Obsah (4)

højesterets kendelse afsagt mandag den 24. april 2017 sag 294/2016 a (advokat claus bonnez, beskikket) mod direktoratet for kriminalforsorgen (selv) i tidligere instanser er afsagt kendelse af retten

§ 216, stk.

1, og § 222, stk. 1 og stk. 2, jf. § 224, jf. til dels § 216, stk.

han har været frihedsberøvet siden den
marts
af kriminalforsorgens handleplan for a fremgår bl.a.: ”bolig: lejebolig (almennyttig, ungdomsbolig etc.) indsatte har en lejlighed på adressen x-vej 14, stuen, th. 8900 randers, hvor hustruen h sammen med datteren … bor. ved løsladelsen vil indsatte tage op hold der. … familie og andet netværk: samlevende med hjemmeboende børn 27.10.15 lb a er skilt fra hans kone h. de er dog fortsat i forhold og a går udgange hjem til h og deres datter på 15 år. a og h har en søn på 3 ½ år. sønnen er tvangsanbragt og a har 1 times overvåget samvær i familiehus med sønnen hver måned. a fortæller at de har haft 3 babyer der er døde kort tid efter fødslen. h var mistænkt ifm dødsfaldene og da a fik hans dom blev sønnen tvangsanbragt. a fortæller at sagen skal forelægges børne/ungeudvalget til foråret ift om sønnen fortsat skal være tvangsanbragt. a fortæller at han har et stort netværk og en stor familie. a fortæller at hans netværk støtter ham ifm det pådømte. familien og netværket tror på hans uskyld. … psykisk helbredstilstand: … ved pcl-r findes en score mellem 10 og 20, og indsatte opfylder således ikke krite- rierne for betegnelsen psykopat. man har i psykiater/psykolog gruppen i fællesskab sco- ret skalaen svr-20, som kan vise noget om risikoen for recidiv til ny sædeligheds- kriminalitet. her findes en moderat til høj risiko, og man har på baggrund heraf beslut- tet, at indsatte må blive i anstalten med henblik på yderligere undersøgelser og et længe- revarende samtaleforløb forud for en egentlig konferencedrøftelse, hvor der skal tages stilling til, hvorvidt indsatte skal tilbydes behandling med kønsdriftsdæmpende medicin. indsattes sag er kompliceret af, at han er af den opfattelse, at han er uskyldig dømt. han er benægtende overfor den pådømte sædelighedskriminalitet, som man derfor ikke har kunnet drøfte med ham. dette gør, at man indtil videre ikke har kunnet vurdere, om der er et behandlingsbehov/egnethed til behandling. man har på konference den 7.5.14 drøftet mulige behandlingstiltag. har konkluderet at indsatte ikke skal tilbydes behandling med kønsdriftdæmpende medicin samt, at indsatte i forhold til anden psykiatrisk/psykologisk behandling ikke skønnes motiveret i og med, at han fastholder, at han er uskyldigt dømt. behandlingsmæssigt er der således ikke længere nogen grund til, at indsatte opholder sig i anstalten. man har anbefalet, at han overføres til statsfængslet østjylland således, at han kan afsone tættere på familien.” den
november 2015 traf direktoratet for kriminalforsorgen afgørelse om, at a ikke kunne løslades på prøve i medfør af

§ 38

. i afgørelsen hedder det bl.a.: ”vi mener ikke, at du kan prøveløslades, fordi der er for stor risiko for, at du vil begå ny kriminalitet, som ikke er bagatelagtig. det mener vi især, fordi - du er idømt [fængsel i] 5 år og 6 måneder for især grov sædelighedskriminalitet, nemlig voldtægt, og anden kønslig omgængelse, som er begået i perioden fra 1993- 1999 og efterfølgende fra 2003-2011, - du ikke har været løsladt i tiden, fra du blev dømt, til du begyndte at afsone, - anstalten ved herstedvester har udtalt, at dit behov for psykiatrisk-sexologisk be- handling ikke kan vurderes, fordi du ikke erkender den sædelighedskriminalitet, du er dømt for, og - anstalten ud fra de undersøgelser, du under afsoningen har ønsket at medvirke til, vurderer, at det ikke kan udelukkes, at der foreligger en moderat til høj risiko for til- bagefald til samme slags kriminalitet.” den

januar 2016 anmodede a om at få spørgsmålet indbragt for retten, og den
maj 2016 afsagde retten i herning kendelse om stadfæstelse af direktoratets afgørelse. i kendelsen hedder det bl.a.: ”… a er dømt for grov sædelighedskriminalitet begået over en flerårig periode helt, op til 8 år over for as niecer. det fremgår bl.a. af den seneste handleplan fra afsoningsstedet, at a stadig nægter forholdene, som han også gjorde under sagens behandling, og at man ikke har kunnet vurdere, om der er behandlingsbehov, eller om a er egnet til behandling. man har vurderet, at a ikke skal tilbydes behandling med kønsdriftsdæmpende midler eller psykiatrisk/psykologisk behandling, idet a ikke skønnes motiveret herfor. af handleplanen fremgår endvidere, at psykiatri/psykolog gruppen på skalaen svr-20 finder en moderat til høj risiko for recidiv til ny sædelighedskriminalitet. uagtet a i vidt omfang har haft udgang, også uledsaget udgang, uden problemer, finder retten på ovennævnte baggrund ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte den vurdering, som justitsministeriet, direktoratet for kriminalforsorgen, har foretaget…” den
august 2016 stadfæstede vestre landsret kendelsen afsagt af retten i herning, idet landsretten henviste til de grunde, der er anført i byrettens kendelse. anbringender a har anført bl.a., at han opfylder betingelserne for at blive prøveløsladt efter afsoning af to tredjedele af straffetiden, idet hans forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, jf.

§ 38, stk.

den omstændighed, at han fortsat nægter sig skyldig, kan ikke i sig selv føre til, at han ikke kan prøveløslades. alle øvrige forhold taler for, at det ikke er utilrådeligt, at han prøve- løslades. det er således første gang, han afsoner en fængselsstraf, han har ikke haft nogen disciplinærsager under sin afsoning, og han afvikler uproblematisk uledsaget udgang i vidt omfang. siden den
oktober 2015, hvor han blev overført til statsfængslet midtjylland, har han afsonet i åbent fængsel. han har uddannet sig under afsoningen, og han arbejder til daglig på centrallageret, hvor han uledsaget fragter møbler rundt i hele landet. ved eventuel prøve- løsladelse har han både bolig og mulighed for at forsørge sig selv. direktoratet har bevisbyrden for, at prøveløsladelse er utilrådelig. prøveløsladelse efter to tredjedele af straffetiden er den ordinære løsladelse efter straffeloven, og prøveløsladelse skal derfor ikke betragtes som et privilegium, som den indsatte skal gøre sig særligt fortjent til. under den indledende afsoning i anstalten ved herstedvester fik han afslag på ansøgning om uledsaget udgang med samme begrundelse, som nu bruges til at nægte prøveløsladelse. der blev således også dengang henvist til, at man ikke kunne vurdere hans recidivrisiko, og at det ikke kunne udelukkes, at han ville recidivere under sin udgang. kriminalforsorgen har tilsyneladende ændret holdning vedrørende hans recidivrisiko, idet han senere har fået tilladelse til uledsaget udgang, og det er ejendommeligt, såfremt denne vurdering skulle være anderledes, når det drejer sig om prøveløsladelse. der kan således ikke med rimelighed siges at foreligge en risiko for recidiv. afslaget på prøveløsladelse er udtryk for usaglig forskelsbehandling i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 5 (ret til frihed) og artikel 14 (forbud mod diskrimination), når indsatte dømt for seksualforbrydelser som hovedregel skal erkende det pådømte for at blive prøveløsladt på trods af, at disse dømte statistisk set har den laveste recidivprocent. det er desuden i strid med det forbud mod selvinkriminering, der er udledt af konventionens artikel 6, at pålægge den indsatte at erkende det pådømte, idet nægtet prøveløsladelse i realiteten påfører den indsatte en yderligere straf set i forhold til de øvrige indsatte. direktoratet for kriminalforsorgen har anført bl.a., at as forhold gør prøveløsladelse utilrådelig, således at der ikke er grundlag for løsladelse efter afsoning af to tredjedele af straffetiden, jf.

