højesterets kendelse afsagt onsdag den 31. maj 2017 sag 261/2016 anklagemyndigheden mod t1 og t2 (advokat michael juul eriksen, beskikket for begge) og t3 (advokat henrik høpner, beskikket) i tidliger

§ 10d eller principperne heri.

de har herved henvist til begrundelsen for byrettens kendelse. de har endvidere anført, at udlevering vil være i strid med

§ 10h, stk.

2, jf. den europæiske menneskerettighedskonventions artikel

1. de har herved henvist til de foreliggende oplysninger om de umenneskelige afsoningsforhold i rumæn- ske fængsler og til, at udtalelsen af
2. juli 2016 fra de rumænske myndigheder bekræf- ter, at standarden ikke lever op til de krav, som følger af den europæiske menneskeret- tighedskonvention og menneskerettighedsdomstolens praksis på området. t1 og t2 har yderligere gjort gældende, at en udlevering vil være i strid med artikel 6 og artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. subsidiært har t1, t2 og t3 gjort gældende, at udlevering bør betinges af, at de overfø- res til danmark med henblik på fuldbyrdelse af eventuel idømt fængselsstraf, jf. udleve- ringslovens § 10 b, stk.
3. anklagemyndigheden har anført navnlig, at betingelserne for at afslå den europæiske ar- restordre i medfør af

§ 10d ikke er opfyldt.

anklagemyndigheden har i den forbindelse henvist til de grunde, der fremgår af landsrettens kendelse af 6. juli 2016. betingelserne for afslag i medfør af

§ 10h, stk.

2, er heller ikke op- fyldt. de rumænske myndigheder har taget kritikken, der tidligere er fremført af fæng- selsforholdene i landet, til sig, og man har forøget kapaciteten og forbedret forholdene. der må lægges afgørende vægt på de oplysninger og garantier, der fremgår af udtalelsen af

1. juli 2016 fra de rumænske myndigheder, således som landsretten også har gjort ved sin kendelse af
2. august
3. det er herefter med rette, at landsretten har lagt til grund, at der ikke er reel fare for, at de pågældende vil blive udsat for umenneskelig el- ler nedværdigende behandling, hvis udlevering finder sted, og danmark er derfor for- pligtet til at udlevere dem i henhold til udleveringsloven og rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre. indsigelserne om overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonventions arti- kel 6 og artikel 8 er også uholdbare. - 3 - efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder, herunder navnlig den grove ka- rakter af den grænseoverskridende kriminalitet, der er tale om, og de pågældendes til- knytning til rumænien, er der ikke grundlag for at betinge en udlevering af, at de over- føres til danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel idømt frihedsstraf i med- før af

§ 10

b. retsgrundlaget bestemmelserne i

§ 10d og § 10 h, stk.

2, har følgende ordlyd: ”§ 10 d. udlevering kan ikke finde sted, når den, der søges udleveret, her i landet eller i en anden medlemsstat i den europæiske union er dømt eller frifundet for den samme strafbare handling. tilsvarende gælder, hvis den, der søges udleveret, her i landet er be- nådet for handlingen. udlevering kan endvidere afslås, hvis den, der søges udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i en stat uden for den europæiske union. uanset at den pågældende er dømt for den samme strafbare handling, kan udlevering dog kun af- slås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten. stk. 2. er tiltale mod den pågældende frafaldet her i landet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt. udlevering kan endvidere afslås, hvis påtale er opgivet og betingelserne for at omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er opfyldt. stk. 3. udlevering til strafforfølgning kan afslås, hvis der her i landet er indledt retsfor- følgning mod den pågældende for den handling, for hvilken der søges udlevering, og retsforfølgning på grund af handlingens karakter, den pågældendes tilknytning til dan- mark og omstændighederne i øvrigt findes at skulle gennemføres her i landet. § 10 h. … stk. 2. udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigen- de behandling eller straf.” bestemmelserne blev indsat ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 i forbindelse med de æn- dringer af udleveringsloven, der var nødvendige for danmarks opfyldelse af rådet for den europæiske unions rammeafgørelse om den europæiske arrestordre mv. en euro- pæisk arrestordre indeholder dels en anmodning om anholdelse og varetægtsfængsling med henblik på udlevering, dels en anmodning om udlevering. i bemærkningerne til lovforslaget hedder det bl.a. (folketingstidende 2002-03, tillæg a, lovforslag nr. l 168, s. 4284 og s. 4297: ”almindelige bemærkninger 1. indledning … 1.3. den gældende udleveringslov indeholder ikke en udtrykkelig bestemmelse om, at udlevering ikke må ske i strid med danmarks internationale menneskeretlige forplig- telser, herunder f.eks. den europæiske menneskerettighedskonvention. disse forplig- telser gælder imidlertid fuldt ud – også uden en sådan udtrykkelig bestemmelse. udle- - 4 - vering kan således f.eks. ikke ske, hvis udleveringen ville være i strid med artikel 6 i den europæiske menneskerettighedskonvention om retten til en retfærdig rettergang. rammeafgørelsen indebærer ingen ændringer af danmarks forpligtelser til at overholde de grundlæggende rettigheder og principper, der bl.a. følger af den europæiske men- neskerettighedskonvention. i lyset af den udtrykkelige bestemmelse i præamblen til rammeafgørelsen om forbud mod udlevering til tortur har justitsministeriet fundet det naturligt at indsætte en be- stemmelse, der præciserer, at udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende be- handling eller straf. … 4. justitsministeriets overvejelser … 4.1.1. forholdet til den europæiske menneskerettighedskonvention det fremgår af rammeafgørelsens præambelbetragtning nr. 12 og artikel 1, stk. 3, at reg- lerne i rammeafgørelsen er fastsat under iagttagelse af de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, som fremgår af artikel 6 i traktaten om den europæiske union (teu). efter artikel 6 i teu bygger unionen på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstats- princippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til fælles. det følger end- videre af bestemmelsen, at unionen respekterer de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske menneskerettighedskonvention, og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle prin- cipper for fællesskabsretten. lovforslag indebærer således ingen ændringer af danmarks forpligtelse til at overholde de grundlæggende rettigheder og principper, der bl.a. følger af den europæiske menne- skerettighedskonvention. i præambelbetragtning nr. 13 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre mv. er anført, at personer ikke må udleveres til en stat, hvor der er alvorlig risiko for, at de vil blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behand- ling eller straf. … i lyset af denne udtrykkelige bestemmelse i præamblen til rammeafgørelsen samt de indkomne høringssvar har justitsministeriet fundet det naturligt at indsætte en bestem- melse, der præciserer, at udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare for, at den på- gældende vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende be- handling eller straf. der henvises herved til de foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 2 (om udlevering til stater uden for

