højesterets dom

højesterets dom afsagt fredag den

1. december 2013 sag 196/2012 (
2. afdeling) codan forsikring a/s (advokat christina neugebauer) mod a (advokat karsten høj, beskikket) i tidligere instans er afsagt dom af østre landsrets
3. afdeling den
4. maj
5. i pådømmelsen har deltaget syv dommere: børge dahl, poul søgaard, jytte scharling, thomas rørdam, henrik waaben, lars hjortnæs og kurt rasmussen. påstande appellanten, codan forsikring a/s, har påstået frifindelse. indstævnte, a, har påstået stadfæstelse. supplerende sagsfremstilling der er til brug for højesteret stillet supplerende spørgsmål til nordea liv & pension. retsgrundlaget det fremgår af erstatningsansvarslovens § 1, at den, som er erstatningsansvarlig for en per- sonskade, skal betale erstatning for bl.a. tabt arbejdsfortjeneste, og hvis skaden har fået varige følger, skal der tillige betales bl.a. erstatning for tab eller forringelse af erhvervsevne. efter § 2, stk. 1, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen, og må det antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, ydes erstatning indtil - 2 - det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremti- dige erhvervsevne. efter lovbekendtgørelse nr. 885 af
6. september 2005 om erstatningsan- svar hedder det endvidere i § 2, stk. 2: ”i erstatningen fradrages løn under sygdom, dagpenge fra arbejdsgiver eller kommunal- bestyrelsen og forsikringsydelser, der har karakter af en virkelig skadeserstatning, samt lignende ydelser til den skadelidte.” til grund for erstatningsansvarsloven ligger bl.a. betænkning iii afgivet af justitsministeriets erstatningslovsudvalg om udmåling af erstatning ved personskade og tab af forsørger (be- tænkning nr. 976/1983). det fremgår af betænkningen, at udvalget delte sig med hensyn til formuleringen af § 2, stk.
7. flertallet foreslog, at § 2, stk. 2, skulle formuleres sådan, at alle forsikringer skulle fradrages, ”uanset om de er tegnet som summaforsikringer eller som egentlige skadesforsikringer” (betænkningen s. 54). mindretallet foreslog, at der alene skulle ske fradrag, ”for så vidt forsikringsydelsen har karakter af en egentlig skadeserstatning” (be- tænkningen s. 132). om mindretallets forslag hedder det i betænkningen s. 145 bl.a.: ”i erstatningen fradrages i overensstemmelse med gældende praksis alene dagpenge fra arbejdsgiver (det samme gælder fuld løn), fra det sociale udvalg eller fra egentlige skadeforsikringer, hvoraf der vist i praksis ikke eksisterer mange. det er et spørgsmål, hvorledes man skal forholde sig med privattegnede invaliderenter, men det er societetets principielle standpunkt, at forsikringer, hvortil skadelidte har betalt præ- mie, ikke kan bringes til fradrag i en erstatning uden for kontrakt. udbetalt offentlig pension bør derimod sidestilles med dagpenge fra det sociale udvalg, og således fradra- ges i erstatningen; dette har dog næppe nogen særlig praktisk betydning.” i forslag til lov om erstatningsansvar, der blev fremsat den
8. februar 1984 (folketingstidende 1983-84,
9. samling, l 7, sp. 74 ff.), hedder det bl.a.: ”
10. lovforslaget 3.
