← Danmark

sø- & handelsrettens dombog

Obsah (4)§ 1§ 3§ 5§ 6

- mah udskrift af sø- & handelsrettens dombog ____________ dom afsagt den 31. august 2017 v-72-16 bjørn wiinblads fond (

vokat christian løvenørn bardenfleth) mod bo cramer johnsen (

vokat anette moll berg) sagens baggrund og parternes påstande hovedspørgsmålet i denne sag er, om bo cramer johnsen i medfør af en i 1997 med bjørn wiinblad indgået aftale om licens- og brugsret, benævnt ”licenskontrakt”, med tillæg 1 og 2 er berettiget til at fremstille, sælge og markedsføre ure dekoreret med tegninger udarbejdet af bjørn wiinblad, eller om aftalen må anses for bortfaldet, ophævet eller opsagt. bjørn wiinblads fond har nedlagt sålydende påstande: påstand 1: bo cramer johnsen tilpligtes at anerkende, at licensaftale af

  1. november 1997 -2- inkl. tillæg i indgået mellem bjørn wiinblad og bo cramer johnsen med tillæg ii af
  2. no- vember 1997 principalt er bortfaldet, subsidiært er ophørt eller mere subsidiært er opsagt. påstand 2: bo cramer johnsen tilpligtes at anerkende at være uberettiget til og forbydes at fremstille, sælge og markedsføre ure, hvis urskive er dekoreret med tegninger udarbejdet af bjørn wiinblad samt med angivelse af bjørn wiinblads navn, bl.a. som vist i bilag
  3. bo cramer johnsen har nedlagt påstand om frifindelse. oplysningerne i sagen aftalen mellem bjørn wiinblad og bo cramer johnsen bo cramer johnsen, der underskrev sig som ”fætter”, sendte den
  4. maj 1997 et brev til bjørn wiinblad, hvor han foreslog et samarbejde, hvor bo cramer johnsen skulle stå for fremstilling mm. af 4-6 urmodeller, som skulle dekoreres med tegninger, som bjørn wiinblad skulle levere. bo cramer johnsen anslog i brevet det forventede salg for 1997-1998 til 50.000 ure med en provision på 50 kr. pr. ur til bjørn wiinblad. bo cramer johnsen og bjørn wiinblad indgik herefter ”licenskontrakt”, dateret
  5. novem- ber 1997 (tilsyneladende rettet fra ”25/10-97” til ”25/11-97”), hvoraf fremgår blandt andet: ”mellem kunstneren bjørn wiinblad [

resse i lausanne i schweiz] (i det følgende kaldet licensgiveren), og guldsmed- og urmager bo cramer, ndr. frihavnsgade 4, 2100 køben- havn ø, (i det følgende kaldet licenstageren), er der dags dato indgået følgende licenskontrakt vedrørende produktion og salg af ure, hvis urskive er dekoreret med en tegning, udar- bejdet af licensgiveren med angivelse af dennes navn, navnetræk eller lignende, og hvor markedsføringen af de pågældende ure sker under betegnelsen ”cramer collection”. §1 licensgiver giver licenstageren eksklusiv ret til worldwide at anvende de af licensgiveren hertil frigjorte tegninger m.v. til produktion og salg af ure, primært armbåndsure. -3- af hensyn til kontinuiteten og fornyelsen i urproduktionen – og salget er licensgiveren forpligtet til at frigive min. 5 tegninger o.lign. årligt til brug for licenstageren. §2 licensgiveren giver licenstageren ret til i forbindelse med markedsføringen af urene at anvende licensgiverens personnavn, men på en sådan måde, at licensgiveren ingensinde kan blive gjort ansvarlig for eventuelle mangler ved selve urene. §3 som vederlag for retten til at anvende licensgiverens navn og tegninger i forbindelse med produktionen og salg af ure betaler licenstageren til licensgiveren halvdelen af de kr. 100,00, eller kr. 50,00, som licenstageren oppebærer fra sin producent og sælgeragent for hvert solgt ur. … §5 nærværende kontrakt er uopsigelig fra licensgiverens side i 5 år fra dato. dernæst vil den med 1 års skriftligt varsel kunne opsiges til ophør med udgangen af et kalenderår. §6 i tilfælde af væsentlig misligholdelse fra licenstagers side er licensgiver berettiget til at ophæve kontrakten. som væsentlig misligholdelse anses bl.a., … §7 ved licensgivers eventuelle død i licensperioden er licenstageren berettiget til – uden at skulle svare vederlag herfor til boet – at anvende de af licensgiveren dertil frigivne teg- ninger m.v. til fortsat urproduktion- og salg, sålænge licenstageren måtte ønske det.” følgende fremgår af ”tillæg til licenskontrakt” (svarende til ’tillæg i’ i påstand 1), ligeledes dateret 25. november 1997: ”i tilknytning til § 2 i foranstående kontrakt er vi endvidere enige om, at licensgiveren i hvert enkelt tilfælde, hvor hans personnavn anvendes, inden produktionen af urene (eller æsker hertil, reklameartikler hertil m.v.) skal godkende den konkrete udformning på et prøveeksemplar, forinden masseproduktionen med henblik på salg og/eller markedsfø- ring påbegyndes.”

vokat jon palle buhl v/

vokat peter trane grubert sendte et brev, dateret 19. november 1997, til bo cramer johnsen. af brevet fremgik det blandt andet: -4- ”som det er dem bekendt, har bjørn wiinblad for nogen tid siden sendt mig det udkast til licenskontrakt mellem dem og ham, som de har underskrevet for deres vedkommen- de allerede i oktober måned. … jeg har kun enkelte kommentarer til kontrakten.

§ 1

. det anføres her, at bjørn wiinblad er forpligtet til at frigive minimum fem tegninger år- ligt til dem. det er nok nødvendigt i denne forbindelse at indføje en bestemmelse om, at deres forpligtelse som licenstager ikke ophører for produkter fremstillet ud fra allerede leverede tegninger, uanset om bjørn wiinblad bliver ude af stand til at levere nye tegnin- ger, hvilket jo i hvert fald vil være tilfældet efter hans død.

§ 3. formuleringen af første afsnit kan være uklar.

jeg forstår det således, at der minimum be- tales kr. 50, hvilket måske burde præciseres. …

§ 5

. det bør for god ordens skyld anføres, at forpligtelserne til betaling for alt salg – uanset om dette ligger efter opsigelsesvarslets udløb – opretholdes, uanset at aftalen i øvrigt bringes til ophør.

§ 6

. der bør indføjes en bestemmelse, der også åbner

gang til opsigelse, for så vidt licensta- geren ikke effektivt arbejder for salget af produktet. intet af det her anførte er efter min opfattelse af nogen afgørende karakter, men dog for- hold, der bør fremgå af kontrakten. … kan de tiltræde mine bemærkninger, kan nærværende skrivelse enten indarbejdes i kon- trakten – sammen med tillægget til § 2 – eller optages som et tillæg ii til kontrakten.” brevet er underskrevet af bo cramer johnsen den

