højesterets kendelse

højesterets kendelse afsagt onsdag den

1. januar 2019 sag bs‐11578/2018‐hjr 3f fagligt fælles forbund som mandatar for a (advokat bjørn elling) mod ankestyrelsen (advokat flemming orth) i tidligere instans er truffet afgørelse af østre landsrets
2. afdeling den
3. sep‐ tember
4. i påkendelsen har deltaget tre dommere: lene pagter kristensen, poul dahl jensen og lars hjortnæs. påstande kærende, 3f fagligt fælles forbund som mandatar for a, har principalt nedlagt påstand om, at anmodningen om afholdelse af syn og skøn i form af speciallægeundersøgelse fremmes, subsidiært at landsrettens kendelse ophæves og sagen hjemvises til fornyet behandling i landsretten. indkærede, ankestyrelsen, har påstået stadfæstelse. sagsfremstilling ankestyrelsen traf den
5. maj 2015 afgørelse om fastsættelse af as varige men og erhvervsevnetab som følge af en arbejdsskade med højre skulder, der indtraf den
6. september
7. as fagforening, 3f fagligt fælles forbund, anlagde herefter som mandatar sag mod ankestyrelsen om prøvelse af styrelsens afgørelse. 2 ved dom af
8. juni 2017 frifandt københavns byret ankestyrelsen med den be‐ grundelse, at a ikke havde godtgjort, at der forelå et sikkert grundlag for at fastslå, at styrelsens fastsættelse af det samlede varige men og bedømmelse af erhvervsevnetabet var fejlagtigt. 3f ankede byrettens dom til østre landsret og anmodede i ankestævningen om, at der blev foretaget syn og skøn i form af en speciallægeundersøgelse med henblik på at undersøge as gener som følge af arbejdsskaden, herunder tilstedeværelsen af dobbeltsidige funktionsindskrænkninger. ankestyrelsen protesterede herimod og henviste til, at sagen i stedet burde fo‐ relægges retslægerådet, og at ankestyrelsen i den forbindelse ikke ville mod‐ sætte sig, at retslægerådet eventuelt anmodede om en speciallægeerklæring. landsretten afslog ved kendelse af
9. september 2017 3f’s anmodning om syn og skøn med følgende begrundelse: ”i § 1 i lov nr. 60 af
10. marts 1961 om retslægerådet er bl.a. fastsat, at ”retslægerådets opgave er at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold.” tvisten i nærværende sager angår utvivlsomt ”enkeltpersoners retsfor‐ hold”. når der ved lov er oprettet et særligt råd til at afgive lægevidenska‐ belige skøn i bl.a. retssager, findes det rettest, at rådet får lejlighed til ind‐ ledningsvist at tage stilling til de i sagen rejste lægevidenskabelige tvivls‐ spørgsmål.” landsretten bestemte herefter, at begæringen om syn og skøn ikke blev taget til følge, men at der i stedet kunne stilles spørgsmål til retslægerådet. anbringender 3f fagligt fælles forbund som mandatar for a har anført bl.a., at de forhold, der ønskes afklaret ved afholdelse af syn og skøn i form af en speciallægeundersøgelse, vedrører den synergieffekt, som skaden indebærer i forhold til skadelidtes funktionsevne i såvel privat og erhvervsmæssig hen‐ seende. disse forhold er ikke tidligere undersøgt. retslægerådet foretager ikke undersøgelser af skadelidte, og kan alene besvare spørgsmål ud fra det foreliggende lægelige materiale. da der ikke foreligger op‐ lysninger om de forhold, der ønskes afklaret, vil retslægerådet ikke kunne ud‐ tale sig herom. 3 hertil kommer, at de forhold, der ønskes afklaret, angår as generelle funktionsniveau, idet dette har betydning for fastsættelse af hans er‐ hvervsevnetab. retslægerådet udtaler sig imidlertid aldrig om skadelidtes ge‐ nerelle funktionsniveau, og rådet udtaler sig ikke om den skadelidtes erhvervs‐ mæssige kapacitet, jf. herved bl.a. retslægerådets årsberetning for 2013, s. 24‐
11. retslægerådet udtaler sig alene i særlige tilfælde om, i hvilket omfang konkrete lægefaglige forhold vil medføre en begrænsning af skadelidtes funktionsniveau i forhold til enkeltstående og nøje definerede arbejdsfunktioner. en forelæg‐ gelse af sagen for retslægerådet vil også af denne grund være udsigtsløs og alene indebære en betydelig og overflødig forlængelse af sagen. § 1 i lov om retslægerådet må fortolkes således, at rådet kan afgive lægefaglige skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold. lovgi‐ ver har selvsagt ikke ved bestemmelsen ønsket at tilsidesætte forhandlingsprin‐ cippet eller den frie bevisførelse. retslægerådet er derfor ikke enekompetent til at afgive lægefaglige vurderinger til brug for retssager. as helbredstilstand blev vurderet som stationær ved arbejdsskadestyrelsens afgørelse af
12. november 2012, og arbejdsskadestyrelsen og ankestyrelsen har ved deres efterfølgende afgørelser af
13. november 2013,
14. september 2014 og
15. maj 2015 vurderet, at der ikke var sket forandringer i hans helbredstilstand. det kan derfor lægges til grund, at der ikke siden
16. november 2012 – og dermed heller ikke siden ankestyrelsens afgørelse af