§ 38, stk.

for personer, der er dømt for seksualforbrydelser, indgår det i direktoratets samlede afvejning med særlig vægt, om det vurderes, at der er behov for psykiatrisk-sexologisk behandling, og om den pågældende er fundet egnet og motiveret til behandling, herunder om den pågældende har accepteret og gennemgået behandlingsforløb, hvis der er behov for det. der lægges bl.a. også vægt på, hvor lang tid den pågældende var på fri fod mellem den begåede kriminalitet og den endelige dom, om den pågældende var varetægtsfængslet i forbindelse med sagen, om den pågældende var på fri fod mellem endelig dom i sagen og påbegyndelse af udståelse af straffen, og om den pågældende har afviklet uproblematisk udgangsforløb mv. i alle tilfælde foretages en konkret og aktuel utilrådelighedsvurdering, hvor der tages stilling til, hvor stor vægt de forskellige omstændigheder skal tillægges i den aktuelle sag. ved bedømmelsen af, om prøveløsladelse af a er utilrådelig, er der således ikke alene lagt vægt på hans benægtelse af det pådømte og hans manglende motivation for behandling. der er også lagt vægt på bl.a., at han er dømt for særdeles grove seksualforbrydelser, hvor overgrebene har stået på over en længere årrække, samt at behandlingsafdelingen har vurderet, at risikoen for tilbagefald til samme slags kriminalitet er moderat til høj. a var desuden ikke løsladt i tiden, fra han blev dømt, til han begyndte at afsone sin straf. risikovurderingerne for udgang og prøveløsladelse er meget forskellige. ved udgang vurderes det, om der er risiko for tilbagefald til kriminalitet i netop det tidsrum, som udgangen angår. ved prøveløsladelse vurderes det, om der er risiko for tilbagefald til kriminalitet generelt over længere tid. det afviklede uproblematiske udgangsforløb er kun en del af flere omstændigheder, der er relevante ved vurdering af, om den indsatte skal løslades på prøve. der er som anført tale om en samlet konkret vurdering, og diverse statistikker – herunder sta- tistik for recidiv for de enkelte kriminalitetsarter – er ikke afgørende i forhold til spørgsmålet om prøveløsladelse og herunder ved utilrådighedsvurderingen. forbuddet mod selvinkriminering finder alene anvendelse i tilfælde, hvor en person er anklaget for en forbrydelse. selvinkrimineringsforbuddet medfører derfor ikke, at myndighe- derne er afskåret fra også at lægge vægt på, at a ikke erkender den kriminalitet, som han er dømt for, og at det derfor ikke er muligt at vurdere, om han har behov for psykiatrisk- sexologisk behandling. retsgrundlag straffeloven indeholder bl.a. følgende bestemmelser om prøveløsladelse: ”§
når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået, afgør justits- ministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, om den dømte skal løslades på prøve. … stk.
løsladelse på prøve forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen util- rådelig, at der er sikret ham passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at han erklærer at ville overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter § 39, stk. 2 og 3.” i straffuldbyrdelsesloven hedder det bl.a.: ”beslutning om prøveløsladelse §
såfremt den straf, der fuldbyrdes, giver mulighed for prøveløsladelse efter straffe- lovens § 38, stk. 1, skal afgørelsen om prøveløsladelse træffes på et sådant tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af to tredjedele af straffen… stk.
justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse, … §
endelige administrative afgørelser kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er med- delt den dømte, af denne kræves indbragt til prøvelse for retten, hvis der er tale om … 6) en afgørelse efter § 80 om nægtelse af prøveløsladelse i henhold til

§ 38, stk.

1,…” i betænkning afgivet i 1923 af straffelovskommissionen af

november 1917 hedder det bl.a. (sp. 110): ”en hovedbetragtning er her ganske vist ønsket om at lade de under straffuldbyrdelsen indvundne erfaringer faa indflydelse paa straffens varighed, men ved siden heraf gør den betragtning sig selvstændigt gældende, at løsladelse paa prøve træder til som en nyttig afslutning paa strafbehandlingen ved at skabe en overgangstilstand mellem denne og den fulde frihed. løsladelse paa prøve er derfor tænkt som en normal afkort- ning af straffen, der kun bør udeblive, naar fangens forhold gør den utilraadelig…” ved lov nr. 274 af
april 1997 om ændring af straffeloven (om bl.a. en forstærket indsats mod seksualforbrydelser) gennemførtes en udvidet adgang til at idømme forvaring efter straf- felovens §
af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (jf. folketingstidende 1996- 97, tillæg a, lovforslag nr. l 12, s. 97 og 103-104) fremgår bl.a.: ”
forstærket indsats mod seksualforbrydelser 3.
indledning lovforslaget omfatter endvidere initiativer med henblik på en forstærket indsats mod seksualforbrydelser, herunder navnlig seksualforbrydelser begået mod børn. denne del af forslaget er udarbejdet i samarbejde med sundhedsministeriet og socialministeriet. der foreslås en mindre lempelse af betingelserne for anvendelse af forvaring (dvs. tids- ubestemt frihedsberøvende foranstaltning) efter

§ 70, jf.

nedenfor pkt. 3.5.

i tilknytning hertil er det hensigten at iværksætte forskellige administrative foranstalt- ninger, herunder en forsøgsordning med behandling af personer, der har begået visse seksualforbrydelser [som alternativ til frihedsstraf], jf. nedenfor pkt. 3.5.
også over for personer, der har begået grovere seksualforbrydelser, vil der blive tale om en øget behandlingsindsats, jf. nedenfor pkt. 3.5.
… 3.
justitsministeriets overvejelser … 3.5.
afsoning og behandling ved tidsbestemt fængselsstraf af de personer, der i dag idømmes en sædvanlig, tidsbestemt fængselsstraf, vil en del blive omfattet af den foreslåede forsøgsordning med behandling af personer, der har be- gået visse mindre grove seksualforbrydelser, jf. ovenfor i afsnit [3.]5.3., mens en (lille) del vil blive idømt forvaring og i den forbindelse søgt behandlet på anstalten ved her- stedvester, jf. ovenfor pkt. 3.5.
også for de øvrige personer, der dømmes for en seksualforbrydelse, er der imidlertid behov for at iværksætte en målrettet behandlingsindsats. for at sikre den bedst mulige placering og behandling af disse personer er det hensigten at etablere en visitationsordning for alle personer, der er idømt en tidsbestemt fængsels- straf for seksualforbrydelser. det er hensigten at etablere ordningen under anstalten ved herstedvester, hvor der op- rettes en visitations- og observationsafdeling… … som anført ovenfor under pkt. 3.3.
er det erfaringen i anstalten ved herstedvester, at navnlig personer, der er idømt en tidsbestemt fængselsstraf, undertiden modsætter sig behandling i anstalten, selv om det har den følge, at de ikke prøveløslades, men må af- sone den fulde straf. justitsministeriet forudsætter, at der ved seksualforbrydelser i høje- re grad end sædvanligt gives afslag på prøveløsladelse, hvis den kriminelle ikke accep- terer et relevant vilkår om i prøvetiden at fortsætte en påbegyndt psykiatrisk behandling eventuelt kombineret med kønsdriftsdæmpende medicin.” af direktoratet for kriminalforsorgens dagældende vejledning nr. 10341 af
august 2015 (nu vejledning nr. 9476 af
maj 2016) om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf, fremgår bl.a.: ”forberedelse af spørgsmålet om løsladelse på prøve
prøveløsladelse er forudsat som et regelmæssigt led i fuldbyrdelse af fængselsstraffe på 2 måneder og derover. i nogle tilfælde er det imidlertid oplagt, at prøveløsladelse ikke skal ske. i andre tilfælde, hvor det er tvivlsomt, om prøveløsladelse skal ske, påhviler det krimi- nalforsorgsområdet løbende, så vidt det er muligt, at overveje og iværksætte tiltag, som kan bidrage til, at der skabes en situation, hvor betingelserne for prøveløsladelse er til stede… utilrådelighedsvurderingen
efter

§ 38, stk.

