højesterets dom afsagt tirsdag den 11. februar 2014 sag 234/2013 (2. afdeling) anklagemyndigheden mod t1 t2 (advokat hugo steinmetz, beskikket for begge) t3 (advokat manfred w. petersen, beskikket) t4

§ 233, stk.

pkt.), subsidiært strafbortfald eller formildelse. - 2 - anklagemyndigheden har påstået skærpelse. retsgrundlag lovgivningen det har siden midlertidig lov nr. 63 af
april 1911 om nogle ændringer i straffelovgivnin- gen været strafbart som mellemmand at fremme kønslig usædelighed. i perioden fra ikraft- trædelsen i 1933 af borgerlig straffelov fra 1930 og indtil 1961 var det dog kun erhvervsmæs- sig mellemmandsvirksomhed, som var strafbar. § 229, stk. 1, i borgerlig straffelov nr. 126 af
april 1930 havde følgende ordlyd: ”den, som erhvervsmæssigt fremmer kønslig usædelighed ved at optræde som mel- lemmand, eller som udnytter en andens erhverv ved kønslig usædelighed, straffes med fængsel indtil 3 aar.” ved lov nr. 163 af
maj 1961 fik straffelovens § 229, stk. 1, følgende ordlyd: ”den, der fremmer kønslig usædelighed ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand, eller som udnytter en andens erhverv ved kønslig usædelighed, straffes med fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder med hæfte eller bøde.” straffelovens § 229, stk. 1, havde på gerningstidspunktet følgende ordlyd (jf. lovbekendtgø- relse nr. 1235 af
oktober 2010): ”den, der fremmer kønslig usædelighed ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand, eller som udnytter en andens erhverv ved kønslig usædelighed, straffes med fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder med bøde.” ved lov nr. 633 af
juni 2013 om ændring af bl.a. straffeloven blev bestemmelsen om mellemmandsvirksomhed flyttet fra straffelovens § 229, stk. 1,
led, til § 233, stk. 2,
pkt., og bestemmelsen om bordelvirksomhed (rufferi) blev samtidig flyttet fra straffelovens § 228, stk. 1, nr. 3, til § 233, stk.
bestemmelsen i § 233 fik ved denne lovændring den

gældende ordlyd: - 3 - ”den, der driver virksomhed med, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, straffes for rufferi med fængsel indtil 4 år. stk.

