udskrift af østre landsrets dombog ____________ afsagt den 7. juni 2013 af østre landsrets 18. afdeling (landsdommerne steen mejer, ulla staal og kinna eidem (kst.)). 18. afd. nr. b-559-11: a (advokat noaman azzouzi) mod udenrigsministeriet (kammeradvokaten v/advokat niels banke) under denne sag, der er anlagt den 29. april 2010 ved københavns byret, og som ved byret- tens kendelse af 15. februar 2011 i medfør af retsplejelovens § 226, stk. 1, er henvist til be- handling ved østre landsret, har sagsøgeren, a, nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte, udenrigsministeriet, fra den 1. juli 2010 og til hans død skal betale principalt en løbende må- nedlig ydelse svarende til årligt 283.992 norske kr. brutto, således at de månedlige ydelser reguleres hver den 1. maj i henhold til den norske folketrygdlov, og således at ydelserne fra første udbetaling til endelig dom tillægges procesrente, subsidiært en løbende månedlig ydelse efter rettens nærmere bestemmelse med procesrente fra sagens anlæg. udenrigsministeriet har endeligt påstået frifindelse. sagen drejer sig om, hvorvidt udenrigsministeriet i pensionsmæssig henseende er forpligtet til at stille a, som om der under hans ansættelse ved den danske ambassade i oslo var betalt bidrag for ham til den norske folketrygdordning (folkepensionsordning). - 2 - sagsfremstilling ved brev af 20. december 1964 fra den danske ambassade i oslo blev a pr. 1. januar 1965 tilbudt en stilling som vagtmester og hans hustru en stilling som rengøringsmedhjælper ved ambassaden. om ansættelsesvilkårene fremgik bl.a.: ”ansættelsesvilkårene for vagtmesteren er følgende: løn pr. måned no.kr. 1.425,50 + 10 % for gift stand 142,50 + 2 børnetillæg à no. kr. 35,- 70,- 1.638,- - leje af tjenestebolig 85,- no.kr. 1.553,- ... ud over den kontante løn ydes der vagtmesteren fri elektricitet og varme samt uniform og refusion af udgifter til sygekasse og folkepension. … som nævnt i opslaget om stillingen vil omkostningerne ved rejse og flytning for dem og deres familie ikke blive afholdt af ambassaden eller udenrigsministe- riet.” a accepterede ansættelsestilbudet. i en notits af 16. februar 1966 fra ambassaden i oslo hedder det om as ansættelsesvilkår bl.a.: ”i ambassadens skrivelse af 10.12.1964 til oversergent a, aabenraa, anføres det under ansættelsesvilkårene: ”ud over den kontante løn ydes der vagtmesteren fri elektricitet og varme samt uniform og refusion af udgifter til sygekasse og folke- pension.” da dette blev skrevet, regnedes der med, at a måtte betale præmie for den fulde trygd – altså også for folkepensionen, for hvilken præmien normalt betales sam- men med præmien for sygetrygden. dette har imidlertid vist sig ikke at være til- fældet, idet vagtmesteren som dansk statsborger ansat ved den danske ambassade kun skal betale præmie for sygetrygden, jf. rikstrygdeverkets rundskriv 151 s. af 16. marts 1963, hvori det hedder at ”utsendt personell ved diplomatiske eller konsulære representasjoner fra de øv- rige nordiske land, og annet personell ved representasjonene samt arbeidstakere - 3 - i personlig tjeneste hos representasjonenes personell, dersom vedkommende er statsborger i det land representasjonen tilhører og ikke har fast bopel i norge, (kan) opptas i syketrygden uten samsamtidig plikt til at å betale premie til an- dre trygder her i landet.” spørgsmålet bliver da, om den omstændighed, at der kun betales præmie for sy- getrygden forskertser vagtmesterens mulighed for eventuelt til sin tid at få folke- pension her i landet. dette kan ikke antages at være tilfældet. ifølge den nordiske konvention om social tryghed artikel 4 er ”statsborgere fra et af de kontraherende lande – i et andet af landene på samme betingelser og efter samme regler som lan- dets egne statsborgere berettiget til aldersrente med tillægsydelser, såfremt pågæl- dende har opholdt sig i sidstnævnte land uafbrudt i mindst 5 år umiddelbart før begæring om folkepension fremsættes”. da pensionsalderen her i landet – i hvert fald indtil videre – er 70 år, synes spørgsmålet under alle omstændigheder ikke at kunne blive aktuelt, før a når en alder af 65 år.” i en notits af 21. august 1969 fra ambassaden i oslo hedder det om as skattemæssige stilling bl.a.: ”a henvendte sig for nogle dage siden til mig for at forhøre sig nærmere om ind- førelsen af kildeskat i danmark kunne få indflydelse på hans skattemæssige stil- ling. forholdet er i dag det, at a, der tiltrådte sin nuværende stilling den 1. januar 1965, ikke svarer skat i danmark og ej heller i norge. han har opgivet sin faste bopæl i danmark, og argumentationen for, at han ikke betaler skat i norge, hviler på synspunktet, at han ikke har fast bopæl her, fordi han til forskel fra ambassadens øvrige lokalt ansatte danske statsborgere kom hertil med det udtrykkelige og ene formål at overtage vagtmesterstillingen ved ambassaden, og fordi han kun agter at forblive i norge, så længe han beklæder denne stilling. a synes ikke at falde ind under den kreds af personer, som ifølge kildeskattelo- vens § 1 er skattepligtige i danmark. han har ikke bopæl i danmark og har heller ikke haft sådan bopæl inden for de sidste 4 år. da han er lokalt ansat, falder han heller ikke ind under § 1, nr. 5, der omhandler personer, der er udsendt af den danske stat. ... … ... ganske vist fandt de forberedende forhandlinger om hr. as ansættelse ved am- bassaden sted ved udenrigsministeriets foranstaltning, og ganske vist var det ene- ste formål med hans rejse til norge at overtage vagtmesterstillingen, men uanset dette opfylder hr. a betingelserne for, at han kan være lokalt ansat. han betalte selv rejsen herop og er forpligtet til også at betale tilbagerejsen, og kontrakten er indgået med ambassaden. dette spørgsmål har telefonisk været forelagt sekretær egebjerg i udenrigsmini- steriet, der efter at have konfereret med sine foresatte har bekræftet, at a efter - 4 - gældende retningslinier ikke er omfattet af kildeskattelovens § 1. hr. egebjerg oplyste, at man ved afgørelsen af de forskellige tvivlsspørgsmål, der var opstået, havde været nødt til at anlægge stærkt formalistiske fortolkninger, og man havde herunder ved afgørelsen af, om medarbejdere kunne betragtes som lokalt ansatte eller udsendte, lagt vægt på, om deres løn blev anvist af udenrigsministeriet eller af repræsentationerne, og hr. as løn anvises som bekendt af ambassaden.” i et brev af 7. februar 1970 til udenrigsministeriet anmodede ambassaden i oslo om, at a blev optaget i udenrigsministeriets sygerefusionsordning. i brevet anførtes bl.a.: ”ambassadens vagtmester, hr. n.a. a, har forespurgt, om der måtte være mulig- hed for at blive optaget i udenrigsministeriets sygerefusionsordning. bidragene til hr. as norske sygekasse er hidtil i henhold til ansættelsesvilkårene blevet betalt af ambassaden. de er med virkning fra 1. januar d.å. sat op og andra- ger nu ca. 1.160,- kr. årligt. selv om hr. a er lokalt ansat, er hans ophold i norge alene begrundet med hans ansættelse som vagtmester ved ambassaden. man tillader sig derfor at indstille, at hans anmodning efter omstændighederne imødekommes, således at han optages i sygerefusionsordningen med virkning fra 1. februar d.å. da det som nævnt påhviler ambassaden at afholde udgifterne til vagtmesterens sygeforsikring, vil der i givet fald ikke blive afkrævet ham det i instruksen for udenrigstjenesten fastsatte bidrag.” i et brev af 28. september 1972 indstillede ambassaden i oslo til udenrigsministeriet, at a blev ansat som lokalt ansat kancellist. i brevet hedder det bl.a.: ”til posten som lokalt ansat kancellist ved ambassadens handelsafdeling fra 1. oktober 1972 vil ambassaden som omtalt over for direktøren for udenrigsministe- riet tillade sig at indstille vagtmester a. ... med hensyn til lønfastsættelse og -regulering forudsætter man, at hr. as lave husleje (p.t. kr. 85,00 om måneden) opretholdes, idet den ses som kompensation for ovennævnte pligter uden for kontortid, at lønnen skal omfatte sædvanligt overarbejde i handelsafdelingen, at der ikke som i den nuværende vagtmesterløn regnes med ægteskabs-, børne- og momstillæg, - 5 - at hr. a fortsat vil være skattefri, jfr. herom brev af 21. august 1969 fra ambassa- deråd aasberg-petersen til fuldmægtig egebjerg, hvilket formentlig kan oprethol- des, hvis bolig i tilknytning til kancelliet bevares. ved vurdering af skattefrihe- dens betydning må det tages i betragtning, at skattepligt til norge ville medføre børnetillæg og skattepligt til danmark til sin tid til en højere folkepension. som retningslinie for kancellistens løn finder man den norske lønaftale for forsik- ringsfunktionærer mest velegnet, dels fordi kravene til denne funktionærgruppe (og til bankfunktionærer, der ligger på samme lønniveau) kan sammenlignes med de krav kancellisten bør opfylde, og dels af praktiske grunde, idet ambassadens øvrige lokalt ansatte kontorpersonale lønnes efter nævnte aftale. … hr. as nuværende løn som vagtmester andrager kr. 39.368 om året, jfr. amber 895 af 22. september 1972. han ville i denne egenskab pr. 1.1. 1973 opnå en års- løn på kr. 41.415. det foreslås, at hr. a som kancellist indplaceres i lønklasse 5.2. i ovennævnte skema (årlig løn kr. 40.848), og at der foreløbig gives ham adgang til avancement med èt løntrin hvert andet år til klasse 6.4. (kr. 46.080) efter 8 år. a vil være indforstået med de foreslåede ansættelsesvilkår. hans ansættelse som kancellist vil nødvendiggøre ansættelse af en efterfølger i vagtmesterstillingen, et spørgsmål ambassaden vil vende tilbage til snarest mulig.” ved brev af 24. oktober 1972 bemyndigede udenrigsministeriet ambassaden i oslo til at an- sætte a som lokalt ansat kancellist på de af ambassaden skitserede vilkår, idet det bl.a. be- mærkedes, at a indtil videre kunne bevare boligen til den gældende husleje. i brev af 5. september 1996 fra udenrigsministeriet til ambassaden i olso hedder det om lo- kaltansatte medarbejdere på danske repræsentationer med diplomat- eller tjenestepas, herun- der a, bl.a.: ”1. på foranledning af en konkret sag blev protokollen for nogen tid siden op- mærksom på, at et antal lokaltansatte medarbejdere på danske repræsentationer tilsyneladende igennem årene er blevet udstyret med, subsidiært har fået lov til at beholde deres danske diplomat- eller tjenestepas, formentlig i forbindelse med de pågældendes overgang til lokalansættelse. som det fremgår af ”instruks for udenrigstjenesten”, (bd. 3, kap. xiv, afsnit a og b), er lokaltansatte medarbejdere på repræsentationerne ikke opført blandt de per- soner, som kan erholde diplomat- eller tjenestepas. ... ... 3. på ovenfor anførte baggrund, samt henset til at protokollen, af såvel principielle som praktisk-administrative grunde, ser et udtalt behov for at stadfæste gældende - 6 - regler, er det i samråd med fællessekretariatet resolveret at indstille udstedelsen af dipolmat- eller tjenestepas (med de anførte undtagelser under ganske særlige om- stændigheder) til lokaltansatte medarbejdere på danske repræsentationer. fremdeles er det besluttet at annullere de diplomat- og tjenestepas, som allerede er i omløb hos medarbejdere i denne kategori. ... ... 4. for repræsentationens vedkommende berøres følgende lokaltansatte medarbej- dere af ovenstående resolutioner: handelsmedarbejder a tjenestepas s 526, udløbsdato 08.07.1998” i et udateret ”notat vedrørende inddragning af mit tjenestepas” har a bl.a. anført: ”som nævnt under samtalen er jeg af den opfatning, at en ”kollektiv afstraffelse” med begrundelse i, at enkelte andre har misbrugt sin stilling eller arbejdsgivers tillid, næppe kan siges at være saglig begrundelse for at inddrage mit tjenestepas. det vil stille mig i en helt uoverskuelig vanskelig situation, uanset at ministeriet evt. påtager sig at udligne en beregnet beskatning af min lønindtægt. den nævnte mulighed for fortsat skattefrihed med henvisning til skattelovens § 28 og forskrift af 8. september 1967, § 1, pkt. e, jfr. korrespondance med europa- kommissionens kontor i oslo, er ikke korrekt, eller mangelfuld på oplysninger, der lægges til grund for skattemyndighedernes svar til kommissionens kontor. for det første var det samme forskrift som udløste skattepligt for ambassadens øv- rige lokalt ansatte i 1967 efter en note fra herværende ud (og som samtidig ikke lod i tvivl, at jeg opfyldte betingelserne for fortsat skattefrihed og tilmelding i ud som teknisk administrativt personale). for det andet er teksten så klar, at den ikke kan fejltolkes: ”formues- og inntekts- skatt til stat og kommune kan ikke pålegges personer som tilhører den administra- tive eller tekniske personale ved fremmed stats diplomatiske stasjon eller frem- med stats konsulære stasjon, forutsatt at vedkommende ikke er norsk borger eller er fast bosatt i riket”. efter ordene er skattefrihed betinget af - at man ikke er norsk borger og ej heller er bosat i norge, jfr. også indberet- ning nr. 1019 af 11.12.67 vedrørende skattepligt til norge for ambassadens tekni- ske og administrative personale. en inddragning af tjenestepasset vil betyde, at tilmeldingen i ud bortfalder, og jeg derved skal tilmeldes folkeregisteret i norge og dermed har fast bopæl i norge. der er næppe nogen ”smuthul” for at undgå dette, eftersom en sletning af tilmeldingen i ud umiddelbart vil medføre, at mine nummerplader på bilen skal - 7 - afleveres, og at jeg for at få nye ordinære nummerplader skal fremvise et norsk cpr-nummer, altså fast bosat i riget og dermed skattepligtig, … jeg kan for øvrigt ikke se på hvilken måde min nuværende tilmelding evt. skulle være i strid med wienerkonventionen, loven og forskriften, der henvises til, blev jo netop fattet med henvisning til norges ratifikation af wienerkonventionen. jeg har aldrig haft og har ikke fast bopæl i norge (er ikke tilmeldt folkeregisteret) og har til hensigt at vende tilbage til danmark når tjenesten afsluttes, … … for at belyse den situation jeg vil komme i ved skattepligt kan jeg anføre føl- gende: i de forløbne år har jeg måttet bære en del udgifter som direkte har negativ til- knytning til skattefriheden (ikke bopæl). den tungeste del har været 3 børns vide- regående skoleuddannelse. de har ikke kunnet opnå studielån, hverken fra danske eller norske kilder. jeg har direkte måttet betale for uddannelse. det har været en betydelig ”ekstra” udgift, og de private lån jeg optog til disse formål var jeg fær- dig med at betale for blot fire år siden. nu kommer så endelig årene, hvor jeg skal lægge til side til pensionsalder. jeg er – uden bopæl – ikke berettiget til pension de første tre år af pensionisttilværelsen, og efter den tid vil jeg kun opnå mindstepension. jeg må med andre ord selv sørge for at kunne overleve i denne tilværelse, hvilket jeg har været indforstået med i alle år. for at klare dette har jeg ”placeringsindtægter” til supplering af opsparin- gen. ved skattepligt vil denne del også blive beskattet og indebære, at jeg – uanset en godtgørelse til dækning af skat på lønnen – ikke kan opspare tilstrækkelige midler i den forholdsvis korte tid der er til dette. jeg vil uanset ændret status aldrig kunne opnå mere end mindstepension, som også antydet i ansættelsesvilkårene. sagt med andre ord, når der endelig kommer ”bedre” tider med opsparingsmulig- hed, så trækkes tæppet bort under fødderne og åbenbart uden saglig eller legal formalitet som grundlag for at opsige den eksisterende ansættelsesaftale.” as tjenestepas blev ikke annulleret, og det blev senere fornyet, men i 2002 opstod på ny spørgsmålet om, hvorvidt a kunne opretholde sit tjenestepas. i anledning heraf udarbejdede a den 23. juli 2002 ”notits til ambassadøren vedrørende inddragelse/fornyelse af mit blå tje- nestepas”, hvori han bl.a. anførte: ”jeg flyttede fra danmark til stillingen på ambassaden, og i mere end 37 år – fra min ansættelse pr. 1. januar 1965 – har jeg været tilmeldt ud som ”teknisk ad- ministrativt personale” uden bopæl i norge (ikke tilmeldt folkeregisteret) og med en skattefri nettoløn. ambassaden/um har i de forløbne godt 37 år flere gange valgt at bibeholde denne ansættelsesform for mit vedkommende. - 8 - - første gang i 1967/68, da lokalt ansat personale ved en kgl. resolution blev skattepligtige til norge. frem til dette tidspunkt var alle lokalt ansatte på am- bassaden aflønnet med en skattefri nettoløn. efter dette tidspunkt kunne skattefrihed kun gælde for teknisk administrativt personale ved fremmede staters repræsentationer, såfremt vedkommende ikke er norsk statsborger eller er fast bosat i riget. jeg var den eneste der ikke var fast bosat i riget. det var foranlediget af et ønske fra ambassaden ved min ansættelse, at jeg ikke afle- verede flyttemelding til det lokale norske folkeregister, men alene blev til- meldt ud. - anden gang – i 1972 – i forbindelse med min overgang til ny stilling i am- bassadens handelsafdeling, hvor der blev indgået en ny ansættelsesaftale. - tredje gang i 1991, hvor ud for første gang anmodede om at få fremlagt tje- nestepas i forbindelse med fornyelse af mit blå id-kort. um kunne alle gange have valgt at gå over på en skattepligtig ansættelsesordning og endnu på et tidspunkt, hvor jeg stadig kunne have nået at oparbejde visse for- dele ved skattepligtig ansættelse, specielt i form af folkepension, men um valgte hver gang den for um bedste og billigste ansættelsesløsning. når um vælger at inddrage mit tjenestepas efter 37 års ”hævd” og på et tidspunkt, hvor jeg har maksimalt 6 års tjenestetid tilbage af mit arbejdsliv, er det vanskeligt at tolke dette som andet end et ønske om at bruge denne metode som værktøj til at få mig fjernet fra stillingen, efter som en inddragning af passet på et så sent tids- punkt i min arbejdskarriere er det samme som at ”trække skjorten af mig” rent økonomisk af følgende ikke selvforskyldte årsager: - min skattefrie ansættelse uden bopæl i norge betyder, at jeg i de første tre år af min pensionsalder ikke vil få udbetalt nogen pension ud over atp på ca. 1.000,00 kr. pr. måned, og at jeg efter tre års forløb kun vil være berettiget til mindstepension. - jeg er med andre ord nødt til selv at finde en løsning der giver mulighed for at overleve, hvilket jeg også har været indstillet på i alle år, men selvfølgelig med forudsætningen at jeg ville få de år der indgår frem til pensionsalder til at imødekomme denne nødvendighed. - når de sidste år også er nødvendige at få med som ”forberedende mulighed til at overleve som pensionist” skyldes det ikke mindst, at um har valgt den skattefrie ansættelsesform i alle år, eftersom dette også har betydet, at jeg selv har måttet bære betydelige udgifter gennem alle årene til skolegang og ud- dannelse for mine tre børn, idet reglerne for sådant tilfælde indebærer, at de hverken har kunnet få studielån eller stipendier – som andre studerende har mulighed for at opnå – hverken fra dansk eller norsk side. de har end ikke haft samme krav på studieplads på skolerne som andre ”fastboende” har. dette forhold har i betydelig grad reduceret mine muligheder for systematisk opsparing og hensættelser til pensionsordninger, og har endog nødvendiggjort optagelse af private lån, der først for nogle få år tilbage var færdig afviklet. dette har medført, at det var de sidste, nu maksimalt seks år af mit arbejdsliv der skulle sikre min ”overlevelsesmulighed”. um trækker nu tæppet væk under mig, hvilket med sikkerhed vil medføre, at jeg resten af min tilværelse vil være henvist til at overleve som socialklient.” - 9 - i et brev af 30. september 2002 indstillede ambassaden i oslo til udenrigsministeriet, at as status fortsatte uden ændringer. i brevet anførtes bl.a.: ” a. a kom til ambassaden fra danmark som vagtmester i 1965 udstyret med et almindeligt dansk pas, d.v.s. længe før de blev ”rødbedefarvede”. han blev an- meldt over for det norske udenrigsministerium som teknisk-administrativ med- arbejder, og fik som følge heraf tildelt et blåt norsk id-kort. derimod blev han efter ønske fra ambassaden ikke tilmeldt det norske folkeregister. i 1967/68 blev lokalt ansatte medarbejdere ved ambassaderne i oslo gjort skattepligtige i norge. for den danske ambassades vedkommende betød det, at de lokale medarbejdere ikke længere kunne aflønnes med en ”skattefri” nettoløn. da a imidlertid ikke var tilmeldt det norske folkeregister, valgte det danske udenrigsministerium at letfor- ståelige økonomiske grunde at opretholde hans særstatus og aflønne ham med en løn, baseret på, at han ikke var skattepligtig i norge. oprindelig var a som nævnt udsendt som vagtmester, men i 1972 blev han til- knyttet ambassadens handelsafdeling som handelsmedarbejder, og der blev ind- gået en ny ansættelseskontrakt med ham. den indebar, at han fortsat modtog net- toløn, selv om det ved den lejlighed havde været både muligt og naturligt at lige- stille ham med de øvrige lokalt ansatte medarbejdere. i 1991 forlangte det norske udenrigsministerium, at lokalt ansatte medarbejdere ved udenlandske ambassader i oslo, som var indehavere af blå id-kort, skulle have mindst tjenestepas, såfremt de skulle bevare deres blå id-kort og dermed de- res skattefrihed i norge. i første omgang lykkedes det af få fornyet as id-kort uden fremlæggelse af et blåt tjenestepas, men det norske udenrigsdepartement gjorde det ved udstedelsen klart, at der ved den næste fornyelse som minimum skulle foreligge et tjenestepas som forudsætning for fornyelse af id-kortet. ... den 3. juli 1992 anmodede ambassaden i amber 151 om udstedelse af det blå pas til a, og dette blev fremsendt af protokollen den 8. juli 1992 uden betingelser eller kvalifikationer af nogen art. det blå pas blev således ikke udstedt som et frynse- gode for a, men som et middel til at begrænse lønsumsudgiften for udenrigsmini- steriet. i forbindelse med udstedelsen af det første blå id-kort under det nye regime blev a afkrævet et mundtligt løfte af det norske udenrigsdepartements protokol om, at han ville forlade norge, når hans ansættelsesforhold ved den danske ambassade ophørte. den skjulte dagsorden herved var naturligvis, at den norske stat ikke ville hænge på (folke)pensionsforpligtelser for en person, som aldrig havde bidraget med skatteindbetalinger til den norske statskasse, uanset hvor legal situationen end måtte være. jeg skal ikke gøre mig til ekspert på de nordiske socialbeskyttel- sesaftaler, og det er derfor muligt, at det norske krav ”ikke vil holde i byretten”, men det er nu engang den faktuelle situation i sagen. det blå pas og som følge heraf det blå id-kort giver ikke a privilegier eller im- muniteter i det norske samfund. værdien af skattefriheden indkasseres jo af uden- rigsministeriet gennem lønfastsættelsen. … - 10 - da udenrigsministeriet i 1996 som bekendt besluttede at inddrage lokale medar- bejderes røde eller blå pas, var spørgsmålet naturligvis også relevant for a, uanset at baggrunden for tildelingen af det blå pas nok var forskellig fra de fleste andre tilfælde. korrespondancen i sagen er omfangsrig, og jeg skal derfor ikke repetere eller rekapitulere den i dette u.h.brev. udfaldet af korrespondancen blev, at as blå pas blev forlænget til juli 2002, men det blev samtidig tilkendegivet, at det ville være sidste gang, det skete. hans blå id-kort gælder til marts 2003. … hertil bør imidlertid føjes det menneskelige element. a er 61 år. såfremt han måtte blive tvunget til at fratræde i den nærmeste fremtid, ville han hverken være (folke)pensionsberettiget i norge eller danmark. norge vil formentlig under hen- visning til det aftvungne mundtlige løfte forlange, at han forlader landet, hvor han som nævnt i overensstemmelse med udenrigsministeriets ønske om at holde løn- sumsudgifterne i ave aldrig har været folkeregistertilmeldt eller skattebetaler, men ikke desto mindre har tjent ambassaden og kongeriget trofast i snart 38 år. i danmark vil han lige så lidt være berettiget til folkepension før om nogle år. … jeg skal derfor indtrængende opfordre til, at man ser økonomisk og pragmatisk på situationen, og lader as status fortsætte i overensstemmelse med status quo, indtil han om et begrænset antal år kan overgå normalt og værdigt til (folke)pensionistens rækker. det vil i disse budgetmæssigt så stramme tider be- tyde, at ambassadens lønsumsudgifter ikke forøges uden anden begrundelse, end hensyntagen til et sikkert i andre tilfælde fornuftigt princip om, at lokale medar- bejdere ikke kan have blåt pas. det vil også indebære, at ambassadens eksport- fremmearbejde ikke kommer til at lide skade, og en imødekommende holdning vil tillige give os tid til at opbygge en alternativ it-ekspertise.” a bibeholdt sit tjenestepas, indtil han med udgangen af juni 2007 som 65-årig fratrådte sin stilling ved ambassaden i oslo og flyttede tilbage til danmark. i et brev af 3. december 2008 rettede a henvendelse til udenrigsministeriet vedrørende op- tjent pension og pensionsudbetaling. i brevet anførte han: ”jeg var ansat ved ambassaden i oslo i 42½ år – frem til 30. juni 2007 – med sta- tus som lokalt ansat, uden tilmelding i det lokale folkeregister, men med tilmel- ding i det norske utenriksdepartement (på blå pas med status som teknisk admini- strativt personale). min løn blev udbetalt som en ”nettoløn”, beregnet ud fra princippet om samme løn for tilsvarende stilling med skattepligt til norge, men hvor min skattedel blev beholdt af danmark/udenrigsministeriet (dk/um). med andre ord: samme an- sættelse og lønvilkår for samme stilling i henhold til instruksens kapitel iii, pkt. a.2. lokalt ansat personale, om løn og pension. - 11 - i personskattedelen af den sammenlignelige norske aflønning indgår der 7,8 % af beskatningsgrundlaget til folketrygden (syge- og pensionsordning). ved udbeta- ling af min nettoløn er denne del til bl.a. pensionsordning beholdt af dk/um. ligeledes indgår der ved den sammenlignelige norske aflønning en lovpligtig ar- bejdsgiverafgift på 14,1 % af bruttolønnen til folketrygden. denne lovpligtige af- gift indgår også som en del af det sammenlignelige aflønningsvilkår for tilsva- rende stilling og skal sikre pensionsudbetaling fra fyldte 67 år. denne lovpligtige afgift til bl.a. pensionsdel for mit vedkommende er også beholdt af dk/um. når min tidligere kollega i tilsvarende stilling og aflønningsberegning går på pen- sion om få måneder får denne udbetalt en årlig pension på ca. kr. 245.000,00 til en beskatning på 28 % - altså en årlig nettopension på ca. kr. 176.400,00. til sammenligning er min pension fra fyldte 67 år beregnet til en årlig pension på kr. 89.904,00 til en beskatning på 41 % - altså en årlig nettopension på kr. 53.043,00. min pensionsudbetaling udgør således ca. 30 % af den pension, der udbetales til tilsvarende stilling med samme ansættelses- og aflønningsvilkår, og hvor min ind- betalingsandel til pension tilsvarer den samme norske indbetaling, men er beholdt af dk/um. jeg skal på ovenstående grundlag bede dk/um om at drage omsorg for, at min pension bringes på et sammenligneligt niveau med det grundlag jeg i min ansæt- telse og aflønning er sidestillet med, og som jeg på samme grundlag har bidraget til med de af dk/um beholdte indbetalinger til ordningen.” ved brev af 23. april 2009 besvarede udenrigsministeriet as henvendelse med bl.a. følgende: ”det fremgår af deres skrivelse, at de sammenlignet med deres kollega, som i sit ansættelsesforløb var tilmeldt det norske folkeregister og fik udbetalt en bruttoløn, hvorfra der blev trukket skat og socialafgifter, modtager en betydeligt lavere årlig pension. imidlertid har de valgt at indgå i et ansættelsesforhold som lokalansat på ambas- saden i oslo på vilkår, hvorefter de ikke var tilmeldt folkeregisteret i norge og, hvorefter der ikke skulle betales skat eller arbejdsgiverafgifter til den norske stat. det norske udenrigsministerium har på forespørgsel oplyst, at det forventer, at en ambassadeansat med status som teknisk administrativt personale (tap), således som de havde, er omfattet af udsenderstatens ordninger. ambassaden har følgelig hverken været forpligtet til eller haft mulighed for at indbetale til (de offentlige) norske sociale sikringsordninger. en forudsætning for, at ambassaden ville have kunnet indbetale arbejdsgiverbidrag til de norske sociale myndigheder, ville have været, at de havde været ”almindelig” lokalt ansat og dermed tilmeldt det norske folkeregister med skattepligt til følge. dette var som nævnt ikke forudsætningen for deres ansættelse. - 12 - de fik under deres ansættelse på ambassaden udbetalt en skattefri løn (nettoløn), der modsvarede den løn, deres lokalansatte skattebetalende kolleger fik udbetalt. ud over denne løn fik de fra 1979 til 2008 stillet en treværelses lejlighed til rå- dighed mod en betaling på 2½ % af deres løn samt fik dækket udgifter til el, her- under varme, og blev fritaget for årlig bilafgift i en årrække. de var iflg. ambassadens akter indstillet på, at ansættelsesformen indebar en la- vere folkepension til sin tid, men samtidig indebar andre økonomiske fordele som de ovennævnte. det var til enhver tid muligt for dem at indbetale til en frivillig pensionsordning. der foreligger ikke oplysninger om, at de i løbet af deres an- sættelse skulle have fremsat krav eller ønske om at overgå til fuld lokal status med registrering i norsk folkeregister og skattepligt til norge til følge (og dermed bedre pensionsvilkår), idet det alene fremgår, at de har nævnt det uhensigtsmæs- sige i den valgte ansættelsesordning. udenrigsministeriet beklager, at de befinder dem i en situation, hvor de modta- ger lavere pensionsudbetaling end deres tidligere kollega. på baggrund af oven- stående er det imidlertid ikke udenrigsministeriets opfattelse, at udenrigsministe- riet har været eller er forpligtet til at drage omsorg for at bringe deres pension op på et niveau, der kan sammenlignes med en kollegas ansat på andre vilkår.” under sagens behandling i landsretten har der til de norske myndigheder været fremsendt an- modning om oplysning om fremmed ret. af det norske utenriksdepartements besvarelse heraf af 12. september 2012 fremgår bl.a.: "utenriksdepartementet vil innledningsvis bemerke at a skal ha arbeidet ved den danske ambassaden i oslo fra 1965 til 2007. i henhold til det norske utenriksde- partements register har a vært tilmeldt det norske utenriksdepartement som ut- sendt funksjonær (administrativt/teknisk personale) – ikke lokalt ansatt – fra 18.01.1965 til 06.07.2007, og fikk i den perioden utstedt identitetskort (id-kort) fra det norske utenriksdepartementet. som tilmeldt funksjonær med tjenestepass var han unntatt fra kravet om betaling av skatt til norge, og unntatt fra pliktig medlemskap i folketrygden, jf. folketrygdloven § 2-11 (tidligere lov § 1-3), nor- disk konvensjon om sosial trygghet av 1955 (artikkel 26) og 1981 (artikkel 9) og forordning (eøf) nr. 1408/71 artikkel 13 nr. 2 bokstav d. det fremgår at ambassaden på et tidspunkt selv har ført ham opp på sine lister over lokalt ansatte, men dette har etter det det norske utenriksdepartementet kan se ikke hatt konsekvenser for vurderingen av a som utsendt funksjonær. for det norske utenriksdepartementet er det usikkert om han har hatt tjenestepass hele pe- rioden. det fremgår imidlertid at det norske utenriksdepartements protokollavde- ling på et tidspunkt anmodet om fremleggelse av tjenestepass, og at dette ble gjort i 1992. når det gjelder anmodningen om opplysning om fremmed rett av 4. juli 2012, fremsatt i medhold av den europeiske konvensjon av 7. juni 1968 om opplysnin- - 13 - ger om fremme rett, har advokatfirmaet sj law definert syv spørgsmål knyttet til as trygdeforhold. 1. var a (heretter naa) under sitt opphold som lokalt ansatt ved den danske ambassade i oslo pliktig medlem av trygden i henhold til folketrygdloven samt eu-forordning 1408/71? svar: situasjonen før 1. januar 1994: "på tidspunkt for tiltredelse eksisterte det ingen generell trygdeordning i norge som naa kunne ha blitt medlem av, men nordisk konvensjon om sosial trygghet av 1955 fikk anvendelse. artikkel 26 bestemte bl.a.: "utsendt personell ved diplomatiske eller konsulære representasjoner omfattes av lovgivningen i det land som representasjonen tilhører. det samme gjelder annet personell ved representasjonen samt arbeidstakere i personlig tjeneste hos repre- sentasjonens personell, dersom vedkommende er statsborger i det land som repre- sentasjonen tilhører." fra 1. januar 1982 var naa omfattet af nordisk konvensjon om sosial trygghet av 1981, og ordlyden i dagjeldende artikkel 9 var: "denne konvensjon berører ikke de bestemmelser i wien-konvensjonen om diplomatisk samkvem av 18. april 1961 og wien-konvensjonen om konsulært samkvem av 24. april 1963 som angår den lovgivning som er nevnt i artikkel 2 nr. 1. særskilte regler om rett til natura- lytelser er fastsatt i tredje del, kapittel 1.” i tredje del var det fastsatt i artikkel 15 at personer som etter artikkel 9 ikke skulle være omfattet av lovgivningen i det land hvor de tjenestegjør, likevel skulle være berettiget til helsetjenester ved syk- dom og fødsel uten at det skulle innkreves avgifter for dette i tjenestegjøringslan- det. i tilknytning til denne konvensjonen ble det utarbeidet felles nordiske veiledende kommentarer til konvensjonens enkelte artikler, som bl.a. bygger på forarbeidene til konvensjonen. i pkt. 3.4 - til artikkel 9 - diplomater mv. er det i andre ledd uttalt at bestemmelsen medfører at en rekke persongrupper ved diplomatiske og konsulære stasjoner er unntatt fra mottakerstatens bestemmelser om sosial tryg- ghet. i pkt. 3.4 tredje ledd nr. 4) uttales følgende: "medlemmer av stasjonens ad- ministrative og tekniske personale samt de medlemmer av deres familie som tilhø- rer deres husstand, og medlemmer av stasjonens hjelpepersonale, forutsatt at de ikke er borgere av mottakerstaten eller er fast bosatt i denne." videre vises det til at wien-konvensjonen ikke utelukker frivillig deltagelse i mottakerstatens sosiale trygghetsordninger, og at adgang til slik deltagelse finne i dansk og norsk lovgiv- ning. til slutt påpekes det at den diplomatiske eller konsulære stasjon har de samme forpliktelser som øvrige arbeidsgivere for de arbeidstakere som blir om- fattet av mottakerstatens lovgivning. i nasjonal lovgivning fikk folketrygdloven 17. juni 1966 § 1-3 anvendelse fra 1. januar 1967 (da loven trådte i kraft): "unntatt fra trygden er utenlandsk statsbor- ger som er lønnet arbeidstaker hos fremmed stat ..." efter samme lov § 1-4a) med forskrifter var det mulig for den enkelte arbeidstaker å søke om frivillig med- lemskap. - 14 - situasjonen etter 1. januar 1994 fra 1. januar 1994 er naa omfattet af eøs-avtalen og forordning 1408/71 fikk anveldelse. artikkel 13 nr. 2 bokstav
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.