højesterets dom

højesterets dom afsagt tirsdag den

1. april 2019 sag bs‐35199/2018‐hjr (
2. afdeling) a (advokat mikkel holm nielsen, beskikket) mod ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg (advokat karsten hagel‐sørensen) i tidligere instanser er afsagt dom af retten i sønderborg den
3. oktober 2017 og af vestre landsrets
4. afdeling den
5. april
6. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: thomas rørdam, marianne højgaard pedersen, poul dahl jensen, michael rekling og lars apostoli. påstande appellanten, a, har nedlagt påstand om stadfæstelse af byrettens dom, således at indstævnte, ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg, skal anerkende, at han siden den
7. september 2012 har været ophørt mere end midlertidigt med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse med z a/s. ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg har nedlagt påstand om stadfæstelse af landsrettens dom. anbringender a har anført navnlig, at han siden den
8. september 2012, hvor han afgav erklæring til ase om ophør med selvstændig virksomhed, har været berettiget til at modtage arbejdsløshedsdagpenge. fra dette tidspunkt var han således 2 endeligt ophørt med driften af sin selvstændige virksomhed, jf. den dagældende bestemmelse i arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 3, jf. den dagældende ophørsbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 678 af
9. juni 2011) § 7, stk.
10. han og hans bror havde i mange år arbejdet i virksomheden z a/s, som de ejede via deres holdingselskaber v aps og x aps. driften af denne virksomhed var indstillet allerede i 2010, og driftsselskabet z blev opløst i
11. personalet i bogbindervirksomheden blev afskediget og driftsmateriellet blev solgt i 2010, hvor ejendommen, som havde været anvendt i denne virksomhed, også blev sat til salg. ejendommen tilhørte interessentskabet y i/s, som de to holdingselskaber var ejer af. ejendommen har aldrig været anvendt til andet end bogbindervirksomheden, og den har stået tom efter virksomhedsophøret. der har således ikke været lejeindtægter siden dette tidspunkt. den
12. september 2012 ophørte interessentskabet med at drive erhvervsvirk‐ somhed, og det blev afmeldt fra moms og skat pr.
13. september
14. der har herefter ikke været andre aktiviteter i interessentskabet end forsøget på at sælge den tomme ejendom. arbejdet med salgsbestræbelserne og administrationen af ejendommen blev ikke foretaget af brødrene selv, men derimod af ejendoms‐ mægleren og advokaten. holdingselskaberne trådte i solvent likvidation den
15. september 2012, men da det ikke lykkedes at få ejendommen solgt, gik sel‐ skaberne konkurs i 2014, og ejendommen endte med at blive solgt på tvangs‐ auktion i
16. selv om erhvervsvirksomheden var endeligt ophørt den
17. september 2012, har ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg givet afslag på anmodningen om dag‐ penge alene med den begrundelse, at det på dette tidspunkt endnu ikke var lykkedes brødrene at få solgt den ejendom, som havde været anvendt af bog‐ bindervirksomheden. afgørelsen er derfor udtryk for skøn under regel, og den er i strid med højesterets dom ufr 2017.
18. også landsrettens dom er i strid med højesteretsdommen, bl.a. fordi der efter højesterets dom og praksis i øvrigt ikke er grundlag for den tilbageholdenhed ved domstolsprøvelsen, som landsrettens dom er udtryk for. ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg har anført navnlig, at sagen angår prø‐ velse af ankestyrelsens beskæftigelsesudvalgs afgørelse af
19. januar 2014, og at landsretten med rette har udvist tilbageholdenhed ved domstolsprøvelsen. til‐ sidesættelse af ankestyrelsens afgørelse bør kun komme på tale, hvis det godt‐ gøres, at den lider af retlige mangler eller en forkert eller utilstrækkelig bedøm‐ melse af faktum. derimod er det ikke tilstrækkeligt til tilsidesættelse af afgørel‐ sen, hvis retten eventuelt måtte være uenig i det af ankestyrelsen udøvede sag‐ lige skøn. 3 tilbageholdenhed ved domstolsprøvelsen er en naturlig konsekvens af sam‐ mensætningen af klageorganet, der har indgående kendskab til forholdene på arbejdsmarkedet, og som administrerer et regelsæt, som er udarbejdet under inddragelse af arbejdsmarkedets parter og særligt sagkyndige i beskæftigelses‐ rådet. retspraksis er også i overensstemmelse hermed. a har ikke løftet bevisbyrden for endeligt ophør af sin erhvervsvirksomhed pr.
