dom afsagt den 9. februar 2016 af østre landsrets 11. afdeling (landsdommerne ole græsbøll olesen, mikael sjöberg og john larsen (kst.)). 11. afd. nr. b-406-12: co-industri som mandatar for a (advokat mads bendix skelbæk-knudsen) mod beskæftigelsesministeriet (kammeradvokaten v/advokat niels banke) denne sag, der er anlagt ved københavns byret den 11. juli 2011, er ved kendelse af 31. januar 2012 henvist til behandling ved østre landsret i medfør af den dagældende bestemmelse i retsplejelovens § 226, stk. 1. sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt beskæftigelsesministeriet har pådraget sig et erstatningsansvar over for a ved, at den danske stat ikke havde implementeret den ret til erstatningsferie ved sygdom opstået under ferien, som følger af arbejdstidsdirektivets artikel 7, inden a blev sygemeldt den 15. juli 2010 under sin sommerferie. co-industri som mandatar for a har nedlagt endelig påstand om, at beskæftigelsesministeriet tilpligtes at betale principalt 16.191,08 kr., subsidiært 8.831,50 kr., med tillæg af rente fra sagens anlæg. beskæftigelsesministeriet har nedlagt endelig påstand om frifindelse, subsidiært betaling af 8.831,50 kr. med tillæg af rente som påstået. der er enighed mellem parterne om opgørelsen af as påstand. den principale påstand udgøres af as krav om erstatning for 11 sygedage. for det tilfælde, at landsretten måtte tiltræde beskæftigelsesministeriets subsidiære anbringende om, at a ikke er berettiget til erstatning for den første uges sygdom under ferien, er der nedlagt en subsidiær påstand svarende til erstatning for 6 sygedage. - 2 - påstandsbeløbene fremkommer således: den principale påstand: 11 sygedage af 7,4 timer af 163,71 kr. 13.325,99 kr. feriepenge, 12,5 % heraf + 1.665,75 kr. hvilket udgør 14.991,74 kr. pension, 8,0 % heraf + 1.199,34 kr. i alt 16.191,08 kr. den subsidiære påstand: 6 sygedage af 7,4 timer af 163,71 kr. 7.268,72 kr. feriepenge, 12,5 % heraf + 908,59 kr. hvilket udgør 8.177,31 kr. pension, 8,0 % heraf + 654,19 kr. i alt 8.831,50 kr. sagsfremstilling a var i sommeren 2010 ansat hos virksomheden skiold a/s. virksomheden havde ferielukket i uge 28-30, hvorfor a var pålagt at afvikle ferie i denne periode. fra den 15. juli 2010, torsdag i uge 28, til den 29. juli 2010 var a sygemeldt. ved lokal forhandling i henhold til industriens overenskomst indgået mellem dansk industri og co-industri i september 2010 rejste dansk metalarbejderforbund på vegne af a krav om erstatningsferie, hvilket skiold a/s afviste under henvisning til, at sygdom opstået før feriens start gav ret til ferie på et andet tidspunkt, mens sygdom opstået under ferien ikke gav ret til ferie på et andet tidspunkt. ved brev af 1. februar 2011 rejste co-industri på vegne af a som medlem af dansk metalarbejderforbund krav over for beskæftigelsesministeriet om anerkendelse af erstatningsansvaret for mistet ret til erstatningsferie. pensionsstyrelsen afviste på vegne af beskæftigelsesministeriet kravet ved brev af 17. marts 2011. - 3 - retssagens forløb co-industri anlagde på vegne a den 11. juli 2011 sagen og tog under denne forbehold for senere at forfølge krav over for den daværende arbejdsgiver skiold a/s. beskæftigelsesministeriet adciterede ved adcitationsstævning af 2. marts 2012 skiold a/s med påstand om betaling svarende til det af a rejste krav. sagen blev den 13. september 2012 udsat på højesterets dom i ankesagen vedrørende østre landsrets dom af 15. juni 2012 i sagen co-industri som mandatar for b mod di som mandatar for grundfos a/s. højesteret afsagde dom i den pågældende sag den 18. december 2013 (ufr 2014.914 h), jf. herom nedenfor under retsgrundlaget. ved processkrift af 4. februar 2014 hævede ministeriet sagen for så vidt angår skiold a/s. a opfordrede i processkrift af 19. december 2014 beskæftigelsesministeriet til at fremlægge en række notater om myndighedernes forståelse af eu-domstolens dom i pereda-sagen (sag c-277/08) og korrespondance mellem eu-kommissionen og danske myndigheder om de danske feriereglers overensstemmelse med arbejdstidsdirektivets artikel 7. hovedforhandlingen, der var berammet til den 9. februar 2015, blev herefter omberammet til den 9. december 2015. parterne er enige om, at der i perioden fra den 15. juli 2010 til den 29. juli 2010 forelå en feriehindring, at a efter ferielovens dagældende regler selv bar risikoen for feriehindringen, og at virksomheden skiold a/s som privat virksomhed ikke var forpligtet af arbejdstidsdirektivet og eu-domstolens fortolkning heraf, jf. ufr 2014.914 h. a modtog derfor ikke løn under sygdommen og var heller ikke berettiget til at afvikle erstatningsferie på et andet tidspunkt. de danske myndigheders behandling af spørgsmålet om ret til erstatningsferie ved sygdom opstået under ferien efter eu-domstolens domme eu-domstolen afsagde blandt andet den 20. januar 2009 dom i de forenede sager c-350/06 og c-520/06, schultz-hoff, og den 10. september 2009 dom i sag c-277/08, pereda, om forståelsen af artikel 7, stk. 1, i arbejdstidsdirektivet. dommene er nærmere omtalt nedenfor under retsgrundlaget. - 4 - af statsministerens redegørelse i folketinget (skriftlig del) af 6. oktober 2009 fremgår af lovprogrammet for 2009/10 under beskæftigelsesministerens område blandt andet, at der i februar 2010 forventedes fremsat forslag om ændring af ferieloven i form af ”moderniseringer, forenklinger og justeringer af loven på baggrund af bl.a. retsudviklingen, herunder afgørelser fra ef-domstolen”. af et notat af 4. december 2009 fra beskæftigelses-, justits- og finansministeriet formentlig til regeringens økonomiudvalg om ret til erstatningsferie for sygdom opstået under ferie fremgår blandt andet: ”problem ef-domstolen