om lovens personkreds og § 5 om de efter loven forsikringspligtige ar- bejdsgivere… afløser stort set gældende lovs kapitler … om forsikringsret og forsik- ringspligt indenfor industri, håndværk, handel og private tjenesteforhold m. v., søfart og fiskeri samt landbrug, skovbrug og havebrug m. v. denne forenkling er mulig, fordi der i dag ikke længere er større forskel i henseende til forsikringsret og forsikringspligt indenfor de forskellige erhverv. enhver person, der er antaget til at udføre arbejde her i landet er forsikringsberettiget. omvendt har enhver, som i sin tjeneste antager andre til at udføre arbejde her i landet forsikringspligt for de antagne. …” i lovforslagets bemærkninger til § 1 hedder det bl.a. (folketingstidende 1977-78, tillæg a, sp. 926): ”som omtalt i de almindelige bemærkninger, pkt. 2, er det foreslået, at gældende lovs bestemmelser om den forsikringsberettigede personkreds, som med mindre formule- ringsafvigelser er gentaget i alle lovens kapitler om den forsikringsberettigede person- kreds indenfor de forskellige erhverv …, samles i en bestemmelse. ved den foreslåede bestemmelse gøres retten til forsikring til det primære forhold og betinger således om- fanget af forsikringspligten, jfr.
. gældende lov følger det omvendte prin- cip, idet den tager udgangspunkt i arbejdsgiverens forsikringspligt og derigennem in- direkte beskriver de, der er forsikringsberettigede efter loven. efter forslaget er enhver person, som pådrager sig en arbejdsskade under arbejde, som han er antaget til at udføre her i landet, erstatningsberettiget for arbejdsskadens følger uden hensyn til arbejdsgive- rens nationalitet og hjemsted, virksomhedens art, omfang og hovedsædets beliggenhed.” arbejdsskadesikringslovens § 57 viderefører tidligere gældende bestemmelser i § 52 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. i lovforslagets bemærkninger til § 52 hedder det (folke- tingstidende 1997-98, 2. samling, tillæg a, lovforslag nr. l 3, s. 283): ”forslaget i § 52 svarer indholdsmæssigt til bestemmelsen i
. det foreslås, at arbejdsmarkedets erhvervssygdomssikring betaler udgifterne til erstat- ning og godtgørelse m.v., i de sager, hvor arbejdsgiveren ikke har betalt bidrag. det foreslås, at arbejdsgiveren skal refundere arbejdsmarkedets erhvervssygdomssik- ring de udbetalte beløb, og at arbejdsgiveren kan fritages for betaling, når der har fore- ligget undskyldende omstændigheder. det foreslås, at det bliver arbejdsskadestyrelsen, der træffer afgørelse om eventuel fritagelse. på denne måde sikres en ensartet praksis for alle typer af arbejdsskader, idet det efter
er arbejdsskadestyrelsen, der træffer disse afgørelser for så vidt angår ulykkestilfælde og skadelige påvirkninger. arbejdsskadestyrelsens hidtidige praksis for eftergivelse og fritagelse efter gældende lovs § 47 vil finde tilsvarende anvendelse i disse tilfælde, jf. bemærkningerne til forsla- get til ny affattelse af § 47.” - 13 - i lovforslagets bemærkninger til § 47 hedder det (folketingstidende 1997-98, 2. samling, til- læg a, lovforslag nr. l 3, s. 282): ”
det foreslås, at arbejdsskadestyrelsen forlods afholder udgifterne til erstatning og godt- gørelse m.v. i de sager, hvor arbejdsgiveren ikke har tegnet forsikring mod følger af ulykkestilfælde eller skadelige påvirkninger. det foreslås videre, at arbejdsgiveren skal refundere arbejdsskadestyrelsen de udbetalte erstatnings- og godtgørelsesbeløb, og at arbejdsgiveren kan fritages for betaling, når der har foreligget undskyldende omstændigheder. det foreslås, at arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelse om eventuel fritagelse. med den foreslåede ændring sigtes ikke til ændring