1. eu)og § 10 h, stk. 2 (om udlevering til eu-medlemssta- ter).” den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3 har følgende ordlyd: - 5 - ”artikel 3. ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.” artikel 4 i den europæiske unions charter om grundlæggende rettigheder har følgende ordlyd: ”artikel 4 ingen må underkastes tortur, ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling el- ler straf.” af rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om pro- cedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (2002/584/ria) fremgår bl.a. føl- gende: ”rådet for den europæiske union har – … ud fra følgende betragtninger: … 6) den europæiske arrestordre, som denne rammeafgørelse omhandler, er den første ud- møntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse, som det europæiske råd har udråbt til en ”hjørnesten” i det retlige samarbejde. … 10) ordningen med den europæiske arrestordre er baseret på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne. anvendelsen af den kan kun suspenderes i tilfælde af, at en medlems- stat groft og vedvarende overtræder de principper, der er fastlagt i artikel 6, stk. 1, i traktaten om den europæiske union, hvilket skal fastslås af rådet i henhold til samme traktats artikel 7, stk. 1, med de følger, der er fastsat i stk. 2 i samme artikel. … 12) denne rammeafgørelse respekterer de grundlæggende rettigheder og principper, som er anerkendt i artikel 6 i traktaten om den europæiske union, og som afspejles i den europæiske unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig kapitel vi. … 13) personer må ikke overføres, udsendes eller udleveres til en stat, hvor der er alvorlig risiko for, at de vil blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller ned- værdigende behandling eller straf. … vedtaget følgende rammeafgørelse: kapitel 1 almindelige principper artikel 1 - 6 - definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre 1. den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det for- mål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende for- anstaltning. 2. medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne ramme- afgørelse. 3. denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er define- ret i artikel 6 i traktaten om den europæiske union. … kapitel 2 overgivelsesprocedure … artikel 15 afgørelse om overgivelse 1. den fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om overgivelse af den på- gældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørel- se. 2. hvis den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at de oplysninger, den udsteden- de medlemsstat har fremsendt, ikke er tilstrækkelige til, at den kan træffe afgørelse om overgivelsen, anmoder den om straks at få de nødvendige supplerende oplysninger, navnlig i forbindelse med artikel 3-5 og 8, og kan fastsætte en tidsfrist for fremsendel- sen af disse oplysninger under hensyn til nødvendigheden af at overholde fristerne i ar- tikel 17. 3. den udstedende judicielle myndighed kan til enhver tid fremsende supplerende nyt- tige oplysninger til den fuldbyrdende judicielle myndighed.” eu-domstolens dom af 5. april 2016 i de forenede sager c-404/15 (pál aranyosi) og c- 659/15 ppu (robert căldăraru) angår fuldbyrdelse af europæiske arrestordrer om hen- holdsvis strafforfølgning i ungarn af en ungarsk statsborger og staffuldbyrdelse i ru- mænien af en rumænsk statsborger. dommen er afsagt efter præjudiciel forelæggelse af spørgsmål fra en tysk domstol, der skulle tage stilling til fuldbyrdelsen af de to arrestor- drer. i dommen hedder det bl.a.: 76. rammeafgørelsen har således med indførelsen af en ny forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for at have over- trådt strafferetten, til formål at lette og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af til- lid, der skal være mellem medlemsstaterne (jf. domme melloni, c-399/11, eu:c:2013:107, præmis 37, f., c-168/13 ppu, eu:c:2013:358, præmis 35, og lanigan, c-237/15 ppu, eu:c:2015:474, præmis 28). - 7 - 77. princippet om gensidig anerkendelse, som er grundlaget for ordningen for den eu- ropæiske arrestordre, er i sig selv baseret på, at der mellem medlemsstaterne her- sker en gensidig tillid til, at deres respektive nationale retsordener er i stand til at yde den samme effektive beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, som er an- erkendt på eu-plan, og navnlig i chartret (jf. i denne retning dom f., c-168/13 ppu, eu:c:2013:358, præmis 50, og analogt for så vidt angår civilretligt samar- bejde dom aguirre zarraga, c-491/10 ppu, eu:c:2010:828, præmis 70). 78. både princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne og princippet om gen- sidig anerkendelse er af grundlæggende betydning i eu-retten, idet de muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser. mere specifikt pålæg- ger princippet om gensidig tillid, bl.a. for så vidt angår et område med frihed, sik- kerhed og retfærdighed, hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder eu-retten og navnlig de i denne ret anerkendte grundlæggende ret- tigheder (jf. i denne retning udtalelse 2/13, eu:c:2014:2454, præmis 191). 79. på det af rammeafgørelsen regulerede område er princippet om gensidig anerken- delse, der udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde, således som det bl.a. fremgår af sjette betragtning til rammeafgørelsen, udmøntet i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, i henhold til hvilken medlemsstaterne i princippet har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre (jf. i denne retning dom lanigan, c-237/15 ppu, eu:c:2015:474, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis). 80. det følger heraf, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kun kan nægte at fuld- byrde en sådan arrestordre af de – udtømmende opregnede – obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i rammeafgørelsens artikel 3, eller fakulta- tive grunde til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i rammeafgørelsens artikel 4 og 4a. desuden kan den europæiske arrestordres fuldbyrdelse kun underlægges de betingelser, der er udtømmende fastsat i rammeafgørelsens artikel 5 (jf. i denne retning dom lanigan, c-237/15 ppu, eu:c:2015:474, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis). 81. i denne sammenhæng bemærkes, at det i tiende betragtning til rammeafgørelsen hedder, at anvendelsen af ordningen for den europæiske arrestordre kun kan suspenderes i tilfælde af, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de værdier, der omhandlet i artikel 2 teu, og i overensstemmelse med proceduren i artikel 7 teu. 82. ikke desto mindre forholder det sig for det første således, at domstolen har aner- kendt, at der kan gøres indskrænkninger i princippet om gensidig anerkendelse og princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne »under helt særlige om- stændigheder« (jf. i denne retning udtalelse 2/13, eu:c:2014:2454, præmis 191). 83. for det andet kan rammeafgørelsen, som det fremgår af dens artikel 1, stk. 3, ikke indebære nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder, således som de er defineret bl.a. i chartret. … - 8 - 88. det følger heraf, at når den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat råder over oplysninger, der dokumenterer en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling af frihedsberøvede personer i den udstedende med- lemsstat målt efter normen for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved eu-retten og navnlig ved chartrets artikel 4 (jf. i denne retning dom melloni, c-399/11, eu:c:2013:107, præmis 59 og 63, samt udtalelse 2/13, eu:c:2014:2454, præmis 192), skal myndigheden vurdere, om denne risiko fore- ligger, når den træffer afgørelse om overgivelse af en person omfattet af en euro- pæisk arrestordre til myndighederne i den udstedende medlemsstat. fuldbyrdelsen af en sådan arrestordre må således ikke føre til en umenneskelig eller nedværdi- gende behandling af den pågældende. 89. ved denne vurdering skal den fuldbyrdende judicielle myndighed først og frem- mest basere sig på objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysnin- ger om de forhold for frihedsberøvede, der hersker i den udstedende medlemsstat, og som påviser reelle mangler, der er systemiske eller generelle, eller som berører visse persongrupper eller visse centre for frihedsberøvede. disse oplysninger kan bl.a. fremgå af internationale retsafgørelser, såsom den europæiske menneskeret- tighedsdomstols domme, den udstedende medlemsstats retsafgørelser samt afgø- relser, rapporter og andre dokumenter, der udarbejdes af organerne i europarådet eller af fn-organer. 90. i denne forbindelse fremgår det af den europæiske menneskerettighedsdomstols praksis, at emrk’s artikel 3 pålægger myndighederne i den stat, på hvis område en frihedsberøvelse finder sted, en positiv forpligtelse til at sikre sig, at enhver fange frihedsberøves under forhold, der garanterer respekten for den menneske- lige værdighed, at den måde, hvorpå foranstaltningen fuldbyrdes, ikke påfører den berørte person så stor nød eller så store prøvelser, at den grad af lidelse, som u- undgåeligt er forbundet med enhver frihedsberøvelse, overskrides, og at fangens helbred og velfærd sikres på en passende måde under hensyn til praktiske fæng- selsmæssige krav (jf. den europæiske menneskerettighedsdomstols dom i sagen torreggiani m.fl. mod italien, sag nr. 43517/09, 46882/09, 55400/09, 57875/09, 61535/09, 35315/10, og 37818/10, af 8.1.2013, § 65). 91. imidlertid kan en konstatering af, at der foreligger en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling på grund af de generelle forhold under frihedsbe- røvelse i den udstedende medlemsstat, ikke som sådan føre til et afslag på at fuld- byrde en europæisk arrestordre. 92. når en sådan risiko er konstateret, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed dernæst også foretage en konkret og præcis vurdering af, om der er vægtige grun- de til at antage, at vedkommende løber denne risiko på grund af de forhold under dennes frihedsberøvelse, som kan påregnes i den udstedende medlemsstat. 93. den omstændighed, at der foreligger oplysninger, som vidner om mangler, der er systemiske eller generelle, eller som berører visse persongrupper eller visse centre for frihedsberøvede, ved forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende med- lemsstat, indebærer således ikke nødvendigvis i sig selv, at den berørte person i en - 9 - konkret sag vil blive udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling, såfremt vedkommende overgives til denne medlemsstats myndigheder. 94. med henblik på at sikre overholdelsen af chartrets artikel 4 i en konkret sag, hvor en person er omfattet af en europæisk arrestordre, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed, som stilles over for objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajour- førte oplysninger, som vidner om, at der foreligger sådanne mangler, derfor prøve, om der efter omstændighederne i den foreliggende sag er vægtige grunde til at an- tage, at vedkommende efter sin overgivelse til den udstedende medlemsstat løber en reel risiko for i denne medlemsstat at blive udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling i denne artikels forstand. 95. med henblik herpå skal nævnte myndighed i medfør af rammeafgørelsens artikel 15, stk. 2, anmode den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat om straks at få de nødvendige supplerende oplysninger vedrørende de forhold, hvor- under det påregnes at frihedsberøve den berørte person i denne medlemsstat. … 98. kan den fuldbyrdende judicielle myndighed, henset til de oplysninger, der er af- givet i medfør af rammeafgørelsens artikel 15, stk. 2, samt alle øvrige oplysnin- ger, som denne myndighed har til rådighed, konstatere, at der foreligger en reel ri- siko for, at den person, som er omfattet af den europæiske arrestordre, bliver udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i denne doms præmis 94, skal fuldbyrdelsen af denne arrestordre udsættes, men kan ikke opgives (jf. analogt dom lanigan, c-237/15 ppu, eu:c:2015:474, præmis 38). … 103. såfremt det på baggrund af de oplysninger, som den fuldbyrdende judicielle myn- dighed har modtaget fra den udstedende judicielle myndighed, kan afvises, at der foreligger en reel risiko for, at den berørte person gøres til genstand for en umen- neskelig eller nedværdigende behandling i den udstedende medlemsstat, skal den fuldbyrdende judicielle myndighed inden for de i rammeafgørelsen fastsatte frister træffe sin afgørelse vedrørende den europæiske arrestordres fuldbyrdelse, uden at dette berører den pågældende persons mulighed for, når vedkommende er blevet overgivet, at udnytte de retsmidler i den udstedende medlemsstats retsorden, som giver denne mulighed for i givet fald at anfægte lovligheden af forholdene under sin frihedsberøvelse i et fængsel i denne medlemsstat (jf. i denne retning dom f., c-168/13 ppu, eu:c:2013:358, præmis 50). 104. det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at de forelagte spørgsmål skal besvares med, at rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, artikel 5 og artikel 6, stk. 1, skal fortolkes således, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, som stilles over for objektive, pålidelige, præcise og behørigt ajourførte oplysninger, som vidner om, at der ved forholdene under frihedsberøvelse i den udstedende medlemsstat foreligger mangler, der er systemiske eller generelle, eller som berører visse per- songrupper eller visse centre for frihedsberøvede, skal foretage en konkret og præcis prøvelse af, om der er alvorlige grunde til at antage, at en person, som er omfattet af en europæisk arrestordre udstedt med henblik på retsforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf, på grund af forholdene under sin frihedsberøvelse i - 10 - denne medlemsstat løber en reel risiko for at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling som omhandlet i chartrets artikel 4 i tilfælde af over- givelse til nævnte medlemsstat. med henblik herpå skal den anmode om supple- rende oplysninger fra den udstedende judicielle myndighed, der skal meddele dis- se oplysninger inden for den i anmodningen fastsatte frist, efter om fornødent at have anmodet om bistand fra den eller en af de centrale myndighed(