har i 2009 truffet to afgørelser om ret til erstatningsferie i forbindelse med sygdom og ferie. dommenes præmisser gør det muligvis nødvendigt at ændre ferieloven for at overholde eu’s arbejdstidsdirektiv, således at der også skal gives erstatningsferie, hvis en lønmodtager bliver syg under ferien. en implementering af domstolens retspraksis vil kunne medføre betydelige merudgifter for arbejdsgiverne. lo har tilkendegivet, at hvis en sådan ændring ikke gennemføres, vil lo gå rettens vej med en egnet sag for at få fastslået retstilstanden. der skal tages stilling til det videre forløb med henblik på at sikre en løsning, der efterkommer dommens præmisser i dansk ret og samtidig begrænser de økonomiske konsekvenser mest muligt. baggrund det fremgår af eu’s arbejdstidsdirektiv, at alle lønmodtagere har ret til mindst 4 ugers årlig betalt ferie. ef-domstolen har i 2009 truffet to afgørelser forelagt af andre landes domstole, hvor en lønmodtager blev syg inden den pågældende påbegyndte sin ferie. i begge tilfælde kommer domstolen – under henvisning til arbejdsdirektivet – til det resultat, at lønmodtageren er berettiget til erstatningsferie. ferieloven har allerede i dag regler, der giver en erstatningsferie, hvis sygdommen opstår inden feriens begyndelse. sygdom, der opstår under ferien er derimod lønmodtagerens egen risiko. sidstnævnte situation har ikke været forelagt for ef- domstolen. på grundlag af de generelle betragtninger i prænisserne fra dommen i september 2009 er det imidlertid beskæftigelses- og justitsministeriets vurdering, at arbejdstidsdirektivet efter domstolens opfattelse sandsynligvis indeholder en forudsætning om, at også sygdom – der opstår efter feriens påbegyndelse – udløser ret til erstatningsferie. det bygger bl.a. på, at domstolen i sine præmisser - 5 - ikke sondrer mellem, om sygdommen er opstået før eller under ferien. derudover bygger det på en fortolkning af formålet med direktivet. fra domstolens side udtales bl.a., at formålet med retten til en årlig betalt ferie er at give arbejdstageren mulighed for at hvile ud og have en periode til rådighed, hvorunder den enkelte kan slappe af og nyde sin fritid. de økonomiske konsekvenser af en lovændring, så sygdom opstået under ferien giver en lønmodtager ret til erstatningsferie, vil indebære en betydelig merudgift for arbejdsgiverne og reducere arbejdsudbuddet. foreløbige beregninger indikerer med betydelig usikkerhed en reduktion i arbejdsudbuddet på ca. 2.500 personer og merudgifter for arbejdsgiverne på ca. 1 mia. kr. årligt, heraf merudgifter for de offentlige arbejdsgivere på ca. 400 mio. kr. årligt. … da har anført, at dommene ikke nødvendiggør en lovændring, fordi de ikke udtrykkeligt tager stilling til sygdom, der opstår under ferien. da mener, at en konklusion om, at en lovændring med økonomiske konsekvenser for arbejdsgiveren er nødvendig, vil være meget uhensigtsmæssig før forårets overenskomstforhandlinger. lo er derimod af den opfattelse, at dommene klart fastlægger en gældende retstilstand. hvis en ændring af ferieloven ikke besluttes, har lo tilkendegivet at få sagen prøvet ved domstolene. det foreslås, at lovændringen og udformningen heraf drøftes i det såkaldte implementeringsudvalg. beskæftigelsesministeriet er formand for udvalget, der i øvrigt er sammensat af andre ministerier og arbejdsmarkedets parter, herunder personalestyrelsen. udvalget skal sikre en hensigtsmæssig og fyldestgørende implementering af de eu-direktiver, der vedrører ansættelsesforhold. spørgsmål om ventedage og lægeerklæringer vil naturligt blive vendt i dette forum. da og lo er enige om at sagen drøftes i udvalget. da har tilkendegivet at have en række juridiske og økonomiske spørgsmål i udvalget, der skal afklares forud for en evt. lovgivning. løsning det indstilles, at: • der i regi af implementeringsudvalget foretages en vurdering af dommens juridiske, økonomiske og arbejdsmarkedspolitiske implikationer, herunder en undersøgelse af praksis i andre lande, samt hvordan andre lande fortolker de nævnte domme. implementeringsudvalget forventer at færdiggøre sit arbejde inden sommerferien, • det i samarbejde mellem relevante ministerier samtidigt arbejdes videre med modeller, som begrænser de mulige økonomiske konsekvenser af en eventuel lovændring mest muligt i form af bl.a. ventedage og lægeerklæring. procedure efter implementeringsudvalgets drøftelser forelægges spørgsmålet om gennemførelse af evt. lovgivning på ny øu med en vurdering af de juridiske og økonomiske konsekvenser. - 6 - det bemærkes, at regeringen har medtaget en ændring af ferieloven på lovprogrammet til fremsættelse februar ii. heri nævnes moderniseringer, forenklinger og justeringer af loven på baggrund af bl.a. retsudviklingen, herunder afgørelser fra ef-domstolen. der er ikke elementer i lovforslaget, som det er tvingende nødvendigt at fremsætte i denne samling.” regeringen besluttede herefter, at der i regi af implementeringsudvalget skulle foretages en nærmere vurdering af de juridiske, økonomiske og arbejdsmarkedsmæssige implikationer i forhold til de danske ferieregler af eu-domstolens domme i c-277/08, pereda, samt de forenede sager c-350/06 og c-520/06, schultz-hoff. udvalget skulle komme med forslag, som bedst mest muligt kunne inddæmme de mulige økonomiske konsekvenser af en eventuel lovændring. på implementeringsudvalgets møde den 21. januar 2010 blev det besluttet at lade en arbejdsgruppe under udvalget varetage opgaven. arbejdsgruppens kommissorium var at foretage en nærmere vurdering af dommenes juridiske, økonomiske og arbejdsmarkedsmæssige implikationer i forhold til de danske ferieregler, idet arbejdsgruppen i den forbindelse skulle undersøge praksis