover- for gældende, at dette står i strid med direktør niels bastrups tidligere udtalelser dels i — de formelle udmeldelser, hvori han bekræfter, at samtlige rettigheder til stellet går tilbage til grethe meyer, og dels i den e-mail i bilag 21 [...], hvori han opfordrer sagsøger til at fortsætte med blåkant på egen hånd. sagsøgte kan selvsagt ikke hævde, at de var af den klare overbevisning, at rettighederne var deres, når deres direktør samtidig har til kendegivet over for sagsøger, at sagsøgte ikke længere har nogen rettigheder hertil, og at sagsøger selv kunne fortsætte med blåkant. det gøres endvidere gældende, at sagsøgtes registrering og opretholdelse af varemærket blåkant er i strid med markedsføringslovens § 22, idet blåkant kan betegnes som et forretningskendetegn. forretningskendetegn beskyttes, såfremt de har iboende sær præg, eller det ved indarbejdelse senere har opnået særpræg. sidstnævnte er tilfældet i nærværende sag, idet blåkant netop er indarbejdet, og at indarbejdelsen er sket på vegne af sagsøger, der således kan påberåbe sig beskyttelsen. bestemmelsen har som bekendt til formål at forhindre, at erhvervsdrivende anvender an dre erhvervsdrivendes forretningskendetegn, og derved snylter på den oparbejdede goodwill hertil. som det fremgår af den fremlagte dokumentation, er det i høj grad gret he meyers navn og virke, der har båret blåkant-navnet frem, og forbrugerne ser sta dig en klar forbindelse mellem stellet og grethe meyer. derfor har sagsøger selvsagt en stor interesse i at forhindre, at sagsøgte — eller andre — forsøger at tilegne sig den goodwill, der er forbundet med navnet. 2.
  3. sammenfatning på baggrund af ovenstående, og til støtte for de nedlagte påstande gøres det gældende, at navnet blåkant retteligt tilkommer sagsøger. navnet er oprindeligt skabt af grethe meyer, og selvom det ikke fremgår direkte, var det en forudsætning for aftalen, at også eventuelle indarbejdede navnerettigheder skulle tilbage til grethe meyer ved samarbej dets ophør. dette understøttes ikke alene af selve kontrakten, men også sagsøgtes brug af sagsøgers navn som en del af markedsføringen, samt sagsøgtes egne udmeldinger til sagsøger om at fortsætte med stellet og navnet på egen hånd. — — 28 sagsøgtes danske varemærkeregistrering er således foretaget i strid med varemærke- loven og markedsføringsloven, hvorfor det gøres gældende, at sagsøger er berettiget til at få denne overdraget. fiskars denmark ais har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med påstandsdo kument af
  4. oktober 2018, hvoraf fremgår:
  5. indledende sagsftemstilling ti sagens hovedsporgsmål denne sag drejer sig om, hvorvidt royal copenhagen kan flipligtes at anerkende, at gret he meyer design har en eneret til navnet blåkant, samt hvorvidt grethe meyer de sign kan kræve royal copenhagens danske varemærkeregistrering nr. vr 2017 00351, blåkant, overført til sig eller ophævet. 1.2 royal copenhagen royal copenhagen vil blive anvendt som en samlebetegnelse for royal copenhagen a/s (der er et binavn til fiskars denmark ais), den kongelige porcelainsfabrik ais, fajance- fabrikken aluminia ais og fiskars denmark ais. blåkant har været anvendt af både royal copenhagen ais, den kongelige porcelainsfabrik a/s og fajancefabrikken alumi nia ais. 1.3 grethe meyers fajancestel kendt som blåkant grethe meyer skabte i starten af 1960’erne et fajancestel, som kom på markedet i 1965, da royal copenhagen valgte at sætte det i produktion, efter at parterne havde indgået en ii censaftale om produktionsretten til stellet i 1963 [... bilag 6]. der findes endnu en licens- aftale om eneret til fremstilling og forhandling af stellet fra 2004 [... bilag 7]. royal copenhagen havde eneproduktion og -salg af stellet i mere end 50 år, til og med
  6. salget er bla, dokumenteret i de af royal copenhagen fremlagte fakturaer [... bilag e]. i denne periode kaldte royal copenhagen stellet for blåkant, idet ordene ‘blå’ og ‘kant’ beskriver den tynde, blå kant af glasur, som er påført de enkelte dele af stellet. designrettighedeme til grethe meyers stel er antageligt gået i arv til dorte salicath ved grethe meyers død i 2008, hvorefter de antageligt er gået i arv til isabel bemadette bram mer ved dorte salicaths død i
  7. isabel bemadette brammer er indehaver af enkelt mandsvirksomheden grethe meyer design [... bilag 1], hvorigennem hun administrerer designrettighedeme til grethe meyers værker. 1.4 royal copenhagens varemærkeregistrering blåkant i 2015 ansøgte royal copenhagen om registrering af varemærket blåkant for varer i klasse 21 i danmark [... bilag 11]. den
  8. oktober 2015 afslog patent-og varemærkesty relsen registreringen med den begrundelse, at varemærket blåkant manglede sær- 29 præg, da det kunne tjene til at betegne de relevante varers beskaffenhed [... bilag 13]. man mente altså, at betegnelsen blåkant i sig selv var rent beskrivende og derfor ikke særligt nok til varemærkebeskyttelse. patent-og varemærkestyrelsen accepterede imidlertid senere registreringen af varemær ket blakant i danmark [... bilag 14]. dette skete på baggrund af royal copenhagens fremlæggelse af meget omfattende dokumentation til patent- og varemærkestyrelsen [... bilag e], som beviser, at royal copenhagen har indarbejdet varemærket. dokumenta tionsmaterialet bestod af saigstal, fakturaer, prislister, kataloger, faglitterær omtale, avisannoncer og -artikler samt udskrifter fra aukfionshuses hjemmesider, alt sammen fra den mere end 50-årige periode, hvor royal copenhagen har anvendt og indarbejdet blåkant som et af sine kendetegn. den
  9. april 2017 nedlagde grethe meyer design indsigelse mod varemærkeregistrerin gen af blåkant ved patent- og varemærkestyrelsen med påstand om, at registrering af varemærket var udelukket, fordi det var registreret i strid med

§ 15, stk.

4, nr. 2, og § 14, nr.