2. er)i den ud- stedende medlemsstat som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 7. den fuldbyr- dende judicielle myndighed skal udsætte sin afgørelse vedrørende den berørte per- sons overgivelse, indtil den får supplerende oplysninger, som giver denne mulig- hed for at afvise, at der foreligger en sådan risiko. såfremt det ikke inden for en rimelig frist kan afvises, at der foreligger en sådan risiko, skal myndigheden be- slutte, om overgivelsesproceduren bør bringes til ophør.” det fremgår af den europæiske menneskerettighedsdomstols praksis, at udlevering kan indebære en overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3, hvis den pågældende i givet fald vil blive udsat for en behandling, som er i strid med ar- tikel 3 i det land, som vedkommende udleveres til, jf. således f.eks. menneskeret- tighedsdomstolens dom af 7. juli 1989 (soering mod england, nr. 14038/88). i dommen hedder det bl.a.: ”89. what amounts to "inhuman or degrading treatment or punishment" depends on all the circumstances of the case... furthermore, inherent in the whole of the convention is a search for a fair balance between the demands of the general interest of the commu- nity and the requirements of the protection of the individual’s fundamental rights. as movement about the world becomes easier and crime takes on a larger international di- mension, it is increasingly in the interest of all nations that suspected offenders who flee abroad should be brought to justice. conversely, the establishment of safe havens for fugitives would not only result in danger for the state obliged to harbour the protectted person but also tend to undermine the foundations of extradition. these considerations must also be included among the factors to be taken into account in the interpretation and application of the notions of inhuman and degrading treatment or punishment in ex- tradition cases. 90. it is not normally for the convention institutions to pronounce on the existence or otherwise of potential violations of the convention. however, where an applicant claims that a decision to extradite him would, if implemented, be contrary to article 3 (art. 3) by reason of its foreseeable consequences in the requesting country, a departure from this principle is necessary, in view of the serious and irreparable nature of the alle- ged suffering risked, in order to ensure the effectiveness of the safeguard provided by that article (art. 3)… 91. in sum, the decision by a contracting state to extradite a fugitive may give rise to an issue under article 3 (art. 3), and hence engage the responsibility of that state under the convention, where substantial grounds have been shown for believing that the per- son concerned, if extradited, faces a real risk of being subjected to torture or to inhuman or degrading treatment or punishment in the requesting country. the establishment of such responsibility inevitably involves an assessment of conditions in the requesting country against the standards of article 3 (art. 3) of the convention. nonetheless, there is no question of adjudicating on or establishing the responsibility of the receiving coun- - 11 - try, whether under general international law, under the convention or otherwise. in so far as any liability under the convention is or may be incurred, it is liability incurred by the extraditing contracting state by reason of its having taken action which has as a di- rect consequence the exposure of an individual to proscribed ill-treatment.” den europæiske menneskerettighedsdomstol har den 20. oktober 2016 afsagt dom i sa- gen muršić mod kroatien (nr. 7334/13). i dommen, der er en storkammerafgørelse og angår spørgsmål om krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonventions ar- tikel 3 som følge af de fængselsforhold, den pågældende havde været undergivet i kroa- tien, hedder det bl.a.: ”c. the court’s assessment 1. introductory remarks 91. the court is frequently called upon to rule on complaints alleging a violation of ar- ticle 3 of the convention on account of insufficient personal space allocated to priso- ners. in the present case, the court finds it appropriate to clarify the principles and stan- dards for the assessment of the minimum personal space per detainee in multi-occupan- cy accommodation in prisons under article 3 of the convention. 92. the court would further note that different questions might arise in the context of single-occupancy accommodation, isolation or other similar detention regimes, or wait- ing rooms or similar spaces used for very short periods of time (such as police stations, psychiatric establishments, immigration detention facilities), which are however not in issue in the present case (see paragraph 50 above; and georgia v. russia (
3. i)[gc], no. 13255/07, §§ 192-205, echr 2014 (extracts)). 93. the matter of prison overcrowding in multi-occupancy accommodation was one of the issues considered by the grand chamber in the idalov v. russia case ([gc], no. 5826/03, §§ 96-102, 22 may 2012). it has also been addressed in several pilot and lead- ing judgments in which the court has already indicated specific aspects related to the assessment of the problem of prison overcrowding, and the duty of the states to address the deficiencies identified by the court in these judgments. 94. in particular, the court has so far adopted pilot judgments addressing the question of prison overcrowding in respect of the following states: bulgaria (see neshkov and oth- ers v. bulgaria, nos. 36925/10, 21487/12, 72893/12, 73196/12, 77718/12 and 9717/13, 27 january 2015); hungary (see varga and others, cited above); italy (see torreggiani and others, cited above); poland (see orchowski v. poland, no. 17885/04, 22 october 2009; and norbert sikorski v. poland, no. 17599/05, 22 october 2009); and russia (see ananyev and others, cited above), 95. the court has also addressed the question of prison overcrowding by indicating the necessity of improving conditions of detention under article 46 of the convention in leading judgments with regard to the following states: belgium (see vasilescu v. bel- gium, no. 64682/12, 25 november 2014); greece (see samaras and others v. greece, no. 11463/09, 28 february 2012; tzamalis and others v. greece, no. 15894/09, 4 de- cember 2012; and al. k. v. greece, no. 63542/11, 11 december 2014); romania (see iacov stanciu v. romania, no. 35972/05, 24 july 2012); slovenia (see mandić and jović - 12 - v. slovenia, nos. 5774/10 and 5985/10, 20 october 2011; and štrucl and others v. slo- venia, nos. 5903/10, 6003/10 and 6544/10, 20 october 2011); and the republic of mol- dova (see shishanov v. the republic of moldova, no. 11353/06, 15 september 2015). 2. recapitulation of the relevant principles (
4. a)general principles 96. article 3 of the convention enshrines one of the most fundamental values of demo- cratic society. it prohibits in absolute terms torture or inhuman or degrading treatment or punishment, irrespective of the circumstances and the victim’s behaviour (see, for example, labita v. italy [gc], no. 26772/95, § 119, echr 2000-iv; and svinarenko and slyadnev v. russia [gc], nos. 32541/08 and 43441/08, § 113, echr 2014 (ex- tracts)). 97. ill-treatment must attain a minimum level of severity if it is to fall within the scope of article 3. the assessment of this minimum is relative; it depends on all the circum- stances of the case, such as the duration of the treatment, its physical and mental effects and, in some cases, the sex, age and state of health of the victim (see, among other au- thorities, ireland v. the united kingdom, 18 january 1978, § 162, series a no. 25; jal- loh v. germany [gc], no. 54810/00, § 67, echr 2006-ix; idalov, cited above, § 91; and also, kalashnikov v. russia, no. 47095/99, § 95, echr 2002-vi). 98. ill-treatment that attains such a minimum level of severity usually involves actual bodily injury or intense physical or mental suffering. however, even in the absence of these, where treatment humiliates or debases an individual, showing a lack of respect for or diminishing his or her human dignity, or arouses feelings of fear, anguish or infe- riority capable of breaking an individual’s moral and physical resistance, it may be cha- racterised as degrading and also fall within the prohibition of article 3 (see, among oth- er authorities, idalov, cited above, § 92; and also, pretty v. the united kingdom, no. 2346/02, § 52, echr 2002-iii; ananyev and others, cited above, § 140; varga and others, cited above, § 70). indeed, the prohibition of torture and inhuman or degrading treatment or punishment is a value of civilisation closely bound up with respect for hu- man dignity (see bouyid v. belgium [gc], no. 23380/09, § 81, echr 2015). 99. in the context of deprivation of liberty the court has consistently stressed that, to fall under article 3, the suffering and humiliation involved must in any event go beyond that inevitable element of suffering and humiliation connected with detention. the state must ensure that a person is detained in conditions which are compatible with respect for human dignity, that the manner and method of the execution of the measure do not subject him or her to distress or hardship of an intensity exceeding the unavoidable level of suffering inherent in detention and that, given the practical demands of imprison- ment, his or her health and well-being are adequately secured (see kudła v. poland [gc], no. 30210/96, §§ 92-94, echr 2000-xi; idalov, cited above, § 93; svinarenko and slyadnev, cited above, § 116; mozer v. the republic of moldova and russia [gc], no. 11138/10, § 178, echr 2016; and also, valašinas v. lithuania, no. 44558/98, § 102, echr 2001-viii; and ananyev and others, cited above, § 141). 100. even the absence of an intention to humiliate or debase a detainee by placing him or her in poor conditions, while being a factor to be taken into account, does not con- - 13 - clusively rule out a finding of a violation of article 3 of the convention (see, inter alia, peers v. greece, no. 28524/95, § 74, echr 2001-iii; mandić and jović, cited above, § 80; iacov stanciu, cited above, § 179; and generally under article 3, svinarenko and slyadnev, cited above, § 114, and bouyid, cited above, § 86). indeed, it is incumbent on the respondent government to organise its penitentiary system in such a way as to en- sure respect for the dignity of detainees, regardless of financial or logistical difficulties (see, amongst many others, mamedova v. russia, no. 7064/05, § 63, 1 june 2006; or- chowski, cited above, § 153; neshkov and others, cited above, § 229; and varga and others, cited above, § 103). 101. when assessing conditions of detention, account has to be taken of the cumulative effects of these conditions, as well as of specific allegations made by the applicant. the length of the period during which a person is detained in the particular conditions has also to be considered (see, amongst many others, idalov, cited above, § 94; and also or- chowski, cited above, § 121; torreggiani and others, cited above, § 66; and ananyev and others, cited above, § 142). (
5. b)principles concerning prison overcrowding 102. the court notes that the relevant principles and standards for the assessment of pri- son overcrowding flowing from its case-law in particular concern the following issues:

