højesterets dom

højesterets dom afsagt tirsdag den 13. juni 2017 sag 180/2016 (1. afdeling) hkkf som mandatar for a (advokat søren kjær jensen, beskikket) mod ankestyrelsen (kammeradvokaten ved advokat christian bo kolding-krøger) i tidligere instans er afsagt dom af vestre landsrets 12. afdeling den 1. juli 2016. i pådømmelsen har deltaget fem dommere: marianne højgaard pedersen, poul dahl jensen, oliver talevski, jan schans christensen og lars apostoli. påstande appellanten, hkkf som mandatar for a, har gentaget sin principale påstand og har nedlagt en ny subsidiær påstand om, at indstævnte, ankestyrelsen, skal anerkende, at a har pådraget sig en psykisk sygdom, der er omfattet af arbejdsskadesikringslovens § 5, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led. appellanten har endvidere gentaget den subsidiære påstand om hjemvisning af sagen med henblik på forelæggelse for erhvervssygdomsudvalget, som herefter er appellantens me- re subsidiære påstand for højesteret. ankestyrelsen har over for appellantens principale og mere subsidiære påstande nedlagt på- stand om stadfæstelse og har over for den nye subsidiære påstand påstået afvisning, subsidiært frifindelse for tiden. anbringender - 2 - hkkf som mandatar for a har supplerende anført bl.a., at omfanget af overarbejde var så stort, at hendes gennemsnitlige ugentlige arbejdstid i perioder oversteg 48 timer, og at der dermed var tale om en sådan arbejdsmæssig belastning, at det var arbejdets særlige art, der var årsag til hendes sygdom, jf. arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led. hendes sygdom har ikke forbigående karakter, og symptomerne forsvinder ikke af sig selv uden behandling. retslægerådet har ikke ændret diagnosen vedrørende tilstanden i 2011, men har for perioden efter sommeren 2013 diagnosticeret tilstanden som ”anden belastningsreak- tion”. den ændrede diagnose ændrer dog ikke på, at symptomerne er de samme, og at den psykiske sygdom har samme årsag som den oprindelige (det høje arbejdspres), hvilket også bekræftes af retslægerådets besvarelse af spørgsmål 11. efter forklaringerne må det lægges til grund, at der ikke var andre, der kunne udføre de opga- ver, hun påtog sig, og at dette var årsagen til, at hun løbende fik og påtog sig flere opgaver. det er naturligt, at sygemeldingen kom i tilslutning til befalingen om afspadsering, fordi den- ne befaling ikke blev fulgt op af en anvisning om, hvordan hun skulle afspadsere og samtidig løse de arbejdsopgaver, der fortsat påhvilede hende. anledningen til den nye subsidiære påstand er retslægerådets erklæring af 27. april 2017, hvoraf det fremgår, at diagnosen på den psykiske sygdom er ændret med virkning fra somme- ren 2013. sygdommens årsag og symptomer er dog de samme. den eneste forskel er, at den tidsmæssige del af definitionen på en ”tilpasningsreaktion” ikke længere er opfyldt, fordi syg- dommen i det foreliggende tilfælde har haft en varighed på mere end to år. selv om diagnosen er ændret, er sagen derfor den samme, og der er ikke grundlag for at tage ankestyrelsens på- stande om afvisning eller frifindelse for tiden til følge. den nye subsidiære påstand har i øv- rigt tidligere været nedlagt under sagen, men den blev ændret efter diagnosen i retslægerådets erklæring af 21. januar 2016. selv om ankestyrelsen ved sin nye afgørelse af 31. maj 2017 har truffet bestemmelse om, at sagen nu skal forelægges for erhvervssygdomsudvalget, er det alligevel nødvendigt at fast- holde den mere subsidiære påstand om hjemvisning af sagen med henblik på forelæggelse for dette udvalg. det skyldes, at ankestyrelsen samtidig har fastholdt sin afgørelse af 4. oktober 2013, og at forelæggelsen derfor er begrænset til alene at angå diagnosen ”anden belastnings- - 3 - reaktion” (f43.8), som vedrører hendes psykiske lidelser efter sommeren 2013. en eventuel forelæggelse bør ikke være begrænset til den del af hendes psykiske sygdom, som vedrører tiden efter sommeren 2013, men bør omfatte hele perioden siden sygemeldingen den 30. juni 2011. ankestyrelsen har supplerende anført bl.a., at sagen angår den tilpasningsreaktion, som a pådrog sig i 2011, og det er en psykisk lidelse, som pr. definition hører op inden to år. efter senest to år vil den pågældende derfor enten være rask eller have en anden diagnose. en til- pasningsreaktion er således ikke en sygdom med varig nedsættelse af erhvervsevnen til følge. det indebærer en risiko for udhuling af erhvervssygdomsbegrebet – i strid med intentionerne med loven – hvis as tilpasningsreaktion anerkendes som en erhvervssygdom efter arbejds- skadesikringslovens § 7. det skal ses i sammenhæng med såvel lidelsens karakter som den manglende dokumentation for, at overarbejde i sig selv kan medføre en sygdom. hendes overarbejde var i hvert fald ikke af en sådan ekstraordinær og belastende karakter, at det kan begrunde en antagelse om, at arbejdets særlige art var årsagen til hendes psykiske lidelse. i perioden fra den 17. august 2010 til den 16. december 2010 havde hun så meget merarbejde, at den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid oversteg 48 timer, men i hele 2011 frem til syge- meldingen den 30 juni var hendes gennemsnitlige ugentlige arbejdstid mindre end 48 timer. der kan ikke antages at være årsagssammenhæng mellem hendes overarbejde i 2010 og sy- gemeldingen i juni 2011. i det foreliggende tilfælde har retslægerådet i sin erklæring af 27. april 2017 udtalt, at diag- nosen efter sommeren 2013 var ”anden belastningsreaktion (f43.8)”. det er en psykisk lidel- se, som hverken myndighederne eller landsretten endnu har taget stilling til, og den kan derfor heller ikke tages under pådømmelse af højesteret. det er årsagen til, at ankestyrelsen har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse for tiden, over for as subsidiære påstand, som er ny. hun må således afvente afgørelsen herom i den verserende sag, som efter ankesty- relsens afgørelse af 31. maj 2017 beror på erhvervssygdomsudvalgets udtalelse. - 4 - supplerende sagsfremstilling overlæge, speciallæge i psykiatri claus refshammer har afgivet en psykiatrisk speciallæge- erklæring den 12. maj 2015, hvoraf fremgår bl.a.: ”konklusion: a er en 47 årig kvinde, der igennem 28 år har været ansat som konstabel i forsvaret. a udviklede primært i 2011 tiltagende belastningssymptomer, forudgået af langvarig stor arbejdsbelastning. det beskrives, at a i 2013 udviklede en depressiv episode, hvor hun påbegyndte behandling med venlafaxin. a har modtaget psykologbehandling, som dog blev afbrudt grundet manglende økonomiske bevillinger. behandlingsmæssigt vil jeg anbefale, at den medicinske behandling videreføres, dog gerne vejledt af serum-bestemmelse af se-venlafaxin mhp. dosisoptimering. a må an- befales at opretholde motionsaktiviteter, evt. deltage i mindfulnesstræning og anvende andre stressreducerende teknikker. der kan være behov for fysioterapeutisk behandling i forhold til bevægeapparatslidelsen. a har som anført været udsat for et betydeligt arbejdspres igennem en flerårig periode. a har ikke været udsat for psykisk traumatiserende hændelser af katastrofeagtig karak- ter, og hun opfylder derfor ikke diagnostiske kriterier for tilstedeværelse af posttrauma- tisk belastningsreaktion, men forløbet har antaget kronisk karakter. a frembyder symptomer relateret til en kronisk belastnings/udbrændthedsreaktion, hvor a på baggrund af symptomernes omfang, varighed og karakter, har udviklet personlig- hedsmæssige ændringer med asteni, nedsat energi og interessefelt, kognitive forstyrrel- ser, samt generelt reduceret funktionsevne og belastningstærskel. a magter fortsat ikke fuldtidsbeskæftigelse, og jeg kan ikke pege på yderligere henvisnings- eller behand- lingsforslag, der realistisk set må kunne forventes at bedre a’s funktion/belastningsevne indenfor nogen overskuelig tidshorisont. der foreligger derfor betydelig sandsynlighed for, at a vil vise sig at have behov for varige skånehensyn, herunder skånehensyn om- kring reduceret arbejdstid. a magter ikke voldsomme fysisk belastende arbejdsopgaver, ligesom hun generelt har behov for placering i et trygt, struktureret og forudsigeligt mil- jø med klart afgrænsede og definerede arbejdsopgaver. diagnoser: df 43.8 vedvarende belastningsreaktion/df 62.8 personlighedsændring betinget af vedvarende belastningstilstand/psykisk lidelse/kronisk smertetilstand” autoriseret psykolog peter søe larsen har til brug for sagen afgivet sålydende udtalelse af 30. september 2016 på baggrund af samtaler med a: ”a startede samtalerne i maj måned 2016. samtalerne har haft og har fokus på arbejds- relateret stress. a kom med udtalte stress-symptomer, og vi har under behand- lingsforløbet arbejdet med i første omgang at minimere/fjerne stress-symptomerne for at bedre as psykiske og fysiske velbefindende samt endvidere det formål at fremme as evne til senere at kunne bedre sin arbejdsevne, som har været helt fraværende grundet stress og tidligere arbejdsbelastning. - 5 - da a i længere tid har været belastet af betydelige arbejdsmæssige stresspåvirkninger, og dermed har udviklet stress-symptomer i stort omfang, da hun startede behandlingen, har der ikke været nogen arbejdsevne til at starte med. under behandlingsforløbet har vi både arbejdet med at håndtere stress-symptomerne samt udvikle as indsigt i egen per- sonlighed, tænkemåde og adfærd for at forebygge lignende stresssituationer samt sikre as aktuelle velbefindende og trivsel. a har dog såvel psykisk som fysisk været så hårdt belastet i længere tid, at det ikke har været muligt at sikre as erhvervsdygtighed eller almindelige funktion i hverdagen. det er undertegnedes vurdering, at a for nuværende og i lang tid fremover kun vil have en absolut minimal erhvervsevne, og dermed ikke kan varetage et almindeligt arbejde grundet as psykiske sårbare tilstand med baggrund i tidligere langvarig arbejdsmæssige stressbelastninger.” retslægerådet har i en erklæring af 27. april 2017 besvaret en række supplerende spørgsmål således: ”spørgsmål 9: betyder det forhold, at a fortsat er beskrevet med psykiske gener, jf. egen læges jour- nalnotater i perioden december 2014 til august 2016 (bilag 31) og psykiatrisk special- lægeerklæring af 12. maj 2015 (bilag 32), at de symptomer, som hun havde de første to år – fra juni 2011 til juni 2013 – og som retslægerådet tidligere har rubriceret under diagnosen længerevarende depressiv tilpasningsreaktion f43.21, retrospektivt vurderet skal rubriceres under en anden diagnose(

1. r)med tilpasningsreaktion undertype f43.21, og i givet fald under hvilken anden diagnose(r)? spørgsmål 10 betyder det forhold, at a fortsat er beskrevet med psykiske gener, jf. egen læges jour- nalnotater i perioden december 2014 til august 2016 (bilag 31) og psykiatrisk special- lægeerklæring af 12. maj 2015 (bilag 32), at de symptomer, som hun havde de første to år – fra juni 2011 til juni 2013 – og som retslægerådet tidligere har rubriceret under diagnosen længerevarende depressiv tilpasningsreaktion f43.21, at hendes depressive tilpasningsreaktion må antages efterhånden at være gået over i en anden diagnose(r), og i givet fald hvilken anden diagnose(r)? ad spørgsmål 9 og 10: det fremgår af bilag 31 og 32, at sagsøger også ud over de to år, som er det tidsmæssige maksimum for diagnosen ”tilpasningsreaktion med længerevarende depressiv reaktion” (f 43.21), var lidende af psykiske symptomer. sagsøger klagede således ved den psy- kiatriske speciallægeundersøgelse (bilag 32) i maj 2015 over træthed, kognitive