den, der i øvrigt udnytter, at en anden erhvervsmæssigt mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år. det samme gælder den, der fremmer, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand. stk.
den, der udlejer værelse i hotel til brug for, at en anden erhvervsmæssigt mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.” forarbejder i betænkning nr. 139/1955 om foranstaltninger til bekæmpelse af prostitutionen, der dannede grundlag for lovændringen i 1961, fremgår af kapitel iv (”gældende lovgivning og praksis”), s. 27, bl.a. følgende om de dagældende bestemmelser i straffeloven fra 1930: ”prostitutionens bagmænd, rufferne og alfonserne, rammes af bestemmelserne i straf- felovens §§ 228 og 229.” det anføres endvidere i betænkningen, kapitel viii (”samfundsmæssig indgriben overfor andre end de prostituerede”), s. 74, bl.a.: ”er alfonsens forbindelse med kvinden begrænset til kundeformidlingen, således at han ikke modtager noget af hende, vil han kun kunne rammes af bestemmelsen i § 229, stk. 1, der foreskriver straf for den, som erhvervsmæssigt fremmer kønslig usædelighed ved at optræde som mellemmand. bestemmelsen kræver ikke, at den kønslige usædelighed, gerningsmanden formidler, drives som erhverv, men forudsætter, at gerningsmandens eget forhold kan betegnes som erhvervsmæssigt. man har ikke villet gøre en ”vennetje- neste” strafbar, og man har heller ikke villet straffe det forhold, at en hotelportier lejlig- hedsvis på anmodning giver en rejsende en offentlig piges adresse, eller at en hotelvært lejer et værelse ud til et rejsende par, selv om han nærmest antager, at de pågældende ikke er gift.” det fremgår af betænkningen s. 74, at justitsministeriet havde anmodet udvalget bag betænk- ningen om en udtalelse vedrørende et af ministeriet udarbejdet udkast til ændring af bl.a. straffelovens §
ifølge udkastets § 2 skulle ordet ”erhvervsmæssigt” erstattes af ”er- hvervs- eller vanemæssigt”. et flertal af udvalgets medlemmer kunne tiltræde det nævnte æn- dringsforslag, og flertallet anførte i den forbindelse bl.a. (s. 75): ”hvis disse ændringer gennemføres, vil man efter flertallets opfattelse væsentligt have forbedret mulighederne for at skride ind mod prostitutionens bagmænd.” - 4 - i bemærkningerne til lovforslaget, der blev vedtaget som lov nr. 163 af
maj 1961 (folke- tingstidende 1960-61, tillæg a, spalte 583-585), anføres bl.a.: ”disse bestemmelser om ændringer i §§ 228-29 angår strafansvaret for de personer, der betegnes som prostitutionens bagmænd. de gældende regler herom bygger på det syns- punkt, at virksomhed, der fremmer prostitution, som hovedregel kun bør kriminaliseres, når virksomheden i sig selv er af en særlig asocial karakter; efter § 228, stk. 1, straffes den, der forleder nogen til kønslig usædelighed med andre, således kun, hvis han har handlet ”for vindings skyld”, og § 229, stk. 1, fastsætter kun straf for mellemmandsvirk- somhed, hvis denne er udøvet ”erhvervsmæssigt”. det synes ikke rigtigt at fastholde dette synspunkt strengt. udgangspunktet synes snarere at måtte være, at hensynet til en begrænsning af prostitutionen med dens menneskelige og samfundsmæssige følger tilsi- ger en kriminalisering af handlinger, der i væsentlig grad fremmer prostitutionen. … ... efter § 229, stk. 1, straffes den, som erhvervsmæssigt fremmer kønslig usædelighed ved at optræde som mellemmand. udtrykket ”erhvervsmæssigt” frembyder fortolk- ningstvivl; det må antages at indebære, at mellemmandsvirksomheden skal være udøvet dels for vindings skyld, dels i en flerhed af tilfælde. samtidig med, at bestemmelsen hermed knytter strafansvaret til strengere betingelser end rimeligt, stiller den så store bevismæssige krav, at den er blevet uden nævneværdig praktisk betydning. i overens- stemmelse med det tidligere anførte principielle udgangspunkt foreslås det

, at den omhandlede mellemmandsvirksomhed skal kunne straffes, når den er udøvet enten for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde. herefter vil der kunne rejses straffesag mod f. eks. den hotelportier, bartender eller restaurationstjener, der mod betaling eller – hvis sådan betaling ikke kan bevises – i oftere gentagne tilfælde over for gæster har op- givet adressen på en kvinde, der er villig til mod betaling at indlade sig i kønsligt for- hold.” af forslag til lov om ændring af straffeloven vedrørende bl.a. afkriminalisering af prostitu- tion fremsat den