  1. indsigelsessagen hos patent- og varemærkestyrelsen er sat på bero på baggrund af nær værende sag hos sø- og handelsretten. royal copenhagen har desuden ansøgt om registrering af varemærket blåkant i eu den
  2. oktober 2018 [... bilag 5]. dette skete efter, at grethe meyer design pludseligt havde ansøgt om samme varemærke i eu og tilbagekaldt dette på baggrund af royal co penhagens kritik. anbringender
  3. arv det er afgørende for samtlige af grethe meyer designs påstande, hvilke rettigheder isa bel bemadette brammer har arvet fra dorte salicath, hvorfor denne problemstilling be handles før den egentlige behandling af grethe meyer designs påstande. grethe meyer design har bevisbyrden for, at de påståede varemærkerettigheder eller øv rige rettigheder til blåkant er gået i arv, først fra grethe meyer til dorte salicath og si den til isabel bernadette brammer. grethe meyer design har fremlagt dorte salicaths testamente af
  4. marts 2016 samt codi cil af
  5. september 2016 [... bilag 3]. følgende fremgår af testamentet: “isabel bernadette b rammer, cpr. nr. -, - (tele fon - ), skat modtage (i) alle rettigheder til min afdøde mor grethe meiyers designs, herunder royalties heraf rettig hederne er hidtil blevet administreret gennem virksomheden grethe meyer design vidorte salicath. som bilag 1-3 til dette testamente er vedlagt følgende beskrivelser: 1) grethe meij ers arkiv fra designmuseet, 2) grethe meijers værksfortegnelser og 3) designmuseets for tegnelse over grethe meyers genstande;” på royal copenhagens opfordring har grethe meyer design desuden fremlagt kopi af bi lag 1-3 i dorte salicaths testamente [... bilag 18) samt udlodningsmeddelelse fra bobesty reren i dorthe salicaths dødsbo, michal nathan [... bilag 19). 30 det gøres gældende, at det af grethe meyer design fremlagte materiale ikke dokumente rer, at isabel bernadette brammer har arvet rettighederne til de påståede varemærkeret tigheder til blåkant eller øvrige rettigheder til navnet blåkant. grethe meyer de sign har således ikke løftet sin bevisbyrde. de påståede varemærkerettigheder eller øvrige rettigheder til navnet blåkant nævnes ingen steder i hverken dorthe salicaths testamente med bilag 1-3 eller i udlodningsmed delelsen. til gengæld nævnes det specifikt i bilag i til dorte salicaths testamente [... bilag 18], at grethe meyers ophavsrettigheder er gået i arv til dorte salicath, ligesom det specifikt næv nes i udlodningsmeddelelsen, at det er de designrettigheder, som dorte salicaffi har arvet fra grethe meyer, der udloddes til isabel bernadette brammer. rettighederne til varemærket eller navnet blåkant kan hverken anses som en ophavs rettighed eller en designrettighed. det er således alene eventuelle ophavsretfigheder og designrettigheder til det af grethe meyer udarbejdede stel, som er gået i arv fra dorte sa licath til isabel bernadette brammer. dette stemmer desuden overens med ordlyden i dorte salicaths testamente, hvoraf det fremgår, at det er rettighederne til grethe meyers designs, som testamenteres til isabel bemadette brammer. i forhold til grethe meyer designs anbringende om, at dorte salicath ikke har fundet an ledning til at specificere de enkelte rettigheder i sit testamente, fordi sammenhængen mellem navnet blåkant og stellet er naturligt, gøres det gældende, at dette anbringen de må afvises som det rene gætteri, idet dorte salicath af naturlige årsager ikke kan be kræfte anbringendet. uanset ovenstående gælder, at dorte salicath naturligvis alene kan testamentere den på ståede eneret til varemærket eller navnet blåkant til isabel bemadette brarnmer, hvis grethe meyer, og senere dorte salicath, har haft en sådan en eneret. dette er ikke tilfæl det, og grethe meyer design har ikke løftet bevisbyrden for dette, jf. nedenfor i afsnit
  6. tværtimod underbygger dorte salicaths testamente [... bilag 3 og 18] samt udlodnings meddelelse fra bobestyrer michael nathan [... bilag 19], at grethe meyer ikke har været indehaver af en uregistreret varemærkeret til blåkant. disse dokumenter omtaler ale ne grethe meyers rettigheder, som designrettigheder og ophavsretlige rettigheder, hvil ket varemærket blåkant ikke kan anses for at være. havde grethe meyer opnået en uregistreret varemærkeret til blåkant, som var gået i arv til dorte salicath, ville det have været relevant at råde over denne i dorte salicaths testamente, hvilket ikke er sket.
  7. ad afvisning: grethe meyer designs principale, subsidiære og mere subsidiære påstand i grethe meyer design har nedlagt en anerkendelsespåstand i sin principale, subsidiære og mere subsidiære påstand i uden, at der derved er angivet nogen selvstændig retlig in teresse i påstanden. det gøres gældende, at der reelt er tale om anbringender til støtte for påstanden om roy al copenhagens varemærkeregistrering af blåkant i påstand
  8. anerkendelsespåstan de uden selvstændig retlig interesse, som reelt er anbringender til støtte for materielle på stande bør afvises. her henvises til højesterets praksis i bl.a. u2013.759h og senest sø- og handelsrettens afgørelse af i
  9. august 2018 i v-4i-i
  10. 31 dette understøttes ydermere af, at grethe meyer design ikke har angivet nogen selvstæn dig værdi af sin anerkendelsespåstand. grethe meyer designs argumenter for inddragelsen af anerkendelsespåstanden kan ikke ændre herpå.
  11. ad afvisning: grethe meyer designs principale påstand i det kan ikke udledes af grethe meyer designs principale påstand 1, hvilke produkter grethe meyer design påstår, at de påståede rettigheder til navnet blåkant on-tfavner. termen ‘sammenlignelige produkter’ vil kunne indeholde en række produkter, men det er uklart, hvilke produkter der præcist er tale om. det gøres på denne baggrund gældende, at grethe meyer design sprincipale påstand 1 er for uklar og upræcis til at indgå i en domskonklusion og ikke vil kunne håndhæves efter sit indhold. grethe meyer design kan ikke opnå dom i overensstemmelse med dens ind hold, og påstanden bør derfor afvises.
  12. ad frifindelse: grethe meyer designs principale, subsidiære og mere subsidiæ re påstand i samt grethe meyer designs principale og subsidiære påstand 2 grethe meyer design påberåber sig de samme anbringender til støtte for både sin på stand 1 og sin påstand
  13. anbringendeme til royal copenhagens frifiridelsespåstande overfor grethe meyer designs påstand 1 og 2 behandles derfor samlet i nærværende af snit
  14. 5.1 skaber af navnet blåkant det skal først og fremmest bemærkes, at hverken grethe meyer eller andre kan siges at have skabt navnet blåkant i rettighedsmæssig forstand. blåkant var ikke et egent ligt navn på tidspunktet for frembringelsen af stellet, men blot en generisk beskrivelse for udsmykningen på stellet. dette er fastslået af patent- og varemærkestyrelsen i styrelsens brev af
  15. oktober 2015 [... bilag 13], hvor patent- og varemærkestyrelsen foreløbigt af slog registreringen af varemærket blåkant, fordi det var beskrivende. dette anerkender grethe meyer design også i afsnittet “sagsøgers andre varemærker” i processkriftl, hvor grethe meyer design omtaler blåkant og hvidpot som beskri vende navne. ovenstående understøttes ligeledes af, at royal copenhagen tidligere havde benyttet be tegnelsen det blåkantede stel for et af sine stel med blå kanter [... bilag 5 og t], idet be tegnelsen blot beskrev, at stellet havde en blå kant. det bestrides desuden, at det var grethe meyer, som fandt på navnet blåkant 61 det af grethe meyer frembragte stel. det er et faktum, at det er royal copenhagen og ikke grethe meyer design som har — — gjort brug af blåkant, hvilket er sket vedvarende og kontinuerligt i en periode på me re end 50 år. det er derfor grethe meyer design, der har bevisbyrden for, at grethe mey er har fundet på blåkant. det gøres gældende, at grethe meyer design ikke har løftet denne bevisbyrde. 32 det skal i den forbindelse bemærkes, at leif lautrup-larsens bog “stentøj” [... bilag 5] ingenlunde dokumenterer, at grethe meyer fandt på navnet blåkant. det kan således ikke udledes af sætningen “grethe ville have, at stellet skulle hedde “blåkan t”, at det var grethe meyer som fandt på navnet, men blot at grethe meyer syntes, at dette var det bedste navn til sit stel ud af flere mulige navne fremlagt af royal copenhagen. royal copenhagen havde således som nævnt ovenfor tidligere benyttet navnet det blåkantede stel [... bilag 5 og i], og det var derfor oplagt at benytte dette navn igen, fordi det af grethe meyer frembragte stel også har blå kanter. selv om grethe meyer måtte ha ve foreslået navnet blåkant er der ikke et selvstændigt indhold heri, der kan retfærdiggø re en eneret, bla, i lyset af det allerede kendte stel-navn, det blåkantede stel. blåmalet porcelæn er i det hele taget centralt for royal copenhagen. i mere end 240 år har hvidt porcelæn med blå maling således været royal copenhagens signatur, lige fra de første mønstre i 1775, arnold kroghs nyfortolkning af musselinønstret i l88oeme, samt de nyere varianter som mega mussel, prinsesse og blå elements. grethe meyer design har endvidere fremlagt tre erklæringer [... bilag 17], som alle er un derskrevet i november
  16. det gøres gældende, at indholdet af disse erklæringer ikke kan tillægges vægt. erklærin gerne er indhentet efter, at parternes stridigheder om varemærket blåi<ant er påbe gyndt. royal copenhagen indleverede således varemærkeansøgningen for blåkant i danmark den
  17. september 2015 [... bilag 11]. den
  18. september 2015 protesterede dorte salicaffis advokat mod denne ansøgning [... bilag i], og først herefter blev erklæringeme indhentet i november
  19. det afvises desuden, at de pågældende erklæringer dokumenterer, at grethe meyer fandt på navnet blåkant. indholdet af erklæringerne udgør således alene andenhåndsviden eller udokumenterede formodninger. det fremgår desuden tydeligt af licensaftalen, som er indgået mellem parteme i 1963 [... bilag 6], at det ikke var grethe meyer selv, som fandt på navnet blåkant. her anven der man således ikke blåkant til at henvise til det af grethe meyer frembragte stel, idet man i stedet omtaler det som “det stel, som de har arbejdet med siden 1961 dette støt “. ter ikke, at det var grethe meyer, der havde navngivet stellet. grethe meyer design har således ikke dokumenteret, at grethe meyer har navngivet stel let. det skal dog bemærkes, at det ikke har betydning, hvem der har fundet på navnet blåkant, når der skal fastlægges, hvem der har rettighederne til varemærket blåkant eller øvrige rettigheder til navnet blåkant, jf. afsnit 5.
  20. 5.2 grethe meyer designs påstand vedrører retten til et navn. det gøres gældende, at der ikke findes en hjemmel i hverken lovgivning, forarbejder, retspraksis eller litteratur til at påberåbe en eneret til et navn, uanset om man har skabt navnet eller ej. grethe meyer design kan således ikke påberåbe en ret til selve navnet blåkant, idet der ikke er tilknyttet en ejendomsret eller en eneret til et navn. undtagelsen hertil vil være, hvis navnet er bundet op på en rettighed, som hjemler, at man kai-i forhindre andre i at bruge navnet. der findes specifikke bestemmelser i særlov 33 givningen, som i særlige tilfælde giver en rettighedshaver eneret til ord og betegnelser, der optræder som navne. disse er: — et varemærke — et ophavsretligt beskyttet værk — en særegen titel — et forretningskendetegn — et selskabsnavn — et efternavn det vil kun kunne blive relevant at tage stilling til, om rettighederne til blåkant til- kommer grethe meyer design (grethe meyer designs påstand 1), og om royal copenha gens varemærke kan udelukkes fra registrering (grethe meyer designs påstand 2), hvis navnet blåkant er bundet op på en af disse rettigheder, og denne rettighed tilkommer grethe meyer design. i processkrift i har grethe meyer design bekræftet, at de alene påstår at have eneret til blåkant med henvisning til, at blåkant udgør en af følgende: - et varemærke - en særegen titel - et forretningskendetegn med henvisning til anbringenderne i nedenstående afsnit 5.3-5.5 gøres det gældende, at sådanne rettigheder ikke tilkommer grethe meyer design. royal copenhagen ska såle des frifindes for grethe meyer designs påstand i og påstand
  21. 5.3 et varemærke, jf.