4, forudsætter prøveløsladelse, at den dømtes forhold ik- ke gør prøveløsladelse utilrådelig. dette betyder, at der ikke må foreligge en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, som ikke formodes at kunne begræn- ses ved tilsyn og eventuelle særvilkår. det er en forudsætning, at betingelserne for prø- veløsladelse er til stede, både når afgørelsen om prøveløsladelse træffes, og når prøve- løsladelse faktisk skal ske. om kriminaliteten kan betragtes som bagatelagtig beror på en konkret vurdering. i den- ne vurdering indgår kriminalitetens art, tidligere kriminalitet og den indsattes personlige forhold. længden af den straf, som kan idømmes, vil ikke i sig selv være afgørende for, om kriminaliteten kan betragtes som bagatelagtig, men vil sammen med kriminalitetens art være et moment, der indgår i vurderingen. det bemærkes, at voldskriminalitet, uan- set straffens længde, ikke betragtes som bagatelagtig kriminalitet. afgørelsen om prøveløsladelse skal, når sagen er tilstrækkeligt oplyst, træffes ud fra en samlet afvejning af alle omstændigheder, som taler enten for eller imod prøveløsladelse. ved denne vurdering skal der i alle tilfælde foretages en konkret og aktuel utilrådelig- hedsvurdering, hvor der tages stilling til, hvor stor vægt de forskellige omstændigheder skal tillægges i den aktuelle sag. der er således ikke mulighed for at fastlægge, at visse momenter altid vil føre til, at prøveløsladelse enten meddeles eller nægtes. visse momenter vil dog typisk indgå med særlig vægt:

antallet af tidligere løsladelser og betingede domme…
den indsattes forhold under tidligere tilsynsperioder…
den nu foreliggende løsladelsessituation. prøveløsladelse vil – selvom at de under pkt. 7 og 8 nævnte momenter isoleret set måtte føre til afslag – kunne komme på tale, hvor der skønnes at foreligge en særlig gunstig løsladelsessituation, f.eks. med hensyn til arbejds-, opholds- eller uddannelsesmuligheder, den indsattes forhold til pårørende m.v., og/eller at der under den aktuelle strafudståelse må antages at være sket en væ- sentlig holdningsændring hos den indsatte, som mindsker risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet. omvendt vil afslag kunne komme på tale, hvis der foreligger en særlig dårlig løsladel- sessituation med deraf følgende forhøjet recidivrisiko, også selv om de under pkt. 7 og 8 nævnte momenter isoleret set ville have ført til en positiv afgørelse… det understreges, at de under pkt. 7, 8 og 9 anførte forhold skal indgå med lige stor vægt i utilrådelighedsvurderingen. i vurderingen af, om prøveløsladelse efter § 38, stk. 1, bør finde sted, indgår andre mo- menter end de ovenfor nævnte, herunder bl.a. følgende:
ung alder…
kriminalitetens art. kriminalitetens art vil have en vis betydning for bedømmelsen af risikoen for ny kriminalitet. risiko for tilbagefald til personfarlig kriminalitet vil med større vægt tale mod prøveløsladelse end risiko for tilbagefald til (ikke professionel) be- rigelseskriminalitet.
forhold under indsættelsen. den indsattes forhold under indsættelsen (afsoningen og en eventuel varetægtsfængsling) skal tillægges vægt, i det omfang disse kan give an- ledning til at formode, at der er risiko for recidiv til fornyet kriminalitet.” højesterets begrundelse og resultat efter

§ 38, stk.

1, sammenholdt med stk. 4, er det bl.a. en betingelse for, at en dømt kan blive prøveløsladt efter at have udstået to tredjedele af straffetiden, at den dømtes forhold ikke gør prøveløsladelsen utilrådelig. sagen angår, om det efter as forhold var utilrådeligt at prøveløslade ham, da direktoratet for kriminalforsorgen traf afgørelse herom den

november
af pkt. 6 i direktoratet for kriminalforsorgens løsladelsesvejledning fremgår om den utilråde- lighedsvurdering, som efter loven skal foretages, at der ikke må foreligge en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved til- syn og eventuelle særvilkår. det er endvidere anført, at der ikke er mulighed for at fastlægge, at visse momenter altid vil føre til, at prøveløsladelse enten meddeles eller nægtes. højesteret finder, at det ved vurderingen af, om en prøveløsladelse må anses for utilrådelig, ikke kan tillægges vægt i sig selv, at den dømte ikke før eller efter domfældelsen har erkendt at være skyldig i den pådømte forbrydelse. det fremgår da også af afgørelsen af
november 2015 og grundlaget herfor, at direktoratet bl.a. har lagt vægt på, at man ud fra de psykiatri- og psykologfaglige undersøgelser, som anstalten kunne foretage, har fundet, at der er en moderat til høj risiko for tilbagefald til samme slags kriminalitet. at a fortsat ikke erkender sig skyldig, har medført, at man ikke har kunnet afklare behandlingsbehovet og hans egnethed til at modtage behandling. højesteret finder efter en samlet vurdering, at det var utilrådeligt at prøveløslade a. ud over den ovenfor nævnte vurdering af recidivrisikoen lægger højesteret herved vægt på arten af den pådømte kriminalitet, hvor a gennem årrækker begik grove seksualforbrydelser i familieforhold. højesteret lægger endvidere vægt på, at a var varetægtsfængslet under sagen og således har været frihedsberøvet siden marts
det kan ikke føre til en anden vurdering, at han under afsoningen har haft uledsaget udgang uden problemer. det, som a har anført om forholdet til den europæiske menneskerettighedskonvention, kan ikke føre til et andet resultat. højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part eller til stats- kassen. højesterets kendelse afsagt mandag den
april 2017 sag 295/2016 b (advokat claus bonnez, beskikket) mod direktoratet for kriminalforsorgen (selv) i tidligere instanser er afsagt kendelse af retten i herning den
maj 2016 og af vestre landsrets
afdeling den
september
i påkendelsen har deltaget fem dommere: lene pagter kristensen, jon stokholm, lars hjortnæs, kurt rasmussen og jens kruse mikkelsen. påstande kærende, b, har nedlagt påstand om, at indkærede, direktoratet for kriminalforsorgen, skal anerkende, at han skulle have været prøveløsladt den
januar 2016, hvor to tredjedele af straffen var udstået, således at direktoratets afgørelse af
januar 2016 ophæves. subsidiært har han påstået, at sagen hjemvises til direktoratet med henblik på fastsættelse af vilkår for prøveløsladelse. direktoratet for kriminalforsorgen har påstået stadfæstelse. sagsfremstilling b blev ved østre landsrets ankedom af
marts 2014 idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for bl.a. samleje og anden kønslig omgængelse med sin mindreårige datter begået over en fireårig periode indtil
i statsfængslet midtjyllands handleplan for b hedder det bl.a.: ”bolig: indsatte har en 1½ vær. lejebolig x-vej …, 2sal th. 4700 næstved. han fortæller, at han gennem 17 år har boet i lejlighed, de seneste 4 år sammen med ægtefælle og hendes datter. … familie og andet netværk: indsatte er gift med h, der har to døtre på 13 og 16 år. den ældste bor for sig selv i en ungdomsbolig. selv har han en søn på 25 år og en datter på 24 år (forurettede) fra første ægteskab. … vurdering og indsatsområder: … 20.05.
marianne gunneskov, psykolog: indsatte er egnet, men ikke motiveret for psykiatrisk/sexologisk behandling i netværket fordi han er kategorisk benægtende omkring det pådømte. heri skjules en vis risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet og en latent bekymring for den 13-årige hjemmeboende steddatter. … der er for det pådømte en vis recidivrisiko tilstede først og fremmest på baggrund af indsattes kategoriske benægtelse, særlige personlighedsmæssige træk (forstyrrer psykisk udvikling med ustabile emotionelle relationer til følge) og at han ikke tidligere er dømt for sædelighedskriminalitet. recidivrisikoen vurderes at kunne mindskes såfremt der i forbindelse med udgange og evt. prøveløsladelse er vilkår om ikke at have kontakt til piger under 18 år. … d. 23.11.15 tanja lerche/ socialrådgiver: efter anmodning om udtalelse fra psykiatrisk center, sexologisk klinik/københavn, til behandling af prøveløsladelse er indgået udtalelse vedr. behandlingsforløb. af udtalelse fremgår, at det efter 4 sessioner, d. 18.11.15 er besluttet, at afslutte forlø- bet, idet b er benægtende if. til det pådømte. …” af bs personjournal for den
september 2015 fremgår bl.a.: ”indsatte har været mødebehandlet med henblik på uledsaget udgang igen. genbehand- lingen skyldes nye oplysninger fra de sociale myndigheder vedr. det barn der er på ud- gangsadressen. de nye oplysninger er af sådan karakter, at det giver anledning til re- vurdere misbrugsrisikoen ved uledsaget udgang. på den baggrund gives der afslag på uledsaget udgang. indsatte orienteret og klagevejledt.” i kriminalforsorgens indstilling af
januar 2016 vedrørende prøveløsladelse efter straffelo- vens § 38, stk. 1, hedder det bl.a.: ”23.11.15: … udtalelse fra psykiatrisk center/sexologisk klinik, københavn. … ”b har under samtlige samtaler fastholdt, at han ikke har vbegået den kriminalitet han er dømt for udover, han har erkendt, han har berørt forurettedes bryster; men det skal angi- veligt være sket under voldsomt pres fra hendes side, da hun angiveligt ville have ham til at undersøge dem for cancer. han har således fremdeles været benægtende. det kan mulgvis bidrage som en forhin- dring for han at erkende mere, da hansnuværende ægtefælle og steddøtre angiveligt tror ham. han har formuleret personlighedsmæssige problematik omkring grænsesætning og et problematik omkring tilbøjelighed til at indgå i problematiske parforhold, men givet be- handling i medfør af ordningen skal have udgangspunkt i den pådømte kriminalitet, hvoraf en væsentlig del derfor bør erkendes, synes det ikke muligt at behandle b efter de afstukne retningslinjer for ordningen. i henhold til step care modellens trin synes han end ikke at nå trinnet erkendelse af en væsentligdel af det pådømte. i overensstemmelse hermed besluttedes det derfor i temaet ved konf. 18.11.15 at afslut- te forløbet her. han vil blive orienteret særskilt.” den
januar 2016 traf direktoratet for kriminalforsorgen afgørelse om, at b ikke kunne løslades på prøve i medfør af