  1. november 1997 (og benævnes ’tillæg ii’ i påstand 1). forløbet efter aftaleindgåelsen på grundlag af parternes ”licensaftale” blev der udviklet ure med urskiver, dekoreret med bjørn wiinblads tegninger. der er fremlagt arbejdstegninger og farvekort under sagen. ne- denfor ses et eksempel på et af farvekortene: -5- der blev herefter produceret en prøvekollektion af både armbåndsure og vægure (se eksem- pler nedenfor – bilag 12). billederne stammer fra et mellem parterne afholdt møde den
  2. august 2016, som omtales senere. det er ubestridt, at der også blev udviklet en kollektion med stjernetegnsmotiver. der er under hovedforhandlingen forevist en række af de frem- bragte ure. der blev ligeledes lavet emballage til armbåndsurene: -6- der blev derudover produceret en brochure til brug for fremvisning af urene på en messe i basel i april 1998: -7- bjørn wiinblads værksted aps (senere a/s) udstedte den
  3. marts 1998 af forsikringsmæs- sige hensyn en proformafaktura til bo cramer johnsen vedrørende en række genstande, der skulle forevises på messen i april 1998 i basel sammen med urene. genstandene blev efter messen leveret tilbage til bjørn wiinblads værksted aps. det lykkedes ikke at finde interesserede købere til urene på basel-messen. bjørn wiinblad skrev efter messen den
  4. maj 1998 et brev til bo cramer johnsen, hvor han bl.a. takkede for samarbejdet og ”den vældig flotte mappe med alle vore ure”. af brevet fremgik endvidere blandt andet: ”… jeg er ked af, at du er skuffet over reaktionen paa messen hvor urene blev vist første gang – men – tror du ikke, at du have haft bedre resultat med ”de kulørte uhre” alene – uden de mange stjerne-tegn-uhre? det tror jeg – og tror det var for meget paa éen gang – jeg synes – men det er naturligvis dit valg – at det vilde være godt – og rigtigt – at stje- ne- tegns-datoerne havde staaet ganske smaat … men jeg haaber da, at der vil blive stør- re interesse fremover…”. bjørn wiinblad skrev herefter igen et brev til bo cramer johnsen den
  5. august 1998, hvoraf følgende fremgik: ”mandag den
  6. september kommer vore venner fra galleriet i oslo for at vælge, hvad de vil vise på udstillingen i november. onsdag den
  7. september kommer vore venner fra rosenthal studio-haus i hamburg, - de kommer også for at vælge hvad de vil vise på hamburg-udstillingen – senere i no- vember. så – kære bo, - jeg ville være så glad, hvis jeg kunne vise dem alle urene, - både de store – og de små, - det ville være dejligt at vise dem på udstillingerne – også for dig – ikke? …” forløbet efter bjørn wiinblads død den
  8. juni 2006 bjørn wiinblad havde den
  9. august 2000 oprettet testamente, hvorefter samtlige hans akti- ver, efter udbetaling til enkelte legatarer, skulle tilflyde en erhvervsdrivende fond, bjørn wi- inblads fond, der gennem ejerskab af samtlige aktier i bjørn wiinblads værksted a/s skulle fortsætte den hidtil drevne keramiske virksomhed og bevare ”det blaa hus” i lyngby. -8- bjørn wiinblads fond blev stiftet den
  10. september
  11. det fremgår af fundatsen, at fon- den har til formål at yde støtte til værdigt trængende kunsthåndværkere og at drive et of- fentligt tilgængeligt museum over bjørn wiinblads liv i ”det blaa hus”. der blev i april 2012 indgået ”licens- og brugsretsaftale” mellem rosendahl design group a/s (i aftalen benævnt rdg) og bjørn wiinblads fond samt datterselskabet bjørn wiinblads værksted a/s (i aftalen samlet benævnt fonden). følgende fremgår af aftalen, der er frem- lagt i ekstraheret udgave: ”… præambel nærværende aftale (herefter ”aftalen”) udspringer af fondens ønske om at kommerciali- sere de af bjørn wiinblad frembragte designs i overensstemmelse med bjørn wiinblads filosofi om at hans værker, dekorationer og elementer heraf, skulle udbredes vidt, gen- nem anvendelse i en række forskellige sammenhænge og på forskellige produkter. §1 aftalens omfang ved denne aftale overdrager fonden til rdg – på eksklusiv basis og for hele verden – udnyttelsesretten – herunder salgs- og produktionsrettighederne – til de af bjørn wiin- blad frembragte designs, bortset fra eventuelle rettigheder som allerede er overdraget til tredjemand. fonden bekendt er det alene rosenthal og plakatmuseet i århus som har og udnytter en produktions-, salgs- og markedsføringsret til nærmere definerede produk- ter…” rosendahl design group a/s har efterfølgende lanceret en række produkter dekoreret med bjørn wiinblads motiver. sagens opstart

vokat michael klöcker sendte på vegne af bo cramer johnsen den

  1. december 2015 et brev til bjørn wiinblads fond, hvoraf fremgik blandt andet, at bo cramer johnsen i 2016 på- tænkte at relancere urserien fra 1997-98, som der nu var opstået ny interesse for. i brevet var henvist til aftalen mellem bjørn wiinblad og bo cramer johnsen. aftalen var vedlagt brevet. -9- ved brev af
  2. januar 2016 afviste

vokat peter grubert på vegne af fonden, at bo cramer johnsen i dag skulle have nogen ret til at opstarte en produktion af ure. ex tuto blev licensaf- talen ophævet, endnu mere ex tuto opsagt med 6 måneders varsel i henhold til ophavsretslo- vens § 54. af brevet fremgik i øvrigt blandt andet: ”… i den forbindelse har jeg haft den bestemte formening, at deres klient umiddelbart efter aftalens indgåelse i 1997 opgav at udnytte den dengang givne mulighed og at end ikke en opsigelse af aftalen ville have været relevant at overveje for bjørn wiinblad, mens han le- vede, eller efterfølgende af fonden. … afslutningsvis bemærkes, at det fremstår udokumenteret, dels hvilke tegninger bjørn wi- inblad overhovedet måtte have frigivet til den begrænsede brug tilbage i 1998, dels at bjørn wiinblad i overensstemmelse med tillægget til licenskontrakten har godkendt et prøveeksemplar. …”

vokat michael klöcker afviste ved mail af

  1. maj 2016 fondens standpunkt. vagn ibsen fra vitex a/s rettede ved mail af
  2. juni 2016 henvendelse til susanne skov ægi- dius fra rosendahl design group a/s, hvori han anførte blandt andet: ”på vegne af licenshaver bo cramer, vil jeg høre dig, om rosendahl design group kunne have interesse i at se den kollektion med de 5 design som bo cramer har rettighederne til, selv om der foregår brevudveksling mellem

vokaterne. det kunne jo være, at alle parter havde samme interesse, nemlig at få nogle flotte bjørn wiinblad ure ud på markederne world wide. hvis rosendahl design group ikke er interesseret, skal du blot vide, at der vil blive lavet en aftale med et andet firma som vil producere og distribuere bjørn wiinblad urene med de 5 design, som bo cramer har rettigheder til.” under den videre korrespondance henviste rosendahl design group a/s blandt andet til, at bo cramer johnsen ikke havde nogen rettigheder til de 5 urdesigns. vitex a/s anførte blandt andet anførte, at der allerede havde foreligget en produktion af urene inklusive forskelligt markedsføringsmateriale, at udviklingsomkostningerne i forbindelse med produktionen havde beløbet sig til mere en 1 million kroner, og at produktionen var godkendt af bjørn wi- inblad, som ligesom en række personer i hans omgangskreds selv havde et af urene. - 10 - der blev herefter den 11. august 2916 afholdt et møde med deltagelse af bl.a. bo cramer johnsen og

vokat peter trane grubert, hvor prøvekollektionen (bilag 12 vist ovenfor) blev forevist. susanne skov ægidius skrev herefter på vegne af rosendahl design group a/s et brev af 30. september 2016 til

vokat michael klöcker, hvori det blev gjort gældende, at bo cramer johnsen havde opgivet at udnytte rettighederne i henhold til licensaftalen allerede i 1998, subsidiært at aftalen var ophævet med rette og mere subsidiært opsagt med rette. det blev videre anført, at bo cramer johnsens interesse i relancering af urene var udtryk for en snylt- ning på den goodwill, som rosendahl de seneste år havde opbygget omkring bjørn wiin- blad-brandet. der var herefter yderligere korrespondance mellem rosendahl og bo cramer johnsen, hvor bo cramer johnsen fastholdt at have rettighederne til urkollektionen. ved brev af 9. november 2016 opsagde