§ 3, stk.

1, nr. 2, og § 15, stk. 4, nr. 2 det gøres gældende, at grethe meyer, og herved grethe meyer design, ikke har erhver vet ret til varemærket blåkant ved brug før tidspunktet for royal copenhagens an søgningen om registrering af varemærket blåkant. grethe meyer design kan således ikke påberåbe en eneret til det ibrugtagne varemærke blåkant med hjemmel i

§ 3, stk.

i, nr. 2, ligesom royal copenha gens registrering af varemærket ikke kan udelukkes med henvisning til varemærke- lovens § 15, stk. 4, nr. 2. da navnet blåkant blev taget i brug af royal copenhagen i 1960’eme var det beskri vende for egenskaberne ved det af grethe meyer frembragte stel, hvorfor navnet på da værende tidspunkt ikke udgjorde et varemærke, fordi det manglede særpræg. blåkant har således været en generisk beskrivelse for udsmykningen på stellet på tidspunktet for frembringelsen af stellet. blåkant har ikke på dette tidspunkt opfyldt et varemærkes væsentligste funktion, som er oprindelsesfunktionen. det har derimod va remærkeme aluminia og den kongelige porcelainsfabrik, som blev brugt i sammenhæng med navnet blåkant, bl.a. som bundstempler, på emballage og i mar kedsføring. det er således først ved royal copenhagens mangeårige brug, at blåkant har opnået særpræg og er blevet et varemærke, som kommunikerer oprindelse til royal copenha gen. 34 hverken royal copenhagen eller grethe meyer havde således en eneret til navnet blåkant på tidspunktet for underskriften af licensaftalen i 1963 [... bilag 6). skulle no gen kunne gøre en eneret gældende til blåkant, ville det være royal copenhagen, idet det blåkantede stel som nævnt tidligere har været anvendt af royal copenhagen før tids punktet for indgåelsen af aftalen. grethe meyer har således ikke haft en eneret, som hun har kunnet licensere til royal co penhagen, og derfor er retten til navnet blåkant ikke en del af den licenserede gen stand i licensaftalen. det har formodningen imod sig, at royal copenhagen har villet og skullet betale royalty for brugen af et beskrivende navn, som royal copenhagen selv tid ligere havde brugt og som på tidspunktet ikke udgjorde en eneret, og som det derfor stod alle frit for at bruge. særpræg er først opnået ved den efterfølgende brug/indarbejdelse af navnet, og en uregi streret varemærkeret til blåkant er stiftet på det tidspunkt, hvor der var skabt til strækkeligt særpræg gennem brug, jf.

§ 3, stk.

1, nr. 2, jf. stk.