11. erstatning ved personskade og tab af forsørger. justitsministeriet er enig med erstatningslovudvalget i, at det må anses for ønskeligt at foretage en væsentlig forhøjelse af erstatningsniveauet for personskade og tab af forsør- ger, og at det i denne forbindelse må anses for nødvendigt at gennemføre en lovregule- ring af, hvorledes disse erstatninger skal udmåles. man finder endvidere, at erstatningen bør fastsættes således, at den giver skadelidte en høj grad af dækning for det økonomi- ske tab. særligt for personskade medfører dette, at man kan tiltræde, at der ved udmå- lingen af erstatningen for erhvervsevnetab som udgangspunkt bør lægges vægt på tabet af faktisk erhvervsevne og ikke på den medicinske helbredstilstand. justitsministeriet - 3 - har imidlertid også forståelse for mindretallets synspunkter, hvorefter reglerne skal ud- formes så enkelt og klart, som det er muligt, således at der bliver mulighed for en hurtig afgørelse af disse erstatningssager. der er hos de myndigheder og organisationer, der har afgivet udtalelse om betænknin- gen, bred enighed om, at erstatningsniveauet bør forhøjes væsentligt. flere af de hørte myndigheder og organisationer har nævnt, at man som udgangspunkt foretrækker fler- tallets forslag, men at man af praktiske årsager bør vælge mindretallets forslag. andre har ment, at man uanset de praktiske problemer, som flertallets forslag vil kunne give anledning til - især med hensyn til vurderingen af den fremtidige indtjeningsevne - bør vælge flertallets forslag. det er især domstolene, der har peget på de praktiske proble- mer i forbindelse med flertallets forslag. der stilles på denne baggrund forslag til regler om udmåling af erstatningen, der på en række punkter adskiller sig fra flertallets forslag, idet reglerne er søgt udformet således, at erstatningsberegningen bliver mere forenklet. forenklingerne består bl.a. i, at der ikke skal foretages fradrag i erstatningen for sociale ydelser og forsikringer mv. endvidere er reglerne om kapitalisering gjort uafhængig af ændringer i renteniveauet, idet der stilles forslag om en fast kapitaliseringsfaktor. uanset disse forenklinger er flertallets hoved- synspunkt vedrørende individuel erstatningsfastsættelse på grundlag af et faktisk er- hvervsevnetab imidlertid bevaret i forslaget. … bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser … til § 2 … efter stk. 2 skal der i erstatningen fradrages løn under sygdom, dagpenge fra arbejdsgi- ver, det sociale udvalg eller forsikringsydelser, der har karakter af en virkelig skadeser- statning, samt lignende ydelser til den skadelidte. summaforsikringer skal således ikke fradrages. for så vidt angår forsikringsydelser svarer reglen til den gældende bestem- melse i forsikringsaftalelovens § 25, stk. 2.” i forarbejderne til den dagældende § 25, stk. 2, i forsikringsaftaleloven hedder det i den ned- satte kommissions oplæg fra 1925 ”udkast til lov om forsikringsaftaler med tilhørende be- mærkninger” (s. 63 f.): ”ved de forsikringsarter, hvor forsikringssummen kan forlanges udbetalt uden hensyn til, om forsikringsbegivenheden har forvoldt et økonomisk tab for den sikrede eller ej, altsaa ved den saakaldte summaforsikring, er der ikke samme anledning til at ind- rømme selskabet regres mod skadevolderen som i skadesforsikring. ganske vist bør den omstændighed, at skadelidte har tegnet livs- eller ulykkesforsikring ej heller be- virke, at skadevolderen slipper for nogen del af sin erstatningspligt; men forholdet kan her ordnes saaledes, at den sikrede, uanset at han faar forsikringssummen udbetalt, dog bevarer retten mod skadevolderen fuldtud. ved summaforsikringen gør hensynet til - 4 - ikke at tilføje skadelidte en ugrundet berigelse ved kumulering af kravene mod sel- skabet og skadevolderen sig nemlig ikke gældende paa samme maade som i skadesfor- sikringen. det er jo netop det karakteristiske ved summaforsikringen i modsætning til skadesforsikringen, at den sikrede ved førstnævnte forsikringsart altid kan kræve den fulde forsikringssum udbetalt uden hensyn til, hvilket tab han har lidt ved forsik- ringsbegivenheden, medens han ved skadesforsikring aldrig kan kræve mere end det lidte tab dækket, jfr. udkastets § 39, 1ste stk. det er da ogsaa naturligt at lade ham be- holde kravet mod tredjemand, som er erstatningspligtig for tab, lidt ved forsikrings- begivenheden, naar det er en for selskabets betalingspligt irrelevant omstændighed, om saadant tab er lidt eller ej. de reale grunde, der ligger bagved en saadan ordning, er i første række, at summaforsikringen, der jo kun findes indenfor personforsikringens omraade, tilsigter at yde erstatning for tab af retsgoder (liv og velfærd), hvis værd for den sikrede ikke lader sig udmaale nøjagtig i penge. … … udkastets regel, der afskærer selskabet fra regres i alle tilfælde af egentlig sum- maforsikring og hjemler den sikrede fuld kumulationsret, er i god overensstemmelse med herskende lov og praksis baade her og i udlandet, ligesom ogsaa med den i teo- rien almindeligt raadende anskuelse. det vil ses, at man i udkastet hjemler regres ved visse arter af ulykkesforsikring, nemlig dem, hvor forsikringsydelsen har karakteren af en virkelig skadeserstatning. de tilfælde, man har haft for øje, er navnlig saadanne, der omhandles i den førnævnte jernbanelov § 4, d.v.s. positive helbredelses- og begra- velsesomkostninger. det afgørende kriterium er altsaa, om den sikredes virkelige tab danner den absolutte grænse for selskabets forpligtelser, medens det ikke er tilstræk- keligt, at selskabet ved afgørelsen af, hvor stor en forpligtelse det vil paatage sig, tager et vist hensyn til det tab, den sikrede kan formodes at ville lide ved forsikringsbegi- venheden [note: dette er normalt tilfældet ved dagpengeforsikring], naar dog pligten til at udrede forsikringsydelsen er uafhængig af, om tabet virkelig er lidt.” højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om en erstatningsansvarlig i medfør af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2, ved betaling af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kan fratrække et beløb svarende til den inva- lidepension, en skadelidt får udbetalt ved nedsat erhvervsevne under en privat tegnet invali- depensionsforsikring. hovedspørgsmålet er, om den pågældende invalidepensionsydelse "har karakter af en virkelig skadeserstatning", jf. erstatningsansvarslovens § 2, stk.