vokat peter grubert på vegne af bjørn wiinblads fond ex tuto licenskontrakten efter dennes § 5 til ophør med udgangen af 2017. forklaringer der er under sagen afgivet forklaring af peter trane grubert, bo cramer johnsen og ebbe simonsen. peter trane grubert har forklaret bl.a., at han i omkring 30 år har været

vokat hos

vo- katfirmaet jon palle buhl, hvor bjørn wiinblad blev klient omkring 1991. vidnet har siden da været direktør i bjørn wiinblads værksted a/s, hvilket han stadig er. han fungerede også som rådgiver for bjørn wiinblad personligt. det er ikke ham, der har udarbejdet licenskontrakten, som sammen med tillæg 1 blev sendt ind til ham til gennemsyn. han mener, at det var bjørn wiinblads sekretær, der sendte den - 11 - ind, men han er ikke sikker. han læste det igennem og forelagde sagen med sine bemærk- ninger for

vokat jon palle buhl, der herefter dikterede brevet af

  1. november 1997 til sin sekretær. bo cramer johnsen ringede et par dage efter og sagde, at han gerne ville komme ind og skrive det hele under, hvilket herefter skete. det er vidnet, der har påført dateringerne ”25/11-97” på licenskontrakten og tillæggene. bjørn wiinblad var ekstremt produktiv og også ekstremt kommerciel, og licensbetalingen var et element i aftalen, der var af stor betydning for bjørn wiinblad, der brugte en hel del penge på at opretholde sin livsførelse og sikre gode forhold for sine medarbejdere. han kan huske, at han talte personligt med bjørn wiinblad om aftalen, men han kan ikke huske, om det skete i forbindelse med selve aftaleindgåelsen. den indsendte licenskontrakt var lidt uklar i forhold til selve brugspligten, og der var et be- hov for at præcisere, at aftalen kunne bringes til ophør, hvis den ikke blev brugt. han læste bestemmelsen i licenskontraktens § 7 således, at bo cramer johnsen skulle have mulighed for at fortsætte produktionen efter bjørn wiinblads død uden at skulle betale for det. det var ikke meningen, at bo cramer johnsen skulle sponsorere den fond, som bjørn wiinblad, der ikke havde livsarvinger, oprettede. licenskontrakten har aldrig været udnyttet, og der er hverken før eller efter bjørn wiinblads død kommet penge ind fra aftalen. da bjørn wiinblad afgik ved døden, var der efter udlodningen til 5-6 legatarer stort set kun aktierne i bjørn wiinblads værksted a/s tilbage i boet, der herefter overgik til fonden. bjørn wiinblads værksted a/s ejede ”det blaa hus” i lyngby, men havde ikke nogen indtægter. der var to medarbejdere, der begge døde i
  2. herefter var der ingen aktivitet i selskabet. fonden tærede på den beskedne egenkapital hvert år og stod i en situation, hvor man var nødsaget til at sælge ”det blaa hus”. i forbindelse med et tv-program omkring salget af huset tog erik rosendahl kontakt til fon- den, hvorefter der blev indgået aftale med rosendahl design group a/s om udnyttelsesret- ten til bjørn wiinblads værker. huset kunne herefter forblive i fonden. aftalen med rosen- - 12 - dahl, der indbringer fonden ca. 40.000 kr. om året, er afgørende for den fortsatte drift af hu- set i overensstemmelse med bjørn wiinblads ønsker. ved aftalen med rosendahl blev samtlige rettigheder overdraget på nær dem, der allerede var overdraget til tredjemand. han var ikke bekendt med, at andre end rosenthal og pla- katmuseet i århus skulle have fået overdraget rettigheder. han havde det indtryk, at aftalen med bo cramer johnsen var et opgivet projekt. ellers havde han taget det med i det udtryk- kelige forbehold i aftalen med rosendahl. han havde fra bogholderiet i schweiz til gennemsyn fået tilsendt bilagsmapper med de eksi- sterende licensaftaler, der gav royalties. bjørn wiinblad var meget organiseret og havde styr på sine ting. han havde ikke selv kigget mapperne igennem, men de blev fremsendt til ro- sendahl til gennemsyn i forbindelse med forhandlingerne, og rosendahl havde ikke fundet aftalen med bo cramer johnsen i mapperne. det er ikke ham, der har udarbejdet aftalen med rosendahl. der er anvendt en lidt forsigtig formulering omkring tredjemandsrettigheder, da han vidste, at der var indgået nogle aftaler om opsætning af balletforestillinger, hvor der kunne være tale om genopførelsesret. dertil kommer, at han ikke har været nede i alle aftalerne fra bogholderiet i schweiz. der er ikke dukket andre lignende problemstillinger op som i nærværende sag. han blev overrasket, da han modtog brevet af
  3. december 2015 fra bo cramer johnsens

vokat. han havde en del år tidligere set et eller to prøveeksemplarer af armbåndsure, men havde ellers intet hørt til det. der blev holdt et møde i august 2016, hvor han blev præsente- ret for nogle ure, farveprøver og et brev fra bjørn wiinblad. bjørn wiinblads håndskrift var påført nogle af tingene, og det fremstod over for ham som dokumenteret, at bjørn wiinblad havde været inde over processen omkring urene. hans formål med deltagelsen i mødet var at finde ud af, hvad det hele drejede sig om. det er hans opfattelse, at bo cramer johnsens formål med mødet var at se, om der kunne etableres - 13 - en dialog med rosendahl. rosendahl var ikke til stede på mødet, men han tog billederne af urene og farveprøverne og rapporterede tilbage herom. bo cramer johnsen har forklaret blandt andet, at han har arbejdet ca. 40 år i smykke- og ur- branchen og ejer østerbros ure- og guldcenter. hans kusine arbejdede tæt sammen med bjørn wiinblad, og han lærte derigennem bjørn wiinblad at kende. han og bjørn wiinblad var gennem mange år særdeles gode, personlige venner, og han deltog i fester og fødselsda- ge hos ham. han havde talt med en leverandør omkring udarbejdelse af en ny urkollektion og sendte i den forbindelse brevet af 27. maj 1997 til bjørn wiinblad, der aldrig tidligere havde beskæfti- get sig med ure. de talte sammen om projektet ude hos bjørn wiinblad og diskuterede de- signs. bjørn wiinblad foreslog nogle spraglede designs, der ikke var egnede til ure, og han fik herefter lov selv at gå rundt og finde tegninger. han var mange gange ude hos bjørn wiinblad for at arbejde med projektet og fik selv ideen til at bruge stjernetegnene til urene. han fandt en grafiker, der arbejdede videre med farver- ne på stjernetegnene. han arbejdede sammen med bjørn wiinblad omkring designet af de tre andre urdesigns. det er bjørn wiinblad selv, der har lavet de øvrige foreviste arbejdstegnin- ger. der blev gjort brug af dummies i designprocessen. bjørn wiinblad har godkendt armbåndsurene med alle 12 stjernetegn med både gul og blå baggrund, samt de tre armbåndsure og de seks vægure, forevist under hovedforhandælin- gen. bjørn wiinblad har ligeledes godkendt emballagen til armbåndsurene med hans under- skrift på, og at hans signatur er påført bagsiden af urene. han fik produceret en prøvekollektion af urene på 5-600, måske op til 1.000 stykker. bjørn wiinblad modtog omkring halvdelen, som han delte ud til venner og bekendte for at mar- kedsføre urene. han delte også selv ud af urene, men har aldrig solgt nogle af urene. - 14 - hans samarbejde med bjørn wiinblad om udvikling af urene havde varet ca. et år, før de indgik den skriftlige aftale. det var lige før messen i basel, at aftalen blev indgået. han havde brugt 6-700.000 kr. på prøvekollektionen af urene og på udgifter til selve messen, og han ville derfor gerne have aftalen på skrift. det var hans