  1. det er et faktum, at det er royal copenhagen og ikke grethe meyer som har gjort — — brug af blåkant, hvilket grethe meyer design ikke bestrider. grethe meyer design har således bevisbyrden for, at brugen og indarbejdelsen af blåkant er sket på vegne af grethe meyer, såfremt grethe meyer design ønsker, at retten skal lægge dette til grund. det gøres gældende, at den uregistrerede varemærkeret til blåkant, som er stiftet på det tidspunkt, hvor der er skabt tilstrækkeligt særpræg gennem brug, tilkommer royal copenhagen. grethe meyer design har ikke løftet bevisbyrden for, at brugen og indarbej delsen af blåkant er sket på vegne af grethe meyer: 5.3.1 brug af blåkant 5.3.1.1 ordlyden af licensaftalerne ordlyden af aftalegrundlaget mellem parteme understøtter ikke grethe meyer designs anbringende om, at brugen af blåkant er sket på vegne af grethe meyer. navnet blåkant er således ikke en del af den licenserede genstand i licensaftalerne, idet begge aftaler i stedet vedrører produktions-og forhandlingsretten til selve stellet: 1963-aftalen [... bilag 6]: ‘tabriken har derved erhvervet produktionsretten...” 2004-aftalen [... bilag 7]: “licensgiver har overdraget til licens tager eneretten til —for hele verden — at fremstille og forhandle følgende af licensgivers design...” på tidspunktet for den første licensaftales indgåelse i 1963 havde hverken royal copen hagen eller grethe meyer en eneret til varemærket blåkant, hvorfor det er naturligt, at varemærket ikke er en del af den licenserede genstand. det undrer til gengæld, at varemærket ikke er en del af den licenserede genstand i licens- aftalen fra 2004, hvis brugen af blåkant rent faktisk var sket på vegne af grethe mey er. 35 det bemærkes for en god ordens skyld, at det er grethe meyers daværende advokat jens gehi fra advokataktieselskab lindh stabell horten, som har udfærdiget licensaftalen fra
  2. dette fremgår af det brevpapir, som aftalen er affattet på samt af fremsendelsesbre vet [... bilag dj. royal copenhagen bærer således ikke risikoen for eventuelle påståede tvetydigheder i denne aftale i henhold til koncipistreglen. 5.3.1.2 forudsætning mellem parterne og aftalefortoikning grethe meyer design gør gældende, at det har været en klar forudsætning mellem par terne, at royal copenhagens brug af blåkant skulle ske på vegne af grethe meyer. dette bestrides. grethe meyer design har ikke godtgjort, at der skulle være tale om en så dan forudsætning fra grethe meyers side, da parterne indgik licensaftalerne i henholds vis 1963 og
  3. og der har under ingen omstændigheder været tale om en har forud sætning, når det ikke er dokumenteret, at forudsætningen har været kendelig for royal copenhagen. forudsætningen kan desuden ikke antages at have været bestemmende for grethe mey ers løfte, idet hun ikke havde en eneret til varemærket blåkant på tidspunktet for ii censaftalens indgåelse i 1963, hvorfor hun ville have afgivet sit løfte, uanset at royal co penhagen ikke havde påtaget sig at indarbejde varemærket på hendes vegne. sidst men ikke mindst er forudsætningen ikke relevant, idet der ikke er grundlag for at pålægge royal copenhagen risikoen for forudsætningssvigt. grethe meyer design gør gældende, at licensaftalerne viser, at det har været en forudsæt ning for samarbejdet mellem royal copenhagen og grethe meyer, at brugen af blåkant skulle ske på vegne af grethe meyer. grethe meyer design henviser i den forbindelse til sætningen “det stel, som de har arbejdet med siden 1961” i licensaftalen fra 1963 i [... bilag 6] samt punkt 12.1 “. . alle rettigheder ved rørende omhandlede produktgruppe går tilbage til grethe meyer i licensaftalen fra 2004 [... bilag 7]. det er korrekt, at grethe meyer skabte stellet betegnet som blåkant, hvorfor det også er naturligt og nødvendigt, at licensaftalen fra 1963 omtaler stellet som grethe meyers stel. heraf kan dog ikke udledes, at det har været forudsat mellem parterne, at brugen af blåkant og indarbejdelsen af særpræg af navnet skulle ske på vegne af grethe meyer. en så vidtgående fortoikning ville medføre, at producentvirksomheders brug af vare mærker anvendt for produkter skabt af eksterne designere, betragtes som sket på vegne af disse designere. i forhold til punkt 12.1 “. . alle rettigheder vedrørende omhandlede produktgruppe går tilbage tit grethe meyer i licensaftalen fra 2004 afvises det ligeledes, at dem-te bestemmelse un derbygger, at det har været en forudsætning for parterne, at royal copenhagens brug af blåkant skulle ske på vegne af grethe meyer. punkt 12.1 i licensaftalen skal således naturligvis læses i sammenhæng med den øvrige del af licensaftalen, herunder licensaftalens punkt 2, hvoraf fremgår, at aftalen vedrører licensering af retten til at fremstille og forhandle visse af grethe meyers stel. det er såle des rettighederne til at fremstille og forhandle stellene, som går tilbage til grethe meyer. der er ikke og kan ikke være tale om, at varemærkerettighederne til blåkant. disse 36 rettigheder har aldrig været overdraget eller licenseret fra grethe meyer til royal copen hagen, hvorfor de i sagens natur ikke kan gå tilbage. de gøres således gældende, at der ikke findes forhold i licensaftaleme, som understøtter, at det har været en forudsætning mellem parterne, at royal copenhagens brug af blåkant skulle ske på vegne af grethe meyer. tilsvarende støtter kommunikationen mellem kreativ direktør hos royal copenhagen, niels bastrup, til dorte salicath ikke, at det har været en forudsætning for samarbejdet mellem royal copenhagen og grethe meyer, at brugen af blåkant skulle ske på vegne af grethe meyer. niels bastrups henvisning til “blå kant” i e-mailen er ikke en henvisning til varemærket blåkant, som ikke engang var registreret på dette tidspunkt, men til stellet kendt un der dette navn. grethe meyer design har endvidere gjort gældende, at det er utænkeligt, at grethe mey er design ville have accepteret, at navnet på stellet skulle tilhøre en anden, idet dette hav de umuliggjort for hende at igangsætte produktionen af stellet andetsteds. dette afvises. for det første har et kendetegn eller et varemærke ingen indvirkning på en designers mulighed for at lancere sit design. for det andet var blåkant som nævnt en generisk betegnelse, som hverken grethe meyer eller royal copenhagen havde eneret til, da parterne indgik licensaftalen i
  4. grethe meyer var således på daværende tids punkt ikke forhindret i, at hun kunne bruge blåkant betegnelsen i forbindelse med igangsættelse af produktionen af stellet andetsteds. det bemærkes, at grethe meyer kun ne indgå licensaftalen med royal copenhagen i 1963 uden at stellet på dette tidspunkt var navngivet, og allerede derfor må det afvises, at produktion kræver et varemærke. tværtimod afvises det, at royal copenhagen ville have accepteret at bruge omfattende tidsmæssige og økonomiske ressourcer på at indarbejde særpræg i et beskrivende navn på vegne af og til fordel for grethe meyer uden at modtage vederlag eller et nedslag i royaltysatsen til gengæld. på baggrund af ovenstående gøres det samlet gældende, at det ikke har været en forud sætning mellem parterne, at brugen af blåkant skulle ske på vegne af grethe meyer. det gøres endvidere gældende, at forudsætningssvigt ikke kan føre til det af grethe mey er design ønskede resultat. 5.3.1.3 naturlig samhørighed grethe meyer design gør endvidere gældende, at der er en naturlig samhørighed mellem stellet og blåkant, som medfører, at brugen er sket på vegne af grethe meyer. dette bestrides. der er ikke støtte i hverken lovtekst, forarbejder, retspraksis eller den juridiske litteratur til at indfortolke en naturlig santhørighed mellem produktdesign og navnet på den markedsførte vare. det er sædvanligt at producenter er indehavere af en række varemærker, som bruges for stel og øvrige produkter, som er designet af tredjemand. brugen af disse varemærker sker imidlertid ikke på vegne af tredjemand, der har skabt produkteme, men på vegne af pro ducentvirksomhedeme. 37 royal copenhagen har således også tidligere brugt det samme varemærke for forskellige stel og herved behandlet varemærket som en særskilt og selvstændig rettighed. grethe meyers opmærksomhed kan således henledes på varemærket liselund, som royal co penhagen første gang brugte for et stel, der blev lanceret i 1930’eme [... bilag