§ 38

. i afgørelsen hedder det bl.a.: ”vi mener ikke, at din klient kan prøveløslades nu, fordi der er for stor risiko for, at han vil begå ny kriminalitet, som ikke er bagatelagtig. det mener vi, fordi: - han er idømt en straf af fængsel i 3 år og 6 måneder for samleje og anden kønslig omgængelse med egen datter under 15 år og blufærdighedskrænkelse af samme be- gået i perioden fra 2001 og frem til 2007, samt for besiddelse af børnepornografisk materiale begået i

- han er benægtende over for de pådømte forhold. - det har grundet hans benægtelse ikke været muligt at vurdere hans eventuelle behov for psykiatrisk/sexologisk behandling, og det kan derfor ikke udelukkes, at der er en væsentlig risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet. - han har ikke afviklet uledsaget udgang, idet man som følge af ovenstående har fun- det en risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet samt en latent bekymring i forhold til, at der på udgangsadressen bor en steddatter på 14 år.” den
januar 2016 anmodede b om at få spørgsmålet indbragt for retten, og den
maj 2016 afsagde retten i herning kendelse om stadfæstelse af direktoratets afgørelse. i kendelsen hedder det bl.a.: ”b er idømt en straf af fængsel i 3 år og 6 måneder for blandt andet samleje og anden kønslig omgængelse med egen datter under 15 år begået over en fireårsperiode. b er vurderet som egnet til psykiatrisk/sexologisk behandling, men det har på grund af hans benægtelse af de pådømte forhold ikke været muligt at iværksætte en behandling. det kan som følge heraf ikke udelukkes, at der er en væsentlig risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet. b har på grund af disse forhold ikke opnået tilladelse til uledsaget udgangsforløb. på den baggrund finder retten ikke grundlag for at tilsidesætte direktoratet for krimi- nalforsorgens vurdering af, at en prøveløsladelse af b er utilrådelig, jf.

§ 38, stk.

[4]…” den

september 2016 stadfæstede vestre landsret byrettens kendelse med følgende be- grundelse: ”b har været frihedsberøvet siden den
september 2013, hvor retten i næstved afsagde dom i
instans. han har ikke under afsoningen haft uledsaget udgang. der er efter det oplyste givet afslag herpå navnlig under henvisning til oplysninger om en hjemmeboende teenagesteddatter sammenholdt med bs benægtelse af at have begået de pådømte forhold. herefter og på baggrund af sagens øvrige oplysninger er landsretten enig med byretten i, at prøveløsladelse var utilrådelig, og at der ikke er grundlag for at tilsidesætte direktora- tet for kriminalforsorgens afgørelse af
januar 2016 om afslag på prøveløsladelse under henvisning til stor risiko for recidiv til ny og ikke bagatelagtig kriminalitet.” anbringender b har anført bl.a., at han opfylder betingelserne for at blive prøveløsladt efter afsoning af to tredjedele af straffetiden, idet hans forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, jf.

§ 38, stk.

4. han har i perioden fra 2007 til 2013, hvor retten i næstved afsagde dom i første instans, været på fri fod uden at begå kriminalitet. han er førstegangsafsoner, og han har uden problemer afviklet ledsaget udgang til sin bopæl. han har endvidere haft et problemfrit afsoningsforløb uden disciplinære forhold, ligesom han under sin afsoning har været talsmand for de indsatte. kriminalforsorgen har afvist at give ham tilladelse til uledsaget udgang, fordi han nægter sig skyldig og derfor ikke kan indgå i sexologisk behandling. på anstalten ved herstedvester er han fundet egnet til behandling, men ikke motiveret, idet han nægter sig skyldig. sexologisk klinik i københavn har afvist at behandle ham med samme begrundelse. han har ikke modsat sig sexologisk behandling eller andre tiltag fra kriminalforsorgen, men behandlerne har ikke villet lade ham undergå behandling, fordi han nægter sig skyldig. hans fortsatte benægtelse bør ikke i sig selv føre til, at løsladelse på prøve nægtes. direktoratet har bevisbyrden for, at der består en væsentlig risiko for recidiv til ikke- bagatelagtig kriminalitet. prøveløsladelse efter to tredjedele af straffetiden er den ordinære løsladelse efter straffeloven, og prøveløsladelse skal derfor ikke betragtes som et privilegium, som den indsatte skal gøre sig særligt fortjent til. afslaget på prøveløsladelse er udtryk for usaglig forskelsbehandling i strid med den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 5 (ret til frihed) og artikel 14 (forbud mod diskrimination), når indsatte dømt for seksualforbrydelser som hovedregel skal erkende det pådømte for at blive prøveløsladt på trods af, at disse dømte statistisk set har den laveste recidivprocent. det er desuden i strid med det forbud mod selvinkriminering, der er udledt af konventionens artikel 6, at pålægge den indsatte at erkende det pådømte, idet nægtet prøveløsladelse i realiteten påfører den indsatte en yderligere straf set i forhold til de øvrige indsatte. direktoratet for kriminalforsorgen har anført bl.a., at bs forhold gør prøveløsladelse utilrådelig, således at der ikke er grundlag for løsladelse efter afsoning af to tredjedele af straffetiden, jf.