i andre lande, herunder hvordan man i andre lande forholdt sig til dommene, og komme med forslag til initiativer, som bedst muligt kunne inddæmme de mulige økonomiske konsekvenser af en eventuel lovændring. arbejdsgruppen skulle færdiggøre arbejdet hurtigst muligt og gerne inden sommerferien 2010. arbejdsgruppen afholdt sit indledende møde den 24. februar 2010 og holdt derefter 7 møder i perioden frem til juni 2010 og 3 møder i august 2010. forud for et møde den 19. april 2010 blev der af beskæftigelsesministeriet udarbejdet udkast til et notat om analyse og vurdering af dommene i sagen c-277/08 samt de forenede sager c-350/06 og c-520/06. af et sådant udkast af 14. april 2010, der ved mail af 15. april 2010 blev sendt til kontorchef søren balslev i revideret form, hvor det var ”forsøgt at bløde op i konklusionen”, fremgår af den nævnte konklusion: ”på baggrund af domstolens udtalelser i de to afgørelser er det beskæftigelsesministeriets vurdering, at det er tvivlsomt om usandsynligt, at ferielovens gældende ordning, hvorefter lønmodtager bærer risikoen for sygdom, der opstår under ferien, fuldt ud vil kunne opretholdes, hvis spørgsmålet om ordningens overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 forelægges - 7 - eu-domstolen. det er derfor ministeriets vurderingindstilling, at ferieloven bør ændres, så der ikke længere kan opstå situationer, hvor lønmodtagernes ret til 4 ugers årlig betalt ferie efter direktivet fortabes som følge af lønmodtagers sygdom.” i et senere notat af 23. april 2010 fremgår af punktet om diskussion og vurdering af dommene om råderum for national regulering følgende: ”til argumentet om, at den gældende, danske ordning i ferieloven ligger inden for det råderum, som medlemsstaterne har ved gennemførelsen af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, kan det anføres, at domstolen netop afviser, at der er et sådant råderum for så vidt angår muligheden for at lade retten til årlig, betalt ferie bortfalde, da nationale bestemmelser herom kun kan opretholdes, hvis lønmodtageren har haft mulighed for at gøre brug af denne ret. derimod er der et råderum for nationalt at bestemme, eksempelvis hvornår lønmodtageren har ret til at holde en erstatningsferie, der skal gives som følge af, at lønmodtageren har været syg under den oprindeligt fastsatte ferieperiode.” konklusionen i det pågældende notat er sålydende: ”på baggrund af domstolens udtalelser i de to afgørelser er det beskæftigelsesministeriets vurdering, at det er tvivlsomt om ferielovens gældende ordning, hvorefter lønmodtager bærer risikoen for sygdom, der opstår under ferien, fuldt ud vil kunne opretholdes, hvis spørgsmålet om ordningens overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 forelægges eu- domstolen.” notatet blev drøftet blandt andet på arbejdsgruppens møde den 28. april 2010. på mødet blev også drøftet retstilstanden i andre lande, og der var enighed om, at en oversigt herover og det førnævnte notat skulle indgå i arbejdsgruppens rapport. arbejdsgruppen afgav sin rapport i september 2010. i rapporten gennemgås blandt andet dommene og arbejdsmarkedets parters vurdering heraf. af rapporten fremgår, at det fra arbejdsgiverside blandt andet blev anført, at en række andre medlemsstater end danmark heller ikke gav ret til erstatningsferie ved sygdom, der startede under ferie, at man i andre stater kendte til ordninger med karenstid m.v., samt at ingen af disse stater intervenerede i den forelagte spanske sag (c-277/08) og heller ikke efter afgørelsen efter det oplyste havde påbegyndt reelle overvejelser om ændringer af deres lovgivning. endvidere fremgår om beskæftigelsesministeriets samlede vurdering af dommene: - 8 - ”på baggrund af domstolens udtalelser i de to afgørelser er det beskæftigelses- ministeriets vurdering, at det er tvivlsomt om ferielovens gældende ordning, hvorefter lønmodtager bærer risikoen for sygdom, der opstår under ferien, fuldt ud vil kunne opretholdes, hvis spørgsmålet om ordningens overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 forelægges eu-domstolen.” om arbejdsgruppens anbefaling på baggrund af dommene fremgår: ”under henvisning til de synspunkter som er gjort gældende under pkt. 4.2.2., mener arbejdsgiversiden i arbejdsgruppen ikke, at der med de afsagte domme i de forenede sager c-350/06 og c-520/06, samt c- 277/08 er tilstrækkeligt grundlag for at anbefale en ændring af ferieloven, og at en ændring af ferieloven ikke er nødvendig. lederne mener, at dansk ret bør indrettes i overensstemmelse med eu- domstolens praksis, og at ferieloven derfor bør ændres. lønmodtagersiden i arbejdsgruppen mener, at eu-domstolens fortolkning af arbejdstidsdirektivet som udtrykt bl.a. ved de ovenfor anførte domme, medfører at ferieloven snarest muligt bør ændres for at blive bragt i overensstemmelse med direktivet. endelig mener beskæftigelsesministeriet og personalestyrelsen, at der under henvisning til gennemgangen og vurderingen af dommene under pkt. 4.3. er tvivlsomt, om ferielovens gældende ordning, hvorefter en lønmodtager bærer risikoen for sygdom, der opstår under ferien, er i overensstemmelse med art. 7, stk. 1, i direktiv 2003/99 (arbejdstidsdirektivet).” af kapitlet om arbejdsgruppens anbefalinger fremgår blandt andet: ”beskæftigelsesministeriet vurderer, at i tilfælde af, at den gældende danske ordning, hvor lønmodtager bærer risikoen for sygdom, der opstår under ferien, forelægges eu-domstolen, er det sandsynligt, at domstolen vil underkende ordningen. beskæftigelsesministeriet henviser til, at der er fremlagt modeller, der i varierende omfang inddæmmer de økonomiske konsekvenser, men ministeriet vil ikke på nuværende tidspunkt anbefale én bestemt