højesterets dom

højesterets dom afsagt fredag den

1. januar 2017 sag 13/2016 a (advokat henrik lindebod) mod ankestyrelsen (kammeradvokaten ved advokat henrik nedergaard thomsen) i tidligere instans er afsagt dom af vestre landsrets
2. afdeling den
3. december
4. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: poul søgaard, thomas rørdam, vibeke rønne, jan schans christensen og lars apostoli. sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens §
5. påstande appellanten, a, har påstået stadfæstelse af dommens bestemmelse om begyndelsestidspunktet for hans ret til efterløn. endvidere har han påstået, at indstævnte, ankestyrelsen, skal aner- kende, at han i 2-års perioden fra den
6. januar 2007 til den
7. januar 2009 har opfyldt kravet om at have drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, eller at han har krav på at blive stillet, som om dette krav var opfyldt. ankestyrelsen har påstået stadfæstelse af dommens bestemmelse om beskæftigelseskravet efter 2-års reglen. endvidere har ankestyrelsen gentaget sine påstande vedrørende begyn- delsestidspunktet for retten til efterløn. - 2 - højesterets begrundelse og resultat efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 74 c, stk. 1, kan en selvstændig erhvervsdrivende først overgå til efterløn, når det personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end mid- lertidigt, jf. herved også § 74 a, stk. 1, nr. 4, jf. § 57, stk.
8. det fremgår af § 3, stk. 1, i den dagældende bekendtgørelse nr. 850 af
9. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse (svarende til § 7, stk. 1, i den nugældende bekendtgørelse nr. 678 af
10. juni 2011), at den selvstændige anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når den pågældende dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket. efter § 3, stk. 2, kan den pågældende anses for ophørt fra et tidligere tidspunkt end den endelige overdragelse eller luk- ning af virksomheden, hvis vedkommende dokumenterer at være afskåret fra fortsat at drive virksomheden. højesteret finder, at det følger af ordlyden af og sammenhængen mellem bestemmelserne i § 3, stk. 1, og stk. 2, at det ikke er en betingelse for, at en selvstændig virksomhed kan anses for endeligt lukket, at den pågældende dokumenterer at være afskåret fra fortsat at drive selvstæn- dig virksomhed. der kan ikke opstilles faste, generelle dokumentationskrav til, hvornår ved- kommende kan anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksom- heden. afgørelsen beror på en konkret vurdering af sagens omstændigheder. med henblik på at gå på efterløn havde a afmeldt sin selvstændige tandlægevirksomhed i erhvervs- og selskabsstyrelsens register pr.
11. december 2008, og han havde med virkning fra den
12. januar 2009 afmeldt virksomhedens ydernummer og telefon. endvidere havde han annonceret, at virksomheden ville blive indstillet ved årsskiftet, og der har heller ikke været nogen omsætning i virksomheden i
13. hans eneste medarbejder – en klinikassistent – var opsagt ligeledes pr.
14. december
15. i februar 2009 blev virksomhedens udstyr og driftsmidler solgt, og ejendommen, hvorfra virksomheden blev drevet, blev også sat til salg. under disse omstændigheder tiltræder højesteret, at as tandlægevirksomhed med virkning fra den
16. januar 2009 skal anses for endeligt lukket med den konsekvens, at hans personlige arbejde i virksomheden var ophørt mere end midlertidigt. - 3 - højesteret tiltræder herefter, at a som påstået var berettiget til efterløn fra den
17. januar
18. af de grunde, landsretten har anført, tiltræder højesteret endvidere, at a ikke har godtgjort at have drevet virksomhed i væsentligt omfang efter den
19. december 2008, og at beskæftigel- seskravet efter 2-års reglen derfor ikke er opfyldt. højesteret tiltræder endelig, at a ikke har godtgjort, at ase har ydet ham fejlagtig rådgivning. højesteret stadfæster herefter dommen. efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal ingen af parterne betale sags- omkostninger for højesteret til den anden part. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for højesteret til den anden part.