højesterets dom

højesterets dom afsagt mandag den

1. marts 2012 sag 338/2011 (
2. afdeling) rigsadvokaten mod t (advokat arne paabøl andersen, beskikket) i tidligere instanser er afsagt dom af retten i esbjerg den
3. december 2010 og af vestre landsrets
4. afdeling den
5. juni
6. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: peter blok, lene pagter kristensen, marianne højgaard pedersen, michael rekling og kurt rasmussen. påstande dommen er anket af tiltalte, t, med påstand om frifindelse i forhold 1, subsidiært at forhold 1 henføres under våbenlovens § 10, stk. 1, og ikke under straffelovens § 192 a, samt i det hele formildelse af den idømte straf. anklagemyndigheden har påstået skærpelse. anbringender t har anført, at han havde jagttegn, og at han derfor efter våbenlovens § 2 a lovligt kunne be- sidde, bære og anvende haglgeværet og patronerne hertil. hverken lovteksten eller forarbej- derne giver grundlag for begrænsninger i den våbentilladelse, som han havde i kraft af sit jagttegn. våbenlovens § 2, stk. 1, er derfor ikke overtrådt. han kan således ikke straffes efter våbenlovgivningen og dermed heller ikke efter straffelovens § 192 a. - 2 - hvis højesteret finder, at våbenloven er overtrådt, har t gjort gældende, at han ikke skal straffes efter straffelovens § 192 a, da der ikke foreligger særligt skærpende omstændigheder. det er således ikke enhver ulovlig besiddelse af skydevåben, der kan betegnes som særligt skærpende, og der må påvises konkrete kvalificerende omstændigheder som f.eks., at våbnet medtages ved et indbrud, at våbnet afskydes, at der foreligger organiseret kriminalitet, eller at der er tale om gentagelse. intet af dette er tilfældet i denne sag. t er undervist og eksamineret i brug af haglgevær, og ud fra en samlet vurdering har der som følge heraf ikke foreligget en nærliggende risiko for, at våbnet ville blive brugt til fare for andre. t har med hensyn til strafudmålingen gjort gældende, at der skal tages hensyn til hans alder, at han blev provokeret af de andre, og at der også i øvrigt foreligger formildende omstændig- heder. anklagemyndigheden har anført, at det i første række skal afgøres, om våbenlovgivningen er overtrådt. udgangspunktet efter våbenlovens § 2, stk. 1, er, at besiddelse og anvendelse m.v. af skydevåben uden våbentilladelse er forbudt. den omstændighed, at t havde jagttegn, inde- bærer ikke, at han efter våbenlovens § 2 a har en generel tilladelse til at besidde og anvende et haglgevær, det vil sige også i tilfælde, hvor der ingen sammenhæng er med anvendelsen af skydevåbnet til jagt. ts anvendelse af det skarpladte haglgevær til efter et skænderi i beruset tilstand på offentligt tilgængeligt sted at true to personer ligger således klart uden for, hvad der i medfør af våbenlovens § 2 a er undtaget fra det generelle forbud i våbenlovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk.
7. hertil kommer, at ts besiddelse og anvendelse af haglgeværet under de angivne omstændig- heder også er en overtrædelse af våbenbekendtgørelsens § 8, stk. 2, om transport m.v. af jagt- våben. en overtrædelse af denne bestemmelse kan straffes efter våbenlovens § 10, stk. 3, jf. våbenbekendtgørelsens § 44, stk.
8. anklagemyndigheden har med hensyn til straffelovens § 192 a gjort gældende, at anvendelsen af haglgeværet under de angivne omstændigheder er sket under særligt skærpende omstæn- digheder. en ulovlig besiddelse af et sådant skydevåben med tilhørende ammunition på et offentligt tilgængeligt sted er i sig selv som udgangspunkt en overtrædelse af den nævnte be- - 3 - stemmelse i straffeloven, jf. ufr 2010.2548 h, og i dette tilfælde er våbnet tilmed blevet an- vendt til at true med. det forhold, at t havde jagttegn, kan ikke føre til en anden vurdering. anklagemyndigheden har vedrørende strafudmålingen gjort gældende, at der bør ske en skærpelse af straffen på fængsel i 1 år og 3 måneder, da der var tale om en situation, hvor der var særlig fare for, at våbnet kunne være blevet affyret, ligesom anvendelse af skydevåben til trusler er nævnt som en skærpende omstændighed i forarbejderne til straffelovens § 192 a, stk.