vokat, der sammen med bjørn wiinblads assistent lavede udkastet til aftalen. han er ikke klar over, hvorfor opsigelsesbestemmelsen i § 5 kom ind. han havde ikke talt med bjørn wiinblad om, hvor længe aftalen skulle løbe. de talte ikke om konsekvenser for aftalen, hvis der ikke kom gang i salget af urene. baggrunden for § 7 i aftalen var, at det var bjørn wiinblad og vidnets fælles projekt, som vidnet skulle fortsætte alene, hvis bjørn wiin- blad afgik ved døden. det skulle ikke overgå til bjørn wiinblads legatarer eller en fond. han fik brevet fra bjørn wiinblads

vokat dateret 19. november 1997, og der blev holdt et møde. han kan ikke huske, hvad der nærmere blev talt om, og han kan ikke huske, at de tal- te om § 6 i kontrakten. § 6 interesserede dem overhovedet ikke. han var på basel-messen i foråret 1998 for at vise urene frem. den fremlagte brochure var fremstillet til brug for messen og godkendt af bjørn wiinblad. det var alle armbåndsurene med stjernetegn i gul og blå, de tre farverige armbåndsure og de seks vægure, der blev vist frem på messen. han havde to venner med til at stå for markedsføringen. han var i alt 5-6 dage på messen, og bjørn wiinblad besøgte standen den ene af dagene. messen var en stor skuffelse, og der var ikke interesserede købere til urene, og der blev derfor ikke iværksat en salgsproduktion. hvis der havde været købere, ville urene være blevet produceret som i prøvekollektionen, men dog med lidt mere markerede timevisere. bjørn wiinblad tilbød senere at lave flere tegninger til nye ure, hvilket vidnet afslog, da han på det tidspunkt havde en tilstrækkelig kollektion, og det ikke var lykkedes ham at finde kø- bere hertil. han blev i 1998 enig med bjørn wiinblad om at gemme urene til bedre tider. han havde herefter kun privat kontakt med bjørn wiinblad. - 15 - han kom på ideen til at relancere urene efter et besøg på bjørn wiinblad-udstillingen på ar- ken. han kan ikke huske, hvornår dette var. der var mange interesserede besøgende, og han kunne se, at bjørn wiinblad havde fået en renæssance og ærgrede sig over, at urene ikke var med på udstillingen. han antog vagn ibsen fra vitex a/s til at stå for markedsføringen af urene, da det ikke er noget, han selv har forstand på. han kontaktede fonden, fordi det kunne være interessant at få urene med, hvis de blev en succes, så han kunne arbejde videre med yderligere motiver end de allerede godkendte. ro- sendahls relancering havde ikke betydning for hans beslutning om at genoptage ur- projektet. urene skal være en guldsmedevare, og han er ikke interesseret i at handle med isenkræmmervarer. det var ved henvendelsen til fonden underforstået, at han også gerne ville inddrage rosendahl i et samarbejde omkring urene. ebbe simonsen har forklaret, at han tidligere blandt andet har været

ministrerende direk- tør i bing & grøndal. han lærte bjørn wiinblad at kende i 80’erne. han var et meget generøst menneske. bjørn wiinblad var ikke en personlig ven. vidnet blev formand for bestyrelsen i bjørn wiinblads værksted aps i 90’erne og havde herefter en del professionel kontakt med bjørn wiinblad, som var en særdeles kompetent forretningsmand. da bjørn wiinblad afgik ved døden, var der efter udbetalingen til legatarer godt 5 mio. kr. tilbage i frie midler til fonden til at drive ”det blaa hus”. det lykkedes senere at få iværksat et samarbejde med rosendahl, hvilket var afgørende for driften af fonden. han havde ikke kendskab til aftalen med bo cramer johnsen før under nærværende sag, li- gesom han aldrig tidligere har mødt bo cramer johnsen. han tror, at bjørn wiinblad indgik aftalen af ren kommerciel interesse. bjørn wiinblad greb altid chancen, når en indtjenings- mulighed blev foreslået, og han havde eksempelvis også indgået i et samarbejde omkring indkøbsposer til irma. parternes synspunkter - 16 - for bjørn wiinblads fond er der i det væsentlige procederet i overensstemmelse med på- standsdokumentet af

  1. maj 2017, hvoraf fremgår blandt andet: ”3.1 bortfald af licensaftalen grundet manglende udnyttelse til støtte for påstand 1 gøres det overordnet gældende, at licensaftalen er bortfaldet, idet de i licensaf- talen indeholdte rettigheder og forpligtelser i de 19 år, der er medgået fra aftalens indgåelse og indtil dato, aldrig har været reelt udnyttet eller disponeret efter af nogen af parterne. det strider mod par- ternes forudsætninger for at indgå aftalen, at denne skulle kunne påberåbes efter at være henlagt uudnyttet i næsten to årtier. bilag b understøtter, at det var en klar forudsætning for licensaftalens indgåelse, at aftalen skulle ud- nyttes kommercielt med økonomisk fortjeneste for øje. bo cramer johnsen beskrev i ovennævnte brev de forventninger, han havde til samarbejdet, herunder at tanken var, at der i 1997-1998 ville blive iværksat salg af den påtænkte urkollektion, og at det var bo cramer johnsens forventning, at der ville blive solgt ca. 50.000 ure med en forventet fortjeneste for bjørn wiinblad på 2.500.000 kr. royaltyfor- pligtelsen, som bygger på disse tal, fremgår tilmed af licensaftalens § 3, jf. bilag
  2. bjørn wiinblad har imidlertid aldrig modtaget vederlag i henhold til licensaftalen, ligesom bo cramer johnsen i sit svarskrift bekræfter, at der ikke har været eller er påbegyndt egentlig produktion og markedsføring af urkollektionen, jf. svarskriftets punkt
  3. det må på den baggrund lægges til grund som ubestridt mellem parterne, at licensaftalen aldrig har været reelt udnyttet, idet der kun har været forberedende handlinger i form af det samarbejde mellem parterne, der har været i 1997-1998 omkring prøvekollektionen af urene, som blev udstillet på en række messer, hvorefter projektet efter gensidig forståelse blev opgivet. i tilknytning til ovenstående bemærkes, at bo cramer johnsen har fortabt muligheden for at håndhæ- ve licensaftalen som følge af retsfortabende passivitet, idet han som følge af ikke at have udnyttet afta- len i en periode på mere end 19 år har givet bjørn wiinblad og efterfølgende bjørn wiinblads fond en berettiget forventning om, at licensaftalen ikke længere var gældende. dertil kommer, at bjørn wiin- blads fond de facto har indrettet sig herefter, idet en række af udnyttelsesrettighederne til bjørn wi- inblads værker i 2012 blev overdraget til rosendahl design group a/s ("rosendahl design group"). 3.2 licensaftalen er ophævet i henhold til licensaftalens § 6 det gøres til støtte for påstand 1 subsidiært gældende, at licensaftalen er ophævet som følge af væ- sentlig misligholdelse, jf. licensaftalens § 6, jf. tillæg ii…, idet bo cramer johnsen ikke effektivt har ar- bejdet for salget af de pågældende ure. ovenstående understøttes bl.a. af, at der aldrig er blevet produceret eller solgt ure i henhold til licens- aftalen, at der aldrig er blevet afregnet licensbetalinger i overensstemmelse med licensaftalen, jf. oven- stående, at bjørn wiinblad aldrig er blevet bedt om at opfylde licensaftalens § 1 om løbende at frigive mindst 5 tegninger eller lignende årligt, og at rettighederne såvel som forpligtelserne i licensaftalen så- ledes i de 19 år, der er medgået siden aftalens indgåelse, aldrig er blevet udnyttet eller overholdt. det påhviler herefter bo cramer johnsen at bevise, at han på trods af ovenstående de facto har arbej- det effektivt på salget af de pågældende ure, samt at bjørn wiinblad har godkendt hvert ur med hen- blik på masseproduktion i henhold til licensaftalen. denne bevisbyrde er ikke løftet. det bemærkes, at det er uden betydning for vurderingen af, om licensaftalen er ophævet i medfør af licensaftalens § 6, jf. tillæg ii, om tillægget har været en væsentlig forudsætning for aftalen eller ej, idet tillægget ubestridt er gyldigt vedtaget mellem parterne. dertil kommer, at effekten af tillæg ii alligevel havde været gyldig, uanset, om tillæg ii var blevet vedtaget eller ej, idet bjørn wiinblads fond under - 17 - alle omstændigheder havde kunnet påberåbe sig den dagældende ophavsretslovs § 54 som ophørs- grund for licensaftalen (se punkt 3.3). det bemærkes for god ordens skyld, at tillæg ii skal ses i forlængelse af licensaftalens § 6, som regule- rer