§ 10d eller § 10 h, stk.

2, sammenholdt med den europæiske menneskerettighedskon- ventions artikel 3 og den europæiske unions charter om grundlæggende rettigheder ar- tikel

1. der er endvidere spørgsmål om, hvorvidt udlevering vil være i strid med men- neskerettighedskonventionens artikel 6 eller artikel
2. hvis betingelserne for udlevering er opfyldt, skal der tages stilling til, om udlevering skal betinges af vilkår om, at de pågældende overføres til danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf i medfør af

§ 10b, stk.

1.

§ 10

d, herunder princippet om ”ne bis in idem” af de grunde, der er anført af landsretten i kendelsen af

1. juli 2016, tiltræder højeste- ret, at der ikke er grundlag for at nægte udlevering af t1, t2 og t3 i medfør af udleve- ringslovens § 10 d. den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 og artikel 8 højesteret finder, at der ikke er fremkommet oplysninger, som giver anledning til at for- mode, at straffesagen i rumænien mod t1, t2 og t3 vil få et forløb, som vil krænke deres rettigheder i henhold til menneskerettighedskonventionens artikel
2. herefter, og da en udlevering heller ikke kan antages at indebære et uproportionalt indgreb i de på- gældendes familieliv i strid med artikel 8, tiltræder højesteret, at en udlevering ikke kan nægtes med den begrundelse, at den vil være i strid med disse bestemmelser.

§ 10h, stk.

2, spørgsmålet om krænkelse af eu-chartrets artikel 4 og den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3 efter

§ 10h, stk.

2, må udlevering ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenne- skelig eller nedværdigende behandling eller straf. bestemmelsen skal fortolkes i over- ensstemmelse med eu-chartrets artikel 4 og menneskerettighedskonventionens artikel