§ 38, stk.

for personer, der er dømt for seksualforbrydelser, indgår det i direktoratets samlede afvejning med særlig vægt, om det vurderes, at der er behov for psykiatrisk-sexologisk behandling, og om den pågældende er fundet egnet og motiveret til behandling, herunder om den pågældende har accepteret og gennemgået behandlingsforløb, hvis der er behov for det. der lægges bl.a. også vægt på, hvor lang tid den pågældende var på fri fod mellem den begåede kriminalitet og den endelige dom, om den pågældende var varetægtsfængslet i forbindelse med sagen, om den pågældende var på fri fod mellem endelig dom i sagen og påbegyndelse af udståelse af straffen, og om den pågældende har afviklet uproblematisk udgangsforløb mv. i alle tilfælde foretages en konkret og aktuel utilrådelighedsvurdering, hvor der tages stilling til, hvor stor vægt de forskellige omstændigheder skal tillægges i den aktuelle sag. ved bedømmelsen af, om prøveløsladelse af b er utilrådelig, er der således ikke alene lagt vægt på hans benægtelse af det pådømte og hans manglende motivation for behandling. der er også lagt vægt på bl.a., at han er dømt for en særdeles grov seksualforbrydelse, hvor overgrebene har stået på over flere år. han er under afsoningen vurderet som egnet til psykiatrisk-sexologisk behandling, men på grund af hans manglende motivation som følge af hans benægtelse af den begåede kriminalitet blev behandling ikke iværksat. han har ikke opnået tilladelse til uledsaget udgang, og han blev varetægtsfængslet efter byrettens dom og har været frihedsberøvet siden da. der er som anført tale om en samlet konkret vurdering, og diverse statistikker – herunder sta- tistik for recidiv for de enkelte kriminalitetsarter – er ikke afgørende i forhold til spørgsmålet om prøveløsladelse og herunder ved utilrådighedsvurderingen. forbuddet mod selvinkriminering finder alene anvendelse i tilfælde, hvor en person er anklaget for en forbrydelse. selvinkrimineringsforbuddet medfører derfor ikke, at myndighe- derne er afskåret fra også at lægge vægt på, at b ikke erkender den kriminalitet, som han er dømt for, og at det derfor ikke er muligt at vurdere, om han har behov for psykiatrisk- sexologisk behandling. retsgrundlag straffeloven indeholder bl.a. følgende bestemmelser om prøveløsladelse: ”§
når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået, afgør justits- ministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, om den dømte skal løslades på prøve. … stk.
løsladelse på prøve forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen util- rådelig, at der er sikret ham passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at han erklærer at ville overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter § 39, stk. 2 og 3.” i straffuldbyrdelsesloven hedder det bl.a.: ”beslutning om prøveløsladelse §
såfremt den straf, der fuldbyrdes, giver mulighed for prøveløsladelse efter straffe- lovens § 38, stk. 1, skal afgørelsen om prøveløsladelse træffes på et sådant tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af to tredjedele af straffen. … stk.
justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse, … §
endelige administrative afgørelser kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er med- delt den dømte, af denne kræves indbragt til prøvelse for retten, hvis der er tale om … 6) en afgørelse efter § 80 om nægtelse af prøveløsladelse i henhold til

§ 38, stk.

1,…” i betænkning afgivet i 1923 af straffelovskommissionen af

november 1917 hedder det bl.a. (sp. 110): ”en hovedbetragtning er her ganske vist ønsket om at lade de under straffuldbyrdelsen indvundne erfaringer faa indflydelse paa straffens varighed, men ved siden heraf gør den betragtning sig selvstændigt gældende, at løsladelse paa prøve træder til som en nyttig afslutning paa strafbehandlingen ved at skabe en overgangstilstand mellem denne og den fulde frihed. løsladelse paa prøve er derfor tænkt som en normal afkort- ning af straffen, der kun bør udeblive, naar fangens forhold gør den utilraadelig, …” ved lov nr. 274 af
april 1997 om ændring af straffeloven (om bl.a. en forstærket indsats mod seksualforbrydelser) gennemførtes en udvidet adgang til at idømme forvaring efter straf- felovens §
af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (jf. folketingstidende 1996- 97, tillæg a, lovforslag nr. l 12, s. 97 og 103-104) fremgår bl.a.: ”
forstærket indsats mod seksualforbrydelser 3.
indledning lovforslaget omfatter endvidere initiativer med henblik på en forstærket indsats mod seksualforbrydelser, herunder navnlig seksualforbrydelser begået mod børn. denne del af forslaget er udarbejdet i samarbejde med sundhedsministeriet og socialministeriet. der foreslås en mindre lempelse af betingelserne for anvendelse af forvaring (dvs. tids- ubestemt frihedsberøvende foranstaltning) efter

§ 70, jf.

nedenfor pkt. 3.5.

i tilknytning hertil er det hensigten at iværksætte forskellige administrative foranstalt- ninger, herunder en forsøgsordning med behandling af personer, der har begået visse seksualforbrydelser [som alternativ til frihedsstraf], jf. nedenfor pkt. 3.5.
også over for personer, der har begået grovere seksualforbrydelser, vil der blive tale om en øget behandlingsindsats, jf. nedenfor pkt. 3.5.
… 3.
justitsministeriets overvejelser … 3.5.
afsoning og behandling ved tidsbestemt fængselsstraf af de personer, der i dag idømmes en sædvanlig, tidsbestemt fængselsstraf, vil en del blive omfattet af den foreslåede forsøgsordning med behandling af personer, der har be- gået visse mindre grove seksualforbrydelser, jf. ovenfor i afsnit [3.]5.3., mens en (lille) del vil blive idømt forvaring og i den forbindelse søgt behandlet på anstalten ved her- stedvester, jf. ovenfor pkt. 3.5.
også for de øvrige personer, der dømmes for en seksualforbrydelse, er der imidlertid behov for at iværksætte en målrettet behandlingsindsats. for at sikre den bedst mulige placering og behandling af disse personer er det hensigten at etablere en visitationsordning for alle personer, der er idømt en tidsbestemt fængsels- straf for seksualforbrydelser. det er hensigten at etablere ordningen under anstalten ved herstedvester, hvor der op- rettes en visitations- og observationsafdeling… … som anført ovenfor under pkt. 3.3.
er det erfaringen i anstalten ved herstedvester, at navnlig personer, der er idømt en tidsbestemt fængselsstraf, undertiden modsætter sig behandling i anstalten, selv om det har den følge, at de ikke prøveløslades, men må af- sone den fulde straf. justitsministeriet forudsætter, at der ved seksualforbrydelser i høje- re grad end sædvanligt gives afslag på prøveløsladelse, hvis den kriminelle ikke accep- terer et relevant vilkår om i prøvetiden at fortsætte en påbegyndt psykiatrisk behandling eventuelt kombineret med kønsdriftsdæmpende medicin.” af direktoratet for kriminalforsorgens dagældende vejledning nr. 10341 af
august 2015 (nu vejledning nr. 9476 af
maj 2016) om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf, fremgår bl.a.: ”forberedelse af spørgsmålet om løsladelse på prøve
prøveløsladelse er forudsat som et regelmæssigt led i fuldbyrdelse af fængselsstraffe på 2 måneder og derover. i nogle tilfælde er det imidlertid oplagt, at prøveløsladelse ikke skal ske. i andre tilfælde, hvor det er tvivlsomt, om prøveløsladelse skal ske, påhviler det krimi- nalforsorgsområdet løbende, så vidt det er muligt, at overveje og iværksætte tiltag, som kan bidrage til, at der skabes en situation, hvor betingelserne for prøveløsladelse er til stede… utilrådelighedsvurderingen
efter

§ 38, stk.