17. maj 2015 – er sket en sådan udvikling i skadelidtes helbredstilstand, at en ny speciallægeundersøgelse vil være misvisende i forhold til, hvordan hans helbredstilstand var på tidspunktet for styrelsens afgørelse. det er ikke korrekt, at det alene er de oplysninger, der forelå på tidspunktet for ankestyrelsens afgørelse, som kan indgå i domstolsprøvelsen heraf. det ville i givet fald betyde, at såvel ankestyrelsens anmodning om forelæggelse for rets‐ lægerådet og styrelsens fremlæggelse af egen lægefaglige vurdering af
18. fe‐ bruar 2016 måtte afskæres. den ønskede speciallægeerklæring vil i øvrigt have til formål at tilvejebringe en lægefaglig udredning om de personlige og erhvervsmæssige begrænsninger, som as gener har for hans livsførelse og erhvervsudøvelse – altså et lægefagligt skøn over konsekvenser af de etablerede gener. den vil således ikke have til formål at tilvejebringe væsentlige nye oplysninger om selve generne. landsretten har ved sin afgørelse anlagt en forkert juridisk vurdering, idet spørgsmålet ikke er, om retslægerådet skal spørges, men derimod, om det vil være overflødig bevisførelse efter retsplejelovens § 341 at få foretaget syn og skøn i form af en speciallægeundersøgelse. derfor skal sagen subsidiært hjem‐ vises til landsretten til fornyet behandling. 4 ankestyrelsen har anført bl.a., at retslægerådet har enekompetence til at afgive det fornødne lægefaglige skøn vedrørende følgerne samt årsagssammenhæn‐ gen mellem as gener og arbejdsskaden den
19. september 2011, jf. § 1 i lov om retslægerådet. det følger af § 7 i retslægerådets forretningsorden, at såfremt det foreliggende skriftlige materiale i en sag ikke skønnes at give tilstrækkeligt grundlag for rå‐ dets bedømmelse af sagen, kan rådet anmode parterne om at indhente yderli‐ gere skriftligt materiale til rådet – eventuel på baggrund af en fornyet undersø‐ gelse. der er ikke på nuværende tidspunkt påvist et behov for indhentelse af en ny speciallægeerklæring, men hvis retslægerådet anmoder om en sådan erklæ‐ ring med henblik på diagnosticering mv., vil ankestyrelsen ikke modsætte sig dette. der er således ingen risiko for, at retslægerådet kommer til at udtale sig på et ufyldestgørende grundlag. domstolsprøvelsen af ankestyrelsens afgørelse af
20. maj 2015 skal ske på grundlag af as forhold på tidspunktet for styrelsens afgørelsen, jf. ufr 2018.2011 h. da en ny speciallægeerklæring vil angå as aktuelle helbredstilstand og dermed indeholde nye oplysninger, der ikke indgik i og ikke er dækkende for forholdene, som de var på tidspunktet for ankestyrelsens afgørelse, er der ikke grundlag for at indhente en sådan. det kan ikke uden videre lægges til grund, at as helbredsmæssige tilstand er den samme som på tidspunktet for ankestyrelsens afgørelse, og at en speciallægeerklæring derfor ikke vil indeholde nye oplysninger. hvis a mener, at der efter ankestyrelsens afgørelse af
21. maj 2015 er fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, må han fremsætte en anmodning om administrativ genoptagelse af sagen. herefter kan den administrative afgørelse i genoptagelsessagen indbringes for domstolene, hvorved eventuelle nye oplysninger vil kunne inddrages og prø‐ ves. det er korrekt, at retslægerådet ikke kan besvare spørgsmål om skadelidtes ge‐ nerelle funktionsevne, men en udtalelse herom er da heller ikke afgørende for sagen, idet udmålingen af erhvervsevnetab er en retlig og ikke lægefaglig vur‐ dering, mens udmålingen af varigt mén sker på grundlag af de i sagens akter beskrevne gener sammenholdt med arbejdsmarkedets erhvervssikrings menta‐ bel. højesterets begrundelse og resultat sagen angår for højesteret, om der skal gives tilladelse til syn og skøn i form af en speciallægeundersøgelse af a. 5 kærende ønsker ved speciallægeundersøgelsen at få belyst, hvilke gener as arbejdsskade i højre skulder har medført, herunder om arbejdsskaden har medført dobbeltsidige funktionsindskrænkninger. højesteret tiltræder af de grunde, som landsretten har anført, at lægefaglige skøn vedrørende as gener efter arbejdsskaden den
22. september 2011 som udgangspunkt skal foretages af retslægerådet. højesteret finder det ikke godtgjort, at der er grundlag for at fravige dette udgangspunkt. det bemærkes herved, at retslægerådet, såfremt rådet måtte skønne, at det foreliggende materiale ikke giver tilstrækkeligt grundlag for rådets skøn, kan anmode parterne om at indhente yderligere skriftligt materiale til rådet, eventuelt en for‐ nyet lægeundersøgelse, jf. § 7 i retslægerådets forretningsorden. højesteret finder herefter, at en speciallægeundersøgelse af a på det foreliggende grundlag ikke kan tillades, jf. retsplejelovens § 341, og stadfæster derfor landsrettens kendelse. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes. i kæremålsomkostninger for højesteret skal 3f fagligt fælles forbund som mandatar for a betale 5.000 kr. til ankestyrelsen. det idømte beløb skal betales inden 14 dage fra denne højesteretskendelse og forrentes efter rentelovens § 8a.