vanske- ligheder, søvnforstyrrelser, social isolation, støjoverfølsomhed og angst for at færdes i offentlige rum, og hun fremstod præget af nedsat energi, bekymring, kognitive vanske- ligheder og afmagt. på baggrund af sagsøgers tidligere upåfaldende psykiske tilstand, oplysningerne om de arbejdsmæssige belastninger i årene 2009-2011 og de vedvarende psykiske symptomer, - 6 - der er karakteristiske for tilstande udløst af belastning, vil retslægerådet diagnosticere tilstanden efter sommeren 2013 som ”anden belastningsreaktion” (f 43.8). retslægerådet finder ikke anledning til retrospektivt at ændre den diagnose, der vedrø- rende tilstanden i november 2011 blev angivet i besvarelsen af spørgsmål 1 og 2. spørgsmål 11: hvis spørgsmål 10 besvares bekræftende, bedes retslægerådet desuden oplyse, om den anden diagnose(r), som as depressive tilpasningsreaktion efterhånden er gået over i, må antages at være opstået uden nogen sammenhæng med den forudgående depressive tilpasningsreaktion og de arbejdsmæssige belastninger, som a var udsat for forud sin sygemelding i juni 2011? retslægerådet vurderer, at der er sammenhæng mellem belastningerne forud for syge- meldingen i 2011 og tilstanden ”anden belastningsreaktion”. spørgsmål 12: med henvisning til retslægerådets svar på spørgsmål 4 og 5 bedes rådet oplyse, hvilke arbejdsmæssige belastninger rådet især har tillagt vægt ved besvarelsen? oplysningerne om øget arbejdsmængde og om stort antal overarbejdstimer. spørgsmål 13: med henvisning til retslægerådets svar på spørgsmål 5 bedes rådet oplyse, om svaret med ordvalget ”det tidsmæssige forløb af de psykiske gener i den konkrete sag med fravær af tidligere psykiske lidelser taler i høj grad for, at arbejdsmæssige belastninger har årsagsbetydning” … sammenholdt med ordvalget ”en af opvæksten betinget særlig sårbarhed” skal forstås sådan, at de arbejdsmæssige belastninger i den konkrete sag må antages at have bidraget med mere end 50% til as udvikling af den beskrevne psyki- ske tilstand med den sikkerhed det nu er muligt at foretage et sådant konkret lægefagligt skøn? spørgsmål 14: ligeledes med henvisning til retslægerådets svar på spørgsmål 5 bedes rådet oplyse, om svaret med ordvalget ”sagsøgers opvækstforhold, jævnfør bilag 4, kan herimod tale for en af opvæksten betinget særlig sårbarhed”… skal forstås sådan, at andre forhold end de arbejdsmæssige belastninger i den konkrete sag må antages – uafhængigt af de arbejdsmæssige belastninger – at have bidraget med mere end 50% til as udvikling af den beskrevne psykiske tilstand med den sikkerhed det nu er muligt at foretage et sådan konkret lægefagligt skøn? ad spørgsmål 13 og 14: idet der henvises til besvarelsen af spørgsmål 5, skal retslægerådet udtale, at der er tale om væsensforskellige årsagsfaktorer, hvorfor der ikke kan angives nogen form for pro- centisk fordeling. spørgsmål d: a blev sygemeldt den 1. juli 2011, og retslægerådet har i svarene på spørgsmål 1, 2 og a oplyst, at diagnosen på tidspunktet for udarbejdelsen af speciallægeerklæringen af 25. november 2011 (bilag 4) var bedst forenelig med f43.21. - 7 - retslægerådet har i supplement hertil i svaret på spørgsmål b oplyst, at en psykolog i april 2013 fandt mistanke om depression, som rådet vurderer, har været depressive symptomer som led i tilpasningsreaktion. a har imidlertid stadig gener og blev pr. 1. juli 2016 svaglighedspensioneret. as fortsat- te gener er bl.a. beskrevet i bilag 31-32 i sagen, som rådet ikke havde til brug for sin udtalelse af 21. januar 2016. støttebilaget ”journaltilføjelser vedr. psykiske gener maj 2013 og frem” indeholder en – efter de indstævntes opfattelse – oplistning af journaltilføjelser, der vedrører psykiske gener efter april 2013. retslægerådet bedes på baggrund af samtlige retssagens oplysninger (dvs. ikke kun støttebilaget) om fortsatte gener efter april 2013 og genernes karakter, oplyse, om det, der den 25. november 2011 og i april 2013 fremstod som en tilpasningsreaktion af læn- gerevarende depressiv karakter (f43.21), i dag må erkendes at have været noget andet og mere længerevarende? spørgsmål e: uanset om spørgsmål d besvares bekræftende eller benægtende, bedes retslægerådet oplyse, hvilke(
2. n)diagnose(
3. r)as tilstand efter april 2013 til og med i dag efter rådets opfattelse er bedst forenelig med. ad spørgsmål d og e: der henvises til besvarelsen af spørgsmål 9 og 10. spørgsmål f: er der lægefagligt grundlag for at konkludere, at as aktuelle psykiske gener, som senest beskrevet i eksempelvis 31-32 er en følge af hendes arbejdstider/overarbejde i perioden 2008 ind til sygemeldingen den 1. juli 2011? der henvises til besvarelsen af spørgsmål 11. spørgsmål g: retslægerådet bedes i tilknytning til spørgsmål f oplyse, om det har betydning for vur- deringen af årsagen til as aktuelle psykiske gener, jf. spørgsmål f:
4. a)at der ad samtale 22/27 under datoen 26. november 2013 fra psykologhuset fokus aps (bilag 20) m.fl. journaltilføjelser er omtalt følelse af jobmæssig usikkerhed i for- bindelse med omlægninger i forsvaret, og/eller