antallet af tidligere løsladelser og betingede domme…
den indsattes forhold under tidligere tilsynsperioder…
den nu foreliggende løsladelsessituation. prøveløsladelse vil – selvom at de under pkt. 7 og 8 nævnte momenter isoleret set måtte føre til afslag – kunne komme på tale, hvor der skønnes at foreligge en særlig gunstig løsladelsessituation, f.eks. med hensyn til arbejds-, opholds- eller uddannelsesmuligheder, den indsattes forhold til pårørende m.v., og/eller at der under den aktuelle strafudståelse må antages at være sket en væ- sentlig holdningsændring hos den indsatte, som mindsker risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet. omvendt vil afslag kunne komme på tale, hvis der foreligger en særlig dårlig løsladel- sessituation med deraf følgende forhøjet recidivrisiko, også selv om de under pkt. 7 og 8 nævnte momenter isoleret set ville have ført til en positiv afgørelse… det understreges, at de under pkt. 7, 8 og 9 anførte forhold skal indgå med lige stor vægt i utilrådelighedsvurderingen. i vurderingen af, om prøveløsladelse efter § 38, stk. 1, bør finde sted, indgår andre mo- menter end de ovenfor nævnte, herunder bl.a. følgende:
ung alder…
kriminalitetens art. kriminalitetens art vil have en vis betydning for bedømmelsen af risikoen for ny kriminalitet. risiko for tilbagefald til personfarlig kriminalitet vil med større vægt tale mod prøveløsladelse end risiko for tilbagefald til (ikke professionel) be- rigelseskriminalitet.
forhold under indsættelsen. den indsattes forhold under indsættelsen (afsoningen og en eventuel varetægtsfængsling) skal tillægges vægt, i det omfang disse kan give an- ledning til at formode, at der er risiko for recidiv til fornyet kriminalitet.” højesterets begrundelse og resultat efter

§ 38, stk.

1, sammenholdt med stk. 4, er det bl.a. en betingelse for, at en dømt kan blive prøveløsladt efter at have udstået to tredjedele af straffetiden, at den dømtes forhold ikke gør prøveløsladelsen utilrådelig. sagen angår, om det efter bs forhold var utilrådeligt at prøveløslade ham, da direktoratet for kriminalforsorgen traf afgørelse herom den

januar
af pkt. 6 i direktoratet for kriminalforsorgens løsladelsesvejledning fremgår om den utilråde- lighedsvurdering, som efter loven skal foretages, at der ikke må foreligge en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved til- syn og eventuelle særvilkår. det er endvidere anført, at der ikke er mulighed for at fastlægge, at visse momenter altid vil føre til, at prøveløsladelse enten meddeles eller nægtes. højesteret finder, at det ved vurderingen af, om en prøveløsladelse må anses for utilrådelig, ikke kan tillægges vægt i sig selv, at den dømte ikke før eller efter domfældelsen har erkendt at være skyldig i den pådømte forbrydelse. det fremgår da også af afgørelsen af
januar 2016 og grundlaget herfor, at direktoratet har vurderet, at der er risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet, samt at b under afsoningen ikke har opnået tilladelse til uledsaget udgang, bl.a. fordi der på udgangsadressen var en hjemmeboende mindreårig steddatter. at b fortsat ikke erkender sig skyldig, har medført, at man ikke har kunnet afklare behandlingsbehovet. højesteret finder efter en samlet vurdering, at det var utilrådeligt at prøveløslade b. ud over den ovenfor nævnte vurdering af recidivrisikoen lægger højesteret herved vægt på arten af den pådømte kriminalitet, hvor b gennem flere år begik grove seksualforbrydelser i familieforhold. højesteret lægger endvidere vægt på, at b blev varetægtsfængslet efter byrettens dom og således har været frihedsberøvet siden september 2013, og at han som anført ikke har haft uledsaget udgang. det, som b har anført om forholdet til den europæiske menneskerettighedskonvention, kan ikke føre til et andet resultat. højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part eller til stats- kassen. højesterets kendelse afsagt mandag den
april 2017 sag 297/2016 direktoratet for kriminalforsorgen (selv) mod c (advokat erbil kaya, beskikket) i tidligere instanser er afsagt kendelse af retten i herning den
juni 2016 og af vestre landsrets
afdeling den
juli
i påkendelsen har deltaget fem dommere: lene pagter kristensen, jon stokholm, lars hjortnæs, kurt rasmussen og jens kruse mikkelsen. påstande kærende, direktoratet for kriminalforsorgen, har nedlagt påstand om, at direktoratets afgørel- se af
februar 2016 stadfæstes. indkærede, c, har nedlagt påstand om, at direktoratets afgørelse af
februar 2016 ændres, således at han prøveløslades. subsidiært har han påstået stadfæstelse af landsrettens kendelse. sagsfremstilling c blev ved østre landsrets ankedom af
marts 2015 idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for bl.a. to tilfælde af voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje over for to kvinder, der befandt sig i en tilstand eller situation, i hvilken de pågældende var ude af stand til at modsætte sig handlingen, jf.

§ 216, stk.

1, nr.

forholdene blev begået i august 2012 og april 2014, mens c var taxachauffør. ved dommen blev han frakendt retten til at udøve erhvervsmæssig personbefordring indtil videre. c var varetægtsfængslet i straffesagen fra april til juli
han var herefter på fri fod, indtil han blev indsat til afsoning den
juli
i statsfængslet midtjyllands handleplan vedrørende c hedder det bl.a.: ”vurdering og indsatsområder: … 22.06.15 kristoffer jul paaske cand. psych c’s store familie som han har hyppig og nær kontakt med må anses som en beskyttende faktor i forhold til fremtidig kriminalitet. ligeledes har c ikke tidligere været fængslet og ønsker nu at videreuddanne sig samt bringe sit hashforbrug til komplet ophør. c er imidlertid minimerende og ansvarsfralæggende i forhold til indekskriminaliteten, og han har således ikke selv problematiseret det hændelsesforløb, der ledte til den pågældende kriminalitet. recidivrisiko for c er vurderet ved hjælp af static-99r. c opnår en score på 4 på static- 99r hvilket betyder, at han har en moderat til høj recidivrisiko. det kan derfor beskrives som en vis recidivrisiko til ligeartet kriminalitet. ls/rnr interviewet peger på problemer med prokriminel tænkning. sammenholdt med den minimerende og an- svarsfralæggende tilgang til indekskriminaliteten, så stemmer den aktuariske/struktu- reret vurdering overens med den kliniske. det har ikke været muligt at påpege psykiatrisk eller sexologisk behandlingsindikation. derudover er indsatte egnet men ikke motiveret for at modtage behandling. på trods heraf anbefales det, at c modtager samtaler med henblik på at motiveres ham til at re- flektere over og problematisere det hændelsesforløb, der ledte til den nuværende fængs- ling. ligeledes vurderes det relevant at tilbyde c misbrugsbehandling. c ønsker imidlertid ingen form for behandling eller samtaler, og ønsker blot almindelig afsoning. i forhold til vilkår i forbindelse med udgang, så anbefales der vilkår om urinprøve både før og efter udgang” den
februar 2016 traf direktoratet for kriminalforsorgen afgørelse om, at c ikke kunne løslades på prøve i medfør af

§ 38

august 2012 og den
april 2014, samt for overtrædelse af færdselsloven. - han er benægtende over for de pådømte forhold. - det har grundet hans benægtelse ikke været muligt at vurdere hans eventuelle behov for psykiatrisk/sexologisk behandling, som han endvidere ikke er motiveret for at modtage, og det kan derfor ikke udelukkes, at der er en væsentlig risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet.” den
februar 2016 anmodede c om at få spørgsmålet indbragt for retten, og den
juni 2016 afsagde retten i herning kendelse om stadfæstelse af direktoratets afgørelse. i kendelsen hedder det bl.a.: ”c er ved østre landsrets ankedom af
marts 2015 idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for blandt andet 2 tilfælde af voldtægt og anden seksuel forhold end samleje, henholdsvis
august 2012 og
april 2014 ved som taxachauffør i en taxa at have begået forholdene overfor 2 kvinder, som ikke var i stand til at modsætte sig hand- lingen. det fremgår videre, at c er benægtende overfor den begåede kriminalitet, og at det ikke som følge heraf har været muligt at vurdere hans eventuelle behov for psykiatrisk/sexologisk behandling. dernæst fremgår det, at c flere gange har aflagt positive urinprøver for hash og har misbrugt sin udgangstilladelse ved at indtage hash, ligesom han den
marts 2016 er fundet i besiddelse af hashmix. under disse omstændigheder, og da retten ikke er afskåret fra at tage også indsattes for- hold i tiden mellem kriminalforsorgens afgørelse og rettens afgørelse i betragtning fin- der retten, at der er væsentlig risiko for, at c vil begå ny ikke bagatelagtig kriminalitet, hvis han løslades på prøve. retten finder herefter ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte den vurdering som justitsministeriet, direktoratet for kriminalforsorgen har foretaget.” ved kendelse af
juli 2016 ændrede vestre landsret byrettens kendelse, således at direktora- tets afgørelse af
februar 2016 blev ophævet og sagen hjemvist med henblik på fastsættelse af vilkår for prøveløsladelse. i landsrettens kendelse hedder det bl.a.: ”efter

§ 38, stk.