model. personalestyrelsen kan henholde sig til det, som beskæftigelsesministeriet har anført.” lo ved formand harald børsting rettede ved brev af 8. december 2010 henvendelse til beskæftigelsesminister inger støjberg om opfølgningen på implementeringsudvalgets arbejde om sygdom og ferie. ministeren svarede ved brev af 4. januar 2011 blandt andet: - 9 - ”jeg synes, at implementeringsudvalget har udført et glimrende stykke arbejde, hvor der i overensstemmelse med kommissoriet er fremlagt modeller, der i varierende grad inddæmmer de økonomiske konsekvenser af en eventuel ændring af ferieloven om retten til erstatningsferie for sygdom, der opstår under ferien. jeg har imidlertid også noteret mig, at arbejdsmarkedets parter ikke er enige i fortolkningen af de relevante eu-domme om andre landes ferieregler og om, hvilke konsekvenser, der skal drages deraf i forhold til den danske ferielov. jeg har yderligere fået oplyst, at der verserer en retssag om den danske ferielov anlagt af dansk metal mod dansk industri om netop retten til erstatningsferie for sygdom, der opstår under ferien, og at der i den forbindelse er en skriftveksling mellem parterne, om spørgsmålet skal forelægges eu-domstolen. det er regeringens opfattelse, at vi bør afvente den retssag, der verserer om retten til erstatningsferie for sygdom i henhold til den danske ferielov. det vil give et mere solidt grundlag for at vurdere, om det er nødvendigt at ændre den danske ferielov, da de eu-domme, som implementeringsudvalget har behandlet, som bekendt omhandler andre landes ferielove. det skal ydermere ses i lyset af, at en lovændring, hvor arbejdsgiveren bærer risikoen for sygdom, der opstår under ferien, under alle omstændigheder vil medføre betydelige udgifter for såvel private som offentlige arbejdsgivere.” den 2. februar 2011 rettede eu-kommissionen på baggrund af et spørgsmål fra et medlem af eu-parlamentet henvendelse til de danske myndigheder om opfølgning på pereda-dommen (c-277/08). den 22. februar 2011 indleverede en spansk domstol en anmodning om præjudiciel afgørelse i sag c-78/11, anged, vedrørende forståelsen af artikel 7, stk. 1, i arbejdstidsdirektivet, når den midlertidige uarbejdsdygtighed opstår under afholdelsen af ferien. feriekontoret, pensionsstyrelsen, besvarede den 12. april 2011 henvendelsen af 2. februar 2011 fra eu-kommissionen med blandt andet en redegørelse for retsstillingen i danmark og oplysning om implementeringsudvalgets rapport og om, at den danske regering ville afvente udfaldet af sagen mellem dansk metal og di. under retssagen nævnt i beskæftigelsesministerens brev af 4. januar 2011 afviste østre landsret ved kendelse af 14. april 2011 anmodningen om præjudiciel forelæggelse under henvisning til, at spørgsmålet om, hvorvidt en arbejdstager, der bliver sygemeldt efter, at - 10 - ferien på 4 uger er påbegyndt, har ret til at afbryde ferien og til erstatningsferie, med fornøden klarhed var afgjort af eu-domstolen i forbindelse med pereda-dommen, jf. ufr 2014.914 h. eu-kommissionen afviste den 4. juli 2011 svaret af 12. april 2011 fra feriekontoret. ved kendelse af 3. oktober 2011 afslog landsretten en anmodning fra di som mandatar for grundfos a/s om udsættelse af den ovennævnte retssag på udfaldet af eu-domstolens afgørelse i c-78/11, anged, jf. herom ufr 2014.914 h. ved brev af 24. november 2011 sendte eu-kommissionen en åbningsskrivelse til udenrigsministeriet. af åbningsskrivelsen fremgår blandt andet: ”af svaret fra de danske myndigheder fremgår det, at de, inden der træffes foranstaltninger til at ændre den danske lovgivning på dette punkt, agter at afvente udfaldet af en yderligere mulig præjudiciel forelæggelse for domstolen. efter kommissionens opfattelse fremgår kravene i henhold til eu-retten imidlertid allerede særdeles klart efter pereda-dommen … det står i betragtning heraf ikke klart, hvorfor det skulle være nødvendigt at afvente endnu en dom, inden man skrider til at fjerne den manglende overholdelse af eu-retten, og i de danske myndigheders svar er der ikke fremført argumenter, som kan begrunde en sådan fremgangsmåde.” den 30. januar 2012 sendte beskæftigelsesministeriet et udkast til ændring af ferieloven i høring. udkastet indeholdt blandt andet følgende forslag: ”i § 13 indsættes efter stk. 2 som nye stykker: stk. 3. en lønmodtager, der bliver syg under ferien, har mod lægelig dokumentation ret til erstatningsferie efter 5 sygedage under ferie i ferieåret. en lønmodtager, der har optjent mindre end 25 dages ferie, har ret til erstatningsferie i forhold til de optjente dage. stk. 4. rette til erstatningsferie efter stk. 3 gælder først fra den dag, hvor lønmodtageren meddeler sygdommen til arbejdsgiveren, medmindre helt særlige omstændigheder gør sig gældende. stk. 5. kan erstatningsferie efter stk. 2 og 3 ikke holdes i ferieåret på grund af sygdom, holdes ferien i det efterfølgende ferieår, jf. dog § 38. stk. 6. den lægelige dokumentation betales af lønmodtageren. stk. 3 bliver herefter til stk. 7.” der blev fremsat et i det væsentlige enslydende lovforslag den 21. marts 2012, jf. herom nedenfor under retsgrundlaget. - 11 - i den ovennævnte retssag afsagde østre landsret dom den 15. juni 2012 og højesteret den 18. december 2013 (ufr 2014.914 h), jf. herom nedenfor under retsgrundlaget. eu-domstolen afsagde dom i c-78/11, anged, den 21. juni 2012, jf. herom nedenfor under retsgrundlaget. retsgrundlaget retten til erstatningsferie ved sygdom opstået under ferien retsregler efter artikel 7, stk. 1, i arbejdstidsdirektivet (rådets direktiv 93/104/ef af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden) skulle medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere fik en årlig betalt