5. b)at a senest i maj 2016 er begyndt i et samtaleforløb hos psykolog om fortsatte psyki- ske gener. hvis forholdene har betydning, bedes retslægerådet oplyse, om forholdene taler for el- ler imod en sammenhæng mellem de aktuelle psykiske gener og as ar- bejdstider/overarbejde i perioden 2008 indtil sygemeldingen den 1. juli 2011? retslægerådet har til grund for besvarelsen af spørgsmål 11 og f lagt en vurdering base- ret på de samlede akter. - 8 - spørgsmål h: retslægerådet bedes i tilknytning til spørgsmål f og g oplyse, om vurderingen af årsa- gen til as aktuelle psykiske gener, jf. spørgsmål f og g, er en lægefaglig vurdering, som er forbundet med stor, lille, moderat eller ingen usikkerhed. der henvises til besvarelsen af spørgsmål 5. spørgsmål j: giver sagen i øvrigt retslægerådet anledning til bemærkninger? nej.” efter modtagelsen af retslægerådets erklæring af 27. april 2017 har ankestyrelsen den 31. maj 2017 fastholdt sin afgørelse af 4. oktober 2013 om ikke at anerkende as tilpasningsreak- tion som en erhvervssygdom og truffet afgørelse om, at arbejdsmarkedets erhvervssikring skal forelægge sagen for erhvervssygdomsudvalget, for så vidt angår diagnosen ”anden be- lastningsreaktion (f43.8)” efter sommeren 2013. i begrundelsen for afgørelsen hedder det bl.a.: ”begrundelsen for afgørelsen om afslag på at anerkende efter fortegnelsen … vi vurderer, at din tilstand efter sommeren 2013 er ”anden belastningsreaktion” (f43.8). du har således ikke en sygdom, der kan anerkendes efter fortegnelsen over erhvervs- sygdomme. … vi lægger vægt på, at retslægerådet har udtalt, din tilstand efter sommeren 2013 er ”anden belastningsreaktion” (f43.8). denne diagnose er ikke på fortegnelsen og kan derfor ikke anerkendes efter fortegnelsen. … sygdomme bliver optaget på en fortegnelse over erhvervssygdomme, hvis det er kendt, at en bestemt arbejdsmæssig belastning medfører en stor risiko for at udvikle sygdom- men. hvis man har en sygdom, som står på fortegnelsen, og hvis man har været udsat for den bestemte belastning i tilstrækkeligt omfang, vil sygdommen blive anerkendt som en erhvervssygdom. selv om din sygdom ikke kan anerkendes efter betingelserne i fortegnelsen, kan der væ- re mulighed for at få den anerkendt alligevel. hvis vi mener, at der er en mulighed for, at sygdommen vil kunne anerkendes, vil vi forelægge sagen for erhvervssygdomsud- valget. begrundelsen for afgørelsen om hjemvisning og forelæggelse for erhvervssygdomsud- valget … - 9 - vi vurderer, at der er mulighed for, at din sygdom ”anden belastningsreaktion” (f43.8) vil kunne anerkendes efter forelæggelse for erhvervssygdomsudvalget. … vi har lagt vægt på, at retslægerådet har vurderet, at der er sammenhæng mellem be- lastningerne forud for sygemeldingen tilbage i 2011, altså den erhvervsmæssige udsæt- telse, og tilstanden ”anden belastningsreaktion” (f43.8). … vi beder arbejdsmarkedets erhvervssikring om at forelægge sagen for erhvervssyg- domsudvalget, hvis vi skønner, at der er en mulighed for, at sygdommen vil kunne an- erkendes. sygdommen vil kunne anerkendes efter forelæggelse for erhvervssygdomsudvalget, hvis 1. der er generel lægelig viden om, at der er sammenhæng mellem de belast- ninger, et arbejde har medført, og udviklingen af en sygdom, eller 2. arbejdet har medført så særlige belastninger, at arbejdet er årsag til sygdommen generel lægelig viden betyder, at der skal være foretaget flere store lægelige undersø- gelser af mange personer. undersøgelserne skal vise, at en bestemt type arbejde ofte gi- ver en bestemt sygdom. særlige belastninger betyder, at der skal være noget helt særligt ved dit arbejde, som har været så belastende, at det har medført sygdommen. det er et krav, at sygdommen udelukkende eller i overvejende grad skyldes arbejdets særlige art og ikke andre forhold. det er også et krav, at der ikke er lægefaglig tvivl om, at sygdommen skyldes arbejdet. … bemærkninger til sagen vi bemærker, at vores afgørelse af 4. oktober 2013 om afslag på at anerkende ”tilpas- ningsreaktion” som en erhvervssygdom fortsat gælder. retslægerådet har ved udtalelse af den 21. januar 2016 udtalt, at i november 2011 kunne diagnosen ”tilpasningsreak- tion” (icd-10 betegnelse: f43.2, undertype f43.21 – depressiv reaktion vedvarende) stilles. herudover har de ved udtalelse af den 27. april 2017 udtalt, at der ikke er anled- ning til retrospektivt at ændre denne diagnose. vores nye afgørelse omhandler således alene diagnosen ”anden belastningsreaktion” (f43.8).” forklaringer til brug for højesteret er der afgivet supplerende forklaring af a, b og c. a har forklaret bl.a., at afdelingerne g5, g7 og g9 blev slået sammen i 2011, hvorved medar- bejderantallet blev reduceret. hun vidste forud for sammenlægningen, at dette ville ske. afde- - 10 - lingerne havde forskellige opgaver, men der var også nogle overlap. hun fik at vide, at de var to ansatte, som langt hen ad vejen sad med samme type opgaver, og at disse to stillinger skul- le skæres ned til én. den anden medarbejder var kenneth brandborg fra g7, som var god til edb, mens hun selv var god til det praktiske. hun vidste ikke, hvad man ville lægge vægt på i forhold til, hvem der fik jobbet, og hun brugte meget tid på at tænke over, hvem af dem der blev valgt. det endte med, at det var hende, der fik lov til at beholde jobbet. når hun fik nye arbejdsopgaver, fik hun besked herom fra flere forskellige steder. ofte kom de enkelte officerer direkte til hende med opgaver, som det automatisk forventedes, at hun skulle lave. hun tror ikke, at b kendte til en del af disse opgaver. det skete også, at hun fik besked om nye opgaver pr. mail eller på anden vis. hver onsdag blev der afholdt møder, hvor b kom med en række opgaver, som skulle løses. der var ikke andre konstabler eller overkonstabler til stede på disse ugentlige møder, og der var derfor en række af de opgaver, som blev nævnt, som kun hun kunne byde ind på. hun mindes ikke, at hun på noget tidspunkt har sagt, at hun ikke kunne nå at løse opgaverne eller lignende. hvis hun havde sagt fra over for en opgave, ville b skulle have henvendt sig til en anden sektion for at finde en anden til at løse opgaven. hun har ikke været ude at opsøge opgaver i andre sektioner, men har løst opgaver i samarbejde med andre. hun har ikke taget andres opgaver. der er ikke nogen, som i perioden op til bs mail af 23. juni 2011 har talt med hende om, at man skulle afspadsere overarbejdstimer i stedet for at få