gangen til at ophæve licensaftalen som følge af væsentlig misligholdelse. det gøres som det mindre i det mere gældende, at licensaftalen under alle omstændigheder er opsagt med hjemmel i li- censaftalens tillæg ii den

  1. januar 2016… 3.3 licensaftalen er ophørt i henhold til den dagældende ophavsretslovs § 54 mere subsidiært til støtte for påstand 1 gøres det gældende, at licensaftalen er gyldigt opsagt og op- hørt senest den
  2. juli 2016 i henhold til ophavsretslovens § 54, idet bo cramer johnsen ikke har op- fyldt sin udnyttelsespligt, som påhviler ham i henhold til ophavsretslovens §
  3. indtil den
  4. juni 2017 var der efter bjørn wiinblads fonds opfattelse enighed mellem parterne om, at det er den dagældende § 54 i lov nr. 395 af 1995-06-14 om ophavsret, som finder anvendelse i sagen. imidlertid gør bo cramer johnsen i sit påstandsdokument af
  5. juni 2017 som noget nyt - og i strid med tidligere anbringender - gældende, at det er den nugældende § 54 i ophavsretsloven, der finder anvendelse. bjørn wiinblads fond fastholder i den forbindelse, at det er den dagældende bestemmel- se, som finder anvendelse, idet det af 2008-loven, hvor den nye formulering af bestemmelsen i op- havsretsloven § 54 blev vedtaget, udtrykkeligt af ikrafttrædelsesbestemmelsen fremgår, at den nye formulering i § 54 alene finder anvendelse på aftaler, der indgås eller forlænges efter
  6. juli 2008, hvor loven trådte i kraft. dertil kommer, at der fremgår følgende af lovbemærkningerne til overgangsbe- stemmelsen, jf. lovforslag nr. 58 som fremsat den
  7. januar 2008 til lov om ændring af ophavsretslo- ven: "med henblik på at undgå, at den foreslåede § 54 griber ind i aftaler, der al- lerede er indgået, foreslås det, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på aftaler, der er indgået før den
  8. juli
  9. […] forslaget betyder, at aftaler, der er indgået før den
  10. juli 2008, skal be- dømmes i lyset af de hidtidige regler i §§ 54 og 44." på baggrund af ovenstående kan der ikke være tvivl om, at det er den dagældende bestemmelse i op- havsretsloven, der finder anvendelse. ex tuto bemærkes, at uanset, om det i strid med lovens ordlyd måtte være den nugældende bestemmelse i ophavsretslovens § 54, der måtte finde anvendelse, er li- censaftalen under alle omstændigheder lovligt opsagt med 6 måneders varsel ved brev af
  11. januar 2016 … og dermed bortfaldet senest den
  12. juli
  13. det bestrides, at opsigelsen må anses for ugyldig, alene fordi der oprindeligt blev givet en formodning for, at det er den nugældende ophavsretslovs § 54, der blev påberåbt i forbindelse med opsigelsen af
  14. januar 2016…, idet opsigelsen med 6 måneders varsel under alle omstændigheder stillede bo cra- mer johnsen bedre, end bo cramer johnsen var blevet stillet efter den dagældende § 54, hvorfor de eventuelle fordele, der måtte være knyttet til anvendelsen af den nugældende bestemmelse, allerede er tilfaldet bo cramer johnsen. den dagældende § 54 i ophavsretsloven, som efter bjørn wiinblads fonds opfattelse må finde anven- delse i sagen, jf. ovenfor, har følgende ordlyd: "erhververen har pligt til at udnytte værket. ophavsmanden kan hæve af- talen, hvis erhververen ikke har udnyttet værket inden en rimelig tid eller senest inden 5 år efter det tidspunkt, hvor aftalen er opfyldt fra ophavs- mandens side." - 18 - af de almindelige lovbemærkninger til bestemmelsen fremgår bl.a. følgende, jf. lovforslag nr. 119 af 1995-01-18 om forslag til lov om ophavsret: "forslaget indebærer dels en almindelig pligt for erhververen til at udnytte værket dels en tilbagefaldsret for ophavsmanden, hvorefter aftalen kan hæves, hvis erhververen ikke har udnyttet værket inden en rimelig tid eller senest inden 5 år fra det tidspunkt, hvor aftalen er opfyldt fra ophavsman- dens side. bestemmelsen kan fraviges ved aftale, jf. lovforslagets § 53, stk.
  15. […] endvidere er flertallet af den opfattelse, at en erhverver ikke bør kunne blokere for en række udnyttelsesformer i tilfælde, hvor han ikke selv inden for rimelig tid har iværksat udnyttelse af værket. […] tilbagefaldsretten i forslagets § 54 består i en

gang for ophavsmanden til at hæve aftalen, hvis erhververen ikke har udnyttet værket inden for en rimelig tid eller senest 5 år efter, at ophavsmanden har opfyldt aftalen. i overensstemmelse med ophavsretsudvalgets forslag indebærer en hæve-

gang i almindelighed, at ophavsmanden uden varsel kan trække sine rettigheder tilbage." (understregning tilføjet) det må på baggrund heraf lægges til grund, at den dagældende bestemmelse i § 54 i ophavsretsloven finder anvendelse på licensforholdet, idet parterne ikke har aftalt, at bestemmelsen ikke skulle finde anvendelse. dertil kommer, at tillæg ii til licensaftalen, herunder tilføjelsen til § 6, jf. bilag 2 i lyset af bo cramer johnsens egen beskrivelse af forudsætningerne i bilag b, understøtter, at der skulle gælde en egentlig udnyttelsespligt i licensforholdet. bo cramer johnsens bemærkning om, at tillægget til licensaftalen ikke har haft afgørende betydning for licensaftalens indgåelse, må anses for irrelevant, idet tillægget til licensaftalen er vedtaget mellem parterne og dermed en del af aftalegrundlaget, uanset om bestemmelsen måtte anses som væsentlig eller ej. desuden bemærkes, at parterne uden tilføjelsen til § 6 i licensaftalen under alle omstændighe- der ville falde tilbage på baggrundsretten som kodificeret i ophavsretslovens § 54, når ikke andet er aftalt, hvorfor der ikke forelå nogen grund til at anse bestemmelsen som væsentlig. derudover må det på baggrund af de almindelige bemærkninger til ophavsretslovens § 54 lægges til grund, at den almindelige hæveadgang indebærer, at der ikke skal foretages reklamation eller varsel i øvrigt, førend hæveadgangen kan udnyttes. når dette er sagt, skal det for god ordens skyld bemær- kes, at bjørn wiinblads fond allerede den