ferie af mindst 4 ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis. direktivet, der skulle gennemføres i national ret senest den 23. november 1996, er siden blevet erstattet af europa-parlamentets og rådets direktiv 2003/88/ef af 4. november 2003 med samme titel, men der skete ikke herved ændringer i retten til årlig ferie, således som den er beskrevet i artikel 7 i direktivet. den i sommeren 2010 gældende artikel 7 i arbejdstidsdirektivet havde således følgende ordlyd: ”1. medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis. 2. den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.” § 13 i ferieloven gældende i både 2009 og sommeren 2010 (lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004) blev indført ved lov nr. 396 af 31. maj 2000 og havde følgende ordlyd: ”ferie begynder ved arbejdstids begyndelse den første feriedag og slutter ved arbejdstids ophør den sidste feriedag. - 12 - stk. 2. hvis en lønmodtager er syg, når ferien begynder, har lønmodtageren ikke pligt til at begynde ferien. stk. 3. hvis en lønmodtager deltager i en strejke eller lockout, når ferien begynder, kan lønmodtageren ikke begynde ferien.” i forarbejderne til loven (lovforslag nr. 178 af 27. januar 2000) hedder det i de almindelige bemærkninger blandt andet: ”sygdom og ferie hvis en lønmodtager bliver syg, inden ferien begynder, er der tale om en feriehindring. i dag overgår risikoen for lønmodtagerens sygdom fra arbejdsgiveren til lønmodtageren allerede ved sidste arbejdsdags slutning og ikke først ved første feriedags begyndelse. det foreslås, at reglerne om risikoen for lønmodtagerens sygdom ændres, så risikoen først går over fra arbejdsgiveren til lønmodtageren ved normal arbejdstids begyndelse den første feriedag. dette vil være i overensstemmelse med princippet om, at ferie begynder ved normal arbejdstids begyndelse den første feriedag. … forholdet til eu-retten lovforslaget opfylder kravet i rådets direktiv 93/104/ef om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelsen af arbejdstiden, hvorefter lønmodtagere har ret til mindst 4 ugers betalt ferie om året. …” i bemærkningerne til § 13 hedder det blandt andet: ”i § 13 beskrives, hvornår ferien begynder og slutter. dette har ikke tidligere været beskrevet i loven, men er udviklet i praksis. … i stk. 1 præciseres praksis om, at ferien begynder på det tidspunkt, hvor lønmodtageren ville begynde den almindelige arbejdsdag, hvis lønmodtageren ikke holdt ferie, og at ferien slutter på det tidspunkt, hvor den sidste arbejdsdag ville have været afsluttet, hvis lønmodtageren ikke holdt ferie. for mange lønmodtagere, der holder fri en kalenderuge, vil det sige, at ferien begynder mandag morgen ved normal arbejdstids begyndelse og slutter fredag aften ved normal arbejdstids ophør. det er den enkelte lønmodtagers normale arbejdstids begyndelse og ophør, der er afgørende for, hvornår ferien begynder henholdsvis slutter. … i stk. 2 fastsættes, at hvis en lønmodtager er syg på tidspunktet for feriens begyndelse, er der – uanset sygdommens art og omfang – tale om en feriehindring, som medfører, at ferie ikke kan begynde, medmindre lønmodtageren selv ønsker at begynde ferien. det vil ikke længere være af betydning, om lønmodtageren kan anses for at kunne holde ferien med et rekreativt udbytte. det er alene afgørende, om lønmodtageren anses for syg i - 13 - forhold til at kunne udføre sit arbejde. det er hensigtsmæssigt med en klar regel på området. når lønmodtageren bliver rask, skal lønmodtageren møde på arbejde igen. dette gælder selvom lønmodtageren bliver rask inden for den periode, hvor lønmodtageren skulle have holdt sin ferie. de fleste lønmodtagere vil formentlig vælge at begynde ferien, selvom de har en kortere sygdomsperiode, når ferien begynder. det fremgår af stk. 1, at ferien begynder ved arbejdstids begyndelse første feriedag. lønmodtageren skal i overensstemmelse med de regler om sygemelding, der i øvrigt måtte gælde for ansættelsesforholdet, sygemelde sig over for arbejdsgiveren. det vil normalt betyde, at lønmodtageren sygemelder sig over for arbejdsgiveren ved arbejdstids begyndelse den første feriedag. der er tale om en ændring i forhold til den gældende praksis. i dag overgår risikoen for en lønmodtagers sygdom i forbindelse med ferie fra arbejdsgiveren til lønmodtageren allerede ved arbejdstids ophør på lønmodtagerens sidste arbejdsdag og ikke først ved arbejdstids begyndelse på lønmodtagerens første feriedag. administrativt har der udviklet sig en praksis om sygdom, der begynder på arbejdsfrie dage, umiddelbart før ferien begynder. for lønmodtagere, der arbejder i turnus, har arbejdsfrie dage ofte karakter af erstatningsfridage for arbejde, der er udført på lørdage, søndage og helligdage. sygdom, der begynder på disse erstatningsfridage, bærer lønmodtageren selv risikoen for, medmindre lønmodtageren på disse dage kan blive tilkaldt med pligt til at møde, og lønmodtageren derfor står til rådighed for arbejdsgiveren. det omvendte gælder for afspadseringsdage og afspadseringstimer. hvis disse dage eller timer er udtryk for omplacering af arbejdstiden, bærer arbejdsgiveren risikoen for lønmodtagerens sygdom, indtil arbejdstids ophør den sidste afspadseringsdag før ferien. det er hensigtsmæssigt at fastsætte en klar regel om, hvornår ferien ikke kan begynde som følge af lønmodtagerens sygdom. den foreslåede ændring er i overensstemmelse med udgangspunktet om, at ferien først anses for at begynde ved arbejdstids begyndelse på den første feriedag. dette fremgår fremover af lovteksten. desuden går danmark på trods af den foreslåede lempelse i forhold til fx sverige, norge og tyskland fortsat langt i retning af at pålægge lønmodtageren risikoen