dem udbetalt. der har ikke været nogen samtale med b om det, og hun blev meget overrasket, da hun modtog hans mail. hun havde en række opgaver og to vagter, som hun skulle bestride, selv om hun skulle afspadsere. der har ikke været nogen indikation af, at hun skulle afspadsere, og hendes kalender var fyldt i uge 27 og 31 på trods af afspadseringsordren. hun kunne også se, at hendes kalender var fyldt op med aktiviteter resten af året ud, selv om hun fik at vide, at der ville være færre arbejdsopgaver. det er ikke muligt at modsætte sig en ordre om afspadsering. efter at have modtaget mailen gik hun ind og talte med b. hun nævnte mange af de opgaver, som hun havde i de uger, hvor hun skulle afspadsere. det var bl.a. opgaver, som han selv havde givet hende, og som kun kunne håndteres i uge 27, hvor hun var sat til at afspadsere. hun fik ikke under samtalen nogen begrundelse for, hvorfor hun skulle afspadsere. det blev blot sagt, at nu var det besluttet, og at sådan var det. han har ikke talt med hende om, at hun skulle arbejde mindre for ikke at have overarbejdstimer. - 11 - hun arbejdede i ca. en uges tid efter, at hun fik mailen. i denne uge forsøgte hun at nå de ting, som kun kunne, inden hun gik på afspadsering. hun kunne ikke nå det hele og sendte derfor en mail til b om, hvilke opgaver hun ikke havde nået. der var tale om 15 opgaver, som hun konkret angav i mailen. hun talte også med d, der stod for vagterne, om at få byttet vagter i uge 27 og 31. det kan godt passe, at hun talte med ham den 21. juni 2011. hun havde selv fundet to kolleger, som hun kunne bytte med, men fik en mail fra d om, at det ikke kunne lade sig gøre at bytte, da det ikke var tjenstligt begrundet. vagterne var omgangstjeneste, som alle deltog i, bortset fra to edb-folk. b burde have sagt til d, at hun skulle fritages fra vagterne, og han ville have haft kompetence hertil. det er disse vagter, som omtales i mailen af 23. juni 2011. b har forklaret bl.a., at der ugentligt blev afholdt møder, hvor det bl.a. blev kommunikeret, hvad der skete på stabschefens møder. det var hele g5, g7 og g9, som deltog i møderne. de var ca. 15-16 personer, herunder a. der var ikke andre konstabler eller overkonstabler med til møderne. på møderne drøftede de arbejdsopgaverne, som normalt var planlagt inden for en periode på et kalenderår. der var opfølgning en gang om måneden, hvor der blev lavet lister over, hvem der havde lavet hvad. der var mange, som på de ugentlige møder kom med opga- ver, der skulle løses. en af dem, der kom med opgaver, var c, som var chef for plancentret. a stod for at lave en række praktiske ting i forbindelse med de aktiviteter, som skulle finde sted. det kunne f.eks. være at sørge for kaffe, navneskilte, indkvartering, deltagerlister, regi- strering m.v. de var rigtig glade for a, da hun var meget selvkørende og vidste, hvad der skulle laves. på de ugentlige møder bød a ind på arbejdsopgaverne, da hun vidste, at det ville medføre merarbejde. a var glad for merarbejde. der var ikke nogen, som sagde, at det skulle være hende, der tog opgaverne. der var på møderne kun hende, som kunne byde ind, men der var seks andre konstabler i de andre afdelinger, hvorfor det var muligt at få andre til at vareta- ge opgaverne. når andre skulle udføre arbejdet, krævede det indføring, idet de måtte have noget instruktion. det var derfor ofte nemmere, at a lavede det, da hun vidste, hvad der blev forventet i forbindelse med de enkelte opgaver. i travle perioder kunne det være vanskeligt at få tid til at instruere andre i tingene. - 12 - det er ham, der har attesteret as lønudbetalinger, herunder vedrørende det merarbejde, som hun har fået udbetalt løn for. udbetaling af løn for merarbejde havde ikke tidligere været no- get problem, da a kendte opgaverne, og de var tilfredse med hendes arbejde, men i 2011 ske- te der et skifte. skiftet skyldtes såvel generelle nedskæringer i forsvaret, som at der kom en ny stabschef, torben lund, som gerne ville skære ned på udbetalingerne. det nemmeste niveau at skære ned på var m100, der er det manuelle niveau som f.eks. konstabler og overkonstab- ler. jo mindre specialiserede medarbejdere, desto nemmere er det at finde afløsere. a har ligesom de andre ansatte fået besked om, at det ikke længere ville være muligt at få udbetalt merarbejde. dette blev nævnt på de ugentlige møder i afdelingen, hvor det blev op- lyst, at det var noget, som var blevet meldt ud på stabschefens møder. at det ikke længere ville være muligt at få udbetalt løn for merarbejde var også oppe i relation til de drøftelser, der var på møderne i relation til deltagelse i kommende opgaver og arbejdstidslister. han talte talrige gange med a om, at hun skulle stoppe med at optjene merarbejde. som året skred frem, kunne han se, at de var nødt til at gøre noget, da merarbejdet ikke kunne udbetales. ar- bejdstiden var hele tiden et tema, også for andre personalegrupper. han følte ikke, at budska- bet vedrørende merarbejde trængte igennem til a. det var hans indtryk, at a ikke ønskede at bringe de opsparede merarbejdstimer ned, og at hun håbede på, at det alligevel var muligt at udbetale timerne. han kunne se, at hun ikke afspadserede som aftalt, da hun var der på dage, hvor de havde talt om, at hun skulle holde fri. de opgaver, som hun løste de dage, hvor hun alligevel kom ind, kunne typisk være opgaver, som hun havde aftalt med andre, f.eks. c. hun kunne godt få opgaver, som han ikke kendte til. der kom hele tiden noget i vejen for den aftalte afspadsering. hun kunne blot have sagt, at hun ville holde fri, og det ville så være hans og cs opgave at finde afløsning. det samme ville være tilfældet ved f.eks. sygdom. han måtte på denne baggrund tage den chefbeslutning at sende a mailen af 23. juni 