  1. december 2015 … varslede licensaftalens ophævelse. bo cramer johnsen gør gældende, at ophavsretslovens § 54 ikke skulle finde anvendelse, fordi bjørn wiinblads fond ikke er ophavsmand men erhverver. dette synspunkt kan ikke tiltrædes. bjørn wiiinblads fond kan som testamentarisk arving til bjørn wiinblads værker ikke karakteriseres som erhverver, men derimod som en rettighedshaver med samme status som den originære ophavs- mand. bjørn wiinblads fond er derfor berettiget til at gøre ophavsretslovens § 54 gældende på lige fod med bjørn wiinblad, idet det på baggrund af forarbejderne til den dagældende ophavsretslovs § 54 må lægges til grund, at såvel ophavsmanden som dennes arvinger kan påberåbe sig bestemmelsen. der henvises i den forbindelse til bl.a. birgit liin, ophavsret og arv i u.2016b.325, s. 4 og 5, hvoraf det fremgår, at en arving indtræder i såvel de økonomiske som ideelle rettigheder. det skal i den forbin- delse understreges, at nærværende sag netop er et eksempel på, at "ophavsmanden" forstået dennes arving, bjørn wiinblads fond, ville blive forhindret i en effektiv udnyttelse af rettighederne, såfremt - 19 - en mere end 19 år gammel uudnyttet licensaftale kunne påberåbes og dermed udgøre en hindring af den videreoverdragelse, bjørn wiinblads fond i 2012 har foretaget for at fremme en viderelancering af bjørn wiinblads værker. dette ideelle ønske fra bjørn wiinblads fonds side om at videreføre bjørn wiinblads værker er netop et af kerneområderne for tilbagefaldsretten i ophavsretslovens §
  2. 3.4 bjørn wiinblad har ikke godkendt urkollektionen det gøres gældende, at bo cramer johnsen ikke har løftet bevisbyrden for, at der foreligger en god- kendelse af masseproduktion og salg af urkollektionen fra bjørn wiinblad. på trods af fremsat proces- opfordring om at fremlægge skriftlig godkendelse fra bjørn wiinblad på samtlige, konkrete prøveek- semplarer, har bo cramer johnsen ikke formået at fremlægge et sådant bevis i sagen. det fremgår som en klar forudsætning for, at der kan påbegyndes et salg af urene produceret i hen- hold til licensaftalen, at bjørn wiinblad skulle godkende den konkrete udformning på hvert enkelt prøveeksemplar, inden masseproduktion med henblik på salg påbegyndes, jf. tillæg i til licensaftalen (bilag 1). de af bo cramer johnsen fremlagte bilag c-k udgør ikke tilstrækkelig dokumentation for, at der fore- ligger en sådan godkendelse. tværtimod understøtter den fremlagte dokumentation, at urkollektio- nen ikke var nogen succes, på hvilken baggrund projektet om en egentlig lancering af urkollektionen blev skrinlagt, hvorfor en egentlig masseproduktion af urene med henblik på salg samt den endelige godkendelsesproces aldrig blev aktuel. bjørn wiinblads fond bestrider ikke, at bjørn wiinblad skulle have udlånt de 16 illustrationer til bo cramer johnsen, der skulle indgå som en del af urdekorationerne, herunder at parterne har arbejdet sammen i forbindelse med udformningen af prøvekollektionen. bjørn wiinblads fond fastholder imidlertid, at dette samarbejde mellem parterne ikke udgør nødvendigt bevis for, at bjørn wiinblad også skulle have godkendt, at urene kunne påbegyndes masseproduceret med henblik på salg. om- vendt understøtter særligt bilag h, som er et brev fra bjørn wiinblad til bo cramer johnsen af
  3. maj 1998, det modsatte, idet bjørn wiinblad bl.a. giver udtryk for, at urene i deres daværende form ikke var klar til egentlig kommercialisering. det forhold, at der tilbage i 1998 er forsøgt lanceret en urkollektion på en messe i basel, som ikke hav- de succes og derfor blev skrinlagt, konstituerer ikke et tilstrækkeligt samtykke til, at en masseproduk- tion af denne kollektion kan iværksættes nu 18 år senere. såfremt et samtykke til en masseproduktion med henblik på salg mod forventning måtte anses at være givet i 1998 gøres det under alle omstæn- digheder gældende, at dette samtykke er forældet og/eller bortfaldet som følge af passivitet, og såle- des ikke kan påberåbes næsten to årtier efter, at det er givet. 3.5 specialitetsgrundsætningen i forlængelse af ovenstående gøres det gældende, at de uklarheder, der er omkring udstrækningen af en eventuel godkendelse af urkollektionen til masseproduktion og salg fra bjørn wiinblads side, må fortolkes til fordel for rettighedshaveren og dermed bjørn wiinblads fond, jf. specialitetsgrundsæt- ningen i ophavsretslovens § 53, stk.
  4. i den forbindelse bemærkes, at det er bo cramer johnsen som erhverver, der har bevisbyrden for, at en rettighed er overdraget under de angivne omstændigheder. i den forbindelse bemærkes, at bo cramer johnsen i svarskrift af
  5. januar 2017 anfører, at bilag g vi- ser de ure, som blev produceret til brug for lanceringen. bilag g viser umiddelbart 5 forskellige urde- signs. i e-mail af
  6. juni 2016 fra vagn ibsen fra vitex til susanne skov ægidius fra rosendahl design group … nævnes også 5 designs, som bo cramer johnsen angiveligt skulle have rettighederne til. imidlertid kan det ikke på baggrund af svarskriftet udledes, om bo cramer johnsen tillige mener at have rettighederne til de tegninger, der i øvrigt er fremlagt som bilag d, bilag e og bilag f. alene på - 20 - denne baggrund, da omfanget af de påståede rettigheder må anses for uklar, må denne uklarhed for- tolkes til fordel for bjørn wiinblad fond, alt i overensstemmelse med specialitetsgrundsætningen. 3.6 licensaftalens § 7 det bemærkes, at bestemmelsen i licensaftalens § 7 ikke kan påberåbes i sagen til støtte for, at bo cramer johnsen skulle have

gang til at støtte ret på licensaftalen. det følger af bestemmelsen, at licenstager ved licensgivers død er berettiget til at anvende frigivne tegninger til fortsat urproduktion og salg, så længe licenstageren måtte ønske det. påberåbelsen af denne bestemmelse forudsætter imidlertid, at der på tidspunktet for licensgivers død allerede var iværksat produktion og salg af en urkollektion. da der aldrig har været iværksat salg af urene i løbet af bjørn wiinblads levetid, kan bestemmelsen ikke påberåbes. ex tuto bemærkes, at det desuden ville være i strid med aftalelovens § 36, såfremt bo cramer johnsen med henvisning til licensaftalens § 7 eller i øvrigt skulle kunne gøre gældende, at en 19 år gammel li- censaftale, som aldrig har været udnyttet, skulle være uopsigelig og dermed skulle kunne udnyttes af bo cramer johnsen uden nogensinde at foretage betaling af noget vederlag. 3.7 ophavsretskrænkelse til støtte for den nedlagte påstand 2 gøres det gældende, at bo cramer johnsen ikke retmæssigt kan råde over rettighederne til de pågældende tegninger af bjørn wiinblad, og hvor udnyttelsesretten i øvrigt af bjørn wiinblads fond gyldigt er overdraget til rosendahl design group. en råden over de pågældende rettigheder vil dermed udgøre en krænkelse af ophavsretten til de pågældende billeder i strid med ophavsretslovens §