4, forudsætter løsladelse på prøve bl.a., at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig. c, der ikke tidligere er straffet, var ikke varetægtsfængslet under sagens behandling, og landsretten finder ikke, at det, der er anført om kriminalitetens karakter og om hans benægtende holdning til de pådømte forhold, i sig selv kan føre til en vurdering af, at der foreligger en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet. i forhold til de fremkomne oplysninger om positive hashprøver og fund af hashmix be- mærker landsretten, at disse forhold heller ikke kan føre til, at prøveløsladelse er utilrå- delig. landsretten henviser i den forbindelse til, at det i fængslets indstilling er anført, at hashmisbruget ”vurderes i vid udstrækning at kunne imødegås af et betinget narkovil- kår”. landsretten finder herefter, at der ikke har været fornødent grundlag for at meddele af- slag på prøveløsladelse, og landsretten tager derfor cs subsidiære påstand til følge…” efter landsrettens kendelse blev c løsladt på prøve den 8. juli 2016 på vilkår, at han i et tidsrum af to år fra løsladelsen ikke begår strafbart forhold, at han i 12 måneder undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen, og at han i tilsynstiden, såfremt tilsynsmyndigheden finder det fornødent, undergiver sig afvænningsbehandling for misbrug af euforiserende stoffer, herunder eventuelt en lægelig godkendt behandling. anbringender direktoratet for kriminalforsorgen har anført bl.a., at cs forhold gør prøveløsladelse utilrådelig, således at der ikke er grundlag for løsladelse efter afsoning af to tredjedele af straffetiden, jf.

§ 38, stk.

for personer, der er dømt for seksualforbrydelser, indgår det i direktoratets samlede afvejning med særlig vægt, om det vurderes, at der er behov for psykiatrisk-sexologisk behandling, og om den pågældende er fundet egnet og motiveret til behandling, herunder om den pågældende har accepteret og gennemgået behandlingsforløb, hvis der er behov for det. der lægges bl.a. også vægt på, hvor lang tid den pågældende var på fri fod mellem den be- gåede kriminalitet og den endelige dom, om den pågældende var varetægtsfængslet i forbin- delse med sagen, om den pågældende var på fri fod mellem endelig dom i sagen og påbe- gyndelse af udståelse af straffen, og om den pågældende har afviklet uproblematisk udgangs- forløb mv. i alle tilfælde foretages en konkret og aktuel utilrådelighedsvurdering, hvor der tages stilling til, hvor stor vægt de forskellige omstændigheder skal tillægges i den aktuelle sag. ved bedømmelsen af, om prøveløsladelse af c er utilrådelig, er der således ikke alene lagt vægt på hans benægtelse af det pådømte og hans manglende motivation for behandling. der er også lagt vægt på bl.a., at han er dømt for bl.a. to tilfælde af voldtægt begået i august 2012 og i april
han er benægtende over for de pådømte forhold, og det har derfor ikke været muligt at vurdere hans eventuelle behov for psykiatrisk-sexologisk behandling, som han desuden ikke er motiveret for at modtage. det kan derfor ikke udelukkes, at der er en væsentlig risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet. det er direktoratets praksis, at der som altovervejende hovedregel skal gives afslag på prøve- løsladelse, hvis en person, der er dømt for en seksualforbrydelse, har et psykiatrisk-sexologisk behandlingsbehov, og vedkommende har afvist eller afbrudt relevant behandling eller ikke vurderes at kunne indgå i den nødvendige behandling. landsrettens kendelse i denne sag medfører, at indsatte, der er dømt for en seksualforbrydel- se, kan opnå prøveløsladelse, selv om de benægter forholdet og ikke modtager behandling under afsoningen, hvis de øvrige omstændigheder taler for prøveløsladelse. c har anført bl.a., at det som ubestridt kan lægges til grund, at han opfylder betingelserne i

§ 38, stk.

4, om, at der er sikret ham passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at han vil overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter

§ 39, stk.

2 og 3. der er ikke grundlag for at antage, at der ved prøveløsladelse af ham foreligger en væsentlig – og dermed aktuel og konkret – risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, og direkto- ratet har heller ikke peget på konkrete omstændigheder, som giver grundlag for at anse en prøveløsladelse af ham for utilrådelig. hans personlige forhold underbygger, at der ikke foreligger en væsentlig risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet. der kan i den forbindelse henvises til de mange afviklede udgange, som er forløbet problemfrit, og den lange periode fra gerningstidspunktet til afsoningens påbegyn- delse, hvor han førte en kriminalitetsfri tilværelse. direktoratets begrundelse om, at ”det ikke kan udelukkes, at der er en væsentlig risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet” betyder, at direktoratet ikke konkret har fundet, at der rent faktisk er en væsentlig risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet. prøveløsladelse er i

forarbejder forudsat at være et regelmæssigt led i fuldbyr- delse af alle fængselsstraffe af en vis varighed. reglerne om prøveløsladelse gælder, uanset hvilken kriminalitet den indsatte er dømt for. det er forkert, når direktoratet i sin afgørelse lægger til grund, at han er benægtende vedrø- rende de pådømte forhold. han er nu bevidst om, at det, han har gjort, er forkert. hertil kom- mer, at en benægtende holdning til den pådømte kriminalitet ikke i sig selv kan begrunde et afslag på prøveløsladelse. endelig kan det ikke lægges ham til last, at han ikke har modtaget behandling, idet han aldrig er blevet vejledt om, at det ville være en betingelse for prøveløsladelse, at han modtog be- handling. retsgrundlag straffeloven indeholder bl.a. følgende bestemmelser om prøveløsladelse: ”§

når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået, afgør justits- ministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, om den dømte skal løslades på prøve. … stk.
løsladelse på prøve forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen util- rådelig, at der er sikret ham passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at han erklærer at ville overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter § 39, stk. 2 og 3.” i straffuldbyrdelsesloven hedder det bl.a.: ”beslutning om prøveløsladelse §
såfremt den straf, der fuldbyrdes, giver mulighed for prøveløsladelse efter straffe- lovens § 38, stk. 1, skal afgørelsen om prøveløsladelse træffes på et sådant tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af to tredjedele af straffen. … stk.
justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse, … §
endelige administrative afgørelser kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er med- delt den dømte, af denne kræves indbragt til prøvelse for retten, hvis der er tale om … 6) en afgørelse efter § 80 om nægtelse af prøveløsladelse i henhold til

§ 38, stk.