oktober 1998 (folketingstidende 1998-99, tillæg a, l 43, s. 933) fremgår bl.a.: ”i forbindelse med en afkriminalisering af prostitution bør også bestemmelserne i straf- felovens § 229, stk. 3-5, om ”passivt” alfonseri ophæves. hvis prostitution ikke længere er forbundet med et (indirekte) strafansvar, bør det efter justitsministeriets opfattelse heller ikke være strafbart at leve sammen med eller at lade sig underholde af en prosti- tueret, medmindre der er tale om udnyttelse af den prostituerede. behovet for at straffe retter sig mod den egentlige bagmandsvirksomhed, som er om- fattet dels af straffelovens § 228 om bl.a. rufferi, dels af § 229, stk. 1 og 2, om de ”ak- tive” alfonser, dvs. personer, som enten udnytter en andens erhverv som prostitueret, eller som for vindings skyld eller oftere gentaget optræder som mellemmænd.” - 5 - af straffelovrådets betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, bind 2, s. 543-546, fremgår bl.a.: ”6.2.
straffelovrådet foreslår, at der ved siden af de foreslåede strafbestemmelser om prostitutionsvirksomhed og udnyttelse i øvrigt af en andens erhverv ved prostitution ikke opretholdes en særskilt kriminalisering af mellemmandsvirksomhed. erhvervsmæssig mellemmandsvirksomhed f.eks. i form af et udskænkningssteds for- midling af barprostitution eller i form af formidling af escortprostitution vil efter straf- felovrådets forslag være omfattet af den foreslåede nye strafbestemmelse om prostituti- onsvirksomhed – og dermed af en strengere strafbestemmelse end den gældende be- stemmelse om mellemmandsvirksomhed i straffelovens § 229, stk.
ikke-erhvervsmæssig mellemmandsvirksomhed vil derimod efter straffelovrådets for- slag ikke længere være selvstændigt kriminaliseret. dette svarer til retstilstanden før 1961, men også til tiltalepraksis i de sidste mange år, hvor anklagemyndigheden i prak- sis ikke rejser tiltale mod personer, der alene ikke-erhvervsmæssigt har formidlet kon- takt mellem en prostitueret og en kunde. også efter straffelovrådets forslag vil forhold, som i dag faktisk påtales og straffes, fortsat kunne straffes. straffelovrådet er opmærksom på, at begrundelsen for kriminaliseringen i 1961 af ikke- erhvervsmæssig mellemmandsvirksomhed (hvis den skete mod betaling eller i oftere gentagne tilfælde) var begrundet i, at hensynet til en begrænsning af prostitutionen med dens menneskelige og samfundsmæssige følger tilsagde en kriminalisering af handlin- ger, der i væsentlig grad fremmer prostitutionen. der blev endvidere henvist til vanske- lighederne ved at bevise, at en udøvet mellemmandsvirksomhed skete erhvervsmæssigt. efter straffelovrådets opfattelse bør kriminaliseringen af medvirken til andres frivillige prostitution imidlertid som nævnt i dag have til formål at beskytte de prostituerede mod udnyttelse. det bør således ikke være et selvstændigt formål for kriminaliseringen at begrænse omfanget af den frivillige prostitution mest muligt. hvis omfanget af den fri- villige prostitution ønskes begrænset, bør det således ske gennem en social indsats og ikke gennem kriminalisering. hertil kommer, at det i hvert fald kvantitativt næppe har den store betydning for omfan- get af den frivillige prostitution, hvis f.eks. et hotel som en ”service” over for gæsterne efter anmodning udleverer telefonnumre eller adresser på prostituerede. der vil i sagens natur være en glidende overgang mellem en sådan lejlighedsvis ”serviceoplysning” og et samarbejde mellem f.eks. et hotel og bestemte prostituerede, som indebærer, at ho- tellet reelt driver prostitutionsvirksomhed. sidstnævnte vil være omfattet af den foreslå- ede nye strafbestemmelse om prostitutionsvirksomhed – og dermed af en strengere strafbestemmelse end den gældende bestemmelse om mellemmandsvirksomhed i straf- felovens § 229, stk.