for sygdom.” ferielovens § 13 fik ved lov nr. 377 af 28. april 2012 følgende ordlyd: ”ferie begynder ved arbejdstids begyndelse den første feriedag og slutter ved arbejdstids ophør den sidste feriedag. stk. 2. hvis en lønmodtager er syg, når ferien begynder, har lønmodtageren ikke pligt til at begynde ferien. stk. 3. en lønmodtager, der har optjent 25 dages ferie, og som bliver syg under ferien, har mod lægelig dokumentation ret til erstatningsferie efter 5 sygedage under ferie i ferieåret. en lønmodtager, der har optjent mindre end 25 dages ferie, har ret til erstatningsferie efter et forholdsmæssigt færre antal sygedage. - 14 - stk. 4. lønmodtageren opnår ret til erstatningsferie fra den dag, hvor lønmodtageren meddeler sygdommen til arbejdsgiveren, medmindre helt særlige omstændigheder gør sig gældende. stk. 5. kan erstatningsferie efter stk. 2 og 3 ikke holdes i ferieåret på grund af sygdom, holdes ferien i det efterfølgende ferieår, jf. dog § 38. stk. 6. lønmodtageren betaler den lægelige dokumentation, jf. stk. 3. stk. 7. hvis en lønmodtager deltager i en strejke eller lockout, når ferien begynder, kan lønmodtageren ikke begynde ferien.” ændringerne i bestemmelsen hidrører fra lovforslag nr. 114 af 21. marts 2012. af beskæftigelsesministerens skriftlige fremsættelse af lovforslaget fremgår blandt andet: ”som følge af eu-domstolens fortolkning af arbejdstidsdirektivets art. 7, stk. 1, i sagen c-277/08 (pereda), fremsætter regeringen nu forslag til ændring af ferieloven, så en lønmodtager, der bliver syg under ferien, som udgangspunkt har ret til erstatningsferie. lovforslaget er på den ene side en væsentlig forbedring af lønmodtagernes ferievilkår, og på den anden side er der taget hensyn til arbejdsgiveren, så lønmodtageren ikke får erstatningsferie før efter de første 5 feriedage, og selv skal betale for den lægelige dokumentation.” i forarbejderne til lovændringen hedder det i de almindelige bemærkninger: ”1. indledning det følger af arbejdstidsdirektivets art. 7, stk. 1 (direktiv 2003/88/ef), at alle arbejdstagere har ret til en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis. i 2009 traf eu-domstolen afgørelse i sagen c-277/08 (pereda). efter domstolens afgørelse er det i strid med art. 7, stk. 1, i arbejdstidsdirektivet, at en lønmodtager, der er sygemeldt under en fastsat ferie, ikke har ret til efter raskmelding at afholde sin årlige ferie på et andet tidspunkt end oprindeligt fastsat. de mulige konsekvenser af dommen har været behandlet af implementeringsudvalget under beskæftigelsesministeriet med deltagelse af arbejdsmarkedets parter. på baggrund heraf foreslås det, at ferieloven ændres, således at en lønmodtager, som bliver syg efter feriens begyndelse mod lægelig dokumentation som udgangspunkt har ret til erstatningsferie efter 5 sygedage. … 2. lovforslagets indhold 2.1. erstatningsferie for sygdom opstået under ferien 2.1.1. gældende regler hvis en lønmodtager er syg, når ferien begynder, har lønmodtageren ikke pligt til at begynde ferien. hvis lønmodtageren vælger ikke at påbegynde ferien, vil lønmodtageren have ret til erstatningsferie for de mistede feriedage på et senere tidspunkt, dvs. at ferien i sin helhed bortfalder i den pågældende periode. når - 15 - lønmodtageren bliver rask, skal lønmodtageren møde på arbejde igen, medmindre lønmodtageren vælger at holde resten af ferien inden for den fastlagte ferieperiode. en lønmodtager, der bliver syg, efter at ferien er påbegyndt, har derimod ikke ret til erstatningsferie for de feriedage, hvor lønmodtageren er syg. ferien anses således for holdt på trods af sygdom. 2.1.2. lovforslagets indhold på baggrund af eu-domstolens praksis, jf. indledningen, foreslås det, at en lønmodtager, som bliver syg efter feriens begyndelse, får ret til erstatningsferie. en lønmodtager har ret til 4 ugers betalt ferie efter arbejdstidsdirektivet. en lønmodtager optjener efter ferieloven ret til 5 ugers betalt ferie ved arbejde i hele optjeningsåret. for at inddæmme de økonomiske konsekvenser af forslaget for arbejdsgiverne foreslås det derfor, at der ikke er ret til erstatningsferie for de 5 første sygedage under ferien. hvis lønmodtageren har optjent et mindre antal feriedage end 25, har lønmodtageren ret til et mindre antal dage med betalt ferie. det betyder, at retten til erstatningsferie indtræder forholdsmæssigt tidligere. det er en betingelse for at få erstatningsferie, at lønmodtageren meddeler sygdommen til arbejdsgiveren i overensstemmelse med de regler, som gælder i ansættelsesforholdet. påberåbelsen af sygdom som en feriehindring har derfor først virkning fra den dag, meddelelsen er givet til arbejdsgiveren i overensstemmelse med de regler, der gælder om sygemelding i lov eller praksis. lønmodtageren skal dokumentere sygdommen overfor arbejdsgiver. kravet om en lægelig dokumentation skal sikre, at der foreligger en faglig vurdering af en vis tyngde som grundlag for retten til erstatningsferie. den lægelige dokumentation betales af lønmodtageren. såfremt erstatningsferien på grund af sygdom – uanset om sygdommen er opstået før eller under ferien – ikke kan holdes i indeværende ferieår, kan ferien holdes i det efterfølgende ferieår. … 7. forholdet til eu-retten forslaget, om at lønmodtageren mod lægelig dokumentation har ret til erstatningsferie fra 6. sygedag, hvis lønmodtageren bliver syg under ferien, bringer ferieloven i overensstemmelse med arbejdstidsdirektivet, som fortolket i eu-domstolens seneste praksis. reglerne, om at lønmodtageren først får ret til erstatningsferie efter 5 sygedage i ferieåret, vurderes at være i overensstemmelse med arbejdstidsdirektivet, da direktivet alene beskytter 4 ugers ferie svarende til 20 