1. eu-domstolen har i sin dom af
2. april 2016 i de forenede sager c-404/15 (pál arany- osi) og c-659/15 ppu (robert căldăraru) fastslået, at princippet om gensidig anerken- delse, som er grundlaget for ordningen for den europæiske arrestordre, er baseret på, at der mellem medlemsstaterne hersker en gensidig tillid til, at deres respektive nationale retsordener er i stand til at yde den samme effektive beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, som er anerkendt på eu-plan. af dommen fremgår endvidere, at princippet om gensidig anerkendelse og gensidig tillid mellem medlemsstaterne er af grundlæg- gende betydning i eu-retten, idet disse principper muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser. princippet om gensidig anerkendelse betegnes som en ”hjørnesten” i det retlige samarbejde. som udgangspunkt kan risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling på grund af de generelle forhold under frihedsberøvelse i den eu-medlemsstat, som har fremsat anmodning om udlevering, derfor ikke føre til afslag på at fuldbyrde en europæisk arrestordre, men alene til anmodning om suppleren- de oplysninger fra den pågældende stat med henblik på at sikre sig imod en sådan risi- ko. - 28 - i overensstemmelse med eu-domstolens dom har østre landsret foranlediget supple- rende oplysninger om de forventede fængselsforhold for t1, t2 og t3 tilvejebragt fra det rumænske justitsministerium. af det rumænske justitsministeriums udtalelse, der er citeret i landsrettens kendelse af
3. august 2016, fremgår bl.a., at t1, t2 og t3 efter udlevering til strafforfølgning mest sandsynligt vil blive indsat i arad-fængslet. om pladsforholdene i dette fængsel er det oplyst, at der pr.
4. juli 2016 blev registreret en overbelægningsgrad på 177 % i for- hold til den lovmæssige kapacitet på 144 beregnet på grundlag af 4 m2 pr. person. der er herudover redegjort for øvrige forhold, herunder belysning, ventilation, sanitære for- hold, gårdture, idrætsfaciliteter mv. såfremt de pågældende bliver idømt fængselsstraf- fe, vil de efter en karantæne- og observationsperiode, som varer ca. 21 dage, mest sand- synligt skulle afsone deres straf i bacau-fængslet. pr.
5. juli 2016 havde dette fængsel i alt 419 indsatte, og belægningsgraden var på 134 % i forhold til den lovmæssige kapaci- tet på 312 beregnet på grundlag af 4 m2 pr. person. også for dette fængsel er der i udta- lelsen redegjort for øvrige afsoningsforhold. på den baggrund har den rumænske krimi- nalforsorg – såfremt t1, t2 og t3 i sidste instans idømmes en frihedsstraf til afsoning i et fængsel – garanteret, at de vil afsone deres straf i bacau-fængslet eller i en anden en- hed under dette fængsel, som vil sikre dem 2-3 m2 personligt rum, inklusiv seng og til- hørende møbler. den europæiske menneskerettighedsdomstol har i dom af
6. oktober 2016 i sagen muršić mod kroatien (nr. 7334/13, storkammerafgørelse) præciseret sin praksis vedrø- rende pladsforhold i fængsler. i dommen udtales bl.a., at der er en stærk formodning for, at den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3 er krænket, hvis en indsat har mindre end 3 m2 personligt rum til rådighed, og at denne stærke formodning nor- malt kun kan afkræftes, hvis en række kumulative betingelser er opfyldt, herunder at begrænsningen i forhold til et krævet minimumsareal på 3 m2 er ”short, occasional and minor”, jf. præmis
7. i dommens præmisser 151-153 fastslog domstolen, at det for- hold, at en indsat i en periode på 27 dage kun havde haft 2,62 m2 personligt rum til rå- dighed, i sig selv var tilstrækkeligt til at konkludere, at den pågældende havde været ud- sat for nedværdigende behandling i strid med konventionens artikel
8. udtalelsen fra det rumænske justitsministerium er afgivet den
9. juli 2016 og dermed forud for, at den europæiske menneskerettighedsdomstol afsagde dommen i sagen muršić mod kroatien. på den baggrund finder højesteret, at der inden endelig stillingtagen til, om en udleve- ring vil være i strid med

§ 10h, stk.

2, bør indhentes en fornyet udta- lelse fra de rumænske myndigheder om de forhold, som t1, t2 og t3 efter en eventuel udlevering vil blive anbragt under, jf. artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelsen om den euro- pæiske arrestordre. sagen udsættes herefter på, at anklagemyndigheden i lyset af den europæiske menne- skerettighedsdomstols dom af

1. oktober 2016 indhenter en fornyet udtalelse fra de ru- mænske myndigheder om de forhold, der kan påregnes under frihedsberøvelse af t1, t2 og t3, såfremt de udleveres til rumænien. - 29 - spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling afgøres særskilt. thi bestemmes: sagen udsættes med frist til den
2. marts 2017 på, at anklagemyndigheden indhenter en fornyet udtalelse fra de rumænske myndigheder om de forhold, der kan påregnes under frihedsberøvelse af t1, t2 og t3, såfremt de udleveres til rumænien.” supplerende sagsfremstilling ved særskilt kendelse af
3. marts 2017 tiltrådte højesteret, at betingelserne for fortsat vare- tægtsfængsling af t1, t2 og t3 – henset til sigtelsernes karakter og til de pligter, der følger af artikel 12 og artikel 17, stk. 5, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre – var op- fyldt, jf.

§ 18b, stk.

2, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr.