20. september
21. ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg har inddraget alle de oplysninger i grundlaget for sin afgørelse, som a har henvist til, herunder også oplysningerne om opsigelse af medarbejdere, salg af maskiner, likvidation af selskaber og om udbud til salg af den faste ejendom. som udgangspunkt er det en betingelse for endeligt virksomhedsophør, at det dokumenteres, at virksomhedens lokaler er solgt eller udlejet. dette fremgår bl.a. af ankestyrelsens praksis, og der er ikke grundlag for at tilsidesætte denne praksis – heller ikke efter højesterets dom ufr 2017.
22. i modsætning til situationen i sagen, der blev afgjort ved denne dom, blev virksomheden i den foreliggende sag ikke drevet fra lokaler i tilknytning til brødrenes privatboliger. der er ikke grundlag for indsigelsen om, at ejendommen ikke kunne sælges. det er alene et spørgsmål om rette pris. først efter salget af ejendommen op‐ hørte muligheden for erhvervsmæssig virksomhed, herunder drift af erhvervs‐ mæssig udlejningsvirksomhed. derfor var a ikke endeligt ophørt med selvstændig virksomhed den
23. september
24. retsgrundlag de dagældende bestemmelser i § 57, stk. 1,
25. pkt., og stk. 3, i arbejdsløshedsfor‐ sikringsloven (lovbekendtgørelse nr. 1101 af
26. september 2013) var sålydende: ”§
27. dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt, jf. dog kapitel 11 b. … stk.
28. en selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt. nærmere regler om, hvornår en selvstændig erhvervsdrivendes personlige arbejde i virksomheden anses for ophørt mere end midlertidigt, fastsættes af beskæftigelsesministeren efter forhandling med beskæftigelsesrådet.” § 57, stk. 3,
29. pkt., blev indsat ved lov nr. 311 af
30. juni
31. i bemærkningerne til lovforslaget hedder det bl.a. (folketingstidende 1975‐76, tillæg a, sp. 4040‐ 41): ”ved den foreslåede affattelse præciseres det imidlertid, at det ikke alene er en nødvendig, men også tilstrækkelig betingelse for, at en selvstændig 4 kan betragtes som ledig, at hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt. det kan således ikke uden videre kræves, at virksomheden som sådan er ophørt, idet personlig udtræden kan tænkes, selv om virksomheden videreføres, f.eks. af et konkursbo. herudover foreslås det udtrykkeligt tilkendegivet, at ophøret af den pågældendes beskæftigelse i virksomheden skal være af mere end midlertidig karakter. arbejdsophørt som følge af sæsonmæssig eller anden midlertidig lukning af virksomheden – f.eks. sæsonmæssig lukning af sommeretablissementer – medfører ikke, at den erhvervsdrivende kan betragtes som ledig. denne begrænsning må anses for nødvendig for at hindre, at dagpengene kommer til at virke som støtte til virksomheden. … medens der ikke er nogen begrebsmæssig forskel mellem selvstændiges og lønmodtageres ledighed, vil der i praksis ofte være specielle vanskeligheder ved at konstatere, hvornår ledigheden er indtrådt for en selvstændig. udgangspunktet er i begge tilfælde medlemmets ”ledighedserklæring”, der forudsættes afgivet på tro og love. en lønmodtagers egne oplysninger om ledigheden vil sædvanligvis kunne kontrolleres gennem oplysninger fra arbejdsgiveren. med hensyn til de selvstændige må udgangspunktet være den pågældendes egen skriftlige redegørelse for omstændighederne ved ophøret af virksomheden. der vil imidlertid ofte foreligge oplysninger, der lader sig konstatere objektivt, f.eks. afhændelse af virksomheden eller af bygninger, maskiner, varelager m.v. eller afmelding af momsregistret o.lign.” § 57, stk. 3,
32. pkt., blev indsat i arbejdsløshedsforsikringsloven ved lov nr. 197 af
33. april
34. i bemærkningerne til lovforslaget hedder det bl.a. (folketingsti‐ dende 1985‐86, tillæg a, lovforslag nr. l 172, sp. 4277‐4278): ”direktoratet for arbejdsløshedsforsikring er i gang med en sanering af blandt andet reglerne for medlemmer, der er selvstændige erhvervsdrivende. i den forbindelse foreslås det, at direktøren for arbejdsløshedsforsikring får bemyndigelse til efter forhandling med landsarbejdsnævnet at fastsætte nærmere regler for, hvornår et medlem, der er selvstændig erhvervsdrivende, kan anses for ledig. … efter § 57, stk. 3, anses en selvstændig erhvervsdrivende for ledig, når pågældendes personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt. de nærmere regler herom fremgår af en række cirkulærer og 5 af vejledningen til en bekendtgørelse om bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed. forslaget medfører, at de nærmere regler om ophør af selvstændig virksomhed fremover vil kunne samles i én bekendtgørelse.” de nærmere regler om mere end midlertidigt ophør af personligt arbejde i selv‐ stændig erhvervsvirksomhed fremgik af den dagældende bekendtgørelse nr. 678 af
35. juni 2011 om ophør med drift af selvstændig virksomhed (ophørsbe‐ kendtgørelsen). denne bekendtgørelse havde afløst den tidligere gældende op‐ hørsbekendtgørelse fra 2002 (bekendtgørelse nr. 850 af
36. oktober 2002). § 7 i ophørsbekendtgørelsen fra 2011 svarede til § 3 i ophørsbekendtgørelsen fra
37. i ophørsbekendtgørelsen fra 2011 hedder det bl.a.: ”kapitel 3 mere end midlertidigt ophør med selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse overdragelse eller lukning §
38. et medlem anses for ophørt mere end midlertidigt, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket. stk.