førstnævnte adskiller sig derimod i realiteten ikke fra salg af an- nonceplads i trykte eller elektroniske medier til prostitutionsvirksomheder, hvilket alle- rede i dag er lovligt (når der ikke er tale om medvirken til andres rufferi eller alfonseri). … - 6 - straffelovrådet er opmærksom på, at erhvervsmæssig mellemmandsvirksomhed eller medvirken til strafbar prostitutionsvirksomhed efter omstændighederne kan være van- skelig at bevise. når rådet trods dette alligevel ikke har fundet grundlag for at foreslå at videreføre den eksisterende særskilte kriminalisering af visse tilfælde af ikke-erhvervs- mæssig mellemmandsvirksomhed, skyldes det, dels at disse forhold ifølge langvarig tiltalepraksis ikke strafforfølges, dels at kriminaliseringen også omfatter personer, som prostituerede bruger som hjælp og beskyttelse. som eksempler kan nævnes de såkaldte ”dørpiger”, der f.eks. passer telefon og/eller re- ception for en eller flere prostituerede, og chauffører, der kører for escortprostituerede og samtidig fungerer som beskyttelse og derfor eventuelt også er den, der står for den indledende kontakt til kunden og tager imod betaling mv. i overensstemmelse med langvarig tiltalepraksis bør sådanne ”hjælpere”, der gør det nemmere og sikrere at arbejde som prostitueret, ikke straffes, alene fordi de udfører så- danne hjælpeopgaver i tilknytning til andres frivillige prostitution. ligesom i dag vil sådanne personer derimod kunne straffes, hvis det kan bevises, at de (og ikke den eller de prostituerede i et ligeværdigt fællesskab) driver prostitutionsvirk- somheden, at de arbejder for den bagmand, som driver prostitutionsvirksomheden (og ikke for den eller de prostituerede i et ligeværdigt fællesskab), eller at de modtager en uforholdsmæssig høj betaling for deres arbejde.” af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, der blev vedtaget som lov nr. 633 af
juni 2013 (folketingstidende 2012-13, tillæg a, l 141, s. 35), og som bl.a. byggede på straffelov- rådets betænkning nr. 1534/2012, fremgår bl.a.: ”7.2.
justitsministeriet er generelt enig i straffelovrådets overvejelser og forslag, og lovforslaget er med enkelte undtagelser udformet i overensstemmelse med rådets lov- udkast. justitsministeriet finder dog ikke grundlag for i forhold til den foreslåede rufferibe- stemmelse at justere på den hidtidige forståelse af at ”holde bordel” eller for at ophæve den eksisterende kriminalisering af at optræde som mellemmand ved andres prostitu- tion, da det vil kunne sende et forkert signal. …” af lovforslagets bemærkninger til den foreslåede bestemmelse om bordelvirksomhed (rufferi) i § 233, stk. 1 (folketingstidende 2012-13, tillæg a, l 141, s. 60), fremgår bl.a.: ”sammenfattende indebærer det, at når en bagmand driver prostitutionsvirksomhed, kan personer, der bistår bagmanden, straffes som medvirkende. dette gælder både personer, der udlejer lokaler eller leverer varer eller tjenesteydelser (f.eks. annoncering eller beta- lingstjenester) til prostitutionsvirksomheden, og personer, der uden at være prostitue- rede er beskæftiget i virksomheden, eksempelvis som vagter, chauffører, telefonpassere, receptionister mv. for alle medvirkende gælder, at straf forudsætter forsæt, herunder - 7 - med hensyn til, at der er tale om virksomhed med, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde. straf forudsætter således bl.a. forsæt med hensyn til de faktiske forhold, som begrunder, at forholdet juridisk kvalificeres som, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde. straf forudsætter dermed også bl.a. forsæt med hensyn til, at prostitutionsvirksomheden dri- ves af en bagmand og ikke af de prostituerede i fællesskab.” af lovforslagets bemærkninger til den foreslåede bestemmelse om mellemmandsvirksomhed i § 233, stk. 2,
pkt. (folketingstidende 2012-13, tillæg a, l 141, s. 61), fremgår bl.a.: ”efter det foreslåede stk. 2,
pkt., straffes den, der i øvrigt fremmer, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand. bestemmelsen er subsidiær i forhold til det foreslåede stk. 1 om at drive virksomhed med andres prostitution og i forhold til det foreslåede stk. 2,
pkt., om i øvrigt at ud- nytte andres prostitution. … bestemmelsen viderefører den del af straffelovens § 229, stk. 1,
led, om mellem- mandsvirksomhed ved andres prostitution, som ikke er omfattet af det foreslåede § 233, stk. 1 eller stk. 2,
