- 2 - der er ikke, som anført af anklagemyndigheden, tale om forhold, som højesteret ikke kan efterprøve, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2. landsretten har på centrale punkter foretaget en fejlagtig anvendelse af de afgivne forklaringer. det gælder navnlig, når landsretten har anført, at a har forklaret, at det først var under og efter rejsen, at de udviklede et venskab. dette er ikke korrekt. der er enten tale om en rettergangsfejl eller om, at landsretten har foretaget en forkert retsanvendelse. selv hvis højesteret finder, at det ikke kan efterprøves, om landsretten har anvendt forklarin- gerne korrekt, er højesteret ikke afskåret fra at vurdere anvendelsen og fortolkningen af be- grebet ”offentlig tjeneste” i
. gerningsindholdet i
de har ikke modtaget nogen gave eller fordel ”i udøvelse af offentlig tjeneste”, men alene i kraft af et privat venskab med a. det relevante tidspunkt for vurderingen af, om de var i offentlig tjeneste, er tidspunktet for selve modtagelsen af gaven, subsidiært da gave- løftet kom til deres kendskab. de var på dette tidspunkt, som forklaret af a og b og af dem selv, private venner med a. relationen til a havde som minimum en sådan styrke, at de for- valtningsretligt ville være inhabile ved behandling af eventuelt fremtidige sager med a, hvor- for modtagelsen af gaven ikke var omfattet af begrebet ”offentlig tjeneste”. som følge heraf skal der ske frifindelse. landsretten har endvidere foretaget en forsætsvurdering i strid med
ved at statuere sandsynlighedsforsæt i april 2015, hvor de tiltalte alene havde købt flybilletter til nai- robi, og hvor gaven ikke var tilbudt. forsætsvurderingen skal foretages på det tidspunkt, hvor gaven objektivt fuldbyrdes, subsidiært på det tidspunkt, hvor gaveløftet kommer til modtage- rens kundskab og accepteres. der er ikke grundlag for at foretage en forsætsvurdering på et tidligere tidspunkt, og
selv hvis det var tilfældet, måtte der kræves en højere grad af forsæt end sandsynlighedsforsæt. landsrettens fremrykkede forsætsvurdering medfører endvidere, at det ikke ville have været muligt at træde frivilligt tilbage fra forsøg, jf.
.
indehol- der et toleddet forsæt, idet der både skal være forsæt til at modtage en gave og en forståelse af, at gaven har sammenhæng med de pågældendes tjenesteudøvelse. det er uklart, hvornår landsretten foretager vurderingen i relation til forståelsen af sammenhængen mellem gaven og tjenesteudøvelsen, men det synes ud fra en sproglig forståelse at ske sammen med det første led af forsætsvurderingen, dvs. allerede i april 2015. der kan ikke ske en opdeling af forsæts- - 3 - vurderingen vedrørende de to led. styrken af den private relation og deres venskab med a ville i hvert fald udelukke, at der på tidspunktet for afrejsen fra y-sted forelå forsæt. der er tale om så graverende fejl og tilsidesættelse af retssikkerheden, at sagen bør hjemvises og prøves på ny i landsretten. i tilfælde af strafansvar bør der alene idømmes en bøde. relationen til a har haft en vis styr- ke, og både de og a opfattede sig – og opfatter sig stadig – som private venner. grænsedrag- ningen mellem ”private venner” og ”offentlig tjeneste”, når der i forvejen er en relation, er ikke entydig og afstedkommer en del uklarhed og tvivl. de har handlet i undskyldelig uviden- hed om eller undskyldelig misforståelse af retsregler, der forbyder handlingens foretagelse, jf.
gaverne blev senest modtaget, da de afsluttede de respektive ophold uden selv at betale for dem. landsretten har vedrørende begge ophold fundet det bevist, at de tiltalte havde sandsynlig- hedsforsæt til at modtage en gave, og til at gaven blev ydet som udslag af deres tjeneste. det kan ikke anses som en urigtig anvendelse af forsætsreglerne, at landsretten fastslog, hvornår de tiltalte første gang ansås for at have haft forsæt. landsretten har givet en udførlig begrun- delse for, at der ikke er grundlag for at fastslå, at gaven blev givet som udslag af et venskab. der er ikke grundlag for at fastslå, at de tiltaltes relation til a på tidspunktet for modtagelsen af gaven udelukkede forsæt. efter landsrettens bevisresultat havde de tiltalte allerede ved be- stillingen af rejsen forsæt til overtrædelse af
landsretten har således ikke – ud fra sit bevisresultat – anvendt loven urigtigt ved vur- deringen af, om de tiltalte har haft det fornødne forsæt til overtrædelse af
. ved straffastsættelsen må der på den ene side lægges vægt på lovovertrædelsens karakter, værdien af den modtagne gave og på de tiltaltes stilling som polititjenestemænd. på den anden side må der lægges vægt på, at gaven blev modtaget, efter at de tiltalte havde afsluttet behand- lingen af straffesagen mod a, at det ikke kan påvises, at de tiltalte har handlet pligtstridigt under udførelsen af deres arbejde som følge af gavemodtagelsen, og at de tiltalte ikke bestred overordnede stillinger i politiet. betingelserne i
4, og § 83 for at ned- sætte straffen er ikke til stede. efter en samlet vurdering bør straffen forhøjes til fængsel i 40- 60 dage, og straffen bør eventuelt gøres betinget af vilkår om samfundstjeneste. højesterets begrundelse og resultat t1 og t2 er ved landsrettens dom fundet skyldige i overtrædelse af
november 2015 i deres egenskab af polititjenestemænd i forening og efter aftale uberettiget at have modtaget og gjort brug af en gave eller anden for- del i form af gratis ophold i en camp i kenya i perioden 23.-
urigtigt ved at fastslå, at t1 og t2 har modtaget gaverne fra a i forbindelse med tjenesteudøvelse. det er endvidere spørgsmålet, om landsretten ved forsætsvurderingen har foretaget en urigtig retsan- vendelse. derudover er der spørgsmål om strafudmåling. anvendelsen af
og forsætsvurderingen efter
straffes den, der i udøvelse af offentlig tjeneste uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige en gave eller anden fordel, med bøde eller fængsel indtil 6 år.