dage. forslaget sikrer, at lønmodtageren har krav på 20 feriedage eller et mindre antal i forhold til de optjente feriedage. der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under punkt 2.1 og bemærkningerne til § 1 til nr. 4. …” - 16 - i bemærkningerne til § 1, nr. 4, hedder det blandt andet: som følge af seneste praksis fra eu-domstolen (pereda-dommen) vedr. artikel 7, stk. 1, i arbejdstidsdirektivet foreslås det i § 13, stk. 3, at en lønmodtager, som bliver syg efter feriens begyndelse, har ret til erstatningsferie. ifølge arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1, har en lønmodtager ret til 4 ugers årlig betalt ferie. dette betyder, at en lønmodtager, der har optjent 25 feriedage, har en beskyttet ret efter arbejdstidsdirektivet til at holde 20 dages årlig betalt ferie. ferie ud over 20 dage er ikke beskyttet af arbejdstidsdirektivet. ifølge forslaget får en lønmodtager, der bliver syg under ferien, derfor ikke ret til erstatningsferie for de første 5 sygedage. hvis lønmodtageren har optjent fuld ferieret på 25 feriedage, har lønmodtageren først ret til erstatningsferie efter 5 sygedage i ferieåret. har lønmodtageren optjent mindre end 25 dages ferie, beregnes de dage, som lønmodtageren ikke får erstatningsferie for i forhold til de optjente feriedage. de dage, som lønmodtageren ikke får erstatningsferie for, beregnes ved at gange antallet af optjente feriedage med 1/5.” lovændringen trådte i kraft den 1. maj 2012. retspraksis eu-domstolen fastslog ved dom af 26. juni 2001 i sag c-173/99, bectu, at artikel 7, stk. 1, i arbejdstidsdirektivet giver ikke en medlemsstat adgang til at vedtage en national bestemmelse, hvorefter en arbejdstager først begynder at optjene ret til årlig betalt ferie, når han fuldført en karenstid på 13 ugers uafbrudt beskæftigelse hos den samme arbejdsgiver. ved dom af 18. marts 2004 fastslog eu-domstolen i sag c-342/01, gómez, at blandt andet artikel 7, stk. 1, i arbejdstidsdirektivet skal fortolkes således, at en kvindelig arbejdstager skal kunne afholde sin årlige ferie i en anden periode end den, hvor hun er på barselsorlov. ved dom af 20. januar 2009 i de forenede sager c-350/06 og c-520/06, schultz-hoff, fastslog domstolen blandt andet, at bestemmelsen i artikel 7, stk. 1, i arbejdstidsdirektivet skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for nationale retsforskrifter eller praksis, hvorefter en arbejdstager, som er på sygeorlov, ikke er berettiget til at holde en årlig betalt ferie i løbet af den periode, hvor han har sygeorlov, mens den er til hinder for nationale retsforskrifter eller praksis, hvorefter retten til årlig betalt ferie bortfalder ved udløbet af - 17 - referenceperioden, når en arbejdstager på grund af sygdom i den relevante periode ikke har kunnet gøre brug af sin ret til årlig betalt ferie. eu-domstolens dom af 10. september 2009 i sag c-277/08, pereda, angik en spansk lønmodtager, der arbejdede som chauffør. i virksomhedens ferieplan blev han tildelt ferie fra den 16. juli til den 14. august 2007. imidlertid blev han allerede den 3. juli 2007 – og således inden feriens påbegyndelse – udsat for en arbejdsulykke og var uarbejdsdygtig frem til den 13. august 2007, således at den ferie, han havde ret til i 2007 uden samtidig at være på sygeorlov, begrænsede sig til dagene 14. og 15. august 2007. der opstod nu tvist om retmæssigheden af hans anmodning om ny, betalt ferie, og den spanske domstol forelagde følgende præjudicielle spørgsmål (præmis 16): ”skal artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 fortolkes således, at i tilfælde hvor den ferie, der er fastsat i virksomhedens ferieplan, tidsmæssigt falder sammen med midlertidig uarbejdsdygtighed som følge af en arbejdsulykke, der er indtruffet før den fastsatte dato for feriens påbegyndelse, har den berørte arbejdstager efter at være raskmeldt ret til at afholde ferien på andre tidspunkter end de oprindeligt fastsatte, uanset om det relevante kalenderår er udløbet eller ej?” i dommen hedder det blandt andet herom: ”17. med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser eller kollektive overenskomster, hvorefter en arbejdstager, der er sygemeldt under sin årlige ferie som fastsat i ferieplanen for den virksomhed, hvor han er ansat, ikke har ret til efter raskmelding at afholde sin årlige ferie på et andet tidspunkt end oprindeligt fastsat, eventuelt uden for den omhandlede referenceperiode. 18. for det første bør det erindres, som det også fremgår af ordlyden af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, der ikke kan fraviges, at alle arbejdstagere har ret til en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed. denne ret til årlig betalt ferie bør betragtes som et særligt vigtigt princip i fællesskabets sociallovgivning, som skal gennemføres af de kompetente nationale myndigheder inden for de udtrykkelige grænser, der er fastsat ved direktiv 2003/88 (jf. i denne retning vedrørende direktiv 93/104 dom af 26.6.2001, sag c-179/99, bectu, sml. i, s. 4881, præmis 43, af 18.3.2004, sag c-342/01, merino gómez, sml. i, s. 2605, præmis 29, og af 16.3.2006, forenede sager c-131/04 og c-257/03, robinson-steele m.fl., sml. i, s. 2531, præmis 48). 19. herom har domstolen allerede fastslået, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 i princippet ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter - 18 - bestemmelser om udøvelsen af den ret til årlig betalt ferie, som udtrykkeligt er fastsat i direktivet, selv om denne lovgivning indebærer, at retten hertil fortabes ved udløbet af referenceperioden, dog under den forudsætning, at en arbejdstager, som har fortabt retten til årlig betalt ferie, faktisk har haft mulighed for at gøre brug af denne ret. således bortfalder retten til årlig betalt ferie ikke ved udløbet af den i national ret fastsatte referenceperiode, når arbejdstageren har haft sygeorlov inden for hele eller en del af referenceperioden og rent faktisk ikke har haft mulighed for at gøre brug af den nævnte ret (jf. dom af 20.1.2009, forenede sager c-350/06 og c-520/06, schultz-hoff m.fl., …, præmis 43 og 55). 