1,…” i betænkning afgivet i 1923 af straffelovskommissionen af

november 1917 hedder det bl.a. (sp. 110): ”en hovedbetragtning er her ganske vist ønsket om at lade de under straffuldbyrdelsen indvundne erfaringer faa indflydelse paa straffens varighed, men ved siden heraf gør den betragtning sig selvstændigt gældende, at løsladelse paa prøve træder til som en nyttig afslutning paa strafbehandlingen ved at skabe en overgangstilstand mellem denne og den fulde frihed. løsladelse paa prøve er derfor tænkt som en normal afkort- ning af straffen, der kun bør udeblive, naar fangens forhold gør den utilraadelig,…” ved lov nr. 274 af
april 1997 om ændring af straffeloven (om bl.a. en forstærket indsats mod seksualforbrydelser) gennemførtes en udvidet adgang til at idømme forvaring efter straf- felovens §
af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (jf. folketingstidende 1996- 97, tillæg a, lovforslag nr. l 12, s. 97 og 103-104) fremgår bl.a.: ”
forstærket indsats mod seksualforbrydelser 3.
indledning lovforslaget omfatter endvidere initiativer med henblik på en forstærket indsats mod seksualforbrydelser, herunder navnlig seksualforbrydelser begået mod børn. denne del af forslaget er udarbejdet i samarbejde med sundhedsministeriet og socialministeriet. der foreslås en mindre lempelse af betingelserne for anvendelse af forvaring (dvs. tids- ubestemt frihedsberøvende foranstaltning) efter

§ 70, jf.

nedenfor pkt. 3.5.

i tilknytning hertil er det hensigten at iværksætte forskellige administrative foranstalt- ninger, herunder en forsøgsordning med behandling af personer, der har begået visse seksualforbrydelser [som alternativ til frihedsstraf], jf. nedenfor pkt. 3.5.
også over for personer, der har begået grovere seksualforbrydelser, vil der blive tale om en øget behandlingsindsats, jf. nedenfor pkt. 3.5.
… 3.
justitsministeriets overvejelser … 3.5.
afsoning og behandling ved tidsbestemt fængselsstraf af de personer, der i dag idømmes en sædvanlig, tidsbestemt fængselsstraf, vil en del blive omfattet af den foreslåede forsøgsordning med behandling af personer, der har be- gået visse mindre grove seksualforbrydelser, jf. ovenfor i afsnit [3.]5.3., mens en (lille) del vil blive idømt forvaring og i den forbindelse søgt behandlet på anstalten ved her- stedvester, jf. ovenfor pkt. 3.5.
også for de øvrige personer, der dømmes for en seksualforbrydelse, er der imidlertid behov for at iværksætte en målrettet behandlingsindsats. for at sikre den bedst mulige placering og behandling af disse personer er det hensigten at etablere en visitationsordning for alle personer, der er idømt en tidsbestemt fængsels- straf for seksualforbrydelser. det er hensigten at etablere ordningen under anstalten ved herstedvester, hvor der op- rettes en visitations- og observationsafdeling… … som anført ovenfor under pkt. 3.3.
er det erfaringen i anstalten ved herstedvester, at navnlig personer, der er idømt en tidsbestemt fængselsstraf, undertiden modsætter sig behandling i anstalten, selv om det har den følge, at de ikke prøveløslades, men må af- sone den fulde straf. justitsministeriet forudsætter, at der ved seksualforbrydelser i høje- re grad end sædvanligt gives afslag på prøveløsladelse, hvis den kriminelle ikke accep- terer et relevant vilkår om i prøvetiden at fortsætte en påbegyndt psykiatrisk behandling eventuelt kombineret med kønsdriftsdæmpende medicin.” af direktoratet for kriminalforsorgens dagældende vejledning nr. 10341 af
august 2015 (nu vejledning nr. 9476 af
maj 2016) om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf, fremgår bl.a.: ”forberedelse af spørgsmålet om løsladelse på prøve
prøveløsladelse er forudsat som et regelmæssigt led i fuldbyrdelse af fængselsstraffe på 2 måneder og derover. i nogle tilfælde er det imidlertid oplagt, at prøveløsladelse ikke skal ske. i andre tilfælde, hvor det er tvivlsomt, om prøveløsladelse skal ske, påhviler det krimi- nalforsorgsområdet løbende, så vidt det er muligt, at overveje og iværksætte tiltag, som kan bidrage til, at der skabes en situation, hvor betingelserne for prøveløsladelse er til stede… utilrådelighedsvurderingen
efter

§ 38, stk.

antallet af tidligere løsladelser og betingede domme…
den indsattes forhold under tidligere tilsynsperioder…
den nu foreliggende løsladelsessituation. prøveløsladelse vil – selvom at de under pkt. 7 og 8 nævnte momenter isoleret set måtte føre til afslag – kunne komme på tale, hvor der skønnes at foreligge en særlig gunstig løsladelsessituation, f.eks. med hensyn til arbejds-, opholds- eller uddannelsesmuligheder, den indsattes forhold til pårørende m.v., og/eller at der under den aktuelle strafudståelse må antages at være sket en væ- sentlig holdningsændring hos den indsatte, som mindsker risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet. omvendt vil afslag kunne komme på tale, hvis der foreligger en særlig dårlig løsladel- sessituation med deraf følgende forhøjet recidivrisiko, også selv om de under pkt. 7 og 8 nævnte momenter isoleret set ville have ført til en positiv afgørelse… det understreges, at de under pkt. 7, 8 og 9 anførte forhold skal indgå med lige stor vægt i utilrådelighedsvurderingen. i vurderingen af, om prøveløsladelse efter § 38, stk. 1, bør finde sted, indgår andre mo- menter end de ovenfor nævnte, herunder bl.a. følgende:
ung alder…
kriminalitetens art. kriminalitetens art vil have en vis betydning for bedømmelsen af risikoen for ny kriminalitet. risiko for tilbagefald til personfarlig kriminalitet vil med større vægt tale mod prøveløsladelse end risiko for tilbagefald til (ikke professionel) be- rigelseskriminalitet.
forhold under indsættelsen. den indsattes forhold under indsættelsen (afsoningen og en eventuel varetægtsfængsling) skal tillægges vægt, i det omfang disse kan give an- ledning til at formode, at der er risiko for recidiv til fornyet kriminalitet.” højesterets begrundelse og resultat efter

§ 38, stk.

1, sammenholdt med stk. 4, er det bl.a. en betingelse for, at en dømt kan blive prøveløsladt efter at have udstået to tredjedele af straffetiden, at den dømtes forhold ikke gør prøveløsladelsen utilrådelig. sagen angår, om det efter cs forhold var utilrådeligt at prøveløslade ham, da direktoratet for kriminalforsorgen traf afgørelse herom den

februar
af pkt. 6 i direktoratet for kriminalforsorgens løsladelsesvejledning fremgår om den utilråde- lighedsvurdering, som efter loven skal foretages, at der ikke må foreligge en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved til- syn og eventuelle særvilkår. det er endvidere anført, at der ikke er mulighed for at fastlægge, at visse momenter altid vil føre til, at prøveløsladelse enten meddeles eller nægtes. højesteret finder, at det ved vurderingen af, om en prøveløsladelse må anses for utilrådelig, ikke kan tillægges vægt i sig selv, at den dømte ikke før eller efter domfældelsen har erkendt at være skyldig i den pådømte forbrydelse. det fremgår da også af afgørelsen af
februar 2016 og grundlaget herfor, at direktoratet bl.a. har lagt vægt på, at man ud fra de faglige un- dersøgelser, som anstalten kunne foretage, har fundet, at der er en vis risiko for tilbagefald til ligeartet kriminalitet. at c fortsat ikke erkender sig skyldig, har medført, at man ikke har kunnet vurdere hans eventuelle behandlingsbehov, og at man har fundet ham uegnet til i givet fald at modtage behandling, da han ikke er motiveret herfor. c er ved østre landsrets ankedom af
marts 2015 dømt for bl.a. to tilfælde af voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje ved i 2012 og 2014 som taxachauffør i en taxa at have begået forholdene over for to kvinder, der på grund af deres tilstand ikke var i stand til at modsætte sig handlingen. ved dommen blev c frakendt retten til at udøve erhvervsmæssig personbefordring indtil videre. højesteret finder efter en samlet vurdering, at det ikke var utilrådeligt at prøveløslade c. ud over den ovenfor nævnte vurdering af recidivrisikoen lægger højesteret herved vægt på arten af den pådømte kriminalitet og på, at c er frakendt retten til at virke som taxachauffør. højesteret lægger endvidere vægt på, at c kun var kortvarigt varetægtsfængslet i forbindelse med straffesagen og under afsoningen har haft tilladelse til uledsaget udgang. herefter og i øvrigt af de grunde, som landsretten har anført, stadfæster højesteret landsret- tens kendelse. thi bestemmes: landsrettens kendelse stadfæstes. direktoratet for kriminalforsorgen skal i sagsomkostninger for højesteret betale 6.250 kr. til statskassen.

🔗 Til officiel kilde

AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.