  5. royal copenhagen brugte efterfølgende det samme varemærke for et andet stel, som blev lan ceret i 2000’erne [... bilag k]. dette understøtter, at der ikke er en naturlig samhørighed mellem et produktdesign og dets navn, men i stedet en naturlig samhørighed mellem et varemærke og den virksom hed, som varemærket kommunikerer oprindelse til. på markedet ses ej heller en generel anerkendelse af, at der findes en naturlig samhørig hed mellem et produktdesign og dets navn. til illustration kan fremhæves kâhler design ais, som blandt andet er indehaver af varemærkeregistrering nr. vr 2014 02650, ham mershøi, varemærkeregistrering nr. vr 2016 02470, kaolin, varemærkeregistrering nr. vr 2015 01440, unico, og varemærkeregistrering nr. vr 2015 01351, nobili, i dan mark [... bilag 0]. dette på trods af, at hans-christian bauer har designet de produkter, som markedsføres under varemærket hammershøi, cecilie manz har designet de pro dukter, som markedsføres under varemærket kaolin, anders arhøj har designet de produkter, som markedsføres under varemærket unico, ligesom mette bache og barba ra bendix becker har designet de produkter, som markedsføres under varemærket nobi li {... bilag p). grethe meyer designs bemærkninger vedrørende ildpot og hvidpot understøtter ej heller, at der er en naturlig samhørighed mellem et produktdesign og navnet på den mar kedsførte vare, som fører til, at brugen af navnet på den markedsførte vare tilkommer produktdesigneren. coops brug af hvidpot og grethe meyer designs varemærkeregistrerhig af ildpot er uden relevans i denne sag og kan således ikke tages til indtægt for, at royal copenhagen anerkender, at varemærkerettigheder ikke skal behandles som særskilte og selvstændige rettigheder. der er tale om tre forskellige og selvstændige sager med hver sin varemærkeretlige kvali fikation af de relevante navne og hver sin specifikke omstændighed. i den forbindelse be mærkes det, at royal copenhagen stoppede brugen af hvidpot i 2011, ligesom brugen af ildpot stoppede omkring 1986 [... bilag q]. med materialet i bilag e har royal copenhagen desuden dokumenteret en samhørighed mellem royal copenhagen og varemærket blåkant, idet materialet beviser, at vare- mærket har opnået særpræg ved indarbejdelse. dette betyder, at varemærket kommuni kerer oprindelse til royal copenhagen, idet det opfattes, som royal copenhagens kende- tegn på grund af royal copenhagens omfattende og mangeårige brug. patent- og vare mærkestyrelsens afgørelse [... bilag 14] bekræfter dette. det bemærkes, at patent- og varemærkestyrelsens afgørelse er relevant i forhold til at fastslå, hvorvidt brugen er sket på vegne af grethe meyer eller royal copenhagen. pa tent- og varemærkestyrelsen har netop taget stilling til, om et varemærke opfattes som en virksomheds kendetegn i sin vurdering af, om varemærket har opnået særpræg ved ind arbejdelse. patent- og varemærkestyrelsen har således fundet, at varemærket kommuni kerer oprindelse til royal copenhagen og ikke til grethe meyer idet det opfattes, som — — royal copenhagens kendetegn. 3$ grethe meyer design anerkender, at patent- og varemærkestyrelsen med sin afgørelse har taget stilling til, at den fremlagte dokumentation viser en tilstrækkelig forbindelse mellem varemærket blåkant og royal copenhagen. grethe meyer design gør dog gældende, at patent- og varemærkestyrelsens afgørelse ik ke kan tillægges betydning i nærværende sag, fordi styrelsen ikke har været bekendt med de nærmere omstændigheder omkring brugen af blåkant, herunder licensaftaler ne. i den forbindelse skal det bemærkes, at patent- og varemærkestyrelsen udmærket kendte til de nærmere omstændigheder i sagen, herunder licensaftalerne, da de den
  6. septem ber 2016 træf afgørelse om, at varemærket havde opnået særpræg ved indarbejdelse. det te skyldes, at dorte salicaths advokat, michael nathan, havde fremsendt en redegørelse over de nærmere omstændigheder samt licensaftalerne i sit brev til patent- og varemær kestyrelsen den
  7. september 2015 [... bilag i]. patent- og varemærkestyrelsens havde således kendskab til licensaftaleme og kunne i øvrigt slet ikke nå til sin afgørelse om et registrere blåkant som royal copenhagens varemærke, hvis den mente, at mærket kommunikerer oprindelse til grethe meyer og ik ke til royal copenhagen. på baggrund af ovenstående gøres det samlet gældende, at der ikke findes en naturlig samhørighed mellem varemærket blåkant og grethe meyer, som medfører, at brugen af blåkant skulle ske på vegne af grethe meyer. 5.3.1.4 brugen af grethe meyers navn grethe meyer design gør desuden gældende, at royal copenhagens brug af grethe mey ers navn medfører, at brugen af varemærket blåkant er sket på vegne af grethe mey er. grethe meyer design henviser til, at grethe meyer nævnes flere steder i det dokumenta tionsmateriale [... bilag e], som royal copenhagen har indleveret til patent- og vare mærkestyrelsen for at dokumentere indarbejdelse af varemærket blåkant. det er korrekt, at royal copenhagen visse steder (45 sider ud af i alt 348 siders dokumen tationsmateriale) er har brugt grethe meyers navn i forbindelse med markedsføringen af blåkant stellet. dette betyder ikke, at royal copenhagens brug af varemærket blåkant skulle være sket på vegne af grethe meyer. tværtimod er det helt sædvanligt, at en licenstager i hen hold til en design- eller ophavsretslicens informerer sine kunder om, hvem der har lavet de designs, som licenstager sælger, selvom de sælges under licenstagers varemærke. der er intet odiøst i angivelsen af en sådan information, selvom der er knyttet en vis goodwill til brugen af licensgivers navn, idet licenstager har betalt for at kunne producere og sælge netop licensgivers design, jf. også ovenfor i afsnit 5.3.1.3, hvor kåhler design ais’ brug af designeres navne fremhæves [... bilag p]. royal copenhagen stiller sig uforstående overfor grethe meyer designs anbringende om, at en sådan brug af en designers navn ikke er kutyme for spisestel. der skal i den forbin delse henvises til det udvalg af markedsføringsmateriale samt emballage, som royal co penhagen har fremlagt [... bilag f]. dette materiale dokumenterer, at øvrige designeres navne også citeres i forbindelse med markedsføringen af øvrige stel i royal copenhagens 39 sortiment. det skal særligt fremhæves, at karen kjældgård-larsen samt anja vang kragh er nævnt i forbindelse med markedsføringen af henholdsvis blå mega og flora i blandt andet royal copenhagens årskatalog fra 2015 på trods af, at grethe meyer design anfører det modsatte. grethe meyer design påstår desuden, at licensaftalen fra 2004 [... bilag 7] understøtter, at brugen af varemærket blåkant er sket på vegne af grethe meyer. det gøres gældende, at det ikke kan udledes af aftalen, at brugen af blåkant er sket på vegne af grethe meyer. de relevante bestemmelser er punkt 8.3 “... brochure og andet satgsmateriale skal forelægges licensgiver til udtalelse forinden frykning finder sted” samt punkt 8.4 “licensgivers navn grethe meyer skat være anført i forbindelse med markedsføring afproduk terne, herunder ved enhver offentlig omtale, satgsmesse, udstilling mv.”. sådanne bestemmel ser fremgår af en række af royal copenhagens licensaftaler med øvrige designere vedrø rende disse designeres designs, uden at dette medfører, at det varemærke, som anvendes for de pågældende designs, anses for brugt på vegne af designerne. som eksempel frem lægges to licensaftaler [... bilag gi, som er indgået mellem royal copenhagen og øvrige designere, hvor lignende klausuler fremgår. royal copenhagen har desværre ikke mulig hed for at fremlægge yderligere aftaler på grund af fortrolighedsklausuler i de pågælden de aftaler. det er sædvanligt, at bestemmelser svarende til dem i punkt 8.3 og punkt 8.4 indsættes i licensaftaler om design- eller ophavsrettigheder. designere og ophavsmænd ønsker at sikre, at deres navn bliver nævnt i forbindelse med markedsføringen af deres designs el ler værker, ligesom en licenstager i henhold til en design- eller ophavsretslicens ønsker at benytte designernes eller ophavsmændenes navne i markedsføringsmateriale. afslutningsvist skal det bemærkes, at royal copenhagens egne virksomhedsnavne altid nævnes i royal copenhagens markedsføringen af blåkant stellet samt i den faglit terære omtale, de i avisannoncer og artikler samt i udskrifteme fra auktionshuses hjem mesider [... bilag e]. royal copenhagens navn nævnes i hele materialet, hvorimod gret he meyers navn oftest ikke nævnes. der er således sket brug af varemærket blåkant på royal copenhagens egne vegne ved royal copenhagens omfattende salg og markedsføring af blåkant stellet. 5.3.1.5 øvrige dokumenter det bemærkes desuden, at der ikke findes øvrige dokumenter i sagen, som understøtter, at grethe meyer skulle opnå en uregistreret varemærkeret til blåkant på baggrund af royal copenhagens brug af varemærket. tværtimod underbygger dorte salicaths testamente [... bilag 3 og 18] samt udlodnings meddelelse fra bobestyrer michael nathan [... bilag 19], at grethe meyer ikke har været indehaver af en uregistreret varemærkeret til blåkant, idet disse dokumenter alene omtaler grethe meyers rettigheder, som designrettigheder og ophavsretlige rettigheder, hvilket varemærket blåkant ikke kan anses for at være. havde grethe meyer opnået en uregistreret varemærkeret til blåkant, som var gået i arv til dorte salicath, ville det have været relevant at råde overdenrie i dorte salicaths testamente, hvilket ikke er sket. 5.3.2 indarbejdelse af blåkant 40 såfremt retten på trods af ovenstående måtte finde, at brugen af blåkant er sket på vegne af grethe meyer, gøres det gældende, at grethe meyer design ikke har dokumen teret, at varemærket har opnået særpræg ved indarbejdelse. blåkant er en generisk beskrivelse for udsmykningen på det af grethe meyer frem- bragte stel. dette er fastslået af patent- og varemærkestyrelsen i styrelsens brev af
  8. ok tober 2015 [... bilag 13], hvor patent- og varemærkestyrelsen foreløbigt afslog registrerin gen af varemærket blåkant. såfremt grethe meyer design skal kunne påberåbe en eneret til varemærket blåkant, skal det have opnået særpræg ved den påståede indarbejdelse på vegne af grethe meyer, idet selve brugen af blåkant de facto ikke er tilstrækkelig til at stifte en varemærkeret, hvis varemærket mangler særpræg, jf.