1. under hensyn til varetægtsfængslingens hidtidige varighed, til de pågældendes tilknytning til danmark og til, at de ikke var domfældt i sagen, fandt højesteret imidlertid, at varetægtsfængslingen af t1, t2 og t3 ikke burde opretholdes, men at deres tilstedeværelse i stedet burde sikres ved mindre indgribende foranstaltninger i form af deponering af pas hos politiet, hvilket de på- gældende havde givet samtykke til, jf. retsplejelovens §
2. t1, t2 og t3 blev herefter løs- ladt mod deponering af deres pas hos politiet. justitsministeriet rettede efter højesterets kendelse af
3. februar 2017 henvendelse til det rumænske justitsministerium med henvisning til den europæiske menneskerettighedsdom- stols dom af
4. oktober 2016 i sagen muršić mod kroatien (7334/13, storkammerafgørelse) og anmodede om yderligere oplysninger om varetægts- og afsoningsforholdene for t1, t2 og t3, såfremt de udleveres til strafforfølgning i rumænien. de rumænske myndigheder har af- givet udtalelser herom af
5. marts 2017 og
6. marts
7. udtalelsen af
8. marts 2017, der er udarbejdet af en afdeling under det rumænske indenrigs- ministerium, vedrører t1, t2 og t3s forhold under tilbageholdelse og varetægtsfængsling som led i straffesagen. i udtalelsen hedder det: ”i art. 108 i lov nr. 254/2013 hedder det: ”tilbageholdelse og varetægtsfængsling som led i straffesager finder sted i centre for tilbageholdelse og varetægtsfængsling”. de fri- hedsberøvede personer indlogeres under iagttagelse af princippet om opdeling efter køn og alder, herunder voksne eller mindreårige. - 30 - centrene for tilbageholdelse og varetægtsfængsling, som hører under det rumænske politis generalinspektorat, sikrer udøvelse af de rettigheder, som er fastsat i den straffe- retlige lovgivning. eftersom det er retten i arad, der har udstedt de europæiske arrestordrer, vil de oven- nævnte personer mest sandsynligt fuldbyrde de frihedsberøvende foranstaltninger i cen- tret for tilbageholdelse og varetægtsfængsling, som hører under politiinspektoratet i am- tet timiş. hvis de pågældende personer udleveres til de rumænske myndigheder i henri coandă-lufthavnen i bukarest, vil de blive midlertidigt indsat i et af centrene for tilba- geholdelse og varetægtsfængsling, som hører under politidirektoratet i bukarest, hvoref- ter de vil blive overført til centret for tilbageholdelse og varetægtsfængsling, som hører under politiinspektoratet i amtet timiş. hvis de frihedsberøvede personer - indtil de bliver overført - i henhold til art. 107 i lov nr. 254/2013 fuldbyrder varetægtsfængslingen i et center, som hører under politidirekto- ratet i bukarest, vil de blive indsat i centret for tilbageholdelse og varetægtsfængsling nr. 1 i den selvstændige enhed for tilbageholdelse og varetægtsfængsling. ved modtagelse i centret vil de blive gjort bekendt med de i loven fastsatte rettigheder, forpligtelser og forbud, som de underkastes, og de vil blive undersøgt af det lægelige personale, som betjener centrene. i hele den periode, hvor de er indsat, vil de modtage gratis lægelig assistance. i centret for tilbageholdelse og varetægtsfængsling nr. 1 vil hver af de frihedsberøvede personer blive indlogeret på et værelse på 9,18 m2 (eksklusive badeværelsets areal) med 3 pladser. de vil således blive indlogeret på værelser, der som et minimum sikrer et per- sonligt rum på 3 m2, inklusive seng og tilhørende møbler. på værelserne findes enkeltsenge med madras og tilhørende udstyr samt møbler til brug for både opbevaring af personlige ejendele og indtagelse af måltider. der er på værel- serne mulighed for udluftning og dagslys. alt efter vejret opvarmes værelserne ved air- condition-installationer og/eller radiatorer, således at der på værelserne sikres en god temperatur. de frihedsberøvede personer har løbende adgang til rindende vand og sanitære installa- tioner. til hvert værelse hører et badeværelse (med håndvask, toilet og bruser), som er adskilt fra selve værelset for at sikre den fornødne intimitet til den personlige hygiejne. de frihedsberøvede personer kan i henhold til loven gå tur i fri luft og gennemføre pro- grammer for psykologisk bistand. hvad angår rengøring og hygiejne skal det her nævnes, at der foretages desinfektion, bekæmpelse af insekter og bekæmpelse af skadedyr i generelle aktioner (en gang i kvar- talet hvad angår bekæmpelse af insekter og en gang hver
9. måned hvad angår bekæm- pelse af skadedyr) og punktuelt, efter anmodning fra de frihedsberøvede personer. maden til de frihedsberøvede personer kommer fra bucureşti rahova-fængslet, der ser- veres 3 måltider om dagen, og maden er tilpasset de frihedsberøvede personers medicin- - 31 - ske/religiøse behov. der sikres det nødvendige antal kalorier om dagen, sådan som det er fastsat i den gældende lovgivning. i centret for tilbageholdelse og varetægtsfængsling, som hører under amtspolitiinspek- toratet timiş, vil de pågældende personer forblive indlogeret, indtil lovligheden af og baggrunden for den forebyggende foranstaltning er blevet prøvet i henhold til bestem- melserne i art. 348, stk. 2, i lovbogen om strafferetspleje sammenholdt med bestem- melserne i art. 207, stk. 2-4, i lovbogen om strafferetspleje, hvorefter de straks i hen- hold til art. 260, stk. 1, litra a), i regeringens beslutning nr. 157/2016 vil blive overført til fængsler, der hører under den nationale kriminalforsorg, de pågældende personer vil blive indlogeret på et værelse med et areal på 12,47 m2 (eksklusive badeværelse), som har tre pladser. de vil således blive indlogeret på værel- ser, der sikrer et personligt rum på mindst 3 m2 inklusive seng og tilhørende møbler. ved modtagelse i centret vil de blive gjort bekendt med de i loven fastsatte rettigheder, forpligtelser og forbud, som de underkastes, og de vil blive undersøgt af det lægelige personale, som betjener centrene. i hele den periode, hvor de er indsat, vil de modtage gratis lægelig assistance. det værelse, hvor de vil blive indlogeret på, indeholder enkeltsenge, madras, udstyr og møbler til indtagelse af måltider (borde og stole i plast). de frihedsberøvede personer har løbende adgang til rindende vand og sanitære installa- tioner. til hvert værelse hører et badeværelse (med håndvask, toilet og bruser), som er adskilt fra selve værelset for at sikre den fornødne intimitet til den personlige hygiejne. der er på værelserne mulighed for udluftning og dagslys. der er en god temperatur, og der findes både air condition-installationer og radiatorer. maden til de frihedsberøvede personer kommer fra timiş-fængslet, der serveres 3 mål- tider om dagen, og maden er tilpasset de frihedsberøvede personers medicin- ske/religiøse behov. der sikres det nødvendige antal kalorier om dagen, sådan som det er fastsat i den gældende lovgivning. de frihedsberøvede personer kan i henhold til loven gå tur i fri luft og gennemføre pro- grammer for psykologisk bistand. hvad angår rengøring og hygiejne skal det her nævnes, at der foretages desinfektion, bekæmpelse af insekter og bekæmpelse af skadedyr i generelle aktioner (en gang i kvar- talet hvad angår bekæmpelse af insekter og en gang hver
10. måned hvad angår bekæm- pelse af skadedyr) og punktuelt, efter anmodning fra de frihedsberøvede personer. såfremt der under fuldbyrdelse af den forebyggende foranstaltning i de to centre opstår faktorer, som ikke kan forvaltes af centrenes administration, vil der blive truffet beslut- ning om, at de pågældende personer overføres til andre centre for tilbageholdelse og va- retægtsfængsling i nærheden uden på den måde at forstyrre det normale forløb af straf- fesagen, idet der dér vil blive sikret dem lignende fængselsforhold. - 32 - hvad angår nationale eller internationale procedurer eller internationale kontrolmeka- nismer af fængselsforholdene, skal vi her nævne, at de rumænske centre for tilbagehol- delse og varetægtsfængsling giver adgang til kontrolorganer, som fungerer på grundlag af internationale traktater og konventioner, rumænien har underskrevet, med henblik på, at disse kontrolorganer evaluerer fængselsforholdene. endvidere har folkets advokat (en institution af ombudsmandtypen med generel kom- petence, hvis formål er varetagelse af fysiske personers rettigheder og friheder i forhold til de offentlige myndigheder) mulighed for at efterse overholdelse af de rettigheder og afsoningsforhold, der sikres frihedsberøvede personer i centrene for tilbageholdelse og varetægtsfængsling, som hører under det rumænske politis generalinspektorat.” udtalelsen af
11. marts 2017, der er udarbejdet af den nationale kriminalforsorg i rumæni- en, vedrører forholdene under afsoning af eventuel straf. af udtalelsen fremgår følgende ved- rørende t1, t2 og t3: ”i betragtning af, af de tre ovennævnte personer sidder i fængsel på basis af en eu- ropæisk arrestordre, som er udstedt mod dem af retten i arad, vil de, såfremt de overføres til rumænien, blive i politiets varetægt, indtil efterforskningen er afslut- tet, og der er rejst tiltale imod dem, eftersom den nationale kriminalforsorg - i henhold til protokol indgået mellem det rumænske politis generalinspektorat og den nationale kriminalforsorg i medfør af lov nr. 302/2004 om internationalt retligt samarbejde i straffesager med senere ændringer og lov nr. 254 af den