  1. dertil kommer, at bo cramer johnsens ønske om at relancere en bjørn wiinblad ur-serie alene synes at være begrundet i, at bjørn wiinblads fond gennem rosendahl design group over de seneste år suc- cesfuldt har relanceret bjørn wiinblad-brandet, og bo cramer johnsens ønske om at sælge bjørn wi- inblad ure udgør derfor en snyltning på den goodwill og det renommé, bjørn wiinblad-brandet har opnået, og som det har taget rosendahl design group tid og betydelige ressourcer at opbygge til glæ- de for bjørn wiinblads fond og dermed til sikring af opfyldelsen af bjørn wiinblads testamentariske ønsker således som udtrykt i fondens formål, hvorfor en genoplivning af licensaftalen af disse grunde endvidere må anses for at være i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik.” for bo cramer johnsen er der i det væsentlige procederet i overensstemmelse med på- standsdokumentet af
  2. maj 2017, hvoraf fremgår blandt andet: ”1 til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at licensaftalen mellem bjørn wiinblad og bo cramer johnsen ikke er ophørt af nogen af de af sagsøgeren anførte grunde, og at aftalen derfor fortsat er i kraft. 2 bo cramer johnsen har derfor ret til at producere armbåndsure og vægure, som er udsmykket med tegninger, som bjørn wiinblad har udarbejdet og frigivet til bo cramer johnsen. 3 nærmere om ophør af licensaftalen 4 aftalens bortfald - 21 - 5 bjørn wiinblads fond har principalt gjort gældende, at aftalen er bortfaldet, fordi det strider mod parternes forudsætninger for at indgå aftalen, at den skulle kunne påberåbes efter at være ubenyttet i næsten to årtier. 6 hertil bemærkes for det første, at der ikke er antydning af bevis for, at det har været en særlig forudsætning for aftalen, at den skulle udnyttes med det samme og kontinuerligt. aftalen blev oprindelig konciperet af parterne selv.

vokat peter grubert fremkom efter aftalens indgåelse med nogle forslag til ændringer … og foreslog i den forbindelse, at der skulle indføjes

gang til opsigelse, hvis bo cramer johnsen ikke effektivt arbejdede for salg af produktet. 7 det har dermed formodningen imod sig, at det var en oprindelig aftaleforudsætning, at bo cramer johnsen skulle være særligt forpligtet til at arbejde effektivt for salg af urene, og at aftalen af den grund skulle være bortfaldet på grund af en sådan bristende forudsætning. endvidere fremgår det udtrykkelig af tillægget, side 2,