pkt., eller af det foreslåede § 224, stk. 1, og der er ikke tilsigtet no- gen ændringer i gerningsindholdet.” i forbindelse med behandlingen af lovforslaget besvarede justitsministeren spørgsmål fra fol- ketingets retsudvalg. af spørgsmål nr. 9, 13 og 14 og besvarelsen heraf den
marts 2013 fremgår følgende: ”spørgsmål nr. 9 (l 141) fra folketingets retsudvalg: i straffelovrådets betænkning s. 546 foreslås afkriminalisering af de mellemhandlere, som prostituerede bruger som hjælp og beskyttelse – hvorfor har ministeren undladt denne specificering i lovforslaget? svar: straffelovrådet foreslog i betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, at der ved siden af de foreslåede strafbestemmelser om prostitutionsvirksomhed og udnyttelse i øvrigt af en andens erhverv ved prostitution ikke opretholdes en særskilt kriminalisering af mellemmandsvirksomhed. straffelovrådets forslag ville indebære en afkriminalise- ring af at fremme en andens prostitution ”ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand”. - 8 - som det fremgår af pkt. 7.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger, vil det efter ju- stitsministeriets opfattelse kunne sende et forkert signal at foreslå en sådan afkriminali- sering. straffelovrådets forslag om afkriminalisering af disse forhold er derfor ikke medtaget i lovforslaget. spørgsmål nr. 13 (l 141) fra folketingets retsudvalg: vil ministeren oplyse, hvordan prostituerede kan ansætte sikkerheds- og hjælpepersonale, uden at disse bliver kriminaliseret? svar: med lovforslaget foreslås det bl.a. at videreføre den gældende kriminalisering af at fremme andres prostitution ”ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand”, jf. forslaget til straffelovens § 223, stk. 2,
pkt. (lovfors- lagets § 1, nr. 23). endvidere foreslås det at videreføre den gældende kriminalisering af at udleje værelse i hotel til brug for erhvervsmæssig prostitution, jf. forslaget til straffe- lovens § 233, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 23). det er således virksomhed som ”mellemmand” – dvs. formidler af kontakt mellem en prostitueret og en kunde – der er kriminaliseret (hvis den sker for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde). endvidere er udlejning af værelse i hotel til brug for er- hvervsmæssig prostitution kriminaliseret. andre hjælpefunktioner i forhold til prostituerede er derimod ikke kriminaliseret (når der ikke er tale om menneskehandel, rufferi eller anden udnyttelse). spørgsmål nr. 14 (l 141) fra folketingets retsudvalg: hvilke persongrupper forventer ministeren vil blive sigtet og dømt som mellemhandlere fremadrettet? svar: med lovforslaget foreslås det bl.a. at videreføre den gældende kriminalisering af at fremme andres prostitution ”ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand”, jf. forslaget til straffelovens § 223, stk. 2,
pkt. (lovfors- lagets § 1, nr. 23). lovforslaget indeholder således på dette punkt ingen ændringer i forhold til, hvad der gælder i dag.” anbringender anklagemyndigheden har navnlig anført, at københavns byret og østre landsret ved dom- fældelsen af de tiltalte har anvendt straffelovens dagældende § 229, stk. 1, korrekt, idet de - 9 - tiltalte ved deres virke som telefonpassere på bordellet har formidlet kontakt mellem kunder og de prostituerede og således har optrådt som mellemmænd og herved fremmet kønslig usæ- delighed, ligesom dette er sket for vindings skyld, idet de har modtaget betaling for hvervet. bemærkningerne i forarbejderne til 1961-loven, hvorefter bestemmelsen er rettet mod prosti- tutionens bagmænd, udelukker ikke, at der efter omstændighederne kan ske domfældelse af en person, der har fungeret som mellemmand, selv om vedkommende ikke kan betragtes som egentlig bagmand. det har med tilkendegivelserne i forbindelse med den seneste lovændring fra juni 2013 været lovgivers intention at opretholde et vist rum for at statuere strafbar medvirken til andres straf- frie handlinger, herunder for personer, der som mellemmænd for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde formidler kontakt mellem en prostitueret og en kunde og således faciliterer prostitutionen. forholdet er således også strafbart efter den