12. det fremgår af forarbejderne til erstatningsansvarsloven, at reglen om, at "forsikringsydelser, der har karakter af en virkelig skadeserstatning", ikke kan fradrages i erstatning for tabt ar- bejdsfortjeneste, svarer til den dagældende § 25, stk. 2, i forsikringsaftaleloven af 1930, og af forarbejderne til erstatningsansvarsloven og til forsikringsaftalelovens § 25, stk. 2, fremgår, at - 5 - udtrykket "virkelig skadeserstatning" er baseret på en sondring mellem skadesforsikring og summaforsikring. forsikringsydelsen ved en skadesforsikring fastsættes ud fra det faktisk lidte økonomiske tab, mens forsikringsydelsen ved en summaforsikring er fastsat på forhånd i forsikringspolicen og kan forlanges udbetalt uafhængigt af det faktisk lidte tab. det afgørende kriterium er, om det faktisk lidte tab danner den absolutte grænse for forsikringsydelsen – i så fald skal forsik- ringsydelsen trækkes fra kravet mod den ansvarlige skadevolder på erstatning for tabt arbejds- fortjeneste. ved summaforsikring er der derimod kumulationsret – skadelidte kan sammen- lægge kravet på erstatning hos den ansvarlige skadevolder med kravet på forsikringsydelsen. den foreliggende invalidepensionsforsikring har karakter af en summaforsikring. retten til invalidepensionsydelse under forsikringen udløses ved nedsættelse af erhvervsevnen med an- givne brøker og beregnes som fastsat i policen uafhængigt af, hvilket økonomisk tab nedsæt- telsen af erhvervsevnen faktisk påfører sikrede. forsikringsydelsen har derfor ikke karakter af en virkelig skadeserstatning. det bemærkes, at det i forarbejderne til forsikringsaftalelovens § 25 er udtrykkeligt anført, at det forhold, at invalidepensionens størrelse er fastsat under hen- syn til det økonomiske tab, den sikredes erhvervsevnetab forventes at påføre sikrede, ikke er tilstrækkeligt til, at invalidepensionen kan anses for en virkelig skadeserstatning – forsikrings- selskabet skal nemlig betale den aftalte invalidepension, når erhvervsevnetabet er indtrådt, uafhængigt af, hvilket tab sikrede faktisk lider. med disse bemærkninger tiltræder højesteret, at as invalidepensionsydelse ikke har karakter af ”en virkelig skadeserstatning” og derfor ikke med henvisning hertil kan forlanges fradraget i den erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, codan forsikring a/s som færdselsansvarsforsik- rer skal betale. herefter er spørgsmålet, om den pågældende invalidepensionsydelse omfattes af udtrykket ”lignende ydelser” i erstatningsansvarslovens § 2, stk.
13. efter bestemmelsens ordlyd sammenholdt med forarbejderne må § 2, stk. 2, forstås således, at spørgsmålet, om der skal foretages fradrag i en erstatning for en forsikringsydelse, alene beror på, om ydelsen ”har karakter af en virkelig skadeserstatning”, og at udtrykket ”lignende ydel- - 6 - ser” således ikke omfatter forsikringsydelser. højesteret tiltræder derfor, at invalidepensions- ydelsen ikke omfattes af dette udtryk. højesteret stadfæster herefter dommen. i sagsomkostninger for højesteret skal codan forsikring dække as udgifter til advokat med et beløb på 75.000 kr. med tillæg af moms. der er lagt vægt på, at sagen efter det, parterne har oplyst, har vidererækkende betydning. sagsomkostningsbeløbet skal indbetales til højesteret, der efter dækning af udgifter til fri proces afregner med retshjælpsforsikringen. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for højesteret skal codan forsikring a/s betale 93.750 kr., som indbeta- les til højesteret. de idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.