2011. på det tidspunkt havde hun over 100 overarbejdstimer. det lå i mailen, at der så måtte findes nogle andre til at løse opgaverne. det måtte komme som en ordre om afspadsering for at få proble- met løst og for at frigøre a for det ansvar, som hun følte for opgaverne. selv om a skulle afspadsere, skulle hun alligevel have to vagter, således som angivet i mailen af 23. juni 2011. det var en anden under stabschefen, som stod for planlægningen af vagter. vagterne var fordelt blandt de syv konstabler og overkonstabler. han havde planlagt det såle- des, at a ville kunne nå at afvikle merarbejdet, selv om hun fortsat skulle have vagterne. han - 13 - kan ikke give hende fri fra vagterne, men ville kunne være gået ind i en selvstændig forhand- ling herom. hvis a havde bedt ham om det, ville han kunne have blandet sig, men det gjorde han ikke, da der i forvejen havde været nogle drøftelser i relation til a og vagtplanlægning. drøftelserne vedrørte, at a var mødt på arbejde dagen efter en vagt, selv om dette normalt ikke må finde sted. der skal gå et vist antal timer, fra man afslutter en vagt, til man må arbej- de, og der kan være noget i relation til beregning af merarbejde. det var mere praktisk for a at møde på arbejde dagen efter en vagt, da hun så ikke skulle køre hjem til fredericia. de havde forsøgt at afbalancere tingene i relation til vagterne. c har forklaret bl.a., at torben lund indtrådte som ny stabschef i starten af 2011. den nye stabschef gav pålæg om, at alle i m100-gruppen, dvs. konstabler og overkonstabler, skulle afspadsere i stedet for at få udbetaling for merarbejde. det var udtryk for en arbitrær holdningsmæssig beslutning om, at der ikke skulle betales for merarbejde for så vidt angik dette medarbejderniveau, da disse medarbejdere blot kunne afspadsere. i deres afdeling var der kun a i m100-gruppen, og beslutningen vedrørte således konkret kun hende. der skulle fra gang til gang laves en vurdering af, om der skulle ske udbetaling for merarbejde. de forsøgte at argumentere for, at der var behov for udbetaling af merarbejde, fordi der var behov for arbejdskraften. de øvrige ansatte i afdelingen var på officersniveau. de øvrige ansatte var også omfattet af instruksen om afspadseringen, men instruksen blev for så vidt angår dem ikke fulgt til dørs. det er altid en individuel vurdering, hvem der er behov for, og det var efter stabschefens opfattelse m100-gruppen, der ikke længere kunne udbetales til. han har ikke nærmere kendskab til baggrunden for stabschefens beslutning. stabschefens beslutning er ikke meddelt til en bred forsamling, men givet på chefniveau. han har ikke kendskab til, hvorvidt beslutningen fra chefniveau er blevet kommunikeret til alle medarbejderne. det er et ledelsesansvar, hvilke medarbejdere der skal arbejde med hvad, hvornår og hvor meget. de fleste medarbejdere vil gerne løse opgaverne, selv om det måtte kræve merarbejde. det må så vurderes, om dette merarbejde skal løses ved udbetaling af løn eller ved afspadse- ring. det er ikke en vurdering, som er op til den enkelte medarbejder, der ikke kan sige nej til afspadsering. afspadsering er den eneste mulighed, hvis der ikke er penge i systemet. de var og er mange i afdelingen, som i en årrække – herunder i 2011 – har arbejdet rigtig meget, og det var naturligt, at a fulgte teamet og også var der meget til at løse de administrative opga- ver. der var ikke andre til at løse de opgaver, som hun varetog. - 14 - han ved ikke, om det forud for den 23. juni 2011 er blevet sagt til a, at hun skulle afspadsere, da det ikke er noget, som han har været inde i. han har ikke hørt om, at der skulle have fundet sådanne samtaler sted. ham bekendt er der ikke forud for den 23. juni 2011 blevet lavet en plan for afspadsering for a. han mener, at han ville have fået kendskab til en sådan plan, da a i mere end halvdelen af tiden arbejdede for ham. det ville være underligt, hvis der var lavet en plan uden hans kendskab, og han ikke havde fået lov til at godkende den. han har ikke kendskab til alle de ordrer, som a har fået af b. der skal laves en plan, hvis der skal afspadseres, og ledelsen har efter hans opfattelse svigtet på dette punkt i og med, at a blot modtog besked om afspadsering ved mailen af 23. juni 2011. der er altid generelle drøftelser om, at der skal ske en begrænsning af arbejdstiden, men arbejdet skal også løses. løses opgaverne ikke, er der noget, som de ikke gør rigtigt. han er ikke bekendt med, at a skulle være blevet bedt om at holde fri i nogle dage inden den 23. juni 2011, hvor hun ikke har gjort det. hvis man bliver bedt om at blive væk, så bliver man væk, og han har ikke kendskab til situationer, hvor det skulle være anderledes. han havde en drøftelse med b umiddelbart forud for, at b sendte mailen af 23. juni 2011. de var begge stærkt utilfredse med stabschefens beslutning, da de ikke kunne undvære a. han lagde pres på b, som igen lagde pres på stabschefen, da der ikke var andre til at løse de opgaver, som a bestred, og som der var behov for at få løst. de var ikke interesserede i, at a skulle afspadsere, men ville gerne have, at hun var der. under mødet gav han over for b meget stærkt udtryk for, at det ville være et væsentligt ledelsessvigt, hvis a fik meddelelse om afspadsering i en mail. en sådan meddelelse bør ikke gives i en mail, således at en medarbejder, som har arbejdet hårdt og inderligt på opgaverne, pludselig får at vide, at vedkommende er undværlig. han bad b tage en samtale med a for at sige, at man ikke var utilfreds med hende, men at man var blevet tvunget ud i noget, som man ikke selv ønskede. han modtog cc mailen af 23. juni 2011. efter at have modtaget mailen kom a grædende ind til ham og sagde, at hun ikke vidste, hvad det var, der skete. hun var