39. et medlem kan anses for ophørt fra et tidligere tidspunkt end den endelige overdragelse eller lukning, hvis medlemmet dokumenterer at være afskåret fra fortsat at drive virksomheden.” højesterets begrundelse og resultat sagen angår, om as personlige arbejde i den selvstændige erhvervsvirksomhed var ophørt mere end midlertidigt den
40. september 2012 med den virkning, at han var ledig i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand fra dette tidspunkt. efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 1, kan dagpenge kun udbetales til et medlem, som er ledigt. det fremgår af den dagældende bestemmelse i § 57, stk. 3, at en selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans person‐ lige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt. nærmere regler herom var fastsat i den dagældende bekendtgørelse nr. 678 af
41. juni 2011 om ophør med drift af selvstændig virksomhed (ophørsbekendtgørelsen). det frem‐ går af bekendtgørelsens § 7, stk. 1, at den selvstændige anses for ophørt mere end midlertidigt, når den pågældende dokumenterer, at virksomheden er ende‐ ligt overdraget eller lukket. efter § 7, stk. 2, kan den pågældende anses for op‐ hørt fra et tidligere tidspunkt end den endelige overdragelse eller lukning af virksomheden, hvis vedkommende dokumenterer at være afskåret fra fortsat at drive virksomheden. 6 som fastslået ved højesterets dom af
42. januar 2017 (ufr 2017.1308) følger det af ordlyden og sammenhængen mellem bestemmelserne i ophørsbekendtgørel‐ sens § 7, stk. 1 og stk. 2 (§ 3, stk. 1 og stk. 2, i den dagældende ophørsbekendt‐ gørelse), at det ikke er en betingelse for, at en selvstændig virksomhed kan an‐ ses for endeligt lukket, at den pågældende dokumenterer at være afskåret fra fortsat at drive selvstændig virksomhed. endvidere fremgår det af dommen, at der ikke kan opstilles faste generelle dokumentationskrav til, hvornår vedkom‐ mende kan anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden. afgørelsen beror på en konkret vurdering af sagens omstændig‐ heder. efter det anførte kan det således ikke gøres til en generel betingelse for at anse det for dokumenteret, at en selvstændig erhvervsdrivendes personlige arbejde i virksomheden er endeligt ophørt, at den faste ejendom, hvorfra udøvelsen af virksomheden har fundet sted, er solgt eller udlejet. der skal som nævnt foreta‐ ges en konkret vurdering af sagens omstændigheder, og resultatet beror på en bevisbedømmelse i forhold til lovens kriterier. denne bedømmelse er undergi‐ vet sædvanlig domstolsprøvelse. af de grunde, der er anført af landsrettens mindretal, finder højesteret, at a har dokumenteret, at hans personlige arbejde i virksomheden var ophørt mere end midlertidigt den
43. september
44. højesteret stadfæster herefter byrettens dom. efter sagens udfald skal ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg betale i alt 96.000 kr. i sagsomkostninger for landsret og højesteret til statskassen, heraf 90.000 kr. til dækning af udgifter til advokat og 6.000 kr. til dækning af den retsafgift, som skulle have været betalt af a, hvis han ikke havde haft fri proces. thi kendes for ret: byrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for landsret og højesteret skal ankestyrelsens beskæftigel‐ sesudvalg betale 96.000 kr. til statskassen. de idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne høje‐ steretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.