  1. sidste afsnit, at ”intet af det her anførte er efter min opfattelse af nogen afgørende karakter, men dog forhold, der bør fremgå af kontrakten”. det anførte støtter også, at tilføjelsen i § 6 om opsigelse, hvis der ikke arbejdes effektivt for salg af urene, ikke har været en væsentlig forudsætning for licensaftalen. 8 licensaftalen var efter sit indhold eksklusiv for bo cramer johnsen, men dog kun for de tegninger, som var frigivet af bjørn wiinblad til brug for urene, minimum fem om året, jf. §
  2. hvis bjørn wiinblad havde en forventning om, at der kontinuerligt skulle være en urkollektion tilgængelig på markedet, kunne han enten, efter de fem års uopsigelighed, opsige aftalen efter § 5, eller han kunne reservere nogle andre tegninger til en anden urproducent. aftalens eksistens har dermed ikke forhindret, at bjørn wiinblad med andre indgik aftale om produktion af ure med andre tegninger. derfor kan en forventning om en særlig effektiv salgsproces ikke indfortolkes i aftalen. 9 aftalens ophævelse 10 bjørn wiinblads fond har subsidiært gjort gældende, at aftalen er ophævet som følge af bo cramer johnsens misligholdelse af aftalen. 11 det bestrides, at aftalen er misligholdt eller forældet, og at det fra bjørn wiinblads fonds side er tilkendegivet, at fortsat misligholdelse ville føre til ophævelse af aftalen. misligholdelsen skulle bestå i, at der aldrig er solgt ure eller afregnet licens for salg af ure, og at bjørn wiinblad heller ikke er anmodet om at frigive de mindst fem tegninger årligt, som var beskrevet i licensaftalens §
  3. 12 bjørn wiinblads fond har anført, at det ikke er dokumenteret, at bjørn wiinblad har godkendt de urkollektioner, der nu ønskes lanceret, og at en eventuel godkendelse er forældet og ikke kan påberåbes, 20 år efter at det er givet. det fastholdes, at de urkollektioner, der ønskes lanceret, er godkendt af bjørn wiinblad... 13 såfremt en kontraktpart ønsker at ophæve en aftale som følge af misligholdelse fra medkontrahenten, skal der som altovervejende hovedregel reklameres, således at medkontrahenten får mulighed for at rette misligholdelsen, inden ophævelsen finder sted. det er ikke dokumenteret, at en sådan reklamation eller et sådant varsel er afgivet, og allerede af den grund kan aftalen ikke anses for ophævet. 14 hertil kommer, at anvendelse af ophævelse som en misligholdelsesbeføjelse normalt fordrer en viljesakt fra den ikke-misligholdende kontraktpart. det er ikke dokumenteret, at der fra bjørn - 22 - wiinblads fond er truffet en beslutning om at ophæve aftalen, som følge af at bo cramer johnsen ikke har arbejdet effektivt for salg. den ophævelse, der blev meddelt med … skrivelse af
  4. januar 2016, skete uden forudgående reklamation og på et tidspunkt, hvor bo cramer johnsen netop med skrivelse af
  5. december 2015 … havde meddelt, at han agtede at genoptage produktion og markedsføring af urene. ophævelsen kan derfor ikke anerkendes. 15 der er ikke redegjort for, hvilke juridiske regler der skulle føre til, at samtykket er forældet. 16 aftalens opsigelse 17 licensaftalen er efter sin karakter og sit indhold en gensidigt bebyrdende kontrakt, som er indgået på opsigelsesvilkår. det fremgår således af aftalens § 5, at den var uopsigelig i fem år fra indgåelsestidspunktet, dvs. til ultimo november 2002, og at den derefter uden begrundelse kunne opsiges med et års varsel til udgangen af et kalenderår. 18 det fremgår af bilag 2, at aftalen også skulle kunne opsiges, hvis bo cramer johnsen ikke effektivt arbejdede for salg af produktet. da aftalen under alle omstændigheder kunne opsiges uden begrundelse med et års varsel til et kalenderårs udløb, har denne bestemmelse kun haft betydning i uopsigelighedsperioden. bestemmelsen kan derfor ikke benyttes som begrundelse for en opsigelse på nuværende tidspunkt, hvor uopsigelighedsperioden for længst er udløbet. 19 opsigelsesadgangen er i aftalens § 7 begrænset sådan, at hvis bjørn wiinblad måtte afgå ved døden i licensperioden, er bo cramer johnsen berettiget til at anvende allerede frigivne tegninger til fortsat urproduktion og -salg uden betaling af vederlag, så længe han måtte ønske det. da bjørn wiinblad afgik ved døden i 2006, var aftalen fortsat i kraft. aftalen er derfor efter sit indhold i § 7 uopsigelig for så vidt angår de tegninger, som er frigivet af bjørn wiinblad. 20 bjørn wiinblads fond har umiddelbart før denne retssags anlæg på ny opsagt licensaftalen med henvisning til aftalens §
  6. som følge af aftalens § 7 har opsigelsen dog ikke virkning for de en gang frigivne tegninger. 21 opsigelse i medfør af ophavsretslovens § 54 22 bjørn wiinblads fond har også gjort gældende, at aftalen er opsagt i medfør af ophavsretsloven §
  7. peter grubert meddelte således en opsigelse af aftalen med skrivelsen af
  8. januar 2016 … med henvisning til denne bestemmelse. 23 ophavsretslovens § 54 i den nugældende udformning indebærer, at en erhverver af ophavsrettigheder har pligt til at udnytte de overdragne rettigheder, at en ophavsmand kan bringe en overdragelsesaftale til ophør med seks måneders varsel, såfremt rettighederne ikke er udnyttet inden tre år fra ophavsmandens opfyldelse af aftalen, og at modstående aftale ikke kan indgås, bortset fra fristernes længde. 24 bestemmelsen har til formål at forhindre, at en erhverver af rettigheder blokerer for, at de erhvervede værker bliver udnyttet. beskyttelsesobjektet er ophavsmanden og ikke en efterfølgende erhverver. det gøres gældende, at bjørn wiinblads fond i den forbindelse må anses for at være erhverver og ikke ophavsmand, og at fonden derfor ikke kan påberåbe sig bestemmelsen. dette gælder navnlig, fordi opsigelsen … er meddelt flere år efter, at fonden havde overdraget udnyttelsesrettighederne til bjørn wiinblads værker til rosendahls design group... opsigelsen er - 23 - derfor meddelt for at varetage en bestemt erhververs rettigheder, ikke for at sikre, at de omfattede værker bliver udnyttet. 25 aftalen er derfor ikke gyldigt opsagt i medfør af §
  9. 26 hertil kommer, at bjørn wiinblads fond ved formulering af opsigelsen har anvendt den nugældende udformning af ophavsretslovens § 54, som giver hjemmel til opsigelse med 6 måneders varsel, forudsat at erhververen ikke i varselsperioden påbegynder udnyttelse. det skal ikke komme bo cramer johnsen til skade, at der dermed er anvendt en forkert opsigelseshjemmel. fonden var derfor forpligtet til at give bo cramer johnsen mulighed for at bringe misligholdelsen til ophør, forud for en eventuel opsigelse, hvilket ikke er sket. opsigelsen er derfor også af denne grund ugyldig. 27 overfor sagsøgers påberåbelse af ophavsretslovens § 53 gøres det gældende, at den særlige fortolkningsregel ikke finder anvendelse, da der ikke er nogen fortolkningstvivl. bjørn wiinblads fond har under retssagen introduceret en sondring mellem godkendelse af prøveeksemplarer og godkendelse til masseproduktion, og har påstået, at der skulle være tvivl om rækkevidden af den godkendelse som bjørn wiinblad har givet. sondringen har ikke støtte i aftalen, og der er ingen tvivl om, at bjørn wiinblad har godkendt udformningen af de ure, som nærværende sag omhandler. 28 passivitet 29 over for sagsøgers passivitetsbetragtning bestrides det, at bo cramer johnsen har udvist retsfortabende passivitet. passivitet som retsfortabende omstændighed kræver, at den forpligtede (her bjørn wiinblads fond) med føje har kunnet opfatte den manglende aktivitet hos den berettigede (her bo cramer johnsen) som et tilsagn om ikke at ville gøre aftalen gældende. i begrebet ”med føje” ligger, at der skal være en omstændighed, udover den blotte tidsfaktor, som har givet den forpligtede anledning til at tro, at aftalen var bortfaldet. fonden har ikke beskrevet hvilke konkrete omstændigheder, der har givet fonden anledning til at antage, at bo cramer johnsen ikke længere ville påberåbe sig licensaftalen. 30 det bemærkes i den forbindelse, at der ikke har påhvilet bo cramer johnsen nogen forpligtelse til at holde bjørn wiinblads fond særligt orienteret om hans bestræbelser på at relancere urene. efter bjørn wiinblads død i 2006 var bo cramer johnsen berettiget til anvende de en gang frigivne tegninger til fortsat urproduktion og –salg, uden at svare vederlag til boet og i øvrigt så længe han ønskede det.” sø- og handelsrettens begrundelse og resultat det er fremgået af bevisførelsen, at de personligt bekendte bjørn wiinblad og bo cramer johnsen i 1997 på et fælles idegrundlag etablerede et samarbejde om produktion af ure, hvor bjørn wiinblad skulle stå for design og tegninger, mens bo cramer johnsen skulle stå for det salgs- og produktionsmæssige. under den løbende udviklings- og samarbejdsproces, i hvil- ken der blandt andet blev gjort brug af ”dummies”, blev der foretaget tilpasninger og tilret- - 24 - ninger af urenes udtryk. de for samarbejdet aftalte vilkår fandt udtryk i ”licenskontrakt” af
  10. november 1997 med tillæg 1 og
  11. det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at bjørn wiinblad i overensstemmelse med li- censaftalens § 1 havde frigjort tegninger m.v. til produktion og salg af ure. da bjørn wiin- blad afgik ved døden i 2006, var licensaftalen uopsagt og fortsat i kraft. det fremgår af afta- lens § 7, at bo cramer johnsen – uden at skulle svare vederlag til boet - herefter var berettiget til at anvende de frigivne tegninger til fortsat urproduktion og salg, så længe bo cramer johnsen måtte ønske det. det er fremgået af bevisførelsen, at der var blevet produceret en prøvekollektion på omkring 600, måske op til 1.000 ure, hvoraf bjørn wiinblad fik udleveret omkring halvdelen, som han benyttede til omdeling til venner og bekendte, hvilket også bo cramer johnsen gjorde. der blev endvidere produceret emballage til armbåndsurene. til brug for en urmesse i basel i april 1998, hvor bo cramer johnsen havde etableret en stand, og hvor bjørn wiinblad kom til stede den ene af messedagene, havde bo cramer johnsen produceret brochurer som mar- kedsføringsmateriale. de samlede omkostninger til messen, der blev afholdt af bo cramer johnsen, var efter det oplyste betydelige. under disse omstændigheder og efter oplysningerne om aftaleparternes kontakt og forløbet efter urmessen kan retten ikke tiltræde den af fonden hævdede konsekvens af licensaftalens § 7, hvorefter passussen om fortsat urproduktion forudsætningsmæssigt skulle afskære bo cramer johnsen fra at påberåbe sig bestemmelsen. der er efter bevisførelsen ikke grundlag for at fastslå, at bo cramer johnsen på noget tids- punkt på en for ham bindende måde havde opgivet at fortsætte bestræbelserne for at udnyt- te de i fællesskab med bjørn wiinblad skabte ure salgsmæssigt, og der er ikke holdepunkter for, at licensaftalen skulle være bortfaldet eller ophørt. de ophævelser/opsigelser af aftale- grundlaget, som fonden, efter at bo cramer johnsen selv havde rettet henvendelse til fonden den
  12. december 2015 om en påtænkt relancering af urene, meddelte bo cramer johnsen ved breve af
  13. januar 2016 og
  14. november 2016, findes ikke berettigede og kan ikke fratage - 25 - bo cramer johnsen den retsposition, som han i 2006 erhvervede i medfør af aftalens § 7, da bjørn wiinblad afgik ved døden. som følge af det anførte frifindes bo cramer johnsen for de påstande, som bjørn wiinblads fond har nedlagt. efter sagens udfald skal bjørn wiinblads fond til dækning af rimelige

vokatomkostninger betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til bo cramer johnsen. thi kendes for ret: bo cramer johnsen frifindes. bjørn wiinblads fond skal inden 14 dage betale 30.000 kr. i sagsomkostninger til bo cramer johnsen. sagsomkostningsbeløbet forrentes efter rentelovens § 8a. gitte forsberg claus forum petersen jakob sørensen (sign.) ___ ___ ___ udskriftens rigtighed bekræftes sø- og handelsretten, den

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.