lidt i chok over, at hun havde fået besked på, at hun blot kunne tage hjem og blive væk de næste tre måneder. han var stærkt utilfreds med den måde, som a havde fået beskeden på. det var ikke hans indtryk, at a havde fået anden begrundelse end den, som fremgik af mailen, herunder ved han ikke, om hun havde fået at vide, at beslutningen kom fra stabschefen, og at det ikke skyldtes - 15 - utilfredshed med hendes arbejde. han er kritisk over for bs mail, da de netop havde talt om, hvordan det skulle håndteres. han ville selv have holdt en personlig samtale med a. det er en rent teoretisk situation, at en medarbejder ikke skulle følge en ordre om afspadsering, og det er b, som har stået for at godkende merarbejdet for a hver måned. hvis en mundtlig ordre ikke var blevet fulgt, ville han have fulgt den op af en skriftlig ordre. han er ikke i tvivl om, at der ikke havde været behov for at sende en mail, hvis a havde fået forklaret baggrunden for beslutningen om, at hun skulle afspadsere. afdelingerne er skruet således sammen, at hver afdeling har et vist antal administrative med- hjælpere. der er to i hver afdeling; en m100-medarbejder på konstabelniveau og en m200- medarbejder, som er en administrationsbefalingsmand. der var således også to stillinger i de- res afdeling, hvoraf den ene var a, og den anden var en administrationsbefalingsmand, der var udsendt på det omhandlede tidspunkt. a og den udsendte medarbejders opgaver bestod i f.eks. kopiering, opsætning af kort og tavler, klargøring af lokaler, bestilling af værelser, klar- gøring og bestilling af mad til konferencer samt almindeligt administrativt arbejde. de andre konstabler kunne også lave dette arbejde, men alle afdelingerne var pressede på arbejdskraft. man kunne låne ansatte mellem alle afdelingerne, men der var reelt kun tre afdelinger at låne fra. lån af medarbejdere gav altid ballade, da disse medarbejdere også havde deres egne op- gaver at løse. de lånte derfor normalt kun medarbejdere ved større opgaver og ikke i det dag- lige, da det krævede for megen tid til instruktion. hvis der i en afdeling ikke er en medhjæl- per, er der opgaver, som ikke bliver løst. det lå ikke umiddelbart i kortene, at der kunne lånes en medhjælp fra en anden afdeling i den periode, hvor a skulle afspadsere. de fik senere til- delt en medhjælp et andet sted fra, da de fandt ud af, at a ikke kom tilbage. denne medhjælp var ikke til megen nytte, da vedkommende ikke kendte til opgaverne. de måtte bruge en uge til at sætte medhjælperen ind i tingene, hvorefter vedkommende efter et par uger blev erstattet af en anden, således at de kunne gå i gang med en ny oplæring. officererne måtte derfor selv løse mange af opgaverne. omkring september 2011 kom den administrationsbefalingsmand, som havde været udsendt, hjem til afdelingen. først efter et år kom der en ny fastansat i as stilling. det er ikke den enkelte medarbejder, der beslutter, hvor meget vedkommende ønsker at arbej- de. man skal normalt have tilladelse til at lave merarbejde af b eller af ham. b godkendte merarbejde hver eneste måned, og det var b, som bestemte, hvor meget de hver især kunne - 16 - arbejde. der lå ordre på, at man ikke som medarbejder måtte påtage sig merarbejde, som ikke var godkendt. i situationer, hvor en aktivitet var programsat ud over almindelig arbejdstid, vidste man, at der heri lå en forhåndsgodkendelse af merarbejde. i princippet var der en løbende daglig dialog om, hvorvidt merarbejde kunne godkendes. de sidder i afdelingen tæt sammen på samme gang, og det er derfor muligt at se, hvor meget medarbejderne er på arbejde. mange medarbejdere fik udbetalt deres merarbejde for den pågældende periode i 2011. selv fik han udbetalt alle merarbejdstimer, da han havde en funktion, hvor han ikke kunne afspadsere. mange andre ansatte fik også udbetalt alt merarbejde. højesterets begrundelse og resultat sagens baggrund og problemstilling sagen angår prøvelse af ankestyrelsens afgørelse af 4. oktober 2013. ankestyrelsen fandt, at a havde en tilpasningsreaktion, men vurderede, at der ikke var tale om en erhvervssygdom. de psykiske gener, som a havde pådraget sig, ville efter ankestyrelsens vurdering svinde med tiden, og det var ikke godtgjort, at generne havde medført en sådan midlertidig eller va- rig svækkelse af hendes helbredstilstand, at der var grundlag for at anerkende hendes psykiske gener som en erhvervssygdom. ankestyrelsen vurderede, at der var årsagssammenhæng mel- lem hendes tilpasningsreaktion og det arbejde, hun havde udført. hendes psykiske gener var imidlertid af forbigående karakter, og hendes arbejde havde ikke været af en særlig art. anke- styrelsen fandt ikke grundlag for at forelægge sagen for erhvervssygdomsudvalget. spørgsmålet for højesteret er efter as påstande, om hendes psykiske lidelse skal anerkendes som en erhvervssygdom i henhold til arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led, eller om sagen eventuelt skal hjemvises til arbejdsmarkedets erhvervssikring med henblik på fore- læggelse for erhvervssygdomsudvalget, jf. lovens § 7, stk. 3. anerkendelse af erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringslovens § 5 forstås ved arbejdsskade bl.a. en erhvervssygdom, der er en følge af arbejdet eller de forhold, det er foregået under. erhvervssygdomsbegrebet er fast- lagt i lovens § 7, og efter § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led, er der tale om en erhvervssygdom, hvis det godtgøres, at sygdommen ”udelukkende eller i overvejende grad” må anses for at være forår- saget af ”arbejdets særlige art”. - 17 - det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (folketingstidende 2002-03, tillæg a, lov- forslag nr. l 216, s. 6617), at der vil være mulighed for at anerkende sygdomme, der ikke