i praksis for fritagelse for betaling. udgangspunktet i arbejdsskadestyrelsens praksis er, at arbejdsskadestyrelsen hverken fritager arbejdsgiveren for betaling eller eftergiver arbejdsgiveren beløbet.” højesterets begrundelse og resultat i 2001 indgik a en managerkontrakt og en promotorkontrakt med bokseren b. i 2008 stop- pede b sin professionelle karriere, efter at det var blevet konstateret, at han havde pådraget sig hjerne- og synsskader, som arbejdsskademyndighederne senere har anerkendt som en er- hvervssygdom. sagen angår, om a må anses som arbejdsgiver i arbejdsskadesikringslovens forstand og der- med sikringspligtig over for b. hvis dette er tilfældet, skal det afgøres, om der er grundlag for at tilsidesætte ankestyrelsens afgørelse om, at a ikke kan fritages helt eller delvis for at re- fundere beløb, der er kommet eller måtte komme til udbetaling til b i forbindelse med dennes arbejdsskadesag. personer, der ansættes til at udføre arbejde her i landet for en arbejdsgiver, er berettigede til ydelser efter arbejdsskadesikringsloven, jf. lovens § 2, stk. 1. arbejdet kan være lønnet eller ulønnet og kan være varigt, midlertidigt eller forbigående. efter den tidligere gældende § 1 i lov om arbejdsskadeforsikring omfattede den forsikringsberettigede personkreds enhver, der mod løn eller som ulønnet medhjælper antages til i en arbejdsgivers tjeneste varigt, midler- tidigt eller forbigående at udføre arbejde. på baggrund af denne bestemmelse og lovens for- - 14 - mål havde der dannet sig en praksis, hvorefter bestemmelsen ikke var begrænset til egentlige ansættelsesforhold, jf. herved f.eks. fed 1995.1362 ø. i den nugældende bestemmelse i § 2 er der bl.a. sket den ændring, at ordet ”antages” er ændret til ”ansættes”. det fremgår af for- arbejderne til § 2, at der alene er tale om en sproglig forenkling. ved den konkrete vurdering af, om der foreligger et ansættelsesforhold i lovens forstand, hvor a er arbejdsgiver for b, må der lægges vægt på, om a havde en økonomisk og erhvervs- mæssig interesse i bs boksekampe, og hvilke instruktionsbeføjelser hun havde i forhold til ham. efter kontraktsgrundlaget havde a en økonomisk og erhvervsmæssig interesse i bs bokse- kampe. højesteret finder, at denne interesse bestod, selv om a disponerede således, at det var selskabet x aps, som foretog betalinger til b, og at hun alene modtog fast løn som ansat i selskabet. efter kontraktsgrundlaget havde a instruktionsbeføjelser, som navnlig angik, hvordan, hvor og med hvilken bistand b skulle træne, hvilke kampe han skulle bokse, og hvilke aftaler om kommerciel udnyttelse af sit navn han kunne indgå. højesteret finder, at a ikke har godtgjort, at de pågældende instruktionsbeføjelser efter parternes fælles opfattelse ved aftaleindgåelsen ikke skulle gælde. a har heller ikke godtgjort, at den måde, parterne efterfølgende har handlet på, har medført en ændring af retsforholdet mellem dem. på den anførte baggrund tiltræder højesteret, at a var sikringspligtig arbejdsgiver for b. der var tale om et erhvervsmæssigt kontraktsforhold mellem a og b om hans virke som pro- fessionel bokser, og højesteret tiltræder af de grunde, som landsretten har anført, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte ankestyrelsens skøn, hvorefter der ikke foreligger sådanne und- skyldende omstændigheder, at a helt eller delvis bør fritages for betaling. højesteret stadfæster derfor dommen. thi kendes for ret: - 15 - landsrettens dom stadfæstes. i sagsomkostninger for højesteret skal a betale 100.000 kr. til ankestyrelsen. de idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms af- sigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.