§ 3, stk.

2. det er i den forbindelse ikke afgørende, hvad parterne har aftalt eller ikke aftalt. det af gørende er i stedet, om den relevante omsætningskreds eller en væsentlig del af den rele vante omsæfrtingskreds opfatter varemærket som grethe meyers kendetegn. royal copenhagen har fremlagt omfattende dokumentation til patent- og varemærkesty relsen [... bilag e], som beviser, at royal copenhagen har indarbejdet varemærket, idet varemærket blåkant kommunikerer oprindelse til royal copenhagen og opfattes som royal copenhagens kendetegn. patent-og varemærkestyrelsen har bekræftet dette og an ført følgende [... bilag 14]: “dette begrundet ved, at det indsendte materiale viser en kan tinuerlig massiv varemærke- retlig brug af mærket fra indehaver selv i en periode på omkring 50 år (prislister, faktura er, omsætning, kataloger og reklamer). ligeledes viser materialet, at tredjemand ofte har omtalt mærket blåkant varemærkeretligt med henvisning til indehaver (avisartikler, ak tionshuse og i litterære værker)” (vores fremhævninger). patent- og varemærkestyrelsens afgørelse er således udtryk for, at varemærket blåkant er egnet til at identificere de pågældende varer, som hidrørende fra en be stemt virksomhed, og dermed til at adskille varerne fra andre virksomheder, herunder grethe meyer design. varemærket opfylder således et varemærkes vigtigste funktion, nemlig oprindelsesfunktionen, idet det giver den relevante omsætningskreds mulighed for at skelne mellem varer fra royal copenhagen og varer fra andre virksomheder, fordi det fortæller, at de relevante varer stammer fra royal copenhagen. det gøres således gældende, at denne dokumentation ikke ligeledes beviser, at blåkant kommunikerer oprindelse til grethe meyer, ligesom den ikke beviser, at blåkant opfattes som grethe meyers kendetegn. tilstedeværelsen af grethe meyers navn visse steder i dokumentationen (45 sider ud af i alt 348 siders dokumentationsmateriale) er således på ingen måde tilstrækkelig til, at va remærket opfattes som grethe meyers kendetegn, hvorfor varemærket ikke har opnået særpræg ved den påståede indarbejdelse på vegne af grethe meyer i danmark. det gøres således gældende, at grethe meyer design ikke har løftet bevisbyrden for, at varemærket blåkant er blevet indarbejdet på vegne af grethe meyer, idet blåkant ikke kommunikerer oprindelse til grethe meyer, ligesom det ikke opfattes som grethe meyers kendetegn. en afgørelse om det modsatte vil være uforeneligt med patent- og va remærkestyrelsens afgørelse. 41 det bemærkes, at bundstemplet under blåkant stellet ligeledes understøtter, at blåkant er indarbejdet på vegne af royal copenhagen, idet bundstemplet direkte hen viser til royal copenhagen. 5.3.3 konklusion på baggrund af ovenstående gøres det samlet gældende, at grethe meyer design ikke kan påstå eneret til varemærket blåkant (påstand 1), fordi grethe meyer ikke har stif tet en varemærkeret ved ibrugtagning, jf.

§ 3, stk.

1, nr. 2, jf. stk. 3. grethe meyer design kan derfor heller ikke forhindre royal copenhagens registrering af varemærket blåkant med henvisning til

§ 15, stk.

4, nr, 2 (påstand 2), idet grethe meyer design ikke har erhvervet ret til et identisk varemærke før tids punktet for royal copenhagens ansøgning om registrering af varemærket blåkant. 5.4 en særegen titel, jf.

§ 14, nr.