er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme, hvis der konkret er stor sandsynlighed for, at den anmeldte sygdom skyldes arbejdet. bestemmelsen må efter forarbejderne (folketings- tidende 1975-76, tillæg a, sp. 3400) ikke administreres på en måde, som indebærer en ud- huling af erhvervssygdomsbegrebet. sygdomme, der er omfattet af § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led, kan kun anerkendes efter forelæggelse for erhvervssygdomsudvalget, og forelæggelse skal ske, når arbejdsmarkedets erhvervssik- ring skønner, at der er mulighed for, at sygdommen vil kunne anerkendes, jf. § 7, stk. 3. det fremgår af forarbejderne (folketingstidende 1975-76, tillæg a, sp. 3397), at udvalget gennem sine vejledende udtalelser er tillagt væsentlig indflydelse på den praksis, der skal udformes med hensyn til erstatning for sygdomme, der ikke er medtaget på fortegnelsen over erhvervs- sygdomme. den konkrete vurdering det fremgår af retslægerådets svar af 27. april 2017 på spørgsmål 9 og 10, at as psykiske lidelse i november 2011 kunne diagnosticeres som ”tilpasningsreaktion” (icd-10 betegnelse: f43.2, undertype f43.21 – depressiv reaktion længerevarende). efter sommeren 2013 kunne lidelsen diagnosticeres som ”anden belastningsreaktion” (f43.8). det må efter de lægelige oplysninger lægges til grund, at as psykiske lidelse endnu ikke er ophørt, og at den i øvrigt også var behandlingskrævende i perioden før ankestyrelsens afgø- relse af 4. oktober 2013. a havde inden sygemeldingen den 30. juni 2011 i en længere periode været udsat for en ar- bejdsmæssig belastning med merarbejde af betydeligt omfang. efter en kollegas udstatione- ring i 2010 og en omstrukturering i begyndelsen af 2011 havde hun ud over sit sædvanlige arbejde udført arbejdsopgaver, som tidligere var blevet udført af andre. dette medførte et øget pres på hende både med hensyn til arbejdstempoet og arbejdsdagenes længde. - 18 - højesteret finder, at de nævnte arbejdsmæssige belastninger må anses for at høre til arbejdets særlige art efter arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led. spørgsmålet er herefter, om der er den fornødne sammenhæng mellem as psykiske lidelse og disse arbejdsmæssige belastninger. det fremgår af retslægerådets svar af 21. januar 2016 på spørgsmål 4, at der er en sammen- hæng mellem de arbejdsmæssige belastninger og as psykiske lidelse, der i november 2011 som ovenfor nævnt kunne diagnosticeres som tilpasningsreaktion. i svaret på spørgsmål 5 har retslægerådet anført, at den psykiske lidelse kan skyldes en eller flere årsager: arvelig dispo- sition og/eller belastninger af fysisk, psykisk eller social art, der kan have gjort sig gældende på forskellige tidspunkter i den belastedes tilværelse. det tidsmæssige forløb af de psykiske gener i den konkrete sag med fravær af tidligere psykiske lidelser taler ifølge retslægerådet i høj grad for, at arbejdsmæssige belastninger har årsagsbetydning. beskrivelsen af as op- vækstforhold kan herimod tale for en af opvæksten betinget særlig sårbarhed. af retslægerådets svar af 27. april 2017 på bl.a. spørgsmål 11 og 12 fremgår, at rådet vurde- rer, at der er en sammenhæng mellem belastningerne i form af øget arbejdsmængde og stort antal overarbejdstimer forud for sygemeldingen i 2011 og tilstanden anden belastningsreak- tion. i svaret på spørgsmål 13 og 14 har retslægerådet udtalt, at der er tale om væsensforskel- lige årsagsfaktorer, hvorfor der ikke kan angives nogen form for ”procentisk fordeling”. ankestyrelsen har i sin nye afgørelse af 31. maj 2017 – for så vidt angår as psykiske lidelse efter sommeren 2013, som efter retslægerådets forannævnte svar kan diagnosticeres som anden belastningsreaktion – anmodet arbejdsmarkedets erhvervssikring om at forelægge syg- dommen for erhvervssygdomsudvalget. det fremgår af afgørelsen, at der er mulighed for, at denne sygdom vil kunne anerkendes efter forelæggelse for erhvervssygdomsudvalget, og at ankestyrelsen herved har lagt vægt på, at retslægerådet har vurderet, at der er sammenhæng mellem belastningerne forud for sygemeldingen i 2011 og tilstanden anden belast- ningsreaktion. højesteret lægger efter de foran nævnte svar fra retslægerådet til grund, at der også er mulig- hed for, at as psykiske lidelse forud for sommeren 2013 vil kunne anerkendes som en ar- bejdsskade efter § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led. sagen burde derfor have været forelagt for er- - 19 - hvervssygdomsudvalget i henhold til § 7, stk. 3, inden ankestyrelsen traf afgørelse i oktober 2013. erhvervssygdomsudvalget er som nævnt foran tillagt væsentlig indflydelse på den praksis, der skal anlægges med hensyn til erstatning for sygdomme, der ikke er medtaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme. for så vidt angår as psykiske lidelse efter sommeren 2013 har an- kestyrelsen som nævnt truffet afgørelse om forelæggelse for erhvervssygdomsudvalget. un- der hensyn til det anførte finder højesteret, at der ikke på det foreliggende grundlag bør tages stilling til, om as psykiske lidelse skal anerkendes som en arbejdsskade, således som hun principalt og subsidiært har påstået. i stedet bør forelæggelsen for erhvervssygdomsudvalget udvides til også at omfatte hendes psykiske lidelse forud for sommeren 2013. højesteret tager herefter as mere subsidiære påstand til følge. efter sagens principielle karakter og udfald skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsret eller højesteret til den anden part eller til statskassen. thi kendes for ret: sagen hjemvises til arbejdsmarkedets erhvervssikring med henblik på forelæggelse for er- hvervssygdomsudvalget. ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret eller højesteret til den anden part eller til statskassen.