12. juli 2013 om fuldbyrdelse af frihedsstraffe og frihedsberøvende foranstaltninger besluttet af de judicielle myndigheder under straffesager - fra ledsagende repræ- sentanter for centret for internationalt politisamarbejde overtager personer, der er overført fra udlandet, og mod hvem der er udstedt ordre om fuldbyrdelse af fæng- selsstraf eller beslutninger om internering i opdragelsescentre eller indsættelse i arresthuse eller fængsler. i henhold til lov nr. 254 af
13. juli 2013 om fuldbyrdelse af frihedsstraffe og fri- hedsberøvende foranstaltninger besluttet af de judicielle myndigheder under straf- fesager og ordre nr. 432/c af
14. februar 2010 vedrørende godkendelse af instruk- ser om navneregistrering af og statistik over frihedsberøvede personer, som befin- der sig i den nationale kriminalforsorgs afdelinger, samt i henhold til fællespro- cedure nr. p.o.018 vedrørende modtagelse i fængsel, løsladelse, afhøring i fæng- sel og afhentning i fængsel med henblik på efterforskning af frihedsberøvede per- soner, finder modtagelse af frihedsberøvede personer i fængsler, arresthuse eller opdragelsesinstitutioner sted på grundlag af et retsgyldigt dokument om fængs- ling, herunder en kendelse om varetægtsfængsling, en kendelse om afsoning af fængselsstraffen, herunder straffen på livstid, eller en endelig beslutning om inter- nering. i henhold til art. 107 og art. 108 i lov nr. 254 af
15. juli 2013 om fuldbyrdelse af frihedsstraffe og frihedsberøvende foranstaltninger besluttet af de judicielle myn- digheder under straffesager fuldbyrdes beslutninger om tilbageholdelse og vare- - 33 - tægtsfængsling under straffesager i centre for tilbageholdelse og varetægtsfængs- ling, som hører under indenrigsministeriet. i denne sammenhæng skal vi præcisere, at tilbageholdelse og varetægtsfængsling under efterforskningen eller under den indledende prøvelse i retten af lovligheden af og begrundelsen for varetægtsfængslingen i henhold til art. 348, stk. 1, sam- menholdt med art. 207, stk. 2-4, i lovbogen om strafferetspleje, finder sted i cen- tre for tilbageholdelse og varetægtsfængsling, som hører under indenrigsministe- riet, og aflevering af varetægtsfængslede personer til fængsler foretages af de kompetente politiorganer efter den indledende procedure i retten, hvor lovlighe- den af og baggrunden for varetægtsfængslingen prøves i henhold til art. 348, stk. 2, sammenholdt med art. 207, stk. 2-4, i lovbogen om strafferetspleje. såfremt der er tale om en tilståelsessag, finder modtagelse i fængsler først sted efter, at sa- gen er indbragt for retten, og hovedforhandlingen er påbegyndt. såfremt ovennævnte personer i sidste instans idømmes straffe med afsoning i et fængsel under den nationale kriminalforsorg, vil de blive overført til et passende fængsel alt efter afsoningstypen. i art. 11, stk. 5, i lov 254/2013 om fuldbyrdelse af frihedsstraffe og frihedsberø- vende foranstaltninger besluttet af de judicielle myndigheder under straffesager, hedder det: ”den nationale kriminalforsorg bestemmer, hvilket fængsel ved- kommende skal afsone straffen i. ved bestemmelse af fængslet tages der hensyn til, at det skal ligge så tæt som muligt på det sted, hvor domfældte har sin faste bopæl, ligesom der tages hensyn til afsoningsordning, de nødvendige sikkerheds- foranstaltninger, behovet for social reintegration samt køn og alder.” i overensstemmelse med beslutning nr. 564 af 26.09.2013 truffet af den nationale kriminalforsorgs direktør er fængsler blevet specialiseret i at huse bestemte kate- gorier af frihedsberøvede personer, alt efter afsoningsordning. i henhold til lov nr. 254/2013 om fuldbyrdelse af frihedsstraffe og frihedsberø- vende foranstaltninger besluttet af de judicielle myndigheder under straffesager, findes der følgende afsoningsordninger: afsoning i højsikkerhedsfængsel, lukket fængsel, halvåbent fængsel og åbent fængsel. alt efter længden af frihedsstraffen og efter afslutningen af karantæne- og obser- vationsperioden (som varer ca. 21 dage fra indsættelsen i et fængsel) underkastes den indsatte den midlertidige afsoningsordning. efterfølgende fastsættes der - på det første møde afholdt af udvalget for fastsættel- se, tilpasning og ændring af ordningen for afsoning af frihedsstraffe - hvilken af- soningsordning vedkommende skal være i, idet følgende tages i betragtning: a) frihedsstraffens varighed b) den risiko, den domfældte udgør c) tidligere straffe d) domfældtes alder og helbred e) domfældtes opførsel - god eller dårlig - inklusive under tidligere - 34 - perioder i fængsel, f) domfældtes behov og evner, som er nødvendige for at kunne inkludere vedkommende i uddannelsesprogrammer og programmer for psykologisk og social bistand, g) domfældtes evne til at præstere arbejde og deltage i uddannelsesaktiviteter, kulturelle aktiviteter, behandling, psykologisk rådgivning, social bistand, religiøse aktiviteter, skolegang og faglig uddannelse. på denne baggrund vil ovennævnte personer afsone straffen i et fængsel, som er specialiseret i at huse den kategori af domfældte, som de kommer til at tilhøre, idet de vil blive inkluderet i en af de fire afsoningsordninger: afsoning i højsik- kerhedsfængsel, lukket fængsel, halvåbent fængsel eller åbnet fængsel, som ligger tæt på vedkommendes faste bopæl. det skal derudover præciseres, at der under afsoningen kan opstå en række fakto- rer, som ikke kan administreres af ledelsen af de respektive fængsler og heller ik- ke af den nationale kriminalforsorg. der kan således af de rumænske judicielle myndigheder udstedes beslutninger for vedkommende om overførelse til andre fængsler, hvilke beslutninger har obligato- risk karakter og ikke kan afvises af den nationale kriminalforsorg. varigheden af opholdet i et sådant fængsel afhænger af den pågældende judicielle myndighed og kan ikke vurderes af vores institution. i overensstemmelse med art. 45, stk. 6, i lov 254/2013, kan frihedsberøvede per- soner overføres til politiets arrest efter godkendelse fra den anklager, der behand- ler sagen. varigheden af opholdet i politiets arrest præciseres ikke i ovennævnte lov og afhænger derfor af den judicielle myndigheds beslutning. der kan også ske en overførelse af vedkommende til et andet fængsel - enten efter vedkommendes egen anmodning eller af operative grunde som for eksempel even- tuel dårlig opførsel under afsoning af straffen. eftersom der ikke foreligger oplysninger om straffens længde, kan det ikke præci- seres, hvilken ordning ovennævnte personer vil starte med at afsone straffen un- der. dette hører desuden under fængslernes specialudvalgs kompetenceområde, idet de vil foretage en analyse i henhold til de lovbestemte kriterier. når oven- nævnte personers faste bopæl tages i betragtning, nemlig landsbyen burca, kom- munen vidra, amtet vrancea, er det mest sandsynligt, at de vil afsone deres straf i bacău-fængslet, hvis profil er domfældte personer og kvindelige indsatte. det skal her præciseres, at ordningerne for afsoning af frihedsstraffe bygger på det progressive og det regressive system, idet de domfældte går fra det ene system til det andet i henhold til loven og fordeles på fængslerne efter disses profil og af- soningsordningen. alle værelser har et badeværelse, der som et minimum omfatter toilet, bruser og mindst to håndvaske. alle indsatte har hele tiden adgang til koldt vand og har ad- - 35 - gang til varmt vand i henhold til et program, der er fastsat af fængslets ledelse. værelsernes vinduer giver mulighed for naturligt lys og udluftning. hvert værelse har plads til opbevaring af bagage og et rum til opbevaring af fødevarer. værel- serne har en seng til hver frihedsberøvet person, madras og det nødvendige udstyr. alle værelser er tilsluttet fængslets varmecentral. måltider serveres på værelserne, som er forsynet med de nødvendige møbler. de beskrevne aspekter vedrørende udligningsforanstaltninger i forbindelse med de forskellige ordninger for afsoning af frihedsstraffe gælder også for t1 (født den 14.07.1959), t3 (født den 25.05.1995) og t2 (født den 07.11.1981). på baggrund af de præciserede aspekter kan den nationale kriminalforsorg - så- fremt ovennævnte personer i sidste instans idømmes en frihedsstraf til afsoning i et fængsel - garantere, at de vil afsone deres straf i bacău-fængslet eller i et andet fængsel, som vil sikre dem følgende personlige rum inklusive seng og tilhørende møbler, alt efter afsoningsordning, og navnlig: - 3 m2 hvis frihedsstraffen afsones under ordningen med lukket fængsel, - 2 m2 hvis frihedsstraffen afsones under ordningen med halvåbent eller åbent fængsel. fængselssystemet sikrer derudover korrekt udøvelse af deres rettigheder, sådan som disse er fastsat i lovgivningen vedrørende afsoning af straffe.” anbringender t1, t2 og t3 har gentaget deres anbringende om, at udlevering af dem til strafforfølgning i rumænien vil være i strid med