5 i ovenstående afsnit 5.3 er det fastslået, at grethe meyer, og herved grethe meyer design, ikke har opnået en eneret til varemærket blåkant. allerede derfor må retten afvise at anvende

regler om registreringshindring. grethe meyer design gør imidlertid ligeledes gældende, at blåkant udgør en særegen titel på et kunstnerisk værk, og at grethe meyer design har eneret til den særegne titel. det gøres heroverfor gældende, at blåkant ikke udgør en særegen titel på et kunstne risk værk, hvorfor grethe meyer design ikke kan påberåbe en eneret til blåkant (på stand 1), ligesom royal copenhagens registrering af varemærket ikke kan udelukkes med henvisning til

514, nr. 5 (påstand 2). 5.4.1 værksbegrebet i den forbindelse skal det først og fremmest bemærkes, at grethe meyer design ikke har løftet bevisbyrden for, at grethe meyer designs stel er et kunstnerisk værk, som er be skyttet i henhold til ophavsretsloven, jf. ophavsretslovens 5 1. betaling af royalty for brugen af stellet dokumenterer således ikke, at steldelene udgør ophavsretligt beskyttede værker, idet der ofte indgås licensaftaler med royaltybetaling, som vedrører øvrige rettigheder end ophavsrettigheder, herunder licensaftaler om de signrettigheder. ligeledes må grethe meyer designs anbringende om, at henvisningen til kunstnerloven i licensaftalen fra 1963 [... bilag 6] samt henvisningen til ophavsretten i licensaftalen fra 2004 [... bilag 7j medfører, at stellet er et ophavsretligt beskyttet værk, afvises. det frem går således af punkt 4.1 i licensaftalen fra 2004, at grethe meyer ikke indestår for, at stel let er ophavsretligt beskyttet. grethe meyer designs komplette stel kan ikke udgøre et kunstnerisk værk, som kan til deles ophavsretlig beskyttelse. dette skyldes, at det består af enkelte steldele, hvorfor det er de enkelte steldeles værkshøjde, som skal vurderes. stellet består af simpelt udformede brugsgenstande så som kopper og tallerkner som i — — vidt omfang har en teknisk funktion, disse steldele bygger desuden på allerede kendte principper, idet der på tidspunktet for grethe meyers frembringelse af stellet, fandtes stel 42 med samme grundform [... bilag u] samt stel med en blå kant [... bilag v]. grethe meyer design nævner endvidere selv, at “stellet er ganske simpelt i sin udformning”. følgende fremgår desuden af bogen “dansk design 1945-1975” af lars dybdahl [... bilag ej: “der er derfor ikke gjort forsøg på at finde frem til “nye former som bekendt er den dybe — tallerken opfundet for lang tid siden det rum- og pladsøkonomiske princip, der var om “. drejningspunktet for grethe meyer i hendes arbejde med blåkant, konkretiserede sig også i udnyttelsen af enkelte geometriske grundfigurer som cirklen og kvadratet, cylinderen og kuben...” det er almindeligt anerkendt, at retspraksis nægter beskyttelse af brugsgenstande, som bygger på allerede kendte principper, jf. u 1968.576 h, hvor en biblioteksreol ikke fandtes beskyttet, idet flertallet udtalte, at reolen ikke adskilte sig fra andre reoltyper, som var kendt før frembringelsen af biblioteksreolen. på derme baggrund gøres det gældende, at de enkelte steldele i grethe meyers stelikke udgør kunstneriske værker, som er beskyttet i henhold til ophavsretslovens § 1, hvorfor royal copenhagens registrering af varemærket blåkant allerede af denne grund ikke kan udelukkes med henvisning til

§ 14, nr.

5. 5.4.2 særegen titel endvidere gøres det gældende, at varemærket blåkant ikke består af en bestanddel, som kan opfattes som en særegen titel på en andens kunstneriske værk. i henhold til den juridiske litteratur er en særegen titel efter

§ 14, nr.

5, et usædvanligt eller ualmindeligt forekommende navn eller ord. blåkant kan ikke anses som et usædvanligt eller ualmindeligt navn, idet det består af ordene ‘blå’ og ‘kant’, som tilsammen og hver for sig mangler særpræg, idet de alene beskriver, at kanten på det omhandlede stel er blå. i stævningen anfører grethe meyer design selv, at det i sagen omhandlede stel har fået sit navn blåkant “fra den tynde, blå linje afglasur, der er påført hver enkel del “. at blåkant er beskrivende understøttes også af, at royal copenhagen tidligere selv har brugt navnet det blåkantede stel for et stel med en blå kant. det er endvidere direkte fastslået af patent- og varemærkestyrelsen i deres brev af 19. oktober 2015 [... bilag 13], hvor patent- og varemærkestyrelsen foreløbigt afslog registreringen af varemærket blåkant. det synes uforeneligt med denne afgørelse om, at blåkant i varemærke- retlig henseende mangler særpræg, at det samtidig skulle være en særegen titel. det faktum, at patent- og varemærkestyrelsen efterfølgende har anerkendt, at varemær ket blåkant har opnået særpræg ved royal copenhagens indarbejdelse af varemærket [... bilag 14], medfører ikke, at blåkant er blevet en særegen titel. der er således ikke hjemmel i hverken bestemmelsens forarbejder, besternmelsens ordlyd eller retspraksis vedrørende bestemmelsens anvendelse til at anvende reglerne om indarbejdelse af sær præg i

§ 13, stk.

3, analogt på

§ 14, nr.

5. en analog anvendelse af reglerne om indarbejdelse af særpræg vil således være yderst vidtgående 43 og uden et retligt fundament. varemærkeretligt særpræg gennem mere end 50 år kan så ledes ikke med tilbagevirkende kraft gøre noget almindeligt til en særegen titel. det bemærkes i den forbindelse, at det synes absurd, at royal copenhagens omfattende og mangeårige brug af varemærket skulle medføre, at grethe meyer design med hjem mel i

§ 14, nr.

5, kunne forhindre, at varemærket blev registreret, idet det ikke er grethe meyers fortjeneste, at varemærket har opnået særpræg ved indarbej delse. dem-’e fortjeneste tilkommer royal copenhagen, hvorfor varemærkeregistreringen heller ikke kan siges uhjemtet at indeholde en særegen titel. ligeledes kan den mangeåri ge markedsføring af salg af grethe meyers stel under navnet blåkant siges at indehol de en implicit hjemmel til denne brug. blåkant er således fortsat ikke en særegen titel, idet det ikke er et usædvanligt eller ualmindeligt forekommende navn eller ord. blåkant har desuden været benyttet som varemærke for en række produkter: husholdningsredskaber samt beholdere; bordservice; spises tel; teservicer [bordservice]; kaffeservi cer [bordservice]; fade og tallerkner; drikkekrus; skate og terriner; kander og krukker; sukkersktile; peberbøsser; saltbøsser; blomstervaser; fajancevarer og porcetænsvarer (husholdnings- og køkken- redskaber). ingen af disse produkter har nogensinde båret titlen blåkant, idet de i stedet er blevet kaldt ved deres varenummer, jf. [... bilag e]. blåkant har således ikke været brugt som titlen på et kunstnerisk værk, men som et kendetegn for en serie af varer. varemærket blåkant har således ikke været tiltænkt som titlen på de pågældende pro dukter, men derimod et navn som blev valgt og siden brugt som kommerciel betegnelse for produkterne. varemærket blåkant består derfor ikke af en bestanddel, som kan opfattes som en titel på en andens kunstneriske værk. dette understøttes af ankenævnet for patent og vare mærkers afgørelse an 2016 00010, hvor patent-og varemærkestyrelsen fandt, at vare- mærket juno ikke var en særegen titel på et ophavsretligt beskyttet værk, idet varemær ket var brugt for en serie af senge, som hver især havde individuelle titler, herunder tit lerne “model 2” samt “seng ii”. det gøres desuden gældende, at indholdet af en særegen titel i et varemærke ikke kan an ses for uhjemlet, hvis det er indehaveren af varemærket og ikke ophavsmanden til det — kunstneriske værk som har valgt titlen. i den forbindelse fastholdes det, at grethe mey — er design ikke har løftet bevisbyrden for, at hun har valgt, at stellet skulle hedde blåkant. på baggrund af ovenstående gøres det samlet gældende, at grethe meyer design ikke kan påstå eneret til blåkant, fordi det ikke udgøre en særegen titel på et kunstnerisk værk, ligesom grethe meyer design heller ikke kan forhindre royal copenhagens regi strering af varemærket blåkant med henvisning til

§ 14, nr.