den situation, hvor en gave modtages eller tilsiges, efter at den pågældende tjenestehandling er foretaget og uden forudgående tilsagn om belønning. det er en betingelse, at begunstigelsen har forbindelse med tjenesteudøvelsen. landsretten har lagt til grund, at t1 og t2 og a i tiden mellem besøget i marts 2015 og afrej- sen til nairobi i november 2015 alene havde begrænset kontakt, og at det først var under og efter rejsen, at de udviklede et venskab. landsretten har på den baggrund fundet, at gaverne fra a ikke eller ikke i det væsentlige blev givet alene på grund af et allerede udviklet venskab, men havde sammenhæng med t1 og t2s deltagelse i efterforskningen af sagen mod a. heref- ter og henset til værdien af gaverne har landsretten fundet, at det var uberettiget, at de modtog gaverne. for højesteret har t1 og t2 med henvisning til forklaringerne i sagen anført, at de på tids- punktet for modtagelsen af gaverne var private venner med a, og at de derfor ikke modtog gaverne i udøvelse af offentlig tjeneste. højesteret finder, at dette synspunkt reelt angår lands- rettens vægtning af beviserne i sagen, hvilket ikke kan prøves af højesteret, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4, modsætningsvis. højesteret har således ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens vurdering af, at gaverne blev modtaget i udøvelse af offentlig tjeneste. - 6 - t1 og t2 har anført, at landsretten har foretaget en forkert forsætsvurdering, idet landsretten ikke har vurderet, om de havde forsæt til at overtræde
på tidspunktet for modtagelsen af gaverne, men alene har fastslået, at der forelå sandsynlighedsforsæt i april 2015, hvor de købte flybilletterne, men hvor gaverne endnu ikke var blevet tilbudt dem. landsretten har vedrørende opholdet i campen i kenya fundet, at t1 og t2, allerede da de købte flybilletter til nairobi i april 2015, må have anset det for overvejende sandsynligt, at de – således som det også var as hensigt – ville få opholdet i campen på særligt favorable vilkår, og at dette havde sammenhæng med deres deltagelse i efterforskningen af sagen mod a. landsretten har ved vurderingen af, om t1 og t2 havde det fornødne forsæt til at overtræde
, desuden lagt vægt på, at det ved deres afrejse blev bekræftet, at opholdet var gratis. landsrettens præmisser må forstås således, at t1 og t2 havde forsæt til overtrædelse af straf- felovens § 144 (også) på fuldbyrdelsestidspunktet, dvs. ved afrejsen fra campen. for så vidt angår opholdet på hotellet på zanzibar har landsretten anført, at t1 og t2, da de fik oplyst, at de ikke skulle betale for opholdet, må have anset det for overvejende sandsyn- ligt, at der var tale om en gave, der havde sammenhæng med efterforskningen af sagen mod a. også med hensyn til dette ophold har landsretten således fundet, at t1 og t2 havde forsæt på fuldbyrdelsestidspunktet. højesteret finder herefter, at landsretten ikke ved forsætsvurderingen vedrørende modtagelsen af gaverne har foretaget en urigtig retsanvendelse. t1 og t2s påstande om frifindelse eller sagens hjemvisning til fornyet behandling i landsret- ten tages herefter ikke til følge. strafudmåling ved straffens fastsættelse lægger højesteret som skærpende omstændigheder vægt på, at ga- verne blev modtaget af t1 og t2 i forbindelse med deres udøvelse af offentlig tjeneste som polititjenestemænd, og at gaverne havde en betydelig værdi for dem. som formildende om- stændigheder lægger højesteret vægt på, at t1 og t2 ikke i øvrigt har udført pligtstridige - 7 - handlinger, og at gaverne blev modtaget efter, at de havde afsluttet deres tjenstlige kontakt med a. højesteret finder ikke grundlag for at formilde straffen som følge af undskyldelig uvidenhed eller misforståelse af retsreglerne, jf.
4, eller for at lade straffen bortfal- de efter
højesteret finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder t1 og t2s særdeles gode personlige forhold og deres underordnede stillinger i politiet, at fuldbyrdelsen af straffen skal udsættes og bortfalde efter en prøvetid på 1 år. der er ikke grundlag for at fastsætte vilkår om samfundstjeneste. konklusion højesteret stadfæster landsrettens dom med den ændring, at den betingede fængselsstraf for- højes til 40 dage. thi kendes for ret: landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at den betingede fængselsstraf forhøjes til 40 dage. prøvetiden på 1 år regnes fra højesterets dom. de tiltalte skal betale sagens omkostninger for højesteret.
AI-forklaring ud fra den officielle lovtekst. Vejledende, erstatter ikke juridisk rådgivning.