9. hertil kommer, at der også må tages hensyn til, at t tillige er dømt for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, om forsætlig fareforvoldelse. retsgrundlaget af våbenlovens § 2, stk. 1, og § 2 a, stk. 1, fremgår følgende: ”§
10. det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren bemyndi- ger dertil, ved overdragelse at erhverve genstande eller stoffer, der er omfattet af for- buddet i § 1, eller at besidde, bære eller anvende sådanne genstande eller stoffer… § 2 a. indehavere af jagttegn og medlemmer af skytteforeninger, der har en våbenpåteg- ning til glatløbede haglgeværer på medlemsbeviset, kan uanset forbuddet i § 2, stk. 1, til eget brug erhverve, besidde, bære og anvende følgende genstande: 1) glatløbede haglgeværer med en pibelængde på mindst 55 cm, der højst er af kaliber 12, og som ikke kan indeholde mere end 2 haglpatroner, 2) piber, baskyler og aftagelige magasiner til de haglgeværer, der er nævnt i nr. 1, 3) færdigladede haglpatroner til de haglgeværer, der er nævnt i nr. 1, såfremt haglene er løstliggende og har en diameter på højst 4 mm, samt omladehætter og halvladte eller tomme patronhylstre til de nævnte haglpatroner. blyhaglpatroner er ikke omfattet af be- stemmelsen.” af bekendtgørelse nr. 997 af
11. oktober 2009 om våben og ammunition m.v. (våbenbekendt- gørelsen) fremgår det af § 8, stk. 1 og 2, under afsnittet om transport: ”§
12. våben og ammunition mv., der er nævnt i våbenlovens § 1, stk. 1 og stk. 2, litra a- d, og i denne bekendtgørelses § 15, skal transporteres forsvarligt, f.eks. under konstant tilsyn eller tildækket i aflåst transportmiddel eller på tilsvarende betryggende måde. stk.
13. skydevåben må kun i tilfælde af transport mellem opbevarings- og anvendelses- sted og transport i forbindelse med køb, salg, reparation og andre lignende anerkendel- sesværdige formål medbringes uden for det område, hvor de lovligt kan anvendes. når skydevåben medbringes uden for det område, hvor de lovligt kan anvendes, skal skyde- våbnene være indpakkede i lukket etui eller lignende. skydevåben må ikke indeholde ammunition uden for disse områder. skydevåben må ikke transporteres i side- eller skulderhylstre på kroppen.” - 4 - højesterets begrundelse og resultat efter våbenlovens § 2, stk. 1, er det uden tilladelse forbudt at erhverve, besidde, bære eller anvende bl.a. skydevåben og ammunition hertil. efter våbenlovens § 2 a, stk. 1, kan bl.a. in- dehavere af jagttegn uanset forbuddet i § 2, stk. 1, til eget brug erhverve, besidde, bære og anvende visse typer af glatløbede haglgeværer og patroner hertil. højesteret finder, at undtagelsesbestemmelsen i våbenlovens § 2 a må forstås på den måde, at adgangen for en indehaver af et jagttegn til bl.a. at besidde og anvende sådanne haglgeværer og patroner hertil, er begrænset til situationer, hvor dette sker i naturlig sammenhæng med jagt eller et andet lignende anerkendelsesværdigt formål, jf. herved også § 8, stk. 2,
14. pkt., i våbenbekendtgørelsen. landsretten har som byretten bl.a. lagt til grund, at der kort før gerningstidspunktet – klokken 04.15 – på en restaurant havde været en uoverensstemmelse mellem t og to andre personer, og at t i den forbindelse var blevet lagt ned og derefter var blevet bedt om at forlade stedet. t, der var beruset, kom efter cirka 15 minutter tilbage til stedet kørende i bil, og i en afstand på cirka 5 meter fra indgangspartiet til restauranten standsede han. mens motoren stadig var tændt, stak han et ladt haglgevær ud gennem sideruden og pegede med dette i retning mod de to personer, som han tidligere havde haft uoverensstemmelser med. t havde jagttegn, og det benyttede haglgevær var omfattet af våbenlovens § 2 a. den be- skrevne anvendelse af haglgeværet havde imidlertid ingen forbindelse med jagt eller et andet anerkendelsesværdigt formål og var dermed ikke i medfør af våbenlovens § 2 a undtaget fra forbuddet i våbenlovens § 2, stk.
15. højesteret tiltræder derfor, at t har overtrådt våbenlovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og
16. højesteret tiltræder endvidere, at der efter det foran anførte foreligger en overtrædelse af vå- benlovgivningen under særligt skærpende omstændigheder, således at forholdet skal henføres under straffelovens § 192 a, stk. 1, nr.
17. ts påstand om hel eller delvis frifindelse i forhold 1 tages herefter ikke til følge. - 5 - højesteret finder, at den udmålte straf af fængsel i 1 år og 3 måneder er passende bestemt. af de grunde, der er anført af byretten, finder højesteret det ligesom byretten forsvarligt at gøre en del af frihedsstraffen betinget. 9 måneder af straffen gøres herefter betinget på vilkår som nedenfor bestemt. som anført af byretten har t været frihedsberøvet i perioden fra den
18. august 2010 til den
19. december
20. han har endvidere efter landsrettens dom afsonet en del af den idømte straf i perioden fra den
21. oktober 2011 til den
22. november
23. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at 9 måneder af fængselsstraffen gøres betin- get på vilkår af, at t i en prøvetid på 1 år fra denne højesteretsdom ikke begår strafbart for- hold. statskassen skal betale sagens omkostninger for højesteret.