5. 5.5 et forretningskendetegn, jf. markedsføringslovens § 22, jf.

§ 15, stk.

4, nr. 2 i ovenstående afsnit 5.3 og 5.4 er det fastslået, at grethe meyer, og herved grethe meyer design, ikke har opnået en eneret til varemærket blåkant eller en særegen titel. 44 grethe meyer design gør imidlertid ligeledes gældende, at blåkant udgør et forret ningskendetegn, som grethe meyer design har eneret til (påstand 1), og at dette forret ningskendetegn kan udelukke royal copenhagens registrering af varemærket blåkant med henvisning til

§ 15, stk.

4, nr. 2 (påstand 2). bedømmelsen af, hvorvidt blåkant udgør et forretningskendetegn skal foretages i overensstemmelse med markedsføringslovens § 22. det gøres gældende, at grethe meyer design ikke kan påstå at have eneret til forretnings- kendetegnet blåkant (påstand 1), ligesom grethe meyer design ikke kan forhindre royal copenhagens registrering af varemærket blåkant med henvisning til markeds føringslovens § 22, jf.

§ 15, stk.

4, nr. 2 (påstand 2). dette skyldes, at grethe meyer design ikke har løftet bevisbyrden for, at retten til forret ningskendetegnet blåkant tilkommer grethe meyer design. ligesom et varemærke beskyttes forrefrtingskendetegn i henhold til markedsføringslo vens § 22 således alene, såfremt det har iboende særpræg, eller det ved indarbejdelse se nere har opnået særpræg. forretningskendetegnet blåkant har som nævnt ovenfor ikke iboende særpræg. desu den er det royal copenhagen og ikke grethe meyer der har indarbejdet blåkant — — på det danske marked, jf. afsnit 5.1-5.3.grethe meyer design kan således ikke påberåbe en ret til forretningskendetegnet blåkant, idet denne ret tilkommer royal copenha gen. 5.6 registrering i strid med god markedsforingsskik, jf. markedsføringslovens § 3 det bemærkes, at markedsføringslovens § 3 ikke hjemler en adgang til at påberåbe en eneret til et navn, ligesom den ikke hjemler adgang til at udelukke andres registrering af et varemærke. allerede af denne grund skal royal copenhagen frifindes for grethe mey er designs påstand 1 og påstand

  1. det gøres dog gældende, at royal copenhagens registrering af varemærket blåkant ikke er sket i strid med god markedsføringsskik. royal copenhagen er af den klare over bevisning, at rettighederne til varemærket blåkant ifikommer royal copenhagen, idet varemærket har opnået særpræg ved indarbejdelse på grund af royal copenhagens om fattende og mangeårige brug af varemærket, jf. afsnit 5.
  2. 5.7 særligt vedrørende grethe meyer designs påstand 2 5.7.1 grethe meyer designs principale påstand 2 om overdragelse af varemærket grethe meyer designs principale påstand 2 lyder, at royal copenhagen skal tilpligtes at overdrage den danske varemærkeregistrering nr. vr 2017 00351, blåkant, til grethe meyer design. til støtte for påstanden henviser grethe meyer design til, at en domæneindehaver kan filpligtes at overdrage et domæne, som er registreret i strid med domænelovens regler. 45 det er korrekt, at en domæneindehaver blandt andet kan tilpligtes at overføre et domæ nenavn, som er registreret i strid med internetdomænelovens regler, jf. domænelovens §
  3. en sådan pligt er imidlertid ikke hjemlet i varemærkeloven. i stedet fremgår det af vare mærkelovens § 28, at en varemærkeregistrering skal ophæves, hvis varemærket er registre ret i strid med

regler, herunder

§ 15, stk.

4, nr. 2 og § 14, nr.

  1. det fremgår derimod ikke af varemærkeloven, at en varemærkeindehaver kan tilpligtes at overføre et varemærke, og lovgiver har således ikke ønsket at indsætte en sådan hjem mel. en analog anvendelse af internetdomænelovens regler om overførsel vil være yderst vidtgående og uden et retligt fundament. det er således uhjemlet, at grethe meyer design på grund af en overdragelse af vare mærkeregistreringen opnår eneret til varemærket blåkant, som oprindeligt blev afvist på grund af manglende særpræg, uden at have dokumenteret at varemærket har opnået særpræg ved indarbejdelse og herved opfattes som grethe meyers kendetegn i stedet for royal copenhagens kendetegn. det fastholdes i den forbindelse, at det af royal copen hagen fremlagte materiale [... bilag ej dokumenterer, at varemærket blåkant kommu nikerer oprindelse til royal copenhagen og opfattes som royal copenhagens kendetegn —og ikke grethe meyers kendetegn, jf. afsnit 5.
  2. det vil endvidere være uhjemlet, hvis grethe meyer design på grund af en overdragelse af varemærkeregistreringen opnår eneret til varemærket blåkant, hvis retten alene har fundet at royal copenhagens registrering af varemærket strider med

§ 14, nr.

5, idet denne bestemmelse alene giver grethe meyer design eneret til en særegen titel og ikke et varemærke. det samme gør sig gældende, hvis retten alene har fundet, at royal copenhagens registrering af varemærket strider mod

§ 15, stk.

4, nr. 2, fordi grethe meyer design har erhvervet ret til et forretningskendetegn og ikke et varemærke. registreringen af varemærket blåkant er som nævnt heller ikke sket i strid med mar kedsføringslovens § 3, men selv hvis den var, hjemler denne bestemmelse ikke adgang til at få et varemærke overdraget. det gøres således samlet gældende, at selv hvis retten måtte finde, at varemærket blåkant er registreret i strid med

og markedsføringslovens regler, har grethe meyer design ikke hjemmel til at kræve varemærket blåkant overdraget til sig. 5.7.2 grethe meyer designs subsidiære påstand 2 om sletning af varemærket blåkant det fastholdes, at registreringen af varemærket blåkant ikke er sket i strid med vare mærkelovens § 15, stk. 4, nr. 2 og § 14, nr. 5, hvorfor royal copenhagen ikke er forpligtet til at slette varemærket blåkant fra registrering, jf.

§ 28

. registreringen af varemærket blåkant er som nævnt heller ikke sket i strid med mar kedsføringslovens § 3, men selv hvis den var, hjemler denne bestemmelse ikke adgang til at udelukke andres registrering af et varemærke. 46 sø- og handeisrettens begrundelse og resultat grethe meyer designs principale påstand i er for uklar til at kunne danne grundlag for en domskonklusion og må derfor afvises. den subsidiære o

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.