§ 10h, stk.

2, jf. den europæiske menne- skerettighedskonventions artikel 3. subsidiært bør udlevering betinges af, at de overføres til danmark med henblik på fuldbyrdelse af eventuel idømt fængselsstraf, jf.

§ 10b, stk.

1. de nye udtalelser fra de rumænske myndigheder skal ses i sammenhæng med den tidligere udtalelse, der er citeret i landsrettens kendelse af
2. august
3. de nye udtalelser indehol- der ikke oplysninger om belægningsgraden/overbelægning, og det kan ikke lægges til grund, at minimumsstandarden på 3 m2 personligt rum for de indsatte ifølge menneskerettigheds- domstolens praksis vil blive overholdt. anklagemyndigheden har gentaget sit anbringende om, at danmark er forpligtet til at foretage udlevering i henhold til udleveringsloven og rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre. endvidere fastholdes synspunktet om, at der ikke er grundlag for at betinge en udlevering af, - 36 - at de pågældende overføres til danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel idømt frihedsstraf i medfør af

§ 10b. det følger af den europæiske menneskerettighedsdomstols dom af 20.

oktober 2016 i sagen muršić mod kroatien (nr. 7334/13, storkammerafgørelse), at der er en stærk formodning for, at den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3 er krænket, hvis en indsat har mindre end 3 m2 personligt rum til rådighed, og at denne stærke formodning normalt kun kan afkræftes, hvis en række kumulative betingelser er opfyldt, herunder at begrænsningen i for- hold til et minimumsareal på 3 m2 er ”short, occasional and minor”. det fremgår af udtalelserne af

1. og
2. marts 2017 fra de rumænske myndigheder, at t1, t2 og t3 under tilbageholdelse og varetægtsfængsling og under eventuel afsoning i lukket fæng- sel vil råde over 3 m2 personligt rum, inklusive seng og tilhørende møbler. de pågældende vil imidlertid under eventuel afsoning under ordningen med halvåbent eller åbent fængsel kun være garanteret at kunne råde over 2 m2 personligt rum, som inkluderer seng og tilhørende møbler. for en umiddelbar betragtning synes de beskrevne forhold under en sådan afsoning ikke fuldt ud at være i overensstemmelse med de betingelser, som er fastslået ved den europæiske menneskerettighedsdomstols dom af
3. oktober
4. når anklagemyndigheden alligevel fastholder påstanden om stadfæstelse, skyldes det, at de forhold, der afsones under i det halvåbne fængsel, i øvrigt er så frie, at det må overvejes, om begrænsningen i forhold til et minimumsareal på 3 m2 svarer til de omstændigheder, der i menneskerettighedsdomstolens dom af
5. oktober 2016 betegnes som ”short, occasional and minor”. det samme gælder afsoning i åbent fængsel, der må forventes at være endnu lempeli- gere end under ordningen med halvåbent fængsel. anklagemyndigheden har i den forbindelse navnlig fremhævet, at dørene til de værelser, hvor de indsatte bor, står åbne hele dagen, at de indsatte – ud over den tid, de bruger på deltagelse i aktiviteter og programmer samt på udøvelse af deres rettigheder – kan tilbringe deres fritid uden for det værelse, de bor på, i fri luft, og at de faktisk kun bruger værelset til at hvile sig i - 37 - eller til forskellige administrative aktiviteter og personlig pleje. de indsatte behøver således i den periode af døgnet, hvor de er vågne, reelt kun at opholde sig på den begrænsede personli- ge plads i kort tid. menneskerettighedsdomstolens dom af
6. oktober 2016, hvor en periode på 27 dage ikke blev anset for ”short, occasional and minor”, vedrørte en indsat, der afsonede i lukket fængsel. det følger i øvrigt af menneskerettighedsdomstolens dom af
7. oktober 2016, at det for at afkræfte den stærke formodning for, at den europæiske menneskerettighedskonventions arti- kel 3 er krænket, derudover er en betingelse, at begrænsningen i forhold til minimumsarealet er ledsaget af tilstrækkelig bevægelsesfrihed uden for cellen og adækvate aktiviteter uden for cellen, at fængslet generelt set kan anses for et passende afsoningssted, og at der i øvrigt ikke er nogen forværrende omstændigheder ved de forhold, som den pågældende afsoner under. disse betingelser må – på baggrund af de forhold, der er beskrevet i udtalelsen – anses for opfyldt. efter en samlet vurdering af de forventede afsoningsforhold må resultatet herefter være, at der ikke foreligger en reel risiko for, at t1, t2 og t3 under eventuel afsoning i rumænien vil blive udsat for en umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention. højesterets begrundelse og resultat sagen angår efterprøvelse af lovligheden af justitsministeriets afgørelser af
8. maj 2016 om udlevering af t1, t2 og t3 (de kærende) til strafforfølgning i rumænien i henhold til europæ- iske arrestordrer. ved afgørelserne har justitsministeriet fundet betingelserne for udlevering opfyldt og har ikke gjort udlevering betinget af vilkår om, at de pågældende overføres til danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf idømt i rumænien, jf.

§ 10b, stk.

1. ved højesterets kendelse af
2. februar 2017 blev det fastslået, at der ikke er grundlag for at nægte udlevering af de kærende i medfør af

§ 10

d. det blev endvidere fastslået, at udlevering ikke kan nægtes med den begrundelse, at det vil være i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6 eller artikel

1. - 38 - det er herefter spørgsmålet, om afgørelserne om udlevering er i overensstemmelse med udle- veringslovens § 10 h, stk. 2, jf. eu-chartrets artikel 4, jf. artikel 19, stk. 2, og den europæiske menneskerettighedskonventions artikel
2. ved kendelsen af
3. februar 2017 fandt højesteret, at der inden endelig stillingtagen til dette spørgsmål burde indhentes en fornyet udtalelse fra de rumænske myndigheder om de forhold, som de kærende i givet fald vil blive anbragt un- der, jf. artikel 15, stk. 2, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre. de fornyede udta- lelser er nu tilvejebragt. udlevering må ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf.

§ 10h, stk.

1. bestemmelsen skal fortolkes i overensstemmelse med eu- chartrets artikel 4, jf. artikel 19, stk. 2, og menneskerettighedskonventionens artikel
2. det fremgår af eu-domstolens dom af
3. april 2016 i de forenede sager c-404/15 (pál ara- nyosi) og c-659/15 ppu (robert căldăraru), at princippet om gensidig anerkendelse, som er grundlaget for ordningen for den europæiske arrestordre, er baseret på, at der mellem med- lemsstaterne hersker gensidig tillid til, at deres respektive nationale retsordener er i stand til at yde den samme effektive beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, som er anerkendt på eu-plan. af dommen fremgår endvidere, at princippet om gensidig anerkendelse og gensidig tillid mellem medlemsstaterne er af grundlæggende betydning i eu-retten, idet disse princip- per muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser. princippet om gensi- dig anerkendelse betegnes som en ”hjørnesten” i det retlige samarbejde. som udgangspunkt kan risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling på grund af de generelle forhold under frihedsberøvelse i den eu-medlemsstat, som har fremsat anmodning om udlevering, derfor ikke føre til afslag på at fuldbyrde en europæisk arrestordre, men alene til anmodning om supplerende oplysninger fra den pågældende stat med henblik på at sikre sig imod en så- dan risiko. justitsministeriet har nu som nævnt indhentet udtalelser fra de rumænske myndigheder med supplerende oplysninger om de forhold, der kan påregnes under frihedsberøvelse af de kæren- de, såfremt de udleveres til strafforfølgning i rumænien. udtalelserne indeholder supplerende oplysninger om fængselsforholdene, herunder om belysning og ventilation i cellerne, sanitære - 39 - forhold, muligheder for gåture og andre aktiviteter mv. det fremgår endvidere, at der garante- res de kærende personligt rum på ikke under 3 m2 under varetægtsfængsling og eventuel afso- ning af fængselsstraf under ordningen med lukket fængsel. ved afsoning af fængselsstraf un- der ordningen med åbent eller halvåbent fængsel kan der derimod ikke garanteres dem et per- sonligt rum på mere end 2 m
4. højesteret finder, at oplysningerne fra de rumænske myndigheder må lægges til grund ved sagens afgørelse. den europæiske menneskerettighedsdomstol har i sin dom af
5. oktober 2016 i sagen muršić mod kroatien (nr. 7334/13, storkammerafgørelse) udtalt bl.a., at der er en stærk for- modning for krænkelse af artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention, hvis en indsat har mindre end 3 m2 personligt rum til rådighed, og at denne formodning kun kan af- kræftes, hvis en række kumulative betingelser er opfyldt. domstolen har således bl.a. udtalt følgende: ”
6. the strong presumption of a violation of article 3 will normally be capable of be- ing rebutted only if the following factors are cumulatively met: