højesterets kendelse afsagt fredag den 20. maj 2016 sag 17/2016 anklagemyndigheden mod t (advokat jesper baungaard) i tidligere instanser er afsagt kendelse af retten i viborg den 1. oktober 2015 og a

§ 718b, stk.

1. den
2. juni 2015 afsagde københavns byret kendelse i prøvesagen om præjudiciel forelæg- gelse af spørgsmålet om notifikation. anklagemyndigheden anmodede den
3. juli 2015 retten i viborg om at forlænge fristen for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet, indtil eu-domstolen havde taget stil- ling til spørgsmålet om den pågældende lovgivnings forenelighed med eu-retten. den
4. juli 2015 forlængede retten i viborg fristen for tiltalerejsning til den
5. september 2015 på forsvarerens bemærkninger til anklagemyndighedens anmodning, idet forsvareren var på ferie. ved beslutning af
6. august 2015 forlængede retten i viborg på ny fristen for anklagemyn- dighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet til foreløbig 3 måneder efter, at eu-domstolen havde besvaret præjudicielle spørgsmål i sagen, som verserede ved københavns byret. - 3 - både anklagemyndigheden og t kærede byrettens beslutning af
7. august
8. t gjorde bl.a. gældende, at anklagemyndighedens påtale skulle anses for opgivet, idet anklagemyndighedens anmodning af
9. juli 2015 om forlængelse af fristen for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet var fremsat mindre end to uger før udløbet af fristen den
10. juli 2015, hvilket må medføre, at påtale skulle anses for opgivet, jf.

§ 718b, stk.

3,

1. pkt. ved kendelse af
2. september 2015 ophævede vestre landsret byrettens beslutning af
3. au- gust 2015 og hjemviste sagen til fornyet behandling, idet fristen efter

§ 718b, stk.

3,

1. pkt., kan forlænges højst et år ad gangen, og idet byretten ikke havde forholdt sig til spørgsmålet om, hvorvidt anklagemyndighedens anmodning om fristforlængelse var indgivet rettidigt. ved kendelse af
2. oktober 2015 fastsatte retten i viborg frist med udløb
3. september 2016 for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet. kendelsen var sålydende: ”efter

§ 718b, stk.

3, skal en anmodning fra anklagemyndigheden om forlængelse af en frist fastsat af retten efter § 718 b, stk. 2, indgives til retten senest 14 dage inden fristens udløb. forud for den senest fastsatte frist udløb fristen den

1. juli
2. anklagemyndighedens anmodning om forlængelse af fristen blev modtaget den
3. juli 2015 og var derfor ikke rettidig. retten besluttede at forlænge fristen til den
4. sep- tember 2015 med henblik på, at forsvareren fik mulighed for at fremkomme med sine bemærkninger. rettens beslutning blev ikke påkæret. forsvareren påtalte ikke dengang, at fristen ikke var overholdt, men retten finder ikke, at dette afskærer forsvareren fra in- den for rimelig tid herefter at gøre indsigelse mod den manglende overholdelse af fri- sten. lovens forarbejder ses ikke at tage stilling til en manglende overholdelse af 14-dages- fristen, men retten finder, at fristen nærmest må betragtes som om ordensforskrift, og på denne baggrund, og da overskridelsen af fristen var forholdsvis beskeden og ikke ses at have haft betydning for sigtedes varetagelse af sine interesser, kan overskridelsen ikke i sig selv føre til, at anklagemyndighedens anmodning om en forlængelse af fristen afvi- ses. det fremgår af forarbejderne, at en af de situationer, hvor det kan komme på tale at fast- sætte en frist er, når ”det tidsrum, der er forløbet siden sigtelsens rejsning, efter en samlet vurdering, herunder af hensyn til den sigtede, forurettede, sagens beskaffenhed samt dens samfundsmæssige betydning, må anses for åbenbart urimeligt. det gælder - 4 - navnlig i mindre alvorlige sager, herunder navnlig bødesager, hvor der vil kunne fast- sættes frist alene på dette grundlag”. retten finder, at det forløbne tidsrum i sagen, hvor egentlig efterforskning synes afslut- tet i hvert fald i 2007, må betragtes som åbenbart urimeligt, også selvom de mulige eu- retlige aspekter tages i betragtning. anklagemyndigheden har således haft anledning til på et langt tidligere tidspunkt at søge disse aspekter afklaret. som anført i rettens beslutning af
5. august 2015 har anklagemyndigheden imidlertid nu taget skridt til via københavns byret at søge de eu-retlige aspekter afklaret. efter en samlet vurdering af sagen, herunder at sigtelsen har været rejst i meget lang tid, at det på den anden side er en sag, hvor eventuel sanktion vil være bøde, ligesom sagen er et led i sigtedes erhverv, og at der er ved at ske forelæggelse for eu-domstolen, findes der at foreligge sådanne særlige omstændigheder, at betingelserne for at forlænge fristen er til stede. på baggrund af den tid, som må forventes at gå, inden eu-domstolens præjudicielle afgørelse foreligger, fastsættes fristen til 1 år regnet fra den
6. september 2015, jf. herved

§ 718b, stk.

3.” ved kendelse af

1. november 2015 ophævede vestre landsret byrettens kendelse med føl- gende begrundelse: ”anklagemyndigheden anmodede den
2. juli 2015 byretten om at forlænge fristen for tiltalerejsning, som udløb den
3. juli
4. anmodningen blev således ikke fremsat in- den for den frist, der fremgår af

§ 718b, stk.

3,

1. pkt. byretten beslut- tede herefter den
2. juli 2015 at forlænge fristen til den
3. september 2015 med henblik på, at forsvareren fik mulighed for at udtale sig om anmodningen. selvom beslutningen ikke blev påkæret, er der ikke grundlag for at afskære forsvareren fra efterfølgende at fremkomme med indsigelser imod anklagemyndighedens manglende overholdelse af fristen.

§ 718b, stk.

3, 2. pkt., hvorefter anklagemyndighedens anmodning om yderligere forlængelse af fristen for afgørelse af tiltalespørgsmålet skal fremsættes over for retten senest 2 uger inden udløbet af den frist, som retten tidligere har fastsat, kan efter landsrettens opfattelse ikke betragtes som en ordensforskrift, hvis tilsidesættelse er uden betydning for, om påtale mod sigtede skal anses for opgivet, jf.

§ 718b, stk.

2, 3. pkt. herefter, og da anklagemyndigheden ikke efterfølgende har rejst tiltale i sagen, anses påtalen imod t for opgivet, jf.

§ 718b, stk.

2 og 3.” anbringender anklagemyndigheden har anført, at

§ 718b, stk.

3, 2. pkt., skal anses for en ordensforskrift, da det ikke udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, hvilken retsvirkning der - 5 - knytter sig til manglende overholdelse af 2-ugersfristen, og da betydningen af fristoverskri- delse er anført i de andre bestemmelser i § 718 b. der er heller ikke i forarbejderne til

§ 718b, stk.

3, 2. pkt., taget stilling til retsvirkningen af manglende overholdelse af 2-ugersfristen. det kan derfor ikke antages at have været lovgivers intention, at manglende overholdelse af 2-ugersfristen skulle medføre, at påtale mod sigtede skal anses for opgivet af anklagemyndigheden.

§ 718b, stk.

3, 3. pkt., forudsætter, at anklagemyndigheden har to måneder til at overveje tiltalespørgsmålet fra det tidspunkt, hvor retten har truffet endelig afgørelse om, at fristen ikke forlænges. vestre landsret har ved sin afgørelse ikke givet anklagemyndigheden mulighed for at tage stilling til tiltalespørgsmålet inden for to måneder fra rettens afgørelse om ikke at forlænge fristen. anklagemyndigheden har endvidere indrettet sig efter de frister, som retten i viborg har fastsat, og har ikke på noget tidspunkt haft anledning til at rejse tiltale mod t. såfremt højesteret finder, at

§ 718b, stk.

3, 2. pkt., ikke er en ordensforskrift, har manglende iagttagelse af bestemmelsen alene betydning for anklagemyndighedens mulig- hed for at begære fristen for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet yderligere udsat. 2-månedersfristen i

§ 718b, stk.

3, 3. pkt., skal i så fald regnes fra hø- jesterets afgørelse. t har henholdt sig til det, som landsretten har anført i den påkærede kendelse, og har anført, at anklagemyndigheden kunne have rejst tiltale senest 2 måneder fra det tidspunkt, hvor den oprindelige frist efter

§ 718b, stk.

2, udløb. anklagemyndigheden burde allerede i 2003 have været opmærksom på, at lovbekendtgørelse nr. 1077 af 11. december 2003 om visse spil, lotterier og væddemål ikke kunne håndhæves, idet den ikke var notificeret for eu-kommissionen. fristen i

§ 718b, stk.

3, 2. pkt., kan efter sin ordlyd ikke anses som en ordens- forskrift. bestemmelsen ville ikke have noget selvstændigt indhold, hvis den blot var en or- - 6 - densforskrift. bestemmelsen skal fortolkes efter sit formål, som var at sikre, at anklagemyn- digheden arbejder med sagen, og at sigtede beskyttes mod unødig langsommelig sagsbehand- ling. højesterets begrundelse og resultat ifølge

§ 718b, stk.

1, kan sigtede indbringe en sag for retten, hvis der ikke er truffet afgørelse om tiltalespørgsmålet inden 1 år og 6 måneder efter det tidspunkt, hvor poli- tiet har gjort sigtede bekendt med sigtelsen. retten kan efter anmodning fra anklagemyndig- heden undtagelsesvis fastsætte en frist for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgs- målet, hvis der efter en samlet vurdering af hensynet til den sigtede, forurettede, sagens be- skaffenhed og omstændigheder samt sagens samfundsmæssige betydning er særlig grund til at kræve fremskyndelse af anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet, jf. § 718 b, stk. 2,

1. pkt. fristen skal være på mindst 3 måneder og højst 1 år, jf. stk. 2,
2. pkt. hvis anklage- myndigheden ikke træffer afgørelse om tiltalespørgsmålet inden for den frist, som retten har fastsat, anses påtale mod sigtede for opgivet, jf. dog stk.
3. ifølge § 718 b, stk. 3,
4. pkt., kan retten efter anmodning fra anklagemyndigheden forlænge en frist fastsat efter stk. 2 med højst 1 år ad gangen, hvis der foreligger særlige omstændigheder. anklagemyndighedens anmodning skal fremsættes over for retten senest 2 uger inden udløbet af den frist, som retten tidligere har fastsat, jf. stk. 3,
5. pkt. hvis retten ikke finder grundlag for at forlænge fristen, anses påtale mod sigtede for opgivet af anklagemyndigheden, med- mindre denne træffer afgørelse om tiltalespørgsmålet inden 2 måneder fra rettens afgørelse om ikke at forlænge fristen, jf. stk. 3,
6. pkt. i den foreliggende sag mod sigtede t havde retten i viborg i medfør af

§ 718b, stk.

2,

1. pkt., fastsat en frist for anklagemyndighedens afgørelse af tiltalespørgsmålet til den
2. juli
3. anklagemyndigheden anmodede den
4. juli 2015 om forlængelse af denne frist. det forhold, at anklagemyndigheden indgav anmodningen om forlængelse for sent, jf. to- ugersfristen i § 718 b, stk. 3,
5. pkt., må anses for kritisabelt, men det medfører efter højeste- rets opfattelse ikke, at påtale mod t kan anses for opgivet. en sådan retsvirkning er – i mod- sætning til, hvad der følger af bestemmelserne i § 718 b, stk. 2,
6. pkt., og stk. 3,
7. pkt. – ikke - 7 - fastsat i retsplejeloven vedrørende overskridelse af den nævnte 2-ugersfrist og følger heller ikke af forarbejderne til bestemmelsen. højesteret har endvidere lagt vægt på, at anklagemyn- dighedens anmodning om forlængelse af fristen i den konkrete sag blev indgivet inden udlø- bet af fristen den
8. juli
9. spørgsmålet om, hvorvidt anklagemyndighedens anmodning om forlængelse af fristen skal imødekommes, skal afgøres efter bestemmelsen i § 718 b, stk. 3,
10. pkt. ifølge denne be- stemmelse kan fristen forlænges, hvis der foreligger særlige omstændigheder. det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at det beror på rettens konkrete vurdering af de omstændighe- der, der gør, at der fortsat ikke er truffet afgørelse om tiltalespørgsmålet, hvorvidt der er grundlag for at forlænge fristen. ved denne vurdering skal bl.a. indgå, om det tidsrum, der er forløbet siden sigtelsens rejsning, efter en samlet vurdering, herunder af hensyn til den sig- tede, forurettede, sagens beskaffenhed samt den samfundsmæssige betydning, må anses for åbenbart urimeligt. dette gælder navnlig i mindre alvorlige sager, herunder bødesager. højesteret finder, at der efter en samlet vurdering af forløbet i den foreliggende sag ikke er grundlag for yderligere forlængelse af fristen for anklagemyndighedens afgørelse af tiltale- spørgsmålet, selv om en forelæggelse for eu-domstolen af spørgsmål om de danske reglers overensstemmelse med eu-retten som udgangspunkt vil kunne begrunde en forlængelse af fristen. højesteret lægger herved navnlig vægt på, at t blev sigtet i sagen første gang den
11. marts 2005, dvs. for mere end 11 år siden, at sagen i den forløbne tid i flere perioder har været sat i bero, og at sagen angår overtrædelse af spillelovgivningen og alene rejser spørgsmål om bødestraf. påtale mod t anses herefter for opgivet, medmindre anklagemyndigheden inden 2 måneder fra afsigelsen af denne kendelse træffer afgørelse om tiltalespørgsmålet, jf. § 718 b, stk. 3,
12. pkt. thi bestemmes: påtale mod t anses for opgivet, medmindre anklagemyndigheden inden 2 måneder fra afsi- gelsen af denne kendelse træffer afgørelse om tiltalespørgsmålet.