gældende straffelovs § 233, stk. 2, 2. pkt. anklageskriftet opfylder endvidere i tilstrækkelig grad lovens krav efter retsplejelovens § 834, og de tiltalte er ikke i strid med retsplejelovens § 883, stk. 3, dømt for forhold, der ikke er omfattet af tiltalen. de tiltalte har navnlig anført, at deres funktion som telefonpassere på bordellet ikke er af en sådan karakter, at de er omfattet af gerningsindholdet i den dagældende straffelovs § 229, stk. 1 (

§ 233, stk.

pkt.). de har ikke ved deres handlinger optrådt som ”mellemmænd” i straffelovens forstand. når en kunde ringer til bordellet for at få fat på en prostitueret, har kunden således allerede en intention om at få kontakt med den prostituerede, og telefonpas- serne udfylder blot en praktisk hjælpefunktion. de tiltaltes passive funktion kan ikke betegnes som formidling af kontakt mellem de prostituerede og kunderne, og de tiltalte har således ikke ”fremmet” de prostitueredes virksomhed eller medvirket til øget prostitution. det beskedne arbejdsvederlag, som de tiltalte har modtaget for deres servicefunktioner, kan endvidere ikke betegnes som ”for vindings skyld” i straffelovens forstand. ifølge forarbejderne til 1961-loven er bestemmelsen desuden rettet mod prostitutionens bagmænd, og de tiltalte kan ikke anses for bagmænd. når landsretten har henført de tiltaltes handlinger under straffelovens § 229, stk. 1, er der derfor tale om urigtig anvendelse af loven. - 10 - anklageskriftet indeholder endvidere ikke en egentlig beskrivelse af den subsidiære tiltale, herunder de særlige kendemærker i straffelovens § 229, stk. 1,
led, ”den, der fremmer kønslig usædelighed for vindings skyld”. anklageskriftet opfylder således ikke betingelserne i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr.
der er derudover sket domfældelse ud over anklageskrif- tets formulering. i forhold til straffastsættelsen har de tiltalte påberåbt sig bortfalds- og nedsættelsesgrundene i straffelovens § 82, nr. 4, nr. 13 og nr. 14, jf. § 83, navnlig under henvisning til, at der forelig- ger en undskyldelig misforståelse af retsreglerne. der er endvidere henvist til den korte peri- ode, inden for hvilken handlingerne har fundet sted, det beskedne vederlag som de tiltalte har modtaget, og at gerningstidspunktet ligger 2½ år tilbage i tiden. højesterets begrundelse og resultat i tidligere instanser er de tiltalte frifundet for medvirken til bordelvirksomhed (rufferi) efter den dagældende bestemmelse i straffelovens § 228, stk. 1, nr. 3 (

§ 233, stk.

1), jf. §

sagens hovedspørgsmål er herefter, om de tiltaltes funktion som lønnede telefonpassere for de prostituerede, hvor de bl.a. modtog tidsbestilling fra kunder, udgør en overtrædelse af den dagældende bestemmelse i straffelovens § 229, stk. 1,
led, om den, der fremmer kønslig usædelighed ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellem- mand (

§ 233, stk.

pkt.). efter forarbejderne til ændringen i 1961 af den dagældende bestemmelse i straffelovens § 229, stk. 1,
led, angår bestemmelsen strafansvaret for de personer, der betegnes som pro- stitutionens bagmænd, og den kriminaliserer handlinger, som i væsentlig grad fremmer pro- stitutionen. som eksempel på bestemmelsens anvendelse nævnes en hotelportier, bartender eller restaurationstjener, der mod betaling eller i oftere gentagne tilfælde over for gæster op- giver adressen på en prostitueret. bestemmelsen er ved lovændringen i 2013 videreført i straffelovens § 233, stk. 2,
pkt., med samme anvendelsesområde som hidtil. ifølge justitsministeriets besvarelse af
marts 2013 af spørgsmål nr. 13 fra folketingets retsudvalg i forbindelse med behandlingen af lovforsla- get er det virksomhed som ”mellemmand – dvs. formidler af kontakt mellem en prostitueret - 11 - og en kunde –" der under de i bestemmelsen angivne betingelser er kriminaliseret, mens andre hjælpefunktioner i forhold til prostituerede ikke er kriminaliseret. højesteret finder på dette grundlag, at bestemmelsen efter sin ordlyd og sit formål omfatter egentlig mellemmandsvirksomhed, hvor der er tale om selvstændig formidling af kontakt mellem en prostitueret og en kunde. bestemmelsen omfatter derimod ikke andre hjælpefunk- tioner i forhold til prostituerede, herunder hjælp til telefonpasning mv. det tilføjes, at en så- dan bistand, der ydes til en bagmand (ruffer), derimod efter omstændighederne vil kunne straffes som medvirken til bordelvirksomhed (rufferi), jf. straffelovens § 233, stk.
højesteret finder på den anførte baggrund, at de tiltaltes virksomhed som telefonpassere for de prostituerede ikke udgør en overtrædelse af straffelovens § 229, stk. 1,
led (i dag § 233, stk. 2,
pkt.). straffelovrådets forudsætning i betænkning nr. 1534/2012 om seksualforbrydelser, s. 546, hvorefter telefonpassere er omfattet af bestemmelsen, men at disse og andre af de prostituere- des hjælpere dog efter langvarig tiltalepraksis ikke retsforfølges, kan ikke føre til et andet re- sultat. højesteret frifinder herefter de tiltalte. thi kendes for ret: de tiltalte, t1, t2, t3, t4, t5, t6 og t7, frifindes. statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og højesteret.

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.