20. med henblik på en effektiv beskyttelse af arbejdstagerens sikkerhed og sundhed har denne normalt ret til en reel hviletid, hvorfor det ifølge artikel 7, stk. 2, i direktiv 2003/88 kun er muligt at erstatte retten til årlig betalt ferie med en finansiel godtgørelse i tilfælde, hvor arbejdsforholdet er ophørt (jf. i denne retning vedrørende direktiv 93/104 bectu-dommen, præmis 44, og merino gómez- dommen, præmis 30). 21. det er i øvrigt ubestridt, at formålet med retten til en årlig betalt ferie er at give arbejdstageren mulighed for at hvile ud og have en periode til rådighed, hvorunder han kan slappe af og nyde sin fritid. dette formål er forskelligt fra formålet med retten til sygeorlov, som er begrundet i, at arbejdstageren skal have mulighed for at komme sig over en sygdom (jf. dommen i sagen schultz-hoff m.fl., præmis 25). 22. det følger af det ovenfor anførte, herunder navnlig af det nævnte formål med retten til årlig betalt ferie, at en arbejdstager, der har sygeorlov under sin forud fastlagte årlige ferie, efter anmodning har ret til at afholde ferie på et tidspunkt, der ikke falder sammen med sygeorloven, således at han reelt kan nyde godt af sin årlige ferie. fastlæggelsen af tidspunktet for denne nye årlige ferie, hvis længde skal svare til det tidsmæssige sammenfald mellem den oprindeligt fastsatte årlige ferie og sygeorloven, er underlagt nationale regler og procedurer vedrørende fastlæggelse af arbejdstageres ferie, idet der skal tages højde for de foreliggende forskellige interessehensyn, herunder navnlig tvingende hensyn vedrørende virksomhedens interesser. 23. for det tilfælde, at sådanne hensyn måtte tale imod at imødekomme arbejdstagerens anmodning om en ny periode for den årlige ferie, er arbejdsgiveren forpligtet til at give arbejdstageren ferie i en anden periode foreslået af arbejdstageren, der også er forenelig med de ovennævnte interesser, idet det ikke på forhånd må udelukkes, at denne ferieperiode kan ligge uden for referenceperioden for den omhandlede årlige ferie. 24. som domstolen tidligere har udtalt, får den årlige ferie ganske vist kun sin fulde positive virkning for arbejdstagerens sikkerhed og sundhed, såfremt den holdes inden for det år, hvor det er foreskrevet, dvs. i det løbende år, men hviletiden har dog fortsat betydning, selv om den holdes i en efterfølgende periode (jf. dom af 6.4.2006, sag c-124/05, federatie nederlandse vakbeweging, sml. i, s. 3423, præmis 30, og dommen i sagen schultz-hoff m.fl., præmis 30). - 19 - 25. heraf følger, at selv om direktiv 2003/88 ikke [er] til hinder for nationale retsforskrifter eller former for praksis, hvorefter en arbejdstager under sygeorlov er berettiget til at afholde årlig betalt ferie i løbet af den periode, hvor han har sygeorlov (dommen i sagen schultz-hoff m.fl., præmis 31), følger det af denne doms præmis 22, at en arbejdstager, der ikke ønsker at afholde årlig ferie under sygeorloven, skal have tildelt ferie i en anden periode. 26. henset til det ovenfor anførte skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser eller kollektive overenskomster, hvorefter en arbejdstager, der er sygemeldt under sin årlige ferie som fastsat i ferieplanen for den virksomhed, hvor han er ansat, ikke har ret til efter raskmelding at afholde sin årlige ferie på et andet tidspunkt end oprindeligt fastsat, eventuelt uden for den omhandlede referenceperiode.” ved dom af 21. juni 2012 i sag c-78/11, anged, fastslog eu-domstolen, at artikel 7, stk. 1, i arbejdstidsdirektivet skal fortolkes således, at den er til hinder for nationale bestemmelser, som fastsætter, at en arbejdstager, hvis uarbejdsdygtighed er opstået under den årlige betalte ferieperiode, ikke har ret til efterfølgende at afholde nævnte årlige ferie, som falder sammen med uarbejdsdygtighedsperioden. domstolen henviste i den forbindelse blandt andet til, at det fulgte af retspraksis, der vedrører en arbejdstager, som er uarbejdsdygtig før begyndelsen af en årlig betalt ferieperiode, at det tidspunkt, hvor nævnte uarbejdsdygtighed opstod, er irrelevant. højesteret fastslog ved sin dom af 18. december 2013 (ufr 2014.914 h), at det følger af praksis om eu-konform fortolkning, at den ikke kunne føre til et resultat ”contra legem”. retstilstanden efter ferieloven fra 2000 var klar, og det var ikke ved anvendelse af dansk rets anerkendte fortolkningsprincipper muligt at nå til det resultat, at ferieloven fra 2000 lagde risikoen for sygdom opstået under ferie på arbejdsgiveren. det ville være et brud på retssikkerheden og den forudsigelighed i rettens anvendelse, som måtte kræves, i medfør af den dagældende ferielov at pålægge en privat arbejdsgiver en pligt til at give ansatte, der blev syge under ferie, erstatningsferie med henvisning til den nævnte fortolkning ved eu- domstolen af arbejdstidsdirektivet. højesteret frifandt herefter arbejdsgiveren for kravet om betaling i anledning af manglende erstatningsferie for sygdom indtrådt efter feriens begyndelse. medlemsstaternes erstatningsansvar - 20 - i eu-domstolens dom af 19. november 1991 i de forenede sager c-6/90 og c-9/90, francovich, hedder det blandt andet: ”statens erstatningsansvar for tab på grund af tilsidesættelse af dens forpligtelser efter fællesskabsretten …
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.